Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61815Visninger
AA

57. Kapitel 55 - Skyldfølelse

Det første jeg mærker da jeg vågner er at min hovedpude er gennemblødt.

Billederne af Laurens livløse krop og lyden af knækket har hjemsøgt mig hele natten. Det vil ikke forsvinde.

Jeg kan stadig høre mig selv skrige, hver gang filmen starter forfra. Det er som et mareridt uden ende, og i vågen tilstand. Jeg har hele natten gledet ud og ind af søvnen, og hver gang har jeg mærket en hånd stryge mig kærligt på håret og en stemme hviske: ”Det er okay.”

”Nej,” har jeg hulket som svar. Det er ikke okay og bliver det heller aldrig. Intet kan retfærdiggøre et menneskes død.

”Jeg er hos dig,” har stemmen hvisket. Hver gang har jeg håbet at den tilhørte Aiden, men ingen af gangene har det været tilfældet. Jeg må nøjes med Michael.

Nathan mindes jeg ikke at have set siden vi kom hjem. Han tog af sted for at give Aiden en hånd, og er endnu ikke kommet hjem.

Jeg kommer til at tænke på Ashley. Hvor mon hun er blevet af? Jeg kunne godt bruge et råd eller et skub i den rigtige retning, for jeg ved ærligt talt ikke hvor jeg skal gøre af mig selv.

Tårerne presser sig på og endnu en flod vælter ud. Lyden af Laurens nakke der knækker giver genlyd i mit hoved. Jeg skriger.

”Der sker ikke noget.” Michael rejser sig fra gulvet så han nu sidder på knæ ved min seng. Han stryger mig på håret og videre mod min hals.

Hans berøring får lyden til at forsvinde og min krop til at slappe af. I hvert fald for en stund.

”Det gør ondt,” svarer jeg grådkvalt og lader mine hænder finde op til vedhænget på min halskæde.

”Jeg ved det, Scarlett.” Han ser bedrøvet på mig. ”Og jeg er ked af, at jeg ikke kunne forhindre Arketah i at gøre det.”

”Det er min skyld,” svarer jeg. ”Jeg er en fiasko.”

”Aldeles ikke.” Han griner let, selvom det på ingen måder er morsomt. ”Du gjorde mange gode ting i går, blandt andet da du smadrede vasen.”

”Hvordan kan det være godt?” Jeg ser episoden for mig, og da kommer jeg i tanke om stemmerne.

”Arketah har fanget mange hekse og betvingere i den vase. Deres sjæle har været fanget i den i evigheder, og deres eneste vej ud var da den blev slået i stykker.” Han smiler. ”Så jo, du gjorde noget godt.”

”Men Lauren er stadig død,” svarer jeg tomt og lukker samtalen.

Michael kan sige hvad han vil, men han kan ikke overbevise mig om at jeg ikke er en fiasko. Det er min skyld, at hun er død. Hvis jeg ikke havde mødt hende, så var hun heller ikke endt i midten af verdenernes kampe. Hun havde været i live.

Jeg skubber mig om på den anden side, væk fra Michael. Han bliver siddende og kigger på mig. Jeg kan mærke hans blide blik, og en snert af dårlig samvittighed melder sig bagerst i mit hoved. Han fortjener ikke at blive afvist på den måde, men jeg har inderligt ikke lyst til at snakke med nogen. Jeg vil bare have Lauren tilbage.

Billederne starter igen. Jeg krøller mig sammen og holder skriget inde. Det går væk om lidt, tænker jeg for mig selv. Det skal det.

 

”Du er nødt til snart at drikke eller spise noget.” Nathan kommer ind med et krus varm kakao og sætter sig på min seng.

Jeg sidder med ryggen mod hovedgærdet og har siddet og stirret mod vinduet de sidste par timer. Himlen er dækket af mørke klumper og tunge dråber falder hastigt fra dem. Et par gange har jeg været nødt til at gnide mine øjne for at være sikker på om det var virkeligt. Regn kan da ikke være rødt?

”Jeg har ikke lyst,” svarer jeg og lukker øjnene, mens jeg læner hovedet mod væggen.

”Du kan da ikke bare sulte dig selv på den måde.” Han tvinger mig til at tage kruset. ”Drik.”

”Hvorfor?” spørger jeg og ser ham i øjnene for første gang i dag. ”Det gør jo ingen forskel.”

”Det giver ikke Lauren livet tilbage, men det sørger for at holde dig i live,” svarer han bestemt og venter på at jeg sætter kruset op til læberne.

”Jeg er ligeglad,” mumler jeg, og sætter kruset fra mig på sengen.

”Det mener du ikke,” svarer han stille.

”Jo, det gør jeg,” svarer jeg og lægger armene over kors. ”Det hele er meningsløst. Jeg har så mange evner, men ikke engang et menneske kan jeg holde i live.”

”Scarlett,” siger han stille og sætter sig ved siden af mig og lægger en arm kærligt om mig. ”Det er ikke din skyld. Jeg ved godt at det gør ondt, men du må ikke give dig selv skylden. Det er Arketah der har slået både vores forældre og Lauren ihjel, og intet af det er din skyld.”

”Du har set, hvad Arketah plantede i mit hoved, så hvordan kan du sige at det ikke er på grund af mig?” svarer jeg og ser væk.

”Arketah spiller på dit ømme punkt. Som en Viux der har set lidt af hvert, kan jeg fortælle dig, at han ikke er god til strategi. Han prøver at skræmme dig.”

Jeg ser gravstenene for mig igen, og får en klump i halsen. Jeg ved ikke om det overhovedet er muligt, men hvis Arketah ikke bluffer, så er Nathan den næste.

Tanken gør mig dårlig. Billedet af Lauren bliver erstattet af et billede af Nathan der ligger på gulvet omgivet en rød, klistret masse.

Nej!

”Jeg kan godt forsvare mig selv,” svarer Nathan som om han har set det samme.

”Jeg kan ikke holde det ud,” skriger jeg og gemmer ansigtet i mine hænder. ”Få det til at gå væk.”

Michael kommer styrtende ind, da han hører mit skrig.

”Hvad sker der?” spørger han mens han hiver efter vejret, som har han lige løbet et maraton.

”Det gør … ondt,” hulker jeg, mens jeg vugger uroligt frem og tilbage.

”Hun nægter at indtage noget,” indskyder Nathan og sætter kruset på natbordet.

”Lad mig,” svarer Michael og skifter plads med Nathan. Han hiver mig forsigtigt ind til sig og sidder så bare og holder om mig.

Hans rolige energier smitter af som blækket fra en fugtig avis. Billederne er der stadig, men lyden af Laurens nakke der brækker er forsvundet.

Hvis vi bare kunne sidde sådan for evigt, eller hvis Aiden snart kom tilbage og kunne holde om mig, så ville jeg kunne holde det ud.

”Er du ikke sød at drikke noget?” beder Michael og rækker ud efter kruset. ”Det gør ondt på mig, at se dig sådan her.”

”Holder Í to aldrig op?” sukker jeg og løfter hovedet let.

”Vi kan da ikke lade dig sidde her og sulte,” svarer han og giver mig kruset. ”Vi er altså nogle der har brug for dig.”

”Så har I satset på den forkerte,” mumler jeg og ser på kruset mellem mine hænder. Den er stadig lunken.

”Nej, Scarlett. Det er dig vi har brug for.” Han får mig til at kigge ham i øjnene. ”Du har så mange kræfter, og hvis du bare lærer at kontrollere dem alle, så vil du være den største heks nogensinde. Du vil kunne skaffe dig af med Arketah og så længe du ikke slår ihjel med dæmoniske kræfter, så vil Rådet heller ikke kunne røre dig.”

En del af mig kan godt lide det han siger. Specielt den del med at skaffe Arketah af vejen. Men der er stadig en stemme i mit hoved, der konstant hvisler: Svag. Du er svag.

Jeg kigger atter ned på den brune væske. Den virker ikke længere tiltrækkende. En underlig smag kravler op gennem min hals. Det smager sødt og metallisk på samme tid. En varm duft kravler op i min næse og kalder forførende på mig.

Mine hænder løfter langsomt kruset op til munden og lige inden jeg tipper kruset åbner jeg let øjnene og ser hvordan en tyk, rød masse har indtaget mit krus.

Skrækslagen kyler jeg det fra mig og det smadres mod gulvet.

”B… blo... blod,” stammer jeg.

”Det er kakao,” svarer Michael og ser forskrækket på mig.

”Det er rødt.” Jeg holder mig for munden. Kvalmen melder sig som en vulkan der snart går i udbrud.

”Nej,” ryster han på hovedet. ”Det er brunt.”

Jeg tager en dyb indånding og kigger så mod gulvet. Ganske rigtigt er der ikke skyggen af rødt. Det er mørkebrunt som kakao plejer at være.

Lauren kommer igen frem for mit blik. Denne gang ser jeg hvordan blodet lydløst rinder ned af hendes hals, og hvordan hendes rosa kinder langsomt bliver hvide, nærmest grålige.

”Scarlett?” kalder Michael. Det lyder som om han kalder fra den anden ende af en tunnel.

Blodet flyder. Op og ned ad væggene. Drypper fra loftet. På gulvet bliver pølen større. En gurglende lyd fylder mit hoved. Jeg kniber øjnene sammen, og da jeg åbner dem står Lauren og peger på mig med en blodig finger.

”Skyldig,” raller hun og forsvinder så ud i ingenting. Men ordet hænger stadig i luften. Skyldig, skyldig, skyldig!

”Kan du høre mig, Scarlett?” Michael kalder igen.

Jeg presser hænderne mod mit hoved. Ikke flere billeder eller lyde. Ikke mere af noget som helst. Jeg kan ikke holde det ud.

”Hjælp,” hulker jeg og da jeg åbner øjnene er jeg tilbage i den virkelige verden. Jeg ligger sammenkrøllet på sengen og Michael sidder lænet ind over mig og forsøger at løfte mit hoved op i sit skød.

”Jeg er lige her,” svarer han og trækker håret væk fra mit ansigt. ”Det skal nok gå.”

Lugten af blod sniger sig igen forbi min næse, og denne gang kan jeg ikke holde kvalmen tilbage. Vulkanen er i udbrud.

”Træk vejret,” hvisker han og trækker mig let op at sidde, så jeg ikke bliver kvalt i mit eget bræk.

Jeg kaster op igen og det lander i skødet på ham.

Han holder mig tæt ind til sig, og lader ikke mit uheld påvirke. Han vipper mit hoved en smule bagover for at sikre sig at jeg kan få luft.

”Nathan!” råber han så det runger i mit hoved.

Jeg har det som om jeg svæver mellem to verdener. Jeg kan hele tiden mærke Michaels muskuløse arme holde om mig og jeg kan høre hans bløde stemme. Forskellen er at den ene verden er farvet rød og den anden er ikke. Hvilken der er den rigtige, ved jeg ikke.

”Scarlett,” udbryder Nathan og styrter hen til mig. Han mærker på min fugtige pande. ”Hvad sker der?”

”Jeg tror, Arketah piller ved hendes tanker igen,” svarer han i en alvorlig tone. ”Hun ser blod.”

”En eller anden dag skal jeg med glæde tage mine dæmoniske evner i brug og gøre livet surt for ham.” Nathan stryger mig på håret.

”Hjælp…” siger jeg svagt.

Blod drypper fra loftet. Det rammer min kind. Det rammer spidsen af min tunge. Lauren står igen og peger på mig med sin blodige finger.

”Scarlett,” kalder Nathan og hiver mig ud af det blodige rum og tilbage til mit værelse.

”Jeg er ikke meget for det,” hører jeg Michael brumme, ”men kan du ikke bruge dine evner på hende. Du må kunne blokere for ham.”

”For det første, så går jeg ikke ind i hovedet på hende uden hendes tilladelse. Og for det andet er det ikke noget man bare gør. Vi risikerer at gøre hendes hoved til en slagmark, der i værste tilfælde kan koste hende livet.” Han kærtegner min kind, mens han ser advarende på Michael.

”Gør det,” siger jeg halvkvalt. ”Bare gør det.”

Modvilligt giver Michael slip og lader Nathan overtage.

Nathan kører hånden hen over mit opkast og få sekunder senere er det som om at det aldrig har været der.

Han sætter sig med mit hoved i sit skød, og giver sig til at stryge mig kærligt på håret. Jeg fornemmer at det også gør ondt på ham.

”Scarlett, du skal love mig at sige stop, hvis det bliver for meget. Arketah er stærk og der vil være modstand denne gang.” Jeg nikker bare.

Blidt lægger han en hånd på hver side af mit hoved. Hans fingre føles kølige mod min brændende hud.

Det er ikke som sidste gang. Jeg mærker ikke noget der stikker eller brænder. Jeg ser ikke andet end det jeg hele tiden ser, og der bliver heller ikke mørkt.

Der sker ingenting.

”Jeg kommer ikke igennem,” lyder det fra Nathan. Jeg mærker hvordan hans energier begynder at røre på sig. De suser som vinden om efteråret.

”Og hvad skal det betyde?” spørger Michael skarpt.

”At hvis jeg lægger flere kræfter i, så slår jeg hende ihjel.”

Ordene flår mit hjerte. Slår ihjel. Et øjeblik har jeg lyst til at insistere på, at han skal fortsætte. Jeg vil have billederne ud af mit hoved. Men jeg kan ikke. Jeg kan ikke bede ham satse mit liv. Det vil ikke være fair.

”Mitchell,” hvisker jeg.

”Han er heller ikke stærk nok,” svarer Nathan kort. En lang pause opstår før han fortsætter: ”Kun en Viux med gyldne øjne kan være heldig at komme igennem.” Han aer mig på armen. ”Aiden burde også snart være her.”

Blod strømmer ind fra alle åbninger. Det klistrer sammen i klumper der vokser sig større og større. Vokser mod loftet. Klistrer sig fast til alt det kommer i nærheden af.

Jeg ligger på ryggen med åben mund og blodet finder selv vej derind og ned gennem min hals. Jeg kan ikke bevæge mig. Må bare vente.

”Scarlett?” Det er Michael der kalder. Jeg mærker hvordan hans lune hånd kærtegner min kind. ”Hold ud. Det skal nok gå.”

Aiden, hvor bliver du af? Scarlett har brug for dig, nu, brøler Nathan med en dyb stemme der får det til at løbe koldt ned ad ryggen.

Blodet kommer fra et menneske. Lauren. Det løber hele vejen ned ad hende og danner en cirkel på gulvet. Det bliver ved. Igen og igen. Samme film. Som en dvd fyldt med ridser. Huller i filmen, ting man aldrig får at se.

Jeg har ikke lyst til at kende slutningen.

Aiden!

”Du behøver ikke brøle sådan. Det ender med at du vækker hele Underverdenen.” Aidens stemme hiver mig tilbage til mit værelse.

”Hun har brug for hjælp. Jeg har prøvet, men hvis jeg presser mere på, så overlever hun ikke.”

Aiden træder med hurtige skridt hen til mig og overtager Nathans plads. Michael rejser sig og går et par skridt væk.

”Jeg er her nu,” siger Aiden og lægger sig ved siden af mig.

”Hvad vil du gøre?” spørger Michael og kæmper for ikke at lyde irriteret.

”Først og fremmest har jeg brug for at dig og dine negative energier finder et andet sted at opholde jer.” Aiden ser kort på ham og vender så opmærksomheden tilbage mod mig.

Michael knurrer og følger modvilligt med Nathan.

”Må jeg se, før jeg gør noget?” Aiden kærtegner min kind. Jeg nikker bare.

Blodet farver igen mit blik. Jeg ser det overalt. Og Lauren står stadig og peger på mig. Jeg lukker øjnene. Kan ikke mere.

”Okay,” svarer han og får mig til at se ham i øjnene. De varmer helt inde min sjæl, og et øjeblik glemmer jeg alt om blodet.

Lige indtil det igen skyller ind over mig som en flodbølge. 

”Det er vigtigt at du lytter til mig,” siger han og tager min hånd. Den er knyttet, og den velkendte blå kugle er snart på vej.

”Jeg prøver,” svarer jeg hæst.

”Jeg kan ikke fjerne det du ser med mine kræfter alene. Det vil være alt for farligt. Derfor er det vigtigt at du hjælper til. Vi skal have vores evner til at samarbejde.” Han ser på mig, venter på et svar.

”Hvordan?” Jeg ser uforstående på ham. Hvad skulle jeg kunne gøre?

”Du er nødt til at lukke billederne ind.”

”Og hvad skal jeg så gøre?” Jeg kan ikke lide hans idé. Hvordan kan han bede mig om at lukke noget så grusomt ind?

”Følge dit hjerte.” Han lægger en hånd mod mit bryst lige ved hjertet.

Jeg ved godt, at der ikke er noget at være bange for, og Aiden er hos mig, men tanken skræmmer mig stadig.

”Okay,” svarer jeg tøvende.

”Jeg passer på dig,” siger han kærligt og kysser mig på panden.

Med bankende hjerte putter jeg mig ind til ham, og mærker hans velkendte varme. Han lægger armene om mig og en hånd ved mit hoved, og jeg mærker hvordan jeg begynder at slappe af.

Jeg lader mine øjne lukkes, og straks toner det hele frem en gang til.

Blodet rinder ned ad væggene som vand og på gulvet vokser en pøl sig større og større. Flere kommer til, og snart er hele gulvet klistret til i den røde masse.

Vi sidder på sengen og ser hvordan blodstanden stiger. Jeg kan snart røre det, men jeg gør det ikke. Kvalmen holder mig i snor.

Lauren dukker op foran mig. Det drypper med blod fra hendes hånd der er rakt frem mod mig.

”Skyldig,” snerrer hun.

”Nej,” hvisker jeg og lukker øjnene. Jeg ved ikke hvorfor jeg svarer nej, men noget i mig siger at det er svaret.

Da jeg igen åbner øjnene er hun forsvundet, men jeg befinder mig stadig i et værelse fyldt med blod.

Der er kommet mere af det.

Pludselig ligger jeg på sengen. Blodet drypper fra loftet og ned i min mund. Dryp. Dryp. Dryp.

Jeg spytter det ud, men den metalliske smag klæber i min mund. En trang efter mere trænger sig på, men jeg forsøger at skubbe den væk. Jeg drikker ikke blod.

”Kig op,” hvisker Aiden, og jeg gør som han siger.

Over mig hænger et stort, ovalt spejl med en sort ramme der mest af alt minder om edderkoppespind.

Jeg kan se mig selv, men noget er anderledes. Noget er forkert. Det første jeg lægger mærke til, er at jeg mangler min halskæde. Jeg kigger videre og da jeg ser to blå øjne der stirrer tilbage på mig, begynder jeg at skrige.

”Det er ikke virkeligt,” gentager jeg for mig selv, men uanset hvor mange gange jeg blinker, bliver mine øjne ved med at være blå.

”Hvad er du bange for?” spørger Aiden. Jeg kan ikke se ham, kun høre ham.

”Hun er ik… Jeg er... Det er ikke mig.” Jeg fumler efter ordene.

”Hvad er det så du er bange for?”

”Det…” Jeg går i stå, ved ikke hvad jeg skal svare. Hvis det ikke er mig, hvorfor er jeg så bange?

Da jeg kigger igen, er det ene øje blåt og det andet grønt. Og min halskæde er tilbage.

”Det her er mig,” svarer jeg og ser hvordan der kommer små folder ved mine øjne.

Jeg sætter mig op og ser hvordan blodet er forsvundet. Man kan ikke engang se at det har været der.

Jeg ånder lettet op og langsomt toner billedet væk og et mørke lukker sig om mig som et tæppe. Varmt, trygt og velkendt.

 

Da jeg igen åbner øjnene, er jeg tilbage på mit eget værelse. Jeg ligger med ryggen mod Aiden, men han har stadig armene om mig.

”Godmorgen,” hvisker Aiden kærligt i mit øre.

”Godmorgen,” svarer jeg og drejer hovedet mod ham.

”Har du sovet godt?” spørger han og giver mig plads til at vende mig mod ham.

”Blodet forsvandt,” svarer jeg og venter på at det snart kommer igen. Det kommer ikke. Der er helt stille.

”Du vandt,” siger han og kærtegner min kind. ”Du slap fri.”

”Men hvorfor kunne I ikke bare fjerne det, ligesom den første gang han pillede ved mine drømme eller dengang du kaldte på hjælp?” Jeg er stadig en smule ør, men jeg forsøger alligevel at følge med.

”Første gang min far gjorde det, var udelukkende et mareridt og derfor let at fjerne. Det jeg gjorde har gjort mere ondt på dig og det var sværere for Nathan at komme igennem. Jeg forsøgte at lave en stabil forbindelse, så jeg kunne kalde, for du havde lukket for telepatien. Men det Arketah gjorde denne gang, var for at skræmme dig, og når en Viux er i det humør, så kan andre ikke bryde igennem.”

”Hans mission lykkedes,” svarer jeg.

”Og det er sådan noget han kan lide. Han bruger folks frygt imod dem selv, og hvis de ikke selv kan stoppe det, så ender det med at tage livet af dem.” Han ser på mig med kærlige øjne. ”Men jeg vidste, at du kunne.”

”Hvordan kunne du være så sikker?”

”Fordi du er den stærkeste og mest modige heks jeg nogensinde har kendt.”

Jeg lægger armene om ham og hiver mig helt ind til ham. Han hjerte dunker mod mit bryst og får mit hjerte til at slå i takt.

Hvordan er jeg modig?

Du dater en Viux hvis far tilfældigvis er leder af Underverdenen.

Jeg er ikke modig, bare forelsket. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...