Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61815Visninger
AA

61. Kapitel 59 - Mit eget valg

”Det er dog den værste idé jeg nogensinde har hørt,” brøler Michael. ”Godt nok er du en Viux, men hvordan i alverden kan du finde på at foreslå lige præcis dét? Du må da være fuldstændig vanvittig!”

Aldrig har jeg hørt ham råbe så højt som nu. Det er lige før han kunne skræmme livet af mig. Det ser dog ikke ud til at røre Aiden. Han sidder bare lænet afslappet tilbage på køkkenstolen.

”Har du måske et bedre forslag?” spørger Aiden og lægger armene over kors.

Ashley og Nathan sidder tavse, og lytter bare til Michaels og Aidens endeløse diskussion. Og jeg sidder bare her og ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv.

På den ene side kan jeg sagtens forstå hvorfor Michael reagerer som han gør. Det er imod alt han tror på, og han kan i forvejen ikke lide den side af mig. Det er heller ikke fordi jeg synes det er fedt, men jeg er ved at blive sindssyg.

Den samme drøm om død hjemsøger mig stadig, og hver eneste nat bruger Aiden flere timer på at få mig til at falde til ro. Derfor har jeg heller ikke været i skole siden sidste uge. Jeg sover ikke ret meget, og efterhånden som mareridtene er taget til, har jeg igen haft problemer med at skelne mellem dem og virkeligheden.

Jeg forsøger virkelig at gøre som Aiden har lært mig. Det er ikke virkelighed, og Arketah spiller bare på min frygt. Den eneste måde jeg kan slippe fri på er ved at se frygten i øjnene, og det er ikke nok bare at lade som om. Nej, det skal være ægte.

Problemet er at jeg ikke kan se den i øjnene. Jeg kan ikke acceptere at se alle omkring mig dø. Jeg kan ikke bare stå og se på, som om det ikke betyder noget. Det er ikke sådan jeg er.

”Hvorfor kan vi ikke bare prøve? Der kan jo ikke ske noget, og måske kunne det faktisk hjælpe,” blander jeg mig.

”Du har brugt alt for meget tid med den Viux.” Michael skuler mod Aiden. ”Du tænker ikke klart.”

”Og du vil ikke have at hun skal have det bedre?” Aiden retter sig op. ”Du har vidst intet begreb om hvad hun har været igennem.”

”Hvis det ikke havde været for dig, var det her aldrig sket,” råber Michael, og Aiden farer op.

”Uden mig havde Scarlett ikke været i live,” brøler han.

”Stop så!” Jeg bliver snart vanvittig af deres latterlige diskussion. Det er ikke et valg de skal tage for mig, og ingen skal tale sådan til Aiden. ”I kan ikke være det bekendt.” Jeg kører hen mellem dem og ser vredt på Michael. ”Hvor vover du sige sådan om Aiden?”

”Han er en dæmon. Kan du ikke selv se problemet?” Han knytter hænderne.

”Det er jeg også,” bider jeg. ”Og uanset hvad så er det ikke din beslutning.”

”Jeg synes du skal sove på det, inden du vælger noget du vil fortryde resten af dit liv.”

”Du ved ikke hvordan det er at se den slags billeder konstant,” svarer jeg med hævet stemme. ”Jeg bliver sindssyg, hvis det ikke snart holder op.”

”Vi må kunne finde en anden måde,” beder han.

Tanken gør lige så ondt på ham som den gør på mig. Jeg er bestemt heller ikke glad for at gøre det, for jeg ved at det kan ende galt, men jeg har ikke andre muligheder.

”Det ved du godt, at vi ikke kan.” Aiden rykker tættere på mig. ”Der findes ikke nogen måde en heks kan slippe fri på. Kun hvis hun har trænet i mange år. Dæmonen i hende er vores eneste mulighed.”

”Og hvad hvis dæmonen i hende vil have mere?” Michael bliver ved, og lige da jeg igen skal til at blande mig, afbryder Nathan.

”Sådan er det altså ikke at være den slags Viux. Vi kan styre vores tørst.”

”Desuden er der ikke nogen der skal dø, for at Scarlett kan blive fri af Arketah,” indskyder Ashley, der ellers har holdt sig uden for diskussionen.

Jeg er også på Team Scarlett, svarer Mitchell blidt. Men lov mig at du passer på.

Det lover jeg. Og tak. Jeg kan ikke lade være med at smile.

”Valget er dit, Scarlett,” siger Nathan og smiler til mig.

Jeg bakker hen ved siden af Aiden, mens jeg ser hvordan Michael langsomt mister varmen i sit blik.

”Jeg vælger blodet.” Da ordene forlader mine læber, mærker jeg hvordan trykket forsvinder fra mit bryst. Det er det eneste rigtige.

”Hvis det virkelig er det du ønsker,” svarer Michael med væmmelse i stemmen.

”Jeg vil bare gerne have Arketah ud af mit hoved, og hvis jeg kun kan gøre det ved at give mit dæmon-jeg brændstof, så er det det jeg må gøre.” Jeg ser undskyldende på ham. Ikke fordi jeg fortryder mit valg, men fordi jeg kan se hvor ondt det gør på ham.

”Jeg kan ikke lide det, og du får mig aldrig til at kunne lide den del,” svarer han og ser på mig med blandede følelser. ”Men jeg accepterer at du har taget dit valg.” Han kommer helt hen til mig og ikke mange sekunder efter lægger han armene om mig.

”Tak, Michael,” svarer jeg og knuger ham ind til mig. Tanken om at han igen skulle vende sig og gå er ikke til at holde ud lige nu. Han har hjulpet mig igennem en svær tid og også lukket mig ind i sit hjem, selvom han vidste, hvad jeg var.

”Bare lov mig at passe på,” beder han.

”Sjovt. Mitchell sagde præcis det samme,” svarer jeg og smiler let da han trækker sig tilbage.

”Han må være en meget klog person,” griner Michael som om han finder det morsomt.

Aiden lægger en arm om mig, og jeg læner mig kærligt ind mod ham. Varmen fra hans krop kærtegner min hud og fortæller mig at jeg har truffet det rigtige valg.

 

Jeg har besluttet at vente til det bliver aften. En del af mig har lyst til at udsætte det så længe som muligt. Blodet giver mig stadig kvalme, og tanken om hvor galt det kan gå, lurer konstant i mit baghoved.

Aiden har meldt sig som blodbank, selvom jeg gentagne gange har protesteret. Hvad hvis jeg ikke kan styre det?

Fordelen ved at det er ham, er at jeg allerede har hans blod i mit systemet, og at min krop derfor ikke skal vænne sig til noget nyt. Denne gang skal den bare lade være med at gå i chok.

Det eneste ved alt det her der kan få mig til at trække på smilebåndet, er det faktum at Michael har lovet at blive denne gang. Godt nok ikke mens det står på, men han bliver trods alt i huset. Hvorfor det betyder så meget, ved jeg ikke, men det er også lige meget.

”Du kan stadig nå at ombestemme dig,” siger Aiden og sætter sig på kanten af min seng.

”Hvad nu hvis jeg ikke kan styre det?” svarer jeg og kaster blikket over mod spejlet. ”Hvis det dæmoniske i mig tager over?”

”Det kommer ikke til at ske. Mit blod burde ikke gøre dig afhængig, i modsætning til blod fra dyr og mennesker. Og hvis det alligevel skulle ske, så finder vi også en løsning på det.” Han stryger mig på håret.

”Jeg håber, at du har ret,” svarer jeg og retter blikket mod ham. Han smiler skævt.

Aiden kravler op i min seng og sætter sig ved siden af mig. Jeg putter mig straks under hans muskuløse arm. Her er der ikke nogen der kan gøre mig noget. Ikke engang Arketah.

”Hvordan er det nu det fungerer med det der blod? Bliver mine drømme spærret for alt og alle?” spørger jeg uden at flytte mig.

”En Viux kan ikke påvirke en anden Viux’ drømme, men eftersom du også er en heks, har du stadig mulighed for at give en Viux tilladelse til at kigge ind.”

”Men der er lukket for Arketah?”

”Ja, så længe du giver din dæmoniske side har noget at holde sig kørende på, så kan han ikke gøre dig noget.”

Havde det ikke været for Arketah, havde jeg ikke været nødt til at satse. Jeg ville ikke have været nødt til at udsætte mig selv for yderligere farer. Det er slemt nok at den side af mig er vågen, men nu er jeg også nødt til at tage den i brug.

”Jeg er bange,” siger jeg svagt.

”Jeg passer på dig, Scarlett. Uanset hvad du vælger, så er jeg her altid for dig,” svarer han med en varm, blød stemme, der føles et tæppe der lægges om mig.

”Tak, Aiden,” svarer jeg og ser op. Hans øjne gløder som ilden ved et bål en sensommeraften.

”Er du klar?” spørger Aiden og stryger mit hår om bag mit øre.

”Så klar som man nu kan blive,” svarer jeg og bider mig i læben.

Han vender håndfladen mod loftet og en meget speciel kniv kommer til syne. Dens skaft er lavet af noget sort, snoet metal og i enden er en rød sten indkapslet i noget der mest af alt minder om spindelvæv. Selve bladet på kniven har store, bløde buer og ender ud i en spids der ser ud til at kunne flænse luften.

”Det hedder en athame,” siger Aiden som har han allerede hørt min undren. ”Den bruges af både hekse og dæmoner til forskellige ritualer, og det her er så min. Jeg har den altid gemt sikkert af vejen. Det er en meget personlig ejendel.”

”Jeg har læst om den i min bog,” svarer jeg med blikket fæstnet på hans athame, og sørger for ikke at glemme hvordan den ser ud. ”Men jeg har ikke en.”

”Det skal nok komme. På et tidspunkt skal I nok finde hinanden,” forsikrer han og rækker mig sin, så jeg bedre kan studere den.

”Hvad mener du?” spørger jeg, mens jeg vender og drejer den. Metallet føles køligt som vinden en forårsdag i starten af året.

”I skal vælge hinanden,” svarer han og tager den tilbage da jeg skal til at røre ved bladet.

”Hvor finder jeg dem?”

”I alle andre verdener end denne,” svarer han og lader sine fingre kører ned ad den. ”Men det skal vi nok komme til senere.”

”Kan man slå en Viux ihjel med din?” spørger jeg, da jeg kommer i tanke om, hvad der egentlig stod om den i Skyggernes Bog.

”Nej, ingen har set den siden 1872,” svarer han og smøger ærmet op og sætter knivens blad mod håndleddet. Jeg mærker hvordan min mave vender sig selvom der endnu ikke er blod at se.

”Bare husk at slappe af,” siger han inden den snitter huden og en mørkerød væske siver frem. Kniven forsvinder tilbage til hvor end den nu høre til, og han lægger derefter armen om mig. Den anden rækker han mod mig og venter på at jeg sætter munden til.

Duften kravler op i min næse og jeg undertrykker trangen til at kaste op. Det nytter ikke noget at blive ved med at udskyde det.

Jeg tager fat om hans arm med begge hænder og lukker øjnene, før jeg lader mine læber røre ham.

Den metalliske smag af blod er det eneste jeg lægger mærke til. Og temperaturen. Det er lunt som en sommeraften, og får mig til at glemme tid og sted.

Det varer ikke længe før kvalmen forsvinder, og jeg bare lader blodet strømme ned gennem min hals. Det kilder i hele min krop, og snart mærker jeg hvordan min krop vil have mere.

”Tror du ikke, at du har fået nok for denne gang?” Aiden forsøger at tage armen til sig, men jeg strammer grebet.

Bare lidt mere.

”Scarlett,” siger han en anelse højere. ”Giv slip.”

Jeg hører klart og tydeligt hvad han siger, men det er alligevel som om jeg ikke rigtig hører ham. Min krop lystrer i hvert fald ikke.

”Du er stærkere end det,” hvisker han i mit øre. ”Giv slip.”

Det smager sødt som honning, og al form for væmmelse er forsvundet. Jeg kan ikke bare slippe. Her er endelig ro, og en sitrende energi strømmer gennem mig. Det føles som om jeg pludselig har mange flere kræfter.

”Du gør mig ondt, Scarlett,” stønner han.

Noget i mig reagerer og får mig til at slippe. Blodet siver i min mundvige og febrilsk tørrer jeg det væk.

Aiden ånder lettet op og læner hovedet mod væggen. Jeg slikker blodet af mine læber før jeg drejer hovedet for at se ham i øjnene.

”Undskyld,” siger jeg og kommer til at kigge på hans arm. To halvcirkler magen til mine er nu at se på hans håndled. ”Det var ikke meningen.”

”Du ender med at tage livet af mig,” siger han og da han ser mit tomme blik, skynder han sig at rette sig selv: ”Nej, undskyld, det lød forkert.”

”Det er okay,” svarer jeg og kigger ned. ”Jeg er vidst selv uden om det.”

”Men jeg er stadig stolt af dig,” siger han og løfter blidt min hage op så jeg kan se hans varme øjne der kan slå benene, eller rettere hjulene, fuldstændig væk under mig.

”Jeg blev fristet,” svarer jeg med tryk på det sidste.

En helt ny energi strømmer gennem mig, og det er som om at jeg kan se hvordan den omfavner os begge, for til sidst at forsvinde.

”Men heksen i dig reagerede, da jeg sagde, at du gjorde mig ondt,” siger han og får mig til at glemme den underlige følelse. ”Det er præcis sådan det skal være. Måske du skal lære selv at stoppe, men det tager vi senere. Lige nu skal vi bare have fundet ud af hvor længe du kan undvære blod før mareridtene vender tilbage.”

”Så jeg kan risikere at Arketah igen invaderer mit hoved?” Jeg ser på ham med store øjne. Jeg troede at han aldrig kunne komme igennem igen?

”Teknisk set, ja, men nej,” svarer han og trækker ærmet ned så jeg ikke længere kan se arrene.

”Det kan man ikke sige,” beklager jeg mig.

”Det kan du da høre at jeg kan,” svarer han med et drilsk glimt i øjet.

”Men det er ikke ensbetydende med at det giver mening.”

”Livet giver ikke mening, og hvad så? Vi er her jo stadig.”

”Du giver ikke mening,” svarer jeg og sukker højlydt.

”Nej, og jeg er forbandet god til det,” griner han. ”Men for at svare på dit spørgsmål, så nej. Arketah vil ikke kunne invadere dit hoved igen. Jeg overvåger dine drømme, og i det sekund jeg kommer igennem uden tilladelse, så får du noget mere. Giver det mening?”

”Du skal være sød,” advarer jeg og peger på ham.

”Ellers hvad?”

”Så kommer jeg efter dig.” Eller forvandler ham til en frø?

”Jeg er ikke bange for dig. Og truslen om at blive forvandlet til en frø er altså en smule kliché. Desuden er jeg ikke sikker på at det vil være særlig fedt at kysse en frø. De er både klistrede og grønne.” Han rynker på næsen.

”Grøn er da en fabelagtig farve?” siger jeg og stirrer på ham med store øjne.

”Du er en fabelagtig farve,” siger han og læner sig mod mig.

”Det kan du selv være,” hvisker jeg og strækker mig så vores læber mødes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...