Shattered Dreams | Harry Styles

26-årige Anna Wochester studerer til lærer, og er i gang med sit afsluttende praktikforløb, før hun er færdiguddannet. Hendes liv kører på skinner; hun er flyttet sammen med sin ældre, og tiltrækkende kæreste Josh, hvor spørgsmålet om ægteskab ikke er en fremmed tanke. Hun står til at få jobbet som fastansat lærer, når hun har fået sit diplom, og hun bor midt i centrum, af den mindre by Folkestone. Alle brikker er faldet på plads, og alt lover fryd og gammen – lige indtil hun skal på forberedende studietur med sin klasse, og kærligheden viser sig i skikkelse af en noget yngre fyr, som ikke nok med det, også er en international popstjerne.

121Likes
167Kommentarer
11479Visninger
AA

4. Dag 3

Dagen havde budt på en tur til Covent Garden og Camden Market. To ting der var vigtige at se, men som faldt i børnenes smag på grund af de mange shoppingmuligheder. Derudover var det også ideelt for mig, til at finde en kjole at kunne tage på senere om aftenen. Harry havde sagt, at jeg ikke skulle have noget specielt imponerende tøj på, men jeg kunne ikke dy mig for at se bare lidt pæn ud. Han havde kun set mig i slidt udgave, med krøllet skjorte, pandaøjne og en fuglerede der skulle gøre det ud som mit hår.

Da Harry havde foreslået at vi spiste middag sammen, var jeg først blevet mundlam, for derefter at fortælle ham at Peter ikke var en hentydning til, at han skulle invitere mig ud. Han havde fejet mig af, og insisteret på at invitere mig ud alligevel. Til det var jeg blevet i tvivl om hvorvidt det var en date eller ej, og jeg turde ikke spørge. Ikke én gang havde jeg nævnt, at jeg havde en kæreste.
Vi havde udvekslet telefonnumre og resten af aften og den følgende dag, var gået med at genere Harry med beskeder om hvordan, hvorledes, hvad jeg skulle have på, og hvornår han ville hente mig. Han havde været yderst tålmodig, og svaret på alle mine spørgsmål med stor tålmodighed og entusiasme.
Hele dagen havde børnene spurgt hvorfor jeg var så nervøs, og hvorfor jeg smilede så meget af min telefon. Hver gang havde jeg skyndt mig at putte et stenansigt på, og spørge dem om, hvad de dog mente.
Jeg var nervøs, og jeg hadede det. Hvorfor skulle jeg være det? Der var ingen grund til det. Det kunne umuligt være en date. Jeg havde jo en kæreste. Jeg blev ikke nervøs i fyres selskab mere, fordi min eneste ene sad hjemme i vores fælles lejlighed. Jeg havde kun øje for ham, så jeg kunne ikke gøres urolig mere på andre drenges bekostning.
Det var de ting, jeg prøvede at fortælle mig selv, som jeg sad på min sengekant, og hvert 10. sekund kiggede på min telefon, for at se klokken snegle sig langsomt mod syv, hvor Harry ville komme og hente mig. Det var ikke kun nerver, der gjorde mig rastløs. En uventet glæde dybt inde i mig spillede også en stor rolle for min tilstand. Jeg kunne ikke vente med at tilbringe en hyggelig aften med ham. De sidste aftener havde været yderst vellykkede, og samtalen gik let og utvungen – som om jeg havde kendt ham hele livet. De følelser prøvede jeg også at undertrykke. En anden fyr kunne ikke være årsag til en sådan glæde. Kun Josh, min kæreste, kunne have den effekt på mig. Sådan var reglerne.

Da det blev ulideligt at se minuttallet stige på min telefon, rejste jeg mig op, og begyndte at trave frem og tilbage på mit lille værelse. Flere gange prustede jeg ud med underlige lyde, og prøvede at finde noget at beskæftige mine rastløse fingre med, men forgæves. Jeg gik ud på det abnormt lille badeværelse, for at stirre ind i spejlet, og rette det sidste make-up og tjekke, at jeg stadig så præsentabel ud. Jeg havde gjort mig klar, ligeså snart jeg var trådt ind ad døren til mit værelse – lige efter en tur i den nærmeste Sainsbury, for at købe en flaske vin, som jeg kunne dele med mig selv, imens jeg gjorde mig fin. Jeg havde brug for noget nervemedicin, og alkohol var vejen frem og et godt placebo efter min erfaring. Dog prøvede jeg at fortælle mig selv, at det bare var for hyggens skyld, at jeg i det store og hele havde drukket en hel flaske hvidvin selv, for at skabe en stemning, imens jeg gjorde mig klar.
Min tilstand gjorde også, at jeg var kommet til at ryge et par cigaretter inde på mit værelse, selvom det var strengt forbudt. Alene tanken om mit regelbrud, fik mig til at fnise.

Jeg kiggede i spejlet, for at se på den skade, som min tilstand muligvis kunne have udrettet.
Min make-up sad stadig nogenlunde. I de yderste øjenkroge var den tværet lidt ud, men ikke noget en vatpind ikke kunne fikse. Min læbestift var også løbet en smule i mundvigen, men igen, ikke noget der ikke kunne ordnes. Alt i alt så jeg nogenlunde ud som jeg havde gjort for en time siden, da jeg havde gjort mig færdig.
Jeg var iført et sæt tøj, der var en smule finere end normalt. Selvom Harry havde formanet mig om, at jeg ikke skulle skeje helt ud, og tage mit flotteste skrud på, kunne jeg ikke nære mig for at tage en kjole og nogle smykker på, der ikke helt faldt i kategorien ”afslappet” og ”hverdagsagtig”. Det var en sort slå-om kjole, som i sig selv egentlig godt kunne passe til hverdagsbrug. Der hvor den fik lidt for meget, var i de smykker jeg havde taget på, og ellers sjældent iførte mig. Derudover havde jeg taget en del mere make-up på, end normalt.
Jeg prøvede at fortælle mig selv, at det var for at vise Harry, at jeg godt kunne se anstændig ud – men jeg var godt klar over, at der lå noget mere bag. Det var dog noget jeg prøvede at fortrænge og gemme væk, skubbe det ud i de yderste kroge af min hjerne.
I en rum tid travede jeg lidt mere frem og tilbage på mit lille værelse, før jeg gav mig hen, og kiggede på min telefon. Det var ved at være tid. Harry kunne være her hvert øjeblik det skulle være. Jeg samlede mine ting sammen, og begav mig udenfor i den kolde martsaften, for at vente på min redningsmand.

***

Jeg tog et langt hvæs af min cigaret, inden jeg smed den ned i jorden og trampede bestemt ned på den, med min højre fod. Derefter tog jeg hurtigt et tyggegummi i munden, så Harry ikke helt ville væmmes ved mig. Han havde allerede fortalt mig, at rygning ikke var hans kop te, fordi han ikke kunne fordrage lugten. Så jeg valgte at være noget hensynsfuld, samt det faktum at ens ånde blev ualmindelig klam, efter man havde røget.
Kulden begyndte langsomt at trænge ind igennem min halvtykke dufflecoat og store halstørklæde, som jeg gudskelov havde husket, fordi jeg ikke ville narres af det utidige vejr.
Som jeg stod der, kuldskær og lettere irritabel, brød en høj dytten ind i mine tanker og tvang mig til at kigge op. Der sad Harry med nedrullet vindue, i et ordentligt monstrum af en bil og signalerede til mig, at jeg skulle stige ind. Det var han ikke for hurtig til at antyde, før jeg løb over og lukkede mig selv ind i bilen, med et hurtigt ”hej” til ham.
Jeg skulle til at rulle det tonede vindue op, for at lukke kulden ude, da nogle piger fra klassen kom ud og fik øje på mig. Jeg vinkede til dem, men de så ud til at kigge forbi mig, og hen på Harry. Deres munde blev langsomt formet til et stort O, og fem langstrakte arme pegede hen imod os. Jeg himlede med øjnene af dem imens jeg smilede og rullede så vinduet helt op, for derefter at kigge hen på Harry, hvis kæbeparti kunne anes til at være spændt. Det sidste valgte jeg at ignorere, for hvorfor skulle han blive presset over, at de havde peget herhen? Det var ganske uhøfligt at gøre, det ville jeg give ham ret i, men det var bare nogle dumme teenagepiger, der sikkert synes han var lækker og lidt for godt scoret af mig.

”Det er nogle piger fra min klasse” bemærkede jeg, for at berolige ham. Han så ikke mere beroliget ud og han fremtvang et nik, samt et anstrengt smil til at dække over hans sindsstemning. Et jammerligt forsøg, som jeg valgte at bore i.
”Hvad er der galt? Det gør altså ikke noget de så os; det går kun ud over mig. De kender dig ikke. De er nok mere chokeret over den ”scoring”” – jeg lavede anførselstegn omkring scoring, for at vise at det var ironisk – ”jeg har lavet, og at deres lærer kan have en mandlig bekendt” sagde jeg, en anelse mere irriteret og forurettet, end egentlig tiltænkt. Jeg ville bare have ham til at indse sin urimelige surhed, for det var også en anelse stødende overfor mig, at han skammede sig. Så kunne han jo bare have ladet være med at invitere mig ud.
”Der tager du fejl” sagde han bare, og stirrede direkte ud af vinduet. Hvilket han også skulle, eftersom han kørte, men det lignede mere en handling i trods, frem for at passe på vejene og bilerne omkring os.
”Nå okay, så det gør jeg, super. Selvfølgelig ved de hvem du er, det beklager jeg. Vidste ikke du var kendt” sagde jeg sarkastisk, og holdt hænderne undskyldende op i vejret, for at vise hvor dum han var. Hans mund bævede, og et øjeblik var jeg bange for at han var vred eller ked af det over min lede behandling af ham, da lattergryntet kom, før han kunne stoppe det. Straks følte jeg mig til grin og en rødmen vældede op i mine kinder.
”Sjovt du siger netop det Anna” sagde han, og lignede en der aldrig havde haft mere morskab i sit liv før. Jeg hævede øjenbrynene. Mine arme var lagt over kors på brystet, fordi hans behandling af mig var ualmindeligt stødende, samt at han grinede af mig, hvilket gjorde mig langt fra tilfreds.
”Helt seriøst Anna, ved du ikke hvem jeg er?” sagde han så, og kiggede skælmsk på mig, med et blik af vantro og lattermildhed. Som om han ikke vidste, om jeg lavede sjov eller ej. Jeg sendte ham mit mest seriøse blik tilbage, og sagde i en skarp tone: ”Hvor i alverden skulle jeg vide det fra? Jeg har da ikke mødt dig før, har jeg vel?”
Harry, der var gået helt tæt på mig, for at prøve at gennemskue mig, trak sig tilbage, og kiggede ud på vejen igen da det blev grønt, før han fortsatte opklaringen af vores situation. Han rystede på hovedet, stadig med et kæmpe smil om sine læber, og bemærkede noget der sikkert var til ham selv: ”Det var ikke for godt, til at være sandt”. Han skævede hurtigt hen til mig, som fortsat sad tavs.
”Det er sjovt du lige skulle nævne at være berømt, for det er pænt meget det jeg er” sagde han, uden at fortrække en mine. Nu var det min tur til at grine, og det var ikke et ydmygt grin, men en høj latter. Ved det næste røde lys kiggede han gravalvorligt på mig, før han fortsatte: ”Harry Styles, medlem af det verdenskendte band One Direction, en hver teenagepiges drøm, lidt ligesom dem i din klasse. De pegede fordi de ikke ville tro på at en der ligner mig så meget, sad i førersædet. De kan sikkert stadig ikke tro, at det er mig. Siger det dig noget?”
Jeg holdt inde med min latter, da det pludseligt dæmrede for mig;
De sange jeg havde råbt ad dem af for at høre, fordi de ikke faldt i min smag, hvorefter de spydigt havde fortalt mig hvor umoderne jeg var.
En overtegnet plakat i vores klasse, som drengene havde maltrakteret fordi de ikke kunne klare, at pigernes opmærksomhed var på andre end dem – en plakat hvor ét ansigt pludselig stod ud, samt hans navn, fordi han var casanovaen i bandet, med sit vindende smil. Det fuldstændig samme smil som havde solgt mig, med det samme. Det smil som var rettet mod mig lige nu, og sad ved siden af mig og kørte bilen.
Det næste der skete føltes som slowmotion; jeg kiggede over på ham med ydmygelse og forskrækkelse i øjnene, som han mødte mit blik med skæv selvtilfredshed, et grin om munden og et glimt i øjet.
Aldrig havde jeg følt mig så pinligt berørt, genert og selvbevidst, og mest fordi jeg havde været så arrogant og selvsikker med intet hold i, da jeg gjorde grin med ham.
Harry Styles sad lige ved siden af mig.

***

”Okay så, lad mig lige få det på det rene; du har fri lige nu, eller hvordan?” spurgte jeg, og stak ned i et stykke gedeost i min salat. Harry tog sin serviet frem og tørrede sig om munden, inden han talte.
”Ja, vores tour i resten af Europa starter om et par uger – plus, minus” svarede han, og lavede en vægtende bevægelse med hånden.
”Og i har allerede været hele Storbritannien rundt?” spurgte jeg, for at få alt til at give mening og hænge sammen. En superstjerne havde ikke fri på den måde - i hvert fald ikke i mit hoved.
”Ja” svarede han kort, og tog endnu en bid af sin burger.
”Hvordan det her kan være gået forbi mit hoved ved jeg ikke, jeg må være ved at blive gammel. Det er sandt hvad man siger; jo ældre man bliver, jo mere fanget i sig selv er man, og jo mindre følger man med” sagde jeg - halvt til ham, halvt til mig selv.
Jeg spiddede en avocado på min gaffel, og tog den i munden. Han havde valgt en god restaurant, kunne jeg se med det samme vi trådte ind ad døren. Jeg kunne ikke helt bedømme om den var dyr eller billig. Den var indrettet hyggeligt og skødesløst, men atmosfæren emmede af at det kun var på overfladen, at det var meningen at man skulle have det indtryk; at det var en lille hyggelig afdæmpet restaurant. Gæsterne fortalte noget andet. Jeg var klædt fuldstændig passende på. Det var Harry der skilte sig ud, med sine hullede bukser, og basis t-shirt der ikke just imponerede.
”Hvorfor sagde du ikke noget?” spurgte jeg så om, og kiggede op på ham. Han havde siddet og studeret mig i en noget tid, kunne jeg se. Jeg blev pludselig forlegen, og mine kinder blev helt varme. Det måtte han ikke; han skulle ikke kigge på mig på den måde. Også selvom det var rart med en sådan opmærksomhed.
”Fordi det var rart bare at være Harry, og ikke Harry Styles, boybandmedlem – ” da han sagde det, lavede han en gestus i luften, som præsenterede han noget nobelt ”- det var rart at du lærte mig at kende, og ikke min medieperson. De fleste tror de kender mig, men de kender kun mit omdømme og hvordan medierne manipulerer min personlighed til at være” forklarede han. Jeg nikkede sagte. Det var forståeligt. Hvis ikke jeg bare havde været Anna, ville jeg vel have det på samme måde.

”Altså.. Du er stadig Harry i min optik, bare sejere nu, og det opvejer for den aldersforskel der end måtte være” sagde jeg med et drilsk smil. Han tjattede til mig henover bordet, men trak dog på smilebåndet.
”Og nu må jeg gå til bekendelse, for det er pinligt, men jeg råbte engang til mine elever, at de skulle skrue ned for det lort, der var jeres musik – er jeg stadig okay i dine øjne?” sagde jeg, og blafrede mine øjenvipper til ham, imens jeg holdt en hånd for brystet – som ville det hjælpe med at skåne mig.
”Bedre end okay – og så kan jeg heller ikke selv lide det musik vi skal lave. Men vi er ved at få indført noget nyt” svarede han. Hans først ord hylede mig ud af den. Han måtte ikke sige sådanne ting, det var ikke med i aftalen. Han var bare min redningsmand. Som jeg underligt nok, kom vildt godt ud af det med.
”Hvorfor må jeg ikke det?” spurgte han med rynkede bryn. Jeg havde ikke blot tænkt tanken, at han ikke skulle tale sådan til mig, jeg havde også sagt det højt. Det fik for tredje gang i aften mine kinder til at blive ophedede og røde.
”Undskyld, jeg burde lære at have et filter fra hjerne til mund” mumlede jeg, men fortsatte så med fornyet styrke, med at svare på hans spørgsmål: ”fordi vi ikke kender hinanden så godt, og du ved ikke om du kan lide mig rigtigt endnu, og du må ikke være så sød ved mig, og give mig den opmærksomhed. Det er også mærkeligt, men jeg kan godt lide det. Jeg ved det ikke” sluttede jeg af, for at få det til at virke henkastet. Det hele kom ud i én lang køre, før jeg kunne stoppe mig selv.
”Du siger noget, men dog har jeg det som om jeg har kendt dig hele mit liv, og ikke kun i tre dage. Du er så nem” sagde han med et smil, og mente det vel nok som et kompliment. Jeg kunne ikke lade være med at tage chancen og få ham ud af balance. Det var hans tur nu.
”Nem? Jeg ved ikke om jeg skal være glad for den egenskab eller ej” fnyste jeg og lagde mine arme over kors. Et kort øjeblik vaklede han og blev befippet, før han fik samlet sig og himlede med øjnene.
”Du ved hvad jeg mener. Nem og billig er ikke det samme, hvis det er det, du hentyder til. Du er bare rar at snakke med, og nem at snakke med – det er lang tid siden jeg har mødt sådan en. De fleste bliver så fåmælte og mærkelige, men du… Jeg ved ikke hvad det er, jeg kan i hvert fald godt lide det” endte han sin kludrede forklaring, lidt a la min egen, som jeg havde disket op med lige før. Han kiggede ned i bordet, usikker over at møde mit blik. Jeg rakte ud efter hans hånd, som lå slapt på bordet.
Da vi rørte hinanden, gik der en varme igennem kroppen på mig, som jeg med vilje skubbede til side, ligesom alle de andre ting der var i mellem mig og Harry.
”Det er kun fordi jeg er dum og ikke ved en skid. Men du er også nem – det er rart – jeg føler mig knap så ensom. Altså ikke ment som om jeg er et offer, men fordi jeg er fanget med 18-årige børn, og en socialt handicappet kollega” beroligede jeg ham.
Han dristede sig til at kigge op og møde mit blik. Et genert smil gled over hans læber, og en bølge af tilfredshed skyllede ind over mig. Jeg kunne lide hvordan jeg påvirkede ham, og jeg vidste ikke hvorfor, men jeg følte, at jeg havde en ligemand med hensyn til reaktioner og følelser.
Han greb fat om min hånd i et kort øjeblik og lod sin tommelfinger stryge hen over min håndryg, imens vi igen havde en telepatisk samtale, som kun vi vidste hvad betød. Hele scenariet varede kun få sekunder, før vi igen vendte tilbage til hver vores ret foran os.

***

Hey guysies

Så fik jeg taget mig sammen, til at skrive det her kapitel færdigt, som jeg faktisk begyndte på for over en uge siden.

Let me tell you why i havent been updating: atm er jeg gået hen og blevet besat af Supernatural (græder for evigt over at Jared Padalecki ikke er min mand), og lets just say, at mine dage har lydt som følgende: skole, en anelse socialt samvær, søvn, supernatural, julekalender (in it for the love story), supernatural. Ved godt jeg har et vildt spændende liv, nu må I ikke blive for misundelige.

Har været mere eller mindre i eksil, fordi jeg er så nederen og vælger tv-serier over venner og ja, alt andet generelt. Ups.

Anywho; 4 dage til jul? What is up with that?! Har i fået købt alle jeres gaver? I have, and boy arent i proud!

Og så lige et s/o (selvom hun ikke behøves det, og slet ikke fra mig) til Adison/Lisa for at have anbefalet min his! Tak tak tak og atter tak, im one happy puppy!

Nå anywho, håber i kan lide det her, kommentér gerne jeres mening, i like to read those, og så har jeg brugt min velsignede fridag i dag (ja har haft fri, ingen moduler, jeg elsker gym) til at skrive this one just for you!

Love u all, hav en god jul, men i hører vel nok fra mig inden - håber jeg!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...