Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61842Visninger
AA

60. Kapitel 58 - Pas på hinanden

”Du kan ikke gemme dig for evigt!” synger Arketah bag mig. Foran mig. Oppe fra. Alle vegne fra.

Jeg lægger alle kræfter i for at tvinge hjulene frem, men for hver gang jeg slipper hjulene for at trække armene tilbage, er det som om at tiden bliver spolet tilbage for så at starte igen.

”Du kan ikke gemme dig for evigt!”

Jeg befinder mig på en kirkegård. En svag tåge ligger over jorden og gør det svært at se, men min krop ved præcis hvor den skal føre mig hen.

”Jeg kommer og tager dig,” hvisler han. Det løber mig koldt ned ad ryggen.

 

Husk hvad jeg har lært dig.

 

Hvad hvem har lært mig?

Jeg ser mig omkring, men her er ingen at se. Her er kun mig.

”Du kan ikke flygte.”

”Det behøver jeg heller ikke,” flyver det ud af mig og i samme øjeblik er det som om at noget slår klik. Det her er ikke virkeligt.

Jeg stopper med at kæmpe imod og lader scenen udspille sig. Det er den eneste vej ud. Det er Arketahs værk.

Scenen skifter. Jeg er stadig på en kirkegård, men nu er tågen lettet og en enkelt gravsten står foran mig.

’Aiden Viae Warner’ står der med svungne bogstaver.

”Nej,” gisper jeg. Ikke Aiden. Det kan ikke passe. Han er ikke død.

”Jo,” svarer Arketah og træder frem. Han smider Aiden mod jorden og han lander med et bump.

Død.

Jeg skubber mig ud af stolen og lander på jorden ved siden af Aiden. Han er kold som har han været død længe.

”Der findes ikke noget bedre end at se hvordan en heks langsomt dør indefra. Men sig mig, hvordan føles det egentlig? At leve med så meget blod på sine hænder, kan umuligt være rart for en heks.” Arketah står og smiler tilfredst.

”Jeg har ikke slået nogen ihjel,” svarer jeg indædt og retter opmærksomheden mod Aiden. Der må være noget jeg kan gøre. Han kan ikke være død.

”Aiden,” hvisker jeg og kærtegner hans kind, men han reagerer ikke. Jeg hører Arketah le, men jeg forsøger at ignorere ham. Der skal være en løsning.

”Du kan lige så godt vænne dig til det. Hver og en du kender vil dø for øjnene af dig, før det bliver din tur.”

”Det bliver vi to om at bestemme,” knurrer jeg og hiver mig ind til Aiden. Jeg skal nok finde på noget.

”Jeg beundrer din stædighed. Du er kommet langt.” Han sætter sig på hug og ser mig direkte i øjnene. ”Men uanset hvad, så tro aldrig at du nogensinde vil vinde denne kamp.”

”Du vinder ikke.”

”Det har jeg allerede gjort.”

 

Jeg slår hovedet mod væggen, da jeg vågner.

”Jeg binder dig snart fast, når du sover,” griner Aiden mens han aer mig på hovedet. ”Du ender med at komme til skade en eller anden dag.”

Det er ikke første gang jeg gør det der. Faktisk har jeg gjort det de sidste fem nætter nu. Og hver gang er det det samme mareridt. En eller anden dør.

Nogen dør.

Aiden.

”Nej,” hvisker jeg og ser hans livløse krop for mit blik.

”Scarlett?” Aiden kravler tættere på. ”Du er i sikkerhed.”

”Nej,” svarer jeg og ser på ham. ”Ingen er.”

Han lægger armene om mig og hiver mig helt ind til sig. Tårerne vælter ud ved hans berøring, og jeg krøller mig sammen.

”Shh,” trøster han og kysser mig på håret. ”Der sker ikke noget. Det lover jeg.”

”Du … døde,” hulker jeg.

Hele scenen udspiller sig igen og selv i vågen tilstand skærer det i mit indre. Selvom jeg ved at Aiden er her, føles det stadig som om at han allerede er blevet taget fra mig.

”Men jeg er her stadig, og jeg lover dig, at der ikke sker noget. Jeg bliver lige her ved din side. Hører du?”

”Jeg kan ikke mere,” siger jeg grådkvalt. ”Kan ikke holde ud at se mere.”

”Stop, Scarlett. Du er stærkere end det. Jeg er en af de stærkeste dæmoner, og mig slår man ikke bare ihjel.” Han aer mig på ryggen.

”Han har nær slået dig ihjel én gang. Du er ikke udødelig.”

”Så må vi jo få Arketah af vejen først,” svarer han alvorligt. ”Desuden er det noget andet nu hvor du er tilbage. Du gør mig stærkere.”

”Han er din far? Du kan da ikke …”

”Slå ham ihjel? Let som ingenting,” afbryder han og trækker sig tilbage for at se mig i øjnene. ”Jeg vil gøre alt for at passe på hende jeg elsker.”

”Også hvis det ender med at koste dig livet?”

”Til enhver tid,” svarer han og smiler på sin helt egen måde. Det smil jeg blev forelsket i fra starten af. ”Og som du ved, holder en Viux hvad han lover.”

Han læner sig mod mig og jeg læner mig mod ham til vores læber mødes. Vi smelter sammen og vores energier blandes.

Hvad siger du til en lille nattevandring? spørger han, mens han stadig smager på mine læber.

Hvor hen?

Det er en overraskelse.

 

Han tager mig med ud til klippen. Vores evige mødested. Her er så mange minder at jeg får hovedpine, hvis jeg lukker dem alle ind på en gang.

Det var her Aiden så mine telekinetiske evner for første gang og det var her han kyssede mig første gang. Vi har tilbragt mange timer herude, og vi har altid kunnet finde hinanden.

Sidst jeg var her, var da jeg fandt Aiden næsten livløs.

Det gyser i mig ved tanken om at Aidens død næsten har været virkelighed. At det sagtens kan lade sig gøre, at slå ham ihjel.

Så mange minder, mareridt. Mit hoved dunker og jeg kan snart ikke holde det ud længere. Hvis jeg bare kunne spole tiden tilbage til dengang vi bare var forelskede, og hvor Lauren stadig var i live. Det ville gøre alt lettere.

Alligevel er der noget bagerst i mit hoved, der siger mig at det i sidste ende ikke vil gøre nogen forskel. Arketah skulle nok finde en måde at ramme mig på uanset hvad, og med hans hang til at dræbe, så vil slutresultatet altid være det samme.

”Du tænker for meget. Jeg kan se det på dig.” Det er først nu jeg opdager at han kigger på mig.

”Jeg kan ikke gøre for det,” svarer jeg og trækker på skuldrene.

”Vi kan alligevel ikke gøre noget lige nu, så tror du ikke at du skulle give dig selv fri lidt?” Han stryger mit hår om bag mit øre.

”Det kan jeg ikke,” svarer jeg og flytter blikket væk. ”Jeg kan ikke bare sidde her og lade som om alt er godt, for det er det ikke.”

”Men vi finder en løsning,” forsikrer han og i nogle sekunder ser jeg en lykkelig slutning på dette helvede. Derefter ser jeg atter helvedes uendelige lidelser.

Jeg hører Laurens blide latter for mig og kan ikke lade være med at vende mundvigene let op. Hun var en fantastisk veninde, selvom hun ikke havde nogen anelse om hvad jeg i virkeligheden var og er. Hun sørgede for at holde mig på jorden, og lærte mig at være et menneske.

Lauren minder mig om alt det gode i denne verden, også selvom hun til tider kunne være lidt for meget.

Jeg kan ikke bare give op nu. Ingen skal dø uden at blive hævnet. Hendes død skal ikke være forgæves.

”For Lauren,” siger jeg og vender hånden mod himlen. En hvid kugle kommer til syne, og jeg sender den mod himlen og stjernerne. 

”Den er smuk,” hvisker Aiden og lægger armen om mig. ”Du er en god heks. Husk det.”

 

”Hvad mente Xakery egentlig med ’pas på hinanden’?” spørger jeg, mens jeg putter mig tættere ind til Aiden.

Kulden har lagt sig om mig og endnu en gang er jeg heldig at have en kæreste der er evigt varm.

Han løftede mig ned til sig kort efter jeg havde oplyst en plet på himlen med min kugle. Jeg begyndte at klapre tænder, og Aiden kan ikke lide når jeg fryser. Det er heller ikke fordi jeg synes det er fedt, men jeg kan ikke lide at bede om ting, være til besvær.

”Jeg ved det ikke, men han må have set noget,” svarer han. ”Det kunne være rart at vide, hvad han helt præcist har set.”

”Og hvorfor skulle han overhovedet ønske at vi passer på hinanden? De er da ligeglade med hvad der sker med mig.” Jeg kigger op på ham, men hans blik er fjernt.

”Rådet er bange for dig, fordi du teknisk set har flere kræfter end dem, hvis du lærer at kontrollere alle dine evner.” Han retter blikket ned mod mig. ”Og Xakery er en smule anderledes, mere hemmelighedsfuld end de andre. Det er ikke utænkeligt, at han mener det. Vi ved ikke hvad han har set, men det må have været meget interessant.”

”Tror du de kunne finde på at splitte os en dag? Hvis de er så bange for at mine dæmoniske evner udvikler sig?”

”Man skal ikke undervurdere Rådet, så ja, det er ikke utænkeligt, men den slags synes jeg ikke vi skal tænke på.” Tonen i hans stemme bliver langsomt mørkere. ”Jeg vil aldrig lade dem røre dig, hører du?”

”Men hvad hvis de faktisk er stærkere end os?”

”Stop, Scarlett. Jeg kan ikke holde tanken ud. Er du klar over, hvor tit det hjemsøger mig, at du en dag, uden varsel, bliver taget fra mig?” Han spænder i kæben og lukker hårdt øjnene. ”Det vil være som at få sjælen revet midt over. Jeg har bundet mig til dig, fordi det er dig jeg elsker, og hvis de tager dig, vil jeg have for ondt til at kunne leve.”

”Aiden,” hvisker jeg og går i stå. Det var ikke for at såre ham.

”Jeg kan ikke,” svare han med en dyb stemme.

”Undskyld,” siger jeg og retter mig op for at se ham i øjnene. ”Det var ikke meningen.”

”Men sagt er sagt.” Hans øjne har mistet deres glød.

Jeg kan ikke lide at se ham sådan. Den store, stærke Viux er forsvundet og erstattet med en følsom fyr. Han er blevet blød af at være i nærheden af mig.

”Du er ikke den eneste der er bange,” siger jeg og finder hans hånd. ”Jeg er også bange for at de tager dig fra mig. Du er den eneste jeg kan stole på, bortset fra min bror, og uden dig er jeg intet. Det er dig jeg elsker, Aiden. Dig for evigt.”

”Mener du det?” Hans glød vender tilbage, mens han ser indtrængende på mig.

”At det er dig jeg elsker for evigt?” spørger jeg overrasket. ”Hvordan kan du tro andet?”

”Så der er intet mellem dig og Michael?” Han løfter et øjenbryn.

”Ikke det der igen,” sukker jeg. ”Han er ikke andet end en god ven, der har hjulpet mig i en svær tid. Det vil altid være dig jeg elsker - dæmon eller ej,” svarer jeg og ser ham kærligt i øjnene.

”Han har passet godt på dig,” siger han tomt.

”Og nu skal vi to passe på hinanden,” svarer jeg og læner mig frem mod ham. ”Okay?”

Jeg mærker hvordan mit hjerte pumper hårdere i mit bryst og jeg kan næsten høre hvordan Aidens energier summer som strømmen fra en højspændingsledning.

Han skubber mig bagover og det varer ikke længe før jeg mærker græsset kilde min nakke. Det er fugtigt, men det er lige meget. Alt jeg kan fokusere på, er Aidens læber der kommer tættere på.

Duften af roser snor sig om os og jeg giver mig helt hen. Lader ham tage styringen.

Smagen af blod rammer mine læber, da han kysser mig, men jeg undertrykker følelsen af trang til at smage mere. Jeg drikker ikke den slags.

En gang imellem er det altså en smule træls at kunne smage blod hver gang han kysser mig, men heller ikke det skal have lov til at ødelægge det vi har.

Han lægger en hånd kærligt på siden af mit hoved og jeg gør det samme på hans. Jeg begraver mine fingre dybt i hans hår, og lader mig smelte sammen med hans energier.

Vi er én.

Hans læber bevæger sig ned ad min hals, og hans fingre kærtegner den. Jeg lægger mærke til at han ikke undgår min halskæde, og at der ikke sker noget, da han gentagne gange rører den.

”Jeg troede ikke dæmoner kunne røre en heks’ pentacel?” siger jeg og afbryder ham.

”Ingen kan bare røre pentaclet. Det gør yderst ondt, hvis vi gør det,” svarer han og løfter hovedet. ”Men jeg kan fornemme at du stoler på mig, siden den ikke har brændt mig.”

”Selvfølgelig stoler jeg på dig,” siger jeg og lægger armene om hans nakke. ”Er det ikke det der er meningen i et forhold?”

”Du ved godt, hvad du siger, ikke? At du stoler på en af verdens farligste væsner?”

”Det er ikke mere underligt end at du elsker hende der burde slå væsner som dig ihjel,” svarer jeg og skubber mig op mod ham.

”Så lad os være underlige sammen.”

”Sammen,” svarer jeg og trækker ham ind til endnu et kys.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...