Shattered Dreams | Harry Styles

26-årige Anna Wochester studerer til lærer, og er i gang med sit afsluttende praktikforløb, før hun er færdiguddannet. Hendes liv kører på skinner; hun er flyttet sammen med sin ældre, og tiltrækkende kæreste Josh, hvor spørgsmålet om ægteskab ikke er en fremmed tanke. Hun står til at få jobbet som fastansat lærer, når hun har fået sit diplom, og hun bor midt i centrum, af den mindre by Folkestone. Alle brikker er faldet på plads, og alt lover fryd og gammen – lige indtil hun skal på forberedende studietur med sin klasse, og kærligheden viser sig i skikkelse af en noget yngre fyr, som ikke nok med det, også er en international popstjerne.

121Likes
167Kommentarer
11404Visninger
AA

3. Dag 2

Mit værelse var blevet endevendt, før jeg måtte se mig besejret. Jeg havde mistet min telefon, og jeg havde opgivet alle forsøg på at finde den, eftersom den ikke befandt sig på nogle af sine sædvanlige steder, eller noget andet, alternativt, sted på værelset. Aftenen forinden havde jeg svagt erindret, at jeg havde forputtet min telefon, da jeg ville sætte alarmen. Ikke noget der gjorde mig bange, da den sikkert lå et underligt sted, og jeg havde min iPad til at sætte mit ur på – men om morgenen, efter at have vendt mit værelse på hovedet i desperation, gik det op for mig, at jeg havde mistet den.

Jeg var ved at løbe tør for tid, og jeg satte mig tungt på min seng, med et opgivende suk, for at samle mine tanker. Ikke én tanke kom til mig, om hvor jeg kunne have lagt den, og alt så meget sort ud for at komme i besiddelse af min telefon igen. Jeg havde sikkert forlagt den i baren i går, og den påtrængende mand havde taget den, og plottede nu om hvordan han kunne opspore ejeren til at chikanere. Jeg sukkede endnu en gang, før en tanke slog mig.
Receptionen havde en telefon. Jeg kunne ringe til min telefon, og håbe at en venlig sjæl havde fundet den, og ville aflevere den tilbage, til mig. Jeg kastede et kort blik på mit armbåndsur, for at se hvor meget tid jeg havde tilbage, før klassen skulle samles. Fem minutter, jeg havde lige tid nok. Hurtigt fik jeg trukket i min jakke, da vejret henover natten var skiftet om, og London var tilbage til sit sædvanlige grålige og triste skær. Imens jeg hoppede rundt, for at komme ned i mine støvler, svang jeg min taske over skulderen, og derefter mit tykke tørklæde om halsen, i fuld fart, på vej ud af døren. Jeg nåede knap at tjekke igennem om jeg havde alle mine ting, før døren smækkede i bag mig.
Ved receptionen mødte en surt udseende kvinde mig, som blev ved med at skæve fra mig, til sin slidte pakke Pall Mall cigaretter, der levede på sidste vers. Jeg kunne se hvordan hun skumlede for sig selv, jo tættere jeg kom på.
”Hej!” startede jeg ud. Lidt mere overstadig og frisk, end jeg egentlig var. Receptionisten fortrak ikke en mine, men så ligeså sur og tvær ud, som hun gjorde i forvejen. Hun måtte hade mig inderligt, for at frarøve hende en rygepause.
”Har i en telefon jeg kan låne? Det haster lidt – ser du, jeg har mistet min telefon, og jeg kan ikke finde den – ret dumt egentlig, men…” snakkede jeg ud i en køre, indtil den sure receptionist afbrød mig, ved at pege hen på endevæggen, hvor en mønttelefon hang. Hun stirrede olmt på mig, og jeg kunne se, at hun i sit stille sind forbandede mig langt væk, helt hen til der, hvor peberet gror.
”Tak!” sagde jeg med et kæmpe smil, mest af alt for at irritere hende. Hun nidstirrede mig tilbage, og rejste sig så for at ryge.
Jeg løb hen til telefonen, og fumlede så rundt i mine lommer efter småmønter til at putte i. Jeg fik fisket nogle stykker frem, og proppede dem alle ind i telefonen, ligeglad om det var for meget eller for lidt. Hurtigt tastede jeg mit eget telefonnummer, og gav mig så til at vente på og krydse fingre for, at nogen ville tage den.
Der lød ikke mere end to toner, før telefonen blev svaret, og jeg skulle bide mig selv i tungen for ikke at udbryde i jubel.
”Annas telefon, det’ Harry” lød en hæs stemme, og med den hæse stemme kom det tilbage til mig, at jeg havde lånt hans jakke og havde lagt min telefon i hans lomme, uden at tage den op igen, da jeg afleverede jakken tilbage.
”Det er… Anna. Hvor er jeg glad for, at du har fundet min telefon!” kunne jeg ikke lade være med at udbryde, hvilket udløste en latter i den anden ende af røret.
”Har du ledt længe efter den? For jeg må sige, at der gik noget tid før du fandt frem til, hvor den har befundet sig” svarede han, så man kunne høre smilet i hans stemme.
”Kun her til morgen da jeg opdagede den var væk. Men jeg kunne spørge dig om det samme, hvorfor har du ikke fundet frem til mig, når du vidste det var min?” spurgte jeg tilbage, og placerede så telefonrøret mellem skulder og øre, imens jeg fandt min pakke Marlboro Gold frem, og tog en cigaret imellem læberne. Jeg regnede ikke med, at opkaldet ville blive meget længere, og mine lunger og nerver skreg efter en cigaret ovenpå den lettelse.
”Jeg opdagede først her til morgen, at jeg havde den, fordi den bare har ligget i min jakke” svarede han tørt. En tanke slog ned i mig, og kom udover mine læber, før jeg kunne stoppe mig selv;
”Vent. Hvordan kan den ikke være gået ud, når den bare har ligget i din lomme? Hvordan kan du bruge den, fordi du ved, hvis den går ud, skal du kunne min pinkode” spurgte jeg mistroisk, og kneb øjnene sammen. Hvilket der ingen grund var til, fordi han ikke kunne se mig.
”Jeg nåede lige at putte den i lader, inden den gik ud. Der var kun 3% på. Det var noget af et adrenalin-sus at skulle nå det” sagde han, med samme tørre stemme, som han havde brugt på at besvare mit spørgsmål før. Jeg kunne ikke lade være med at grine, og spørge ham om hvordan det havde foregået.
”Det der sker, er, at jeg opdager den i min jakkelomme, og så laver jeg noget i stil med en glidende tackling hen ad gulvet, for at fjerne min telefon fra opladeren, så din kan komme til. Imens holder jeg skarpt øje med batteriet, som falder til 2%. Det hele sker i slowmotion, og jeg river min telefon ud af opladeren, og sætter din i. Det virker, og nu er den næsten fuldt opladet” fortalte han og tilføjede så, at jeg gerne måtte klappe. Jeg satte telefonen i spænd imellem min skulder og mit øre, og gav mig til at klappe ad ham, hvor til han takkede i en yderst affekteret tone. Jeg grinede ad ham, og nåede at huje, før den sure receptionist bad mig klappe i.
”Hov, receptionisten er ikke ligefrem min største fan” startede jeg ud, og fortsatte så i et noget mere seriøst tonefald: ”Hvordan skal udvekslingen forløbe?”
”Tja, jeg skal ikke noget i dag, har fri fra mit arbejde lige for tiden, så hvornår passer det dig?” spurgte han. Jeg skiftede telefonen over til det andet øre, og puttede den fremfundne cigaret ned i pakken igen, som jeg derefter lagde i lommen.
”Jeg skal på udflugt med min klasse i dag. Tate Modern og St. Pauls. Jeg regner med, at jeg er tilbage klokken…”. Den sidste del af sætningen trak jeg ud, mens jeg kiggede ned på mit ur, for at bedømme tiden. Klokken var lidt over 9, og dermed skulle alle have mødt for et stykke tid siden, men ingen var mødt op. Det ville jeg skælde dem ud over; ”..fem-seks stykker vil jeg regne med” konstaterede jeg. Der opstod en lille pause i den anden ende. Jeg nåede at blive bekymret over, hvorvidt Harry havde lagt på, da han endelig svarede.
”Okay, jeg så en café ikke så langt fra det vandrehjem, du bor på. Den hed noget i stil med ’Annie’ eller sådan noget, den så ganske hyggelig ud”.
Jeg gennemsøgte mine mentale billeder, for at se om jeg kunne genkende den eller navnet. Et billede poppede op af den. Den lå godt gemt væk, afsides fra alle menneskerne, og jeg ville ikke just kalde den hyggelig, men det var et smart sted at mødes, fordi der kun var en af dem, i modsætning til andre steder som Starbucks eller Costa.
”Jep, jeg har den – hvad tid?” spurgte jeg om, kort for hovedet, fordi de første elever begyndte at vise sig. Jeg vinkede til dem, og signalerede at der lige ville gå to minutter, før jeg var hos dem. De var pænt ligeglade, og satte sig i stedet bare ned og larmede i sofagrupperne.
”Jeg er der fra klokken fem, og så kan du bare komme dumpende som det passer dig” svarede han pænt. Jeg blev en anelse forfærdet. Hvad hvis han skulle vente en hel time?
”Hvad hvis jeg først er der klokken seks, hvad gør du så?” spurgte jeg uroligt, bekymret over at være til besvær.
”Så venter jeg bare, der er jo ingen anden mulighed, du har jo ikke din telefon” sagde han, og jeg forstillede mig, at han smilede forsikrende til mig. Jeg svarede ikke, legede bare med telefonledningen, imens jeg lod alle mine tanker passere igennem mit hoved.
”Bare rolig, det er okay, jeg har ikke noget imod mit eget selskab, eller at vente” forsikrede han mig om. Jeg svarede en usammenhængende svada af tak og undskyldninger, før vi til sidst tog afsked, og lagde på.

***

Jeg smed min cigaret på jorden, og stampede hårdt ned på den, inden jeg med rystende hænder skubbede døren op til caféen, pludselig nervøs over at møde min redningsmand fra i går. Jeg havde flere gange spurgt mig selv om, hvorfor jeg var nervøs, for der var jo intet i det. Måske var det på grund af, at jeg havde en kæreste, og at sidde sammen med en ung, flot fyr, fik mig til at ligne en der kørte på flere heste, selvom det ikke betød noget. Enten det, eller også var jeg pinligt berørt over vores åndssvage telefonsamtale fra tidligere på dagen, som havde været lige henkastet nok, og upassende i forhold til, hvor lidt vi kendte hinanden.
En mur af varme stødte direkte ind i mig, da jeg åbnede døren. En lugt af kaffe og tørkage mødte min næse, og fik min mund til at løbe i vand. Inde bag den faldefærdige facade på café Annie, var der ret hyggeligt. Jeg undrede mig over, om Harry havde været her før. Det ville jeg spørge ham om.
Jeg blev stående en meter fra døren, for at orientere mig, og spejde efter Harry. Jeg fandt ham i et afsides hjørne, med ryggen til døren - der hvor jeg stod. Hurtigt, inden jeg satte kurs mod ham, trak jeg været dybt ned i mine forurenede lunger, og pustede tungt ud igen.
Jo tættere jeg kom på ham, jo mere usikker blev jeg på, hvordan jeg skulle hilse på ham. Krammede vi, eller gav vi hånd? Der var en hårfin grænse, og jeg vidste ikke hvad jeg kunne tillade mig. Jeg havde trods alt først mødt ham en dag forinden.

”Hej!” sagde jeg friskt, i en jeg-har-skyndt-mig-og-er-endelig-nået-frem tone. Han svarede ligeså friskt tilbage, og rejste sig så op i sin høje skikkelse, og trak min lave ind til sig, i et kram. Vi var åbenbart allerede der. Forsigtigt lagde jeg armene rund om ham, og tillod mig at indsnuse hans duft, som var ganske rar. En af mine yndlings, nemlig duften af det modsatte køn, som på en eller anden måde, altid duftede godt og berusende.
”Undskyld jeg først kommer nu, det trak lidt ud, jeg har skyndet på børnene hele dagen” plaprede jeg derudaf, imens jeg tog mit overtøj af og tog plads overfor Harry. Jeg kiggede op igen, da jeg afsluttede min sætning og smilede til Harry, der betragtede mig indgående. Mine kinder ville have antaget en rød farve over hans intense blik, hvis ikke det var fordi, at de var noget vejrbidte og røde i forvejen over min travlhed, kombineret med den kølige vind.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, og ventede bare på, at Harry ville sige et eller andet konstruktivt.
”Klokken er kun ti minutter over fem Anna” sagde han drillende. Det gippede i mig da mit navn kom frem på hans læber, men jeg lod som ingenting. Hvis jeg havde en svaghed, så var det når folk brugte mit navn i hverdagssammenhæng.
”Jeg var indstillet på at skulle vente til klokken seks, så din timing er perfekt” fortsatte han, med et smil på læben.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, så i stedet skiftede jeg emne og tog menukortet op foran mig, for at studere det. Min mave rumlede, og jeg havde ikke fået særlig meget mad i løbet af dagen, så når nu muligheden bød sig, og jeg kunne slippe for Peter, tog jeg chancen.
”Er det okay, jeg bestiller noget? Jeg har været på farten hele dagen, og ikke rigtig fået noget mad - plus jeg orker ikke min kollega, og det her er en passende undskyldning for ikke at skulle spise med ham” spurgte og forklarede jeg. Harry trak på smilebåndet endnu engang, og spurgte hvad jeg skulle have, for så ville han gå op og bestille det til mig, da det var besværligt for mig at komme ud fra mit hjørne. Jeg smilede taknemmeligt til ham, gav ham ti pund med op til baren, og afgav bestilling for ham, som han reciterede, inden han gik.
Det tog ikke mere end et kvarter før han var tilbage med mit stykke marmor-kage og min kaffe latte. Jeg takkede og tog imod det, og før han havde sat sig, havde jeg spist en ordentlig bid kage.
”Er du godt klar over hvor mormor agtigt det stykke kage er?” sagde han skeptisk, og pegede ned på de snirklede chokolade cirkler, der var på skiven med kage.
”Og hvad så, den smager godt” sagde jeg med påtaget surhed, og proppede overdrevet endnu en bid i munden.
”Og så er det også en virkelig nærende aftensmad” kommenterede han. Jeg himlede med øjnene, før jeg koldt og tørt svarede: ”Det er en del af en balanceret diæt, min ven”
Han grinede, og begyndte så at rode i sine lommer, for at finde min telefon frem. Jeg stak i et hvin af glæde, så der fløj kage ud til alle sider. Jeg greb ud efter min telefon imens jeg pylrede om den og snakkede til den med babystemme, om hvor meget jeg havde savnet den. Harry grinede under hele sceneriet.
”Jeg tror slet ikke du kan danne dig begreb om, hvor meget jeg har savnet den. Jeg har følt mig så handicappet hele dagen uden!” udbrød jeg, og placerede den ved siden af min kaffekop, for at kunne holde øje med den, hvis nu den skulle stikke af igen.
”Jeg vil ikke engang tænke på, hvad jeg ville gøre, hvis jeg mistede min. Den er alt for dyrebar” svarede han tilbage, og holdt en højtidelig hånd op til brystet, for at understrege smerten ved den forestilling. Jeg svarede ham ikke, men tjekkede min telefon igennem for alt. Josh havde ringet og skrevet, og jeg var hurtig til at svare ham tilbage, at min telefon havde været væk, men var tilbage i sikkerhed nu. Min mor havde også ringet og skrevet, vedrørende nogle konspirationer om kommende forlovelse, og hvilken slags bryllupskage jeg ville foretrække. Jeg ignorerede hende. Til sidst havde min ældste og bedste veninde, Rachel, skrevet og spurgt ind til min første dag i London. Også hun fik et svar.
”Sådan” sagde jeg, da alt var i orden, og proppede det sidste stykke kage i munden.
”Alt i orden?” spurgte Harry, som på mystisk vis havde fået en kop te plantet foran sig. Jeg kiggede fra koppen til ham, i dyb forundring. Han løftede sigende øjenbrynene, ved mit mentale spørgsmål, som jeg hurtigt kunne tolke til, at jeg havde været i min egen verden i et stykke tid. Jeg besvarede med et tilsvarende ansigtsudtryk der undskyldte, og han trak på skuldrende og drak en tår som svar.
Denne ordløse samtale satte sig dybt i mig af chok og beundring bagefter. Hvordan kunne det være muligt, at jeg allerede kunne have de samtaler med ham, når jeg ikke engang kunne nære mig håb, om at have dem med min kæreste, min soulmate, og kommende forlovede? Hvordan kunne jeg allerede kende en persons ansigt så godt, efter kun en dag?
Jeg sad tavs, og i forbløffelse, før jeg endelig tog mig sammen til at kigge op, og lade som ingenting. Jeg kunne se på Harry, at han havde tænkt det samme, dog på langt mere filosofisk vis, eftersom der var dybe rynker i hans pande, og hans bryn var strikket sammen i midten. Han kunne se vi havde haft nogenlunde samme reaktion, og endnu engang efterlod det en ængstelse i mit sind, fordi jeg faktisk godt kunne lide, at jeg kunne kende en så godt allerede, hvilket førte til en forvirrende varme i min mave og mit bryst.

Harry var den første til at bryde tavsheden.
”Hvem er Peter?” spurgte han, og lod som om de sidste ti minutter ikke havde eksisteret. Jeg tvang mig selv til at samle mig sammen, og prøvede så vidt muligt at svare normalt på hans spørgsmål, på samme måde som han havde stillet det: som om de sidste ti minutter ikke havde fundet sted.
”Min mærkelige og asociale kollega, som også er min opsynsførende under det her praktikforløb. Og som utrolig godt kan lide mig, og har idéen om, at vi skal spise sammen om aftenen. Hvilket jeg ikke vil, men ikke kan sige nej til. I går nåede jeg at flygte før han spurgte om noget, i dag skulle jeg have min telefon tæt på spisetid, hvilket jeg nævnte meget højt, hele dagen. Nu mangler jeg så bare de kommende dages undskyldninger”. Den sidste del af min lange anekdote, var mest henvendt til mig selv. Jeg skævede ned til min telefon, og så kiggede jeg op på Harry igen, som havde fulgt mit blik med præcision.
”Gør han noget bestemt?” spurgte Harry.
”Det har jeg lige sagt. Han er mærkelig og asocial, og kan lide mig – hvilket er mærkeligt, da jeg aldrig har gjort andet end at være venlig. Jeg kan ikke forklare det bedre end det. Du skal se det, før du kan erklære dig enig. Og så minder han mig generelt bare om farven brun” afsluttede jeg, og Harry brød ud i høj latter over min sidste bemærkning. Jeg smilede lidt af min egen kløgtighed over den sammenligning, og lod så mig selv gå i tænkeboks for at finde undskyldninger, uden at høre efter hvad Harry sagde. Det var først et par minutter efter han havde stillet spørgsmålet, at jeg opfattede hvad han havde sagt.
”Hvad med, at vi så spiser middag i morgen? Så slipper du for ham, og så kan vi lære hinanden endnu bedre at kende. Det kunne være hyggeligt!”

***

Hey there! Så gik der næsten præcis en uge, just like i said
Egentlig har jeg faktisk ikke tid til at skrive, men jeg er yolo, fordi jeg har tømmermænd, og ikke magter noget skolerelateret.

Nu er juleferien lige om hjørnet aka mere skrivetid, og hyppigere opdateringer. Håber jeg.
Men her op til jul, har jeg rigtig travlt. Julegave indkøb, de sidste afleveringer skal laves, og julehygge med diverse people.
Håber i kan bære over med det, og mig!

Hvad synes i så?

Personligt kan jeg vildt godt lide Anna, og jeg synes allerede de er herre søde.... Maybe that's just me.
Men let me know!
Like, fave og kommentér (især den sidste, i love that so much)

Hav en god en!
God karma og god lørdag til jer alle!
Bless you wonderful people

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...