Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

109Likes
227Kommentarer
62702Visninger
AA

59. Kapitel 57 - Rådet

Jeg synker en klump og bevæger mig mod døren. Aiden er lige bag mig, og hans spændinger fortæller mig tydeligt at der er noget galt.

Da jeg kommer ud til døren, ser jeg de to betjente fra tidligere. Leo og George. De står begge og ser på mig med en blanding af munterhed og dyb alvor.

”Godt at se dig igen,” siger manden til højre. ”Hvordan har du det?”

Jeg ser undrende på ham. Er de ikke for at anholde mig som medskyldig, eller hvad man nu gør i den verden?

”Har haft det bedre,” svarer jeg til sidst for ikke at virke uhøflig.

”Ja, du har ikke været så heldig,” svarer han lidt for muntert, som om alvoren endnu ikke er gået op for ham.

”George,” siger manden til venstre der må være Leo, irettesættende og giver ham et par på hovedet.

”Hvad skulle det til for?” klager George højlydt og masserer sit baghoved.

”Du skal lære at have nogle manerer,” siger han og peger advarende på ham. ”Og undskyld, Scarlett, du skal ikke tage dig af min uduelige kollega.”

”Det er okay,” skynder jeg mig at svare og sender et hurtigt smil til George.

”I hekse er da også så tilgivende, men det er måske meget heldigt, for kære George her når han  aldrig tænker før han taler.” Leo fortsætter med at køre i det, og George lader bare som om han ikke hører efter.

Jeg kan dog tydeligt mærke på hans sitrende energier at det går ham voldsomt på. Hvorfor han så ikke gør noget ved det, det forstår jeg ikke.

”Er I sikre på at I ikke burde finde en psykolog at besøge i stedet.” Aiden kommer nu til syne i døren.

”Yderst tilgivende,” mumler Leo, da han ser Aiden. ”Imponerende.”

”Kan du ikke udvise lidt mere foragt?” siger Aiden og træder helt tæt på mig. Da han lægger en hånd på min skulder, trækker Leo kort på skuldrene og forsøger at finde tilbage til sit kontrollerede selv.

”Vi er egentlig kommet på vegne af Rådet,” rømmer George sig, da han opdager at Leo er færdig med at snakke om ham.

”Rådet?” spørger jeg med rystende stemme. ”Jeg har da ikke gjort noget der er imod reglerne?”

”Vi er kun budbringere, så vi blander os ikke i hvad årsagen er,” svarer Leo, som er det en indøvet replik.

”Men de lød ikke glade,” kommenterer George og får endnu et slag over hovedet.

”Vi er nødt til at bede dig om at følge med,” siger Leo med fast stemme.

”Og hvis hun nægter?” Aiden skubber sig halvt ind foran mig.

”Så tager vi hende med alligevel.”

Jeg mærker hvordan Aidens knitrende energier smitter af på mig. De prikker ivrigt til dæmonen i mig, og jeg er nødt til at tage et par dybe indåndinger for at kunne få det under kontrol. De behøver ikke at få en reel grund til at mistænke mig for noget.

”Det er okay,” svarer jeg og ser op på Aiden. ”Jeg har ikke gjort noget, så de kan heller ikke gøre mig noget.”

”Du ved ikke hvordan det foregår, gør du?” Aiden ser ned på mig med et nervøst blik.

”Det er vel bare de fem fra Rådet der har fundet noget jeg skal have skylden for? Så slemt kan det da ikke være.”

”De hiver dig i retten for magiske væsner,” nærmest råber han.

”Men jeg har ikke gjort noget,” siger jeg og forsøger at lyde overbevisende. Både for at berolige ham, men også for at få mig selv til at tro at det er sandheden.

Jeg ved, at jeg ikke har brugt mine dæmoniske evner til at slå nogen ihjel. Jeg har skadet Aiden en enkelt gang, men han lever da endnu.

Det eneste de kan anklage mig for er Laurens død, selvom det heller ikke direkte er min skyld. Jeg er grunden til at Arketah valgte Lauren, og jeg er grunden til at Nathan kan blive den næste, men jeg har på ingen måder slået dem ihjel.

Folk er kommet til mig af egen fri vilje, og den kan og må jeg ikke ændre. Menneskets frie vilje er noget af en forbandelse, i hvert fald når den forhindrer hekse som mig i at redde dem.

”Jeg tager med,” siger Aiden og lægger tryk på hvert eneste ord.

”Og det gør jeg også,” kommer det fra Nathan der atter er dukket op bag mig.

”Hvis Scarlett godkender jeres tilstedeværelse, så er I velkomne.” George fremtvinger et smil, men det ser helt forkert ud. Som hans muntre side kolliderer med den alvorlige side.

”De skal med,” bekræfter jeg, og da ordene har forladt mine læber, mærker jeg hvordan mit hjerte falder til ro. Tanken om at jeg ikke skal stå alene over for Rådet, får mig til at slappe af.

Der er ikke noget at være bange for.

”Så synes jeg, at vi skal se at komme af sted,” siger Leo og rækker hånden frem mod os, som om han forventer at vi alle skal holde i hånd.

”Det er sådan vi rejser,” forklarer George, da han ser mit spørgende blik.

Tøvende rækker jeg hånden frem, og da alle har taget hinanden i hænderne bliver jeg blændet af et lys der omslutter os.

Jeg kan ikke høre andet end min egen vejrtrækning, og det eneste der fortæller mig at jeg ikke er alene, er Aidens varme hånd i min. Jeg kan ikke længere mærke George i min anden hånd, men jeg bliver ved med at sige til mig selv, at han stadig er der. Han har ikke bare efterladt os midt i ingenting.

Har han?

Er det sådan Rådet eliminerer trusler - sender dem ud i ingenting?

Jeg åbner munden for at kalde, men ikke en lyd kommer ud.

Aiden? prøver jeg telepatisk, men heller ikke det virker.

Det er altså umuligt at kommunikere her midt i ingentingen.

Pludselig forsvinder lyset som en lampe der slukkes. Mørket skærer i mine øjne, og jeg mærker hvordan min mave trækker sig sammen.

Jeg kan stadig mærke Aidens hånd i min og langsomt begynder jeg også at kunne fornemme lyden af nogen der trækker vejret. Og jeg kan igen mærke nogen i min anden hånd.

Langsomt vender et lys tilbage og jeg kan nu se ansigterne på Nathan, Aiden, Leo og George.

En rum toner frem, og snart kan jeg se at vi befinder os på en stor gang med hvidt marmorgulv og mosaik på væggene. Det forestiller pentacler, pentagrammer, yin og yang tegnet, vægtskåle og silhuetter af mennesker.

”Ja, det er ikke alle der er lige glade for lyset heroppe” siger George og slipper min hånd. ”I må gerne tage plads på bænken lige derhenne og så kommer der en og henter jer om lidt.”

De forsvinder begge i den modsatte retning og efterlader os alene.

Jeg følger efter Aiden som var jeg klistret fast til ham. Rummet er så stort at selvom jeg kan se fra den ene ende til den anden så har jeg det stadig som om jeg kan blive væk.

Aiden og Nathan sætter sig på bænken og i samme øjeblik hører jeg mit navn blive kaldt fra den modsatte side.

”Vær’ venlig at følge med ind,” siger en dame med lyst hår til lænden og en lang sort kjole.

Jeg nikker og følger lydløst med ind. Aiden kommer op på siden af mig og lægger en arm om mig.

Vi bliver ført igennem et par høje trædøre og da vi når til en metaldør med en bue foroven og håndtag formet som et pentacel, får jeg lyst til bare at vende om. Det får hårene på mine arme til at rejse sig og en klump i halsen til at sætte sig.

”Det skal nok gå,” beroliger Aiden inden døren bliver åbnet.

En kulde lægger sig om mig og jeg spænder i kæben for ikke højlydt at klapre tænder.

Foran os sidder fem kutteklædte skikkelser og venter på os.

Døren smækker bag os og det eneste der oplyser rummet er lyset fra de femarmede kandelabere der er placeret fem forskellige steder. Jeg vil næsten væde med at de danner et pentacel, hvis man trækker en streg mellem dem.

”Du skal sidde i midten,” siger damen og peger mod et bord. De har allerede fjernet stolen.

Betænksomt.

Med koldsved på hænderne skubber jeg mig frem til bordet.

Aiden og Nathan bliver placeret ved et bord bag mig, så jeg kan ikke se dem uden at vende mig om.

En de kutteklædte klapper hurtigt to gange og lysene blusser op. Her er stadig ikke lyst som ude på gangen, men heller ikke kulsort.

”Scarlett Whitefeather, er det dit navn?” lyder det fra en dyb stemme. Det lyder som om det kommer fra en af dem til venstre.

”Ja,” svarer jeg og forsøger at få mine nerver under kontrol.

De tager alle deres hætter af og fem ansigter kommer til syne. Den eneste jeg genkender er Caroline der sidder i midten.

Skilte med deres navne dukker op foran dem, og jeg begynder at læse fra venstre: Dwayne, Xakery, Caroline, Storm og Destiny.

”Scarlett Whitefeather, du er anklaget for at være medskyldig i mordet på Lauren Moore og samtidig anklaget for at være skyldig i mordet på Joshua Warner,” siger en kvinden længst mod højre, Destiny.

”Jeg har aldeles ikke været med i mordet på Lauren. Jeg prøvede at redde hende,” svarer jeg og knytter hænderne. ”Og jeg troede, det var meningen at hekse skulle slå dæmoner ihjel.”

”Lad os starte med Lauren,” begynder Caroline og retter sig op. ”Et uskyldigt menneske, der blev dræbt i en kamp mellem to verdener.”

”Jeg forsøgte at redde hende,” protesterer jeg. ”Hvad mere skulle jeg have gjort?”

”Overvejede du nogensinde at forhindre hende i at tage af sted?” Det er Destiny der spørger. Jeg rynker brynene.

”Øh, ja, men jeg må jo ikke fratage et menneske dets frie vilje,” svarer jeg og ser uforstående på hende. Sådan noget burde hun da vide?

”Forsøgte du at tale med hende?” Storm ser undersøgende på mig.

”Ja, men hun ville ikke lytte,” forklarer jeg, mens jeg leder efter et tegn på at de tror mig, men jeg finder ingenting.

”Gjorde du noget for at redde hende?” Caroline ser på mig med lynende øjne.

”Jeg tog hjem til Joshua, for at hente hende, men da jeg kom var hun allerede bevidstløs, og da jeg ville have Michael til at hjælpe hende, blev han selv slået omkuld.”

”Og hvorfor gjorde du ikke selv noget?” Destiny kigger på mig som om hun leder efter noget.

”Fordi Joshua havde fanget mig,” svarer jeg irriteret.

”Du kunne have kæmpet,” siger Caroline anklagende, og kradser så noget ned på et stykke papir hun har foran sig.

”Nej, det kunne hun ikke,” blander Aiden sig. Alles blikke bliver vendt mod ham, inklusive mit eget.

”Med hvilken begrundelse?” spørger Dwayne og ser interesseret på Aiden.

”At Joshua tog hendes kørestol og holdte hende låst fast,” siger han og rejser sig. Dwayne trækker sig let tilbage, tydeligvis ikke glad for Aidens svar.

”Og du tænkte ikke på at hjælpe hende?” Xakery ser undrende på ham.

”Hvis jeg gjorde noget, havde Joshua taget livet af Scarlett.” Han træder frem og bevæger sig hen ved siden af mig.

Nathan bliver tavst siddende på sin plads. Er han bange for dem?

”Du er godt nok blød af en Viux at være,” ler Dwayne med en dyb latter. Aiden synes ikke at det er morsomt.

”Men nu er vi her ikke for at diskutere mit liv som en Viux,” vrisser han.

”Så Scarlett, du mener altså ikke at du er skyld i Laurens død?” Destiny vender opmærksomheden tilbage mod mig.

”Nej, jeg er ikke skyld i Laurens død,” svarer jeg med hævet stemme, og jeg lægger mærke til hvor godt det føles at sige højt.

”Vi vender tilbage med en afgørelse, men først skal vi lige have en snak om mordet på Joshua.” Det er stadig Destiny der har ordet.

”Han var en Viux,” svarer jeg irriteret. ”Er det ikke meningen at hekse skal slå sådan nogen som ham ihjel?”

”Kommer det fra hende der selv dater en Viux,” indskyder Dwayne der tydeligt morer sig over situationen. De andre sender ham et blik og han stopper straks.

”Det er meningen at hekse skal bruge sine evner jo, men vi hører at du brugte en energikugle, og du har vidst fået at vide at du ikke må bruge dine dæmoniske evner til at slå ihjel med.” Destiny folder hænderne foran sig og ser afventende på mig.

”Jeg brugte en energikugle, men …”

”Jeg har hørt nok,” afbryder Dwayne og laver en kugle som han kaster mellem hænderne. ”Skal vi ikke bare gøre det af med hende, nu hvor hun har indrømmet det?”

”Lad hende tale færdig,” knurrer Aiden og står allerede klar med en af sine egne energikugler.

”Kan I to ikke gå udenfor, hvis I skal slås?” Destiny ser irriteret på dem og vender så igen blikket mod mig. ”Hvad var du ved at sige?”

”At det ikke var min.”

”Det ville jeg også have sagt,” kommenterer Dwayne.

Jeg mærker hvordan det stikker i mine hænder, og hvordan det bobler indeni mig. Kort efter sidder jeg med en glødende blå kugle i den ene hånd og snehvid kugle i den anden. Jeg skynder mig at vifte dem væk.

”Du kan tydeligvis ikke styre dine evner,” siger Caroline og kradser igen noget ned på sit papir.

”Jeg har ikke slået nogen ihjel med de evner!” råber jeg.

”Det var min kugle, og hun brugte sin telekinese til at ændre dens retning,” svarer Aiden og tager min hånd. Den brænder.

”Scarlett,” Xakery blander sig for første gang. ”Hvis du er så sikker, så har du vel ikke noget imod at jeg kigger i dit hoved?” Han lægger hovedet let på skrå og hans blik holder mit fast.

”Du skal være velkommen,” svarer jeg og retter mig op. Jeg ved hvad jeg har gjort, så jeg er ikke bange for ham.

Både Aiden og Nathan spænder i alt de har. Nathan rejser sig samtidig med Xakery og kommer hen på den anden side af mig.

Xakery bevæger sig nærmest glidende hen over gulvet og stopper op foran mig. Han rækker hånden frem og gør tegn til at jeg skal tage den.

Tøvende lægger jeg min hånd i hans og straks mærker jeg en kulde suse gennem mig.

Det er ikke ligesom når Nathan eller Aiden kigger. Jeg ser ikke selv nogle billeder eller gengivelser, og varme er der absolut heller intet af.

”Interessant,” mumler han og smiler som om han har opdaget et eller andet stort. ”Meget spændende.”

”Hvad ser du?” spørger Storm.

”At hun taler sandt, og noget mere jeg lige skal tænke over,” svarer han hemmelighedsfuldt og går tilbage til sin plads.

Hvad så han? Jeg leder efter svar, men hører ingen stemmer.

”Vi vender tilbage med en afgørelse,” annoncerer Destiny og de rejser sig for at gå ud af en trædør bag dem, og efterlader os alene i rummet.

Mit hjerte sætter tempoet op. Jeg har en virkelig dårlig fornemmelse. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har det som om Xakery fandt noget han ikke skulle have set. Noget der kan give dem en grund til at gøre det af med mig først som sidst.

”Jeg bryder mig ikke om Xakerys blik,” kommer det fra Nathan.

”Heller ikke jeg,” siger Aiden og kører fingrene gennem håret. ”Og jeg kunne ikke se ind i hans hoved.”

”Men jeg har da ikke set noget, der burde kunne have konsekvenser?”

”Xakery er et par hundrede år og har udviklet evnen til at se fremtiden for en person, hvis man vel at mærke fortsætter i samme retning. Og han deler sjældent sine forudanelser med andre.” Aiden støtter en hånd mod bordet og ser på mig. ”Men jeg lover dig, at uanset hvad han har set, så tillader jeg ikke at der sker dig noget.”

”Vi er alle på din side,” konstaterer Nathan og fremtvinger et smil.

”Jeg er bange,” svarer jeg med blikket fæstnet til døren. De kan komme hvornår det skal være.

”Jeg lader dem ikke gøre dig noget.” Aiden sætter sig på hug og hiver mig tæt ind til sig. Hans varme spreder sig til hele min krop og for en kort stund glemmer jeg hvor vi er.

Døren åbnes og vi retter os begge op. De kommer ind og sætter sig med blikket mod mig. Blikket fra fem verdener. Gyldne, blå, mørkebrune og to par grønne.

Destiny rejser sig og folder et stykke papir ud. Jeg synker en klump.

”Scarlett Whitefeather, Rådet har efter grundige overvejelser besluttet at erklære dig for uskyldig i mordet på Lauren Moore, og uskyldig i mordet på Joshua Warner.” Hun holder en pause.

Caroline ser indebrændt på mig. Jeg behøver ikke at kunne læse hendes tanker for at vide, at hvis det stod til hende alene, så var jeg blevet kendt skyldig.

Destiny læser videre: ”Rådet har også besluttet at give dig en advarsel, så alle parter har hørt reglerne, og kender konsekvenserne af overtrædelser. Du har evner fra tre verdener, men vi kan ikke tillade at du bruger dine dæmoniske til at slå ihjel eller i forsvar. Hvis dette ikke overholdes, vil vi vurderer en straf med døden til følge.”

De rejser sig alle og bøjer hovedet let forover.

”Du kan nu tage hjem,” lyder det fra Storm. ”Og husk nu at vi holder øje med dig.”

”Jeg gør ikke nogen fortræd,” svarer jeg og bakker væk fra bordet. Jeg skal ud herfra, og det kan kun gå for langsomt.

Aiden lægger beskyttende armen om mig og sammen bevæger vi os mod døren. Nathan følger lige bagefter.

”Det havde jeg nær glemt,” udbryder Xakery, hvilket får os til at se os tilbage. ”Pas på hinanden.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...