Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61503Visninger
AA

51. Kapitel 49 - Blodet fra en Viux

”Hvad er det du ikke fortæller mig?” spørger jeg alvorligt.

”Forventer du helt seriøst, at få et svar?” Michael glider ned på køkkenstolen ved siden af mig.

”Ja, det gør jeg faktisk.”

”Du ved godt, at bøger ikke kan tale, ikke?”

”Normale mennesker har heller ikke evner?”

Han sukker opgivende og rejser sig fra bordet for at hente en chokoladebar til os hver. Han har tvangsfoderet mig siden torsdag aften, hvor jeg pludselig fik det dårligt. Michael mente, at det bare var fordi jeg var udmattet efter at have brugt mine evner.

I går morges var det kun blevet værre. Det gjorde ondt indeni, som om nogen klemte om mit hjerte. Der var noget galt.

Kort tid efter kom Nathan forbi med Skyggernes Bog, fordi den var begyndt at opføre sig underligt. Den bladrede konstant frem og tilbage.

I dag ligger den bare stille. Helt livløs som en hver anden bog. Den fortæller mig intet.

Chokoladebaren holder smerterne på afstand, men jeg kan stadig mærke at noget er helt forkert. Det er ikke bare udmattelse.

Jeg lader fingrene stryge bogen kærligt. Den må kunne fortælle mig hvad der er galt. Jeg kan jo ikke gøre noget, hvis jeg ikke har noget at gå efter.

Den er stadig tavs.

”Tror du ikke vi skulle prøve at komme lidt ud? Lidt frisk luft kan gøre underværker.” Michael læner sig mod bordet. Jeg kan mærke på hans energier, at han synes jeg anstrenger mig for meget.

Han forstår ikke, hvorfor jeg ikke kan lægge det fra mig.

Skyggernes Bog har aldrig opført sig sådan før. Den plejer at vise mig alt, og det plejer ikke at gøre ondt.

”Frisk luft giver mig ikke et svar,” mumler jeg irriteret.

”Nej, men det stadig godt for hovedet. Måske det kan få smerterne til at forsvinde?” Han prøver ihærdigt, men jeg giver mig ikke.

Jeg tager fat om bogen og lukker øjnene. Måske den kan vise mig hvad jeg skal lede efter?

”Kan det skyldes fuldmånen, at den opfører sig underligt? Den står jo op i aften.” Michael prøver at finde på noget som kan forklare, hvorfor tingene ikke er som de plejer.

”En fuldmåne gør altså ikke ondt.” Jeg sukker opgivende. Han er altså en smule dum, hvis han tror at det er månens skyld. Det er en heks’ stærkeste energikilde, og jeg tror næppe at den gør os ondt.

”Du har jo vækket din Viux-side, så månen påvirker dig måske på en anden måde nu?”

”Hverken Nathan eller Aiden har ondt, når det er fuldmåne.” Irriteret slår jeg hånden mod bordet. Det prikker i mine hænder, men det lykkes mig at holde det på afstand. ”Og gider du ikke godt lade være? Jeg kan mærke at der er noget galt, og jeg er nødt til at finde ud af hvad det er. Min bog forsøger at fortælle mig noget, men det er formentlig kun heksen i mig der har adgang, og så længe min dæmon bliver ved med at vise sig, så får jeg aldrig et svar.”

”Jeg tror stadig at du vil have godt af lidt frisk luft,” svarer han og går ud for at hente vores overtøj. Jeg opgiver at protestere, så tager modvilligt jakken på.

I det vi bevæger os ud ad døren, mærker jeg et jag i maven, som har nogen stukket mig med en kniv og vredet den en omgang. Jeg falder sammen af smerte. Michael når kun lige at gribe mig, inden jeg falder ud af min kørestol. Han lægger sine muskuløse arme om mig og trækker mig straks indenfor igen.

”Hvad sker der, Scarlett?” Han løfter mit hoved for at fange mit blik, men jeg kan ikke andet end at skrige af smerte.

”Hvad fanden foregår der?” spørger han som om at han forventer at få et svar. Han kører mig så ind i stuen, hvor han løfter mig over i sofaen.

Jeg protesterer ikke.

”Hjælp,” hulker jeg og krøller mig sammen så godt jeg kan. ”Det … gør … ondt.”

”Hvis jeg vidste hvad der foregik, så havde jeg gjort noget.” Han stryger mig forsigtigt over håret.

Mitchell? Hjælp, forsøger jeg men han svarer ikke.

”Nathan, du er nødt til at komme.” Michael har fundet mobilen frem og sidder nu med en alvorlig mine. ”Der er noget helt galt.”

Han sætter sig på kanten af sofaen og tager min hånd i sin. Den er varm og beroligende energier strømmer fra den.

”Det skal nok gå, Scarlett.”

Jeg spænder i alle muskler og hver eneste indånding er som at inhalere pigge fra et pindsvin.

Michael skubber blidt mit hår væk fra ansigtet. Jeg kan ane hans bekymrede blik gennem mine tårefyldte øjne.

”Nathan er på vej.” Han finder hovedpuden frem fra bag sofaen og lægger den under mit hoved. ”Vi fikser det her.”

Da det kort efter banker på døren, går Michael ud for at åbne. Nathan træder med hastige skridt ind gennem huset, og Michael følger i hælene på ham.

”Scarlett?” Nathan glider ned ved siden af sofaen og aer mig kærligt på håret.

”Nathan,” hvisker jeg anstrengt. ”Hjælp.”

”Har du bedt Curax om hjælp?” Han henvender sig til Michael, der har sat sig på armlænet ved mine fødder.

”Han siger, at det ikke er noget han kan hjælpe med.” Michael kører fingrene gennem sit hår. ”Men hvis han ikke kan gøre noget, hvad så?”

”Mitchell,” hvisker jeg.

”Han kan ikke komme lige nu,” svarer Nathan. Han skuler til Michael, som om det er hans skyld, men vender så igen blikket mod mig. ”Det er farligt for ham i denne verden, så længe Arketah er så aktiv. Men hvis du var ved at dø, så havde han vist sig, så det må et godt tegn.”

”Men hvad gør vi?” Michael ryster uroligt med det ene ben. ”Det der kan umuligt være godt.”

”Scarlett, kan du huske den nat, jeg fjernede dine mareridt?” Nathan tager min hånd og får mig til at slappe af.

”Ja.”

”Må jeg bruge evnen igen? Jeg tror, jeg kan fjerne smerten på samme måde.”

Michael ser olmt på Nathan.

”Er der ikke andre muligheder?”

”Nej,” svarer Nathan. ”Jeg ved godt at du er imod mine evner, men eftersom du ikke kan komme op med noget bedre, så er jeg den eneste mulighed.”

”Det vil give hendes dæmoniske side liv,” beklager Michael sig.

”Hun kan kontrollere det.” Nathan mærker på min pande. ”Og hvis jeg ikke snart gør noget, så vil smerten tage over, og det bliver ikke noget kønt syn. Du ved hvor kraftfuld hun er.”

”Gør det,” svarer jeg hæst. ”Det er min beslutning.”

”Jeg skal nok få det til at gå væk.” Nathan sætter sig op i sofaen med mit hoved i sit skød.

”Det her kan jeg simpelthen ikke holde ud at se på.” Michael rejser sig og forsvinder ud ad døren som han smækker så huset giver sig.

”Han skal nok blive god igen.” Nathan sætter sig til rette og lægger blidt hænderne på hver side af mit hoved. ”Er du klar?”

”Ja,” svarer jeg og fremtvinger et smil.

En varme strømmer fra hans hænder, og jeg må virkelig kæmpe for ikke at skrige. Jeg sætter neglene i sofaen og presser læberne sammen. Små stød bliver hele tiden sendt gennem min krop.

”Undskyld.” Nathan lægger alle kræfter i, og det sidste jeg hører, er mig selv der skriger.

 

En kølig hånd kærtegner min kind og tager så min hånd og hiver mig tilbage til virkeligheden. Jeg har ingen fornemmelse af hvor længe jeg har været væk, men noget siger mig at det er mere end et par minutter.

Det gør ikke længere ondt, men følelsen af at der er noget galt rumsterer stadig i mit indre. Det er åbenbart ikke noget der bare lige kan fjernes.

Langsomt åbner jeg øjnene og det første de møder er et mørke der har lagt sig over rummet. Det eneste der giver en lille stråle af lys er fuldmånen, som jeg kan ane over sofaryggen.

Jeg drejer hovedet til siden og får nu øje på Michael der læner hovedet mod sofaen. Hvornår er han kommet tilbage?

Nathan ser ikke ud til at være her længere.

Jeg forsøger at huske, presse minderne frem, men der bliver ved med at være tomt. Det eneste jeg husker, er mit skrig. Herefter er alt væk.

”Michael?” hvisker jeg for ikke at forskrække ham.

”Jeg sover ikke.” Hans hoved flyver op og han ser sig forvirret omkring. Han har rander under øjnene, så man skulle tro at han ikke havde sovet i flere dage.

”Du ser ellers sød ud, når du sover,” griner jeg.

”Scarlett?” Hans øjne lyser op.

”Det skulle jeg mene.”

”Du er utrolig,” svarer han og giver mig et kram der er lige ved at klemme luften ud af mig. ”Du må aldrig skræmme mig på den måde igen.”

”Jeg lover ikke noget.”

Michael hjælper mig op at sidde, og henter så et glas varm kakao til mig.

”Hvor længe har du været her?” spørger jeg, da han sætter sig ved siden af mig.

”Et par timer. Men du må undskylde, at jeg bare skred. Jeg kan ikke lide de evner, en Viux har, og jeg er bange for at du en dag kommer alvorligt til skade. De evner du har kan ødelægge dig, og det kan jeg ikke lade ske.”

”Du er nødt til at stole på mig, Michael.” Jeg vender mig mod ham og fanger hans blik. ”Jeg har styr på det.”

”Du får mig ikke til at kunne lide Viux’er, Scarlett. Det må du ikke bede mig om.” Han ser indtrængende på mig, men jeg viger ikke.

”Det siger jeg heller ikke, at du skal. Jeg beder dig bare om at stole på mig. Og stole på Nathan.”

”Jeg stoler kun på dig, Scarlett.”

”Og jeg stoler på Nathan.”

Det er håbløst at diskutere med ham. Han kommer aldrig til at bryde sig om Nathan.

”Apropos Nathan, hvor er han?”

”Ude og samle energi. Det tog hårdt på ham.” Michael svarer med en undertone af væmmelse. Straks slår det mig, at Nathans energi kommer fra blod.

Jeg tømmer mit krus for så at læne mig tilbage i sofaen. Mit hoved dunker let, og følelsen af at der er noget galt, trykker kraftigt i mit bryst.

Michael lægger let armen om mig, og jeg lader mit hoved hvile mod hans skulder.

”Undskyld,” hvisker han.

”Du er tilgivet,” svarer jeg og mærker hvordan trætheden skyller ind over mig, som bølgerne skyller ind over stranden en blæsende efterårsdag.

Lige som jeg er ved at falde hen, hører jeg Nathan komme ind ad døren. Jeg åbner øjnene og det første jeg ser, er Nathan der står med et forvirret ansigtsudtryk.

”Har du ikke fortalt hende det?” Han kommer helt hen til os og Michael rejser sig op.

”Nej,” svarer han koldt.

”Fortalt mig hvad?” blander jeg mig.

”Jeg så din smerte,” svarer Nathan og sætter sig på sofabordet.

”Sig ikke mere,” hvæser Michael. ”Det bedste er at lade det gå over af sig selv.”

”Hvad så du, Nathan?” Jeg lukker af for Michael.

”Jeg er nødt til at bede dig om, at læse om Viux’er igen. Ellers giver det ikke mening.”

Jeg bruger min telekinese til at få fat i Skyggernes Bog. Den slår op på afsnittet om Viux, og jeg stryger let henover blod, onde, død og da jeg bladrer, ser jeg fortsættelsen af den tekst jeg inderligt har forsøgt at undgå. Det er tilføjet af mor.

 

Hvis en Viux giver dig sit blod, er det fordi han elsker dig. Det er sjældent at det sker, men bestemt ikke umuligt.

Desuden binder de sig til den de giver blodet til, hvilket vil sige, at hvis du dør, så dør han også.

En Viux elsker kun én gang og det er allerede fra første øjekast.

 

Jeg holder op med at trække vejret.

”Det jeg så, var Aiden der har forsøgt at få fat på dig. Og de smerter du har haft, stammer fra ham. De er ikke farlige for dig, men de er et tegn på, at han er i stor fare.” Nathan holder en kort pause for at tage min hånd og fortsætter så: ”Jeg burde have tænkt på det noget før, men jeg så det altså først i dag.”

Jeg læser teksten igen og igen, men ordene er stadig de samme. Hvis en Viux giver dig sit blod, er det fordi han elsker dig…

”Men hvorfor fortæller du mig det her?” Jeg kigger op, men ordene kører stadig rundt.

”For at du skal træffe en beslutning. Du skal kende sandheden, så du har mulighed for selv at vælge. Det blodbånd der er mellem jer, har på en eller anden måde overlevet, så I er stadig som en sammenhængende organisme, og det kun betyde én ting. Det er op til dig, hvordan det skal gå.”

Mine tanker stopper ved ’blodbånd’, og jeg tænker tilbage på den dag Aiden gav mig sit blod, selvom han vidste hvem jeg var. Han vidste at det var et sats, men han gjorde det alligevel.

”Det kan du ikke mene,” siger Michael sammenbidt, men jeg giver ham ikke min opmærksomhed.

”Hvordan kan det være mit valg, når jeg ikke elsker ham? Han har hele tiden løjet for mig.”

”Mærk efter i dit hjerte, Scarlett. Er du sikker på at du ikke elsker ham?”

Jeg tager mig til hovedet. Ved ikke hvad jeg skal mene. Aiden elsker mig? Han er en Viux, søn af Arketah. Kan han virkelig elske?

Minderne trænger sig på som bier der kæmper for at komme først til deres honning. De stikker i mig, sværmer om mig, og jeg kan ikke adskille dem fra hinanden.

Aiden elsker mig. Den aften på klippen hvor han kyssede mig for første gang, står tydeligt for mit blik. Det føltes så rigtigt, og selvom det prikkede voldsomt i mig, så var det godt.

Festen hos ham er det næste der trænger igennem. Den måde han kærligt løftede mig op i sine muskuløse arme, der med lethed kunne knuse mig. Han opfyldte min drøm om at danse uden min klodsede kørestol.

Jeg ser igen den aften, hvor jeg var så dum at udfordre Arketah. Det var min største fejltagelse. Det var en kamp jeg på forhånd havde tabt. Og havde det ikke været for Aiden, så havde jeg haft langt større problemer nu. Han passede på mig.

Det sidste jeg ser, er i onsdags. Aiden dukkede op på skolen, selvom jeg kunne have gjort ham ondt. Og da jeg lavede min energikugle, fjernede han den bare, uden at gøre mig ondt. Han havde muligheden for at dræbe mig, men i stedet var der kun kærlighed og bekymring i hans blik.

”Jeg tager af sted,” siger jeg og gør tegn til Nathan om at hjælpe mig over i min kørestol. Han smiler.

”Tænk lige en ekstra gang, inden du kører ud gennem den dør.” Michael følger panisk efter mig.

”Du lovede mig, at respektere mine valg.” Jeg vender mig irriteret.

”Jeg troede ikke, at du kunne være så dum,” vrisser han.

”Du vil måske ikke reddes, den dag du har brug for min hjælp? Skal jeg bare lade dig lide, fordi nogle andre ikke kan lide dig?” Jeg åbner døren med telekinese og bakker ud. ”Tving mig ikke til at blive.”

Jeg lader hjulene rulle så hurtigt de kan, og et par gange rammer jeg et hul i asfalten og det giver et ryk, men jeg fortsætter.

Her er ingen mennesker på denne tid af natten, så jeg lader telekinesen skubbe hjulene af sted. Jo hurtigere jo bedre.

Der er ikke nogen der har fortalt mig, hvor Aiden befinder sig, men noget i mig siger, at han er på vores sædvanlige sted.

Da jeg kommer til skoven, er jeg nødt til at køre med hænderne. Trærødder stikker op over alt, og at komme med fuld fart vil bare resultere i at jeg lander på jorden.

Månens lys når ikke igennem træernes tætbevoksede kroner, så et par gange er jeg lige ved at miste balancen.

Længere fremme får jeg øje på åbningen ud til klippen så jeg sætter farten op.

Jeg er på vej.

En mørk skikkelse ligger midt på det åbne område, og med ansigtet vendt væk. Efterhånden som jeg kommer tættere på, kan jeg genkende Aidens lange, sorte frakke, og hans lange mørke hår.

”Aiden?” kalder jeg, og kommer helt hen til ham. Han reagerer ikke.

Jeg mærker hvordan mit hjerte springer et slag over og hvordan tårerne presser sig på. Det kan ikke passe. Jeg er ikke kommet for sent.

”Aiden,” hvisker jeg grådkvalt.

Intet svar.

Jeg skubber mig ud af kørestolen og lander på jorden med et bump. Jeg trækker mig hen til ham, og først nu ser jeg, hvor slemt det står til. Hans tøj klistrer til kroppen og røde plamager trænger tydeligt igennem. Hans ansigt er fyldt af skræmmer, og lugten af blod hænger tungt over ham.

”Kan du høre mig?” hvisker jeg og kærtegner hans kind. ”Jeg er her nu.”

Intet svar.

Jeg kan ikke længere holde tårerne tilbage. De strømmer ud, som vand der lige er brudt igennem en dæmning. Det må ikke være rigtigt. Han kan ikke være død. Det må han ikke være.

Forsigtigt lægger jeg mig ind til ham, og mærker nu en svag vejrtrækning. Jeg mærker efter en puls. Den er svag.

”Scar,” hvisker han hæst, og det giver et ryk i mig.

”Jeg er lige her,” svarer jeg og lægger min hånd på hans kind. Han er iskold. Hans øjne er stadig lukkede.

”Du kom.”

”Du kaldte,” svarer jeg og stryger ham kærligt på håret.

Han er igen stille, men jeg kan stadig hører ham trække vejret.

Jeg må kunne gøre noget. Han kan ikke bare ligge her og lade døden tage ham. Det kan jeg ikke tillade.

Curax hjælper ikke dæmoner, og Mitchell kan ikke engang hjælpe mig. Jeg forsøger ihærdigt at komme i tanke om en brugbar besværgelse, men jeg kender ikke nogen.

Eller måske.

Virker ’vita’ mon kun på planter?

”Vita,” prøver jeg og lægger hånden mod hans kind.

Græsset omkring os vokser lidt, men Aidens tilstand forbliver den samme.

”Undskyld,” hvisker Aiden. ”Jeg… ville bare… sige undskyld.”

”Du har ikke gjort noget,” tysser jeg.

”Mere end du kan… forestille dig,” svarer han og trækker den ene mundvige let op, som om han prøver at smile.

”Hold op med at sige sådan. Nu finder jeg på et eller andet, så vi kan få dig på benene ig…”

”Nej,” afbryder han og tvinger sig selv til at åbne øjnene. ”Jeg vil hellere dø … end at leve en dag mere uden dig.” Hans blik stirrer tomt på mig. ”Jeg kaldte … for at sige … farvel.”

Et brag lyder fra oven men himlen er stadig skyfri. Jeg mærker hvordan noget i mig går i stykker. Splintres til atomer. Han … Det mener han ikke. Han kan ikke bare… Han må ikke sige farvel.

Jeg løfter mig ind over ham og kysser ham forsigtigt på panden.

”Det her er ikke et farvel,” hvisker jeg med lukkede øjne. ”Jeg elsker dig.”

”Jeg er farlig for dig, Scarlett.”

”Nej du er ikke.”

”Jeg er en Viux.” Han ser op på mig med sine gyldne øjne, der ville have fået enhver heks til at stikke af, bortset fra mig.

”Det er jeg også delvist,” svarer jeg næsten som om at det er en helt normal ting.

”Men jeg er den farligste.”

”Det tvivler jeg på.”

Hans vejrtrækning bliver svagere og svagere. Jeg er nødt til at gøre noget, inden det er for sent. Men hvad?

Jeg ser mig omkring, uden at vide hvad jeg leder efter. Bare noget der kan hjælpe Aiden.

Lugten af blod kravler atter op i min næse og tænder en trang i mig, og da jeg igen ser på Aiden får jeg en idé. Jeg forsøger at manifestere en kniv, men ender i stedet med en flintesten. Jeg må virkelig være ude af træning.

”Lad være,” siger han da jeg skal til at snitte mit håndled.

”Det vil gøre dig frisk igen. Du lever jo af blod.”

”Nej,” svarer han og åbner igen øjnene. Det ene er blåt. Jeg er nødt til at blinke en ekstra gang. ”Jeg er halvvejs med transformeringen … og hvis jeg tager imod dit blod … så bliver jeg igen en ond Viux.”

”Det er ens handlinger der definerer, hvem man er, ikke ens øjenfarve. Og jeg vil hellere have en kæreste, der er i live - Viux eller ej.”

Jeg presser den kølige, skarpe sten mod huden og blodet begynder at løbe. Jeg løfter forsigtigt hans hoved, og lader hans bløde læber ramme mit håndled.

”Drik,” beordrer jeg. ”Det er okay.”

Han sætter tænderne i og giver sig langsomt til at suge. Jeg presser læberne sammen for ikke at skrige af smerte.

Efterhånden som han får drukket noget, liver han op. Han tager fat om min arm og bider hårdere. Hans hunger efter blod er ved at tage over.

”Aiden, pas nu på. Det gør ondt,” beklager jeg mig.

Hans øjne er nu begge gyldne, og det eneste jeg kan se i dem, er en blodtørst så stor, at jeg kæmper for at hive armen til mig, inden han ender med at slå mig ihjel.

Han er for stærk.

”Du er nødt til at stoppe,” beder jeg. ”Du slår mig ihjel.”

Jeg mærker hvordan jeg langsomt bliver svagere. Min arm knækker under mig og mit hoved rammer det bløde græs. Det kilder mit øre.

Han suger ivrigt som et rovdyr der er ved at fortære sit bytte.

”Aiden …”

Mørket omslutter mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...