Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61526Visninger
AA

47. Kapitel 45 - Farlige informationer

Jeg smækker hoveddøren og parkerer foran med hovedet lænet mod den. En evig strøm af vand finder vej ned ad mine kinder, og en smag af salt rammer mine læber.

Jeg er ikke en dæmon.

Jeg er en heks.

Ikke en dæ…

”Scarlett,” råber Michael fra den anden side af døren. Han må være fulgt efter mig uden at jeg har lagt mærke til.

”Gå med dig,” beder jeg højlydt.

Jeg kører rystende hænderne gennem håret og trækker det væk fra ansigtet. Det her kan ikke være virkeligt.

Et hul i mit bryst vokser sig større, og snart vil det opsluge mig. Jeg vil forsvinde ud i ingenting og kun efterlade at tomt hylster.

”Åben nu, Scarlett.” Han slår på døren. ”Jeg lover dig, at der ikke sker noget. Du kan ikke gøre mig fortræd.”

”Jeg er en Viux for guds skyld!” Jeg råber så selv naboen vil kunne høre mig.

”Det betyder ikke, at du er farlig.”

”Du ved intet! Jeg er dømt til at være farlig.”

Jeg presser hænderne mod ørerne. Vil ikke høre mere. Ikke vide mere.

Den blå kugle dukker igen op for mit indre blik. Jeg havde lavet den og den brændte mig ikke. Hvordan?

”Lad mig hjælpe dig.” Michaels stemme trænger alligevel igennem.

”Det kan du ikke,” hulker jeg.

Igen prikker det i mine fingre, og snart sidder jeg med endnu en kugle i hænderne. Et skrig kommer over mine læber og jeg kyler den mod væggen. Den efterlader en sort masse som har den brændt malingen på væggen.

”Hvad sker der?” Nathans stemme nærmer sig hoveddøren.

”Scarlett har låst sig selv inde,” forklarer Michael. ”Hun har opdaget noget, som jeg troede, at hun allerede vidste,” fortsætter han anklagende.

”Hvad snakker du om?” Nathan lyder som om at han ikke tror ham.

”Det blå øje.”

Jeg mærker hvordan hans energi med et ændres fra afslappet til panisk. Han banker på døren, men jeg flytter mig ikke. Han kunne komme alvorligt til skade.

Scarlett? Vær’ sød at åbne, beder han med en varm stemme der komplet skjuler panikken i hans energier.

Jeg er bange, svarer jeg og tager mig til hovedet. Bange for at tage en andens liv.

Du er det mest omsorgsfulde menneske der findes, Scarlett. Du slår ikke nogen ihjel.

Hvad hvis jeg gør?

Åben døren, så skal jeg nok hjælpe. Du kan ikke slå mig ihjel.

Jeg flytter mig modvilligt og Nathan glider hurtigt ind gennem døren og lukker den før Michael følger efter.

Nathan sætter sig på hug ved siden af mig og jeg kaster armene omkring ham.

”Det skal nok gå,” hvisker han i mit øre og aer mig på håret.

”Jeg ved ikke engang hvem jeg er længere,” siger jeg uden følelse i stemmen.

”Du er Scarlett Whitefeather, og du er den bedste søster man kunne ønske sig,” trøster han.

”Det er bare noget du siger,” svarer jeg og trækker mig let tilbage.

”Hvis noget er sandt, så er det det,” siger han og tørrer nænsomt tårerne af mine kinder, og for første gang ser jeg ham i øjnene. De er ikke vrede, irriterede eller afvigende. Nej, de er så fyldt af kærlighed og forståelse, at jeg aldrig har set noget lignende. ”Hvis du kører ud i køkkenet, så kommer jeg om lidt.”

Jeg tørrer mine øjne og bevæger mig mod køkkenet. Bag mig hører jeg Nathan åbne døren, for at bede Michael tage hjem. Michael bryder sig tydeligvis ikke om den idé, men hans stædighed må til sidst bukke under for Nathans urokkelighed.

I køkkenet sætter jeg mig ved bordet. Jeg lægger ansigtet mod mine hænder og lader mit hår falde frem som et gardin.

Lyden af hoveddøren der stille slår klik, får mig til at ånde lettet op. Endelig kan jeg få lov til at være i fred.

Nathan kommer lydløst ud i køkkenet og finder frem til varm kakao. Han tager det med hen til bordet og holder hænderne hen over krusene. Få sekunder senere damper det fra dem.

Han rækker mig kruset og dum som jeg er, tager jeg fat om kruset og brænder fingrene.

”Av!” Jeg puster på fingrene og snart er det kun den røde hud der er bevis på at jeg har brændt dem. De gør ikke engang ondt længere.

”Beklager. Indholdet burde ikke være lige så varmt.” Han nipper til sin egen og nikker tilfreds. ”Intet mindre end perfekt.”

”Hvad er det der sker?” flyver det ud af min mund.

”Jeg skylder dig først og fremmest en undskyldning,” begynder han. Jeg lytter vågent. ”Jeg har ikke fortalt dig sandheden.”

”Så du har løjet for mig, selvom du har sagt at det var sandheden?” Jeg mærker hvordan mine hænder begynder at ryste, og Nathan må lægge mærke til det, for straks lægger han en hånd over min.

”Jeg har kun gjort det for at passe på dig,” siger han. ”At udlade dele af sandheden var min eneste mulighed, og jeg beklager dybt.”

”Men er det sandt? Er jeg en Viux?” Tanken giver mig kvalme. Hvordan kan jeg være det jeg hele tiden har frygtet? Jeg kan ikke være en dæmon.

”Ja,” svarer han uden at tøve. ”Det var ikke meningen at den side af dig skulle komme til overfladen.”

”Hvad mener du?”

”Drik din kakao, så skal jeg nok fortælle dig alt.” Han presser læberne sammen, tydeligvis ikke tilpas med situationen.

Jeg drikker det langsomt, og forsøger samtidig at få styr på mylderet af tanker. Det er ligesom at skulle få alle myrer i en myretue til kun at kravle den ene vej.

Den varme drik glider ned, og da kruset er tømt, mærker jeg hvordan min krop langsomt falder til ro. Kun den søde smag af chokolade fylder min tanker.

”Du skal love mig, ikke at gå i panik. Det er farlige informationer, Scarlett.”

”Det er en smule for sent,” svarer jeg lettere irriteret. ”Prøv du at være mig i én dag. Først er jeg en heks, så er min kæreste søn af Underverdenens leder og nu er jeg pludselig en Viux?”

”Okay. Jeg kan godt se hvad du mener, og jeg beklager.” Han roder i sit hår. ”Jeg ved ikke hvor jeg skal starte.”

”Hvad med at starte med det faktum at jeg er en Viux?” svarer jeg sammenbidt.

”Du er kun ½ Viux,” svarer han med et smil på læberne, som dog hurtigt erstattes af hans seriøse, selvkontrollerede blik. ”Jeg derimod er en fuldblods Viux.”

”Og det synes du ikke at jeg skulle vide før nu?”

”Jeg lovede mor og far ikke at sige noget. Det er farlige informationer.”

”Det har jeg ligesom fattet,” afbryder jeg. ”Og hvad lovede du helt præcist mor og far?”

Jeg ser indtrængende på ham og venter på et svar. Jeg er ikke engang sikker på at jeg har lyst til at kende svaret. Mor har da aldrig løjet for mig. Har hun?

”Jeg lovede at du aldrig skulle kende sandheden. Jeg lovede at du ikke skulle ende i midten af verdenernes kampe.”

”Verdenerne? I flertal?” Jeg ser undrende på ham. Han må have slået hovedet. Der findes ikke andre verdener.

”Ja,” svarer han og synker med lyd. ”Jeg burde slet ikke fortælle det.” Han tager sig til hovedet og jeg hører ham holde vejret. ”Mor var halv heks, halv betvinger. Det er derfor du kan styre vind og vejr let som ingenting, samtidig med at du har alle kræfter en heks har. Allerede der har du blod fra to verdener. De to verdener udgør dog ingen farer for hinanden, da de kæmper for det samme.” Han holder en pause.

Jeg husker hvordan Michael havde kommenteret min kontrol af vinden, og hvordan han havde kaldt det et mysterium. Og eftersom hekse og betvingere har samme øjenfarve, har han selvfølgelig ikke kunnet se det.

”Hvad med det blå øje?” spørger jeg, selvom jeg allerede kender svaret.

”Vores far var en Viux. Ikke af samme art som Aiden, men stadig en Viux. Der er ingen der ved hvorfor du også har fået hans gener, for normalt arver drenge fra deres far og piger fra deres mor, når man blander de to verdener.” Nathan ser på mig, for at sikre sig, at jeg stadig er med, før han fortsætter: ”Det er i det hele taget ikke tilladt at være sammen med en fra en anden verden, men vores forældre gjorde det alligevel.”

”Hvor mange verdener er der?” spørger jeg, som om det er det eneste jeg har fanget.

”Altså, der er fem, men de er delt i tre hovedgrupper.” Han manifesterer et stykke papir og en blyant og begynder så at tegne et pentacel. ”De fem takker i et pentacel repræsentere de fem elementer; spiritualitet, vand, ild, jord og luft. Samtidig står de også for de fem verdener. Først har vi menneskenes verden. Det er den vi fysisk befinder os i lige nu. Så har hekse og betvingere hver deres verden. Begge parallelt med menneskets verden. Til sidst har vi Underverdenen, hvor begge typer Viux hører til. Os med blå øjne har den mere fredelige del, hvorimod dem med gyldne øjne har skabt deres egen version af Helvede.”

”Og hvor hører Mitchell og Ashley så til?” Jeg kigger på tegningen, men uanset hvordan jeg vender og drejer det, så kan jeg ikke få dem til at passe ind nogen steder.

”De eksisterer på tværs af verdenerne. De udgør cirklen.” Han tegner den om stjernen. ”De holder samling på tingene. Her i menneskets verden har de dog ikke deres sande skikkelse, for her kan alle væsner bevæge sig frit, og det kan være yderst farligt.”

”Så Ashley ser ikke sådan ud i virkeligheden?” Jeg har lyst til at banke hovedet mod bordet. Alt det jeg troede jeg kendte til, har vist sig at være helt forkert. Jeg er tilbage ved start.

”Hun er en undtagelse. Stædig og dum som hun er, har hun valgt at være sig selv.” Han griner for sig selv. ”I minder meget om hinanden på det punkt.”

”Du siger altså at jeg er stædig og dum?” Fornærmet lægger jeg armene over kors.

”Det var ikke sådan jeg mente det,” undskylder han, og straks får jeg øje på et drillende blik i hans øjne. ”Jeg er dæmon, kan ikke gøre for det.”

Jeg puffer til ham og kan ikke holde et let grin tilbage. ”Haha.”

”Lidt humor er der dog tilbage.” Han smiler omsorgsfuldt.

”Lad os skifte emne,” siger jeg og tørrer smilet af mine læber. Jeg har ingen grund til at smile, og det giver mig heller ingen svar. ”Du siger, at der findes fredelige dæmoner?” Jeg kommer til at tænke tilbage på det jeg læste i Skyggernes Bog om Viux.

”Synes du ikke at jeg er meget fredelig?” Han smiler skævt, men da jeg ikke smiler tilbage, fortsætter han. ”Vi har en anden livsstil om du vil. Vi lever ikke af blod og livsenergier fra mennesker, men derimod almindelig menneskemad og blod fra dyr.”

”Så man har et valg?” Jeg mærker en tåre presse på. Aiden kunne have valgt anderledes.

”Du skal vist læse Skyggernes Bog en ekstra gang. Det er ikke lykkes nogen Viux med gyldne øjne at forblive blå efter transformeringen, men hvis man er født med blå øjne er det lettere at kontrollere. Blod er utrolig fristende, men vi andre har lettere ved at modstå det, netop fordi vi aldrig har prøvet andet.”

Jeg har svært ved at kapere alle informationerne. Det hele føles så uvirkeligt. Dæmoner er ikke fredelige. Jeg er ikke fredelig.

Det er helt forkert.

”Elijah begik da selvmord, så fredelig er ikke ligefrem hvad jeg vil kalde det.”

”Han gjorde hvad han kunne, for ikke at lade andre bøde for hans fejltagelser, og fordi han begik selvmord, betyder det ikke at det sker for alle,” siger han, som har han allerede læst frygten i mig. ”Hans søn, Nathaniel, er faktisk vores farfar, og vores gren efter Elijah er indtil videre den eneste, der har kunnet holde fast i det blå gen. Der er efterhånden en del med blå øjne, men det er fra andre familier der også forsøger sig med en ny livsstil. Ingen af dem har forældre der begge har blå øjne, men de prøver.”

”Fantastisk statistik,” sukker jeg. ”Det er jo dømt til at gå galt, når jeg er her. Men hvorfor har jeg ingen trang, når jeg nu er en Viux?” spørger jeg og forsøger inderligt at få det til at give mening.

”Den side af dig er ikke vågnet før nu.” Hans undskyldende blik er atter vendt tilbage. ”Det var ikke meningen at du skulle opdage den, og slet ikke bruge evnerne den giver adgang til. Rådet er absolut ikke glade for at have en med dine evner til at rende rundt.”

”Rådet?” spørger jeg forvirret.

”En fra hver verden er med i Rådet. Det er dem der holder orden i naturens balance, og at du tilhører to modsætninger er bestemt ikke noget de tager let på.” Han trækker læben op så man kan se hans tænder. ”Det var min opgave at beskytte dig fra det her,” knurrer han for sig selv.

”Du prøvede ikke at forhindre mig i at blive en heks, gjorde du vel?” Langsomt begynder det at give mening. Hans intense had over for Aiden. Alle hans hemmeligheder. Og hans øjeblikkelige tillid til Ashley og Michael.

”Nej,” indrømmer ham. ”Jeg var bange for at vække dæmonen i dig, og Aidens nærvær har virkelig sat skub i alle dine evner. Og nu er vi nået til det jeg har frygtet allermest.”

”Og hvad er det?”

”Rådet har hele tiden sagt at det ikke er tilladt at være det du er, og …” Han falder over ordene og hans stemme ryster, selvom han ihærdigt prøver at samle sig. ”Jeg er bange for at miste dig.”

”Det kommer aldrig til at ske,” forsikrer jeg ham, og kører hen så jeg kan omfavne ham. ”Jeg bliver lige her.”

Han holder om mig uden at sige mere.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på det han har fortalt. Der er så mange ting, at jeg stadig ikke kan finde rundt i det. Jeg har dog fanget én ting - det er farligt at være mig.

Mon Rådet virkelig kunne finde på at gøre mig noget? Jeg har jo ikke gjort nogen fortræd endnu.

Endnu.

Et lille ord med så stor betydning at det kan vende op og ned på alt. Et lille ord med så meget magt at selv den mest enevældige konge blegner ved siden af.

I det sekund beslutter jeg mig for aldrig at bruge mine evner igen. Hvis jeg ikke bruger dem kan Rådet ikke røre mig og jeg kan blive hos Nathan.

 

Jeg går i seng uden at fortælle ham om min plan. Han vil bare forsøge at tale mig fra det, og når det ikke lykkes vil han kalde på Ashley.

Den eneste evne jeg fortsat vil bruge er min telepati. Alt andet er ikke noget jeg længere har tænkt mig at praktiserer. Selv Skyggernes Bog er fjernet fra mit natbord og gemt væk i et skab. Jeg har ikke længere noget at bruge den til.

Min halskæde er det der har bundet alt sammen. Uden den er jeg intet. Tænk engang, sidst jeg mistede den, endte det med at koste mine forældre livet. Og nu har jeg igen mistet den.

Nathan har brug for mig her, så der er ingen grund til at provokere Rådet til at rette deres opmærksomhed denne vej. Jeg må ikke give dem en grund til at skaffe mig af vejen. Som om de ikke allerede har nok på mig til at gøre det.

Jeg krøller mig sammen og trækker dynen over hovedet. Vil bare have det her til at forsvinde. Jeg vil være en almindelig teenagepige, med to forældre, en bror, en lalleglad labradorretriever blanding ved navn CupCake og typiske kæresteproblemer. Vi skal bo i et hvidt hus tæt ved kysten, og være en del af et lille hyggeligt lokalsamfund. Der er en have fyldt med liv og CupCake skal have sit eget hundehus.

Det er sådan et liv jeg vil have. Helt almindeligt.

Jeg mærker hvordan trætheden kommer snigende og selvom jeg stadig har meget at tænke på, så forhindrer det den ikke i at omfavne mig som når havets bølger skyller ind over stranden og trækker alt med tilbage til dybet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...