Shattered Dreams | Harry Styles

26-årige Anna Wochester studerer til lærer, og er i gang med sit afsluttende praktikforløb, før hun er færdiguddannet. Hendes liv kører på skinner; hun er flyttet sammen med sin ældre, og tiltrækkende kæreste Josh, hvor spørgsmålet om ægteskab ikke er en fremmed tanke. Hun står til at få jobbet som fastansat lærer, når hun har fået sit diplom, og hun bor midt i centrum, af den mindre by Folkestone. Alle brikker er faldet på plads, og alt lover fryd og gammen – lige indtil hun skal på forberedende studietur med sin klasse, og kærligheden viser sig i skikkelse af en noget yngre fyr, som ikke nok med det, også er en international popstjerne.

121Likes
167Kommentarer
11168Visninger
AA

7. Dag 6

Jeg vågnede ved at min telefon ringede. Med et sæt løftede jeg hovedet fra puden og slog hårdt en hånd op for panden, for at fjerne den mørke fuglerede der udgjorde mit hår, og som altid sad ned i øjnene på mig når jeg vågnede. Derefter tørrede jeg mine mundvige for savl med et pyjamasærme, og satte mig til sidst op med telefonen for øret. Hvordan Josh kunne holde ud at vågne til det syn hver morgen, var mig en gåde. Halvt vågen, halvt sovende, besvarede jeg opkaldet med en brummen, der lod den ringende vide, at jeg var tilstede og havde taget telefonen.

”Hej skat, vækkede jeg dig?” lød en velkendt, mørk stemme. Jeg fór sammen, og var pludselig helt vågen. Febrilsk, som befandt han sig i rummet, begyndte jeg at glatte mit hår ud, trods jeg intet spejl havde, og blinke med øjnene for at få dem til at se klare og vågne ud. Til sidst rømmede jeg mig, så min stemme ikke ville være en underlig grød og knække over.
”Nej.. Nej, jeg har været oppe længe, klokken er trods alt – ” jeg tog min telefon væk fra øret, så jeg hurtigt kunne tjekke hvad klokken var, inden jeg bare skød et gæt afsted ”- 6.30” sluttede jeg opgivende af med at svare Josh - halvt til mig selv i ærgrelse, halvt til ham. Jeg havde fri indtil om aftenen, så hvorfor skulle han ringe til mig så tidligt om morgenen? Ingen normal person med respekt for andre ville gøre noget så dumt, langt over halvdelen af hele England sov helt sikkert stadig, var jeg forvisset om. Irriteret skumlede jeg for mig selv, imens jeg afventede svar på, hvad Josh ville.
”Det tænkte jeg nok, sådan et A-menneske som dig ville ikke spilde sin dag, har jeg ret? Er det ikke også din fridag i dag?” spurgte han om, yderst fornøjet.

I halvandet år havde jeg foregivet, at jeg var et A-menneske som følge af, at Josh og jeg var flyttet sammen. Indtil da havde det ikke været det store problem at lyve om, da jeg havde boet sammen med min bedste veninde Rachel, som altid havde min ryg med hensyn til de små hvide løgne, jeg havde fortalt Josh og som det var for sent at ændre. Noget jeg regnede med aldrig ville blive et problem, før vi flyttede sammen, og det pludselig havde bidt mig bagi, og jeg pludselig skulle være en helt anden person.
Josh var skøn. Han var lækker og han behandlede mig godt, men i nogle tilfælde havde han nogle virkelig mærkelige værdier; han brød sig ikke om folk der sov sin dag væk, hvilket jeg altid plejede at gøre på mine fridage. Han brød sig ikke om folk der foretrak te frem for kaffe (ét ord: England, hallo?!), ikke at lave noget i weekenderne – man skulle altid lave et eller andet, ellers var man en skamplet for menneskeheden, sådan at spilde sin dag på ikke at være i gang, og til sidst brød han sig ikke om uambitiøse mennesker.
Hvis jeg så meget som antydede, at jeg ikke lige orkede at rette elevernes opgaver, fik jeg den helt store svada om, at jeg ligeså godt kunne opgive at være lærer med den attitude, eller om jeg egentlig ikke bare skulle gå hen og blive sat på førtidspension.
Alle de ting ledte til, at jeg modificerede min måde at sige ting på, hvilket er utroligt svært med et manglende filter, og hvordan jeg opførte mig. Langsomt erklærede jeg mig enig med ham, og tog hans værdier til mig; for hvis jeg gjorde det længe nok, ville de vel gå hen og blive mine egne, ikke?

”Jo” mumlede jeg, en anelse mere bidsk en det skulle være. Jeg blev egentlig ikke morgensur mere, fordi jeg så mange gange havde tvunget mig selv tidligt op, og spillet rollen som det friske morgenmenneske. Nogle gange tog jeg den endda så langt, at tage mit løbetøj på, og lige løbe en gang op og ned ad trapperne i lejlighedskomplekset, så når Josh stod op, lignede jeg en med et gevaldigt overskud.
Det var min løgn nummer to: jeg var blevet revet med af stemningen og beundringen af Josh, da han fortalte hvordan han havde løbet et maraton og skulle til at løbe en ironman, at jeg havde fortalt, at jeg selv var en motionens kvinde, der et par gange om ugen yndede fem kilometer om morgenen.
Hvordan han ikke havde gennemskuet mig endnu, var ikke til at vide, eftersom jeg blev ved med at være den samme kurvede pige, som jeg altid havde været, og nogle gange, såsom ved jul og påske, tog lidt ekstra på. Det havde i øvrigt også været dyrt at investere i det helt rigtige løbetøj, som professionelle og amatør løbere angiveligt selv skulle have - deriblandt Josh selv.
”Har du været ud at løbe endnu?” blev der spurgt i den anden ende, lidt for friskt til hvad jeg kunne overskue i det øjeblik.
Jeg trak dynen til side, som nærmere føltes som at have et stykke karton ovenpå sig, og svang så mine ben udover sengekanten. Den kolde luft strøg sig om mine bare fødder, og fik mig til at skælve af kulde. Jeg rejste mig op og begyndte langsomt at gå rundt i lokalet for at vågne helt og få varmen.
”Jeg var i går” løj jeg, før jeg fortsatte løgnen: ”jeg havde planlagt at restituere i dag med.. at købe materialer og udforske London”. Den sidste del var egentlig ikke en løgn. Jeg havde skam planer om at udforske og købe materialer, bare ikke dem han forestillede sig. Han have sikkert et billede i hovedet af, at jeg stod inde i en Blackwell eller WHSmith for at finde bøger til min klasse og andre forberedende ting til mit job.
Han svarede med et tænksomt og åbenbarende ”Aaah”, før han gik videre i sin dagsorden, af ting han skulle sige til mig, inden der blev lagt på.
”Men hvordan har min blomst det så? Det er lang tid siden jeg har hørt fra dig!” blev der sagt. Jeg bed mig kort i læben, før jeg svarede. Han kunne vel ikke have interesseret sig for at læse sladder, kunne han? For jeg var næsten hundrede procent sikker på, at der ville stå et eller andet, og så ville han få det forkerte indtryk af, hvad jeg havde bedrevet mig. Det ved jeg, at jeg ville, hvis situationen havde været omvendt.
”Hun har det fint. Hun er dog ved at kamme over af utålmodighed over for Peter, men ellers har hun det helt fint. Vi burde virkelig tage til London en dag!” svarede jeg med fornyet styrke og glæde i min stemme. Jeg måtte spille min rolle til perfektion, så min skam ikke skinnede igennem og han ville gennemskue mig.
Josh grinede af mig, og sagde noget i stil med, at jeg var så fjollet og hvad skulle han dog gøre uden mine finurlige påfund.
”Jamen virkelig. Peter driver mig til vanvid, jeg har flygtet fra ham hver evig eneste dag, for at undgå en akavet middagsinvitation, som jeg ville være tvangsindlagt til at acceptere” sukkede jeg. Jeg satte mig hårdt ned på sengen, og begyndte at lege med min kuffert med fødderne.
”Har du ikke fortalt ham, at du har en kæreste?” spurgte Josh om. Man kunne høre smilet i hans stemme.
”Flere gange. På alle måder, men han forstår det ikke. Jeg kunne ligeså godt have gået rundt med dig i snor, med et kæmpe neonskilt over dig, med en pil der peger mod dig og ordene ”ANNA WOCHESTERS KÆRESTE”” sagde jeg opgivende, men kunne ikke holde mig fra at smile, da Josh brød ud i latter.
”Det er næsten lidt synd for ham” sagde Josh igennem sine lattergrynt. ”Stakkels fyr, han må have det så hårdt med din behandling af ham” fortsatte han, og jeg kunne høre hvordan han næsten ikke kunne holde latteren inde.
”Hey hey, du skal da ikke tage hans parti” sagde jeg højt ind i telefonen, med påtaget forargelse og fornærmelse. ”Det er endnu hårdere for mig at skulle udsætte ham for så forfærdelig en behandling og være offer for hans hengivenhed – det er mig der er offeret” sagde jeg teatralsk og lagde en hånd for min pande imens jeg foregav at dåne, trods Josh ikke kunne se det mindste af mig.
”Selvfølgelig er det det” klukkede Josh af mig. Jeg smilede for mig selv. Jeg var glad for ham. Han var den perfekte mand for mig, og kunne altid få et smil på mine læber. Måske startede jeg ud med at være sur lidt for ofte, men i sidste ende havde han altid fået mig til at smile. Han var perfekt.
Hvordan jeg nogensinde kunne have tvivlet på mine følelser omkring ham, og bare alt generelt, var så pinligt og ydmygende for mig. Selvfølgelig havde man sine hårde perioder, men det havde vi ikke engang, for vi var skabt for hinanden.
Og langsomt, som jeg opdagede det, gik det mere og mere op for mig, at jeg ikke kunne se Harry mere. Han havde kun bragt forvirring og usikkerhed med sig. To ting jeg gerne ville være fri for i fremtiden.

***

Efter en lang dag i mit eget forrygende selskab, var jeg endelig tilbage ved mit hostel. Parat til at falde omkuld i min seng og få en lur, inden jeg skulle i teateret senere, slæbte jeg mig igennem dørene til foyeren med ømme fødder og alt for mange poser i hver hånd, blot for at få et chok og bakke flere skridt baglæns; Harry sad henslængt, ualmindeligt skødesløst, på en af stolene i lokalet.
Han havde ikke fået øje på mig endnu, hvilket førte til en masse tanker om flugtplaner – hvis blot mine ben ville lystre. Jeg måtte ikke se ham, jeg kunne ikke se ham. Jeg havde ignoreret ham hele dagen. Han havde ihærdigt kimet mig ned og skrevet adskillige beskeder, hvori han spurgte om visse detaljer til vores middag var i orden. En middag jeg på den ene eller anden måde måtte aflyse, da det ikke kunne være muligt længere, at have sådan et foretagende.
Desperat prøvede jeg at få mine ben til at lystre og flygte, men det eneste de ville var at stå stille, eller gå frem mod mit værelse, så de endelig kunne få et hvil. Hvis jeg var rigtig hurtig, kunne jeg måske snige mig forbi Harry, og ind på mit værelse. Han sad alligevel opslugt af et nummer GQ, så det burde kunne lade sig gøre.

Inden mine ben nåede at lystre, kiggede Harry op og naglede mig til stedet med et smil. Forsigtigt, uden antydning af at jeg havde planlagt at flygte, ignorere ham eller at gå lige forbi ham, smilede jeg tilbage til ham og lod mine arme dingle slapt ned langs siden, stadig med poserne i hænderne. Langsomt lukkede han bladet og rejste sig derefter op, for at møde mig.
”Hej Anna” sagde han. Et smørret smil sad fast om hans læber, som om han havde gennemskuet mig og det faktum, at jeg havde ignoreret ham hele dagen med vilje.
”Jeg har skrevet og ringet til dig hele dagen. Har du mistet din telefon? Jeg nåede lige at blive oprigtigt bekymret, men du ser ud til at være ok..” sagde han og nikkede mod mine alt for mange poser, som jeg lige pludseligt blev utrolig selvbevidst omkring og skammede mig over.
”Øh, ja, jeg har ikke lige kigget på min telefon. Jeg har haft kvalitetstid med mig selv i dag” forklarede jeg vagt og håbede ikke, at han ville gennemskue mig. Jeg kløede mig i panden, med poserne i hånden, sådan at jeg slog alle mine poser ind mod mit hoved.
”Det kan jeg se” sagde Harry blot og fulgte poserne med sit blik. Jeg lod min arm dumpe ned langs siden igen. Harry kiggede derefter op på mig og mødte mine øjne med et smil. Han sagde ikke noget, hvilket gjorde mig nervøs.
”Men jeg skal videre, øh, jeg skal..” mere nåede jeg ikke at sige, før Harry afbrød mig; ”du er mærkelig Anna”.
Jeg stoppede op, ude af stand til at sige noget, eller vide hvordan jeg skulle reagere. Jeg vidste ikke om det var noget positivt eller negativt, så jeg tav, før jeg kunne drage pinlige konklusioner som jeg havde for vane at gøre.
”Først er du medgørlig, ligeså frisk på det her som jeg selv har været og er, og nu, nu ignorere du mig og skifter humør ligesom vinden skifter retning. Hvad er der sket?” spurgte han, i en tone som ikke lod mig forhandle med muligheden om at undgå at give forklaringen. Jeg skiftede mellem at kigge på ham og på sofagruppen i hjørnet, før jeg signalerede til ham, at han skulle følge med mig derhen. Da vi var nået derhen, satte jeg mig hurtigt ned med et lettelsens suk og placerede mine hævede fødder oppe på bordet, så de kunne hvile.

”Jeg kunne simpelthen ikke stå mere hvis vi skulle snakke, jeg har gået rundt hele dagen” forklarede jeg og løftede svagt mine poser i vejret, som jeg ikke havde sluppet endnu. Langsomt begyndte jeg at sætte dem fra mig og arrangere dem nede på gulvet, ved siden af sofaen. Harry tog det dog som et tegn, til at sætte sig ved siden af mig, i stedet for overfor, som normale mennesker ville gøre, når de skulle føre en samtale. Usikkert rykkede jeg rundt på mig selv, før jeg satte mig en anelse mere diagonalt til rette, så jeg nemmere kunne kigge på ham.
”Du kan altså ikke bare sige tingene på den måde, som om du kender mig. Vi har kun kendt hinanden i 6 dage” sagde jeg til ham, for at vende tilbage til emnet, som han havde smidt på bordet. Jeg håbede at med den sure og utilnærmelige forklaring, ville han holde sig væk fra mig og selv aflyse middagen, i en handling af vrede og trods.
”Nej det er vel rigtigt nok. Men alligevel har jeg brugt hver aften sammen med dig, og nogle gange til langt over midnat – og der kan vi godt blive enige om at der er snakket. Ikke med påtaget høflighed, men åbent og ærligt. I hvert fald for mit vedkommende” svarede han. Jeg forbandede ham langt væk, for den måde han altid kunne skabe fornuft i tingene og argumentere på.
Jeg nikkede sagte som svar, før jeg kiggede op på ham. Hans ansigt afslørede ingenting, andet end at hans bryn var rynkede en smule. Om det var i utilfredshed eller koncentration, kunne jeg ikke bedømme. Derefter gik det op for mig, at han sad tæt på mig. Hans hoved var maksimum 15 centimeter fra mit. Hans ene arm lænede på ryglænet for støtte og han sad sidelæns, imens han kiggede ned på mit ansigt for at give mig opmærksomhed. Jeg havde kigget et godt stykke tid op på ham, før det gik op for mig at jeg stirrede på ham. Hurtigt rystede jeg på hovedet, og kiggede ligeud igen, hen på væggen overfor.

”Okay” sagde jeg så. ”Jeg har måske været lidt på kanten de sidste par dage, af personlige årsager, og har derfor haft nogle grunde til at opføre mig, som jeg har gjort” forklarede jeg. Det var ikke helt løgn, men jeg kunne ikke sidde og fortælle ham, at jeg havde reevalueret mit liv, på grund af ham, de sidste par dage. Jeg kiggede igen op på ham, og han sad med et smil spillende om sine læber.
”Såsom at ignorere mig, selvom det er vigtigt, fordi det var noget med vores middag. Sådan en er svær at planlægge alene, skal du huske på” sagde han forklarende og nikkede som om han gav mig ret. Jeg kunne se på det smil der var i hans mundvige, at jeg var afsløret. Selvfølgelig købte han ikke min undskyldning.
Uden at fortrække en mine og tabe ansigt, fik jeg et mindre hjerteanfald over at han havde afsløret mig, og allerede kunne kende mig så godt.
Du inviterede mig, du skal også kunne planlægge uden min accept. Middagen er i dine hænder” svarede jeg kort, uden at gå mere i dybden med hans anklage og afsløring af mig. Han grinede kort, og hans ansigt kom tættere på mit. Med det samme kiggede jeg ud i luften igen, for at ignorere alle de tanker der spøgte i baghovedet, og min krops reaktion på hans nærvær.
”Okay godt så, så har vi det på det rene. Bare du ikke er sur på mig, eller træt af mig, det ville være ærgerligt” sagde han, for at forsikre sig om, at jeg ikke bakkede ud. Jeg rystede på hovedet og smilede samtidig op til ham.
”Alt er i orden, din middag er ikke i fare” hørte jeg mig selv sige. Jeg havde lyst til at slå mig selv i hovedet over min egen idioti. Jeg hadede den effekt han havde på mig. Den måde han kunne gøre mig rolig og medgørlig på, selvom jeg var fast besluttet på at være ubehagelig og umulig. Den måde han kunne få mit humør op et sted, hvor ingen mennesker kunne nå, selv når det var helt nede i kulkælderen til at starte med.
Det var ikke meningen, at jeg skulle lede hans tanker hen på middagen og forsikre ham endnu en gang om, at jeg ville være der. Det var meningen, at jeg skulle gøre det modsatte og forhindre den, sådan at jeg kunne få ham ud af mit liv, og bare fokusere på mit og Joshs samliv.
Jeg kiggede forsigtigt op på ham, hvor han sad og smilede, ubehageligt tæt på mit ansigt. Jeg vidste ikke om han så forvirringen og hvor ukomfortabel jeg følte mig over hans nærhed i mine øjne, men lidt efter fjernede han sig, og jeg priste mig lykkelig over, at han lagde mine til at gå.
”Sååeh.. Hvad siger du til, at vi går ud og får en øl nu?” spurgte han, med samme usikkerhed i sin stemme, som jeg var sikker på at have hørt de andre gange, han havde inviteret mig ud.
”Nej tak” svarede jeg kort for hovedet, samtidig med jeg rejste mig op og samlede mine poser sammen. Jeg kunne stadig spille det her spil, og putte ham på afstand, selvom min dumme mund talte for sig selv, når det kom til vores planlagte middag. Desuden kunne jeg alligevel heller ikke om aftenen, men det behøvede han ikke at vide.
Han kiggede forvirret og forbløffet på mig, før han fik fremstammet et ”hvorfor?”.
Med mit mest afmålte smil, og hvinende sukkersøde stemme svarede jeg ham: ”jeg tror godt du klarer dig en dag uden mig. Jeg ved, at det er svært, men man behøves altså ikke ses hver dag, for at være venner”.
Jeg vendte mig triumferende rundt og skred ned ad gangen på eleganteste vis, og efterlod Harry siddende chokeret med åben mund og polypper.

***

(Skriver lige min forfatterbesked om, den var simpelthen alt for nederen)
Så ja, hej venner
Her er endnu et kapitel! Skriv gerne hvad i synes, det elsker jeg nemlig at læse!
OG SÅ ER DER OVER 100 FAVES GRÆDER AF GLÆDE - det har totalt reddet min lortedag!

mange mange mange mange gange tak

og nu vil jeg se Frozen for femte gang

grillen <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...