Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61826Visninger
AA

43. Kapitel 41 - Syv roser

”Ses vi i morgen?” Lauren følger mig ud til døren.

”Det tror jeg,” svarer jeg og smiler kort, for så at forlade hendes hus. På vejen ser jeg mig over skulderen og fanger hendes blik. ”Jeg skal nok prøve.”

Hun lukker stille døren og jeg kører ud mod vejen, men i stedet for at køre hjem, sætter jeg kursen mod klippen.

Jeg har ikke lyst til at køre hjem allerede. Nathans dårlige energier smitter af, og nu har Lauren endelig fået mig på bedre tanker.

Det hele startede egentlig med at hun kom forbi fredag aften, fordi hun var bekymret for mig, eftersom jeg ikke havde været i skole hele ugen. Kort tid efter overtalte hun mig til at komme forbi til en tøse-weekend.

Jeg må indrømme, at selvom jeg i starten ikke brød mig om ideen, så har det faktisk været en utrolig god weekend.

Lauren har altså evnen til at sprede godt humør, og hendes energier har også smittet af. De er så rolige og kontrollerede at jeg på intet tidspunkt har haft svært ved ikke at bruge mine evner. Der har ikke været en grund til at bruge dem.

Det sværeste ved weekenden har nok været da hun spurgte ind til Aiden, for hvad skulle jeg sige? Sandheden ville i hvert fald være en dårlig idé, så jeg forsøgte mig med vi-passede-ikke-sammen-talen, og selvom hun var en anelse skeptisk, så accepterede hun alligevel min forklaring.

Inden jeg drejer ind mod skoven og klippen kaster jeg blikket bagud for at sikre mig at ingen er fulgt efter. Har ikke brug for flere overraskelser.

Jeg skynder mig gennem skoven, der stadig giver mig myrekryb, og snart når jeg klippen. Her blæser en smule og solens stråler når ikke i gennem de tunge skyer. Et kort øjeblik overvejer jeg at ændre vejrudsigten til høj solskin, men jeg må hellere lade være.

Luften omkring mig føles fugtig, og i det fjerne kan jeg ane at det regner kraftigt. Jeg skutter mig og forsøger så at ignorere kulden.

Jeg kommer til at tænke på Michael, da jeg retter blikket mod jorden. Hvorfor reddede han egentlig ikke sig selv den dag? Hvis han virkelig er en Terranoz, så burde han også kunne redde sig selv. Han var jo omgivet af jord-ting.

Han er svær at finde ud af, for det ene øjeblik er han en fantastisk ven og det næste har han ødelagt alt. Jeg har lyst til at råbe af ham, måske endda give ham en god gammeldags lussing, men efter at have været sammen med Lauren, og have haft det hele på afstand, kan jeg godt se at jeg overreagerer.

Michael skulle stadig have været straffet, men ikke på den måde. Det er ikke ham der er dæmonen.

Det er også Aidens skyld. Før jeg mødte ham kunne jeg aldrig finde på at skade andre bevidst med mine evner, og se mig nu. En heks der gør alt det forkerte.

De alle havde ret i at han var et dårligt valg, men sådan kan man jo altid være bagklog.

”Ja, nogle gange er det bedst at lytte til andre, specielt sin familie,” griner en dyb stemme bag mig.

”Hvad i …” Jeg vender mig forskrækket og stirrer direkte ind i et par gyldne øjne. Calebs. Arketahs.

”Du kan da godt huske mig, ikke?” Han står rank og med begge hænder på ryggen.

”Selvfølgelig, du er Aidens far.” Jeg forsøger at virke rolig. Måske ved han ikke hvad jeg er?

”Korrekt.” Han bevæger sig tættere på. ”Så ved du vel også, at jeg ikke bryder mig om piger der gør min søn fortræd?”

”Hvad snak…”

”Lad være med at lade som om, at du ikke ved det.” Han er helt henne ved mig på et splitsekund, og jeg er stivnet. Hans energier lammer mig, men jeg går ikke i panik. Han skal ikke have den fornøjelse.

”Hvordan kunne du vide, hvad jeg tænkte på?” spørger jeg undrende og for at holde ham beskæftiget, mens jeg forsøger at komme fri.

”En klog pige som dig burde kende svaret,” hvisker han i mit øre og giver mig kuldegysninger.

”Tror du har overvurderet mig Hr. Warner.” Jeg forsøger at skubbe hans energier af mig, men det er som om de allerede har fanget mig som en edderkop fanger sit bytte.

”Jeg er imponeret. Tænk at man kan være så blind.” Han ryster på hovedet mens han let spankulerer frem og tilbage. ”Ak ja, nutidens ungdom er frygtelig. I ser ikke hvad der er lige foran næsen på jer.” Han sukker dybt.

”Ved du hvad? Jeg ville gerne blive og snakke, men det er ved at være sent, så jeg må hellere komme hjem.” Jeg tvinger mine arme til at bevæge sig og jeg nærmer mig skoven. Er nødt til at komme væk herfra i en fart.

”Det er jeg nu ikke så sikker på,” ler han højlydt. ”Dumme heks. Whitefeather hekse er virkelig ikke særlig intelligente.”

Jeg stopper brat op og idet jeg vender mig for at gå til angreb, bliver jeg ramt i siden af en af hans energikugler, og jeg ender på jorden.

Min kørestol lander flere meter fra mig, og det går hurtigt op for mig at jeg ikke kan slippe herfra. Jeg må kæmpe fra jorden.

Han griner hånligt, da jeg ømmer mig. Min skulder er brændt, og jeg får blod på fingrene da jeg rører ved det.

Endnu en kugle bliver sendt mod mig, men jeg når lige akkurat at afværge den, men det er tydeligt at han er stærkere end de andre dæmoner, for hver gang han rammer mit skjold er det som om hver en knogle i min krop er ved at brække.

”Giver du op?” råber han og kaster denne gang to samtidig.

Mit skjold svigter og jeg bliver skudt mod jorden og slår hovedet mod en sten. Jeg kan ikke bevæge mig. Kun lige akkurat trække vejret.  

”Dygtig pige.” Han sidder nu på hug ved min side. Hans blik ser undersøgende på mig, og til sidst nikker han tilfreds.

”Jeg ved godt hvem du er,” siger jeg hæst og forsøger at samle kræfter til et sidste angreb. Det er min sidste chance for at bevise at jeg ikke er svag.

”Det ved jeg godt,” svarer han stille og aer mig på håret. ”Men lad nu være med at bruge din energi på noget så ligegyldigt. Du kan alligevel intet gøre.”

Han kærtegner min kind og et øjeblik føler jeg mig igen som dagens menu, hvilket måske heller ikke er helt usandsynligt.

”Den får du ikke brug for igen.” Han flår min kæde af og kaster den ud over klippen.

Mit hjerte springer et slag over. Han … smed min forbindelse til mor væk. Mit tegn.

Det brænder i mit bryst, men jeg kan ikke skrige.

”Bare en enkelt tår,” siger han for sig selv, og langsomt finder hans fingre mod min hals, og hans øjne bliver med ét brændende. Jeg kan se hvordan de pulsere som lava.

Jeg kæmper for at skubbe ham væk, men min krop reagerer ikke.

”Du skal ikke være bange,” hvisker han i mit øre, da han løfter mig op så han kan komme til min hals. Han skubber mit hoved til siden, og jeg kan se hvor meget han nyder det.

Han dufter til min hals og pludselig mærker jeg hvordan hans tænder borer sig ind gennem min hud. Jeg åbner munden for at skrige, men ikke en lyd kommer ud. Jeg har ikke engang kræfter til at telepatere om hjælp.

Det eneste jeg lægger mærke til, er hvordan min krop bliver slap, og hvordan mørket er på vej ind over mig.

Et kort liv.

Jeg rammer jorden med et bump og da jeg får synet tilbage ser jeg ham tørre sig om munden.

”Der er nu ikke noget så forfriskende som blodet fra en heks.” Han rører igen ved min hals og smiler stolt af sit værk. ”Hvis bare alle var så medgørlige som dig, så ville det gøre mit liv meget nemmere.”

Jeg hører, alt han siger og alligevel ikke. Det hele kører rundt i mit hoved og det eneste jeg rigtig kan tænke på, er hvorfor jeg stadig er i live og hvor Mitchell er, når man har brug for ham.

”Hvad nu?” afbryder jeg med mine sidste kræfter.

”Ja, hvad nu? Altså jeg kunne afslutte legen og lade dig dø i fred, men det ligger bare ikke rigtigt til mig at være sød.”

En del af mig vil ønske at han bare dræber mig i stedet for at trække pinen ud.

”Dræb mig,” hvisker jeg,

”Hvad er der med jer hekse og døden? Det er knap nok en trussel mere.” Han stirrer ud i luften som om han tænker men fortsætter så: ”Men nej, jeg vil ikke tage livet af dig endnu. Det er for nemt. Nej, jeg synes vi skal lege en lille leg. Reglerne er meget simple; jeg dræber alle du kender, og først når du har set alle dø, vil turen komme til dig.”

”Nej.” En tåre sniger sig mod jorden. ”Tag mig.”

Andre skal ikke miste livet på grund af mig. Det er jo min opgave at beskytte de uskyldige. Jeg er den eneste der skal straffes.

”Din tur skal nok komme,” forsikrer han mig. ”Men nu skal jeg videre, inden der kommer nogen. Vi kan jo ikke have at jeg bliver fanget, vel?”

Han rejser sig og børster jord af hænderne. Hvis bare jeg kunne hive ham mod jorden og holde ham der indtil nogen kommer forbi.

Jeg sætter vinden i bevægelse og sender en knækket gren i hovedet af ham, og straks er han igen henne ved mig.

”Det var ikke et klogt træk, min pige.” Han presser min hånd hårdt mod jorden, så jeg ikke kan sende endnu en gren efter ham, og ser irriteret på mig. ”Men så må jeg jo hellere sørge for, at du ikke gør noget dumt igen, før jeg er væk.”

”Slip.” Jeg forsøger at hive hånden fri, men jeg kan ikke. Han er alt for stærk.

”Det kan godt føles en smule ubehageligt, men det varer kun et øjeblik.” Han læner sig ind over mig og lader sine brændende læber røre mine. Jeg drejer hovedet væk, men han tvinger det tilbage.

Hvorfor helvede kysser han mig?

Han holder mit hoved fast og forsøger igen. Hans læber brænder mod mine, og pludselig mærker jeg hvordan luften bliver suget ud af mig.

Jeg forsøger en sidste gang at komme fri, men hans læber er som vokset fast, og han suger hårdere og hårdere.

Al energien forsvinder fra min krop, og jeg mærker hvordan mørket omringer mig da han tager luften fra mit sidste åndedrag.

 

Jeg er iført en sort kjole og sorte sko. Min halskæde hænger trofast om min hals, til evigt minde om det jeg har mistet, udelukkende fordi jeg har været til. Det er min straf.

Mit hår blæser ind foran mine øjne og skjuler det syn der venter mig. Det jeg ikke vil være vidne til, men som alligevel er uundgåeligt.

Jeg trækker håret væk og tager så den første af syv roser og lægger ved den første gravsten.

’Darlene Whitefeather’ står der. ’En højt elsket og dybt savnet mor’.

Og sådan fortsætter jeg.

’Dimitri Whitefeather - En kærlig far’.

’Lauren Moore - Du var en trofast veninde’.

’Nathan Whitefeather - Til minde om en uundværlig bror’.

’Ashley Hales - Du er nu blevet en ledestjerne’.

’Michael Woods - Et hjerte af guld’.

Den sidste gravsten står ved en åben grav. Bogstaverne toner langsomt frem på den sorte sten.

’Scarlett Whitefeather - Den sidste heks’.

Jeg ligger i hullet og stirrer på den mørke himmel. Aiden træder frem og begynder så at skovle jorden ned over mig. Jeg råber, tigger, beder inderligt om hans hjælp, men han reagerer ikke.

”Din egen skyld,” messer han og fortsætter.

Jorden bliver tungere og tungere, og jeg mærker hvordan det bliver sværere at trække vejret. Jeg ser bedende på Aiden, men alt jeg ser er hans tilfredse smil, inden han smider jord i hovedet af mig og alt luft forsvinder …

 

Scarlett, kan du høre mig? Det er Mitchells stemme der fylder mit hoved og hiver mig ud af mit mareridt.

Jeg slår øjnene op og opdager at mørket har taget fat, hvilket må betyde at det er adskillige timer siden Arketah efterlod mig.

Tanken om at han kyssede mig får min mave til at vende sig, og straks vælter jeg om på siden for at kaste op.

Scarlett?

Ja? svarer jeg, da jeg er færdig og vælter om på ryggen, og først nu ser jeg den kæmpe, hvide ulv der ligger ved min anden side.

”Hvad i …” Jeg skubber mig væk men min arm knækker under mig.

Det er mig. Ulven lægger hovedet på skrå og jeg får øje på dens kærlige, grønne øjne.

”Mitchell?”

Ja. Den bukker let hovedet for at hilse og rykker sig så tættere på mig.

Jeg ligger igen på ryggen, og kan ikke andet end at stirre på ham.

Pelsen er snehvid og lang, og halen er lang og fyldt med lange hår. Og ulvens størrelse er noget større end en almindelig ulv. Lidt over det dobbelte. Måske mere.

Har jeg hele tiden telepateret med en ulv?

Du lyder som om du er skuffet? Han lægger hovedet mod jorden og ser på mig med store hundeøjne.

Det er ikke fair det der. Jeg puffer let til ham og kommer så i tanke om skaden på min arm, da et jag strømmer igennem den.

Er du okay? Han løfter hovedet og snuser til min arm.

Jeg klarer mig, svarer jeg og fremtvinger et smil.

Må jeg hjælpe?

Er det ikke kun Curax der kan heale?

Hvis det var sandt, så var jeg jo ubrugelig.

Jeg ser skiftevis på ham og min arm og giver ham til sidst lov.

Forsigtigt giver han sig til at slikke min arm og utrolig nok gør det ikke ondt. Efter et par minutter er alle tegn på kamp forsvundet og det eneste der er tilbage er hullerne på min hals.

Tak. Jeg lægger armene om ham.

Det er længe siden at jeg har været så glad for at se nogen, men hvis nogen fortjener et tak, så er det ham.

Det var det mindste jeg kunne gøre. Jeg er inderligt ked af, at jeg ikke nåede frem før Arketah.

Men du kom, og det er det der betyder noget.

Mitchell er på ingen måder skyld i noget af dette, og uden ham ville jeg være alene nu.

Jeg gaber højlydt, og putter mig automatisk ind til ham. Han lægger halen om mig, og varmen vender atter tilbage til min krop.

Vi kan ikke blive her hele natten.

Det ved jeg godt, men bare lige lidt længere. Jeg har ikke kræfter til noget lige nu. Og du er her jo til at passe på mig. Jeg får igen et kort et kort glimt af hans øjne, og noget ved dem får mig til at tænke på Michael.

Mon han egentlig er okay?

Okay, men kun til du har fået energi, svarer Mitchell til sidst.

Jeg lukker øjnene og prøver at slappe af, men det første jeg ser er min egen gravsten og jeg bryder ud i gråd.

Det er ikke virkeligt, Scarlett, trøster han. Det er ikke virkeligt.

Jeg ryster, og varmen er pludselig forsvundet igen.

Mitchell løfter atter hovedet og da får han øje på min hals. Han snuser forsigtigt til det.

Må jeg have lov til at slikke din hals? spørger han.

Ved du godt hvor forkert det lyder?

Du ved godt hvad jeg mener, svarer han og piver svagt. Jeg kan ikke lide at du har været udsat for så meget. Og du har ikke din halskæde, så du skal være ekstra forsigtig nu. De sår kan gøre skade på længere sigt.

Det er ikke det mest mærkelige jeg har været udsat for i dag, så hvorfor ikke?

Okay, men du siger det ikke til nogen, svarer jeg til sidst, og forsøger ikke at tænke over det.

Hans tunge føles varm, men heller ikke denne gang gør det ondt. Det tager længere tid end armen, men til sidst forsvinder det.

Tak, Mitchell, hvisker jeg og falder atter hen.

Jeg vågner først da han blidt kalder på mig. Det føles stadig som om jeg er drænet for energi, men alligevel kæmper jeg mig op at sidde.

Hvis du kan krave op på min ryg, så kan jeg få dig hjem.

Skal jeg sidde på dig? spørger jeg undrende. Du er jo en ulv.

Jeg er stærkere end du tror. Kom så, beordrer han og med besvær får jeg hevet mit ben over ryggen på ham.

Det gynger da han rejser sig, så jeg læner mig helt frem og lægger armene tæt om halsen på ham for ikke at falde ned.

Er du klar?

Det tror jeg.

Han sætter fra med sådan en fart, at jeg igen er ved at falde af. Hurtigt får jeg atter fat, og resten af turen går uden problemer.

Vi skyder genvej gennem skoven, men helt præcist hvilken vej ved jeg ikke. Det eneste jeg kan koncentrere mig om er at holde fast.

”Scarlett?” hører jeg Nathan kalde, men jeg kan endnu ikke se ham. Mitchell laver et hyl som svar, og længere fremme kan jeg se vores hus.

Nathan får øje på os og han kommer os straks i møde.

”Åh gud, jeg troede du var død.” Han tager om mig og løfter mig helt ind til sig.

”Jeg er ikke sådan lige at tage livet af,” svarer jeg og lægger armene om ham. ”Og takket være Mitchell er jeg hel igen.”

Jeg vil altid stå ved din side, Scarlett.

Tak, Mitchell.

Nathan bærer mig ind i seng, da vi har sagt godnat til Mitchell.

”Gudskelov at han fandt dig.” Han lægger dynen over mig og sætter sig så på kanten af min seng.

”Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden ham,” svarer jeg hæst.

”Det er heller ikke noget vi behøver at tænke på. Lige nu tror jeg det bedste vil være at få sovet, og så kan vi snakke i morgen,” siger han og ser på mig med varme i blikket.

Nattens hændelser vælter igen ind over mig og jeg ser drømmen udspille sig for mit blik. Jeg kan umuligt sove. Ikke med det jeg har set.

”Hvorfor kom du ikke?” spørger jeg til sidst med gråd i stemmen.

”Det kan jeg ikke forklare lige nu, men jeg lover dig at det hele snart falder på plads.” Han aer mig på håret og kysser mig godnat på panden. ”Prøv om du ikke kan sove.”

 

Igen befinder jeg mig på kirkegården, og min grav står stadig åben.

Der er ingen roser denne gang, og min halskæde er også væk.

Jeg ser mig omkring, og først nu lægger jeg mærke til at min gravsten er den eneste i miles omkreds. Den er stadig stor og sort, men teksten er anderledes.

’Scarlett Whitefeather - Den eneste sande dæmon’, står der med guld.

 

Jeg skriger og slår øjnene op.

”Shh, det er okay,” hvisker Nathan og kravler op i sengen til mig.

”Nej det er ikke. Intet er okay, ” hulker jeg og krøller mig sammen. ”Det er ikke okay.”

”Jeg skal nok passe på dig, Scarlett,” siger han og hiver mig ind til sig. Jeg lader tårerne strømme.

”Min grav,” hvisker jeg. ”Jeg bliver ved med at se min egen grav.”

”Jeg kan forsikre dig om at du ikke er ved at dø. Det tillader jeg ikke.”

”Men det føltes så virkeligt.” Jeg kan igen se hele episoden med Arketah for mig. Den måde han havde været ved at dræbe mig på, og hvordan han havde drukket af mit blod og suget alt energi ud af mig.

”Det er ikke virkeligt. Det lover jeg,” trøster han.

”Så få det til at holde op,” beder jeg og tager mig til hovedet.

”Er det det du ønsker?” spørger han og tvinger mig til at se ham i øjnene. Jeg nikker.

Han sætter sig op og kravler op til mit hoved, som han lægger forsigtigt i sit skød.

”Det eneste du skal gøre, er at lukke øjnene og falde i søvn, og så skal jeg nok tage mig af resten.” Han lægger en hånd på siden af mit hoved og jeg mærker min krop blive slap, og langsomt glider mørket over mig.

 

Resten af natten drømmer jeg ikke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...