Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61518Visninger
AA

56. Kapitel 54 - Et forbandet løfte

Aiden tog mig med til søen. Der hvor han første gang fortalte mig om sin manifesteringsevne. Det var også her han igen forsøgte at skræmme mig væk.

”Du har godt af lidt naturlige energier,” var hans begrundelse. Og jeg må indrømme, at han havde ret. Det er længe siden jeg har været ude, så måske er det også derfor jeg har været drænet for energi.

Nu sidder vi så hjemme i køkkenet og venter på at klokken slår syv. Jeg har flere gange foreslået at vi bare kunne slå til hjemme hos Lauren, men hver gang har de andre bare rystet på hovedet.

”Det er for risikabelt,” siger de.

Jeg er ligeglad med at blive afsløret for alle forbipasserende, hvis bare Lauren overlever. Det er det eneste der betyder noget.

”Du må da være vanvittig.” Michael hæver stemmen, da jeg igen foreslår at tage af sted nu.

”Hvis vi forhindrer hende i at sætte sig ind i den bil, så vil en kamp slet ikke blive nødvendig.” Jeg knytter hånden og kæmper for ikke at slippe en kugle fri.

”Joshua giver ikke bare op, Scarlett.” Aiden lægger en hånd over min. ”Men vi finder på noget.”

”Og jeg sidder klar herhjemme, til at tage mig af Lauren.” Det er første gang Nathan siger noget i lang tid. Han har hverken sagt eller telepateret mere end højst nødvendig. Han sidder bare og lytter.

”Vi vinder den her kamp,” siger Michael. ”Og husk at vi er sammen om det her.”

”Men først skal du drikke din kakao,” beordrer Nathan og rækker hånden ind over bordet. Det damper fra kruset. ”Og gerne inden den bliver kold igen.”

Jeg sætter forsigtigt kruset op til læberne og lader kakaoen glide ind i munden og ned i halsen. Den er ikke brændende lige som sidste gang. Nej, den er lige tilpas, som når solen står op en sommermorgen, og luner den kølige hud.

Nathan og Aiden deler en flaske med blodet fra et dyr. Det giver mig en frygtelig kvalme selvom den søde duft får mig til at længes efter at smage.

Kvalmen vinder.

Det er egentlig underligt, at de overhovedet tør have det til at stå foran mig. De ved at mit dæmon-jeg er vågen. Hvad hvis jeg ikke havde haft kvalme ved tanken? Så havde jeg drukket det og givet mere liv til den side.

Jeg retter opmærksomheden mod min kakao og tager et par dybe indåndinger, før jeg tømmer kruset.

”Jeg er stolt af dig,” siger Nathan da jeg sætter det tomme krus fra mig. Jeg ser spørgende på ham, og ud af øjenkrogen kan jeg se Michael gøre det samme.

”Du gav ikke efter for fristelsen,” fortsætter Aiden og tømmer flasken.

”I gjorde det med vilje?” Jeg rynker panden. ”Hvorfor?”

”For at være sikker på at det ikke ville påvirke dig,” svarer han. ”Mit hus er fyldt af blod, og det skulle ikke undre mig hvis Joshua har åbnet en flaske i dagens anledning. Det er godt nok menneskeblod, men trangen er den samme, så du kan sagtens modstå det.”

”Menneskeblod på flaske?” Jeg tænker tilbage på den aften jeg var til middag hos dem.

”Ja, til når der ikke er frisk blod i nærheden. Vi skal jo også passe på ikke at blive opdaget. Det ville se mistænkeligt ud, hvis vi var de eneste overlevende i en by.”

Jeg får endnu mere kvalme ved tanken om at jeg kunne være kommet til at drikke blod den aften.

”Aiden, hvad sker der?” spørger jeg, da en mørk skygge pludselig trækker ind over hans ansigt.

Hans blik fæstnes på uret bag mig.

Bagerst i mit hoved hører jeg Aidens dæmoniske stemme knurre, men ingen ord.

Jeg lægger hånden over hans, og forsøger så igen at læse hans tanker.

Et sløret billede toner frem, og det eneste jeg kan se er to skikkelser. Den ene ligger slapt på gulvet, mens den anden kredser om personen som når et rovdyr planlægger at angribe. En spinkel tanke baner sig vej, og da jeg hører Laurens stemme er det som at få søm skudt igennem min krop.

”Lauren,” hvisker jeg og går i stå.

”Han snød mig,” hvæser Aiden. ”Han blokerede hendes rigtige tanker for mig.”

Jeg er som stivnet. Laurens kald om hjælp cirkulerer i mit hoved og synet af den slappe krop på gulvet giver mig en klump i halsen.

Nathan ser på mig og nikker, som om han har læst mine tanker. Jeg ved ikke selv hvad jeg tænker, og jeg har heller ingen plan, men én ting er helt sikkert; Lauren har brug for min hjælp.

Jeg skubber mig væk fra bordet og bevæger mig hastigt mod hoveddøren. Aiden og Michael følger trop og vi sætter kursen mod Aidens hus.

 

I det jeg skal til at skubbe døren ind med min telekinese, bliver den åbnet af Alexis og Bree. De ser begge skræmte ud men siger intet.

Lugten af blod smyger sig op i min næse som en klistret masse der ikke vil give slip. De ser undskyldende på mig, og gør så plads til at jeg kan komme forbi. Michael tøver et øjeblik men følger så efter med Aiden i hælene.

Stuen er oplyst af flere hundrede lys, præcis som den aften jeg var blevet inviteret på middag. Store og små kandelabere holder de mange lys, og jeg lægger mærke til at de alle har fem arme. Igen tallet fem.

”Du kommer lige til tiden,” siger Joshua begejstret da han får øje på mig. ”Og du har gæster med, kan jeg se.”

Jeg ser mod gulvet, og lige der ved ildstedet midt i stuen ligger Lauren ubevægelig. Hendes røde kjole lyser let, når flammer kaster lys over hende. Hun har mørkerøde streger på halsen og da jeg bevæger mig tættere på, kan jeg se flere lyse totter i hendes hår. Det eneste tegn på liv er energierne der svagt bevæger sig.

”Du rører hende ikke,” hvæser jeg, da han kaster blikket ned på hende.

”Det er sgu lidt for sent, darling,” griner han hoverende. ”Men det kan være du vil tage hendes plads, indtil hun vågner? Der er nok af mig til jer begge.”

Jeg hører Aiden knurre bag mig.

”Du skal overhovedet ikke røre mig,” svarer jeg sammenbidt og sender ham et brændende blik.

”Indrøm det nu bare,” griner han. ”Du vil have mig.”

Jeg mærker hvordan jeg koger indeni. Joshua er absolut ikke min type, og han bliver det heller aldrig.

Med telekinese sende jeg en kandelaber mod ham, men han griber den let som ingenting. Jeg prøver igen men heller ikke denne gang rammer jeg.

Michael og Aiden bliver stående bag mig. Deres energier er anspændte, men de lovede mig hjemmefra kun at gøre noget, hvis det udviklede sig til en kamp.

”Jeg elsker piger med temperament,” konstaterer Joshua og sætter kandelaberen fra sig. ”Vi burde give det en chance.”

”Nu skal du ikke også begynde at gå ud med hekse. De er dårligt selskab.” Arketah kommer ind i stuen fra køkkenet og smiler veltilpas.

”Lad Lauren gå!” Jeg hæver stemmen og kører tættere på.

”Husk nu lige hvem der er stærkest af os to,” advarer Joshua. Arketah står bag ham og ser ganske fornøjet ud.

”Jeg er ikke bange for dig,” svarer jeg.

”Det må vi hellere lave om på.” Uden at blinke laver han en kugle og sender den mod mig. Jeg vifter den væk som var det bare en af de der forbandede fluer, der konstant sværmer om en, hvis man har mad.

”Er det det bedste du har?” spørger jeg udfordrende og løfter et øjenbryn.

Lige nu er hvert et sekund dyrebart. Laurens energier siger mig at hun er på vej til at vågne, så jo længere tid jeg kan holde Joshua beskæftiget jo bedre.

Han bliver rød i hovedet og spænder i hver en muskel. En kugle på størrelse med en bowlingkugle tager form i hans hånd og da han skal til at kaste den mod mig, bliver han stoppet af Arketah.

”Hende skal jeg nok selv tage mig af når tiden er inde. Lige nu skal hun have lov til at se, at jeg er en mand der holder hvad jeg lover.” Han ser på mig med et lumsk blik. ”Du kan vel godt huske, hvad der stod på gravstenen efter dine forældre, ikke?”

Aiden rykker tættere på, da han mærker hvordan mine energier ændrer sig. Mit hjerte hamrer så hårdt i mit bryst, at det føles som om det er på vej ud.

”Du skal først forbi mig,” svarer jeg indædt og rækker en hånd frem. I stedet for den sædvanlige blå kugle kommer der en kugle af ild, som jeg sender mod Joshua.

Joshua springer forskrækket til side og ender på gulvet.

”Michael,” siger jeg og nikker mod Lauren, der er begyndt at røre på sig. Han går med store skridt mod hende, og i det han skal til at bukke sig ned rejser Joshua sig og flyver på Michael.

De lander begge henne ved reolen til venstre for ildstedet. Joshua rejser sig uden problemer, men Michael bliver liggende helt stille. En svag vejrtrækning fortæller mig at han stadig er i live.

Han er okay, blander Mitchell sig kort.

”Scarlett?” mumler Lauren og løfter besværet hovedet. ”Hvad sker der?”

Arketah smiler selvtilfredst, da han ser på hende. Jeg væmmes ved at se nydelsen stråle ud af hans øjne som diamanter.

”Bare lig stille,” beordrer jeg.

”Tror du selv at det vil redde hende?” Arketah ryster på hovedet. ”Du vil snart blive klogere min kære.”

”Hun har ikke gjort noget for at fortjene at dø.” Jeg kører tættere på, i håb om at komme så tæt på, at jeg kan bruge min beskyttelsesbesværgelse.

”Måske ikke, men jeg er en Viux, og jeg kan ikke rigtig tillade mig at have en samvittighed, vel?” Han skuler mod Aiden. ”Desuden synes jeg at det er skønt med lidt underholdning. Man må godt nok ikke lege med maden, men nu har jeg aldrig været god til at høre efter.” Han trækker på skuldrene og smiler mens han let løfter et øjenbryn.

”Du ville ikke tage skade af at have en samvittighed,” svarer jeg og bevæger mig stadig tættere på. ”Så ville du kunne mærke, hvordan det er at miste noget, fordi du har udfordret skæbnen.”

Jeg har fået øje på vasen, som Aiden har sagt, at jeg må ødelægge, fordi det er hans fars. Det må jo betyde at den har en eller anden form for værdi.

”Du er slet ikke stærk nok, min pige. Dine små ildkugler kan ikke dræbe nogen som helst, så jeg er ikke bange for dig.” Han rykker tættere på Lauren og gør det umuligt for mig at lave min besværgelse.

”Hvem sagde noget om ild?” Jeg kaster blikket mod vasen, der nu svæver 3 meter oppe i luften.

”Sæt den,” beordrer han og kommer tættere på. Jeg mærker hvordan Aiden gør klar til at angribe i det sekund Arketah rører mig.

”Lad Lauren gå,” svarer jeg upåvirket af hans varme, blodige ånde.

”Jeg forhandler ikke med hekse,” hvæser han og langer ud efter mig.

”Hvis du rammer mig, så lander den på gulvet,” advarer jeg og peger på vasen. Den er begyndt at blive tung, men jeg ignorerer det og lader som om at jeg har styr på det.

”Det skal du ikke være så sikker på.”

Jeg er så travlt optaget af Arketah, at jeg glemmer alt om Joshua. Han griber fat om min arm bagfra og jeg taber vasen. Den lander ikke på gulvet. Arketah bevæger sig som en streg i luften, og griber den ubesværet.

Aiden styrter mod os, men bliver ramt af en af Arketahs kugler, som sender ham mod gulvet. Han vrider ansigtet i smerte, men kæmper sig alligevel på benene. Han gør klar til at lave en kugle, men når ikke langt før Joshua tager sit næste træk.

”Det ville jeg ikke gøre hvis jeg var dig,” truer Joshua og tager fat om nakken på mig. ”Vi skulle nødig have at din kæreste kommer til skade.”

”Jeg skal personligt tage livet af dig, hvis du gør hende fortræd,” knurrer Aiden.

”Det vil jeg glæde mig til,” svarer Joshua og klemmer hårdere. Med hans anden hånd kærtegner han min kind og bevæger sig videre ned ad min hals. Det løber mig koldt ned ad ryggen.

”Nå, jeg synes vi skal se at komme videre. Jeg har ikke hele aftenen.” Arketah gnider sine hænder og bukker sig så ned for at samle Lauren op. Han holder hende med ryggen mod sig, så jeg kan se hendes ansigt.

”Lad hende gå,” beder jeg. ”Det er jo ikke hende du vil have.”

”Lad være,” beder Aiden og ser på mig med blanke øjne.

”Hvor er det sødt,” siger Arketah og ser skiftevis på os. ”I giver mig kvalme.” Han kærtegner Laurens hals, og jeg kan høre hvordan hendes vejrtrækning bliver hurtigere. ”Men sig mig, Scarlett, hvis du kunne bestemme, hvordan skulle jeg så ende hendes ynkelige liv? Tømme hende for blod eller suge livet ud af hende?”

”Ingen af delene,” svarer jeg indædt. ”Lad hende gå.”

”Der er sgu ikke meget sjov i dig,” svarer han og ryster opgivende på hovedet. ”Men kom ikke og sig, at du ikke har fået et valg.” Han læner hendes hoved til siden, og jeg hører hvordan hendes tanker skriger efter hjælp.

”Nej!” råber jeg, da han skal til at sætte tænderne i hende. Jeg får kørestolen til at bakke ind i Joshua, så han giver slip på mig.

Aiden udnytter chancen til at sende en energikugle mod ham, men han rammer ikke. Han forsøger igen, men denne gang får Joshua fat i mig og hiver mig ind foran sig, så det i stedet går ud over min arm.

”Dig og dine beskidte tricks,” knurrer Joshua og tager hårdt om mig og løfter mig op af stolen, for så at sparke den væk. ”Hvad vil du gøre nu?”

Jeg kan mærke hans ånde i min nakke, men jeg kan ikke bevæge mig. Med den ene arm holder han stramt om min brystkasse og en hånd om min hals og om min mave med den anden.

”Du og jeg kunne blive et godt par,” hvisker han forførende i mit øre. ”Jeg kan lære dig at være den perfekte dæmon.”

”Jeg slår dig ihjel,” hvæser jeg og kæmper for at rive mig fri, men forgæves. Hans jerngreb giver sig ikke.

”Nu skal ikke friste mig, darling. Det kunne jo være jeg kyssede dig.” Han sætter næsen mod mit hår og snuser ind.

”Hvis I to er færdige med at flirte, så synes jeg at vi skal blive færdige, så jeg kan komme videre.” Arketah står og tripper som om det ikke rører ham, at Lauren er begyndt at gøre modstand.

”Hjælp,” klynker Lauren svagt.

Jeg skæver ned mod Michael, i håb om at han er vågnet. Jeg har brug for hans hjælp til at få Lauren ud, så Aiden og jeg kan tage os af Arketah og Joshua uden at skulle passe på et menneske samtidig.

Han åbner let øjnene og da han ser skrækken i mine øjne, flyver hans blik over mod Lauren.

Hendes øjne er store, fulde af frygt. De stirrer på mig, råber efter hjælp. Jeg ser undskyldende på hende. Jeg kan intet gøre, og hvis Aiden så meget som tænker på at bevæge sig, så gør Joshua skade på mig.

Arketah griner hoverende, og i samme sekund Michael rejser sig for at gå til angreb, tager Arketah fat om Laurens hoved og drejer det så der lyder et hjerteskærende knæk.

Hun falder mod gulvet.

Jeg beder til at jeg har hørt forkert. Omlidt vil hun rejse sig og løbe væk. Michael vil følge efter hende og sørge for at hun kommer i sikkerhed.

Der sker ikke noget.

Mit hjerte springer to slag over og som en flodbølge skyller virkeligheden ind over mig. Lauren er væk.

Hvis det ikke havde været for Joshuas jerngreb, så var jeg faldet sammen af smerte. At se hende ligge der, fuldstændig livløs, får det til brænde i mit bryst.

Det var meningen at jeg skulle redde hende. Hun skulle aldrig have været endt her. Det var min kamp, ikke hendes.

”Lauren…” Min stemme knækker.

”Sådan går det, når man ikke kan finde ud af at høre efter,” siger Arketah hoverende og kommer helt tæt på. Hans ånde lugter af blod. ”Og det her er kun begyndelsen.”

”Men hvis du kysser mig, så kan vi ændre planerne.” Joshua kysser mig på skulderen.

”Aldrig,” hvæser jeg.

”Som du vil,” svarer han. ”Men du fik tilbuddet.”

”Og nu må du have os undskyldt,” siger Arketah og retter blikket mod Aiden. ”Jeg skal have opdraget min søn.”

Joshua slipper mig og jeg lander på gulvet med et bump. De bevæger sig begge mod Aiden der allerede har gjort klar til kamp.

Ved siden af mig ligger Lauren med åbne øjne og stirrer ud i intetheden. Hendes læber er blålige som har hun været ude i en bidende kulde, og hendes fyldige, brune hår og nu fladt og næsten helt gråt.

Jeg kæmper mig på albuerne og kravler helt hen til hende. Jeg hører hvordan energikuglerne flyver bag mig, men det eneste jeg kan tænke på lige nu er Lauren.

”Undskyld,” hvisker jeg og aer hende på håret og videre ned mod kinden. Hendes iskolde hud giver mig gåsehud. ”Det var ikke meningen.”

Michael kommer hen og lukker hendes øjne for så at rette opmærksomheden mod mig.

”Det er ikke din skyld,” siger han og hiver mig ind til sig. Jeg lader tårerne strømme.

”Jeg…” Mere kommer der ikke over mine læber. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige eller gøre. Det eneste jeg ønsker, er at give Lauren livet tilbage.

Michael hiver mig tættere ind til sig og jeg mærker hvordan min vejrtrækning langsomt bliver roligere. Han stryger mig på håret, mens han stille vugger frem og tilbage.

Aiden kæmper videre, og jeg kan se hvordan han efterhånden er ved at være drænet for energi.

Jeg mærker hvordan smerten i mit bryst bliver erstattet af en vrede så intens at det brænder i hele min krop. Jeg kan ikke bare lade Arketah slippe uden kamp. Det er ikke fair over for Lauren.

Med besvær kommer jeg op at sidde. Michael ser undrende på mig, men jeg sender ham du-bliver-lige-der-blikket.

Jeg ser mig omkring efter vasen, og da jeg får øje på den, kan jeg ikke lade være med at smile for mig selv. Nu skal jeg vise ham, hvad der sker, når man gør en Whitefeather heks vred.

Jeg kaster blikket mod Aiden, og da vores øjne mødes, nikker han, som om han allerede ved hvad mit næste træk er.

Hans energier strømmer gennem mig, og snart er vi smeltet sammen og jeg har igen kræfter til at vise hvem der bestemmer.

”Arketah,” kalder jeg med fast stemme. Han vender sig og ser på mig med øjne af ild. Jeg kaster hovedet mod vasen der usikkert hænger i luften.

”Slip den,” brøler han og vender sig mod mig med en energikugle i hver hånd.

”Hvis det er det du ønsker,” svarer jeg og slipper. Arketah styrter frem men ikke hurtigt nok. Den rammer gulvet og smadres til ukendelighed. Et kraftigt lys oplyser rummet og jeg mærker en kraftig energi skylle ind over mig.

”Nej!” råber han og kaster sig over det der er tilbage af vasen.

Lyset samler sig i små kugler der hvirvler rundt mellem hinanden. De bevæger sig op og forsvinder så gennem loftet. Et svagt tak lyder bagerst i mine tanker.

”Din forbandede heks!” hvæser Arketah og træder frem mod mig. Michael læner sig ind foran mig som for at beskytte mig fra Arketah.

Jeg rækker en hånd frem for at lave en kugle af ild, men den kommer ikke af sig selv. ”Ignis,” hvisker jeg, og da kommer den til syne.

Den er større end den første, men ikke tungere eller sværere at kontrollerer.

Jeg sender den mod Arketah uden at ramme Michael der stadig sidder mellem os.

Den rammer ikke.

Joshua blander sig og sender en kugle mod mig trods Arketahs strenge ordre på ikke at slå mig ihjel.

Jeg afværger den som var det endnu en af de der forbandede fluer.

Arketah knurrer med en stemme der lyder som om den kommer fra en bil der gasser op. Hans øjne brænder sig ind i min sjæl, men jeg bekæmper trangen til at skrige.

”Du prøver min tålmodighed, heks.”

”Ingen skal slippe godt fra at dræbe uskyldige mennesker.”

Han spænder i kæben og ser olmt på mig. Jeg kan høre hvordan han pruster og jeg ved at han snart går til angreb. Hans energier springer som popcorn, og det er lige før jeg kan høre hvordan de eksploderer.

I det han skal til at kaste sig frem mod mig, sender Aiden en kugle på størrelse med en bowlingkugle mod ham. Arketah stivner da han ser hvordan den kommer tættere på. Joshua stivner også.

Lige inden den rammer ham, tager jeg en beslutning og ændrer kuglens retning. Alle bliver overraskede da den rammer Joshua lige ved hjertet. Han falder sammen og lander med et bump.

”Joshua!” Arketah flyver panisk hen til ham og falder på knæ. Han leder febrilsk efter tegn på liv, men der er ingen.

”For Lauren,” svarer jeg med hævet stemme.

Michael lægger armen om mig, og hiver mig ind til sig. Han må kunne mærke at jeg er drænet for energi.

Aiden river sig fri af Arketahs brændende blik og går med store skridt hen til mig og sætter sig ved min anden side.

Vi danner nu et skjold foran Lauren.

”Det er ikke slut, Scarlett,” snerrer han og drejer hovedet mod mig. ”Hold øjne og ører åbne.”

Arketah løfter Joshua ind til sig, og sammen forsvinder de i en tåge af røg. Det må være sådan de rejser til Underverdenen.

Jeg vender mig atter mod Lauren, og synet af hendes livløse krop, får mig til at falde sammen. Tårerne strømmer ned ad mine kinder, og en halvkvalt hulken er den eneste lyd der kommer ud af min mund.

”Scarlett,” hvisker Aiden beroligende og lægger en arm om mig. ”Jeg er ked af det.”

”Lad mig være,” svarer jeg grådkvalt og hiver mig fri. Michael forsøger også at trøste, men heller ikke han skal røre mig.

Det eneste jeg vil, er at have Lauren tilbage. Kan de ikke se det?

”Hun skal væk herfra,” kommer det fra Aiden. Han giver Michael nøglen til bilen. ”Hvis du tager dig af Scarlett, så ordner jeg resten.”

”Okay,” svarer Michael kort.

”Nej,” beder jeg, da Michael tager om mig, for at løfte mig op.

”Det er ikke sikkert for dig at være her.” Han løfter mig og jeg er for træt til at gøre modstand.

Jeg mærker hvordan hans varme omslutter mig, og jeg kan høre hvordan hans hjerte slår i et roligt tempo.

”Pas på hende,” hører jeg Aiden sige, lige inden Michael bærer mig ud ad døren. Alexis og Bree står med bøjet hoved. De kan ikke engang se mig i øjnene.

Hvorfor gjorde de ikke noget? De har været her hele tiden. Det er tydeligt at de føler noget, de er som Aiden, så hvorfor hjalp de ikke?

Michael hjælper mig ind på forsædet, og snart forlader vi Aidens indkørsel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...