Shattered Dreams | Harry Styles

26-årige Anna Wochester studerer til lærer, og er i gang med sit afsluttende praktikforløb, før hun er færdiguddannet. Hendes liv kører på skinner; hun er flyttet sammen med sin ældre, og tiltrækkende kæreste Josh, hvor spørgsmålet om ægteskab ikke er en fremmed tanke. Hun står til at få jobbet som fastansat lærer, når hun har fået sit diplom, og hun bor midt i centrum, af den mindre by Folkestone. Alle brikker er faldet på plads, og alt lover fryd og gammen – lige indtil hun skal på forberedende studietur med sin klasse, og kærligheden viser sig i skikkelse af en noget yngre fyr, som ikke nok med det, også er en international popstjerne.

121Likes
167Kommentarer
11168Visninger
AA

8. Dag 7

Hele dagen var gået med at have et pokerfjæs på, overfor mine elever. Vi havde besøgt Westminster Abbey, Big Ben og London Eye som det sidste, inden vi skulle hjem dagen efter. Jeg vidste godt, at jeg ikke havde været specielt nærværende den dag, men jeg kunne ikke stoppe med at tænke på min middag med Harry om aftenen. Efter i går, hvor jeg noget uvenligt havde afvist ham, var jeg ikke sikker på hvor hyggeligt det ville blive – og det gjorde mig nervøs.
Jeg havde ikke hørt fra Harry hele dagen, og jeg turde ikke selv skrive til ham på grund af alt der stod bag hvis jeg gjorde, og så havde min behandling af ham dagen forinden også gjort det ydmygende; hvis bare jeg havde holdt min mund og været medgørlig. Jeg forlod alligevel London snart, og ville derefter nok ikke se ham igen; så hvorfor ikke have den sjov der var til rådighed, i stedet for at læse alverdens ting ind i det og tillægge Harrys handlinger en betydning?
Jeg havde på bedste vis prøvet at undervise, uden at vise hvad jeg følte og det var nogenlunde lykkedes uden særligt mærkbare tegn på min rigtige sindsstemning. Dog var jeg klar over at jo tættere vi kom på middagen, jo mere ustabil blev jeg. Jeg havde været forvirret, kludret i tingene jeg skulle sige og gået forkert adskillige gange. Nogle af eleverne havde spurgt ind til om jeg var okay, hvorefter jeg havde kommet til at bide af dem og vrisse, at alt var i skønneste orden.
Peter sagde ikke så meget, han fulgte bare med, og gud ved hvilke ting han brød sin hjerne med. Ikke meget ville jeg tro, og ikke med nok fornuftighed til at tage over for mig, som var et komplet nervevrag i takt med at dagen skred frem. Hvorfor han stadig havde lov til at undervise var et tilbagevendende spørgsmål, da han langt fra var i stand til det, og burde være blevet fyret for længst.

Da vi nåede London Eye, ville samtlige elever op i det store pariserhjul, selvom at det var for egen lomme. Det var ikke noget der generede mig, da jeg så kunne blive nede og få pusten et øjeblik, samt en cigaret. Jeg var bange for højder og havde altid været det, så at skulle så højt op i en glasboks, var ikke noget der just tiltalte mig.
De begejstrede elever stillede sig hurtigt hen i den lange kø, og forsvandt langsomt ind i kabinerne og steg så til vejrs. Jeg mærkede straks hvordan jeg slappede af, ved ikke at skulle dække over min nervøsitet mere og hele tiden være på med et overskud, som ingen i verden på nogen måde kunne besidde.
Da jeg blev lærer havde jeg endelig forstået hvorfor så mange af dem gik ned med stress; det var et utroligt hårdt arbejde hele tiden at være konsekvent, uden at vise sine rigtige følelser og at skulle bevare det rolige overblik, samt at være den med styr på alt og overskud på kontoen når tingene gik skævt. Især når man havde fået en hjælpeløs opsynsførende som Peter – hvem jeg egentlig havde efterladt på den anden side af det store hjul, for at få noget plads. Jeg var ikke en gang høflig mere i mine ihærdige forsøg på at undgå ham, sådan som jeg engang havde været. Jeg var faktisk decideret ubehøvlet, og gik nu bare min vej uden yderligere ord. Dog kunne jeg stadig ikke finde ud af at svare et direkte nej til ham, hvis han spurgte mig om jeg ville nogle forskellige ting. Hvilket også var derfor jeg altid flygtede, uden at give ham chancen for at sige noget til mig, så jeg ikke blev fanget i en situation jeg ikke kunne slippe væk fra.

Jeg tog et langt drag af min tændte cigaret, imens jeg kiggede op mod den grå himmel til de øverste kupler, og undrede mig om hvorvidt mine elever var i dem eller ej. Jeg havde ikke holdt styr på tiden, om hvor lang tid der var gået, eller hvorhenne i cirklen børnene befandt sig.
Jeg tog et sidste hvæs af cigaretten, så gløden nåede hele vejen ned til filteret, og smed den i samme øjeblik en brun strikvest satte sig ved siden af mig. Perplekst fór jeg sammen, ude af stand til at vide hvor jeg skulle kigge hen og endte med at sende adskillige forvirrede blikke hen mod manden ved siden af mig, for til sidst at beslutte mig for at holde blikket rettet mod mine fødder.
Peter havde sat sig ved siden af mig, han havde fundet mig, hvilket jeg aldrig havde set som en mulighed, da jeg jo havde efterladt ham på den anden side af hjulet. Jo mere jeg tænkte over det, jo mindre kom det bag på mig, at han egentlig havde det. Han var ikke dum, og jeg havde ikke sat mig et bestemt skjult sted, snarere utroligt offentligt på en bænk lige foran den lange kø til turistattraktionen.

”Skulle du ikke op og se udsigten?” brød jeg kejtet stilheden med. Jeg lød altid så falsk og affekteret når jeg snakkede med Peter, men jeg vidste ikke hvordan jeg skulle få tonen til at lyde naturlig med ham. Han besvarede ikke mit spørgsmål, men trak blot på skuldrene og rystede svagt på hovedet, hvilket jeg kun var så heldig at opfange, fordi jeg kiggede op på ham, da jeg snakkede til ham.
”Den skulle ellers være flot” sagde jeg lamt, tabt for ord og uden at vide hvad jeg ellers skulle sig til ham. Han var det sværeste menneske jeg nogensinde havde snakket med, og hver ”ordveksling” med ham var en pine.
Tavsheden lagde sig igen over os, imens min hjerne arbejdede på højtryk for at finde på noget at sige. Der kom absolut intet ud af det, og til sidst gav jeg efter for mine bekymrede tanker om hvordan jeg skulle tackle Harry og middagen om aftenen. Jeg gik ind i min egen verden og opgav at finde på et samtaleemne til Peter og mig. Langsomt begyndte han ikke længere at eksistere, fordi mit eget liv og mine egne problemer fyldte så meget i mit hoved; hvordan skulle jeg kunne se Harry i øjnene om aftenen? Hvordan skulle det hele nogensinde gå? Hvad skulle jeg overhovedet have på? Hvorfor gik jeg så meget op i, hvad han syntes om mig? Og hvad med Josh midt i alt det der skete, eller var sket?
Det var først da hans rustne stemme brød ind i mit tankespind og da hans overraskende store hånd blev lagt beroligende på min ryg, at jeg huskede hvor jeg var og hvem jeg var sammen med og at han stadig fandtes;
”Anna, min pige, du skal stoppe med at bekymre dig så meget, det gør ondt på mig at se, at du er så tynget af bekymringer i så ung en alder. Lad tingene ske som de sker, kig ikke bagud og tænk ikke så meget over det, sådan at du overanalysere situationen og ødelægger den for dig selv. Du er god nok, og det hele skal nok løse sig i sidste ende, på den ene eller den anden måde”

Chokeret løftede jeg mit hoved fra min hænder, der havde hvilet på mit knæ, så jeg kunne rette mig op fra min foroverbøjede stilling og kigge på Peter. Aldrig havde jeg hørt ham sige så meget, men i det han talte, gik det op for mig hvilken visdom han besad, og hvorfor han ikke var blevet fyret som lærer endnu.
Han var en klog og filosofisk mand, der foretrak at betragte og observere, frem for at blande sig med ord og holdninger. Hvilket var præcis hvad han havde gjort med mig under mit praktikforløb, åbenbart. Derudover virkede hans måde at snakke til mig på, ikke som om han kunne lide lide mig, men mere holdt af mig som et barnebarn. Hans ord besad sådan en kraft, at jeg aldrig nogensinde ville betvivle ham igen, og sådan en kraft, at alt omkring mysteriet Peter pludselig gav mening. Hvorfor ingen havde sagt noget om ham, eller klaget om ham; simpelthen fordi han overlod det til mig på grund af, at jeg skulle lære noget. Det var i hvert fald det indtryk jeg fik fra hans eftertænksomme tale, han lige havde givet mig. Måske var han stadig ikke en mand af mange ord og måske var han stadig en smule underlig, men på den måde han havde vidst, at jeg havde brudt mit hoved med så mange tanker, gjorde, at jeg så ham i et bedre og knapt så dømmende lys. Det gjorde også, at jeg ikke turde stole på min dømmekraft lige foreløbig, da jeg fuldstændigt havde fejltolket ham de sidste mange måneder, og satte om endnu flere tanker og bearbejdelser i gang i mit hoved – hvilket var det stikmodsatte af, hvad hans ords effekt egentlig skulle have gjort ved mig.
Paf sad jeg tilbage på bænken og stirrede på ham, uden at kunne mæle et ord til ham omkring hans observation og fremragende råd til mig. End ikke en tak.
Hans eneste svar, var at trække en smule på smilebåndet, hvorefter han klappede mig beroligende på ryggen, der hvor hans hånd stadig var placeret.
”Avis” sagde han bare, og rejste sig op og satte kursen mod den nærmeste kiosk – stadig med sit lille smil i mundvigene.

***

”Så det er din ydmyge bolig?” spurgte jeg retorisk Harry om, halvt vendt mod ham, med et smil på læben. Han smilede genert og trak let på skuldrene, inden jeg vendte mig om igen, for at tage lejligheden i øjesyn endnu en gang.
Det var en meget stilfuld lejlighed, ganske stor - alt for stor til kun et menneske - og uden noget specielt personligt præg. Den var meget minimalistisk og stilrent indrettet; man kunne tydeligt mærke på auraen, at beboeren ikke så tit var hjemme. Men det var et pænt sted og jeg kunne se at Harry havde gjort sig anstrengelser for at få det til at være hyggeligt til aften, med lysdæmperne der var på laveste niveau så pærerne kastede bløde skygger på møblementet, samt de mange stearinlys rundt omkring. Duften af mad – en krydret, asiatisk wok ret, hvis ikke jeg tog fejl – gjorde også hjemmet en smule hyggeligere og indbydende, og var en af grundene til, at jeg godt kunne lide stedet. Harrys absolutte tilstedeværelse gjorde, at alt straks blev livet op og osede af ham. Lejligheden var måske ikke ofte beboet, men når han så var hjemme, fik den ikke for lidt og det kunne jeg godt lide.

Til sidst på dagen, da middagen nærmede sig, havde jeg alligevel dristet mig til at skrive til Harry, for at høre nærmere detaljer om hvor vi skulle mødes, helt præcist hvornår og hvad jeg skulle regne med at tage på. Peters ord fra tidligere havde spøgt i mit hoved hele dagen og gjorde det stadig. De var den største årsag, til at jeg turde skrive til Harry, uden forlegenhed (eller den sad lige i baghovedet, imens jeg ventede på det første svar).
De ord havde haft et væsentligt indtryk på mig og sad stadig ætset ind, forrest i min hjerne, til at hive frem når jeg begyndte at overtolke og bekymre mig om noget der egentlig var småting. For eksempel hele situationen omkring Harry, der i de sidste syv dage havde gået mig på.
Jeg brød ikke min hjerne med det mere (eller jeg prøvede at undgå det), da det enkelte svar på spørgsmålene var, at der ikke var noget. Vi var bare venner, intet andet. Eller det var hvad jeg prøvede at fortælle mig selv for ligeså snart vi sås, blussede en masse tanker op i min hjerne, der næsten fortrængte Peters ord. Især fordi det var krydret med Harrys gode manerer og væremåde, samt hans indvirkning på mig som var en af de skønneste ting ved hans selskab: måden han fik mig til at føle på. Han havde en effekt på mig, som jeg aldrig havde oplevet fra noget andet menneske, og han fik mig til at føle som en verdenskvinde, der kunne alt.

Jeg kiggede stadig rundt på alle tingene, for at suge alle indtrykkene til mig og indprente i min hukommelse hvordan stedet så ud, med alle detaljer intakte, når nu jeg nok aldrig ville se ham og stedet igen, når aftenen var omme.
Før jeg vidste af det fik jeg stukket et glas et-eller-andet i hånden, som jeg hurtigt tog et sip af og bedømte til at være en god og tør champagne. Boblerne havde hurtigt sin effekt på mig, og gjorde mig til en fnisende teenagepige, næsten i samme øjeblik de rørte mine læber. Sådan havde champagne altid virket på mig; jeg vidste ikke om det var stemningen der kom sammen med et glas, om det var smagen, eller de kildende bobler – men jeg blev altid glad i låget og afslappet med champagne i hånden, og jeg behøvedes ikke en gang at sætte glasset mod læberne.
”Skal vi sætte os?” lød det fra Harry, som stod bag en af stolene ved det dækkede bord, hvor der ikke var sparet på noget, og betragtede mig. Jeg vendte mig om med et smil og gik hen til den stol han stod bagved, som han trak ud i takt med at jeg nærmede mig, og lod ham så skubbe den ind under mig, da jeg var henne ved den. Jeg vendte mit ansigt op mod ham og sagde, med en lettere flabet undertone: ”sikke en gentleman, hvor har du lært de manerer hende?”.
”Til mit – og dit - held er jeg det meste af tiden blevet opdraget af en kvinde, og så har jeg også en storesøster der kan fortælle mig lidt om, hvordan man behandler kvinder” smilede han og fik hurtigt affejet mit lettere stikkende spørgsmål, eftersom at det var for godt til at være sandt, at en så ung fyr gjorde sådan noget, uden skjulte dagsordener. Jeg løftede øjenbrynene, da han satte sig ned foran mig, for at få ham til at fortælle mere.
”Det vidste jeg ikke. Men nu er spørgsmålet så også, om det er oprigtigt?” spurgte jeg, hvilket bare fik ham til at smile endnu mere.
”Det er op til dig selv at finde ud af hvad du vil tro på, men ja” sagde han med et glimt i øjet. Der var noget i hans tone og i hans smil der gjorde, at jeg ikke stolede helt på hans overbevisning. Der lå noget under og noget sagde mig, at han ikke gjorde sådan mod alle. Hvilket var klart, eftersom folk nok også ville synes det var en smule mærkeligt, hvis han altid skulle trække stole ud for dem i offentligt forum. Men der stak noget andet under og det gjorde mig mundlam, ude af stand til at svare ham og finde på et godt comeback. I et kort sekund overvejede jeg at nævne Joshs navn, men kom fra det igen, da der ingen grund var til det og jeg heller ikke havde lyst. Josh eksisterede ikke, når jeg var sammen med Harry. Så jeg skiftede emne og lod aftenen gå sin gang, uden protest.

***

Jeg skubbede det høje glas med chokolademousse fra mig og lænede mig godt tilbage i stolen. Jeg udbrød et højt suk, imens jeg tog skeen op af glasset igen og begyndte at slikke resterne af. Jeg lænede mig frem igen, så mine albuer hvilede på bordet, og skrabede så glasset for de sidste rester af chokolade.
”Det smager så godt, men jeg er så mæt – hvilken forbandelse” jamrede jeg og lod mine øjenbryn trække sig sammen i midten, for at vise min utilfredshed. Harry besvarede mine dumme bemærkninger med små grin, og havde gjort det under hele middagen.
Aftenen var forløbet perfekt og det havde været super hyggeligt. Det havde afgjort været den bedste måde at tage afsked på, ovenpå sådan en turbulent uge med ambivalente følelser og nye bekendtskaber.
Hele aftenen var Harry kommet med små hints der antydede, at han ville se mere til mig og lagde mere i vores nye venskab end som så. Jeg prøvede at tro, at det bare var almen høflighed, men han havde sagt nogle få bemærkninger der hentydede til mere; såsom at kommentere på alt det han godt kunne lide ved mig, ydre såvel som indre, og at jeg var charmerende når jeg spiste, selvom jeg knapt kunne bruge kniv og gaffel ordentligt. Alle komplimenterne var arrangeret henkastet, så jeg ikke skulle lægge mærke til dem på den måde jeg i sidste ende havde gjort. Josh var begyndt at spøge og dukke op i mine tanker. I takt med, at jeg nærmede mig foreningen med ham, kom han mere og mere frem i min bevidsthed – også i selskab med Harry.

”Jeg kan godt lide du bliver ved så” grinede Harry ad mig. Jeg kiggede op på ham med sammenknebne øjne og lagde så skeen fra mig. Jeg måtte fortælle ham det, det var synd for ham, at han skulle holde håbet oppe når jeg egentlig var optaget.
”Harry... Jeg har en kæreste” fik jeg endelig frem, hvilket kun var på tide. I det jeg sagde de ord, blev en kæmpe stor byrde løftet af mine skuldre, og jeg følte at jeg kunne ånde igen, som om der før havde ligget et kilo sten oven på mit bryst.
Jeg kiggede forsigtigt hen på Harry, som ikke så yderligere mærket ud, snarere lidt forvirret som om han ikke forstod kontekst. Hans bryn var rynkede og han sad længe og brød sin hjerne med noget jeg ikke kunne fange, før han endelig svarede mig.
”Og?” endte han med at sige, i den mest forvirrede tone jeg nogensinde havde hørt fra et andet menneske.
Det var min tur til at blive forvirret, og jeg rynkede tilsvarende brynene ved hans reaktion. Det var ikke sådan det var planlagt. Jeg vidste ikke helt hvad jeg havde forventet, men det var ikke den reaktion. Jeg sagde ikke noget, kiggede blot forvirret på ham.
”Det havde jeg godt regnet med Anna, i og med at du er i alderen hvor man slår sig til ro” sagde Harry med forsikrende og fortrøstningsfuldt smil. Han gav bolden videre, og jeg vidste at det var min tur til at sige noget, men jeg kunne ikke få noget frem. Alligevel gjorde jeg et forsøg.
”Men jeg troede…” startede jeg, inden min stemme forrådte mig og knækkede over.
”Troede hvad?” spurgte Harry, og smilede opmuntrende til mig for at fremprovokere mig til at fortælle ham, hvad jeg egentlig helt præcist troede.
”Jeg troede at… Du ved.. At du ville prøve noget.. Og altså.. Du ved, jeg ville ikke skuffe dig, selvom jeg selv…” mere kunne jeg ikke få frem, da det simpelthen var for ydmygende at indrømme alle de tanker jeg havde gjort mig i ugens løb. Alle de analyser jeg havde lavet forgæves, og som i sidste ende havde kørt mig op i en spids, helt uden grund.
Fortabt kiggede jeg ned i bordet igen, pinlig over hele situationen. Jeg pillede lidt ved det snavsede bestik, pludseligt rastløs. Da jeg kiggede op på Harry, sad han med en hånd kørt halvvejs igennem sit hår og sit blik rettet mod loftet. Han trak dybt vejret ind, og smilede så blidt til mig. Han lagde sin hånd på bordet, ovenpå min, for at gøre det så smertefrit for mig som muligt. Hvilket havde den fuldstændigt modsatte effekt, og gjorde alting langt mere uudholdeligt, end det allerede var.
”Anna.. Vi har kun kendt hinanden i en uge..” startede han ud. Han kiggede direkte på mig for at fastholde mit blik, før han fortsatte; ”Jeg mente da jeg sagde at mine manerer var oprigtige, jeg ved ikke hvad du har læst ind i tingene eller hvad du tænker, men du må da forstå at man ikke bare sådan kan forelske sig på en uge, i hvert fald ikke sådan rigtigt. Du er en interessant person, med meget at byde på, men..”.
Mere nåede han ikke at sige, før jeg havde rejst mig op og trukket min hånd til mig, som om han havde brændt mig. Jeg mumlede grødet et ”tak for mad” og ”det har været hyggeligt”, plus en masse andre høflighedsfraser, før jeg for alvor mærkede tårerne presse på, samt at min stemme blev mere og mere utydelig. Han skulle ikke se mig græde over det her. Over ydmygelsen og ham.
Jeg stilede hurtigt hen mod døren, og som et lyn var jeg ude af spisestuen og henne ved hoveddøren, med mine ting i hånden. Jeg hørte ham råbe mit navn, men der var ingen tid at spilde - jeg skulle bare væk derfra. Hastigt fik jeg vristet døren op, hvorefter jeg løb så hurtigt jeg kunne ned ad trapperne og væk fra Harry, før han kunne nå at høre de første hulk og se de første par tårer.

***

Bum. Det var sgu akavet. Og der har vi det girls; dont read to much into stuff. I know I do. Og jeg gør det alt for meget selv, så ja. Det er en lille lektie.

Anywho, jeg håber virkelig i kan lide det, og jeg kan nu fortælle jer, at det er slut på Part 1.

Part 2 har jeg i sinde at arbejde med over vinterferien, da jeg skal have en del på plads med det og hvad der skal ske osv.

Og så ved jeg godt at der er gået noget tid siden sidst, men jeg har i de sidste 3 uger været fanget i SRO-helvede, og endelig i dag var dagen hvor den er væk for good og jeg har afleveret.
Kapitlet er lidt længere end sædvanligt fordi det er det sidste kapitel i Part 1, og fordi jeg har dårlig samvi over ventetiden.

Men let me know what ya think! Det har taget mig lang tid at skrive, så det ville være ace med feedback :i
Kisses

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...