Shattered Dreams | Harry Styles

26-årige Anna Wochester studerer til lærer, og er i gang med sit afsluttende praktikforløb, før hun er færdiguddannet. Hendes liv kører på skinner; hun er flyttet sammen med sin ældre, og tiltrækkende kæreste Josh, hvor spørgsmålet om ægteskab ikke er en fremmed tanke. Hun står til at få jobbet som fastansat lærer, når hun har fået sit diplom, og hun bor midt i centrum, af den mindre by Folkestone. Alle brikker er faldet på plads, og alt lover fryd og gammen – lige indtil hun skal på forberedende studietur med sin klasse, og kærligheden viser sig i skikkelse af en noget yngre fyr, som ikke nok med det, også er en international popstjerne.

121Likes
167Kommentarer
11126Visninger
AA

10. Dag 92

Granitgulvet var koldt mod mine fødder i det jeg trådte ud i køkkenet. Trods det havde rundet de 25 grader udenfor, var det en ting man aldrig kunne ændre; hvor koldt køkkengulvet var. Jeg skuttede mig en anelse og skyndte mig at slå den tynde uldtrøje der hang over en af stolene i køkkenet, rundt om mig.  Mine hjemmesko stod uberørte ude i gangen; altså kunne jeg sagtens få varmen uden at rende rundt med halvtreds trøjer på indenfor, om sommeren. Det var bare en dårlig vane at lade være, plus det føltes på samme måde, som det føltes for mig med sokker på – som om jeg var fanget. Langsomt tøffede jeg hen til de papirer der lå på køkkenbordet. Der var breve, reklamer og højst sandsynligt en eller anden seddel fra Josh der bad mig om at have en god dag, ønskede mig held og lykke med at læse op til eksamen, hvornår han var hjemme, og de ting han virkelig godt kunne tænke sig, var blevet gjort når han engang kom hjem i aften. Jeg rullede med øjnene i det jeg læste mig igennem hans brevskrivnings rutine, som var en masse ordre pakket ind i søde kælenavne og tillægsord. Selv da han skrev at jeg måtte have en god dag, lød det som en ordre fra hans side. Jeg lagde sedlen til side og gik videre i posten som først var utallige reklamer, så nogle regninger, og til sidst et brev fra min skole vedrørende eksamen. Med det samme var alt andet glemt og kun brevet og jeg selv eksisterede. Det var brevet om min sidste eksamen, jeg stod med i hånden. Det var det, der skulle bestemme om jeg kunne blive ansat på skolen fast, eller om jeg skulle tage endnu et år som studerende. Inde i brevet stod der hvordan det hele skulle løbe af stablen og foregå.

I lang tid stirrede jeg på brevet i ren ærefrygt. Jeg ville have det skulle fortælle mig, hvordan jeg skulle gribe det hele an; selv at åbne det. Jeg vendte og drejede det i min hånd, og til sidst besluttede jeg mig for at rive det op, hurtigt og effektivt, sådan som man blev fortalt at man skulle rive et plaster af, da man var lille.
Mine øjne gled hurtigt henover teksten, for at opfange så mange vigtige detaljer som muligt om hvor, hvornår, hvad og hvordan. Brevet fik hurtigt fortalt mig at jeg skulle møde op på University of London om fem dages tid, klokken elleve om formiddagen, hvor min sidste eksamination ville foregå og censureres. Prøven bestod af et mundtligt oplæg jeg skulle have forberedt i forvejen (jeg var i fuld gang med den del), og til sidst skulle jeg trække et emne og være klar til at kunne svare på spørgsmål vedrørende det, uden tid til forberedelse.
Pludselig var alle kræfter i min krop suget ud af mig og jeg stirrede tomt hen på køkkenskabet overfor, for at samle mine tanker og den stress der lige om lidt ville ramme mig. Min arm dumpede tungt ned langs siden, stadig med brevet i hånden. Et stik af afmagt havde ramt mig og i det sekund vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre; så derfor tændte jeg en cigaret.

Mange tanker fløj gennem mit hoved: hvordan skulle det gå? Ville jeg bestå? Hvad nu hvis jeg dumpede? Hvilke emner kunne jeg mon trække? Hvornår ville det være smartest at tage af sted mod London? Hvor skulle jeg bo? Og til sidst et navn: Harry. Hans navn var poppet op på min nethinde, ligeså snart jeg havde læst ordene ”London”, som var de to ord synonym med hinanden. Jeg tog et langt drag af min cigaret, imens jeg hypnotiseret stirrede hen på det klinisk hvide køkkenskab på den modsatte væg. Langsomt drejede jeg mit hoved, så jeg kunne kigge ud på de solbeskinnede bygninger overfor min egen, igennem vinduerne på dørene ud til den franske altan. I en rum tid stirrede jeg bare ud på bygningerne og solen der slikkede sig op ad dem, før jeg skoddede min cigaret, gik hen til dørene og åbnede dem så jeg kunne stå og få varmen i den lunende juni sol. Jeg tændte endnu en cigaret og lod endnu engang mine tanker flyde, imens jeg kiggede på mine omgivelser. Mine tanker var begyndt at gå i stå og falde til ro med alle eksaminations spørgsmålene og bekymringerne. De kredsede kun om en bestemt person, som jeg ikke havde snakket med i tre uger nu.

Vi havde så vidt muligt prøvet at holde kontakten efterfølgende. Eller Harry havde. Jeg var stadig for flov og ydmyget over hvordan vores veje havde skiltes og hvilke emner der sidst havde været bragt på banen imellem os. Men Harry var standhaftig. Han havde straks skrevet til mig, allerede dagen efter, for at spørge om jeg var okay, hvilket jeg havde ignoreret. Og det samme havde jeg gjort med de fem næste beskeder han havde sendt; ignoreret dem, fordi min egen stolthed stod i vejen og min ydmygelse stod klart i min erindring. Til sidst havde han ringet, og der havde jeg ikke kunne nære mig fra at tage den. Vi fik snakket det hele igennem, og Harrys forståelse og imødekommelse af mig havde været beroligende, som altid, og vi var derfor endt på god fod med hinanden.
Derfra fortsatte vi med at snakke. Hver dag, i godt en måned, skrev vi til hinanden mindst én gang om dagen. Men så tog han på turné uden for Englands grænser, og beskederne kom med længere og længere mellemrum, indtil de til sidst var holdt op for tre uger siden. Jeg var for stolt til at blive ved med at starte en samtale med ham, sådan som jeg havde gjort til sidst. For stolt, og selvbevidst; jeg følte mig irriterende, når jeg hele tiden skulle have fat på ham. Jeg følte mig som en irriterende lille forelsket pige der konstant ville have en drengs opmærksomhed, men hvis opmærksomhed hun bare ikke kunne indse, at hun aldrig ville få. Så jeg stoppede med at kontakte ham, og besluttede mig for, at det var hans tur til at gøre det hvis han ville fortsætte med at holde kontakten til mig. Han havde én gang efterfølgende skrevet til mig. Jeg gættede på at det var forvirring over mine manglende beskeder, der havde drevet ham til at skrive. Hvis han havde troet at en enkelt besked fra hans side, kunne få mig tilbage på sporet med at kvittere med de halvtreds beskeder jeg plejede at sende, tog han fejl. Derfor havde stilheden i mellem os været øredøvende i de sidste tre uger.

Men nu måtte jeg skrive. Jeg måtte lade ham vide at jeg ville komme tilbage til London, og at jeg ville være der fra i morgen af. Chancen for at han også ville være der var minimal, fordi han netop stadig var på turné rundt omkring i Europa, men chancen for at han ville være hjemme, var der dog. Han havde en gang fortalt mig om deres turnéplan, men jeg havde ikke været klog nok til at skrive den ned, så jeg måtte gå ud fra min egen rustne hukommelse, der ikke altid holdt fast på de vigtige informationer.
Jeg skiftede brevet ud med min telefon, der lå på køkkenbordet. Hurtigt askede jeg den lange bane af aske, der havde taget form på min cigaret, før jeg gav mig så til at skrive en kort besked til Harry, hvori der stod: ”Hej Harry, lang tid siden! Jeg ville bare lade dig vide, at jeg vil være i London fra i morgen (sen)eftermiddag. Bare hvis du var hjemme. Så kunne vi eventuelt mødes. Hils omkring dig! Anna”
Jeg kiggede på beskeden i et par sekunder, uden rigtig at læse den igennem, inden jeg trykkede Send. Svaret kom overraskende hurtigt. Der gik ikke mere end fem minutter, før min telefon vibrerede i min lomme og forstyrrede mig i at tænde min tredje cigaret den dag. Hurtigt, men med en vis form for angst siddende dybt inde i kroppen på mig, trak jeg min telefon frem. Det kildede ubehageligt i min mave, da jeg lod min finger glide hen over skærmen, for at åbne hans svar.
”Det er jeg! Jeg landede i går, og nu har jeg en lille måned fri :-) Det kunne være super hyggeligt at mødes, skal vi ikke bare mødes ved pizzastedet den dag du ankommer, så giver jeg aftensmad?”
Jeg smilede for mig selv over hans svar, og hurtigt fik jeg fyret et svar af om, at vi skulle mødes klokken 18.30. Han fik hurtigt svaret tilbage, at det synes han var en god idé. Smilet gik ikke væk fra mine læber, og en masse sommerfugle havde taget bo i min mave. Jeg skoddede min cigaret, som kun var halvt færdig, og lod den ene af dobbeltdørene stå på klem, imens jeg forberedte noget morgenmad til mig selv, som jeg ikke havde haft appetit til før, med alle de eksaminationsbekymringer og tankerne om Harry, som viste sig at være komplet latterlige. Jeg satte min iPhone til at spille så høj musik den kunne via anlægget, ligeglad med om jeg generede naboerne, og begyndte at gøre min madlavning til en dans. Mit humør var højt og intet kunne få mig ned fra de skyer jeg pludselig var havnet på.
Jeg skulle se ham igen.

***

Hele dagen var gået i en rastløs tomgang, hvor jeg havde været ude af stand til at sidde stille. Jeg havde sørget for at ordne alt praktisk i løbet af dagen, for at holde mig selv beskæftiget, og endda rykket min afgang fra Folkestone til en tidligere en, så jeg hurtigere kunne være i London. Til sidst havde jeg ordnet alt det jeg overhovedet kunne ordne og jeg var derfor overladt til små ligegyldige gøremål, for at få tiden til at gå og rastløsheden mættet. Så ekstatisk var jeg - og havde været lige siden Harry havde svaret mig med et mødetidspunkt.
Josh var endnu ikke kommet hjem da jeg var blevet færdig med mine sidste huslig pligter, så jeg gav mig derfor til at lave aftensmad som sidste punkt på dagsordenen. Jeg havde besluttet mig for at lave asiatisk mad, og imens jeg snittede grøntsager og sang i vildensky, kom Josh in ad døren.
”Hej skat!” råbte jeg, og han kvitterede med at komme ind og skrue væsentligt ned for musikken.
”Man kan høre musikken hele vejen ned på gaden” sagde han og prøvede at smile, men det lignede mere en anstrengt, forskruet grimasse. Jeg himlede med øjnene, men gik alligevel hen for at møde ham med kys og smil. Intet kunne få mig ned med nakken i dag.
”Jaja” sagde jeg bare og lænede mig ind mod ham for at få et kys, som han hurtigt besvarede.
”Du er glad i dag?” sagde han, mere som et spørgsmål end som en konstatering. Han gik ud af køkkenet, for at tage sit overtøj og sine sko af og kom så ind igen, imens han løsnede sit slips. Jeg nikkede bare og nynnede videre for mig selv på den sang, der spillede på anlægget. Han gik hen bag mig, lagde to hænder på hver sin side af min talje for at skubbe mig lidt af vejen, så han kunne komme hen til postbunken på bordet. Jeg skubbede noget vildfarent hår af vejen med min håndflade, og vendte mig så om mod ham, hvor han stod med mit eksaminationsbrev i hånden.
”Jeg tror du er den eneste jeg kender, der kan være glad, selvom de har fået at vide at du skal eksamineres om fem dage” sagde han og smilet på hans ansigt spillede helt op i hans øjne. Jeg gik hen til ham og lagde hænderne om hans talje.
”Det er fordi at det er slut, done, finito; jeg skal aldrig mere eksamineres, men kun eksaminere” svarede jeg ham bare, med et smil som jeg vendte op mod ham. Jeg kunne umuligt fortælle ham, at det var fordi jeg skulle se en anden mand om nogle dage og at det var ham der efterlod mig i et humør, som Josh aldrig nogensinde kunne få mig i, selv på de bedste dage og hvor meget han prøvede og hvor glad jeg kunne være i hans selskab. Han kiggede ned på mig, kyssede mig på panden, og kiggede så på brevet igen.
”Det bliver godt! Så kan livet endelig begynde, hva?” sagde han med et skævt smil i min retning. Mit humør var straks smittet af på ham, og det anstrengte humør han havde været i da han kom ind af døren på grund af en lang arbejdsdag, var forsvundet som dug for solen.
”Det er jo lige det” sagde jeg. Jeg lænede mig et kort øjeblik ind til ham, og indsnusede hans lugt af cologne og mand. Så løsnede jeg mit greb om ham, og vendte tilbage til madlavningen.
”Vil du ikke dække bord?” spurgte jeg ham om, uden at vende mig om. Han svarede mig ikke, men makkede bare ret og begyndte at tage tallerknerne ud af skabet og ind i stuen til spisebordet. Da han var færdig kom han ud i køkkenet igen. Han fandt noget vin frem og hældte et glas op til sig selv og til mig. Jeg rakte min hånd frem og han stak det i hånden på mig. Det var rutinen, og vi kendte den efterhånden så godt, at vi ikke engang behøvedes at kigge på hinanden mere for at gennemføre den.
”Hvor er din ring?” spurgte han pludseligt. Jeg kiggede hen på ham, samtidig med at jeg tog en slurk af min vin. Han havde rynket sine bryn, og jeg løftede mit ene som svar.
”Der” jeg sank det jeg havde i munden, og pegede hen på en lille skål der stod op ad væggen på køkkenbordet. De rynkede bryn gik ikke væk. ”Jeg tager den altid af når jeg laver mad, så der ikke sker noget. Det er jo ikke fordi jeg bryder en meget vigtig ed af at tage den af for en stund, især ikke når det er for at beskytte den” retfærdiggjorde jeg mig selv med en irriteret undertone, hvis skarphed ikke var til at tage fejl af i min stemme. Jeg burde ikke skulle forklare mig selv over så dum en ting.
”Det gør man jo lidt ved at tage den af” sagde han lavt og forurettet. Han lavede en utilfreds mine, som var en teenagepige værdig.

Lige siden vi havde forlovet os, havde Josh holdt skarpt øje med, om jeg tog den forbandede ring af eller ej. Det var som om at han var bange for, at jeg ikke ville gifte mig med ham alligevel, ligeså snart jeg tog den af. Hvilket jeg kun gjorde når jeg skulle i bad eller ordne huslige pligter, sådan at den utroligt dyre ring ikke ville komme til skade.
Jeg ved ikke hvad der havde gjort ham så pirrelig i forhold til ringen og forlovelsen. Det kunne have noget at gøre med, at jeg ikke sprang helt ekstatisk rundt og viste ringen til alt og alle, eller fortalte det til hver og en der gad høre på det. Sådan som normale piger gjorde, i Joshs optik. Det havde været en diskussion nogle dage efter forlovelsen; hvorfor jeg ikke bare fortalte det til hele verdenen og opførte mig normalt; som om jeg havde pisset på hans manddom, ved ikke at gøre det.
Problemet var, at jeg ikke var typen der gjorde sådan noget, eller det troede jeg da i hvert fald ikke at jeg var. Jeg ville hellere være diskret og lægge låg på det, i stedet for at jeg ville have hele verdenen skulle vide at hey, jeg var snart gifteklar. Desuden havde det heller ikke været en skelsættende faktor i vores forhold. Jeg vidste godt, at spørgsmålet før eller siden ville komme og at jeg selv ville sige ja. Det var bare sådan det var og det var noget der altid havde ligget i kortene vedrørende vores forhold; alle vores venner vidste det samme, selvom de havde ageret som om det var en fuldstændig overraskelse, da vi havde fortalt det til dem. Den eneste med den reaktion jeg selv havde haft var Rachel, min bedste veninde. Hun rynkede brynene da jeg fortalte det, og det tog hende en kraftanstrengelse at få sit toneleje op i det overstadige. Hun havde det lidt ligesom mig; hun følte at hun skulle forsikre sig selv om, at det var det rigtige jeg havde gjort. Selvfølgelig skulle jeg giftes med Josh, vi var jo skabt for hinanden.
Vi snakkede ikke om det, men vi vidste begge to, at det måske ikke ville ende godt i det lange løb. Men han var hvad jeg havde at arbejde med, og når man var 26 havde man ikke så meget tid at løbe på eller så mange muligheder tilbage. Josh var desuden også en god mand og han ville ikke være så slem at bruge sit liv med, overhovedet.

Da jeg havde lagt alle ingredienser ned i wok’en og sat vandet til nudlerne til at koge, gik jeg hen til Josh og lagde endnu engang armene om ham.
”Jeg husker at tage den på igen. Verden skal jo vide at jeg er din, ikke?” sagde jeg, mest for at gøre ham glad, selvom jeg godt vidste at jeg havde lydt sarkastisk. Hans ansigtstræk løsnede en anelse op, men der var stadig en snert af irritation hængende over dem. Han vristede sig stille fri af mit greb om sig, og gik hen til køleskabet.
”Vi mangler drikkevarer” mumlede han bare som svar. Han efterlod mig ude i køkkenet og gik ind i stuen, uden at komme tilbage og hjælpe til med det sidste.

***

Hej guys,

Så gik der alligevel noget tid før næste kapitel og part 2 blev skudt igang, eh?

Jeg burde ikke retfærdiggøre mig selv med det, men jeg vil gøre det alligevel, selvom det ikke har noget hold i: jeg er blevet så skoletræt her på det seneste, at det eneste jeg laver er at holde ud og sove. Jeg har simpelthen ramt muren så hårdt, at jeg sidder fast. Derudover har jeg nogle andre ting som jeg arbejder på at få i orden, hvilket tilsidesætter dette fritidsprojekt en anelse.

Anywho, jeg håber i kan lide det. Kommenter gerne, fordi det er noget af det jeg elsker allermest ved at levere noget nyt!

Og til sidst men ikke mindst vil jeg sige, at jeg ikke ved hvornår der kommer et nyt kapitel igen, da jeg rejser til NYC på studietur på søndag og så det faktum, at jeg ikke rigtig ved hvad der videre skal ske i min historie (arbejder med nogle forskellige måder at gribe det an på).

Jeg håber i har en fab dag!

Ciao for now!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...