Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61836Visninger
AA

53. Kapitel 51 - Tilbage til hverdagen

De sidste mange dage er smeltet sammen. Jeg kan ikke skille dem fra hinanden. Det er som en filtret garnnøgle, hvor man knap kan finde enden. Der er mange tråde, mange billeder, men jeg kan ikke huske rækkefølgen, og jeg ved ikke hvad der har ført til de mange ting.

Jeg kan huske at Michael har haft store humørsving. Det ene sekund råber han op om at jeg skal holde mig fra Aiden, og det næste øjeblik er han helt nede på jorden. Når vi er alene, holder han meget øje med hvordan jeg har det, og et par gange har han hjulpet mig med mine evner.

Det er sjovt, som han kun har været efter Aiden, når han har været i huset. Som om han håber at kunne skræmme ham væk.

Aiden har efterhånden vænnet sig til det, så når Michael er i huset hører han slet ikke efter. De første par dage var han ved at sende en kugle efter ham, men han er blevet bedre til at ignorere det.

Jeg selv har ikke brugt dæmoniske kræfter, siden den dag jeg reddede Aiden. Lysten har været der op til flere gange, specielt når Michael har pisset mig af, men det er lykkes mig at kontrollerer det.

Ashley har ikke kontaktet mig overhovedet, og så vidt jeg husker, har hun heller ikke svaret mig, når jeg har telepateret. Hun er tydeligvis ikke glad for at jeg igen er sammen med Aiden, og når jeg tænker over det, er det egentlig ikke så mærkeligt. Det var hendes opgave som Vejleder at hjælpe mig i den rigtige retning, men så kom Aiden.

For min skyld er helt fint at Aiden krydsede min vej. Han har sat gang i noget meget uheldigt, men samtidig har jeg fået sandheden. Hvis han ikke havde påvirket mine evner, fået mig til at se virkeligheden, så havde jeg stadig flygtet fra mig selv.

Når jeg ser mig selv i spejlet, ser jeg stadig en pige der er bange for at være til fare for andre. Mine øjne minder mig konstant om, hvad jeg er i stand til. En enkelt bevægelse, en følelse, og byen vil være væk på sekunder. Og så vil Rådet gøre det af med mig.

Jeg er som sådan ikke bange for dem, selvom jeg måske burde være det. Jeg ved godt, at jeg skal passe på, men hvis det en dag gælder liv eller død for dem jeg har kær, så vil jeg skide på deres trusler.

Nej.

Når jeg ser mig i spejlet, kan jeg se et glimt af en pige, der gerne sætter livet på spil for dem jeg holder af. Dæmoner og Rådet kan bare komme an.

”Du kan ikke blive ved med at trække tiden ud.” Aiden står i døren til mit værelse og smiler skævt.

”Kan vi ikke bare droppe skolen?”

”Nej, du skal i gang igen. Du ender med at gro fast.” Han træder ind og stiller sig bag mig. Jeg kan se ham i spejlet, og noget ved hans øjne får mig til at slappe af. Han har ret. Jeg kan ikke bare sidde her for evigt.

”Fint, men kun hvis du kører,” svarer jeg og drejer hovedet.

”Du er en hård forhandler,” siger han og sætter en finger tænkende på læben. ”Men okay, du vinder.” Han går mod døren. ”Jeg går ud og starter bilen. Skynd dig.”

Jeg hører hoveddøren åbne og lukke.

Inden jeg forlader værelset, kaster jeg et sidste blik mod spejlet. Tilbage kigger et grønt og et blåt øje. Mine.

Vi kører ind på skolens parkeringsplads. Folk er stoppet op for at kigge. Selv herfra kan jeg høre deres tankemylder.

Hvem er det?

Er han lækker?

Fed øse!

Det går op for mig at folk aldrig har set hans bil. Ingen ved hvordan han kommer i skole. Han dukker bare op.

Jeg glæder mig til at se deres ansigtsudtryk, når de finder ud af at bilen tilhører Aiden. Og endnu sjovere bliver det, når de ser at jeg også er her.

Han drejer nøglen og motorens rolige brummen holder inde.

Jeg får øje på Lauren længere fremme. Hun sidder på et træbord med benene over kryds, og lader som om at hun er midtpunkt. Men ingen kigger på hende længere.

Hun læner sig frem, og da hun ser, hvad der har stjålet opmærksomheden, er hun ved at tabe kæben. Alligevel bliver hun siddende. Hun venter på at nogen stiger ud af bilen.

”Det havde jeg nær glemt,” udbryder Aiden, idet han skal til at åbne døren. Han giver sig til at rode i sine lommer. ”Her er de.”

”Flere gaver?” spørger jeg med et hævet øjenbryn.

”Ja,” svarer han og hiver noget op af lommen. Da jeg kigger nærmere kan jeg se, at det er et par strikkede pulsvarmere. Men det er jo forår?

”Tak,” siger jeg og tager imod dem. ”Men hvorfor?”

”For at skjule dine ar. Vi har ikke brug for at folk begynder at sætte spørgsmålstegn. Det har allerede været svært nok, at dække over vores fravær.”

”Har du dækket over vores fravær?” Jeg drejer mig mod ham. ”Hvordan?”

”Du har haft hjernerystelse, og jeg har haft familiære problemer.” svarer han, så jeg næsten tror at det faktisk er sandt.

Næsten.

”Og hvad har jeg helt præcist gjort for at få hjernerystelse?”

”Faldet ud af din kørestol,” siger han som om det er helt normalt.

”Siger du, at jeg er klodset?”

”Få nu gjort dig klar, så vi kan komme videre. Folk venter.” Han nikker mod forsamlingen.

Jeg trækker dem på da Aiden åbner døren og træder ud. De er sorte ude ved hænderne og går langsomt over i en mørk grå op af armen. De stopper midt på underarmen. Ved hånden går de lidt ud over fingrene, men jeg kan stadig bevæge dem.

Aiden åbner døren og giver mig en hånd med at komme ud og over i min kørestol.

Folks blikke følger os hele vejen mod indgangen. Nogle overraskede, andre rystende på hovedet og Michael med himmelvendte øjne.

Aiden må have set Michael, for straks lægger han armen om mig som enhver anden kæreste ville have gjort, og Michaels øjne lyner. Jeg tager mig selv i at grine.

Lauren kommer os i møde ved døren og Ashley kommer slentrende bagefter. Hun er bedre til at skjule sit had, end Michael nogensinde bliver.

”Velkommen tilbage,” siger Lauren og omfavner mig.

”Tak,” svarer jeg, og minder mig selv om, hvorfor jeg har været væk. Det kunne ligne hende at spørge.

”Jeg håber, det går bedre,” siger hun og trækker sig tilbage. ”Du ser i hvert fald godt ud.”

”Det gør du også,” skynder jeg mig at svare. Jeg har ikke helt glemt hvordan hun er, og er der noget hun elsker, så er det at få at vide, at hun ser godt ud.

”Jeg må hellere se at komme videre, men vi skal så meget snakke sammen til frokost. Tror jeg er gået glip af en hel del.” Hun kaster kort blikket mod Aiden før hun vender rundt og går mod døren og råber: ”Vi ses.”

Ashley står ubevægelig, og ved ikke hvor hun skal gøre af sig selv. Jeg kan mærke på hendes energier, at hun hellere end gerne vil springe om halsen på mig, men samtidig har hun ikke lyst til at være for tæt på Aiden.

Jeg rækker en hånd frem for at få hende tættere på. Hun er snart nødt til at indse, at Aiden ikke er farlig.

”Hvis du så meget som tænker på at røre mig, så hugger jeg fingrene af dig. Forstået?” Hun peger truende på ham, samtidig med at hun kommer tættere på.

”Jeg holder fingrene for mig selv,” svarer han, mens han forsøger at holde masken. Jeg kan høre hans dybe latter bagerst i mit hoved.

Ashley omfavner mig, og kort efter er hendes energier igen rolige.

”Jeg har savnet dig,” siger hun, da hun giver slip.

”Jeg har også savnet dig.”

Michael forbliver bag Ashley og gør ikke træk til at komme nærmere.

”Vi må hellere se at komme til time,” afbryder Aiden og kaster med hovedet i retning af døren.

”God idé,” svarer jeg og Ashley nikker bekræftende.

Michael følger tavst efter, men hans energier er alt andet end tavse.

 

Jeg har fundet papir og blyant frem, men jeg tegner ikke noget. Er tom for ideer.

Mit hoved er ikke helt vendt tilbage til den normale verden, eller rettere den verden alle mennesker befinder sig i. En normal verden for mig er i hvert fald ikke noget lignende det her. Nej, min verden er fyldt med magi.

Det eneste jeg ser for mig er blod, arrene på min arm, lysende blå kugler og Lauren. Jeg kan ikke give mig til at tegne ting fra den magiske verden. Det er for farligt. Og jeg tegner heller ikke Lauren. For det første vil det virke underligt, og for det andet har jeg slet ikke lyst til at vide, hvorfor jeg pludselig tænker på hende.

Fornemmelsen af at det er noget galt prikker til mit sind. Det plejer ikke at være et godt tegn.

Jeg lukker øjnene og graver et mere behageligt billede frem. En af Aidens roser.

Forsigtigt lader jeg blyantens spids farve det hvide papir. Jeg starter med de små blade i midten og bevæger mig så ud. Jeg kan næsten dufte den, så ægte ser den ud.

Den afleder mine tanker så meget fra at tænke på Lauren, at jeg ikke hører Fru Bayes sige mit navn.

Aiden skubber til mig, og jeg kigger op.

”Det her er altså ikke tegnetime.” Hun ser på mig hen over sine briller. ”Men hvis du nu kan fortælle mig hvornår Stormfulde Højder blev skrevet, så lader vi som om at det ikke er sket.”

”1847,” svarer jeg efter at have læst hendes tanker. Det er ikke at blande mig i hendes privatliv.

Jeg smiler kort og ånder lettet op da det ringer ud. Første time og jeg har allerede lyst til at tage hjem. Det der med at være i skole er bare ikke mig.

”Du får ikke lov til at pjække,” siger Aiden da vi kommer ud på gangen og sætter kurs mod kemi. Jeg retter blikket mod ham og skal lige til at åbne munden, for at give ham en lektion i privatliv, da han fortsætter: ”Jeg behøver ikke at læse dine tanker, for at vide hvad du tænker.”

”Så forudsigelig er jeg heller ikke.”

”Jo, det er du faktisk.”

”Og hvad tænker jeg så på lige nu?” Jeg stopper op ved mit skab og ser på ham med et udfordrende blik.

”Pizza?” svarer han og kniber øjnene let sammen.

”Nej, prøv igen.” Jeg tager min bog ud af skabet og ser afventende på ham.

”Hmm,” brummer han og trækker læber let til den ene side. ”Hvad kan det mon være?” Han tripper og begynder så at gå omkring mig. Han ser på mig med et drilsk blik. ”Kan det mon være…”

Mere kommer der ikke over hans læber, før han læner sig ind over mig og kærtegner mine læber.

Gættede jeg rigtig?

Måske, griner jeg.

”Og nu må vi hellere komme til time,” siger han da han trækker sig tilbage.

”Du tager livet af mig,” sukker jeg højlydt. Jeg vil langt hellere bruge tiden på at træne, inden Arketah slår til igen. Skolen her er ubrugelig for en som mig.

”Jeg er jo også en dæmon,” ler han med en dyb latter, der ville få normale mennesker til at gyse.

Jeg ryster på hovedet og giver ham et puf i siden. ”Du er ikke rigtig klog.”

”Nej, men du kan lide mig alligevel.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...