Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61825Visninger
AA

6. Kapitel 4 - En overbeskyttende bror

Jeg hiver den friske luft helt ned i bunden af mine lunger, da jeg kører ud gennem den store dør. Endelig fri.

Det er et helt held at jeg endnu ikke har slået nogen ihjel. Hvis der havde siddet nogen på Ashleys plads, så… Nej, kan slet ikke holde tanken ud.

Jeg fortsætter roligt over parkeringspladsen, forbi nogle høje træer, og ud mod vejen, væk fra skolen. Væk fra kaos.

Dagens episoder kører i ring i mit hoved, og får det til at dunke som om nogen slår mig med en hammer. Hver eneste lille detalje er brændt fast på min nethinde. Aidens gyldne øjne og Michaels græsgrønne øjne flyver rundt. Men hvorfor? Jeg burde slet ikke være så optaget af det, men jeg kan ikke lade være. Der noget ved dem som trækker i mig. Den måde de begge kiggede på mig i dag. Måske er jeg ved at blive paranoid, men jeg er nødt til at finde ud af hvem de egentlig er.

En kølig vind tager fat i mit hår og blæser det forsigtigt væk fra mit ansigt. En hviskende stemme lyder i mit hoved mens jeg fortsat kører, men ordene kommer ikke rigtig frem. …må du ikke… skæbne… farligt… 

Da en hånd pludselig strejfer min arm, forsvinder stemmen med et. Det er som om den aldrig har været der. Kun ordene er tilbage. Jeg kigger op og ser direkte ind i et par mørkeblå øjne. Ashley smiler.

”Hey Scarlett. Jeg ville bare lige sige tak for i dag. Og velkommen til Elentus.” Hun smider sin sorte taske over den anden skulder og ligger vægten over på det andet ben.

”Tak, tror jeg.” Jeg fremtvinger et smil. Bekymringen er tydelig at se i hendes øjne. Hun blinker langsomt og da hun igen åbner øjnene er det forsvundet som dug for solen. Jeg tror virkelig jeg er ved at blive skør.

”Du må endelig sige til hvis der er noget jeg kan gøre.” Hun smiler og fortsætter: ”Kunne du tænke dig noget selskab på vej hjem? Jeg skal alligevel den vej.”

”Hvordan ved du…?”

”…hvor du bor?” Et grin kommer over hendes læber. ”Alle ved hvor de nye bor.”

”Fedt.” Jeg sukker. ”Men jo tak. Det er da altid rart med lidt selskab.” Jeg ligger hovedet let på skrå og smiler.

”Fantastisk.” Det er lige før hun bobler over af begejstring. ”Lad os komme afsted.”

 

Jeg stopper op ved hoveddøren, vender rundt og vinker til Ashley der allerede er på vej videre. Hendes hår danser bag hende, mens hun går. Jeg bliver ved med at kigge i hendes retning til hun forsvinder længere nede ad vejen.

Det var virkelig rart at snakke med en som hende. Hun er fuldstændigt nede på jorden, har humor og har en eller anden beroligende ting over sig. Umiddelbart virker hun ikke som typen der normalt ville hænge ud folk som Lauren, men på den anden side er jeg heller ikke selv typen.

Jeg drejer stolen rundt og åbner døren med håndkraft i tilfælde af at nogen skulle gå forbi. Til min store overraskelse ligger der ikke længere papir overalt. Her er næsten helt hyggeligt. På det lille bord er der et metalfad med fyrfadslys der er alle er tændte, og her dufter af chokoladekage.

”Nathan?” Jeg lukker døren bag mig, tager jakken af og hænger den på knagen for så at bevæge mig mod stuen.

Han ligger på sofaen med fødderne ude over armlænet. Lyset fra hans computer er at ane fra bag sofaen og da jeg kommer tættere på, kan jeg se hvordan bare ligger som har han ligget der hele dagen. Det skal ikke undre mig hvis han en dag gror fast.

”Haft en god dag i skole?” spørger han og ser kort op, for så at vende næsen tilbage mod skærmen.

”Det kommer an på hvordan du definerer en god dag,” svarer jeg og bevæger mig mod køkkenet.

”Og hvad skal det betyde?” Jeg kan høre at han sætter computeren fra sig på bordet.

”At det kommer an på hvordan man ser på det.” Jeg fortsætter ud i køkkenet og tager en juice ud af køleskabet.

”Hvad er det du ikke fortæller mig?” Han stiller sig i døren, lænet op ad dørkarmen med armene over kors.

Jeg hader når han gør det der. Han opdager altid når der er noget jeg ikke fortæller. Og hvis jeg kender ham ret, så stopper han ikke før jeg har fortalt alt.

”Det er ikke noget særligt,” svarer jeg og trækker på skuldrene. ”Jeg har bare hørt en masse stemmer, men det er jo ikke noget nyt.”

”Jeg kan se på dig, at der er mere.” Han kommer tættere på og læner sig nu mod køleskabet. ”Kom nu, Scarlett. Du ved godt at du kan fortælle mig alt, ikke?”

”Fint,” sukker jeg. ”Der har været to stemmer der har fyldt mit hoved hele dagen. Men de er væk nu.” Engang imellem er det altså irriterende, at jeg kan ikke kan have noget for mig selv, men sådan har han altid været.

”To stemmer siger du? Og du ved ikke hvem de tilhørte?”

”Nej, men de var meget tydelige det meste af tiden, næsten som om de var i samme rum. Men der er ingen der har de stemmer i virkeligheden, så det er nok bare mig og min livlige fantasi,” svarer jeg og trækker på skuldrene.

”Hvad sagde de?”

”Det kan jeg ikke huske.” Jeg har ikke lyst til at huske, og da slet ikke at skulle sige det højt. Han vil bare tro at jeg er blevet sindssyg.

”Scarlett, du er nødt til at sige det. Ellers kan jeg ikke hjælpe dig.”

”Hvad skulle du kunne gøre?” udbryder jeg. ”Du ved ikke hvordan det er.” Jeg vender hovedet væk. Det er ikke til at holde ud.  

Det ved du godt, der ikke er sandt. Jeg har trodsalt boet sammen med dig hele livet. Det er meget muligt jeg ikke ved hvordan du har det, men jeg kan stadig hjælpe dig. Han træder et par skridt til siden og sætter sig så på stolen ved spisebordet.

”De sagde noget om skæbne, farligt, konsekvenser og død,” mumler jeg til sidst. Det er alligevel håbløst at sidde og afholde stirre-konkurrence, for i sidste ende vil Nathan vinde.

Er du sikker på det var det de sagde? Noget i hans stemme ændrer sig. Det er som om han ved noget jeg ikke gør, og at det er noget der skræmmer ham. Udenpå er der dog intet forandret. Han sidder stadig helt stille og kontrolleret.

”Det tror jeg,” svarer jeg. ”Hvorfor?”

Nathan rejser sig pludselig og forlader køkkenet i en fart, som har jeg sagt noget forkert. Der lyder et brag fra den anden ende af huset, og snart kommer han forpustet tilbage. Han tager straks min hånd og i den lægger han en kold, glat ting.

”En sten?” svarer jeg og løfter et øjenbryn, da jeg åbner hånden og ser en lilla ting. ”Seriøst?”

”Det er en ametyst.”

”Fedt, den har et navn,” svarer jeg med et suk og tager den mellem to fingre. ”Og hvad skal jeg bruge den til?”

”Den burde kunne hjælpe dig med at holde stemmerne væk,” svarer han. ”Du skal bare have den på dig hele tiden.”

”Du ved godt, at det bare er en sten, ikke?”

”Gør nu bare som jeg siger,” kommanderer han. ”Jeg skal nok forklare det hele senere.”

”Hvad med nu?”

”Senere.”

Jeg hader når han gør det der. Han vil aldrig give mig et svar, når jeg spørger om noget, men jeg er tvangsindlagt til at svare ham hver eneste gang. Det er ikke fair.

”Men for at snakke om noget helt andet,” begynder han, og stopper så op et øjeblik, før han fortsætter: ”Hvad siger du til pizza til aften?”

 

”Tak for mad.” Jeg tørrer mig om munden og læner mig afslappet tilbage. Nathan samler tingene sammen og rydder op i køkkenet. Jeg har ellers tilbudt at hjælpe ham, men så fik jeg bare blikket. Jeg tror aldrig han har hørt om det at have det sjovt. Jeg har gaver, men jeg må ikke bruge dem? Det giver jo ikke mening. Tingene ville gå meget hurtigere, hvis bare jeg måtte hjælpe. Men nej, det eneste sjov han kender til er at se et eller andet quizprogram eller læse i sin bog. Gab!

Jeg forlader køkkenet og kører ind på mit værelse for at få styr på tankerne. Det har været en dag med alt for mange nye ting, underlige ting. Stemmer der ikke tilhører nogen, to par intense øjne, hvoraf det ene har brændt sig fast i mit hoved og et loft der falder ned.

Der er noget der bare ikke giver mening. Hvorfor går mine evner pludselig amok? Og hvorfor er det værst når den mystiske fyr, Aiden, er i nærheden?

Udenfor er skyerne begyndt at samle sig. Den stille vind har vendt og er blevet til en mere blæsende vind. Det er som om jeg kan mærke det hele finde sted indeni. Jeg kan mærke hvordan det trækker op til uvejr og hvordan regnen snart vil falde i store tykke stråler.

Jeg kører hen til spejlet og stirrer direkte ind i mine blå og grønne øjne. De eneste der endnu ikke har ændret sig. Det hele er så uvirkeligt. Jeg skubber en tot hår om bag øret og ryster stille på hovedet. Hvad er det der sker?

Bag mig går det lille runde vindue op og en forsigtig vind kærtegner mit ansigt. Jeg lukker øjnene og indånder den friske luft. Det er utroligt, hvor hurtigt vejret kan ændre sig. Før trak det op til storm og nu er der kun en stille vind tilbage.

Pas på du ikke tiltrækker for meget opmærksomhed. Og sov godt. Den beroligende stemme er tilbage og denne gang henvender den sig til mig. Jeg ved ikke hvem den tilhører, men alligevel kan den få mig til at smile.

Jeg kører hen til vinduet der stadig står åbent. De fleste skyer er nu forsvundet, og tilbage står månen, der er halvt fuld, helt alene og lyser alle omgivelser op. Det er utroligt hvor hurtigt tiden er gået. For bare 1 år siden, sad min mor og jeg hver eneste aften og kiggede på nattehimlen. Vi talte stjerner og så hvordan månen konstant var i bevægelse. Det havde vi altid gjort. Min far plejede at ryste på hovedet af os, altid efterfulgt af en varm latter. Det var tider.

Fodtrin lyder fra køkkenet. Jeg sidder helt stille, mens jeg bare lytter. Køleskabet bliver åbnet, noget tages ud og køleskabet lukkes igen. Jeg hører nogle krus blive taget ud af et skab, og pludselig forsvinder lyden, som om den aldrig har eksisteret. Jeg lytter igen en ekstra gang, men der er helt stille.

Jeg kører forsigtigt hen til døren og tager fat i dørhåndtaget. I det samme jeg åbner døren, flyver jeg tilbage i stolen. Nathan står på den anden side med en metalbakke hvorpå der står to glas kakao og et par småkager.

”Du havde nær skræmt livet af mig!” Mit hjerte hamre for fulde drøm. ”Du må ikke bare komme snigende på den måde. Det er faktisk ikke særlig sødt.” Jeg ligger armene over kors.

”Det er jeg sørme ked af.” Han smiler drillende. ”Men jeg har jo kakao med. Kan det ikke hjælpe?” Han løfter det ene øjenbryn, mens han fortsat smiler. Jeg skuler til ham, men taber hurtigt masken og bryder ud i latter. Det er næsten umuligt at være sur på ham i længere tid. Og når han så oven i købet kommer med kakao, kan man ikke andet end at blive glad.

Nathan går ind og sætter bakken på min seng. Han vinker mig hen og peger så ud ad vinduet. Jeg lader mit blik følge hans fingers retning og ganske rigtigt, ude i haven springer et ensomt lille egern rundt. Fra træ til træ og op og ned. Jeg smiler for mig selv. Jeg har altid syntes at dyr var smukke, og også tit drømt at jeg var et.

”Nå, skal vi få drukket kakaoen inden den bliver kold?” Han rækker mig kruset.

”Det lyder da som en fantastisk ide.” Jeg smågriner. ”Men indrøm lige at det egern var nuttet.” Han kigger på mig og ryster på hovedet.

”Du er tosset.”

”Og jeg er stolt af det.” Jeg smiler tilfreds. Han ryster igen på hovedet og tager så en ordentlig slurk af sin kakao. Vi begynder begge at grine og ingen ved hvorfor. Men et eller andet sted betyder det heller ikke så meget. Det vigtigste er at vi stadig kan grine sammen.

Jeg tømmer mit krus for indhold og slikker mig om munden. Smagen bliver siddende uanset hvor meget jeg slikker. Jeg sætter kruset tilbage på bakken og tager en småkage i bytte. Jeg retter igen blikket mod haven, men egernet er allerede væk.

”Scarlett,” begynder han og stopper så et kort øjeblik, som kan han ikke finde de rigtige ord. ”Jeg… Undskyld, jeg har været sådan oppe at køre i dag. Det… Det er ikke med vilje.”

”Det er okay,” svarer jeg. ”Alle kan have en dårlig dag. Men hvad er det der sker?” Jeg læner mig en smule frem, ligger hovedet let på skrå og ser spørgende på ham.

”Det kan jeg ikke fortælle. Ikke lige nu i hvert fald.” Han kigger væk og lukker øjnene.

”Jeg vil bare så gerne vide det.”

”Stop. Jeg kan ikke,” svarer han med tryk på hvert et ord. Det er vidst godt at jeg ikke har hørt hans tanker endnu.

”Undskyld,” siger jeg, da det går op for mig, at jeg muligvis har været for hård.

Det er okay.

 

Jeg vender mig om på siden og kigger ud af vinduet. Månen har nu fået selskab af nattens blide stjerner. De er smukke når de bare svæver der og lyser himlen op. Minderne fra dengang mor og jeg altid så på stjerner sammen, kører som en film for mit indre blik. Hver aften satte vi os udenfor med tæpper og varm kakao. Mor fortalte så historier om en kvinde der for mange år siden havde kæmpet i en krig mellem det gode og det onde. Det var min ynglings historie og jeg blev aldrig træt af den. I dag savner jeg en til at fortælle den.

”En dag vil jeg kunne nå stjernerne, mor.” Den lyse barnestemme lyder i mit hoved. Min mors græsgrønne øjne kigger på mig. Hun smiler, mens hun aer mig blidt på kinden.

”Min kære Scarlett. Du er allerede en stjerne.” Og så kysser hun mig på panden.

Jeg finder langsomt tilbage til virkeligheden. Her er stille. Kun min vejrtrækning er at høre. Jeg vender mig om på den anden side, kaster et blik på min halskæde og lukker øjnene i håb om at komme til drømmeland.

Det kan ikke passe. Det bliver min død. Lave lort i det hele. Skæbnen. Konsekvenser. Jeg er ikke på din side. Du lovede mig… Stemmerne kører på repeat i mit hoved, og forsvinder først da jeg endelig falder hen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...