Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61848Visninger
AA

49. Kapitel 47 - Aldrig mere brug af evner

”Hører du overhovedet efter?” Lauren hænger ind over bordet og forsøger at få min opmærksomhed.

”Ja ja,” svarer jeg og stikker lidt til min pastasalat. Hver gang jeg fører maden op til munden vender min mave sig. Uanset hvad det er, så lugter det af blod. En del af mig hungrer efter at få lov til at smage, bare en smagsprøve, men samtidig er der en anden del i mig, der kæmper bravt for ikke at give efter.

”Hvad skal jeg så vælge?” spørger hun utålmodigt. Jeg misunder at hun har et valg. Alt i mit liv er bestemt på forhånd, og jeg må bare rette ind.

”Uanset hvad du vælger, så er du smuk,” svarer jeg i håb om at hun stadig snakker om hvilken kjole hun skal vælge til en date, hun åbenbart skal på. Hun vil ikke fortælle mig med hvem, men et eller andet sted er jeg også ligeglad. Jeg har andre ting at tænke på.

”Så bliver det den blå,” svarer hun og smiler op til begge ører. Jeg ånder lettet op, da hun svarer uden at stille yderligere spørgsmål.

Tanken om weekendens opdagelse har boret i min hjerne i døgndrift de sidste fire dage nu. Jeg kan ikke gennemskue hvordan i alverden jeg skal slippe af med Arketah, når jeg ikke må bruge mine dæmoniske evner. Havde det ikke været for det forbandede Råd, så havde jeg gjort det.

Nathan havde nær fået hjertestop da jeg fortalte om min udflugt, og om hvad der var sket. Han havde mærket at jeg var taget af sted, men han må ikke befinde sig på Arketahs territorium, så han kunne intet gøre.

Samme dag fik jeg en advarsel om aldrig at trodse Rådet, og frygten i hans blik fik mig til at acceptere det.

Ingen snakker ret meget om Rådet, og jeg har svært ved at finde ud af om jeg kan lide dem eller ej. De er der for at opretholde balancen, og de gør ingen fortræd uden grund, men de forbyder mig at gøre noget for at hævne mig på Arketah.

Jeg koger indeni som et damplokomotiv, hver gang jeg tænker på ham, og hver gang begynder det at prikke i mine fingre. Hadet aktiverer det forkerte i mig. Hvordan skal jeg nogensinde få ram på ham, hvis mine følelser er dem der styrer det?

”Scarlett,” siger Michael og glider ned på stolen ved siden af og lægger så en hånd over min.

Lauren kigger med store øjne på vores hænder og ser derefter undrende på mig. Siden hvornår er de begyndt at komme sammen?

Jeg tager hånden til mig og lader som jeg ikke har set hvordan hun kigger på os. Jeg skæver til Michael der har fået glød i kinderne.

Sig mig, kan du høre hvad hun tænker?

Intet svar.

Det må være et tilfælde, og ellers er han bare god til at læse ansigtsudtryk.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på om han bare ignorerer mig. Jeg hørte ham sige tak til Alexis for at have kaldt på ham.

Du kan høre mig, kan du ikke?

Ingenting.

Kom nu, jeg siger det ikke til nogen. Jeg ser undersøgende på ham. Leder efter et tegn. Men ingenting sker.

Det er lidt som at snakke til en bog. Mitchell ler. Du kan læse den, men den svarer ikke uanset hvor mange gange du prøver.

Jeg troede alle kunne bruge telepati?

Ikke betvingere.

Hvordan kunne Alexis så kalde på ham?

På samme måde som almindelige mennesker - med en mobiltelefon. Han griner som om det er det sjoveste han har hørt længe.

Jeg ryster bare på hovedet.

Det må egentlig være rart at der ikke altid er stemmer i ens hoved. Det er trættende engang imellem. Jeg er heldigvis ved at lære at holde det på afstand, men når folk tænker noget mere konkret og direkte, kan jeg ikke undgå at høre det.

På den anden side vil jeg ikke kunne undvære den evne. Den har altid været en del af mig, og sommetider er det bare nemmere at telepatere. Nogle ting kan bare ikke siges højt.

Hvor var du egentlig natten til mandag? spørger jeg.

Hjemme i sofaen med en kop kaffe og en yderst spændende bog. Der bliver stille. Han ignorerede mig, da jeg havde brug for hjælp?

Du …

Sig ikke du troede på det, afbryder han alvorligt. Selvfølgelig var jeg ikke hjemme. Der var bare brug for mig andre steder. Og Michael hjalp dig da, selvom han slet ikke burde befinde sig på Arketahs territorium. Han risikerede meget den nat.

Jeg retter igen blikket mod Michael, der netop har puttet den sidste bid sandwich i munden. Han smiler fornøjet.

Det var rigtig nok ham der reddede mig, selvom det aldrig har været hans opgave. Han kunne have valgt at ignorere mig, men i stedet satsede han alt for at få mig ud. Han kunne have været blevet dræbt på grund af mig.

Engang imellem hader jeg Mitchell for at være så forbandet klog. Han ved altid hvad han skal sige, og han ved også hvordan han får mig til at have dårlig samvittighed.

Jeg har taget Michael forgivet. Jeg behandlede ham igen ikke rigtigt.

”Tak,” siger jeg uden yderligere forklaring og lægger min hånd ovenpå hans. Han er varm og fyldt med en ro, der kan få 100 sulte løver til at falde til ro.

”Alt for dig, Scarlett,” svarer han og lægger hovedet let på skrå, mens han smiler.

Lauren stirrer igen på os, men denne gang ikke så åbenlyst.

 

”Er du sikker på at det er en god idé?” Ashley følger efter mig hen til mit skab.

”Det ved jeg ikke.” Jeg trækker på skuldrene og åbner skabet. En rose ligger og venter på mig, men jeg tager bare min kemibog og smækker så lågen. ”Men jeg gør det alligevel.”

”Du kan da ikke bare holde op med at bruge dine evner. Det løser ingenting.” Hun tager større skridt for at følge med.

”Jeg synes nu ellers, at det går meget godt,” svarer jeg og drejer om hjørnet mod den anden ende af skolen.

”Som din Vejleder synes jeg, at du bør overveje det igen.”

”Og som hendes ven synes jeg, at hun skal have lov til at tage sine egne beslutninger,” blander Michael sig bagfra. Han kommer op på siden af mig og ser på mig med varme i blikket. Jeg kan ikke lade være med at trække mundvigene let op.

”Du ved ikke hvad der er bedst for hende,” beklager Ashley sig og går straks i forsvarsposition.

”Og det gør du måske?” De er stoppet op og har vendt sig mod hinanden. Jeg trækker mig let tilbage for ikke at havne i midten af et eventuelt slagsmål.

”Ja.”

”Så fortæl mig lige hvor din lille Vejleder-røv befandt sig natten til mandag?” Han har hævet stemmen så selv jeg bliver forskrækket. ”Fortæl mig hvorfor du overhovedet intet har gjort for at lede hende i den rigtige retning. Hvorfor jeg var nødt til at komme hende til undsætning.”

Ashley står tavst og stirrer på ham. Hvis det havde været mig, så havde jeg heller ikke vidst hvad jeg skulle sige.

”Så er vi enige om, at Scarlett har lov til at lade være med at bruge sin evner, hvis det er det hun ønsker?” Hun nikker bare og forlader ham så i vrede.

Han vender sig mod mig og er allerede fyldt af varme igen. Han er utrolig.

”Du havde ikke behøvet at være led,” siger jeg da han kommer hen til mig.

”Måske ikke.” Han trækker på skuldrene. ”Men jeg bryder mig ikke om hendes opførsel.”

”Så du er okay med at jeg er færdig med at bruge mine evner?” Jeg ser undersøgende på ham og leder ihærdigt efter et tegn der siger at han er enig med Ashley.

”Det er trist når folk ikke kan lide deres gaver, men jeg forstår godt hvorfor du ikke føler for at bruge dem.” Han sætter sig på hug og ser mig i øjnene. ”Og uanset hvad du vælger, så er jeg her for dig.”

”Hvorfor?”

”Fordi jeg går ind for at alle skal have lov til selv at vælge. Jeg kan ikke lide tvang.”

Jeg ved ikke om jeg skal tro ham. Ashley hader min beslutning, Mitchell er absolut heller ikke begejstret, og Nathan flipper når han finder ud af det. Hvorfor skulle Michael være anderledes?

”Du tror ikke på mig?” Han rækker en hånd blidt frem og venter på at jeg tager den. ”Du bestemmer om du vil tage min hånd eller om du bare gerne vil til time.”

Jeg ser skiftevis ind i hans øjne og ned på hans hånd. Usikker på hvad jeg skal vælge. At stole på ham for så at blive såret, eller blive såret fordi jeg aldrig har givet ham en chance? Jeg ved ikke hvad der er værst.

På den anden side hvad har jeg så at miste?

Jeg tager hans hånd og hiver ham ind til mig for at lægge armene om ham. Varmen fra hans krop sendes gennem mig. ”Tak,” hvisker jeg.

”Alt for dig, Scar.” Han slipper min hånd og lægger begge arme om mig.

”Scarlett, kan jeg låne dig to sekunder?” rømmer en stemme sig bag mig. Det løber mig koldt ned ad ryggen og jeg mærker hvordan Michael stivner.

Bag mig står Aiden rank som altid og ser med afsky mod Michael, der stadig har en arm om mig.

”Giv mig én god grund til at sige ja.” Jeg trækker mig fri og vender mig mod Aiden. Michael bliver bag mig, selvom jeg kan mærke at han hellere vil stå mellem os.

”Jeg skal bare snakke med dig alene.”

”Hold en plads til mig i kemi, jeg kommer om lidt.” Jeg drejer hovedet og nikker mod Michael. Han bukker let hovedet og vender så rundt med faste skridt.

Aiden trækker mig ind til siden og læner sig så selvsikkert op ad et skab.

”Du kunne ikke lide min rose?” spørger han og manifesterer en ny.

”Det er forhåbentlig ikke derfor du har bedt om at snakke med mig?” Jeg lægger armene over kors og forsøger ihærdigt ikke at lade vreden tage over.

”Jeg har brug for at du lytter til mig.”

”Og hvorfor skulle jeg lytte til en Viux?”

”Måske fordi du selv er en,” svarer han og rykker tættere på. Lugten af blod rammer igen min næse, så jeg er nødt til at dreje hovedet væk.

”Hvis du ikke har hørt det, så bruger jeg ikke længere mine evner, så uanset hvad kan jeg ikke hjælpe dig.”

”Jeg troede du havde lært noget.” Han trænger mig op mod et skab. ”Man kan ikke løbe fra den man er.”

”Jeg er ikke en del af det her,” hvæser jeg.

”Scarlett for helvede,” sukker han. ”Du vil aldrig kunne løbe fra dine evner. Er det så svært at forstå?”

”Er du færdig?” Jeg retter mig op. ”Jeg gider ikke det her mere.”

”Nej, jeg er ikke færdig.” Han slår hånden mod skabet ved siden af mig, og et øjeblik er jeg bange for at hans hånd går hele vejen igennem. ”Hvad fanden tænkte du på da du kom brasende? Du kunne have være kommet alvorligt til skade.”

”Du kan da være ligeglad,” svarer jeg spydigt.

”Jeg er ikke ligeglad med dig og har aldrig været det.” Han støtter den anden hånd mod skabet på den anden side af mig og fanger mit blik. ”Du er ikke uovervindelig, Scarlett. Min far er farlig, hører du?”

”Det har jeg efterhånden fundet ud af.” Jeg kæmper for at skubbe ham væk, men han er alt for stærk.

”Så lad være med at udfordre ham.”

”Han slog mine forældre ihjel!” råber jeg og slår ud efter ham. ”Hvad vil du have at jeg skal gøre?”

”Passe på dig selv,” svarer han og stopper min hånd fra at ramme ham igen. ”Jeg holder af dig, Scarlett. Lad være med at gøre noget dumt.”

”Hvis du virkelig holdt af mig, så var du blevet væk.”

Det prikker i mine fingre som hundrede bier der stikker på samme tid, og jeg kan ikke holde det tilbage. Den velkendte blå kugle dukker op i min hånd, men i samme sekund fjerner Aiden den og ser på mig med øjne der brænder hele vejen igennem mig.

Jeg ser rådvildt fra min hånd og tilbage til ham. Panisk hiver jeg hånden til mig og vælter ham omkuld med min telekinese. Jeg kører så hurtigt jeg kan, og det sidste jeg hører inden jeg forsvinder om hjørnet, er Michael der råber ad Aiden.

”Skal jeg virkelig til at rydde op efter dig også? I Viux’er er fandeme ikke de mest intelligente væsner.”

Jeg brager ud gennem døren og sætter kursen mod klippen. Har brug for frisk luft og et sted hvor jeg kan lade mine evner slippe fri.

Over mig lyder et brag og regnen vælter nu ned fra himlen. Den lugter frisk og får mig til at hive luften helt ned i lungerne.

Da jeg kommer frem er mit tøj gennemblødt og mit hår hænger klistret til mit ansigt. Jeg overser en trærod der stikker op af jorden, så jeg vælter og lander på den mudrede jord.

Jeg sætter neglene i jorden og presser fingrene ned. Så længe de er der kan jeg ikke gøre nogen ondt.

Det var dumt af mig at tro at jeg kunne lade være med at bruge mine evner. Selvfølgelig kan jeg ikke det. Jeg er dømt til at være en fiasko.

”Scarlett.” Michaels stemme kommer nærmere, men jeg drejer ikke hovedet. Ligger bare med hovedet mod den våde jord og fingrene gravet ned i det.

Han kommer med lette skridt hen til mig og knæler foran mig.

”Giv bare slip, der sker ikke noget.” Han stryger min hånd og straks holder regnen op, og mine fingre begynder at slappe af.

”Jeg … kan ikke … mere,” hulker jeg og vender ansigtet så tæt mod jorden som muligt for ikke at skulle se ham i øjnene. Han må synes at jeg er en forfærdelig person.

”Det her går jo ikke,” siger han og fjerner håret fra mit ansigt. ”Du gør skade på dig selv, hvis du lader dine evner tage over.”

”Jeg er ikke nogen god heks,” siger jeg grådkvalt.

”Sådan må du ikke sige.” Han tager om mig og hiver mig op til sig. ”Du er lige som du skal være.”

Jeg giver mig til at græde. Jeg er ikke så god som han påstår. Jeg er et udskud, et misfoster. Jeg gør alting forkert og en eller anden dag ender jeg med at tage livet af en uskyldig.

Han hjælper mig op at sidde og holder mig så tæt ind til sig. Jeg presser mig ind til ham og lader ham varme mig.

”Det skal nok gå,” hvisker han ned i mit hår.

”Hvordan kan du tro det?” spørger jeg med en spinkel stemme.

”Fordi jeg har tiltro til dig. Jeg ved, du kan.”

 

Michael tager mig efterfølgende med hjem til sig selv. Ham og Nathan blev hurtigt enige om at det ville være det bedste, da vi var hjemme hos mig for at hente noget rent tøj.

Mine evner er letpåvirkelige og at være i hus med en Viux gør det ikke bedre. Jeg savner ham allerede, men jeg ved også at det er for mit eget bedste. Og jeg kan se ham så snart jeg kan styre min vrede.

”Sig til hvis du skal have hjælp,” siger Michael ude fra gangen.

”Det skal jeg nok,” svarer jeg og tænder for bruseren.

Jeg fortryder at jeg ikke ordnede badet hjemmefra. Her har jeg hverken en badestol eller et greb på væggen til når jeg skal tilbage til min kørestol. Jeg har lånt en havestol, men det er ikke nær så stabilt som den jeg har derhjemme. Tanken om at jeg kunne få brug for Michaels hjælp, får mig til at rødme.

Han skal ikke se mig uden tøj. Ikke tale om.

Jeg rækker ud efter sæben og begynder så at gnubbe mig. Man skulle tro at jeg havde taget bad i en mudderpøl, så beskidt som jeg er blevet. Det er over alt.

Mit hår får også en grundig tur, og til sidst skyller jeg mig ren. Strålerne kilder min hud og langsomt begynder jeg at slappe af.

Der er ikke noget bedre end et varmt bad. Man bliver ren men bestemt også mere klar i hovedet.

Jeg slukker for vandet og rækker ud efter et håndklæde til håret. Det er besværligt, når jeg ikke længere bare kan bruge min telekinese, men det er sådan det må være. Hvis jeg vil lære at leve som et almindeligt, kedeligt menneske, så kan jeg ligeså godt vænne mig til det.

Håndklædet til kroppen er blevet skubbet længere væk, og da jeg støtter mig til min kørestol for at læne mig frem, opdager jeg, at jeg har glemt at bremse hjulene. Den triller bagud og jeg havner på gulvet med et bump.

”Av,” ømmer jeg mig.

”Er du okay?” Michael banker på men lader døren være lukket.

”Jeg ligger bare på gulvet og hygger mig,” svarer jeg sarkastisk. Michael griner let.

”Skal du have hjælp? Jeg skal nok lade være med at kigge,” lover han.

Jeg er ikke glad for det, men uanset hvordan jeg vender og drejer det, så kommer jeg ikke op uden hjælp. Til sidst giver jeg ham lov.

Michael åbner forsigtigt døren og finder straks et stort, hvidt, blødt håndklæde som han lægger over mig.

”Ved du godt, at du er en smule klodset?” spørger han med et drillende glimt i øjet, da han hjælper mig op i kørestolen.

”Ja, men så er det jo godt at du er her,” svarer jeg og smiler drillende.

”Du er ikke rigtig klog,” siger han og ryster på hovedet, mens han bevæger sig mod døren.

”Det har jeg heller aldrig lovet at jeg ville være.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...