Shattered Dreams | Harry Styles

26-årige Anna Wochester studerer til lærer, og er i gang med sit afsluttende praktikforløb, før hun er færdiguddannet. Hendes liv kører på skinner; hun er flyttet sammen med sin ældre, og tiltrækkende kæreste Josh, hvor spørgsmålet om ægteskab ikke er en fremmed tanke. Hun står til at få jobbet som fastansat lærer, når hun har fået sit diplom, og hun bor midt i centrum, af den mindre by Folkestone. Alle brikker er faldet på plads, og alt lover fryd og gammen – lige indtil hun skal på forberedende studietur med sin klasse, og kærligheden viser sig i skikkelse af en noget yngre fyr, som ikke nok med det, også er en international popstjerne.

121Likes
167Kommentarer
11114Visninger
AA

2. Dag 1

Træerne susede forbi ruderne, og forvandlede sig langsomt til større og større bygninger, i takt med, at vi kom tættere på Londons centrum. Jo tættere vi kom på byen, jo mere utålmodig blev jeg. Vores rejsetid havde været forlænget med 20 minutter indtil videre, og trafikken blev endnu tættere, som vi nærmede os centrum af den store metropol. Turen, der normalt ville tage halvanden time, var nu snart oppe på 2 timer, og jeg havde snart noget mit højeste tolerancepunkt.

Børnene larmede øredøvende højt - jeg havde for længst opgivet at tysse på dem – og jeg sad klemt op ad vinduet, fordi manden ved min side, sad ubehageligt tæt på mig.

Min sidemand var min kollega Peter, som også var klassens rigtige teamlærer, og ham der egentlig skulle være den autoritære, med det sidste ord i hver sag. Det levede han dog ikke op til, og han overlod ordet til mig, hvilket glædede klassen meget, da hans sind ikke var specielt autoritært, og derfor ikke indgydede ham nogen form for respekt hos klassens hormonforstyrrede teenagere.
Ofte havde jeg spurgt mig selv om, hvorfor han var blevet lærer. Peter var ikke en mand af mange ord, og ganske asocial. Han var umådelig flink, og han kunne utrolig godt lide mig, hvilket var til stor latterliggørelse på lærerværelset hos de andre unge lærere, som var gået hen og blevet mine venner. De fortalte mig, at de aldrig havde set ham være så vild med en, som han var med mig, hvilket jeg ikke forstod – for jeg havde aldrig gjort noget for, at han skulle kunne lide mig, andet end at være venlig.
Derudover brugte Peter det meste af sin tid på lærerværelset, og man kunne undre sig over, om han også boede der når skolen lukkede. Han var fast inventar, og gik i et med tapetet. Han lugtede også af det omtalte lærerværelse; en blanding af gammel kaffe og sur mælk.  I starten havde jeg tit spurgt ind til hans hjem, og hvordan det foregik derhjemme, men de manglende svar, fik mig til at opgive, og danne tanker om, at han sikkert boede på skolen. Jeg begyndte at svare ham med afmålt høflighed i stedet for, og prøvede ikke på at starte en samtale, med denne mand, som var langt over pensionsalderen. Mine andre kollegaer drillede mig også tit med, at jeg havde fået ham som opsynsførende under mit afsluttende praktikophold, som var det, jeg var i gang med. Heldigvis havde jeg hurtigt skaffet andre allierede, og det gjorde det knap så uudholdeligt at være tilstede på skolen, som det havde gjort den første måned, hvor jeg blev sat til at udføre diverse planlægning med Peter, og kun havde ham at holde mig til.

Jeg var lige ved at kamme over, og få et hysterisk anfald, over at kunne mærke Peters ånde i min nakke, da bussen stoppede op, og chaufføren meldte, at vi var fremme. Jeg var hurtig til at rejse mig op, og fortælle børnene, at vi stille og roligt skulle gå ud af bussen, og finde bagagen, og så stille op foran det vandrehjem vi skulle bo på, for at få samlet alle sammen, og talt op. Hvorvidt de hørte efter vidste jeg ikke, for da jeg havde sagt det sidste ord i min sætning, brød helvede løs, og jeg, sammen med børnene, skyndte mig ud af bussen, for at komme væk fra det ragnarok der foregik. Kun Peter blev siddende i sit sæde, da han højst sandsynligt følte sig utryg over al den tumult.
Jeg vidste at det var ganske upædagogisk, ikke at lade børnene få deres ting først, eller komme først ud af bussen. Men i mit privilegium som lærer, følte jeg, at der skulle være nogle frynsegoder, deriblandt at jeg fik mine ting først, og kom ud først – det var trods alt mig, der skulle råbe eleverne op, så jeg skulle være klar og parat til at få dem samlet.

Efter jeg havde fået min kuffert, og var kommet væk fra virvaret, gik alt pludseligt stærkt. På ingen tid var børnene samlet og klar, hvor kun Peter manglede, og kom ud fem minutter efter alle havde stillet op foran mig, og var blevet talt sammen. Jeg kunne ikke undlade at udstøde et højlydt suk, som affødte latter hos eleverne.
Da alle var der, inklusiv Peter, begyndte jeg at fortælle en masse praktisk, og hvordan vi ville gøre, efter vi var blevet indlogeret på vandrehjemmet. Det var svært at holde ro på tropperne, da de sitrede med spænding over endelig at være i London. En tur de havde set frem til, siden de startede på college, og var hovedårsagen til at så få elever droppede ud, hvis slet ingen.
Da jeg var færdig med at snakke, brød helvede atter løs blandt de hyperaktive unger, som havde siddet stille alt for længe, og jeg måtte minde dem om at være stille, imens jeg fik indkvarteret dem.
Det var den største prøvelse for dem længe, men i sidste ende lykkedes det, og jeg kunne give de sidste informationer, før alt gik i opbrud endnu engang, og efterlod mig med endnu et højlydt suk af træthed.

Jeg havde givet eleverne frie tøjler den første aften, og mest med hensigten, at jeg også selv kunne få noget ro, ovenpå så anstrengende en tur. Jeg elskede mit job, og jeg elskede normalt mine elever, men at sidde med dem i bus, i over 2 timer, satte min kærlighed og tålmodighed på prøve. Især når man havde en ryggesløs kompagnon på slæb, som man også skulle passe og pleje som de omtalte elever.
Udmattet satte jeg mig på min seng, og debatterede om hvorvidt jeg skulle vaske mig inden middag, eller ej. Det blev til et ej, og jeg valgte at satse på ikke at kigge i spejlet, for at blive konfronteret med mit slette udseende, så jeg derfor ikke blev nødt til at rette på det. Jeg pakkede heller ikke ud, men åbnede blot kuffertens låg, og lagde den på gulvet. Jeg havde alligevel et værelse for mig selv, det havde lærerne altid, og jeg undgik helst at nogen så inventaret på mit værelse, elever som lærere.
Så i stedet for at pakke ud, og ordne mit midlertidige bosted, greb jeg min telefon og min pung, og gik ud i den overraskende lune forårsaften.

***

Vinden smøg sig om mit ansigt, og kølede det af, så det ikke var helt så rødt, når jeg engang nåede frem til en destination, hvor jeg kunne spise.
Jeg havde det med at blive forpustet, når jeg gik, fordi jeg altid kom til at gå hurtigere, end hvad først tiltænkt. Ofte prøvede jeg at sænke farten, men efter noget tid kom jeg op i et raskt tempo igen, og derfor blev jeg rød i hovedet, og svedig. Ikke just det mest charmerende, men min kæreste fortalte mig altid, at det var sødt, og jeg skulle alligevel ikke imponere andre end ham.

Jeg blev pludselig skubbet ud af min tankerække, og mit raske tempo standsede brat, da en behagelig lugt at pizza ramte mine næsebor, og varmen fra en dør inviterede mig indenfor. Jeg kiggede til venstre, og så en hyggelig bar, med lænestole, træborde og oplyst på en måde, at den så indbydende og lækker ud, og ikke skummel. I noget tid stod jeg og kiggede ind, for at bedømme om det var der jeg skulle spise i dag. Da en tjener kom forbi med en bakke, med et par store pizza slices på, blev det afgjort. Jeg skubbede hårdt til døren med begge hænder, så den tunge glasdør gik op, og den rare duft strøg sig om mig, og fik min mave til at rumle.
Jeg satte kursen mod baren, som ved en hurtig scanning af lokalet, synes at være det eneste sted med ro og fred, og ledige pladser. Jeg satte mig tungt på en af barstolene, fjernest fra de andre gæster, fordi jeg efter en så hård rejse, trængte til at samle tankerne.

Hurtigt fik jeg bestilt en øl, og to forskellige pizza slices – en hvid en, med kartofler og en med 4 oste, hvis navn var pænere på italiensk, eftersom det var en noget ucharmerende ting at spise en pizza med fire forskellige oste på.
Jeg fik hurtigt stukket en flaskeøl i hånden, og kort efter ankom pizzaerne. Lune, og næsten lige taget ud af stenovnen, som et skilt reklamerede med, at de brugte. Jeg smagte en bid hos dem hver, og blev enig med mig selv om, at jeg ville spise den med de 4 oste først. I min døs af lækker pizza og god øl, bemærkede jeg kun svagt, at stolen ved min side blev besat. Det var først da manden på stolen henvendte sig til mig, at jeg kiggede op.
Han sad tæt nok på mig, til at jeg kunne lugte de fadøl han havde drukket. Hans blik svømmede en anelse, og hans skjorte og slips var i uorden. Hans hår sad pjusket ovenpå hovedet, og hans skægstubbe var begyndt at vise sig. Han var ikke en grim mand, men hans tilstand og væremåde gjorde ham meget ucharmerende. Han havde fejret fyraften med en tand for meget alkohol, og det var kun derfor jeg bevarede min tålmodighed så godt, imod hans påtrængende adfærd.

”Hvorfor sidder du herovre helt alene, sådan en smuk pige som dig skal da ikke gemmes væk” hikkede han, og svajede hen mod mig, så jeg af ren refleks lænede mig bagud, og væk fra ham.
”Jeg har haft en hård dag, så jeg havde brug for lidt ro” sagde jeg med et overbærende smil, og en falsk tålmodighed i stemmen. Jeg håbede inderligt, at han forstod budskabet, men næppe, når han allerede startet sin adressering af mig så offensivt.
”Årh det kan jeg ikke tro hjælper, du skal da have en fadøl af mig..” begyndte han, og signalerede til bartenderen, at han skulle komme med en øl, hvilket jeg var hurtig til at få afvist.
”Du skal ikke sidde her alene og tænke, du får bare fikse idéer, kom da med mig” insisterede han, og lænede sig endnu tættere på mig, hvortil jeg ikke kunne komme væk, da jeg ellers ville falde ned af stolen. Jeg kastede et blik på mine pizzastykker som lå og blev kolde, og ellers rundt i rummet for at få hjælp, men ingen ænsede optrinnet. Jeg blev mere og mere irriteret, men prøvede stadig at bevare min værdighed og mit kølige overblik. Igen afslog jeg så høfligt jeg kunne, og da greb han min hånd for at trække mig med alligevel, selvom jeg blev ved med at afvise, og fortælle ham, at han skulle slippe mig og stoppe. Hans greb var stramt, og jeg begyndte at blive oprigtigt bange, men kun i et sekund, før min redningsmand viste sig.

”Der er du skat! Jeg har kigget efter dig i evigheder! Jeg mente nok, at du sagde halv otte!” lød en mørk stemme, og tog fat om mine skuldre, og kyssede mig i håret. Jeg kiggede op for at sætte ansigt på denne venlige sjæl, og en ung fyrs øjne mødte mine. Han havde mørkt hår, der var trukket tilbage fra ansigtet, og et spillevende ansigt med skinnende øjne, der kneb sammen når han smilede sit vindende smil. Han var iklædt sort tøj, og på grund af hans bygning, virkede hans skikkelse større, end den egentlig var, og derfor truende. Den påtrængende mand slap min arm så hurtigt, som havde den været skoldhed, og givet ham en første grads forbrænding. Det tog et øjeblik at fatte mig, før jeg med skinger stemme spillede med på min redningsmands skuespil.
”Jeg sagde bagerst i baren, du skal nærlæse mine beskeder skat, det har vi snakket om!”. Jeg smilede sigende til manden, og vendte øjne af min tilsyneladende kæreste. ”Han er ikke så god til at tage imod instrukser” betroede jeg den påtrængende, som med sin lidt for høje promille fornemmede den falske diskussion der var under opsejling, og havde derfor hurtigt benene på nakken, og var ude af synsvinkel, før der kunne blive sagt yderligere.

Jeg åndede tungt ud, og den fremmede mand trak sin, noget tatoverede arm, til sig. Han satte sig på den påtrængende mands barstol, efter at have rykket den en anelse væk fra min, og jeg vendte tilbage til min pizza, som var blevet ganske kold. Jeg tog nogle bidder, og sank, før jeg takkede min helt.
”Tusind tak, det var ved at ende grimt!” sagde jeg lettet, og strøg noget fiktivt sved væk fra min pande. Jeg kiggede over på ham, og studerede ham lidt nærmere. Han så sød ud, men sådan kunne man kun se ud, når man lige havde reddet en dame i nød.
”Ingen årsag” svarede helten bare, og smilede sit vindersmil endnu engang, som jeg var sikker på havde fået mange damer med hjem, og fortryllet.
”Du behøves altså ikke sidde ved mig, hvis ikke du vil, jeg er nok heller ikke så godt selskab alligevel” bemærkede jeg, og vendte mit blik væk fra ham igen, og tog en tår af min øl.
”Ah jo, nu skal jeg alligevel lade som om jeg er din kæreste, for den ubehagelige fyr er ikke gået endnu” han pegede skråt bag sig med sin tommelfinger, og jeg sendte et blik derhen, og så at den påtrængende havde fundet sig et nyt bytte, men at han i ny og næ stadig kiggede hen på mig og helten.
”Du må hellere samle op på noget polygami, for hun ser også ud til at have brug for hjælp” sagde jeg, og smilede til ham. Han kiggede over skulderen, for at se hvad jeg mente, og selvom det var synd for hans nye offer, grinede min redningsmand.
”Jeg burde stille mig op, og erklære min kærlighed til alle de kvindelige gæster i baren, tror du det ville virke?” spillede han med, og drejede langsomt sit hoved, og dermed også sit vindersmil hen mod mig. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Jeg vendte mig 90 grader rundt i stolen, så jeg sad med fronten mod ham. Han signalerede til bartenderen, at han ville have en øl, og den var i hans hånd før han kunne tælle til to. Han tog en slurk, og vendte sig så mod mig, ligesom jeg havde med ham.
Han kiggede sig over skulderen, hen mod skurken, for at tjekke om han kiggede, inden han stak sin hånd frem, og præsenterede sig.
”Harry” sagde han. ”Nå nu vi skal bruge noget af aftenen sammen, tænkte jeg det ville være rart at vide hinandens navne”. Han smilede skævt ved den sidste bemærkning, og jeg tog hans hånd.
”Anna. Hyggeligt at møde dig” svarede jeg ham kort, med et tilsvarende smil, og proppede den sidste bid pizza i munden. Han kiggede en anelse på mig med rynkede bryn, og det lignede han skulle til at sige noget, men fortrød.
”Ja undskyld, jeg skulle lige have det sidste med, jeg er ret sulten. Jeg har siddet i en bus i 2 timer, med en hel skoleklasse”. Jeg kom ham i forkøbet for at forklare min ucharmerende og ufeminine adfærd, som jeg var sikker på, var det han ville påpege. Jeg signalerede hvor hårdt det hele var, ved at føre en hånd op til brystet, og han grinede.
”Uf den lyder hård, hvad klasse går du i?” spurgte han, hvilket affødte et mistroisk blik fra mig, for at se om han lavede sjov, eller mente det. Han kiggede forvirret tilbage på mig, og det tog jeg som, at han mente det.
”Jeg går ikke i nogen klasse, eller det gør jeg, men ikke sådan en klasse. Jeg er deres lærer” forklarede jeg, og en svag rosa bredte sig over hans kinder. Jeg kunne ikke lade være med at smile.
”Undskyld! Du ser bare så ung ud! Hvor gammel er du lige?” spurgte han. Hans måde at fremsige sine spørgsmål, var behagelig. Det kunne godt være, at spørgsmålene var ligegyldige, men de virkede som om de var bragt med oprigtig og dyb interesse.
”Jeg er 26, hvad med dig?” spurgte jeg, nu også oprigtig nysgerrig på, hvor gammel han måtte være. Han svarede noget usammenhængende, og talte udenom, og jeg opfangede, at jeg ikke skulle spørge yderligere. Han måtte kun være et par år yngre end mig, ikke mere, så jeg forstod ikke helt hans skam.
Jeg bundede min øl, og lagde mine til at gå. Det samme gjorde han.
”Du behøves ikke gå samtidig med mig, jeg skal bare hjem, det er ved at blive sent, og skal op og rundt i London i morgen, med klassen” sagde jeg, imens jeg samlede mine ting sammen.
Han lænede sig ind mod mig, og det stak underligt i mit bryst, og jeg blev en smule nervøs for, hvad han havde tænkt sig.
Han sagde blot: ”Vi er kærester, vi skal gå samtidig”
Nu var det min tur til at blive rød i hovedet, og jeg mumlede noget ligeså uforstående som han lige havde leveret. Han grinede blot af mig, og strakte sin arm frem mod mig. Jeg tog hans arm, og sammen fulgtes vi ud af døren.

Vejret var slået om i mellemtiden, og det var blevet koldt. Den friske vind der havde været før til rar nedkøling, var slået om til bidende kulde. Jeg kunne have sagt mig selv, at det ikke ville være varmt, når jeg engang skulle hjem igen. Jeg burde have taget en trøje udover min tynde skjorte, og jeg fortrød inderligt, at jeg ikke havde gjort det. Harry opfangede min kuldskær, og tilbød mig sin jakke, som jeg straks tog imod.
”Fryser du så ikke?” spurgte jeg, imens jeg langsomt tog hans jakke på, et ærme ad gangen. Jeg kiggede op på ham, og tog igen ved hans arm.
”Nå man er gentleman, har man ikke råd til at fryse”. Jeg grinede lidt af hans bemærkning, og gav ham ret. Jeg tjekkede klokken på min telefon, for at se hvor mange klokken var blevet, og lod den så dumpe ned i lommen, før vi begav os ned mod Piccadilly Circus. Harry havde insisteret på at følge mig hjem, og nu når jeg også havde hans jakke, kunne jeg ikke rigtig sige ham imod. Så vi satte kursen mod vandrehjemmet, sammen.

***

Hej vennerrrrrr

Så er vi skudt igang wohoooooo, tænkte at jeg ikke rigtig kunne have lov til at opbygge suspense på den måde, og vente med at publicere osv.
Den eneste grund jeg ville have til ikke at gøre det, ville være fordi jeg ikke har skrevet kap 2 endnu osv.

Anywho. Jeg satser på opdateringer mindst en gang om ugen, alt efter hvad mit skema tillader mig (i have issues in spanish, så det tager ret meget af min tid osv).

Og så vil jeg lige advare om min kommatering! Jeg har aldrig lært at sætte komma, så sætter dem sådan lidt random, og jeg undskylder på forhånd - i know i suck.

Im so excited about this!!! Pls sig jeg ikke er den eneste!!
Like, fave og kommenter hvad i synes osv
Love uuuuuuu

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...