Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61492Visninger
AA

7. Kapitel 5 - Når stemmerne svarer

Jeg falder. Dybere og dybere ned i det store, sorte hul. Det giver et sug i maven. Jeg rækker hænderne ud men får ikke fat i noget. Det er bare ren luft. Der er intet andet bunden til at stoppe mit fald.

Pludselig begynder min krop at snurre rundt. Og de gyldne øjne dukker op igen. Deres glødende varme men samtidig gysende kulde er blevet kraftigere. Jeg lukker øjnene og prøver at slippe væk, men jeg bliver ved med at falde. Hvornår mon det stopper? Og når det gør, er det så slut?

Jeg åbner forsigtigt øjnene og de gyldne øjne er nu blevet grønne. De stirrer direkte ind i mine. Alt frygt forsvinder som dug for solen. Selv da jeg ser enden komme tættere og tættere, er der ikke skyggen af frygt i mig.

Jeg har dig.

 

Jeg vågner op med et sæt. Badet i sved og rystende af skræk ligger jeg i min seng. Det eneste lys der er i rummet kommer fra månens kraftige stråler. Jeg vender mig rundt og kigger på klokken. Den er kun 03.15. Jeg trækker langsomt vejret ind og ud i forsøg på at få mit hjerte til at falde til ro. Hovedpinen raser og dunker. Det føles som om mit hoved er ved at sprænges.

Jeg ligger mig om på den anden side og stirrer ud ad vinduet. Det hele står stadig en smule uklart. Det eneste jeg kan huske, er at det var et mareridt. Et mareridt jeg er lykkelig for, at jeg ikke kender slutningen på.

Langsomt glider mine øjne i og jeg svæver atter ind i drømmeland.

 

Solens morgenrøde stråler titter ind gennem vinduet og oplyser hele mit værelse. Jeg strækker mine arme og gaber højlydt. Jeg kunne godt bruge et par timer ekstra.

Dynen svæver til siden og jeg hiver mig op i min stol. Jeg er lige ved at miste balancen, så jeg griber ud, men får fat i … ingenting. Præcis ligesom i drømmen.

Slap af. Jeg har dig. Den venlige stemme er tilbage. Men den er ikke længere bare en stemme. Den har evner. Og af en eller anden grund gør det mig ikke nervøs, selvom jeg burde være det.

Hvem er du? Spørger jeg, mens langsomt retter mig op og kommer på plads i stolen.

Din bedste ven og beskytter. Jeg får en klump i halsen. Den svarede mig igen. Det burde den ikke kunne. Mine øjne flakker fra side til side. Nu ikke så paranoid. Jeg gør dig ikke noget.

Må jeg ikke være paranoid? Jeg skuler ud i rummet. Det er da dig der forfølger mig.

Forfølger er sådan et hårdt ord. Jeg vil nu hellere kalde det at holde øje med dig.

Det er præcis det samme. Jeg ryster på hovedet og kører hen til spejlet.

Der er faktisk en meget stor forskel.

Så siger vi det.

Det banker på døren og jeg bliver hevet tilbage til virkeligheden. Jeg ryster på hovedet og tager en dyb indånding inden jeg vinker døren op og smiler.

”Godmorgen.” Nathan læner sig mod dørkarmen. ”Når du engang bliver færdig med at se på dig selv, skal du være velkommen i køkkenet. Jeg har lavet morgenmad.” Han smiler, vender rundt  og forsvinder ned ad gangen. Jeg sætter håret og kører så mod køkkenet.

”Her dufter sgu godt!” Råber jeg fra gangen. Jeg sætter tempoet op, og da jeg kommer ind ad døren er jeg lige ved at tabe kæben. Hele bordet er dækket op med æg, bacon, pølser, og jeg kunne blive ved. ”Hvorfor…” Ordene vil slet ikke ud.

Fordi jeg havde lyst til at lave noget ordentligt mad.” Han sætter kanden med juice på bordet og sætter sig på sin plads. Jeg kører hen til bordet og rækker ud efter juicen som kommer flyvende direkte i min hånd. Nathan rækker mig æggene. ”Nu skal du endelig bare tage for dig.”

”Luksus!” Al mistænksomhed forsvinder som dug for solen. For en gangs skyld er han bare min bror, der laver mad. Ingen bekymring er at spore i hans blik. Jeg skovler maden op på min tallerken og min mave rumler højlydt som svar. Jeg tager en mundfuld og snart er det hele endt trygt og godt i min mave.

”Og du skulle forestille at være en sekstenårig pige?” Han griner, så hans øjne løber i vand. ”Det der ligner mere en gammel mand, der ikke har set mad i flere dage.” Han tørrer sine øjne og tager et glas juice.

”Jeg har aldrig lovet, at jeg ville opføre mig som en pige.” Jeg læner mig ind over bordet og støtter siden af hovedet mod hånden.

”Det er selvfølgelig rigtigt.” Han rækker mig baconet. ”Skal du have mere?”

”Eftersom du teknisk set lige har kaldt mig en ædedolk, ved jeg ikke rigtig om jeg har lyst.” Jeg læner mig tilbage og strækker armene.

”Så er der mere til mig.” Han sætter tallerkenen foran sig og i det han skal til at tage et stykke, flytter det sig. Han rækker igen ud efter det, men rammer ved siden af. Tallerkenen finder hen til mig og jeg griner. ”Aldrig frist en sekstenårig med evner. Det er et sikkert nederlag.” Jeg tager en mundfuld og skubber så maden tilbage til Nathan.

”En eller anden dag finder jeg en måde at tage hævn på.” Han sutter den sidste baconsmag af fingrene.

”Ha! Det vil jeg glæde mig til at se.” Jeg ruller øjne og sukker. ”Er du færdig med maden?” Han nikker. Jeg sender det hele gennem rummet og hen til vasken. Det hele lander hvor det skal, men pludselig mister jeg kontrollen og et af glassene kommer flyvende i modsat retning. Jeg når lige akkurat at stoppe den inden den rammer Nathan.

Pis!

Mine øjne flakker. Der var den gyselige stemme igen. Den er virkelig taget til i styrke siden i går, og nu er den også blevet truende. Den prøvede at skade Nathan! Hvad fanden er det der sker?

”Er du okay?” Jeg kører hen ved siden af ham og ligger en hånd på hans skulder. Hans tankekaos er ved at overtage mit hoved. Jeg lukker kort øjnene og lukker dem ude. Jeg vil ikke høre dem lige nu.

”Jeg slap da levende fra det.” Hans vejrtrækning er ukontrolleret og hurtig. Jeg kan se frygten i hans øjne.

”Undskyld Nathan. Det var ikke…” Han ser mig dybt i øjnene.

”Det var ikke din skyld Scarlett.” Han vender hele kroppen mod mig, og jeg trækker hånden til mig. ”Du stoppede glasset.”

”Men det var jo mig der startede med at bruge min telekinese.” Jeg tager en tot hår og ruller den om min finger. Nathan læner sig frem og tager min hånd. Jeg tvinger mig selv til at kigge på ham. Det er min skyld det hele.

”Men du stoppede den igen. Det er det vigtigste.” Han fastholder mit blik. En enlig tårer triller ad min kind. Han rækker hånden frem og tørrer tåren væk.

”Jeg er farlig. Det kan enhver idiot jo se.” Jeg kigger væk. Mest af alt har jeg bare lyst til at gemme mig væk, og blive der til det hele er overstået. Om jeg så skal sidde der forevig, så er det det jeg gør.

”Hvorfor skulle du pludselig være farlig? I går havde du da ingen problemer med selvtilliden.” Han ser undrende på mig. ”Hvad er der sket?”

”Pladerne i loftet faldt ned midt i en time,” mumler jeg og ser ned i bordet. Venter på at han skal begynde på sin sædvanlige hvad-sagde-jeg-tale, hvor han igen vil påpege at jeg skal passe på og at mine evner ikke er legetøj.

Som om jeg ikke ved det.

”Imponerende,” siger han, måske en smule for begejstret. Burde han ikke være rasende?

”Jeg forstår ikke…”

”Du er stærkere end jeg troede,” konstaterer han, og lader blikket hvile på mig. ”Men farlig er du altså ikke.”

”Jeg fik loftet til at falde ned og har næsten lige været ved at skade dig. Kalder du ikke det farligt?”

”Nej,” svarer han og trækker let på smilebåndet. ”Det er ikke godt at de reagerer som de gør, og måske skal du træne, men jeg vil ikke kalde dig farlig.”

”Du er altså ikke nem at finde ud af,” beklager jeg mig. ”I går skældte du ud over at jeg brugte mine evner, og nu vil du have at jeg skal træne dem?”

”Måske har jeg bare ombestemt mig?” Han ser sig omkring og hans blik standser ved opvasken der stadig flyder på køkkenbordet. ”Prøv lige at tage glasset der og giv mig det.” Jeg kigger skiftevis på glasset og Nathan, før jeg rækker hånden frem og vinker glasset hen. Turen fra det ene bord til det andet føles som en evighed, men da det endelig lander ånder jeg lettet op. ”Hvad sagde jeg?” Han løfter det ene øjenbryn og smiler kækt.

”Det var et held.” Jeg trækker på skuldrene og kigger ned i bordet. Det her kommer aldrig til at gå godt. Jeg er en omvandrende bombe, som bare venter på at springe.

”Det var ikke bare held. Det kaldes talent. Du kan godt, du skal bare træne dine evner.” Han tager glasset, rejser sig op og går hen til køkkenbordet.

”Og hvordan skulle jeg træne? Jeg er jo den eneste i miles omkreds.” Og du skal ikke være min forsøgskanin. Jeg vil aldrig udsætte ham for det. Det er meget muligt at jeg før har kastet ting efter ham, men det har aldrig været meningen at skade ham.

Det skal nok komme. Bare giv det tid. Jeg hader, når folk siger, at jeg skal give det tid. Det hjælper mig virkelig ikke. Inden jeg når at tænke yderligere, ringer det på døren.

”Jeg skal nok åbne.” Nathan sætter tingene fra sig og går ud og åbner døren. Jeg løfter forsigtigt de sidste ting ned i opvaskemaskinen og kommer så til at se på klokken. Jeg styrter ind på mit værelse og finder min halskæde og den der underlige sten, inden jeg tager afsted mod skolen.

”Hey Scar! Vil du med?” Ashley står i døren og smiler sødt.

”Øh, ja hvorfor ikke.” Jeg gengælder smilet.

”Fantastisk! Kom!” Hun tripper og er næsten allerede gået før jeg når hen til døren. Jeg tager min jakke og følger med.

Ha’ en god dag! Et lille smil kommer over mine læber.

 

Da vi kommer til skolen er det som om jeg banker hovedet mod en mur. En tyk mur af tanker, øjne og væmmelse. Det hele kommer endnu engang væltende over mig. Det svimler for mine øjne og et kort øjeblik er jeg glad for at jeg allerede sidder ned. Jeg tager den ene hånd op til hovedet og trykker fingrene mod panden.

”Migræne igen? Jeg hørte fra Lauren, at det også skete i går.” Ashley stopper op og kigger omsorgsfuldt på mig. Jeg nikker uden at fjerne hånden. Hun går hen til mig og lægger en hånd på min skulder. ”Skal jeg køre dig?” Jeg nikker som svar. I det samme hun tager fat med begge hænder, forsvinder muren og bliver i stedet erstattet af fuglesang og solskin. Hvad er det der sker?

Jeg beholder den ene hånd oppe ved hovedet for ikke at virke mistænkelig.

Hvad sker der?

Vi stopper op foran indgangen og Ashley går foran og åbner døren. Jeg tager begge arme ned og kører selv gennem døren. Ashley følger efter og vi går mod lokalet til biologi. Jeg kigger kort på uret der hænger over døren til kantinen. Jeg kan ikke få det til at passe. Da jeg var hjemme fik jeg pludselig travlt og nu er vi i god tid?

Jeg sukker. Det må være mit hoved der fejler noget.

”Hvis du venter her, så kan jeg lige hente noget til at fjerne den migræne.” Hun går forbi mig og ind i kantinen. Jeg sidder tilbage på gangen, efterladt i kaos. Mine tanker er ikke hvor de burde. Jeg burde være blevet hjemme. Og på sikker afstand af Nathan. Det må ikke gå ud over ham. Han kan jo intet gøre hvis det går galt. En enlig tåre sniger sig forsigtigt frem, men bliver tørret væk før nogen ser den.

Hvad er der Scarlett? Jeg kigger op men der ikke nogen.

Ikke noget du skal bekymre dig om. Jeg vender blikket mod kantinen og får øje på Ashley der snart er fremme ved automaten. Da hun får øje på mig smiler hun stort.

Jeg må altså ikke hjælpe? Stemmen lyder en smule bedrøvet.

Hvad skulle du kunne hjælpe med? Jeg kender dig jo ikke.

Jo, det gør du faktisk. Du ved det bare ikke endnu. Det er næsten som om jeg kan se hans lumske smil for mig.

Så fortæl mig hvem du er. Min tålmodighed bliver mindre og mindre. Jeg hader gættelege!

Det skal jeg nok, når tiden er inde. Men for at vende tilbage til dit spørgsmål for fem minutter siden, så sker der sådan set ikke så meget. Det eneste jeg må og kan sige på nuværende tidspunkt, er at du skal passe på.

Lytter du altid til andres tanker? Og hvad er det skal jeg passe på?

Stemmen holder op med at svare i det samme Ashley kommer ud. Hun kaster en lille chokoladebar hen til mig og smiler stort.

”Er du klar til at komme videre?” Hun sætter hænderne i siden og venter på mit svar. Jeg tager en finger op til læberne og lader som om jeg tænker. Ashley kigger på mig og ryster på hovedet, mens et kæmpe smil baner sig vej.

”Måske er jeg, måske er jeg ikke.”

”Kom så.” Hun tager fat og skubber mig afsted, mens jeg griner og spiser chokoladen.

”Vent på mig!” Den klikkende lyd af Laurens sko kommer hastigt tættere på. Vi sænker tempoet og Lauren indhenter os. ”Hey I to. Klar til endnu en dag?” Hun svinger sit hår til siden og går med en svævende bevægelse. Jeg flytter ikke blikket fra hende. Hun har et par stramme cowboybukser, høje, sorte stiletter og en hvid og sort trøje med løse, flagrende ærmer på og en perfekt matchende halskæde i sølv. Man kan knap nok kende hende.

”Hvad i alverden har hun drukket?” Jeg laver store øjne og kigger op på Ashley. Hun ryster på hovedet og ruller øjne.

”Det ved jeg heller ikke. Noget hun ikke kan tåle i hvert fald.” Hun sukker. ”Ej, Lauren er bare typen hvis stil skifter efter humøret. Hun elsker opmærksomheden.” Vi stopper op foran biologilokalet og venter på at de andre er kommet ind.

”Det havde jeg næsten gættet.” Jeg kigger op på hende. ”Men det der er måske lidt overkill.”

”Jeg kan ikke være mere enig.” Hun holder døren for mig, og jeg kører hen til min plads og Ashley følger efter.

Jeg er så travlt optaget af at snakke, at jeg først opdager ham, da jeg har sat mig ind til bordet. Aiden og hans gyldne øjne er nu tættere på mig end nogensinde før. Jeg kigger på ham i smug, men retter hurtigt blikket mod tavlen, da jeg ser han kigger på mig.

Hans blik er pludselig ikke så gennemtrængende, nærmere tiltrækkende, men alligevel kan jeg ikke se på ham. Det ender enten med at mine evner går amok eller at jeg bliver ekstremt genert.

”I har denne time til at lave prøven der bliver delt ud om lidt. Og jeg tolererer ingen snak! Er det forstået?” Læreren ser strengt ud over klassen inden han vender sig om og finder opgaverne. Han deler opgaverne rundt, og da han kommer til mit bord stopper han op og kigger på mig.

”Du må være Scarlett?” Han rækker hånden frem. Jeg rækker min hånd selvsikkert frem og han giver den et let tryk. Uden af øjenkrogen ser jeg Aiden der sidder og stirrer intenst på min hånd. ”Du laver bare prøven så godt du kan, når du nu ikke har været med den første halvdel af året.” Jeg smiler og tager imod papiret. Han deler resten ud og sætter sig så op til sit kateder. ”Tiden starter nu.” Og så læner han sig ellers tilbage og giver sig til at læse dagens avis.

Det kan ikke passe!

Jeg kigger ned på prøven og prøver at fokusere på at lukke stemmen ude og kun koncentrere mig om opgaven. Det eneste vi skal er at sætte kryds i sandt eller falsk. Det kan da for pokker ikke være så svært. Jeg tager min blyant og sætter nogle tilfældige krydser. Jeg har aldrig været god til biologi, men der er 50 procents chance for at gætte rigtigt.

Sandt, falsk, falsk, sandt, sandt, sandt, falsk, sandt, falsk, falsk, sandt og falsk. Stemmen er ikke den samme som i morges. Det lyder som den anden jeg hørte i går.

Hvad laver du? Jeg ser forsigtigt op, men alle er travlt optaget.

Giver dig svarene.

Hvem er du? Den her gætteleg er ved at drive mig til vanvid! Jeg strammer grebet om min blyant. Hvis noget skal gå i stykker, bliver det blyanten og intet andet.

Du er godt nok nem at irritere. Det er jo lige før jeg begynder at more mig. Og lad nu være med at ødelægge en god blyant. Hans mærkværdige latter giver genlyd i mit hoved.

Det er godt du morer dig, for det gør jeg bestemt ikke! Og jeg beklager at måtte skuffe dig, men blyantens skæbne ligger ikke i dine hænder. Jeg strammer grebet yderligere.

 Du har da en smule humor endnu. Men seriøst, lad nu være med at gøre noget dumt.

Skal jeg lade være med at gøre noget dumt? Vreden presser på. Jeg holder det ikke ud! Jeg tror nu nærmere, at dig der skal lade være…

Rolig nu Scarlett. Jeg skal nok lade dig være for nu. Vi skulle jo nødig komme til skade…

Ashley prikker mig på armen og hiver mig tilbage til virkeligheden. Jeg blinker kort og kigger på hende.

”Kun fem minutter til frihed.” Hvisker hun, mens hendes smil vokser. Det er tydeligt at hun har planer af en eller anden art. Jeg stikker tungen let ud og sender grimasser. Hun giver mig et puf.

Hvordan går det med prøven?

Sagde jeg ikke lige at du skulle lade mig være? Uden at tænke over det, knækker jeg blyantens spids.

Wow! Hvem har trådt dig over tæerne? Kan du slet ikke høre hvem det er? Jeg lytter efter en ekstra gang og pludselig slår det mig. Det er den varme stemme, der er vendt tilbage fra … hvor den nu end kommer fra.

Sorry. Men det er stadig ikke i orden at komme snigende på den måde. Jeg hader den leg I to har kørende. Det er …

Stop lige. Hvad var det du sagde lige der? Hans stemme bliver pludselig alvorlig og meget lav.

At jeg hader jeres leg…

Pis…

”Vil du med?” Jeg hopper næsten ud af min stol af ren forskrækkelse. Ashley sidder og stirrer intenst på mig.

Jeg flytter kort blikket mod døren og for øje på Aiden, hvis øjne fanger mine. I det samme vender han ansigtet væk og forsvinder ud på gangen. Det eneste der er tilbage, er synet af hans øjne. De øjne der er kolde og varme på samme tid.

”Kuk kuk. Nogen hjemme?” Ashleys hånd vifter foran næsen på mig. Jeg blinker og kigger så på hende. ”Du er godt nok langt væk i dag.”

”Ej, undskyld. Jeg ved virkelig ikke hvad der sker.” Jeg kører fingrene gennem håret. ”Det hele er bare nyt og forvirrende.”

”Jeg kender det udmærket. Dengang jeg startede her, var det virkelig forvirrende og der var mange nye indtryk. Men ved du hvad? Jeg kan garantere dig, at det snart vender.” Hun rejser sig op. ”Vi skal videre. Kommer du?”

Jeg kører ud på gangen og op på siden af hende. Jeg ser mig til siderne. Aiden er ingen steder at se. Kun den skræmmende tanke om øjnene er tilbage i mit hoved. Og den måde han kiggede på mig, da jeg gav læreren hånden. Ved han at jeg normalt ikke giver hånd, af frygt for at folks tanker kommer væltende? Nej, selvfølgelig ikke. Han er bare en dreng som alle andre. Næsten som de andre. Men hvorfor stirrer han så sådan på mig? Hvad er hans problem? Det må jeg finde ud af på den ene eller anden måde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...