Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61534Visninger
AA

44. Kapitel 42 - Dødskysset

Nathan sidder stadig med mit hoved i sit skød da jeg vågner. Han er faldet i søvn og snorker højlydt. Han registrerer ikke engang at jeg sætter mig op.

Jeg kigger rundt og lægger straks mærke til at min kørestol står ved siden af min seng, som om det i nat bare har været ren indbildning.

Uden at vække Nathan hiver jeg mig over i stolen.

Han grynter da jeg forlader værelset.

Træt kører jeg ud i køkkenet og finder æg og bacon frem. Madlavning er ikke noget jeg er god til, men det kan ikke være så svært at putte noget på en pande.

Det er underligt hvor alt den energi kommer fra. I nat var jeg døden nær, og nu er alt godt. Det må være Mitchell der har gjort det. Han healede mig.

Og Nathan fjernede mit mareridt.

Mens jeg venter på at maden bliver færdig, finder jeg kakao og to glas frem og sætter det på en bakke.

Jeg finder tallerkener frem og anordner maden. Derefter bliver de også placeret på bakken, og jeg tager det med tilbage til værelset.

Bakken svæver foran mig, og jeg åbner forsigtigt døren og kører ind.

”Godmorgen,” siger jeg og kører mod sengen.

”Hvem? Hvad?” Han banker hovedet mod væggen.

”Det er bare mig,” griner jeg og sætter bakken på sengen. ”Jeg har lavet morgenmad.”

Nathan vågner efterhånden som maden glider ned, og snart ligner han et menneske igen. Han ser stadig træt ud, men hvis jeg så mig selv i spejlet, ville jeg sikkert se ud på samme måde, måske endda værre.

Vi sidder længe uden at sige noget. Jeg kan stadig ikke høre hans tanker, men efter hans ansigtsudtryk at dømme, er der noget der går ham på. Noget han ikke kan forstå. Jeg ved bare ikke hvad det er, og jeg fornemmer at han ikke vil have jeg spørger ind til det.

Min hånd fumler ved min brystkasse efter noget der ikke længere er der. Det føles som om at der nu kun er et hul tilbage som aldrig vil blive hel igen.

”Hvornår har du sidst set dig selv i spejlet?” kommer det pludselig fra Nathan, der stadig ikke kigger på mig.

”Jeg ved godt, at jeg ligner lort,” svarer jeg og trækker på skuldrene.

Efter alt det der er sket, og så vælger han at kommentere på mit dårlige udseende. Fedt.

”Det var ikke det jeg spurgte om.” Han ser på mig nu.

”Øh, det ved jeg ikke.”

”Hvor længe har du haft det der?” Han peger på mit hår og jeg vender mig straks mod spejlet.

Jeg drejer let hovedet og rører forsigtigt ved en tot hår der er helt hvid. Den er ikke til at overse.

”Hvad … er det?” spørger jeg stille.

”Scarlett, hvad skete der helt præcist i går?” Han svinger benene ud over sengekanten og kommer hen bag mig.

”Ting jeg ikke har brug for at mindes.”

”Jeg skal vide det, Scarlett. Hvad gjorde han?” Han ser alvorligt på mig og jeg kan ikke slippe fri af hans blik.

Jeg får kvalme ved tanken, og da jeg genkalder episoden, må jeg kæmpe for ikke at skrige. Det brænder i mine læber og luften bliver igen suget ud af mig.

”Han kyssede mig.”

”Dødskysset,” mumler han og kører en hånd frustreret gennem håret.

”Dødskysset?” spørger jeg.

”Ja. De suger livsenergien ud af mennesker på den måde. Man bliver først bevidstløs, og hvis de fortsætter, så dør man.” Han vender rundt så jeg ikke kan se ham, men hans energier skriger langt væk af raseri.

”Så det her er resultatet af et Dødskys?” Jeg piller stadig ved håret i håb om at jeg bare har set syner.

”Det er begyndelsen til noget der kunne have endt langt værre.” Han går søgende rundt. ”Men hvad fik ham til at stoppe? Viux’er er ikke ligefrem kendt for at lade folk leve.”

Han stoppede for at torturere mig, tænker jeg for mig selv. Det var det han sagde, og det er allerede begyndt.

”Han sagde at han ville starte med alle jeg kender,” svarer jeg og presser læberne sammen. Jeg har ikke lyst til at høre ordene. Ikke igen.

”Jeg skal give ham skal jeg. Ingen truer min familie!” Han stormer mod døren og jeg når kun lige at fange hans arm.

”Nej, Nathan!” Jeg hiver ham tilbage. ”Du kan jo være hans første mål.”

”Jeg er nødt til det.” Han sætter sig pædagogik på hug foran mig. ”Arketah kan ikke gøre mig noget. Det lover jeg dig.”

”Og hvad hvis du ikke kommer hjem igen?”

”Jeg kommer hjem. Stol på mig.”

Nathan rejser sig og efterlader mig alene. Jeg hører hoveddøren smække og hader allerede mig selv for ikke at stoppe ham.

Tanken om at miste ham fordi jeg ikke stoppede ham, er ikke til at holde ud.

Jeg vender mig til sidst mod spejlet for igen at studere den hvide stribe. Det giver mig bræk fornemmelser at tænke på grunden. Aiden og jeg har kysset mange gange, og han har hver eneste gang haft muligheden for at tage livet af mig. Han ventede nok bare på at jeg ikke var spændende mere.

Hvis det er til nogen trøst, så klæder det dig.

Tak, Mitchell. Og igen, tak for redningen. Jeg smiler og håber at han kan se det.

Altid til tjeneste, hvisker han og forsvinder igen fra mit hoved.

 

Da det bliver aften er Nathan stadig ikke kommet hjem. Jeg har kørt hvileløst frem og tilbage, og endda været ude på vejen for at kigge efter ham, men han er ingen steder at se.

Jeg ligger nu i sengen og venter bare på at høre hoveddøren gå op. Det kan ikke vare længe. Han er snart tilbage.

Uroen vokser i mig samtidig med at trætheden skyller ind over mig. Jeg kan snart ikke mere, men jeg er nødt til at vente på ham. Han … kommer snart. Han er … på vej hj…

 

”Scarlett?” En hånd rusker let i mig. ”Er du vågen? Jeg har brug for din hjælp.”

”Hvad?” mumler jeg stadig halvt sovende.

”Jeg er blevet såret,” siger stemmen der lyder som Nathan.

Straks slår jeg øjnene op, og det første jeg ser er et par gyldne øjne der lyser i mørket. Jeg flyver tilbage og hamrer hovedet mod hovedgærdet.

”Hvad fanden?” Min hånd flyver op og er klar til at forsvare mig.

”Scarlett, det er mig, Nathan.” Han løfter hænderne op til overgivelse.

”Min bror har ikke en Viux’ øjne,” knurrer jeg. ”Ud!”

”Hvad snak…” Han vender sig om mod spejlet. ”Derfor.”

Han lukker øjnene og da han kort tid efter åbner dem og de er nu havblå som Nathans. Han vender sig atter om.

”Og hvad skulle overbevise mig om, at du rent faktisk er min bror?”

”Kan du huske dengang du kyssede en frø og kom til at forvandle den til en enhjørning? Du kaldte den …”

”Ja tak! Så behøver vi vidst ikke snakke mere om det.” Jeg sænker armen og lader ham komme tættere på. ”Men hvad fanden foregår der? Hvordan kan du have gyldne øjne?”

”En af mine evner er at kunne skifte øjenfarve. Det er meget praktisk engang imellem.” Han sætter sig på sengen og trækker nu op i sit ærme. ”Men jeg vækkede dig egentlig for at få hjælp til at heale det her.”

Hans overarm har flænger og blod over alt og det lugter brændt.

”Sig mig, hvad i alverden er der sket?” Jeg læner mig tættere på og lader forsigtigt mine fingre røre de ru skorper af blod.

”Joshua kom på tværs.”

Hvorfor overrasker det mig ikke?

”Du så ikke Aiden?” Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg spørger.

”Nej, det lader ikke til at han er i byen lige for tiden.” Han ømmer sig. ”Men kan du gøre noget ved det her?”

”Jeg kan vel prøve,” svarer jeg og rækker begge hænder frem. Jeg ønsker inderligt at det skal virke, men der sker absolut ingenting. ”Jeg forstår det ikke.”

”Curax har nok besluttet at jeg ikke skal hjælpes.” Han lægger en hånd over armen. ”Jeg fik skaden med gyldne øjne, og han hjælper ikke dæmoner.”

”Hvis du henter en skål med vand og en klud, så gør jeg det bare på gammeldags vis. Jeg garantere at du bliver så god som ny.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...