Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

108Likes
227Kommentarer
62629Visninger
AA

11. Kapitel 9 - Skyggernes Bog

Fuldmånens stråler falder blidt ind gennem mit vindue. Jeg ligger bare og ser op mod den skyfrie himmel, mens jeg forsøger ikke at tænke.

”Må jeg komme ind?” lyder det ude fra gangen.

”Nej,” råber jeg og lukker hænderne om vedhænget på min halskæde.

Hvis bare mor havde været her. Hun vidste altid hvad man skulle gøre og sige.

”Du kan ikke blive ved med at ligge der, Scarlett.” Nathan er alligevel kommet ind, tydeligvis uden respekt for mit privatliv. ”Skal jeg lave noget varm kakao til dig? Du har ikke fået noget at spise siden i morges.”

”Jeg kan blive her for evigt,” bider jeg. ”Og nej, jeg skal ikke have noget. Gå med dig.”

”Scarlett, jeg er virkelig ked af det.” Han glider ned på sengekanten og lægger en hånd på min skulder. ”Jeg forsøgte at forhindre det her.”

”Du løj for mig.”

”For at passe på dig.”

”Kan du ikke bare gå?” Jeg presser øjnene sammen og smagen af salt rammer mine læber. Han rejser sig og lader døren stå åben, da han forlader mit værelse.

Hvorfor skulle jeg også spørge? I virkeligheden ville jeg ønske, at det her aldrig var sket og at vi bare kunne fortsætte som før. Jeg har aldrig bedt om de her evner, og siden mor døde har der ikke været nogen til at hjælpe mig med at få dem under kontrol.

Det brænder i min krop, og siden Nathan sagde: ”Heks,” har jeg mærket hvordan noget i mig har taget til i styrke. Mine evner er for stærke til at jeg kan holde dem i ro.

Døren til mit værelse smækker.

Hvad har døren gjort dig? ler min forfølger.

Den er her, svarer jeg og tørrer mine øjne.

Du kan ikke bare smække sådan med den. Jeg tror Nathan vil blive en smule negativ, hvis han skal til at reparere døre.

Hvis du kun er her for at belære mig om hvad jeg ikke skal, så kan du godt smutte. Den prædiken har jeg fået, mumler jeg og trækker dynen op over hovedet.

Det er ikke derfor, Scarlett. Jeg er her for at sikre mig, at du er okay.

Hvad tror du selv?

Måske var det et dumt spørgsmål. Jeg ved godt at det hele er en smule overvældende, men …

En smule? afbryder jeg.

Lad mig snakke færdig, rømmer han sig og fortsætter: Selvom du ikke kan se det lige nu, så ved jeg at det nok skal blive bedre. Du er født til at være en heks, men det ændrer ikke på hvem du er. Du vil altid være Scarlett Whitefeather.

Jeg er ikke den rigtige til at være heks.

Hvad er det der gør, at du mener at alting er anderledes nu? spørger han. Jeg forestiller mig hvordan han går rundt på mit værelse for til sidst at trække en stol hen ved siden af min seng.

Hende den anden sagde jo at der fulgte et ansvar med at være heks, og jeg føler ikke rigtig for at lege med døden. Jeg vil bare være som alle andre.

Hør nu lige, Scarlett. Du kan ikke ændre hvem du er, og jeg lover dig at det hele nok skal gå. Jeg er altid til tjeneste, så du må til enhver tid kalde.

Prøv du at kalde på en du ikke må kende navnet på, svarer jeg og vender øjne af ham.

Jeg hedder Mitchell, svarer han.

Okay, Mitchell, hvis du virkelig altid er til tjeneste, kan du så ikke finde en måde jeg kan slippe af med det her på? Han må kende en eller anden udvej.

Det eneste jeg måske vil savne er mine telepatiske evner. Selvom Mitchell er en smule skræmmende, sådan som han altid er i nærheden, så er han egentlig også meget venlig, hvilket også er den eneste grund til at jeg ikke har smidt ham ud endnu.

Inderst inde kender du selv svaret, Scarlett.

Jeg hader når du gør det der, sukker jeg og hiver dynen ned. Hvornår får jeg et ordentligt svar?

Når tiden er inde, svarer han bare. Men jeg tror, at du skal lægge dig til at sove. En træt heks kan hurtigt lave rav i den.

Tak for opmuntringen, svarer jeg og vender mig om på ryggen. Jeg skal helt sikkert aldrig uden for en dør igen.

Sov godt, Scarlett.

 

”Mor?” En kvinde med mørkt, krøllet hår træder frem mellem træerne og månen oplyser hendes ansigt. Hun smiler som altid.

”Scarlett min pige.” Hun strækker armene frem. ”Godt at se dig.”

”Jeg savner dig, mor. Kan du ikke komme tilbage?” Jeg springer om halsen på hende.

”Det kan jeg ikke. Det ved du godt. Men husk at du stadig har Nathan. Han vil altid være ved din side.” Hun kysser mig blidt på kinden.

”Ikke hvis jeg ikke bliver bedre. Jeg er en dårlig heks.” Brisen forvandles til en kraftig vind. Hun aer mig kærligt på kinden og brisen vender tilbage.

”Du er en god heks min pige. Og stol på mig - Nathan vil altid være hos dig.”

”Ikke hvis jeg ikke kan redde ham.”

”Scarlett, den dag vil aldrig komme. Det lover jeg dig.” Hun bliver langsomt mere og mere utydelig. Hun er på vej væk.

”Hvordan kan du være så sikker?” Hun er allerede væk. Det sidste der er tilbage, er hendes stemme der kærligt hvisker: ”Du ved det når tid er. Følg dit hjerte. Det kender allerede vejen.”

 

Jeg vågner ved at Nathan banker svagt på døren.

”Må jeg komme ind?”

Ja, svarer jeg og skubber mig op mod hovedgærdet uden at der går et jag gennem min arm. Jeg løfter hånden op og er nødt til at vende og dreje den nogle gange. Det kan ikke lade sig gøre. Sår forsvinder ikke bare over en enkelt nat.

”Jeg har lavet morgenmad,” siger Nathan da han kommer ind. Han sætter bakken på mine ben og sætter sig på min sengekant.

”Tak,” svarer jeg med blikket rettet mod bakken. Jeg begynder at skære mine pandekager ud, men bliver stoppet af Nathan, der netop har fået øje på min hånd.

”Må jeg se?” Han rækker hånden frem og jeg lægger min i hans. Han ser på den med et undersøgende blik og et smil formes på hans læber.

”Hvad smiler du for?” Jeg hiver hånden til mig og rækker ud efter min kakao.

”Curax har været forbi i nat, kan jeg se.”

”Cu… Hvad?” Mine øjenbryn presses sammen og laver rynker i min pande.

”Curax,” siger han som om det er det mest normale.

”Jeg har ingen idé om hvad eller hvem det er.”

”Så er det vidst på tide at du læser om det i Skyggernes Bog. Den har svaret på alt.” Han flytter blikket ned på mors bog, der ligger på mit natbord.

”Den bog er jo kun fyldt med billeder,” klager jeg. ”Det kan jeg ikke læse.”

”Kald nu bare på den,” kommanderer han.

Hvis han fortsætter sådan, så får han snart et eller andet i hovedet, og denne gang kan det faktisk lade sig gøre.

Jeg vinker bogen hen til mig, og idet den lander ved min side, slår den op på en side hvor der med en sirlig kalligrafi står Curax. I venstre side af papiret, lige under navnet, er et billede af en hvid ugle med sorte aftegninger og store blå øjne.

 

Curax har helende kræfter, og han bruger dem kun når han mener det er nødvendigt.

Han er sin egen Herre og har ikke noget fast hjem.

Curax er hovedsageligt et natdyr, men han kan vælge at bruge sin magi gennem en heks, hvis han vurderer at hun er egnet.

 

Mine fingre stryger forsigtigt ned over siden. Jeg kan mærke mors energier, hendes tilstedeværelse. Men hvordan kan hun have skrevet det her? Hvordan kan det bare dukke op ud af absolut ingenting? Det giver ikke mening.

”Hvorfor kan jeg først se det her nu?” spørger jeg og da Nathan åbner munden for at svare, bladre bogen om på første side.

Under mors korte besked - Til min kære Scarlett - toner der yderligere tekst frem, præcis samme sted som sidst. Den eneste forskel er, at teksten ikke forsvinder denne gang.

 

Hvis du kan se dette, betyder det, at du nu ved, du er en heks. Jeg ved godt, at det er noget af en mundfuld, og at du sikkert helst ville være fri, men det er den du er.

Da jeg var på din alder, fik jeg samme besked. Det er en gave vi kvinder har fået, og vi skal passe godt på den. Turen er nu kommet til dig. Du skal passe på Skyggernes Bog og en dag bliver det din tur til at skrive i den.

Min kære Scarlett, lov mig at passe på dig selv og Nathan, og du må for alt i verden ikke give op.

Jeg vil altid se efter dig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...