Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61503Visninger
AA

63. Kapitel 61 - En plan

Fuldmånens skær gør næsten den sølvbelagte lanterne ved Laurens gravsten overflødig, men jeg tænder alligevel lyset i den.

”Ignis,” siger jeg og sætter fingeren på vægen og straks kommer en spæd flamme til syne. Den er varm, prikker lidt i min hud, men jeg brænder mig ikke.

En lun vind kærtegner min kind, forsøger at tørre tårerne væk. De kommer og går, som bølgerne der skyller ind over stranden. Man ved at de kommer igen, spørgsmålet er bare hvornår.

Jeg lukker forsigtigt siden af lanternen og får den så til at svæve ned på jorden ved siden af den hvide gravsten.

’Lauren Moore - Grib Friheden’ står der med en sirlig håndskrift. Det ser ud som den blidt vugger i flammens skær.

Foran ligger mindst 10 slags forskellige blomster spredt på den nye grav, hvori Lauren ligger.

Jeg har lyst til at grave hende op og give hende livet tilbage. Det kan ikke være rigtigt, at jeg med så mange evner intet kan gøre.

En ugle tuder fra oven, og da jeg kigger op, ser jeg Curax flyve rundt. Jeg trækker mundvigene let op, og snart lander han på min skulder. Han nipper let til mit hår og jeg fornemmer hvordan hans store, blå øjne ser undersøgende på mig.

”Jeg savner Lauren,” svarer jeg og stryger ham kærligt på brystet. Han tuder et par dybe toner som svar. ”Det er ikke retfærdigt.”

Intet er retfærdigt, når det handler om død, mord. Hun var et uskyldigt menneske, og som heks er det min opgave at sørge for at sådan noget ikke finder sted, men jeg fejlede. Jeg var uvidende om hvad Aiden og hans familie var og stadig er, og jeg kendte ikke sandheden om mig selv. Jeg ignorerede alle tegnene, og pludselig var jeg fanget i et spind.

Jeg elsker Aiden og jeg fortryder ikke de ting vi har lavet sammen. Han er ikke som de andre og han har heller ikke haft noget med Laurens død at gøre. Men jeg fortryder at jeg ikke angreb Arketah før han angreb mig. Før jeg kendte mine dæmoniske evner. Det ville bare kræve et sekunds uopmærksomhed fra hans side så kunne jeg have vundet.

Men nej, jeg valgte at stikke halen mellem hjulene. Det gav Arketah en åbenlys chance for at få ram på mig.

”Jeg skulle have ligget der,” siger jeg svagt. Curax napper mig i øret og basker let med vingerne, som for at fortælle, at han ikke er enig.

Der er ikke fordi jeg har et dødsønske, men hvis det kunne have reddet Lauren, så havde jeg gerne taget hendes plads.

Og hvem skulle så have forhindret Arketah i at tage Lauren efterfølgende? spørger Mitchell. Hans stemme er tydelig i nattens stilhed.

Det… ved jeg ikke, svarer jeg og trækker min jakke tættere omkring mig. Det er efterhånden ved at blive køligt og hårene på mine arme er begyndt at rejse sig.

Scarlett, for pokker, sukker han. Du må snart indse at det ikke er din skyld og at der ikke er noget du kan gøre. Man kan ikke ændre tingenes gang, uanset hvor fantastisk det end måtte være. Det eneste du kan gøre, er at huske på Lauren og sørge for at hendes død kommer til at tjene et større formål. Giv døden meningen.

Jeg ved godt at det ikke er min skyld, men sandheden er at jeg til enhver tid vil ofre mig for dem der er kommet i problemer på grund af mig.

Hvorfor skal hekse være så pokkers svære at holde i live? Du gør ikke ligefrem mit arbejde lettere, smågriner han.

Jeg hører en puslen bag mig og da jeg drejer hovedet ser jeg en stor, hvid ulv med store grønne øjne komme op på siden af mig. Den lægger hovedet let på skrå og ser bare på mig.

Curax letter fra min skulder og finder sig i stedet til rette på toppen af Laurens gravsten. Han giver sig til at pudse sine fjer, mens jeg vender min opmærksomhed mod Mitchell.

Du er tilbage? Jeg kan ikke lade være med at smile.

Jeg er tilbage, svarer han. Og jeg forsvinder ikke igen.

Tak.

Jeg sidder længe og bare studerer hvordan han ser ud. Det er kun anden gang jeg ser ham, og første gang lagde jeg ikke mærke til ret meget. Jeg var såret og i stand til at observere og huske cirka lige så meget som træerne omkring mig.

Han har en lang, tyk, hvid pels og fra hans hale hænger det som et vandfald. Som han står der, kan jeg se ham direkte i øjnene uden at skulle bukke mig, og jeg kan ae ham på ryggen bare ved at række armen frem.

Jeg er altså ikke en hund, protesterer han og fnyser med sin snude.

Hvem har sagt noget om hunde? driller jeg. Det kan også være en bamse.

Du kan bare ikke lade være, kan du vel? Han kommer tættere på. Så tæt at jeg kan dufte muld i hans pels.

Der er da ikke nogen der har bedt dig om at læse alle mine tanker, så du er selv udenom det.

Jeg kan ikke gøre for at du tænker så højlydt, svarer han og ryster sig. Men okay, du kan få lov til at røre én ga…

Jeg kaster armene om halsen på ham og begraver mit ansigt i hans pels. Varmen fra ham strømmer igennem mig, og et øjeblik er der noget der virker utrolig velkendt. Noget ved måden hans energier opfører sig på.

De minder mig om Michael.

Jeg skubber hurtigt tanken til side. De to kan umuligt have noget med hinanden at gøre. Den ene hader Aiden og kan ikke holde ud at være i nærheden af en Viux, mens den anden heller ikke er begejstret, men alligevel accepterer mine valg uden større diskussioner.

Mitchell trækker sig tilbage, og da hører jeg en dyb stemme rømme sig bag mig. Jeg vender mig med hjertet halvt siddende i halsen.

”Det er bare mig,” siger Aiden og lægger en hånd på min skulder.

”Du skræmmer livet af mig,” svarer jeg og hiver efter vejret.

”Jeg er jo en dæmon,” ler han som noget der skulle have lydt ondskabsfuldt men i stedet lyder som en blanding af en julemand og en halvdød bilmotor.

”Den undskyldning bliver snart bandlyst,” svarer jeg og ruller øjne af ham. Mitchell har sat sig roligt og sidder nu bare og følger med.

”Men jeg er stadig en Viux, og det der med forbud og regler er ikke noget jeg kan tage mig af,” svarer han og vifter med hånden.

Curax skratter kort og min opmærksomhed bliver vendt tilbage mod Laurens gravsten. Jeg læser de to ord igen og igen, og langsomt begynder en plan at tage form i mit hoved.

Laurens død skal give mening, tjene et større formål, og hvis dæmoner alligevel ikke følger reglerne, så behøver jeg jo teknisk set heller ikke, i hvert fald ikke halvdelen af tiden.

Jeg mærker hvordan det prikker i min venstre hånd og hvordan en rolig energi strømmer igennem den højre. Snart sidder jeg med en blå kugle i den ene hånd og en hvid i den anden. Både Aiden og Mitchell stirrer på mig.

Hvad laver du? spørger de i munden på hinanden.

Jeg samler alle kræfter jeg har og sender så begge kugler mod himlen, og da de kommer højt nok op får jeg dem til at støde sammen. Det giver et brag som hundrede bomber der sprænger på samme tid og himlen lyser som ved højlys dag.

”De kan bare vente sig,” siger jeg og mærker hvordan et væld af energier eksploderer indeni mig.

”Hvad tænker du på?” spørger Aiden og rynker brynene.

”Hævn,” svarer jeg. ”Hævn.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...