Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61825Visninger
AA

46. Kapitel 44 - Lysende åkander

Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvad Michael sagde om de grønne øjne. Der er noget der ikke giver mening. Jeg er en heks men har kun ét grønt øje?

Skyggernes bog fortæller mig intet, og jeg har ikke kunnet få mig selv til at spørge Nathan eller Ashley. Jeg kan allerede høre svaret for mig. Høre deres stemmer hviske bagerst i mine tanker, at jeg er en heks og at jeg ikke skal tænke over mine øjne.

De vil ikke give mig et brugbart svar.

Jeg trækker i tøjet og hiver mig over i min kørestol. Jeg kører over til spejlet, for igen at studere mine øjne. De har ikke ændret sig.

Nathan er ikke stået op endnu, så jeg forsøger at køre lydløst mod køkkenet for at finde noget morgenmad.

Det bliver til et glas kakao og et æble jeg kan tage med ud ad døren.

Jeg har lovet Michael at komme forbi. Vi er efterhånden ved at være gode venner igen, eller det vil nok nærmere sige at jeg er begyndt at tilgive ham. Jeg kan ikke være sur på ham for evigt. Han er en af dem jeg burde kunne stole på, udelukkende på grund af hans øjne. Vi er på samme side. Jeg må give ham en chance.

”Hvor skal du hen så tidligt på en lørdag?” Nathan kommer med tunge skridt ud i køkkenet og læner sig mod køleskabet. Hans hår står ud til alle sider, og hans skjorte står delvist åben.

”Skal mødes med Michael.” Jeg tager en bid af æblet og saften løber i min mundvige. Jeg tørrer det væk med bagsiden af hånden og kører så mod døren ved hjælp af min telekinese.

”Han gør dig glad, gør han ikke?” Han følger efter mig og da jeg kører forbi det lille spejl i gangen, opdager jeg, at jeg smiler.

Et sjældent syn.

”Det gør han vel.” Jeg åbner døren og ser mig over skulderen.

”Godt at høre.” Han smiler.

Jeg smiler kort og forlader så huset. Med telekinese lukker jeg forsigtigt døren. Det er ved at være længe siden, at jeg har smækket med dørene. Jeg er ved at lære det.

 

Jeg kommer hurtigt frem til hans hus, og bare synet af haven får mig til at smile. Den er så fyldt af liv at det burde være umuligt. Almindelige mennesker må være ved at tabe kæben, når de går forbi.

Gad vide hvordan her ser ud om vinteren?

Synet af rosenbusken der stråler i al sin pragt, er det der giver mig følelsen af glæde og tryghed. Den minder mig om mor. Hun holdt liv i roserne året rundt, og Michael har lært mig det samme. Busken er et tydeligt bevis.

Jeg kører op til døren og i det jeg skal til at banke på, bliver den åbent og Michael kommer ud med åbne arme.

”Lige til tiden,” siger han og lægger armene om mig. ”Godt at se dig.”

”Det er også godt at se dig.” Jeg giver ham et kram og følger så med ind. ”Og hvad er lige til tiden?”

Han lukker døren bag mig, og vinker mig hen til bordet foran kaminen.

”Kan du se den her?” Han stryger fingrene let over noget der ligner en lyserød åkande.

”Jeg er ikke blind.”

Jo tættere jeg kommer på, jo mere går det op for mig, at noget er anderledes. Det er ikke en almindelig åkande som dem man finder i naturen.

Åkander er ikke selvlysende.

”Den kaldes en Luna Nova.” Michael må have opdaget mit spørgende blik. ”Den blomstre kun dagen op til en nymåne.”

”Fedt.” Jeg læner mig forsigtigt frem, så jeg bedre kan se den. Lyset er så kraftigt, at jeg til sidst er nødt til at kigge væk. Det er som at kigge mod solen. ”Hvor har du fundet den?”

”Jeg har arvet den. De er meget sjældne, men denne har jeg fået af min onkel. Det siges at være et tegn på noget nyt der venter forude, når månen er ny. Blomsten har til opgave at vise vejen.”

”Det lyder underligt,” svarer jeg og prøver igen at få det til at give mening, men jeg kan ikke. Hvordan kan en blomst vise vej til det nye? Den bevæger sig ikke, og fortæller sandsynligvis heller ingenting.

”Det skal nok give mening i aften, når mørket har lagt sig over himlen og månens lys ikke er der til at vise vej.”

”Hvis du siger det,” griner jeg.

Jeg ved at en fuldmåne giver en masse energi og kan afsløre hemmeligheder, og jeg ved at nymånen står for fornyelse, men jeg kan ikke se hvor blomsten kommer ind i billedet.

Michael går hen til køleskabet og finder en kakao som han kaster til mig. Jeg griber den med telekinesen uden at tøve, selvom jeg i et kort øjeblik befandt mig i min egen verden.

Vi har trænet det de sidste par dage og for hver dag er det blevet lettere. Aldrig har træning været så sjovt. Sammen med Michael går tingene bare nemmere. Måske fordi vi har noget til fælles? Mere end jeg har med nogen anden.

”Jeg havde faktisk tænkt, at vi skulle droppe træningen i dag, og så bare slappe af. Det er ikke sundt at træne så meget.” Han ser på mig med et smil. ”Vi kan lave præcis det du har lyst til. Og i aften kan jeg vise dig, hvad åkanden kan.”

Det ender med at vi sætter os ved pejsen. Han i sofaen og jeg ved siden af. Han tilbød at hjælpe mig ned i sofaen, men jeg valgte at blive siddende. Det føles ikke rigtigt, at blive båret rundt. Ikke efter det med Aiden.

Mens vi sidder og betragter hvordan flammerne danser fra side til side, fortæller Michael et par historier, fra dengang han var ny. Særligt én fanger min interesse.

”Jeg glemmer aldrig den dag mine forældre døde.” Hans stemme er rolig, men øjnene blanke. Sådan har jeg aldrig set ham. ”De døde i kamp mod en flok Viux’er. Jeg havde kun lige lært mine evner at kende, og en dag da jeg kom hjem fra skole, var det min onkel der stod i døren. Han tog mig til sig og lærte mig alt om at være en bes… betvinger,” retter ham sig selv. Jeg kigger en ekstra gang på ham, men vælger at slå tanken til side. Det er bare mig der tænker for meget. ”Desværre døde han for lidt over et år siden.”

Det minder mig om mine egne forældes død. Beskeden kom også da jeg kom hjem fra skole. Dødsårsagen var bare en anden. En bilulykke sagde de. De glemte bare detaljen om at mine forældre kun sad i den bil på grund af mig.

”Det gør mig ondt,” siger jeg stille og fanger hans blik.

”Tak. Jeg var heldig med at have en onkel.”

”Ligesom jeg har min bror,” indskyder jeg og sender ham et smil.

”Præcis. Så pas godt på ham.”

Han stopper med at fortælle, og kun lyden at knitrende flammer fra pejsen overdøver stilheden.

I smug sidder jeg og betragter ham. Han er utrolig. Alt det han har været igennem og alligevel er han så rolig og tilgivende.

Da jeg stødte på ham dagen efter vores snak, gav han mig et kram, og lige siden har jeg vidst, at jeg kunne stole på ham. Hans energier har overbevist mig om at han er værd at holde fast i. Ashley har heller ikke brokket sig, så det må vel være et godt tegn.

Jeg ved ikke hvad det er med Michael, men noget ved ham får mig til at kigge en ekstra gang. Hvordan er det muligt at være så tilgivende og stærk? 

Når man tænker på hvad jeg har udsat ham for, så er det utroligt at han har inviteret mig hjem. Han har endda hjulpet mig med mine evner. Havde det været mig, så havde jeg været alt andet end tilgivende.

”Jeg kan se, at du tænker på noget.” Michael kigger på mig og det er først nu at jeg opdager det. Hvor længe har han mon gjort det?

”Det er ikke noget.” Jeg smiler forsigtigt og fumler med fingrene efter min kæde der stadig ikke er der og sikkert aldrig kommer tilbage.

”Du kan stole på mig, Scarlett.” Han rækker en hånd mod mig og lægger den blidt over min. Jeg møder hans blik, der fortæller mig det samme. Jeg kan stole på ham.

”Hvordan kan du tilgive mig, for det jeg har gjort mod dig?” spørger jeg forsigtigt, bange for at ødelægge stemningen.

”Hvorfor skulle jeg ikke tilgive dig?”

”Jeg kunne have slået dig ihjel,” hvisker jeg og kigger væk.

”Men det gjorde du ikke, Scarlett. Du valgte at rette op på din egen fejl.” Han tørrer blidt en tåre af min kind.

Jeg blinker et par gange før jeg kigger på ham igen. Mine øjne er blanke og jeg kan mærke hvordan tårerne stadig presser på.

”Det var min skyld at det overhovedet kom der til,” snøfter jeg. ”Hvis jeg bare var vendt rundt og kørt min vej, så var det aldrig sket.”

”Scarlett, jeg stolede på dig og vidste at du nok skulle hjælpe mig. Det er det, der gør dig til en fantastisk heks. Du overlader ikke uskyldige til dem selv. Vreden skal vi arbejde med, men i sidste ende gjorde du det rigtige,” svarer han med stor overbevisning i stemmen.

Jeg mærker hvordan det igen trykker for brystet, og hvordan mine hænder begynder at ryste. Jeg ved, at alt der sker er min skyld. Jeg er ulykken selv.

”Det var min skyld.” Jeg krøller mig sammen og vender ansigtet væk. Hvorfor skulle jeg også nævne det?

”Shh.” Han sætter sig op på armlænet af sofaen og lægger armene om mig for at hive mig ind til sig. ”Jeg vil altid tilgive dig, Scarlett.” Han aer mig ryggen og jeg gemmer mit ansigt mod hans bryst.

Længe sidder han og holder om mig og jeg kan ikke andet end at lade tårerne trille. Jeg hader mig selv for at have så let til tårer.

Med tiden får jeg styr på mig selv, og forsigtigt trækker jeg mig ud af hans arme. Det nytter ikke noget at sidde her og tude. Det ender bare med at vejret pludselig bliver påvirket og så er det helt sikkert at vi drukner.

Jeg tørrer tårerne væk med bagsiden af hånden og forsøger at få mit hjerte til at falde til ro. Det hører ikke efter, men fortsætter bare i samme tempo.

”Hvis jeg kan gøre noget, må du sige til.” Han sætter fra mod sofaen og begiver sig mod kaminen for at give flammerne nyt liv.

”Tak.”

”Forbandede lighter,” skælder han og slår den mod gulvet.

”Jeg tror ikke at det hjælper at skælde den ud,” griner jeg og tørrer tårerne væk, før jeg kører hen ved siden af ham.

”Man har vel lov til at håbe,” beklager han sig og giver sig til at rode i en lille flettet kurv der står ved siden af kaminen. ”Og selvfølgelig har jeg heller ikke flere tændstikker i huset.”

Jeg kommer til at grine af ham, og han kigger bare på mig som om jeg har en skrue løs, hvilket sikkert heller ikke er helt usandsynligt.

”Har du glemt hvem du har i huset lige nu?” siger jeg til sidst og da slår det klik for ham.

”Selvfølgelig!” Han smiler så bredt at man kan se hans ekstremt hvide tænder. Enhver tandlæges drøm. ”Hvad sagde jeg? En fantastisk heks.”

”Vent med at rose mig til efter vi ved om jeg har undgået futtet hytten af.”

”Okay. Sig ignis når du er klar.” Han trækker sig tilbage. Jeg kan se i hans øjne, at han har en snert af frygt i sig. Hans energier siger ingenting.

Jeg ryster fornærmelsen ud af mit hoved og strækker hånden let frem mod træet der ligger klar til at blive sat ild til.

”Ignis,” siger jeg og lader mine læber smage på ordet. En lille orangerød kugle kommer til syne i min hånd, og med telekinese sender jeg den mod målet. Efter få sekunder er der atter gang i kaminen.

 

Under aftensmaden, der består af hjemmelavet pizza med skinke og en flod af ost, kan jeg ikke længere holde min undren tilbage.

”Hvorfor findes der egentlig betvingere, hvis vi hekse alligevel kan gøre de samme ting bare med ord?” Jeg tømmer mit glas med kakao, mens jeg ser afventende på ham.

”Det er det samme som at spørge om hvorfor der findes hunde når vi i forvejen har katte.” Han skænker mere kakao op i vores glas.

”A’ hva’?” Jeg ser uforstående på ham. Nu rabler det da for ham.

”Kan du måske finde et svar på det?”

”Nej,” svarer jeg forvirret. ”De er overhovedet ikke ens.”

”Præcis.” Han læner sig mageligt tilbage på stolen. ”Vi er langtfra ens. Hekse kan mange ting, men ikke alt.”

”Hvad kan vi ikke?” Jeg ser udfordrende på ham.

”I skal bruge ord for at fremmane elementet, men I kan ikke styre dem på samme måde. I kan ikke føle dem som vi kan.”

”Og hvad kalder du så min vind?” Hvis det ikke er at føle et element, så ved jeg ikke hvad det er.

”Et mysterium,” svarer han og putter den sidste bid pizza i munden, for at skylle det ned med sin kakao.

Jeg ryster på hovedet og læner mig tilbage. Han skal få at se, at jeg kan kontrollere elementerne så godt som ham. Ikke i dag, men på et eller andet tidspunkt kan jeg.

”Må jeg prøve noget?” Nu er det hans tur til at se forfjamsket på mig.

”Øh, normalt lader jeg ikke mine gæster tage opvasken, men hvis du virkelig synes det er en fed tjans, så skal jeg da ikke stoppe dig.” Han sætter tallerkenen tilbage på bordet.

”Sæt dig nu bare ned,” beordrer jeg.

Han dumper ned på sin stol og ser afventende på mig.

Jeg tager en dyb indånding, og lader så energierne i rummet flyde gennem mig, indtil jeg finder dem jeg skal bruge. Jeg lader billedet af slutresultatet stå klart for mit indre blik. Tallerkener og glas i opvaskemaskinen og madresterne i skraldespanden under håndvasken.

Energierne er livlige og svære at holde fast i, men jeg håber og tror at jeg har styr på dem.

En sidste gang ser jeg billedet for mig, og sender det så af sted.

Jeg åbner langsomt øjnene, en smule nervøs for hvad der vil møde mine øjne.

Det første der møder mit blik er Michael der måbende sidder foran mig.

”Kig i opvaskemaskinen,” siger jeg, og tvinger mig selv til ikke at flække af grin over hans ansigtsudtryk.

Han går usikkert hen til opvaskemaskinen, som om han er bange for, at der springer et grønt, slimet monster ud af den, i det sekund han åbner den.

”Bare rolig den bider ikke - den besværgelse har jeg ikke prøvet endnu.”

”Findes der sådan en besværgelse?” Han tager hånden til sig og ser nervøst på mig.

”Åben nu bare,” kommanderer jeg og nikker mod den.

Til sidst overgiver han sig og åbner den i en hurtig bevægelse.

Vi ånder begge lettet op, han mere højlydt end jeg. Ingen monstre eller kødædende opvaskemaskiner, og for første gang har jeg ramt rigtig. Tingene står præcist som jeg havde set for mig, og madresterne er også væk.

”Og du er stadig en ny heks?” Han lukker lågen og vender sig mod mig med et løftet øjenbryn.

”Delvist,” svarer jeg. ”Men jeg lærer hurtigt.”

”Det må man sige,” bekræfter han. ”Fremover kan du bare komme og ordne min opvask hver aften.”

”Drøm videre.” Jeg vifter en tom kakaoflaske i hovedet på ham og kan ikke lade være med at more mig.

Han bevæger sig mod mig med et drillende blik, og noget siger mig at jeg ikke skal lade ham fange mig.

”Hvis jeg var dig, ville jeg se komme væk.”

”Jeg er ikke bange for dig,” siger jeg og sender ham et udfordrende blik. Han kan bare komme an.

”Du får 2 sekunders forspring, og de begynder nu.”

Jeg flygter mod døren til baghaven, og udnytter min telekinese til at åbne døren. Udenfor bliver jeg ramt af en mur af dis. Enkelte, kølige regndråber rammer mit ansigt. Duften af frisk regn er det bedste jeg ved.

Jeg dvæler et øjeblik ved tanken, og først da jeg hører Michael træde på en gren der straks knækker, bliver jeg hevet tilbage til virkeligheden. Jeg sender en kogle mod ham og skynder mig videre.

Han fanger mig aldrig.

”Du er allerede fanget,” hvisker han bag mig, og jeg kan mærke hvordan hans varme ånde kilder mig i nakken, men da jeg drejer hovedet, er han der ikke.

”Jeg har også evner, husker du nok.” Lyden kommer stadig bagfra.

”Du er ikke særlig frygtindgydende,” griner jeg. ”Du er ikke den eneste med evner, husker du nok.”

”Måske ikke,” siger han drillende, ”men jeg har de sejeste evner.”

”Tro på det.”

”Det gør jeg skam også.”

Jeg mærker pludselig en vind komme fra siden, og jeg reagerer for sent. Michael kommer susende og river mig med på vejen.

Vi havner begge i det fugtige græs. Han ligger halvt ovenpå mig, og da vores øjne mødes kan jeg ikke lade være med at fordybes.

Hans grønne øjne stråler så klart at man kan se ham på lang afstand. De er ikke altid så tydelige, men det må være fordi han bruger sine evner.

”Undskyld.” Michael afbryder mine tanker. Jeg smiler bare. ”Det var ikke meningen. Jeg troede ikke at jeg havde så meget fart på.”

”Det er okay.”

Han skubber sig op på hug for så at række mig hånden og hive mig op at sidde. Jeg kører fingrene igennem håret, og finder en håndfuld græs.

”Du skylder mig en ny hårshampoo. Det kommer til at tage del at få det her rent igen.” Jeg kaster håret bagud og håber at det meste græs ryger ud.

”Vi kan da bare klippe det,” driller han og laver sakselignende bevægelser med fingrene.

”Hvis du så meget som tænker den tanke igen, så forvandler jeg dig til en frø,” svarer jeg og peger advarende på ham.

”Så må jeg jo hellere være sød,” siger han og smiler stadig drillende.

”Det tror jeg også.”

Han hjælper mig op i min kørestol, og så begiver vi os ind i varmen igen.

Der er stadig ild i kaminen, så jeg indfinder mig straks foran den. Jeg lægger efterfølgende mærke til at lyset fra åkanden har skiftet til en meget kraftig havblå farve.

”Hvorfor lyser den blå?” spørger jeg. I det samme hører jeg lyden af porcelæn der smadres mod gulvet.

Det er Michael der taber en skål. Han står med hævede øjenbryn og ser foruroliget på den.

”Det er ikke noget,” afviger han.

”Michael? Hvad betyder det?” Jeg kører hen til ham og selv da jeg er foran ham, undgår han øjenkontakt.

Jeg kan ikke lide den måde hans energier pludselig ændrer sig på. De er ikke længere rolige og varme. De er kolde, skræmte og alt i ham spænder.

”Det er ikke noget, du skal bekymrer dig om,” svarer han fjendtligt. ”Det er bare en blomst.”

”Jeg er ikke blind, Michael. Jeg kan se, at der er noget galt. Du har selv sagt, at det ikke bare er en blomst.” Jeg kommer til at hæve stemmen.

”Se mig i øjnene og sig, at du helt seriøst ikke ved hvad det betyder.”

”Jeg ved det ikke!” råber jeg. ”Sig det nu.”

Han slår en hånd i bordet og jeg bakker af ren forskrækkelse. Hvad går der af ham?

Mit blik glider atter over mod blomsten, og noget bagerst i mine tanker begynder at røre på sig. Jeg har set farven før. I hænderne på en Viux.

Det begynder at prikke i mine fingre. Jeg løfter rystende hænderne frem for mig, men ingenting er anderledes. De er stadig blege og skrøbelige af udseende.

”Jeg troede, at du vidste det,” hvisker han undskyldende.

”Vidste hvad?” Jeg ser mig over skulderen og møder et blik jeg aldrig har set hos ham. Frygt.

”Dine øjne.”

”Hvad er der med dem?”

”Du ved ikke, hvorfor det ene er grønt det andet blåt?”

Jeg er ved at være træt af ham og hans gættelege. Irritationen prikker i hele min krop, og det føles som om tornado hvirvler rundt i mit indre. Så mange informationer der bliver samlet op og kylet rundt, for så at blive spredt i alle retninger.

”Hvad er det du ikke fortæller mig? Jeg troede, jeg kunne stole på dig.”

Før jeg ved af det, løfter jeg hånden for at slå den mod bordet. Et blåt glimt i min øjenkrog får mig til at stoppe op. Forskrækket drejer jeg hovedet, og opdager at lyset kommer fra min hånd. Jeg lader armen synke og stirrer nu direkte på den blålige kugle der svæver i min hånd.

”Jeg …” Det er som om mørke bølger skyller ind over mig og trækker mig væk fra overfladen. Drukner mig.

”Scarlett?” Han tager blidt om min hånd og fjerner kuglen i en hurtig bevægelse. Han spænder i kæben og jeg kan se hvor meget det piner ham, men jeg gør intet for at hjælpe. Jeg er fuldstændig frosset fast.

Den blå kugle står stadig klart for mit blik. Den er alt jeg ser, alt jeg føler. Det jeg har frygtet siden dagen hvor Nathan nær var blevet dræbt, og jeg fik at vide at jeg var en heks. Det der fik mig til at flygte fra Aiden. Det findes i mig.

Jeg hiver febrilsk hånden til mig, og bakker med svedige hænder mod hoveddøren. Jeg er nødt til at komme væk i en fart.

Michael følger hastigt efter. Hans hænder lukkes om mit hoved, da han indhenter mig og tvinger mig til at se ham i øjnene. Hans grønne øjne føles som flammer indeni mig. En længsel efter alt det jeg ikke længere er, vælter ind over mig.

”Slip mig,” råber jeg og hiver mig fri. Kan ikke holde ud at se ham i øjnene. ”Jeg er farlig.”

Jeg får døren til at åbnes og flygter ud. Bag mig hører jeg Michael kalde, men jeg forsætter fremad med rystende hænder. Et par gange glider mine svedige hænder på hjulenes metalringe, men jeg lader mig ikke stoppe.

Det eneste jeg har i hovedet er en hob af stemmer der råber: ”Viux! Viux! Viux!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...