Shattered Dreams | Harry Styles

26-årige Anna Wochester studerer til lærer, og er i gang med sit afsluttende praktikforløb, før hun er færdiguddannet. Hendes liv kører på skinner; hun er flyttet sammen med sin ældre, og tiltrækkende kæreste Josh, hvor spørgsmålet om ægteskab ikke er en fremmed tanke. Hun står til at få jobbet som fastansat lærer, når hun har fået sit diplom, og hun bor midt i centrum, af den mindre by Folkestone. Alle brikker er faldet på plads, og alt lover fryd og gammen – lige indtil hun skal på forberedende studietur med sin klasse, og kærligheden viser sig i skikkelse af en noget yngre fyr, som ikke nok med det, også er en international popstjerne.

121Likes
167Kommentarer
11171Visninger
AA

6. Dag 5

Jeg vågnede op med hovedpine, hvilket højst sandsynligt skyldtes gårsdagens begivenheder. Mit humør var tarveligt. Det sidste jeg orkede var, at tilbringe en hel dag med en skoleklasse på British Museum.
Med tunge øjne, og tungt sind, slæbte jeg mig ud af min stenhårde og bulede hostel-seng, for at gøre mig klar til dagens strabadser.
Mit udseende var ikke det jeg lagde mest hånd om den dag, og det endte med at blive make-up frit i ansigtet og en krøllet skjorte fra bunden af min kuffert, samt jeans, på kroppen. I lang tid stod jeg og studerede mit ansigt ude i badeværelsesspejlet, uden egentlig at kigge efter, for at holde mig beskæftiget.
Tankerne drønede rundt i mit hoved og gjorde min hovedpine om endnu værre, end den var, da jeg vågnede. Der skulle intet til, før jeg ville lægge mig syg og overlade klassen til Peter – i så slem stand var jeg - dog holdt jeg for meget af børnene, til at gøre noget så grusomt mod dem.

Det var fem dage siden jeg var ankommet til London, og fem dage siden jeg havde mødt Harry. Det tog ham kun fem dage, at vende op og ned på min tilværelse. Det gik alt for stærkt, og jeg kunne ikke følge med mere.
I starten havde det været sjovt; et hyggeligt bekendtskab i London til at falde tilbage på, så jeg slap for at skulle igennem en forfærdelig middag med Peter hver aften. Det havde været den overordnede grund til at lære ham at kende i starten, og den grund til at jeg var blevet ved med at snakke med ham efterfølgende. Det var derfor, jeg havde været så hurtig til at takke ja til alt, han havde tilbudt.
Men nu var det ikke sjovt mere, for der blev gjort rod i mit hoved og mine tanker. Jeg kunne ikke forstå hvorfor jeg var så svagtsindet, at ligeså snart en sød fyr viste mig opmærksomhed, faldt jeg i med begge ben. Endnu værre var, at jeg gjorde det selvom jeg havde en kæreste. En flot, høj, mystisk, ældre fyr, som alle mine veninder havde været så misundelige på, i begyndelsen af vores forhold - både for hans flotte ydre, men også for den måde han behandlede mig på.
Hvordan kunne jeg bare smide det væk, tage det forgivet, og kaste mig selv i armene på en komplet fremmed? Hvordan kunne jeg opføre mig så barnligt og indbildskt over for dem begge? Jeg burde skamme mig gevaldigt over at føle mig som en, der stod med skæbnen i sin hule hånd.
Jeg havde en kæreste. En kæreste som jeg elskede; en som jeg skulle giftes med. Og en som ventede derhjemme, og havde sendt mig en besked aftenen forinden, hvori der stod, at han savnede mig og om jeg var gået under jorden, siden jeg ikke havde været i kontakt med ham i 4 dage. Jeg burde ikke engang skamme mig, for jeg gjorde det i forvejen. Samvittighedsnag åd mig op indefra, og gav mig om endnu mere lyst til at skyde mig selv for min opførsel og tankegang.

Med et højt og opgivende suk, vendte jeg tilbage til den virkelige verden, hvor jeg havde et job der skulle klares.
Mine tanker måtte skubbes til siden, til senere, hvor jeg var alene og kunne forsøge at få mere orden på dem – trods det syntes komplet umuligt, og blot som om de blev endnu mere kludrede, jo mere jeg pinte min hjerne med at tænke dem.
Langsomt traskede jeg ud af min værelsesdør og hen mod foyeren, for at møde min klasse og skyde dagen i gang. Inden jeg nåede døråbningen dertil, gjorde jeg holdt og stillede mig med ryggen op ad væggen, for at finde support og muligheden til at samle mig, inden jeg gik dagen i møde. Jeg trak vejret dybt ned i mine tilrøgede lunger, tog det bedste pokerfjæs på, jeg kunne finde frem, og klistrede et stort smil på mine læber, før jeg gik ud til den larmende klasse, som aldrig nogensinde var helt stille.

***

”Okay børn – eller unge voksne – nu får I udleveret de her opgaver, som besvares ved at gå rundt på museet og finde forskellige fakta om de forskellige skulpturer, statuer, malerier og så videre. De spiller en rolle for jeres gennemsnitlige karakter - blandt andet i historie - så jeg vil råde jer til at få den lavet. Del jer selv op i grupper, I skal mindst være to, og så går Peter og jeg rundt og er til rådighed, hvis I mangler hjælp” sagde jeg højt udover forsamlingen af elever, for at overdøve den summen, som var det laveste lydniveau der kunne blive arbejdet på.
Den sidste del af den lange besked, vidste jeg godt ikke ville blive en realitet, siden eleverne højst sandsynligt ikke ville lave det der blev bedt om, på trods af at karakteren og bedømmelsen af opgaven spillede en rolle. Jeg holdt papirerne med opgaverne i vejret, så de kunne se hvad der foregik, og afsluttede med at signalere og sige til dem, at de bare skulle komme op og tage en, når grupperne var blevet dannet.
Der udspillede sig et mildt ragnarok da der skulle laves grupper, som altid. Der var altid en eller to der ikke havde en gruppe og måtte blive placeret i en tilfældig gruppe, hvilket vakte dyb mishag hos de elever der havde fundet den perfekte pakkeløsning. Jeg yndede ofte at gøre det med dem, der så en anelse for tilfredse ud, så de fik sig en lærestreg over at være så arrogante.
Lidt efter lidt var alle grupperne dannet under de sædvanlige forhold - også med protester i forhold til et placeret gruppemedlem - og en horde af elever løb op imod mig for at få en opgave, så de hurtigst muligt kunne forsvinde ud af synsfelt og lave alverdens andre ting, end at løse opgaverne. Da alt var delt ud og kaosset endnu ikke havde lagt sig helt, så jeg mit snit til at stikke af, så jeg ikke behøvedes at hænge på Peter og hans ubehagelige aura og person.
Den mand forstod ikke et vink med en vognstang. Han sagde ikke engang noget til mig, men gik bare lige i hælene på mig, uden sans for personligt rum, almindelig anstændighed og situationsfornemmelse. Indtil videre var det gået strålende med at undgå ham på turen, udover når vi obligatorisk skulle tilbringe tid sammen.

I løbet af ingen tid havde jeg forvildet mig langt væk fra andre mennesker og helt ud i forgrenede afkroge af museet. Jeg gik ikke mod noget bestemt; det eneste jeg tænkte på var at flygte fra andre mennesker, klassen og min belastende kollega, så jeg kunne være alene med de forvildede og indviklede tanker, der afholdt mig fra at kunne tænke klart og holde fokus. Jeg nåede allerede langt ind i mit tankespind, da jeg med et spjæt blev afbrudt af min telefons brummen. Jeg fór sammen, før jeg med et par vagtsomme blik over mine skuldre, halede telefonen frem, og tjekkede displayet for aktivitet.
Der var tikket en besked ind fra Harry, som lød således: ”Skal vi ses i aften?”. Jeg var hurtig til at svare et koldt ”hvorfor” tilbage og nærede mig kun lige akkurat fra at tilføje et eller andet spydigt, for at vise, at han ingen rettigheder havde til mig og mit selskab. Især ikke efter dagen forinden.
Inden jeg fik lagt min telefon fra mig igen, ankom svaret på min sms; ”Vi færdiggjorde ikke vores samtale i går”. Jeg undlod at svare, og lagde i stedet telefonen tilbage i min lomme.
Endnu engang var jeg fortabt i mine tanker, da vibrationen fra min telefon trak mig tilbage til virkeligheden og lod mig gøre et hop af forskrækkelse. Der undslap også et lille hvin, og rød i kinderne kiggede jeg undskyldende rundt på de to andre personer, der var i samme rum, som jeg befandt mig i.
Irriteret tog jeg telefonen frem igen, for at se endnu en besked fra Harry: ”Hey, svar mig lige. Det var også fordi jeg tænkte at Peter måske ikke var din kop te i aften”. Denne gang nåede jeg at taste et spydigt svar tilbage, men inden jeg nåede at sende den, blev mine skriverier afbrudt af en besked der tikkede ind lige efter den forrige, med ordene: ”Og så keder jeg mig også”.
Vreden var under kog inde i min krop. Edderspændt gav jeg mig til tasterne, og endnu engang inden jeg nåede at sende mit sure svar, ringede min telefon med Harrys navn på displayet. Vredt tæskede jeg telefonen op til øret og snerrede ind i røret; ”hvad?!”.

”Wow rolig Tiger” lød en grinende stemme i den anden ende af røret. Tænderskærende og skumlende, undlod jeg at svare.
”Hvad er der galt med dig?!” spurgte Harry, i en tone der næsten lød forbløffet og bekymret – og til dels anklagende.
”Åh så’men ingenting” svarede jeg sukkersødt, og tilføjede, inden Harry kunne nå at svare: ”På nær det faktum, at du skriver og taler nedsættende til mig, som om jeg er en taber der render i røven på dig og er en ting der bare er til rådighed. Husk lige på, at jeg er ældre end dig”. Ordene var en tand for hårde, men jeg var sur og jeg havde brug for at afreagere på ham, over hans manglende pli og anstændighed.
”Wow wow wow, rolig nu, hvad er der galt?” spurgte han igen, og satte mine indædte følelser endnu mere i kog.
”Det tror jeg lige, at jeg fik fortalt, men jeg kan da godt remse dem op for dig igen…” svarede jeg ligegyldigt og sarkastisk. Den sidste del af sætningen lod jeg hænge i luften, i forventning om at han ville bryde ind. Det gjorde han dog ikke; han tav i stedet. Lidt efter begyndte jeg at høre nogle hulk, hvorefter angsten og skyldfølelsen skyllede ind over mig.
”Gud nej, Harry, undsky…” mere nåede jeg ikke at sige, før det gik op for mig, at det ikke var hulk, men indestængt latter der kom fra ham. Forargelsen skyllede ind over mig, som jeg satte mig ned for at få en forklaring fra ham, og udtænke en hævn i mit stille sind, over ydmygelsen ved at han grinede af mig. Det tog ham noget tid at samle sig, og jeg overvejede flere gange om hvorvidt jeg skulle lægge på, indtil han endelig talte.
”Okay super, fortæl mig hvornår og hvordan – og så vil jeg forsøge at lave det om” fik han frem, men kunne ikke helt holde sin latter tilbage og stoppe den fra at undslippe som gisp imellem hans ord.
”Den måde du skriver på, som om jeg bare er en ting du kan have det sjovt med, og som om jeg skulle prise mig lykkelig for dit selskab. Genlæs beskederne, og du kan se hvad jeg mener. Du burde tage og opføre dig mere som en gentleman” sagde jeg. Nu mere opgivende end vredt.
Der blev stille i den anden ende af røret, hvilket jeg regnede med betød, at han læste beskederne igennem.
”Jeg kan godt se hvad du mener..” sagde han langsomt, før han fortsatte med lidt mere styrke og fart på sin stemme: ”men det er altså ikke ment på den måde, det er mere, du ved, sådan forskellige faktorer af hvorfor vi skulle hænge ud sammen. Desuden er den med at kede sig ikke formuleret ordentligt. Jeg keder mig, men jeg vil netop se dig, fordi du er sjov og hyggelig, og jeg kan godt lide at vi er ved at bygge det her venskab op –” da han sagde ordet ’venskab’ stak det i mig; en følelse jeg hurtigt fik skubbet af vejen. ”- og vi har ikke så lang tid igen, før du skal hjem, og det bliver sværere at bygge videre på, nu når jeg også skal på tour igen” sluttede han sin lange svada af.
Jeg nikkede for mig selv. Han havde ret. Det var et godt venskab vi var ved at bygge op. Et som jeg gerne ville holde på, var jeg efterhånden kommet frem til; noget havde jeg da hentet ud fra mine forvirrede tanker.
Det gik først op for mig efter et par minutter, at ingen af os sagde noget, og at jeg stadig stod og nikkede, uden at give min mening til kende. Det manglende filter i min hjerne kunne også gå den anden vej, sådan at jeg glemte at sige tingene højt til tider, fordi jeg ikke kunne kende grænsen mellem mund og hjerne.
”Ja selvfølgelig, du har ret” sagde jeg hurtigt, og i samme åndedrag snakkede jeg videre, uden at give Harry muligheden for at svare.
”Men altså..” jeg tabte tråden et kort øjeblik og rejste mig så igen, for at gå rundt imens jeg talte, så jeg kunne holde fokus og ikke blive rastløs. ”Det er bare lidt måden du siger tingene på, og behandler mig. Jeg mente det jeg sagde i går, at det virkede som om jeg bare blev brugt som underholdning, og nu er det sikkert bare mig, men…”. Mere nåede jeg ikke at sige, før han afbrød mig.
”Du har ret, det er jeg også ked af. Jeg kan godt se at det ikke virker så oprigtigt, fordi vi ikke har kendt hinanden i så lang tid, at det mere eller mindre virker som om jeg egentlig bare keder mig, og har fundet noget nyt legetøj” han hold en kunstpause, inden han snakkede videre: ”Vi har kun kendt hinanden i fem dage, det ved jeg godt, men jeg holder virkelig meget af dit selskab, og fordi jeg ved, at du rejser – og at jeg gør kort tid efter - giver jeg den fuld skrue, for at det ikke bare skal være en overfladisk tendens, og slutte uden videre” svarede han. Hans grundlag virkede oprigtige nok, og at han kunne sætte tingene i perspektiv på den måde, gjorde ham troværdig. Derudover havde jeg heller aldrig fundet den person i ham, som medierne fremstillede for mig. Min usikkerhed blev vakt af den manipulation de gjorde.
Jeg studsede lidt over hans præsentation af tingenes tilstand, før det gik op for mig, at han stadig snakkede.

”Undskyld hvad?” spurgte jeg, lettere pinligt berørt. Jeg kunne mærke at mine kinder ulmede rødt, og jeg prisede mig lykkelig over, at han ikke var tilstede i rummet lige nu.
”Øhm..”. Han var blevet slået ud af kurs, hvilket var fuldkommen forståeligt, eftersom jeg bare var gået ind i mit eget hoved, uden at høre efter, og han nu skulle stille tilbage til der, hvor jeg stadig hørte efter; hvilket han ikke præcist kunne vide, hvor var. Han antog at jeg havde hørt hans forklaring, så det han gentog, var sin forespørgsel om ikke vi skulle spise en farvelmiddag sammen når jeg rejste. Ifølge ham ville det være den eneste rigtige måde at tage afsked på, så man også kunne huske hinanden, samt en masse andre grunde han havde i ærmet for at få et ’ja tak’. Jeg kunne ikke lade være med at rødme, og føle mig smigret over hans invitation, som virkede så oprigtig, genert, og skrøbelig.
”Ja, det kan vel godt lade sig gøre, det er en fridag for alle, så jeg har massere af tid” forklarede jeg. Jeg kunne høre hvordan han åndede lettet op, da jeg takkede ja til invitationen. Jeg prøvede at lade være med at lægge mere i det, end jeg gerne ville, men det var svært. Jeg ville gerne have, at det var fordi jeg gjorde ham nervøs. Jeg ville gerne have, at det var fordi, at han også havde forvirrende og ambivalente følelser – de samme som jeg selv gik rundt med.
”Sååeh.. Hvordan og hvorledes?” spurgte jeg. Jeg bed let i mine negle, imens jeg kiggede på malerierne og skulpturerne rundt om mig, uden egentlig at ænse dem. Det samme som jeg havde gjort med mit spejlbillede om morgenen, for at føle at man lavede noget, imens men ventede på noget uundgåeligt; såsom en dag på arbejde, et frygtet svar eller en afslutning på noget. Hurtigt fik Harry forklaret hvordan vi skulle gøre, og at han ville skrive nogle detaljer ned til mig jo tættere vi kom på dagen, da han ikke helt vidste hvordan det hang sammen, fordi han havde ventet på at få et ja fra mig først. Jeg grinede let ad hans nervøse adfærd.
”Men kan vi ikke ses i aften? Så kan vi lige diskutere færdigt om alle de misforståelser vi har haft, og snakke mere om hvordan vi gør med middagen”. Den nervøse stemme var tilbage hos ham, og det samme med undskyldningerne, som han blev ved med at diske op med.
Jeg prøvede at fortælle mig selv, at det bare var mit sind der spillede mig et pus, og at det umuligt kunne være sådan det hang sammen; at han var bange for at blive afvist.
Ligeså meget som jeg prøvede at være realistisk, ligeså lidt ville jeg have det til at passe. Jeg ville gerne have, at han var faldet for mig, trods der kun var gået fem dage. Jeg ville have ham til at være på samme niveau som mig.
De tanker blev hurtigt skubbet til side, og blev erstattet af et soleklart billede af Josh og derefter tanken om hans ubesvarede sms på min telefon, hvor han tydeligt skrev, at han savnede mig og spurgte hvor jeg blev af. Jeg ville lyve overfor mig selv, hvis jeg sagde, at jeg ikke var begyndt at mærke en voldsomt dårlig samvittighed overfor ham. Jeg havde det som om, at jeg var ham utro.
”Jo selvfølgelig. Skal vi ikke bare mødes der, hvor du reddede mig fra ham den klamme type? Altså der vi mødte hinanden første gang” svarede jeg endeligt, og straks kunne jeg høre hvordan Harry åndede lettet op. Kort efter sluttede opkaldet, hvorefter jeg spankulerede ud af rummet jeg havde stået i, for at gå tilbage til klassen. Jeg efterlod Josh og min dårlige samvittighed derinde, sammen med alle malerierne og skulpturerne, til at stå og samle støv for en stund.

***
Hey guysies
2014 huh, that's cray am i right or am i right?!

Har i nogle vilde nytårsfortsættere, som i bare SKAL føre ud i livet i år? Er det et skelsættende år for jer? Tell me im interested!
Personligt er det året hvor jeg vil gøre noget godt for mig selv, som bl.a. at prøve at se pæn ud til hverdag. Derudover vil jeg øve mig i ikke at settle for less. Og så fylder jeg 19, så det er mit sidste år som teenager (og tbh ville det også have været året hvor jeg gik ud af 3.g, men jeg valgte at droppe ud af 1.g i første omgang, sååååeh, jeg går kun i 2.g)

Anywho: det her kapitel er ikke det mest interessante, men kind of et, der skulle være der.

Og så vil jeg også lige bemærke, at der er en grund til at det går så hurtigt, men jeg kan ikke fortælle hvorfor, før om 2 kapitler. Altså der er en grund til at hun er så forvirret osv. Det er svært at forklare uden at spoile; men bare så I ikke tror, at det er en virkelig fast & furious historie. Fordi i'm really not about that. Bryder mig ikke specielt om det der insta-love osv. Det er nogle klamme principper jeg har.

Det røg så lige ud af en tangent, og der var ikke mere jeg ville sige andet end;

Ciao for now, until next time!
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...