Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61512Visninger
AA

42. Kapitel 40 - Under opsyn

Resten af ugen bevæger jeg mig ikke uden for huset. Sidder bare på mit værelse og banker hovedet mod væggen. Hvis jeg nu slår længe og hårdt nok kan det være at jeg glemmer det hele?

Nathan har heller ikke forladt huset siden tirsdag. Da jeg kom hjem var jeg drivvåd og Mitchell havde allerede fortalt om hændelsen, så det var ikke en glad bror jeg kom hjem til.

Det rager mig egentlig også hvad han synes. Michael fortjente det, og jeg slog ham jo ikke ihjel, selvom jeg ellers havde en glimrende mulighed for at gøre det. Det må da tælle for et eller andet?

Ikke ifølge Nathan.

Nu bruger han så dagene i huset, hvor han sørger for at jeg spiser og ikke gør mere skade på mig selv eller andre.

Jeg har ellers gentagne gange sagt at det i mine håndflader ikke var med vilje, men hver gang har Nathan bare rystet på hovedet og sagt at jeg skal lære at styre min vrede.

”Det kan jeg ikke,” har jeg svaret hver gang, men det trænger ikke igennem.

I dag er ingen undtagelse.

”Hvorfor kan Curax ikke bare heale det?” Jeg rækker modvilligt Nathan mine hænder så han kan se sårene.

Han har tvangsindlagt mig til en kontrol morgen og aften, da han åbenbart er overbevist om at jeg kunne finde på det igen. Som om jeg nyder det.

”Fordi det ikke er kommet af noget overnaturligt,” svarer han og gør tegn til at jeg kan tage hænderne til mig igen.

”Jeg er da overnaturlig.”

”Ja, men selvskade tæller ikke,” svarer han lettere irriteret og går hen til køleskabet hvor han finder en kakao frem.

”Det var jo ikke med vilje!” råber jeg og slår hånden mod bordet.

”Pas nu på temperamentet.” Han sender mig det-skal-ikke-diskuteres-blikket.

Vi spiser frokosten i stilhed. Faktisk har vi ikke haft de store samtaler siden episoden med Michael. Han har endda lukket af for sine tanker, så jeg ikke kan høre dem. Han mener, at det er bedst, hvis jeg ikke bruger mine evner, før jeg har fået kontrol over mig selv.

Ikke at bruge mine evner er en af de få ting jeg ikke kan, selvom jeg et par gange har forsøgt. Så når jeg sidder alene på mit værelse, kan jeg ikke lade være.

Mitchell må jeg selvfølgelig gerne telepatere med, eftersom han er min Beskytter, så det er ikke noget jeg behøver at skjule. Alt andet gør jeg. Selv læsning af Skyggernes Bog har han forbudt mig.

Alligevel har jeg bladret lidt i den. Mest for at finde ud af hvad en Terranoz er, men der står intet om det. Heller ikke under betvingere, som Mitchell oversatte det til. Jeg er også kommet forbi afsnittet med Viux et par gange, men jeg læser ikke videre. Vil ikke vide hvordan det ender.

Efter vi har spist hjælper jeg med at tage af bordet, og da den sidste tallerken bliver sat i opvaskemaskinen, banker det på døren.

”Jeg åbner,” siger jeg hurtigt og forsvinder ud af køkkenet.

Den eneste grund til at jeg gør det, er for at forhindre Nathan i at fortælle andre om problemet med selvskade - som ikke er sandt - og selvfølgelig også for at vise ham at jeg har styr på det. Jeg er ikke farlig.

Da jeg åbner døren og ser hvem det er, bliver luften slået ud af mig, og jeg kan mærke hvordan vreden vender tilbage.

”Hej Scarlett.”

”Alexis?” Jeg blinker et par gange, men jeg ser ikke syner. Det er virkelig hende.

”I egen høje person,” svarer hun muntert, som om der intet er sket, siden vi har set hinanden sidst.

”Hvad vil du?” spørger jeg, og forsøger at virke rolig.

”Det er Aiden,” svarer hun og ser på mig med bedende øjne.

Selvfølgelig. Aiden har sikkert sendt hende, fordi han selv er en kryster. Men uanset hvem han sender, så tilgiver jeg ham aldrig. Han skal bare være glad for at jeg ikke har forsøgt at slå ham ihjel.

Endnu.

”Beklager, men han er ikke mit problem,” svarer jeg koldt.

”Scarlett, han har brug for hjælp.”

”Det er meget muligt, men han får ikke min. Jeg hjælper ikke en Viux.”

”Du ved vel godt at du …”

”Jeg tror du skal gå nu,” afbryder Nathan og kommer hen ved siden af mig.

”Men Aiden har brug for hendes hjælp,” beklager hun sig.

”Han er en stor dæmon, så jeg er sikker på at han nok skal klare sig.” Nathan træder et skridt længere frem, som for at beskytte mig.

”Er du slet ikke klar over hvor mange kræfter han har? Siden de to har slået op er han blevet selvdestruktiv, og det ender ikke godt. Det gør det aldrig.”

”Så lad ham være det. Jeg er ligeglad.” Denne gang er det mig der bryder ind.

”Det kan du ikke mene?” Hun ser på mig med store, forvirrede øjne.

”Åh jo, det kan jeg.”

Nathan ser overrasket på mig, som om jeg lige har sagt noget helt vildt. Det har jeg måske også, for han er ikke vant til at høre den slags komme ud af min mund.

”Er det ikke meningen at hekse skal være venlige og hjælpsomme?”

”Jo, men når man gør hende vred er man selv ude om det.”

Jeg fatter ikke hvorfor vi overhovedet bliver ved med at diskutere, for vi kommer ingen vegne. Det kan ikke være mit problem at han er selvdestruktiv. Det er et valg han har taget, og det har jeg ikke tænkt mig at blande mig i.

”Vær’ nu sød, Scarlett,” tigger hun. ”Han elsker dig. Hjælp ham.”

”Nej,” svarer jeg koldt og smækker døren.

Nathan ser måbende på mig.

Jeg kører forbi ham uden yderligere forklaring og forsvinder ind på mit værelse, hvor jeg hiver mig over i sengen. Først her kan jeg igen trække vejret ordentligt.

Selvom jeg har vænnet mig til deres energier, og jeg stort set lever af kakao, så var der stadig noget ved synet af hende, der slog alt luft ud af mig. Hvad det helt præcist var, ved jeg ikke, men det behøver ikke gentage sig.

Hvad vil der ikke ske, hvis Aiden pludselig dukker op, eller jeg støder på ham et eller andet sted? Det vil jo være katastrofalt. Enten, så bliver luften slået fuldstændig ud af mig, og ellers mister jeg kontrollen og gør noget dumt.

Det kribler i mine fingre for at bruge mine evner, nu jeg ikke kunne bruge dem på Alexis, fordi Nathan var der.

Jeg lytter nøje efter Nathan, og da jeg er sikker på at han har sat sig til rette i stuen, giver jeg min telekinese frie tøjler.

En håndfuld sammenkrøllede papirer svæver op fra skraldespanden og hænger nu i luften som store snebolde. Jeg sætter dem i tilfældig bevægelse mellem hinanden, og mærker hvordan trykket letter, og bliver erstattet af en følelse af frihed.

Med en enkelt bevægelse får jeg kuglerne til at deles og deles og deles og … Til sidst er de blevet så små at de ligner snefnug.

De bevæger sig langsomt rundt mellem hinanden og minder mig allermest om en tidlig december morgen for mange år siden. Den første sne var begyndt at falde, og så betød det at julen var lige om hjørnet. Det var den bedste tid på hele året, for her kunne jeg løfte sneen og lade den falde igen og igen, og når juletræet skulle pyntes fik jeg bare tingene til at svæve op på det.

Jeg fik lov til at bruge mine evner.

Du kan godt lide sne? Mitchell afbryder billedstrømmen og jeg har nær tabt papiret.

Det er altså ikke okay at forskrække folk på den måde. Jeg puster ud og samler mit papirs sne og smider det tilbage i skraldespanden. Slet ikke med de evner jeg har.

Så farlig er du altså heller ikke.

Den holdning er du vidst ene om. Jeg skubber skraldespanden ind under skrivebordet, i håb om at Nathan ikke opdager noget næste gang han kommer ind.

Måske, men der skete jo ikke noget, gjorde der?

Nej, svarer jeg og trækker på skuldrene.

Så er alt jo som det skal være, siger han muntert og jeg kan næsten se for mig hvordan han står og smiler.

Mitchell har en tendens til at smitte med sit humør, og lige nu er jeg faktisk glad for at han er her. Det føles godt at vide at jeg stadig kan smile over noget.

Hvornår må jeg egentlig se dig? spørger jeg og bryder stilheden.

Når tiden er inde.

Stadig det samme ubrugelige svar. Hvis de dog for pokker gad at holde op med at sige sådan. Det hjælper ikke.

Kan du ikke sige andet?

Nej, for det er sandheden. Hvis du vil have et andet svar, må du finde på et andet spørgsmål.

Jeg fatter ikke hvad han mener. Der er da ikke andre måder at spørge på.

Prøv igen, lokker han.

Hvornår … Længere når jeg ikke, før han afbryder mig.

Okay, stop lige. Stil et spørgsmål hvor du ikke bruger ordet ’hvornår’, ellers får du bare det samme svar.

Det kan da for pokker ikke være rigtigt at man ikke bare kan få et klart svar. Enhver kan da sige sig selv, hvad der menes med spørgsmålet.

Hvor lang tid går der før jeg får lov til at se dig? prøver jeg til sidst.

Der går ikke så lang tid.

Stadig ikke et klart svar, sukker jeg.

Fordi du ikke stiller et klart spørgsmål. Men det her var bedre end det første, så du er på rette vej.

Får jeg dig at se i år? prøver jeg.

Ja.

Jeg falder bagover i sengen og lader blikket fokusere på de mange knaster i loftet. Kan ikke holde ud at tænke mere.

Fra stuen lyder en rumsteren og snart høres Nathans skridt. Han har retning mod mit værelse, og da går det op for mig, at han vil opdage hvad jeg har lavet, i det sekund han træder ind ad døren.

Dumt at jeg ikke overvejede det før jeg rev det hele i småstykker.

Du siger ikke det her til nogen, hvisker Mitchell og pludselig svæver papiret op i luften, hvor det finder sammen og bliver til hele kugler. Alle spor af ødelæggelse er forsvundet, og hele papirs kugler ligger nu atter i skraldespanden.

Tak, hvisker jeg tilbage og smiler lettet.

Lad det nu ikke blive en vane.

”Hvordan går det herinde?” Nathan stikker hovedet ind og lader ganske rigtigt blikket glide rundt for at lede efter noget usædvanligt, men takket være Mitchell finder han intet.

”Det går,” svarer jeg bare og retter igen blikket mod loftet. ”Det skal det jo.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...