Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61512Visninger
AA

8. Kapitel 6 - Kan man bare forsvinde?

I to timer nu har mine tanker befundet sig i en helt anden verden. Jeg kan ikke koncentrere mig og har allerede fået blikket og et opgivende suk af en af lærerne. Fantastisk start. To dage og de ser mig allerede som en af dem man skal holde ekstra øje med.

Der er noget ved alt det her, der bare ikke hænger sammen, og jeg er nødt til at finde ud af hvad det helt præcist er. Stemmer giver sig ikke bare til at diskutere og invadere andres hoveder og mine evner går ikke bare amok. Efter en enkelt dag på den her skole og mine evner har allerede været tæt på at skade Nathan. Det er ikke normalt.

Hvis bare Nathan ville fortælle mig, hvad han vidste, så ville jeg kunne gøre noget ved det. Og han skal ikke komme og sige, at han intet ved, for det er ikke sandt. Jeg kan tydeligt mærke at der er noget han ikke siger, spørgsmålet er bare hvordan jeg får det ud af ham. At presse det ud af ham eller aflytte alle hans tanker, kan jeg ikke få mig selv til, for han har lige så meget ret til at have et privatliv som jeg har.

”I kommer for sent,” udbryder Lauren, da Ashley og jeg kommer hen til bordet i kantinen. Der er en klump af mennesker der står omkring os og ser mod noget jeg ikke kan se hvad er. En af ulemperne ved at sidde i kørestol - man kan absolut intet se.

Jeg pakker tanken om mine evner væk og forsøger at holde hovedet i den virkelige verden. Svarene skal jeg nok finde senere.

”For sent til hvad?” spørger jeg og læner mig ind over bordet for bedre at kunne høre hende i myldret af stemmer.

”Hvad er der sket herinde?” Ashley glider ned på stolen ved siden af mig og læner sig også mod Lauren.

”Der har været den vildeste slåskamp mellem Michael og Aiden.” Lauren kigger indtrængende på os, og da ingen af os siger noget, fortsætter hun: ”Ja, altså, jeg vidste godt at de to havde nogle problemer, men ligefrem at flyve på hinanden, troede jeg aldrig skulle ske.”

”Jeg kan da ikke se dem nogle steder?” konstaterer Ashley efter at have set sig omkring.

”De forsvandt pludselig i mængden,” svarer Lauren denne gang en smule langsommere, som om hun ikke selv ved hvad hun skal sige.

”Forsvandt?” Nu er det min tur til at stille spørgsmål. Jeg lægger mærke til hvordan Ashley trækker på skuldrene som om det er helt normalt. Ved hun noget, jeg også burde kende til? Nej, selvfølgelig ikke. Det er bare mig der er ved at blive paranoid.

”Ja,” svarer Lauren og hiver sin taske frem for at finde sin mobil. ”Og se lige her.” Hun rækker mig mobilen. Jeg kigger nøje på billedet der lyser op på skærmen. Det er et billede af slåskampen. Ashley læner sig over mod mig og kigger med. Jeg fornemmer en pludselig ændring af hendes energier, som jeg ellers ikke plejer at mærke meget til på folk, men det er som om de næsten beder om at blive mærket.

”Hvad er det jeg skal se?” Jeg ser uforstående på Lauren. ”Det er jo bare en slåskamp?”

”Nej, kig igen.” Hun peger på skærmen. ”De har ingen skrammer overhovedet. Det er vildt underligt.” Jeg kigger igen og når kun at se det kort, før mobilen pludselig går ud og begynder at ryge som var der ild i den. Jeg kaster den fra mig af ren forskrækkelse.

Var det min skyld? Har jeg virkelig lige brændt en telefon af? Jeg ser mig kort omkring og håber ikke at nogen ser det. ´Jeg behøver ikke at tiltrække mere opmærksomhed.

”Hvad fanden skete der lige der?” Lauren fumler med telefonen og forsøger at få liv i den, men uden held. ”Ih! Nu er jeg jo totalt afskåret fra resten af verden.” Hun kyler den tilbage i tasken og sætter sig så med korslagte arme.

”Fald nu lige ned. Du har da stadig os.” Jeg læner mig tilbage i stolen og slår let hånden mod Ashley. Hun sukker opgivende. ”Nu henter jeg noget at spise til os, og når jeg kommer tilbage, har du glemt alt om den mobil, okay?” Hun svarer mig ikke.

Jeg forlader bordet og kører op til disken med lune retter.

I det jeg rækker ud efter en tallerken støder min hånd mod en andens, og det giver et stød gennem hele min arm, og et øjeblik føles det som om det hele snurrer rundt for mit blik.

Jeg hiver hånden til mig før jeg kigger op. Mit blik glider langsomt op mod vedkommendes hoved, og det første der fanger mig, er hans øjne. Det er første gang jeg ser Aiden så tæt på og ligefrem har rørt ved ham. Jeg smiler til ham i håb om at kunne redde den akavede situation.

”Hej.” Han mumler som svar. Jeg rækker endnu engang ud efter en tallerken og han gør det samme, uden at røre mig igen. ”Aiden, har jeg ret?”

”Ja.” Han tager et stykke pizza på tallerkenen. ”Skal du også have et stykke?” Han peger på pizzaen.

”Ja tak.” Han smider et stykke på min tallerken. Jeg kører frem i køen og da jeg drejer hovedet er han væk. Forsvundet som Lauren havde udtrykt det. Jeg kan pludselig godt se hvad hun mener. Folk kan altså godt forsvinde ud i den blå luft.

Jeg fortsætter frem og tager de sidste ting, inden jeg kører tilbage til de andre. Ashley tager tingene og hjælper med at sende dem rundt.

Lauren er i gang med at fortælle om en eller anden fyr hun er lun på. Jeg hører ikke rigtig efter. Det eneste jeg opfanger er Jack og hot. Mine egne tanker er igen et helt andet sted.

Hans ansigt dukker op for mit indre blik. De perfekte høje kindben, hans glatte hud, det mørkebrune, mellemlange pjuskede hår og hans perfekte gyldne øjne.

Hvorfor nu? Jeg har slet ikke den slags følelser for ham, og desuden virker han ikke som typen der kunne føle noget som helst. Den måde han stirrer på mig, hans gennemborende blik der forfølger mig overalt og det mystiske han har over sig. Der er noget ved ham der ikke stemmer. Noget jeg er nødt til at vide mere om. Han skal ikke spille smart og så pludselig begynde at snakke til mig.

Jeg giver mig til at pille ved min halskæde og forsøger at tænke på noget andet. Jeg har kun været her i snart to dage, så selvfølgelig er der ikke noget mellem os. Jeg er bare ny og forvirret, tænker jeg for mig selv.

”Scar?” Ashley prikker mig på skulderen. ”Du er godt nok langt væk i dag.”

”Sorry, jeg er bare træt.” Jeg trækker mundvigene let op og Ashley giver mig et kærligt klap på skulderen.

”Det må du nok sige. Nå, jeg skal lige ordne et par ting inden timen begynder. Vi mødes bare i klassen, okay?” Inden jeg når at svare er hun allerede smuttet. Det er da utroligt hvordan folk forsvinder i dag.

”Fortæl mig hvad du virkelig tænkte på.” Lauren læner sig ind over bordet og støtter hagen mod hånden, som om hun oprigtigt er interesseret. Det har bare ikke helt den samme effekt, når hendes tanker skriger efter sladder. ”Fortæl mig det hele.”

”Det er ikke noget spændende.” Jeg trækker på skuldrene og er allerede i gang med planlægge hvordan jeg skal slippe fri af hendes nysgerrighed. En ting er at jeg kom til at beskrive Aiden som værende perfekt, og en anden ting er det der overhovedet fik mig til at tænke på ham i første omgang. Det kan jeg umuligt fortælle hende.

”Jo det er. Kom ikke og fortæl mig at jeg ikke kan se når der er noget.” Hun rykker tættere på. ”Er det Aiden?” Mit hjerte springer et slag over. Hørte jeg rigtigt? Sagde hun lige Aiden?

”Hvorfor tror du det?” Jeg ser på hende med rynkede øjenbryn, som om at hun er helt forkert på den. Det var ikke meningen at jeg skulle tænke sådan om Aiden.

”Jeg ser alt. Man kan ikke skjule sådan noget for mig.” Hun griner. ”Det er der måske ikke nogen der har fortalt dig?”

”Nej.” Jeg bider mig irriteret i tungen. Kan man ikke engang være på en ny skole uden at en eller anden skal analysere en? Jeg gider virkelig ikke snakke om ham, medmindre det omhandler hvorfor han virker så hemmelighedsfuld, og noget i mig siger at hun ikke kan give mig svaret.

Til sidst giver jeg efter, af mangel på bedre løsning. Jeg kan lige så godt lege med, og så håbe at hun vil lade det ligge efterfølgende.

”Lov mig at du ikke siger det til nogen.” Jeg forsøger at fange hendes blik.

”Selvfølgelig Scarlett. Jeg kunne aldrig finde på at sige det videre. Sådan er jeg ikke over for mine veninder.” Hun læner sig igen ind over bordet. ”Men hvorfor Aiden?”

”Jeg ved det ikke.” Trækker igen på skuldrene. ”Han er langt fra min type, og jeg har ingen planer om at skulle være sammen med ham. Desuden har jeg jo kun været her i et par dage, så fyre er ikke det der står højest på listen lige nu.”

”Det tror jeg han er lidt ligeglad med.” Hun flytter langsomt blikket mod noget bag mig. ”Han laver ikke andet end at kigge på dig.” Jeg drejer hovedet og ganske rigtigt sidder han og stirrer på mig, som om han venter på at noget skal ske.

Han er rykket betydeligt tættere på siden sidst, og denne gang ser det ud til at det er hans eget valg. Ikke ligesom i går hvor han åbenlyst forsøgte at tage afstand. Det eneste der nu er imellem os, er et tomt bord.

Jeg kigger tilbage på Lauren, der stadig er travlt optaget af at stirre på Aiden. Jeg kigger frem og tilbage ud over kantinen. Der er et eller andet der mangler. Noget er forkert. Aiden er rykket betydeligt tættere på mig, jeg fik stød da han rørte ved mig og Michael er pludselig væk.

Hvad er det helt præcist der sker? Det burde ikke have nogen betydning, men af en eller grund kan jeg ikke tænke på andet.

”Bare fordi han kigger på mig betyder det altså ikke at han kan lide mig.” Jeg fanger igen Laurens opmærksomhed.

”Der er meget du ikke ved om drenge kan jeg høre. Regel nummer et; hvis en fyr kigger på en konstant, så er han vild med dig.”

”Ja, der er helt sikkert meget jeg ikke ved, men en ting er i hvert fald helt sikkert; han er ikke vild med mig. Det kan jeg godt garantere dig for.” Jeg læner mig tilbage i stolen og kæmper for at modstå trangen til at rette blikket mod Aiden. Jeg har nok at se til lige nu med de to stemmer og det faktum at Aiden skjuler et eller andet, så Amor kan godt flyve videre til en anden og lege med deres hormoner.

”Og hvorfor tror du så ikke det?” Lauren løfter det ene øjenbryn og smiler en smule lumsk.

”Jeg er ret sikker på at hvis en fyr er vild med en, vil han ikke kigge på en som om man er aftenens hovedmenu. Det får du mig simpelthen ikke til at tro på.”

”Det ligner han altså heller ikke en der gør. Men Scarlett, uanset hvad, så tror jeg ikke du har noget at frygte. Han har aldrig været interesseret i andre end sig selv. Sådan er han bare.” Hun tager en pakke tyggegummi op af sin taske. ”Vil du have et stykke?”

”Nej tak.” Jeg har aldrig været begejstret for tyggegummi. Det har sådan en klam og klisteret konsistens. Det burde forbydes. Specielt folk der smasker når de spiser tyggegummi. Det er ikke til at holde ud.

Jeg hører pludselig Aiden sidde og smågrine. Det er første gang jeg hørt ham more sig, men jeg ved ikke hvorfor. Han har vel ikke telepatiske evner, så han kan sidde og høre hvad jeg tænker lige nu, har han?

Nej, jeg er den eneste der har telepatiske evner her, bortset fra de to ukendte stemmer selvfølgelig. Hvis det ikke var fordi jeg op til flere gange har hørt Michaels og Aidens stemmer uden for mit hoved, så ville jeg have troet at det var dem. De kan heller ikke lide hinanden, og ingen af dem lægger skjul på det.

Mon man kan ændre sin telepatiske stemme?

Jeg tager en mundfuld vand og lægger mærke til hvordan Lauren bare sidder og laver ingenting. Hun hilser ikke engang tilbage til dem der siger hej, når de går forbi.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på om stemmerne virkelig kan tilhøre de samme personer. Hvad nu hvis jeg ikke er den eneste med telepatiske evner? Jeg må have fat i Nathan, så snart jeg kommer hjem.

Det ville være rart, hvis Nathan også havde de samme evner. Så kunne jeg spørge i stedet for at sidde her og være paranoid.

”Skal vi smutte til time?” Lauren afbryder mine tanker.

”Tja, hvorfor ikke?” svarer jeg lettere forvirret, og først herefter begynder mine tanker at finde tilbage til virkeligheden.

 

Endnu en gang sidder jeg ved siden af Aiden. Ashley sidder bag mig sammen med Lauren. Hvis bare jeg kunne bytte plads med en af dem.

Aidens øjne er som klistret til mig og jeg mærker hvordan nysgerrigheden i mig vokser. Det virker ikke til at han er nær så anspændt som tidligere. Hans ændring af humør, får mig til at skæve mod ham, og ikke engang nu forsøger han at undgå mig. Er det virkelig den samme person?

Jeg mærker hvordan det let sitrer i min krop og hvordan migrænen banker på bagerst i mit hoved, men hvorfor?

”Hej igen,” afbryder Aiden, og endnu engang minder hans stemme mig om, at han ikke er en af dem der har invaderet mit hoved. Det ville ellers gøre det hele meget lettere, for jeg er i forvejen irriteret på ham, så hvad betyder endnu en ting til listen?

Han har nu vendt sig yderligere mod mig, og sidder nu bare og venter på at jeg tager mig sammen til at svare. Jeg vender hovedet mod ham og smiler forlorent.

”Hej,” er det eneste jeg kan få over mine læber. Hele mit ordforråd er forsvundet. Det eneste jeg kan tænke på er Aiden, hans mellemlange hår, den sære påklædning og hans gyldne øjne. Jeg får lyst til at slå mig selv i hovedet. Jeg burde ikke tænke sådan. Han er ikke andet end en kujon der ikke ved hvordan man skal behandle andre.

”Vi fik slet ikke hilst ordentligt på hinanden i dag.” Han rækker hånden frem. ”Mit navn er Aiden Viae Warner.” Jeg tager en dyb indånding og bider væmmelsen i mig før jeg giver ham hånden.

”Scarlett Whitefeather.” Hende du stødte ind i i går. Jeg mærker en svag, prikkende fornemmelse i mine fingre, men forsøger at skubbe det væk. Det er  bare noget jeg bilder mig ind. Man får ikke stød af at røre ved andre. Heller ikke selvom jeg har ustyrlige evner.

”Og hvad laver en som dig så her?” Han tager hånden til sig og læner sig afslappet mod bordet.

”Hvad mener du med en som mig?” spørger jeg og lægger armene over kors. Jeg er bare ny og hvad så? Ved han noget?

”Det var ikke ment på den måde,” sværger han. ”Jeg mener, hvorfor er du flyttet til Elentus? Folk plejer at flytte væk herfra.” Han spænder underligt i kæben, bevæger den let fra side til side, næsten helt usynligt. Der er altså et eller andet mystisk over ham. Pludselig taler han til mig, og samtidig ligner han en, der virkelig skal koncentrere sig for at sidde der og spille cool, når han er for tæt på mig. Det har ellers ikke virket som noget problem tidligere.

”Min bror og jeg har overtaget min bedsteforældres hus,” svarer jeg, da jeg får mig løsrevet fra at sidde og stirre åndsfraværende på ham. Jeg kører en hånd gennem håret og trækker det til den ene side, mens jeg samler mig til at blive i den virkelige verden.

Han er bare en helt almindelig fyr, bliver jeg ved med at sige til mig selv. Helt almindelig og yderst irriterende.

Vær’ du glad for at han ikke kan høre dig. Det er ikke venlige tanker du holder dig, når man tænker på hvem du er, brummer stemmen der får det til at løbe mig koldt ned ad ryggen.

Du er her stadig? beklager jeg mig.

Jeg er overalt, ler han så det giver genlyd. Det bedste er at du ikke ved hvem jeg er, og lad det endelig være sådan.

”Scarlett, er du der?” Aiden ser undersøgende på mig, og det går hurtigt op for mig at jeg igen har været fraværende. Det er også de forbandede stemmers skyld.

”Ja, undskyld,” siger jeg og retter mig let op. ”Hvad sagde du?”

”Jeg spurgte, hvor dine forældre er, siden du bor her med din bror?” Mit hjerte springer et slag over ved lyden af forældre. Jeg drejer hovedet en smule væk for at han ikke skal se hvordan mine øjne snart vil glimte, hvis jeg ikke hurtigt får styr på mig selv.

Tag en dyb indånding. Du kan godt. Den varme stemme lyder i mit hoved. Det er beroligende, selvom jeg endnu ikke kender dens ejer.

Jeg gør som den siger.

”Det var ikke …” begynder Aiden, men jeg stopper ham inden han fortsætter. Jeg skal have lukket den samtale. Jeg vender atter hovedet mod ham, så jeg stirrer direkte ind i hans øjne og ryster forsigtigt på hovedet.

”Det ved jeg godt. Du kunne ikke vide det.” Jeg kigger tilbage mod bordet. ”Men der er kun min bror og jeg tilbage.” I det samme kommer læreren ind og smider sin taske på bordet. Jeg retter min opmærksomhed mod ham, men ved ikke hvor jeg skal kigge. Hans blå øjne er alt andet end lige.

”Mr. Hayes’ venstre øje er af glas, så han ser os ikke på denne side.” Aiden læner sig tættere på mig og stopper først da han når mit øre. ”Om lidt vil han bede os om at lave en eller anden nem opgave og dem der bliver først færdig, får tidligere fri. Fysik er det nemmeste fag. Lidt som biologi; sandt eller falsk.” Han trækker sig tilbage, men flytter ikke blikket.

Jeg bliver siddende uden at bryde koncentrationen. Jeg vil ikke kigge på Aiden, selvom det er utrolig fristende. Der noget over ham jeg ikke kan finde ud af. Noget der skriger efter min opmærksomhed, og samtidig er der noget der beder mig om at holde afstand.

Læreren sender spørgsmålene rundt og vi går straks i gang. Den er ikke sværere end biologi, så en halv time senere er jeg færdig. Jeg smugkigger over mod Aiden, der straks kigger på mig og hvisker: ”Skal jeg tage din med op?” Han nikker mod papiret.

”Ja tak.” Jeg skubber langsomt og lydløst papiret hen til ham. Han tager den og går op og afleverer dem. Mr. Hayes tjekker dem og nikker kort uden at kigge op.

Aiden går efterfølgende hen mod døren og jeg følger efter. Jeg kigger kort over skulderen og møder Ashleys blik. Hun udstråler noget der mest af alt minder om frygt, men hvorfor? Der er da ikke noget at være bange for. Aiden er måske en nar, men jeg tvivler på at han er farlig. Desuden har jeg evner, så jeg har ikke noget at være bange for.

”Noget du har lyst til?” Han lukker forsigtigt døren bag sig og læner sig afslappet op ad væggen.

”Det ved jeg ikke rigtig. Nogle forslag?” Jeg ser mig omkring, men der er helt tomt for mennesker. Usikkerheden skyller pludselig ind over mig igen. Hvad laver jeg sammen med Aiden?

”Vi kunne gå forbi mit skab inden næste time? Skal hente en bog.” Han begynder at gå, uden at vente på svar. Jeg kører modvilligt efter, uden egentligt at vide hvorfor. Jeg kan jo bare vende om? Nej, en Whitefeather er ikke en der bare vender om!

”Kommer du?” Hans flabede måde at spørge på, irriterer mig grænseløst. Generelt hans måde at være på går mig på nerverne.

”Har vi da travlt?” Jeg fortsætter i samme tempo. Hjulene ruller pludselig af sig selv og giver mig et chok. Jeg beholder hænderne nede, så det ligner, at det er mig der kører.

Stop Scarlett. Det er ikke legetøj. Og din ven der skal nødigt se det. Vel? Den varme stemme er atter tilbage.

Han er bestemt ikke min ven! Jeg skuler ud i luften. Og hvor ved du fra, hvad jeg laver? Du er her jo ikke engang. Her er fuldstændig tomt for mennesker!

Jeg er her skam. Du kan bare ikke se mig.

Stop! Det her er simpelthen for mærkeligt. Jeg bryder mig absolut ikke om at blive overvåget på den måde.

Hold nu bare lav profil. Hvis vedkommende stod foran mig nu, er jeg ikke sikker på, hvad jeg ville have gjort ved ham.

”Næ, sådan set ikke.” Aiden stopper op foran sit skab og åbner det. Jeg holder en smule afstand, for igen er det som om det kilder og prikker i hele min krop. Migrænen er også så småt på vej tilbage, men jeg forsøger at skubbe det til siden.

Er det mon på grund af ham, at jeg er rundt på gulvet? Nej. Han er stadig ikke anderledes end alle de andre.

”Hvad skal du have i næste time?” Han stikker hovedet frem fra bag skabslågen og kigger på mig, med den ene hånd på lågen og den anden inde i skabet.

”Engelsk. Dig?” Jeg kører tættere på ham, og ignorerer den ubehagelige følelse.

”Samme.” Han tager hænderne til sig og lukker skabet. Han ligger en lille sort bog ned i en lomme på sin frakke. Jeg undrer mig stadig over hvorfor han har den på indendørs.

”Hvad var det for en bog du hev ud af skabet?” Jeg peger på hans lomme.

”Bare en bog.” Han hiver frakken på plads over skuldrene, stikker hænderne i lommerne og vender rundt. Jeg beslutter mig for at følge efter ham. Det var ham der hev mig med, så nu får han lov til at hænge på mig. ”Hvorfor følger du efter mig?”

”Fordi jeg kan,” svarer jeg og bevarer roen i min stemme, selvom det er hårdt fysisk at skulle følge efter en med så lange ben. Det ville altså være nemmere, hvis jeg bare måtte bruge mine evner. ”Du kan ikke bare gå på den måde.” Jeg sætter tempoet op og forsøger at indhente ham.

”Det kan du jo se, jeg kan.” Han fortsætter i samme tempo, upåvirket af min tilstedeværelse.

”Stop lige. Der ingen grund til at stikke af. Jeg vil bare snakke.” Jeg når op på siden af ham pg kører ind foran, så han bliver nødt til at stoppe op.

”Gider du godt lade være med det der.” Han ligger armene over kors.

”Jeg stopper ikke, før du fortæller mig, hvorfor du flygter konstant?” Jeg skal lige til at række hånden ud efter ham, da han tager et skridt baglæns, men jeg fortryder i det samme.  Jeg holder hænderne for mig selv og koncentrerer mig om ikke at bruge mine evner.

”Jeg flygter ikke. Jeg holder afstand.” Han stikker atter hænderne i lommerne og ser stift på mig. Det føles næsten som om at han ser gennem mig.

”Kald det hvad du vil. Men hvorfor?” Jeg rykker tættere på ham.

”Har du overvejet, at jeg måske kunne være farlig? Du ved ikke engang hvem jeg er.” Noget i hans blik ændrer sig tydeligt. Den måde han ser på mig som om jeg er dagens menu er vendt tilbage. Alligevel er der noget i mig, der stadig trækker. En del af mig vil have mere. Vide mere.

”Det må være din joke,” griner jeg og prøver at lette stemningen. Han må ikke lukke mig ude allerede. ”Jeg tvivler på at du er farlig.”

Han river sig løs af mit blik og går rundt om mig i en glidende bevægelse. Jeg bliver siddende uden så meget som at blinke. Han bukker sig ned bag mig og hans pludselige berøring ved min hals får det til at svimle for mine øjne.

”Pas på med at sige sådan Scarlett. Lad være med at udfordre skæbnen mere end højst nødvendigt.” Hans hvisken i mit øre får det til at løbe koldt ned ad ryggen. Har jeg ikke hørt det med skæbnen før?

Inden jeg når at tænke længere, strømmer folk ud fra lokalerne og Aiden er forsvundet, næsten som om han slet ikke har været her. Tilbage sidder jeg alene midt i mylderet af mennesker. Et tomt hul vokser indeni mig med lynets hast. En længsel efter Aiden der kun er blevet stærkere. Men hvorfor?

Nej, jeg er ikke forelsket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...