Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

108Likes
227Kommentarer
62453Visninger
AA

58. Kapitel 56 - Politi

Skolen føles tom, selvom der er folk overalt på gangene, fuldt optaget af de sædvanlige gøremål. Nogle er i færd med at planlægge den næste fest, selvom de knap nok er kommet over den forrige, mens andre hænger ud ved skabene.

De har ingen anelse om hvad der lurer om hjørnerne. De ved ikke hvad der er sket, eller hvad der kan ske senere.

De skulle bare vide.

Jeg venter hele tiden på at se Lauren komme løbende i sine alt for høje stiletter, for at fortælle mig alt det jeg er gået glip af. Men hun kommer ikke. Jeg er alene.

Lauren og jeg havde altid første time om mandagen sammen, men nu er der kun mig. 

Jeg hiver matematikbogen ud af skabet og begiver mig mod lokalet som en robot. Jeg adlyder bare ordrer.

Michael, Nathan og Aiden var alle tre enige om at det bedste ville være at få gang i en normal hverdag. Jeg ved ikke hvad det skulle gøre godt for, men jeg gør det alligevel.

Det er ikke min skyld, at Lauren er død, det var i hvert fald ikke mig der brækkede hendes nakke, men det gør det ikke nemmere.

Jeg savner hende.

Timen snegler sig af sted. Jeg hører ikke rigtig efter, og hver gang jeg skal til at vende mig mod Laurens plads, kommer jeg i tanke om, at hun ikke er der.

Tænk engang at en person man har kendt i knap 4 måneder, kan komme til at betyde så meget for en. Hun var den eneste der virkelig kunne vise mig, hvordan man er et helt almindeligt menneske, og det var ikke på den kedelige facon.

Jeg bliver aldrig typen der kommer til at elske fester, og jeg bliver heller aldrig god til at shoppe, men det er det der har holdt mig på jorden. Og de gange hvor vi bare har været hos hende, har vist mig hvordan man også kan være menneske.

Lauren gav mig også en anden vigtig ting. Hendes ekspertise i fyre førte mig sammen med Aiden. Fyren der gav mig myrekryb og samtidig gjorde mig nysgerrig, for hvad var det ved ham, der gav mig den følelse?

At han var, og er, en dæmon, kunne hun selvfølgelig ikke vide, men det gør ikke noget. Aiden er den perfekte.

Jeg forstår ikke hvordan hun gjorde det, og hvorfor hun overhovedet gad blive ved. Jeg kæmpede imod så længe, men alligevel endte jeg med at give efter.

En skratten kommer fra en højtaler henne ved døren, og en robotagtig stemmer fanger alles opmærksomhed.

”Alle bedes samles i kantinen straks,” siger den og der bliver atter stille.

En mumlen spreder sig over rummet og folk begynder at rejse sig.

Jeg får en klump i halsen. Noget siger mig at den tragiske nyhed om Lauren har nået skolen. Det gør ondt bare ved tanken om at skulle høre det igen.

Aiden finder mig straks da jeg kommer ud på gangen. Han lægger armen om mig og sammen bevæger vi os mod kantinen.

Vi finder en plads nede bagerst. Jeg kan ikke lide tanken om at alle kan sidde og se på mig. De ved ikke at jeg allerede ved det, men jeg har det stadig som om folk kan se lige igennem mig.

En ældre dame med briller og kort, krøllet, gråt hår træder stift frem til mikrofonen der er stillet frem.

Bag hende står to mandlige politibetjente og stirrer ud over forsamlingen. Det ser ud som om de leder efter noget.

”Kan vi få noget ro,” siger hun med mikrofonen halvt inde i munden. Hvem skal nu have en skideballe?

Får vi snart fri?

Det kunne være så fedt hvis skolen lukkede.

Tankerne flyver rundt og der er så mange at jeg ikke kan holde dem alle ude.

Aiden tager min hånd. Han må kunne mærke at jeg har brug for hans hjælp, hvis jeg ikke skal bryde sammen.

”Det gør os ondt at måtte meddele, at Lauren Moore i weekenden er gået bort. Sagen bliver undersøgt af politiet,” hun rækker armen mod de to betjente, ”og hvis I har oplysninger der kan hjælpe os, så må I meget gerne komme forbi kontoret.”

Folk begynder at snakke, nogle at hyle og snart er rummet fuld af lyde.

Det er som en bølge der skyller ind over mig. Jeg læner mig ind mod Aiden, mens jeg kæmper for ikke lade tårerne tage over.

Jeg kan stadig se Lauren for mig. Det skærer i hjertet, og det at høre hendes navn, får det til at stikke i hele min krop. Jeg har lyst til at hævne hendes død, og jeg er ligeglad med konsekvenserne.

”I får fri resten af dagen, og der tilbydes samtaler til alle der har behov for det.” Hun råber for at få folks opmærksomhed. ”Det var alt.”

Hun trækker sig tilbage og folk rejser sig for at gå.

Aiden tager mig med, og på vej ud kan jeg ikke lade være med at kigge på de to betjente. De kigger begge indtrængende på mig, og et eller andet ved dem virker bekendt, næsten som om jeg har mødt dem før.

”Hvorfor så anspændt?” spørger Aiden, da vi slipper ud gennem døren og går mod udgangen.

”De to betjente kiggede bare underligt på mig,” svarer jeg og tørrer mine øjne i pulsvarmerne.

”Jeg tror nu de så på alle. Og hvorfor skulle de tro at du havde noget med Laurens død at gøre?” Han skubber mig ud gennem døren og vi sætter kurs mod hans bil.

”Fordi jeg har noget med den at gøre,” svarer jeg.

”Det ved de jo ikke.”

 

”De virkede altså bekendte,” siger jeg bestemt og venter på at nogen vil fortælle mig hvorfor.

”Lad nu være med at være så paranoid.” Aiden finder en kakao frem fra køleskabet og giver mig den. ”Der sker ikke noget.”

”Men derfor kan jeg godt have set dem før.” Jeg åbner flasken og tager en mundfuld.

”Set hvem?” spørger Nathan da han kommer slentrende ud i køkkenet. Hans hår stritter ud til alle sider. Man skulle tro han lige var stået op, bortset fra at en Viux ikke sover.

Han kigger på mig som om jeg igen har tænkt højt.

”Vi kan godt sove,” mumler han. ”Det er faktisk hårdt at være en Viux.” Han tager en kop kaffe og vender sig mod mig. ”Men hvem har du set?”

”Der var to betjente på skolen, og noget ved dem virkede bekendt,” svarer jeg og trækker irriteret på skuldrene. ”Men jeg er jo bare paranoid.”

”Det var ikke tilfældigvis to mænd omkring de 30, med mørkt, pjusket hår og blå øjne?”

Jeg rynker panden og ser spørgende på ham. Forventer han at jeg lægger mærke til sådan noget, når jeg lige har hørt, igen, at Lauren er død?

”Jo, det lyder rigtigt,” svarer Aiden for mig og sætter sig ved bordet.

”Så er det højst sandsynligt Leo og George,” svarer Nathan og trækker mundvigene let op.

”Og hvem er det?”

”To fra den magiske verden. De sørger for at sager der vedrører magiens verden bliver skjult for mennesket. De finder altid på et eller andet og folk stoler blindt på dem.” Han griner som har han lige sagt noget sjovt.

De to betjente dukker op for mit blik og da går det op for mig, hvor jeg tidligere har set dem.

”Bilulykken?” siger jeg og stirrer tomt ud i luften. Det var dem der fortalte os at mor og far var døde i et biluheld, eller det vil sige at de fortalte sandheden til Nathan og løgnen til mig.

”Ja, det var deres idé.”

”Og nu skal de også dække over Laurens død?”

”Ja, det ser sådan ud.”

Gad vide hvad de finder på denne gang? Endnu en bilulykke? Eller den klassiske teenagepige-begår-selvmord?

Jeg har ikke engang lyst til at tænke på det, men jeg kan ikke lade være. Og hvad med Laurens mor? Hvornår banker hun på døren for at få fat i mig?

”Jeg lærer aldrig at finde rundt i det her,” sukker jeg og læner mig tilbage i stolen.

”Det skal nok komme,” forsikrer Nathan mig og skal til at sætte sig da det banker på døren.

Fem bank.

Mit blik flyver nervøst over mod døren. Hjertet sidder helt oppe i min hals og er tæt på at kravle helt op. Hvad nu hvis det er Caroline, eller andre fra Rådet.

Nathan går ud og åbner alt imens jeg læner mig ind til Aiden og lader som om at jeg ikke er her. Jeg er usynlig.

”God eftermiddag,” hører jeg Nathan sige. Jeg kan ikke se hvem det er, men at dømme ud fra et par dybe stemmer der begge svarer: ”God eftermiddag,” går jeg ud fra at det er to mænd.

Jeg har så travlt med at forsøge at gemme mig, at jeg ikke hører første gang Nathan kalder på mig. Heller ikke anden gang. Nej, først efter tredje gang og et skub fra Aiden, hører jeg mit navn blive nævnt.

”Scarlett, du har gæster.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...