Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

109Likes
227Kommentarer
62696Visninger
AA

45. Kapitel 43 - At vælge sine kampe

Sikke dog han kan pive. Og han skulle forestille at være en mand.

Det er et helt døgn siden jeg forbandt hans arm, men han beklager sig stadig. Selv de få timers søvn vi kunne have fået sidste nat, er blevet afbrudt af hans klagesang.

Man skulle tro at han aldrig har prøvet at komme til skade før.

”Jeg tager i skole,” råber jeg ude fra gangen, mens jeg tager jakken på.

”Er du sikker på at det er en god idé?” Han dukker op i køkkendøren og ser spørgende på mig.

”Ja. Jeg kan ikke blive her for evigt, og du sagde selv at Aiden ikke er i byen, så jeg har vel ikke noget at være bange for.”

Lov mig, at du kommer hjem igen.

Det lover jeg, svarer jeg og lukker døren efter mig.

 

”Du lovede at komme i mandags.” Lauren glider ned på stolen ved siden af mig. ”Og hvad med i går?”

”Beklager,” svarer jeg og trækker undskyldende på skuldrene. ”Var nødt til at ordne nogle ting.”

”At skulle farve hår, gør det ikke okay at blive væk.” Hun pakker sine bøger ud og fjerner opmærksomheden fra mig.

”Jeg har da ik…” Jeg kører fingrene gennem håret. ”Nå ja. Men det er altså ikke derfor.”

”Hvad er grunden så?” Hun vender sig irriteret mod mig.

Hvad skal jeg sige? Jeg kan jo ikke fortælle sandheden, så hvorfor skulle jeg også lige bringe det op? På et tidspunkt skal jeg have et sådan-lyver-du-kursus.

”Min bror har det ikke så godt,” prøver jeg. Det er ikke derfor, men det er heller ikke løgn at han ikke har det godt.

Lauren ser mistroisk på mig, men til sidst nikker hun.

Gudskelov.

Da timen kort tid efter går i gang, vender hun atter opmærksomheden væk, og jeg kan ånde lettet op.

Jeg overlevede denne spørgerunde, men hvad nu hvis jeg ikke kan svare næste gang der bliver noget? Et forkert svar, en forkert løgn og alt er tabt.

Lauren er ikke så klog, griner Mitchell.

Man skal ikke undervurdere hende, svarer jeg og skæver mod hende. Hvis hun vil, så finder hun sandheden.

Hvis du nu bare lader være med at give hende en grund til at stille spørgsmål, så skal det nok gå.

Jeg håber, at du har ret.

 

Efter timen stikker jeg af fra Lauren, inden hun spørger om flere ting. Jeg foretrækker at være på den sikre side.

Jeg har så travlt med at komme væk, at jeg glemmer at se mig for og støder derfor ind i Michael.

”Undskyld,” mumler jeg og kører udenom.

”Scarlett, vent.” Denne gang tager han ikke fat i mig. Han står bare med hovedet let på skrå og ser på mig med undskyldende øjne. ”Vi er nødt til at snakke sammen.”

”Jeg er ikke nødt til noget, Michael.”

”Det var ikke sådan jeg mente det. Jeg mente, at jeg har brug for at snakke med dig, brug for at forklare mig.”

”Og hvorfor skulle jeg lytte?”

”Giv mig en chance, Scarlett.” Han ser på mig og hans grønne øjne trænger direkte igennem.

”Én chance,” pointerer jeg. ”Men det bliver først efter timen. Mød mig ude foran.” Jeg gider egentlig ikke til time, men det er den perfekte undskyldning for at udskyde tingene.

”Tak.”

Jeg vender rundt og fortsætter mod klassen. De fleste er allerede forsvundet fra gangen, så jeg behøver ikke at kæmpe mig frem.

”Hvad i …” Ashley spærrer øjnene op, da jeg kører ind på min plads. Jeg fornemmer hvordan hun indtrængende stirrer på min nye stribe.

”Jeg vil ikke snakke om det,” svarer jeg og finder bøger og papirer frem. Selvom det ikke er billedkunst, giver jeg mig til at tegne, for ikke at skulle forholde mig til hvad der sker omkring mig.

Først en tyk cirkel. Så en femtakket stjerne. Og igen en cirkel i midten, som jeg farver indeni.

Streger den ud og begynder forfra.

Jeg vil have min halskæde tilbage.

”Som din vejleder kan jeg ikke ignorere det der, og husk hvad du lovede mig i sidste uge.” Hun lægger en hånd over min og forhindrer mig i at tegne videre.

”Det her er ikke at være konfliktsky. Jeg vælger bare mine kampe.”

”Sådan fungerer det altså ikke.”

”Fint,” sukker jeg og drejer irriteret hovedet. ”Arketah angreb, og jeg tabte. Tak for påmindelsen.” Jeg hiver hånden fri og vender tilbage til min mislykkede tegning.

”Hvis du nu havde angrebet først, så var det måske endt anderledes.”

”Hold dig ude af mit hoved,” svarer jeg indædt, og mærker hvordan mit hjerte dunker hårdere. Det er ikke noget hun skal blande sig i. Arketah er for stærk og jeg vil til en hver tid foretrække ikke at skulle sætte mig op mod ham.

Den ene gang jeg tog kampen op med Michael, er ikke noget jeg er stolt af. Jeg burde være smuttet som jeg plejer, for så var han aldrig faldet ud over klippen. I hvert fald ikke på grund af mig.

”Jeg siger det bare som det er.”

”Det kan jeg godt høre,” mumler jeg og skæver mod uret over døren. Stadig 40 minutter tilbage i helvede.

 

Klokken ringer endelig ud og jeg kyler tingene ned i tasken for så at komme væk inden Ashley får en eller anden idé om at hun skal følge efter mig.

Hele timen har været et mareridt. Ashley har gentagne gange kommenteret på at jeg er for konfliktsky, og jeg skal lære at tage kampen op. Problemet er bare at det er enten eller. Enten undgår jeg at komme i en diskussion, og ellers ender det som den dag med Michael. Der findes ikke noget midt imellem.

Det var også lige ved at gå galt, da Aiden pludselig dukkede op i mit hoved.

Scarlett? hviskede han med sin menneskelige stemme. Vil du ikke nok lukke mig ind? Jeg har brug for dig.

Jeg svarede ham ikke. Sørgede for at holde fokus på min bog.

Jeg kan forklare, fortsatte han. Det hele kan blive som før.

Nå, du mener at vi kan gå tilbage til et forhold hvor du lyver for mig? Ellers tak, svarede jeg og forsøgte at lukke ham ude igen, men det lykkedes ikke.

Jeg vil aldrig lyve for dig, Scarlett. Jeg vil altid passe på dig. Giv mig en chance for at bevise, at jeg elsker dig.

Hans blide stemme kaldte på mig, trak i mig og jeg var lige ved at give efter.

Nej! råbte jeg, da jeg rev mig tilbage til virkeligheden. Døren hamrede op og ramte væggen og der blev fuldstændig stille i klassen.

Jeg havde mistet kontrollen igen.

Jeg ryster scenariet ud af hovedet og skynder mig ud ad hovedindgangen, væk fra helvede. Jeg ved ikke hvad der skete, hvorfor jeg blev væk i hans stemme. Det var som om at jeg i et kort øjeblik glemte alt om hans sande væsen.

Godt jeg vågnede.

Længere fremme, lige i solen, sidder Michael på en bænk hvis hvide maling er skallet af i flager.

”Du kom?” Han springer elegant ned fra bordet, da han får øje på mig og bevæger sig mod mig.

”Nu skal du ikke også begynde.” Jeg ruller øjne og ryster på hovedet. Jeg burde være blevet hjemme. Det havde været meget nemmere.

”Jeg har da ikke gjort dig noget? Jeg havde bare ikke troet at du ville komme.”

”Det havde måske også været det bedste,” mumler jeg og skal til at vende om da han let griber om min arm.

”Bliv, Scarlett. Det gør det ikke bedre at flygte.”

”Du ved ikke hvad du beder mig om.” Jeg vender mig modvilligt mod ham. Selv hjulene føles tungere denne gang.

”Det tror jeg faktisk at jeg gør.” Han rækker armen let mod venstre. ”Og hvis du vil med på lille tur, så skal jeg nok fortælle dig det hele.”

Jeg sidder i flere sekunder uden at svare. Hvad skal jeg overhovedet svare? Jeg har inderligt ikke lyst, for ender bare med at gøre noget dumt.

”Du kan køre lige når du vil,” lokker han.

”Fint,” svarer jeg og trækker på skuldrene. ”Men hvis du så meget som tænker på at stoppe mig, så garanterer jeg ikke for hvad der sker.”

Vi forlader skolen og drejer til venstre i stedet for hjem mod mig og klippen. Jeg kaster et blik over skulderen, og får lyst til at tage hjem, men samtidig er der noget i mig der er blevet nysgerrig. En hvisken bagerst der beder mig tage chancen.

Michael er stoppet op og står med hænderne i lommerne på sin jakke og venter på mig. Jeg vælger at følge med.

Er det lettere hvis du ved at jeg holder øje? Mitchells stemme får spændinger jeg ikke bemærker før nu til at forsvinde.

Ja, svarer jeg kort.

Mitchell har reddet mig før, og jeg stoler faktisk på ham. Det lyder måske underligt at man kan stole på en man kun har mødt en enkelt gang i form af en ulv, men det kan man.

Får jeg egentlig nogensinde lov til at se dig som menneske? Går ikke ud fra at du rent faktisk er en ulv.

Du skal nok få mig at se. Og bare så du er advaret, så er jeg altså ekstremt lækker.

Jeg ryster på hovedet og kvæler et fnis.

Vi går videre. Jeg holder mig bag ham, for ikke at komme for tæt på. Jeg vil ikke gøre ham fortræd.

Hans energier er rolige, og et par gange overvejer jeg at køre op på siden af ham. Jeg kan bare ikke.

”Så er vi her,” siger Michael og stopper op ved et lille, brunt hus i træ. Det minder mig om huset Aiden tog mig til ude i skoven. Det her er bare mindre.

Der går et halvtag ud over døren og den sorte bænk ved siden af. Omkring er der små bede med alverdens blomster. Vintergækker, klokkeblomster, anemoner og mange andre jeg aldrig har set før.

Ved siden af bænken strækker grene sig op ad muren. Der er endnu ingen blomster på, men jeg kan tydeligt kende den hjemme fra Penta. En rosenbusk.

”Hvor er vi?” spørger jeg.

”Mit hus,” svarer han og træder med lette skridt mod huset. ”Velkommen til.”

”Hvad skal vi her?” Jeg bliver på fortovet.

”Snakke.”

”Hvorfor her?”

”Jeg tænkte, at du kunne have gavn af rolige omgivelser.” Han bukker sig ned og kærtegner anemonerne, for så at bevæge sig mod bænken. ”Kommer du?”

Jeg presser læberne sammen og retter blikket mod jorden. Har egentlig ikke lyst til at være hjemme hos ham. Alligevel lokker stemmen bagerst i mit hoved, og jeg giver efter. Jeg er for nysgerrig.

Uden at svare tvinger jeg hjulene fremad og snart er jeg henne ved bænken, hvor Michael har slået sig ned.

Han sidder med en klump jord svævende mellem hænderne, og jeg tager mig selv i at sidde med åben mund.

”Ræk hånden frem,” siger han med rolighed i stemmen. Jeg ser uforstående på ham, men gør til sidst som han siger.

”Hvad skal jeg?”

”Føl energien.”

”Jeg er jo ikke en Terranoz?”

”Det ved jeg godt,” siger han og trækker læberne op til et smil. Han fører klumpen af jord over i min hånd, og ganske rigtigt kan jeg mærke den, selvom den ikke direkte rører mig.

Michael slipper klumpen, men den stopper ikke med at svæve. Den går langsomt i opløsning og da vinden suser forbi, tager den jorden med sig.

”Jeg kan ikke engang styre en klump jord,” sukker jeg og tager hånden til mig. Det her er dumt.

”Det kommer,” svarer han stille og rækker en hånd frem. ”Kom tættere på så skal jeg komme til sagen.”

Hans blide, grønne øjne forsikrer mig om at det er okay, og at jeg ikke har noget at frygte.

Jeg kører hen ved siden af bænken og sætter mig med blikket rettet mod vejen.

”Jeg ved, hvad du går igennem lige nu, Scarlett. Det er hårdt, men det bliver godt med tiden.”

”Hvad ved du om det?” mumler jeg uden at se på ham.

”Jeg har selv været ny.”

”Det betyder ikke, at du ved hvad jeg går igennem.” Jeg retter blikket mod de mange blomster og lader energien sive langsomt ind. Lader den berolige mig.

”Da jeg fik at vide hvad jeg var, havde jeg det heller ikke nemt. Mine evner var ustyrlige, og jeg havde humørsving dagen lang.”

”Men du har aldrig været skyld i andres ulykke.” Jeg skæver kort til ham men han ser ikke på mig.

”Jo, det har jeg.” Han leger igen med en klump jord. ”Jeg har været skyld i mange ulykker, men jeg har lært at kontrollere det.”

”Selvfølgelig,” mumler jeg og overvejer at køre, inden han siger, at det kan jeg også lære. Men den sætning kommer aldrig.

Vi sidder i stilhed og lytter til vindens susen. Min vind.

Jeg kan mærke mine fingre langsomt krøller sig sammen. Jeg tænker på Aiden. Vi kunne også sidde og snakke dagen lang. Alt minder mig om ham.

”Scarlett?” Michael har lagt en hånd over min og forsøger at få mig til at åbne hånden.

”Undskyld.” Jeg har fået mærker i håndfladen, som jeg nu forsøger at massere væk.

”Hvorfor undskylder du?” Han læner sig tilbage og jeg kan mærke hvordan han kigger på mig. Jeg kigger ikke tilbage. Trækker bare på skuldrene.

Han knækker en gren af rosenbusken bag mig og rækker mig den. Det er bare en gren med torne og en rosenknop der er halvt vissen.

”Den her bliver en dag til en stor, smuk rose.” Han stryger fingeren på dens stilk og en dråbe blod falder. ”Men den vil altid have sine torne”

”Så du siger altså, at jeg altid vil skade andre? Det skal nok gøre det hele bedre.” Jeg kaster stilken tilbage til ham.

”Nej, Scarlett. Jeg siger, at selvom du måske skader andre, så er der også noget godt i dig. Noget der kan få folk til at være ligeglade med skrammerne.” Han lægger den tilbage i min hånd, og da hans fingre strejfer knoppen, ser jeg den åbnes.

Bladene vokser sig større, folder sig elegant ud og en stærk rød farve træder kraftigt frem. Den er ikke længere vissen.

”Hvordan gjorde du det?”

”Det er en del af mine evner. Jeg kan give naturen liv.”

Jeg sidder længe og studerer rosen. Den dufter som dem mor altid havde i haven, som dem Aiden altid gav mig.

Hvorfor? Hvorfor skal alting minde mig om Aiden?

”Tal til mig,” hvisker Michael og lægger en hånd på min skulder. Først der opdager jeg, at jeg græder.

”Jeg kan ikke,” svarer jeg og hiver luften ind gennem tænderne.

”Bare sig hvad du tænker på. Det er okay.”

”Det er … din skyld.” Jeg undgår øjenkontakt. Lader tårerne trille.

”Hvad er min skyld?” spørger han og læner sig frem. Jeg kan fornemme hvordan hans blik undersøger mig.

”Du har været med til at holde hemmeligheder for mig. Og du … du har ødelagt alt mellem Aiden og mig.” Jeg kaster rosen fra mig så hårdt jeg kan. Den bliver fanget af en vind og båret ud af mit synsfelt.

”Jeg beklager inderligt, at jeg ikke har sagt noget. Jeg foretrækker at være anonym, når det gælder mine evner. Men du må være meget ny, siden du ikke har opdaget mig for længe siden.”

”Hvad mener du?” Jeg tørrer tårerne væk og drejer hovedet og ser på ham. Hvordan skulle jeg have opdaget ham?

”Mine øjne,” svarer han og ser direkte på mig. Hans grønne øjne skinner som katteøjne. De minder om Mitchells. ”Os med grønne øjne er gode. Hekse og betvingere.”

”Så hekse kan ikke være onde?”

”Så er de ikke hekse,” svarer han med overbevisning i stemmen. ”Alle onde har gyldne øjne. Viux’er.” Det sidste siger han med læben trukket op af væmmelse.

”Det har jeg fundet ud af,” konstaterer jeg og fjerner blikket. ”Men hvad er forskellen så på hekse og betvingere?” spørger jeg for at fjerne tankerne fra Aiden.

”Jeg kan kun styre mit element, hvorimod en heks arbejder med besværgelser ved hjælp af elementerne. At du så har et eller andet med vinden, uden at bruge en eller anden form for besværgelse, har faktisk undret mig. Den ser ud til at følge dig over alt.”

”Du får det til at lyde som en skidt ting,” mumler jeg. Vinden glider blidt forbi som en kølig brise en varm sommerdag.

”Bestemt ikke. Bare interessant.” Han smiler og knækker igen en gren af rosenbusken. ”Tag den her og sig: Vita.”

Jeg ser på ham med et spørgende blik. Hvorfor skal jeg nu til at bruge mine evner på noget så ligegyldigt?

Til sidst tager jeg rosen ud af hans hånd og tager en dyb indånding. ”Vita.”

Rosen åbnes og strækker sine blade mod himlen og alle verdenshjørnerne. Den blodrøde farve males over bladene og nuancer af rød bliver til. Lidt mørkt, lidt lyst.

”Dine evner fejler i hvert fald ingenting,” roser han og trækker mundvigene op til et kort smil.

”Det kaldes held.” Jeg trækker på skuldrene og lægger rosen på bænkens armlæn.

Han svarer ikke.

Vi sidder tavse i noget der føles som en evighed. Kun fuglenes sang bryder stilheden med minutters mellemrum.

Jeg beslutter mig for at køre. Har ikke lyst til at sidde her længere. Jeg ved ikke hvad det er, men vil hellere være hjemme i fred.

Hjemme hvor ingen minder mig om Aiden.

”Ville du være blevet sammen med Aiden, hvis jeg ikke havde blandet mig?” Michaels stemme får mig til at stoppe og kigge tilbage.

Han sidder lænet frem med hænderne foldet foran sig, og ser afventende på mig.

Jeg ved ikke hvad jeg skal svare. Hvis han ikke havde afsløret Aiden, så havde vi stadig været sammen. Men hvad så hvis Aiden senere valgte at fortælle mig sandheden? Ville jeg så være blevet? Eller ville jeg være død, inden sandheden kom frem?

Tårerne presser sig på og det trykker i brystet. Der er et stort hul, der hvor mit hjerte engang har været. Jeg vender hovedet væk og presser læberne sammen.

”Undskyld,” hvisker jeg og griber fat om hjulene for at skubbe mig frem og væk herfra.

”Du behøver ikke undskylde, Scarlett. Det er okay.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...