Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61481Visninger
AA

55. Kapitel 53 - Ventetid

Hvis det ikke havde været for de forbandede regler om ikke at fratage menneskets dets frie vilje, så havde jeg fundet en måde at stoppe Lauren på i aften.

Hvad nu hvis jeg ikke kan gøre noget? Hvis hun dør?

”Du er nødt til at slappe lidt af, Scarlett. Lauren skal nok klare sig.” Aiden rejser sig fra min seng og stiller sig bag mig. ”Dine energier skriger så man kan mærke dem flere kilometer væk.”

”Jeg kan ikke,” hvæser jeg og en levende, blå kugle tager form i min hånd. Min anden hånd flyver op for min mund. ”Undskyld,” hvisker jeg.

”Gem kræfterne til i aften,” siger han og lægger en hånd på min skulder. ”Du får brug for dem alle.” Han stryger mig på armen før han forlader mit værelse og går mod stuen.

Jeg kan ikke lide den måde han siger ’dem alle’ på. Jeg må jo ikke bruge mine dæmoniske evner. Om jeg så brugte dem til at slå en dæmon ihjel med, så vil Rådet stadig se det som noget forkert.

At Aiden også skal udsættes for fare kan jeg ikke holde ud. Jeg kan ikke forsvare ham på andre måder end at bruge telekinese til at afværge kuglerne. Andre brugbare evner har jeg ikke lært. Jeg har mit skjold, men det kan ikke bruges som angreb og desuden er Arketah langt stærkere og kan hurtigt bryde igennem det.

Aiden har ikke været hjemme hos sig selv siden jeg reddede ham, og jeg har svært ved at han skal med. Han er selvfølgelig en god hjælp, men han udsætter sig selv for fare. Arketah har forsøgt at slå ham ihjel en gang, og jeg er ikke et sekund i tvivl om at han vil forsøge igen.

Gid man kunne spole tiden tilbage og forhindre Lauren i at møde Joshua. Det er så lille en ting der kan forhindre noget så katastrofalt.

Jeg er sikker på at det nok skal gå. Mitchell dukker op i mit hoved. Jeg lukker øjnene og ser ham for mig som en hvid ulv med grønne øjne.

Men hvad hvis det ikke gør?

Det skal du ikke bekymre dig om lige nu. Det vigtigste er at du slapper af, tager i skole og gør dit bedste i aften.

Og hvis hun dør?

Så var det skæbnen.

 

Skæbne min bare… Det har aldrig været meningen at Lauren skulle dø i aften. Jeg er den egentlige grund, og sådan er det bare.

Lauren har ikke talt til mig siden mandag og i dag er ingen undtagelse. Hun ser knap nok på mig, og i klassen kan jeg mærke hvordan afskyen stråler ud af hende, når hun sætter sig ved siden af mig.

Jeg forstår godt at hun reagerer som hun gør. Da folk sagde til mig, at jeg skulle holde mig fra Aiden, blev jeg også irriteret. Ingen skulle fortælle mig, hvem jeg skulle være sammen med, så jeg gjorde det alligevel.

Havde jeg været uden evner, ville jeg måske også have passet mere på. Jeg ved ikke om jeg ville have været endt sammen med Aiden, hvis jeg bare havde været et menneske, men det ville have været langt farligere.

Som det er nu, kan Aiden og jeg forsvare os, hvis den anden kommer til at gøre noget, og vi kan begge blive healet. Et menneske og en dæmon er absolut ikke en god sammensætning.

Jeg har lyst til at fortælle hende sandheden, så hun ved hvad der foregår. Hun fortjener at vide det, at have et valg, men hver eneste gang jeg forsøger at åbne munden kommer der ingenting ud. Jeg går i stå. Kan ikke.

Når jeg tænker over det, er jeg heller ikke sikker på at det vil gøre nogen forskel. Hun vil bare tro at jeg er vanvittig, hvis jeg begynder at snakke om hekse og dæmoner. Og hvis jeg fortæller at jeg hører stemmer, så vil hun da først tro at det rabler.

Jeg sidder og stirrer mod uret over døren. Stadig 10 minutter til vi får fri fra dette helvede.

Lauren sidder og ryster med det ene ben, noget hun normalt ikke gør. Hun presser hårdt blyanten mod papiret, når hun skriver, og jeg kan høre hvordan hun knurrer inde i hovedet.

Jeg kan ikke lide at hun er sur på mig, og tanken om at det kan være det sidste hun føler for mig er ikke til at holde ud. Hvis der er noget jeg har lært af mine forældres død, så er det, at man ikke skal skilles mens man er uvenner.

Den dag var jeg så opsat på at få min halskæde tilbage, og det skulle være med det samme. Og så slog Arketah dem ihjel. Jeg fik aldrig chancen for at sige undskyld eller tak.

Jeg river et stykke papir af min blok og skriver en kort besked.

 

Undskyld, Lauren.

Jeg er virkelig ked af, hvis jeg har såret dig.

Venner?

 

Jeg skubber lydløst papiret over til hende, mens læreren er optaget af at skrive på tavlen. Lauren skæver ned på papiret og fnyser.

Hvad tror hun selv? hører jeg fra hendes tanker.

Det ringer ud og inden jeg når at sige noget, rejser hun sig og går med bestemte skridt mod døren. Jeg har lyst til at kalde på hende, følge efter hende. Jeg har lyst til at omfavne hende, fortælle hende hvor meget hun betyder for mig.

Hun har ingen anelse om, hvad der foregår, men hendes almindelige tankegang har været med til at holde mine egne tanker nede på jorden. Hun har vist mig hvordan man er en helt almindelig teenager.

Jeg bliver siddende til alle er gået.

Sidste time er gået og om præcis 4 timer sætter Lauren sig ind i Joshuas bil. Jeg kan tydeligt se det for mig. Lauren i sin røde kjole og sorte stiletter, der i en glidende bevægelse sætter sig ind i hans bil for så at blive kørt af sted.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan han vil tage livet af hende. Hvis jeg ikke når det, vil hun så lide, eller gør han det hurtigt og smertefrit?

”Du har virkelig ikke meget tiltro til dig selv.” Aiden står og hænger i døren.

”Er det så tydeligt?” svarer jeg og lader mine ting dumpe ned i min taske.

”Du tænker temmelig højt ja.” Han kommer hen og sætter sig på mit bord.

Jeg føler mig overhovedet ikke stærk lige nu. Jeg aner ikke hvordan jeg bekæmper en dæmon med mine hekse kræfter. Det eneste jeg har lært, er at forsvare mig selv. Og vrede udløser det dæmoniske i mig, og hvis jeg slår nogen ihjel med de evner, så får jeg problemer med Rådet, hvilket jeg også gør, hvis Lauren dør.” Jeg læner mig over bordet og støtter hovedet mod hænderne.

”Okay, hør lige på mig.” Tonen i hans stemme ændres fra kærlig til alvorlig. ”Jeg vil hele tiden være der, og jeg skal nok sørge for at dine energikugler ikke slår nogen ihjel.”

”Hvad hvis der sker dig noget?” Jeg ser op på ham med blanke øjne.

”Scarlett for helvede.” Han lægger en hånd på min arm. ”Jeg er en Viux, og lige nu har jeg dit blod i mit system, så jeg har kræfter nok.”

”Men jeg har ingen steder jeg kan hente energi. Det er nymåne i aften.”

”Du kan hente fra mig,” svarer han og smiler skævt som kun han kan gøre det.

”Det kan jeg da ikke?”

”Jo, kan du ikke huske det? Det var noget af det første jeg lærte dig.”

Jeg ser spørgende på ham, og han ryster på hovedet af mig. Så vender han håndfladerne op og gør tegn til at jeg skal lægge mine hænder i hans.

De er er varme som et tæppe der har ligget foran kaminen. Han lukker dem blidt og jeg mærker hvordan energier strømmer gennem mig. Det er som at blive bombarderet med duften af roser, græs, røg og blod på samme tid. Jeg føler kulde og varme på samme tid, og en summen der lyder som en sværm af bier lyder i mine ører. Jeg kan smage energierne som kakao der løber gennem min hals og jeg kan se dem som en regnbue der cirkulerer om vores hænder.

”Wow,” er det eneste der kommer ud af min mund.

”Men brug det kun, når det bliver nødvendigt. Det er mange kræfter, og jeg synes det skal være dit hemmelige våben.” Han giver slip, men jeg kan stadig mærke hvordan det summer i min krop.

”Jeg skal prøve,” svarer jeg, da jeg kommer til mig selv.

”Og husk at uanset hvad så er jeg her, og Michael er der også.” Han stryger mig på håret. ”Vi skal nok klare det.”

”Jeg håber, at du har ret.”

”Skal vi ikke se at komme ud herfra?” foreslår Aiden og hopper ned fra bordet.

”Hvor skal vi hen?” Han trækker mig med ud på gangen og vi bevæger os mod udgangen.

”Vent og se,” svarer han og ser hemmelighedsfuldt på mig. Jeg må bare følge efter. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...