Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61526Visninger
AA

52. Kapitel 50 - Tilgivelse

”Jeg væmmes ved at se hende i dine arme,” fnyser Michael, og hiver mig tilbage til virkeligheden. Jeg er for træt til at åbne øjnene, så jeg lytter bare.

”Så lad være med at kigge,” svarer Nathan igen.

”Jeg stoler ikke på ham.”

”Men det gør Scarlett, og det burde du respektere.”

”Jeg havde nær dræbt hende.” Aiden snakker lavt, som er han bange for at andre skal høre ham. ”Det kan hun umuligt tilgive.”

”Det bør hun heller ikke,” svarer Michael indædt.

”Så er det ud,” kommanderer Nathan. ”Og Aiden? Kald når hun vågner.” Han lukker stille døren.

Jeg fornemmer Aidens muskuløse arm ligge omkring mig. Han aer forsigtigt min arm, og jeg mærker hvordan varmen stråler fra hans krop.

Hvis jeg kunne, så havde jeg åbnet øjnene og omfavnet ham. Fortalt ham at jeg elsker ham, og at jeg er ked af at jeg bare skred. Men jeg er for svag.

Det står tydeligt for mit indre blik, hvad der er sket. Jeg reddede Aiden med mit blod, og han havde nær taget livet af mig. Hvad der fik ham til at stoppe, ved jeg ikke.

”Hvis jeg dog bare havde fortalt dig sandheden.” Han stryger nænsomt håret væk fra mit ansigt. ”Det er min skyld.”

Hans vejrtrækning forholder sig roligt, og med et øre mod hans bryst kan jeg høre hans rolige hjerteslag.

”Hvis du ikke kan tilgive mig, så skal jeg nok forsvinde for evigt.” Han lægger to fingre på siden af min hals for at mærke efter en puls. ”Bare vær sød snart at komme tilbage.”

Det er rart at være tilbage i hans favn. Duften af hans roser hænger let over ham og hans bløde, dybe stemme får mig til at slappe af.

Alt ved ham er det jeg elsker.

Efterhånden begynder livet at vende tilbage til min krop. Det dunker i mit hoved og min arm brænder, men der kommer stadig ingen lyd ud.

Jeg misser med øjnene, da jeg forsøger at åbne dem. Solens stråler oplyser kraftigt mit værelse.

Mit værelse?

Er jeg hjemme igen?

Jeg forsøger igen at åbne øjnene, og denne gang kan jeg nogenlunde se. Det ser ud som om jeg aldrig har været væk. Skyggernes Bog ligger på natbordet, og en af Aidens roser ligger ovenpå den. Alt er som det var før jeg forlod Aiden.

”Aiden?” hvisker jeg og løfter hovedet lidt. Endelig.

”Scarlett?” Han slår øjnene op og jeg møder den velkendte gyldne farve. Det er som at kigge gennem et stykke lyst rav, når man holder det op mod solen.

”I egen høje person,” svarer jeg og smiler så godt jeg kan.

”Du må aldrig skræmme mig på den måde igen.” Han holder mig tæt ind til sig.

”Hvor længe har jeg været væk denne gang?”

”4 dage,” svarer han og ser væk.

Jeg skubber mig let op på albuen, i håb om at kunne fange hans blik. Han undviger.

”Hvorfor kigger du væk?” Jeg lægger en hånd på hans.

”Det gør ondt at se, hvad jeg har været skyld i.” Han skubber sig let op at sidde, og jeg følger besværet efter. Vi sidder nu mod hovedgærdet, og han har fjernet sin arm fra mig.

”Du har ikke gjort noget, Aiden.” Jeg drejer let hovedet og ser på ham. Hvordan kan han sige sådan noget? Han har kæmpet så længe for at få mig tilbage, og nu har han mistet al form for kampgejst.

”Hvad kalder du så det her?” Han tager om min lyse hårtot og holder den frem så jeg kan se den.

”En arbejdsskade.”

”Min skyld,” svarer han og slipper den.

”Nej,” protesterer jeg. ”Det er sådan noget der sker, når man er en heks og lægger sig ud med en der har langt flere kræfter.”

”Men Arketah er min far, og hvis du aldrig havde mødt mig, så var du ikke endt i midten af alt det her.”

”Jeg er nu ret sikker på at Arketah ville have kigget fordi alligevel. Det vil aldrig være din skyld.”

”Hvad så med det her?” Han tager om min arm og for første gang ser jeg hvor han har bidt. To halvcirkler er placeret på mit håndled.

”Det gjorde jeg af egen fri vilje.” Det er rødt og hævet. Hvorfor mon Curax Ikke har healet det?

”Og hvis du ikke havde kendt mig, så havde du ikke udsat dig selv for det. De ar har du for livstid, for ingen kan heale noget der er gjort med vilje.” Han råber nu.

”Så må det være sådan,” svarer jeg og rører forsigtigt ved det.

”Jeg må hellere gå,” siger han og svinger benene ud over sengekanten. ”Jeg vil ikke være skyld i mere. Du var nær død på grund af mig. ´Måske overlever du ikke næste gang.” Han rejser sig. ”Jeg skal nok sige til de andre at du er vågen.”

”Du går ingen steder,” siger jeg og griber ud efter hans arm, for at hive ham tilbage. ”Og jeg vil væde med at Nathan har hørt dig. Han har bare travlt med at holde Michael væk. Jeg hørte godt jeres lille skænderi.”

”Jeg kan ikke blive,” svarer han og ser mod døren.

”Aiden.” Jeg tager om hans hånd. Den brænder. ”Du har ikke siddet hos mig i 4 dage, for så at stikke af.”

”Jeg ville sikre mig, at du overlevede, og derefter tage væk hvor jeg ikke kan gøre skade.”

”Du må ikke lukke mig ude.” Jeg lægger en hånd på hans kind, og får ham til at kigge på mig. ”Det her vil aldrig være din skyld.”

Hans øjne liver op, og jo længere tid jeg ser ind i dem, jo varmere bliver de. Jeg får lyst til bare at forsvinde ind i dem og blive der for evigt.

Jeg lægger armene om hans nakke og hiver ham ind til mig. Han stritter ikke imod. I starten sidder han bare, men langsomt bløder han op og lægger så armene tæt om mig. Han stryger mig kærligt på håret og hvisker i mit øre: ”Undskyld, Scarlett.”

”Du er tilgivet,” svarer jeg stille og begraver næsen i hans hår.

Længe sidder vi og holder om hinanden. Vi siger ikke noget, lytter kun til hinandens åndedrag. Jeg har savnet at sidde i hans favn. Savnet hans beskyttende væsen.

Han dufter af roser og dugfriskt græs.

”Undskyld, Aiden.” Jeg bryder stilheden. Har brug for at fortælle ham, at jeg er ked af det. Jeg skulle aldrig have været kørt fra ham. Jeg skulle have lyttet.

”Det er okay,” svarer han og trækker sig let tilbage for at se mig i øjnene. ”Jeg var selv uden om det.” Han kærtegner min kind og mit hjerte slår hurtigere. Jeg mærker hvordan mine kinder blusser op.

Hans læber skilles let, men noget holder ham tilbage fra at fortsætte. Jeg strækker mig frem og lader vores læber mødes. De smager saltede, og en smule blodige, men jeg skubber det til side. Jeg er ligeglad.

Hans læber mod mine er endnu en af de ting jeg har savnet. Den måde vi smelter sammen på, og den måde han blidt holder om mig, selvom han kunne knuse mig på sekunder.

Jeg hiver ham med bagud til vi rammer hovedgærdet. Han glider let væk og ser på mig med sammenpressede læber.

”Hvad er der?” spørger jeg. Han rækker hånden frem og kærtegner min lyse tot igen.

”Du ved hvad en som mig er i stand til.”

”Men jeg ved også, at du ikke er som Arketah, så nej, jeg er ikke bange for dig,” svarer jeg og tager hans hånd. ”Jeg stoler på dig.”

Han ser på mig som om han ikke kan forstå hvad jeg siger. Sekunderne føles som timer. Han sidder bare der, lige foran mig, uden at bevæge sig.

Jeg har lyst til at trække ham ind til mig, men jeg holder hænderne for mig selv. Det er op til ham, hvilket tempo vi skal tage det i.

Pludselig er der noget i hans øjne der ændres, og så læner han sig frem mod mig. Vores læber mødes. Hans ene hånd støtter mod madrassen, men den anden ligger ved min hals.

Jeg elsker dig, Aiden Warner.

Jeg elsker også dig, Scarlett Whitefeather.

Hans hånd bevæger sig mellem min hals og mit bryst, lige der hvor min halskæde engang hang. Han stopper op og trækker sig tilbage.

”Det havde jeg nær glemt.” Han stikker hænderne i lommerne og smiler så. ”Luk øjnene.”

”Jeg er ikke god til det med gaver,” beklager jeg mig.

”Du vil gerne have den her, tro mig.”

Jeg lukker modvilligt øjnene. Kan ikke lide at få gaver, når jeg intet kan give tilbage. Og uanset hvad, så vil jeg aldrig kunne give ham noget der er lige så meget værd.

Du skal ikke give mig noget til gengæld.

Du hører også alt, griner jeg.

”Åben bare øjnene.”

Jeg lader forsigtigt øjnene åbne, og først ved jeg ikke, hvad jeg skal kigge efter.

Noget hænger fra hans hånd, og jeg er nødt til at blinke en ekstra gang. Det kan da ikke … Er det virkelig …

”Min halskæde?”

”Jeg har godt nok været nødt til at sætte en ny lædersnor i. Håber det er okay?” Han sørger nøje for ikke at røre ved vedhænget.

Jeg rækker hånden frem og tager om den. Metallet føles koldt mod min hud men også velkendt. Den sender en følelse af hjem igennem mig. Det er virkelig min kæde.

”Hvordan?” spørger jeg og ser op.

”Jeg kom forbi samme aften, og kunne mærke dens energier. Jeg samlede den op og lavede den uden at min far opdagede det. Du skulle have haft den for længe siden, men jeg har ikke kunnet komme i nærheden af dig, og har også skullet holde øje med angreb fra min far.” Han ser undskyldende på mig.

”Du behøver ikke undskylde.” Jeg trækker ham ind til et kram, og sørger for at kæden ikke rammer hans hud. ”Tak Aiden.”

”Må jeg give dig den på?” spørger han, da jeg giver slip.

”Selvfølgelig.” Jeg giver ham kæden og samler så mit hår.

Han er meget påpasselig med kun at være i kontakt med snoren. Gad vide hvad der sker, hvis han kommer til at røre den? Arketah rørte den, og han er ikke død af det. Men hvad så?

”Hvordan kan du dog være så dum?” råber Michael ude fra gangen og vi vender os begge mod døren.

”Det er ikke op til dig. Hun har truffet et valg, og det respekterer jeg, hvilket du også ville gøre klogt i.” Nathan lyder rolig.

”Hun ved ikke, hvad hun roder sig ud i.”

”Hun har brug for Aiden, om du kan lide det eller ej.”

”Det ender aldrig godt.”

Jeg sukker opgivende. Holder de aldrig op med det der? Jeg kigger på Aiden, der stadig sidder lænet mod mig. Han er gået i forsvarsposition.

Lad mig, telepaterer jeg og åbner døren med min telekinese.

”Jeg kan godt høre jer,” siger jeg.

Michael er den første der kommer ind ad døren, og da han ser at Aiden stadig sidder hos mig, er det lige før der kommer røg ud af næsen på ham. Hans energier knitrer som ilden fra et bål. Han kommer ikke nærmere.

Nathan træder ind og sætter kursen mod mig.

”Godt at se dig vågen,” siger han kærligt og bukker sig frem for at give mig et kram.

”Tak Nathan.” Jeg holder stadig fast, men giver slip da han trækker sig tilbage.

Michael står med korslagte arme og stirrer olmt på Aiden. Jeg mærker hvordan det får Aiden til at spænde, så jeg lægger en hånd over hans.

Det er ikke det værd. Jeg ser på ham, og langsomt begynder han at slappe af.

”Er du snart færdig med at stå der og være negativ?” spørger jeg og ser på Michael med et hævet øjenbryn.

”Du ved godt, at jeg ikke kan lide at være i nærheden af en Viux,” vrisser han.

”Jeg har også Viuxblod i mine årer, så kom ikke og sig at det er din grund, for i så fald væmmes du også ved mig.” Jeg fanger hans blik.

”Han kunne have dræbt dig!” råber han og træder et skridt frem.

”Og jeg kunne have slået dig ihjel den dag ved klippen,” svarer jeg og puster ud for ikke at lade vreden tage over. ”Men ingen har mistet livet.”

”Endnu,” mumler han.

”Lad nu bare Aiden være,” sukker jeg og tager Aidens hånd i min. ”Jeg har selv valgt at være sammen med ham, og takket være ham har jeg også fået min kæde tilbage.” Jeg lukker øjnene og presser de sidste ord ud: ”Hvis du ikke kan acceptere mit valg, så synes jeg, at du skal gå.”

Michael holder et øjeblik op med at trække vejret, og da jeg ser på ham er der ingen følelser at spore. Han står bare og ser på mig uden egentligt at se på mig.

”Du kan kalde, når han er gået. Jeg er i stuen,” siger han og skuler til Aiden, før han med faste skridt forlader mit værelse.

Jeg har lyst til at kalde ham tilbage. Det var ikke meningen at det skulle lyde så hårdt. Jeg er bare træt af at han ikke kan være glad på mine vegne. Endelig er jeg sluppet af med smerterne, og jeg har fået mit tegn tilbage. Evnerne er for en gangs skyld også under kontrol.

Aiden må kunne se på mig, at noget er galt, for straks lægger han armene om mig. Et par tårer undslipper mine øjenkroge, og løber stille ned ad mine kinder.

”Skal jeg kalde på ham? Jeg kan bare vente udenfor.” Aiden trækker sig tilbage og ser kærligt på mig.

”Jeg skal nok gøre det kort,” lover jeg.

”Tag den tid du har brug for, jeg skal nok finde på noget at lave.” Han kysser mig på panden, for så at rejse sig og forlade værelset.

Nathan bliver stående, indtil Michael viser sig i døren. De udveksler et hurtigt, brændende blik før han træder nærmere. Nathan lukker døren efter sig, og Michael og jeg er nu alene.

”Du giver mig grå hår,” siger han og løsner op. Hans knitrende energier bliver erstattet af rolige, trygge og behagelige energier, som lyden af havets stille brusen ved solnedgang.

”Jeg har grå hår,” griner jeg. ”Det er ikke så slemt.”

”Du er ikke rigtig klog,” svarer han rystende på hovedet og glider ned på kanten af min seng.

”Det har jeg heller ikke lovet, at jeg ville være.”

”Men det ville nu alligevel klæde dig.” Han tager min hånd og strejfer arret. Det gør ikke ondt, når han rører ved det. ”Vi skulle nødig have, at du kommer mere til skade.”

Han siger noget, blander Mitchell sig. Du burde passe bedre på dig selv.

Man skulle tro, at I to er i familie, siden I kan blive enige om næsten alt.

Det er vi ikke, forsikrer han. Jeg er bare enig. Og sejere.

Tro på det, griner jeg.

Mitchell har en fantastisk evne til at gøre mig glad. Og hans mening om Aiden trænger sig ikke på, på samme måde. Han kan ikke lide ham, men han har aldrig sagt at det var et dårligt valg.

”Jeg har styr på det,” svarer jeg og minder mig selv om at fokusere på samtalen med Michael. Jeg kan stadig høre Mitchell grine i baggrunden.

”Er der nogensinde nogen der har fortalt dig konsekvenserne af, hvis det går galt?” spørger han med alvorlig mine.

”Rådet kommer efter mig,” svarer jeg og trækker på skuldrene. ”Men det kommer ikke til at ske. Jeg har styr på det.”

”Rådet holder vågent øje med dig, Scarlett.”

”Det må de da selv om. Så længe jeg ikke slår ihjel med dæmoniske kræfter, så sker der ikke noget.” Hvorfor er han så bange for dem? Han har jo lige set at jeg kan styre min vrede. Og med min kæde tilbage på sin plads, er jeg igen i kontakt med heksen i mig.

”Du har aldrig fået at vide hvem der er med i Rådet, har du?” Han ser på mig som om noget lige er gået op for ham.

”Jeg ved, at der er en fra hver verden,” svarer og ser spørgende på ham. Er det ikke ligegyldigt, hvem der sidder i det forbandede Råd? Jeg har ikke behov for at få et forhold til dem.

”Så er det vidst på tide, at du får det at vide.” Han ser tænkende på mit tegn, før han fortsætter. ”Først har vi Storm. Hun er luftbetvinger, og når det kommer til vejret, minder I to meget om hinanden.” Hårene i nakken rejser sig. Jeg minder ikke om nogen fra det forbandede Råd. Han fortsætter: ”Destiny er heksen der har set lidt af hvert, og er derfor en meget respekteret dame. Så har vi Xakery, der en Viux med blå øjne, og Dwayne med gyldne øjne.”

Jeg kan ikke lade være med at bide mærke i, hvordan han taler med respekt om både betvingeren og heksen, men begge Viux’er bliver kun omtalt ved navn.

”Og hvem er mennesket?” spørger jeg nysgerrigt.

”Caroline, Laurens mor,” svarer han og ser kortvarigt ned.

”Hun virker da meget sød,” indskyder jeg. ”Hvorfor så alvorlig?”

”Lauren er et menneske uden jordisk chance for at overleve, hvis hun ender i midten af en strid mellem verdenerne. Og Caroline vil til en hver tid give dig skylden, hvis der sker hendes datter noget.” Han lukker kort øjnene, før han fortsætter. ”Så vær sød at passe på.”

”Hvordan kan det nogensinde blive min skyld? Jeg kunne da aldrig finde på at slå hende ihjel. Jeg bruger ikke engang mine evner, når jeg er i nærheden af hende.”

”I er veninder,” er det eneste han svarer.

Det giver jo ikke mening? Jeg kan da ikke stå til ansvar for hende, hvis det ikke er mig der har gjort noget. Hvis jeg slog hende ihjel, skulle jeg selvfølgelig nok tage skylden, men ikke et sekund før.

Tanken strejfer mig at jeg er i stand til at gøre hende fortræd. Det kræver kun et sekunds uopmærksomhed.

Nej, jeg gør ikke noget dumt. Jeg har styr på det.

”Hvorfor fortæller du mig overhovedet det her? Jeg har aldrig været til fare for hende.”

”Fordi du er nødt til at holde øje med hende.  Hun ved ikke hvad der lurer om hjørnerne, og hvis hun falder i en fælde, så har du et problem.”

”Hvis det er så farligt, at jeg færdes blandt mennesker, hvad fanden laver jeg så her?” Jeg ser afventende på ham.

”Vi havde ikke regnet med at tingene ville udvikle sig som de har gjort.”

”Vi?” afbryder jeg.

Han lukker forskrækket munden, og efter den pludselig ændring i hans energier at dømme, sidder han nu og skælder indvendigt.

”Glem det,” svarer han anstrengt. ”Det skal vi ikke snakke om nu.” Han rejser sig og bevæger sig hastigt mod døren. ”Jeg er nødt til at gå.”

 

”Hvordan har du det?” Aiden sidder ved siden af mig i min seng og har en arm om mig. Jeg har hovedet mod hans skulder.

”Okay, tror jeg.” Jeg ved ikke hvad jeg skal svare. På den ene side er jeg lykkelig for at være tilbage i Aidens arme. Hans varme og beroligende energier får mig altid til at slappe af, og når han er i nærheden, kan jeg holde vreden og energikuglerne på afstand. Men samtidig har jeg det som om jeg mangler noget. Som om der er noget jeg har overset.

”Er du sikker på det?” spørger han stille.

”Nej, jeg er ikke sikker på noget som helst,” svarer jeg og ser mod vinduet. Solen er forsvundet bag nogle tunge, grå skyer.

”Du kan være sikker på en ting,” hvisker han ned i mit hår.

”Hvad?”

”At jeg altid vil elske dig.”

Jeg retter mig op og drejer hovedet for at kysse ham. Varmen flyder gennem mig og den prikkende fornemmelse vender tilbage. Jeg skubber det til siden. Jeg ved godt at han er en dæmon, men det er okay.

”Har du nogensinde fået at vide, at du er en yderst elskværdig dæmon?” Jeg tillader mig selv at blive opslugt af hans øjne for en kort bemærkning.

”Kan du selv høre, hvor underligt det lyder?” Han løfter et øjenbryn og smiler skævt.

”Livet er underligt,” svarer jeg og ser drilsk på ham.

”Men helt uskyldig er jeg altså ikke.” Han vender sig mod mig. ”Der er en ting, jeg ikke har fortalt dig, og jeg ved heller ikke, om det gavner at fortælle det.”

”Hvad er det du ikke har fortalt?” spørger jeg og lægger hovedet let på skrå. ”Har du gjort noget?”

”Jeg er en dæmon, Scarlett. Jeg har gjort mange ting.” Hans øjne flakker en smule.

”Det ved jeg godt,” siger jeg og tager hans hånd. ”Men jeg kan lide dig alligevel.”

”Okay,” begynder han men går i stå. Jeg sender ham et smil og forsøger at sende gode energier mod ham. Han fortsætter: ”Jeg har en del evner, som du selvfølgelig godt ved, og jeg har altså brugt en af dem på dig.” Han stopper op for at se min reaktion, men jeg har ikke nogen.

”Og hvad betyder det helt præcist?” spørger jeg, da han ikke fortsætter.

”Jeg har pillet ved dine drømme,” svarer han og trækker sig tilbage som om han regner med at jeg begynder at slå ud efter ham.

”Hvad har du da lavet?” spørger jeg roligt, som om det er helt normalt at pille ved andres drømme. Desuden kan jeg hurtigt komme i tanke om værre ting.

”Som Ashley sikkert har fortalt dig, så manipulerer vi med drømme, hovedsageligt for at fremkalde mareridt. Jeg har intet med dine mareridt at gøre, men alt der har haft med din mor at gøre, har jeg haft en finger med i.”

”Men hvorfor?” spørger jeg undrende. 

”Egoistiske årsager, ville en ægte dæmon sige.” Jeg puffer til ham. ”Nej, i starten gjorde jeg det for at gøre dig glad. Du er sød, når du smiler.”

”Så det var også dig, der fortalte mig at Arketah havde slået mine forældre ihjel?”

”Ja.”

”Men du kan jo komme i problemer,” svarer jeg og rykker på mig. ”Det er ikke tilladt at fortælle om sine egne.”

”Jeg er allerede i problemer,” griner han med sin dybe latter. ”Den samme nat jeg gav dig drømmen, blev jeg opdaget. Det var derfor han var så rasende. Og af samme grund havde han nær taget livet af mig.”

”Men hvorfor gjorde du det?”

”Fordi du fortjener sandheden. Jeg havde dog ikke forventet at du ville gå til angreb uden en plan.” Han forsøger at smile, men noget stopper ham.

Jeg prøver at fange hans blik, men han stirrer bare tomt forbi mig.

”Aiden?”

”Jeg havde lovet mig selv, at jeg aldrig ville bruge mine evner på dig. Du skulle have et valg, ligesom når Nathan spørger om lov.” Han løfter overlæben, så jeg kan se hans spidse tænder.

”Aiden?” Jeg skubber mig tættere på ham, lægger armene om hans nakke og ser ham i øjnene. ”Du gjorde det for at hjælpe. Og jeg er okay, så du har ikke gjort mig fortræd.”

”Men jeg brød mit løfte.”

”Sommetider er man nødt til at bryde et løfte for at gøre det rigtige.”

Han ser undersøgende på mig. Jeg kan mærke på hans energier, at han er splittet. Han vil gerne tro mig, men han kan ikke. Det er som hundrede magneter der tiltrækker og frastøder hinanden på samme tid.

”Jeg tilgiver dig,” hvisker jeg og hiver ham tættere på. ”Hører du?”

Ja, det gør jeg. Han lægger armene om mig og hiver mig helt ind til sig. Jeg putter mig mod hans hals og begraver næsen i hans t-shirt. Duften af roser kravler op i min næse, og giver mig lyst til bare at blive siddende sådan for evigt.

Jeg har en gave mere, lokker han og trækker sig let tilbage. Han ser på mig med et drilsk blik. Han har lukket for sine tanker, så jeg kan ikke intet læse.

Blidt skubber han mig ned på sengen og lægger sig så ved siden af mig, med hovedet i den ene hånd og en rose i den anden.

”Der er flere hvor de kommer fra,” siger han lokkende og rækker mig den.

”Du frister mig,” hvisker jeg og sætter rosen op til næsen.

”Det er mit speciale.”

Fortsæt endelig.

Han smiler tilfreds og læner sig ind over mig for at lade sine læber kærtegne mine. Jeg overgiver mig til hans kærtegn, og lader mig forsvinde ind i hans væsen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...