Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61530Visninger
AA

9. Kapitel 7 - Telepati

De sidste timer snegler sig af sted, og da klokken endelig ringer ud, er jeg en af de første til at forlade klassen og sætte kursen hjem. Jeg skal bare væk.

Jeg kan ikke få Aiden ud af hovedet. Når jeg er i nærheden af ham, summer det i hele min krop og en voldsom migræne trænger sig på. Men jeg kan ikke holde mig på afstand, for noget ved ham har fanget min nysgerrighed. Den måde hans øjne ser på mig og hans hemmelighedsfulde udtryk, giver mig lyst til mere.  

Samtidig er der også noget i mig der skriger at jeg skal holde mig væk, men hvorfor ved jeg ikke. Så farlig kan han ikke være, det nægter jeg at tro på. Nej, hvis nogen er farlig, så må det være mig. Mine evner kommet ud af kontrol, siden jeg kørte ind ad døren til skolen, og jeg har allerede været tæt på at skade nogen. Der må være noget andet der forstyrrer dem, men jeg ved ikke hvad.

Jeg må i gang med at træne dem på en eller anden måde. Lære at holde dem i ro, for det ender galt på et eller andet tidspunkt.

Hvis mine forældre bare havde været her, så ville alt det her være meget lettere. Mor vidste altid hvad man skulle gøre, og det var også hende der lærte mig hvordan jeg skulle bruge mine evner. Men uden hende er det som om at jeg ingen kontrol har. I hvert fald ikke når jeg er uden for huset.

Jeg låser mig ind da jeg kommer hjem, smider jakken på bordet ved døren og kører så direkte ind på mit værelse hvor jeg sætter mig ved mit skrivebord, der står lige ved det store vindue. Jeg kommer i tanke om stenen i min lomme og tager den frem.

”En sten der kan fjerne stemmer,” fnyser jeg og lægger den fra mig på bordet. Nathan må have slået hovedet. En sten kan ikke fjerne stemmer, heller ikke fordi den har et navn. Det ville jo svare til at jeg fandt en gren ude i haven og sagde at det var en tryllestav.

Der findes ikke tryllestave, griner den varme stemme.

Det er jo det jeg siger. Og sten har heller ingen evner, konstaterer jeg mest for mig selv.

En ametyst har faktisk en funktion.

Sikkert. Jeg tager mig til hovedet. Og alligevel kan jeg høre jer endnu.

Nathan har vidst ikke forklaret dig hvad den egentlig gør. Hm, man skal da også gøre alting selv, beklager han sig.

Hvor kender du min bror fra? spørger jeg, som om det er det eneste jeg hører. Stenen er pludselig ikke så interessant.

Det er en længere historie, som egentlig er ubetydelig lige nu. Det eneste du skal vide lige nu, er at den ametyst faktisk virker. Har du måske hørt andre end mig og ham den anden i dag?

Nej, svarer jeg efter at have gennemspillet dagen i mit hoved. Men det var jo også jer den skulle holde ude, vrisser jeg.

Nu sårer du mig, Scarlett. Jeg gør dig da ikke noget?

Nå nej, du holder bare brydekamp i mit hoved for sjov? Hør lige, det eneste jeg beder om er at være i fred. Jeg gider ikke være jeres boksebold. Måske er det ikke noget I kender til, men jeg har altså andre ting at se til. Jeg mærker hvordan mine fingre presser neglene ned i bordet. Kan han ikke bare lade mig være?

Som at forfølge ham fyren?

Jeg forfølger aldeles ikke nogen, beklager jeg mig. Og det kommer overhovedet heller ikke dig ved, hvad jeg laver. Kom tilbage til stenen, kommanderer jeg og læner mig tilbage i stolen med en tung bevægelse.

Som du vil, svarer han og fortsætter først da jeg rømmer mig. En ametyst bruges til beskyttelse og gør kun hvad den selv finder bedst, og den har i dit tilfælde valgt at beskytte dig for tilfældige tankestrømme.

Du siger det som om at den har et liv?

Den er en del af… Nej, den har ikke et liv, men den har stor betydning.

Dig og Nathan har seriøst tabt nogle skruer. Det er for helvede bare en sten og fordi den har et navn, betyder det ikke at den har superkræfter.

Jeg lader hånden lukkes om vedhænget på min halskæde og lukker ham så ude. Jeg klarer mig helt fint uden den forbandede sten, og når jeg engang finder ud af at holde stemmerne ude permanent, så skal alt nok blive bedre.

Mor sagde altid at det hele nok skulle gå, og selvom jeg ikke altid kunne styre mine evner, så blev hun aldrig sur. Hun lærte mig at styre min telekinese, men hun nåede aldrig at lære mig hvordan jeg kan kontrollere telepatien. Det er noget jeg selv må finde ud af.

Jeg lader blikket glide over mod mit natbord med svungne bordben hvorpå den tykke, brune, læderbetrukket bog ligger. Mor plejede at sidde med den, når hun fortalte historier, men hvordan hun kunne fortælle den samme historie så præcist ved jeg ikke, for hver gang jeg har kigget i den, har der ingen bogstaver været. Kun billeder.

Med bløde bevægelser vinker jeg bogen hen til mig. Den lander midt på bordet, og jeg lader mine fingre føle dens former. I kanten er der et par snoede linjer der kredser ind og ud mellem hinanden, og danner det samme mønster hele vejen rundt. Det er som om mønsteret er brændt ind i den.

Verden omkring mig forsvinder, og tilbage er kun bogen og minderne.

Forsigtigt åbner jeg bogen og bliver straks mødt af duften af gammelt papir. Det er som at træde ind på et bibliotek, og selvom biblioteket er et af de sidste steder jeg har lyst til at opholde mig, så giver duften mig stadig følelsen af hjem.

På den allerførste side er mors sirlige bogstaver placeret lidt under midten. Den eneste form for ord i hele bogen, bortset fra overskrifterne ved billederne.

 

Til min kære Scarlett Whitefeather.

Denne bog er gået gennem flere generationer, og det er nu blevet din tur til at passe på den.

 

Jeg lader mine fingre stryge hen over siden, og mærker hvordan en varme kravler gennem mig og efterlader den kærlighed mor altid udstrålede. Det er næsten som om at hun stadig er her.

Bogen er fyldt med billeder af alle mulige mærkværdige væsner og månen i dens forskellige faser. Mange af siderne er tomme, men hvorfor ved jeg ikke.

Jeg bladrer langsomt gennem bogen og forsøger at genkalde mig min mors stemme. Jeg hører hvordan den hvisker de forskellige navne på ting og væsner i takt med at mine øjne glider hen over siderne. Viux, Curax, Betvingere og mange flere.

Aldrig har jeg hørt nogen fortælle så levende historier som hende.

Jeg lukker atter bogen og i det jeg skal til at sende den tilbage til natbordet, åbnes den med en sådan kraft at det giver et brag. Med hjertet siddende i halsen hiver jeg hænderne til mig.

Det er ikke meningen at bøger skal åbne af sig selv og jeg sværger det ikke er mine telekinetiske evner. Sådan noget gør de ikke.

Jeg læner mig ind over bogen og registrerer samtidig at hoveddøren smækker, men jeg fjerner ikke fokus fra bogen. Det er som om den kalder på mig.

Et kort øjeblik svimler det for mit blik og tvinger mig til at knibe øjnene sammen. Da jeg igen åbner øjnene flimrer det og noget tekst begynder langsomt at tone frem på siden.

Forskrækket smækker jeg bogen og skubber den væk med min telekinese. Den lander midt på min seng og forbliver lukket.

Det skete ikke, tænker jeg for mig selv.

Bøger åbner ikke sig selv, og tekst dukker absolut heller ikke op ud af ingenting.

Mine evner må spille mig et puds. Måske de bare har brug for at slappe af og vænne sig til stedet?

Uanset hvor mange gange jeg forsøger at overbevise mig selv om, at det bare er mig der er træt, så ved jeg godt at det ikke er sandt. Den bog åbnede sig selv og der var noget nyt tekst der tonede frem.

Med svedige hænder tager jeg om hjulene på min stol og kører hen mod sengen. Jeg er nødt til at finde ud om jeg så syner eller ej.

Jeg åbner bogen med min telekinese og hjertet falder på plads, da jeg ser at der ikke er andet i bogen end det sædvanlige.

Men jeg så jo lige…

Må jeg komme ind? Nathan banker forsigtigt på døren og afbryder mine tanker. Jeg ser hurtigt mod bogen og skynder mig så at lukke den og lægge den på plads.

”Bare kom ind,” kalder jeg, da jeg atter har indfundet mig ved mit skrivebord, denne gang med en tegneblok og en blyant foran mig. Det med bogen er ikke sket.

”Er du okay?” spørger han da han kommer ind. Jeg nikker.

”Ja, er bare træt,” svarer jeg skubber dagens hændelser til siden. Han vil tro at jeg er sindssyg, hvis jeg fortæller at jeg også ser syner.

”Hvordan er anden dag i skolen gået?” spørger han og sætter sig på kanten af bordet.

”Fint nok”

”Scarlett?” siger han og løfter et øjenbryn, som om at han igen ved at der er noget jeg ikke fortæller.

”Hvad?” svarer jeg og trækker på skuldrene. ”Din sten virker ikke, men dagen er gået fint. Jeg har da i hvert fald ikke ødelagt noget.”

”Du skal give den tid, Scarlett. Jorden blev ikke til på en dag.” Han trækker lidt på smilebåndet samtidig med at han holde sin alvorlige mine.

”Ej, men alligevel,” vrænger jeg. ”Det gør det jo ikke mindre irriterende, vel? På to dage er mine evner gået amok og opfører sig som rovdyr på stoffer.” Det hele kommer væltende som en flod hvis dæmning netop er brudt sammen, men det lykkes mig alligevel at undlade min nyeste opdagelse.

”Dine gaver har bare fået vokseværk,” svarer han med stor overbevisning, selvom noget ved hans udstråling fortæller mig, at han ikke engang selv tror på det, men jeg vælger ikke sige noget. Måske næste gang. ”Det skal nok blive nemmere med tiden.”

”Så siger vi det,” svarer jeg og vender opmærksomheden tilbage mod min tegneblok. Kan han ikke bare lade mig være?

”Jeg går ud og laver noget varm kakao,” siger han og rejser sig. ”Skal jeg lave en kop til dig også?”

”Ja tak,” svarer jeg uden at kigge op.

”Du kommer selv og henter den,” kommer det fra ham og jeg fnyser. Ham og hans gør det og gør det.

”Nathan?” skynder jeg mig at kalde i det han skal til at forlade mit værelse.

”Ja?”

”Kan man egentlig ændre sin telepatiske stemme?”

”Hvorfor vil du vide det?” Han vender sig og ser på mig med sammentrukne øjne.

”Nysgerrighed,” svarer jeg. Nathan ser på mig som om han leder efter det rigtige svar, men jeg lader mig ikke påvirke.

”Nej, man kan ikke ændre sin telepatiske stemme,” svarer han til sidst for så at vende rundt og gå mod køkkenet.

Altså tilhører stemmerne ikke nogen jeg har mødt endnu, så jeg må lede videre. Jeg skal nok finde dem på et eller andet tidspunkt.

 

Nathan har fået mig lokket ned i sofaen, hvor vi begge netop har tømt vores andet krus kakao, da nogen slår mod døren.

”Jeg åbner,” siger Nathan og rejser sig for at forsvinde ud i gangen. Jeg forsøger at læne mig ud over armlænet, så jeg kan se hvem i alverden det er der hamrer sådan, men jeg kan intet se. Kun mærke hvordan noget ved Nathans energier ændrer sig, allerede inden han åbner døren, som ved han hvem det er.

”Åh, gudskelov at du er hjemme,” udbryder en kvinde. Hun lyder som om at hun har løbet Jorden rundt. Og lyder hun ikke også bekendt? ”Scarlett er forsvundet. Jeg har ledt over alt og …”

”Slap nu af,” brummer Nathan. ”Tror du ikke, at jeg har styr på det?”

”Eftersom hun tydeligvis intet har fået at vide, så mener jeg absolut ikke at ’styr på det’ er de rigtige ord at bruge,” fnyser hun. Jeg forsøger igen at læne mig ud over kanten. Hendes stemme virker bekendt, og alligevel ikke. Hvem er det?

”Kom ikke og fortæl mig at jeg ikke har styr på mit eget hus,” knurrer han og jeg kan næsten mærke hvordan han skærer tænder. ”Og gider du godt dæmpe dig? Som sagt har jeg styr på det. Hun er her.” Jeg retter mig op og fokuserer nu mere intensivt på samtalen, der åbenbart handler om mig. Og hvem fanden er hun?

”Åh, jeg vidste ikke …”

”Selvfølgelig gjorde du ikke det.” Sarkamen i hans stemme er tydelig.

”Rart du ikke har mistet humoren helt.” Det ville heller ikke være sjovt hvis du havde.

Du skal heller ikke bruge telepati. Argh, du er sgu ikke den mest intelligente! Hun kan jo for fanden stadig høre dig! Det burde du vide. Hvem fanden har oplært dig? Nathans stemme raser i mit hoved. Nysgerrigheden trækker mig længere ud over sofaens kant. Jeg vil vide hvad der foregår, og det skal være nu!

Hvad rager det egentlig dig? Og hun har sgu da ikke hørt mig før så hvorfor nu?

Du er i vores hus. Selvfølgelig kan hun høre dig nu!

Nu kan hun ik…

Stemmerne forsvinder med et. Jeg forsøger at komme igennem, men det eneste jeg rammer er en uigennemtrængelig mur. Igen og igen gør jeg et forsøg, men intet sker.

Nathan skjuler noget for mig, og uanset hvad han siger, så ved jeg at det er sandt, og jeg har ret til at vide hvad det er.

Jeg forsøger igen at opfange deres telepati, og denne gang med lidt mere held. Skæbne. Sandheden. Hjælp hende. Hun fortjener det. Det er som et puslespil hvor man kun har hjørnerne og ikke kender det færdige resultat.

Jeg hiver mig tættere på kanten af sofaen, hiver mig halvt op i stolen og er så ved at miste balancen. Jeg støtter mig til sofaens armlæn og da jeg har fundet balancen skubber jeg mig tilbage i sædet.

Og få nu fortalt hende sandheden. Kvindens stemme bliver tydeligere i takt med at jeg kører tættere på. Jeg ser forsigtigt om hjørnet men kan ikke se hende, for Nathan har ikke åbnet døren helt.

Når tiden er inde og ikke ét sekund før, svarer han og hæver stemmen. Jeg har lyst til at køre tættere på for at finde ud af hvem hun er, men Nathans knitrende energier får mig alligevel til at holde afstand. Han er åbenbart i stand til at telepatere, og hvem ved hvad han ellers kan?

Nathan lukker døren og begge stemmer forlader mit hoved.

Han bliver stående med ansigtet vendt mod døren. Jeg kører forsigtigt tættere på, selvom jeg ved, at han allerede har opdaget mig.

Jeg ved du kan høre mig, Nathan, tænker jeg og lægger armene over kors. Hvorfor har du ikke fortalt mig det noget før? Du ved hvor svært jeg har det med mine evner…

Fordi det ikke var tiden, mumler han i mit hoved. Og nu er bestemt heller ikke tiden.

Hvad er det der foregår? spørger jeg med tryk på hvert eneste ord.

Det skal vi ikke snakke om nu. Han drejer omkring og flyver direkte forbi mig, og inden jeg når at tænke eller sige mere, hører jeg døren til hans soveværelse smække.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...