Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61487Visninger
AA

62. Kapitel 60 - Et sidste farvel

Jeg har fundet min sorte kjole frem fra papkassen, jeg håbede aldrig at skulle åbne igen. I den er det ene minde efter det andet gemt af vejen, for ikke at rive op i det hele en gang til. Men i dag er jeg nødt til det. For Lauren.

I dag er det tid til at give Lauren fred. Tid til at sige tak for alt og på gensyn. Jeg kan ikke sige farvel.

Kjolen går til lidt under knæene og tværs over brystet. Udenover har jeg en bolero med blonder. Håret er smidt op i en rodet knold, og en enkelt snoet tot hænger ved mit ansigt.

Jeg lader mine fingre fumle med vedhænget på min kæde, måske i håb om at kunne ændre tiden, eller bare fjerne smerten? Jeg ved det ærligt talt ikke.

”Kan jeg gøre noget?” spørger Aiden bag mig. Det ser ud som om han har stået der længe, men det er først nu jeg lægger mærke til ham.

”Få det til at gå væk.”

”Det er okay at føle sorg, Scarlett.” Han kommer hen og lægger en arm om mig.

”Jeg kan ikke en gang til,” svarer jeg. ”Ikke endnu en begravelse.”

Han vender mig væk fra spejlet og straks rækker jeg armene frem mod ham. Han bukker sig ned og jeg knuger ham ind til mig.

”Hun får fred nu. Ikke mere flytten frem og tilbage mellem verdenerne for at undgå menneskelig indblanding.”

”Jeg savner hende,” hulker jeg.

Aiden svarer ikke. Han holder bare om mig indtil jeg igen får styr på mig selv. Indtil det ikke længere regner udenfor.

Inden han giver slip tager han forsigtigt fat i mit store hårspænde og piller den ud så mit hår igen hænger løst.

”Jeg tror Lauren helst vil have at du er dig selv.”

 

Vi har taget plads på bagerste række, for ikke at komme for tæt på Laurens mor. Hun skræmmer mig, selvom hun ikke kan gøre mig noget, når hun er alene. Og alligevel, så venter hun bare på at jeg laver en fejl, så hun kan få mig af vejen.

Vinden får træernes blade til at spille naturens melodi, og jeg mærker hvordan naturens energier får mig til at slappe af.

Duften af nyslået græs hænger svagt i luften, og fuglesang lyder fra oven. I det hele taget meget roligt og en tone af glæde og lykke er hvad det hele har til fælles.

Men hvorfor? Der er jo ikke noget godt ved en begravelse.

”Vi er alle samlet i dag for at tage afsked med Lauren Moore …” Jeg hører ikke mere. Bare det at høre hendes navn, får min mave til at krampe og en klump i halsen til at vokse, og lige nu må jeg ikke miste kontrollen.

Michael og Aiden har sat sig på hver deres side af mig, og sidder begge klar til at gribe mig, hvis det går galt.

Ashley har sat sig oppe ved Laurens mor for at trøste og Nathan sidder foran mig.

”En tragisk bilulykke …” hører jeg en mand sige i sin mindetale.

Kunne de virkelig ikke finde på noget andet? Noget der måske ikke mindede mig om mine forældre?

Det hele er en stor gentagelse.

Sådan går det når man er ulydig, brummer Arketah i mit hoved.

Forsvind, snerrer jeg og forsøger at lukke ham ude, men han ler bare af mig.

Dumme heks. Tror du virkelig at jeg lader dig være, bare fordi du har lukket dine drømme? Du ved godt hvem jeg er, ikke? Mig slipper man ikke sådan lige fra.

Lad hende være, brøler Aiden med sin dybe, rungende stemme.

Sødt, hvisker Arketah. Men det kommer ikke til at ske. Jeg vender tilbage, når du mindst venter det.

Jeg mærker hvordan Aiden lægger armen om mig, og forsigtigt læner jeg hovedet mod hans skulder. Dybe indåndinger for mig til at slappe af, og får samtidig stemmerne til at blive ude. Ikke engang dem der sidder omkring mig, hører jeg.

Stilhed.

Tid til at tænke, få styr på rodet. Tid til at finde ud af hvordan jeg skal fikse det her, og forhindre at det kommer til at gentage sig.

Arketah får ikke lov til at tage flere liv. Ikke så længe jeg lever. Og jeg sværger at når jeg har lært at kæmpe med de rigtige evner, så tager jeg kampen op.

Michael sidder og skæver til mig. Selvom jeg ikke kan høre hans tanker, så fornemmer jeg alligevel at han føler sig overset. Han sidder med hånden let åben og venter bare på at jeg tager den.

Jeg kan ikke lide den interne kamp Michael og Aiden har kørende. De kan ikke holde hinanden ud, og man skal være blind for ikke at kunne se at de kun befinder sig det samme sted på grund af mig. Men hvorfor? Aiden ved jo godt, at det er ham jeg elsker, og at Michael bare er en ven. Og Michael ved godt at jeg er sammen med Aiden.

Jeg har ikke lyst til at miste nogle af dem, men de må heller ikke tvinge mig til at vælge. Det vil ikke være til at holde ud.

Du behøver ikke vælge, Scarlett, siger Mitchell. Hvis de er nødt til at bede dig om at vælge, så er de ikke det værd. Du tilhører begge verdener, så der er ikke noget der er mere rigtigt end andet.

Kloge ord, griner jeg stille. Men jeg tror ikke at de er enige.

Du må vise dem, at de tager fejl. Det er dig der bestemmer.

Hvorfor kan ikke alle ikke være ligesom dig? Det ville gøre livet meget lettere.

Det er jeg nu ikke så sikker på. Bare vent til du møder mig, så er jeg ret sikker på at du vil ændre mening, svarer han med en svag latter.

Hvornår får jeg dig egentlig at se?

Når tiden er inde.

”Amen,” hører jeg præsten sige. Folk rejser sig enkeltvis, nogle i par, og går op for at lægge en blomst på den hvide kiste.

Vi bliver siddende lidt endnu, lader familien komme til.

Jeg skæver til Michael der stadig sidder med hånden fremme. Han skæver også til mig, og da vores øjne mødes, lægger jeg blidt min hånd i hans. Den er hverken varm eller kold. Samme temperatur som min. Det er længe siden jeg har mærket en der hverken var glødende som kul eller kold som is.

Aiden ser det men hans energier ændrer sig ikke. Han holder stadig om mig, og jeg har ikke i tankerne at flytte mig lige foreløbigt. Ikke før vi skal op.

Det varer ikke længe før de fleste har været oppe og det derfor bliver vores tur. Aiden manifesterer en rose til os alle tre, og Michael tager imod den uden at protestere.

Vi bevæger os i stilhed op til kisten og lægger roserne på.

”Undskyld,” hvisker jeg og håber at ingen hører mig. Hvis de gjorde, ville det egentlig også være lige meget, for de ved ikke hvad jeg siger undskyld for, og desuden har jeg bare brug for at sige det.

Da jeg ser op møder jeg Carolines blik, og straks rejser mine hår på armene sig. Jeg skynder mig at kigge væk, og da vi bevæger os tilbage mod vores plads, er det som om jeg kan mærke hvordan hendes øjne brænder sig fast i mig.

Vi bliver siddende til størstedelen har samlet sig i grupper og er på vej mod deres biler for at køre hjem til Caroline, hvor der vil være kaffe og kage og mulighed for at snakke.

Jeg sidder bare og stirrer ud i luften, mens jeg lytter til vindens sang, der med tiden har skiftet fra dur til mol.

”Vil du med?” spørger Ashley da hun kommer hen til os. Caroline følger hende med blikket.

Jeg svarer ikke, ryster bare på hovedet.

”Du kalder bare, hvis du har brug for mig, så kommer jeg med det samme.” Hun smiler kort og vender sig for at gå.

Jeg kan ikke lade være med at kigge på Caroline. Den måde hun står der på, og bare ser med tårefyldte øjne på kisten. Hun har mistet sit eneste barn. Hun er i sin fulde ret til at være ked og vred.

Når hun ikke sidder i Rådet, er hun bare et menneske med følelser og uden en jordisk chance for at forsvare sin familie.

Da jeg mistede mine forældre, havde jeg også brug for en jeg kunne skyde skylden på. At det så blev mig selv der fik skylden det første lange stykke tid er så den anden side af sagen. I dag kan jeg give Arketah skylden, både for mine forældres død men også for Laurens.

Problemet er bare at den mulighed har Caroline ikke, for ifølge Rådet har Arketah ikke overtrådt nogle regler. Det er hans natur at slå ihjel. Gad vide om dæmoner overhovedet kan blive dømt? Alt ondt ligger jo til deres natur, i hvert fald hvis man har gyldne øjne.

Den eneste hun kan give skylden er mig fordi jeg har forbudte evner. Og fordi jeg befandt mig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Jeg kan sådan set godt forstå hende, men jeg ville nu alligevel ønske at hun ville lade være. Det gør i forvejen ondt at have været vidne til, og Arketah terroriserer mig i døgndrift. Jeg ved ikke hvornår han slår til næste gang, og om jeg overhovedet vil slippe levende fra det.

Lauren var en fantastisk veninde, og hvis jeg nogensinde finder en måde at få hende tilbage på, så vil jeg ikke tøve et sekund.

”Caroline?” kalder jeg og kører over det ujævne græs. Jeg når lige at se, at Aiden stopper Michael i at følge efter.

”Ja, Scarlett?”

”Jeg ved godt at du ikke tror mig, men jeg synes nu alligevel at du skal vide, at jeg er ked af det.” Jeg forsøger at fastholde øjenkontakt, men hver gang jeg ser hendes blik, ser jeg ikke andet end den sorg der skyller ind over mig.

”Er du ked af det?” Hun knytter hænderne så hendes knoer bliver hvide. ”Har du overhovedet noget begreb om hvad jeg er?” Hendes øjne lyner og får mig til at bakke en smule.  ”Jeg har mistet mit eneste barn.”

”Jeg …”

”Stop,” afbryder hun. ”Jeg vil ikke høre mere.”

”Men …”

”Nej, ikke noget men. Jeg synes du skal forsvinde herfra.” Hun lægger armene over kors.

”Jeg lover at få ram på Arketah,” svarer jeg og begynder at bakke. ”Jeg lover det.”

”Pas på hvad du lover,” siger hun, da jeg vender rundt. ”Det kan koste dig dyrt.”

Aiden lægger en arm om mig, da jeg kommer ned til ham. Michael er forsvundet, så der er kun os tilbage.

Vi bevæger os væk fra kirkegården. Jeg kan ikke lade være med at kigge mig over skulderen, og til sidst er Aiden nødt til at skubbe mig.

”Hvor vil du gerne hen?” spørger Aiden, da vi når hen til hans bil.

”Hjem,” svarer jeg. ”Bare hjem.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...