Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

108Likes
227Kommentarer
62610Visninger
AA

41. Kapitel 39 - Gør aldrig en heks vred

”Jeg hører, at du og Aiden har slået op,” kommer det fra Lauren, da hun indhenter mig på vej mod klassen.

”Ja,” svarer jeg koldt, og fortsætter upåvirket gennem mængden af mennesker. De kan ikke længere nå mig.

”Ej, det er jeg altså virkelig ked af,” siger hun, mens hun koncentrerer sig om ikke at falde. Hælen på hendes sko klikker hastigt mod gulvet, i hendes forsøg på at følge med.

Jeg burde stoppe op og vente på hende. Burde fortælle hende hvad der er sket. Ligesom normale mennesker ville gøre det. Problemet er bare at jeg ikke er normal.

Ingenting vil nogensinde blive normalt i nærheden af mig, og sådan er det bare. Jeg vil aldrig kunne fortælle Lauren sandheden, så hvad fanden skal jeg sige, når hun spørger hvad der er sket? Min kæreste viste sig at være en dæmon, og det var ligesom ikke noget for mig. Næppe.

Ærligt talt så ved jeg ikke hvad forklaringen skal være. Der er selvfølgelig den klassiske det-skulle-bare-ikke-være-os-talen, men jeg ved også godt at Lauren ikke er dum. Hun ved at det er løgn, og kender jeg hende ret, så slipper jeg ikke uden en afhøring.

”Det er jeg ikke,” mumler jeg til sidst og fortsætter mod klassen.

 

Hele timen sidder jeg med tankerne et helt andet sted end i lokalet. Jeg kan ikke tænke på andet end hvordan jeg kan hævne mig. Ikke sådan på den morderiske måde, selvom jeg jo egentlig burde slå Aiden ihjel eftersom som han er en Viux. Nej, denne gang slipper de med en advarsel.

”Scarlett, kan du ikke svare på spørgsmålet?” Hr. Collin kigger håbefuldt på mig. Han håber at en af hans elever i det mindste har hørt efter. Det er bare ikke helt tilfældet. Ikke i dag.

Alle har deres tanker alle andre steder end i matematikbogen, sådan har det været hele timen, faktisk alle timer jeg har deltaget i, og lige nu er alles blikke rettet mod mig, i håb om at jeg kender svaret, så han ikke spørger dem.

I sådanne situationer er det meget praktisk at være tankelæser. Det er ikke at snage i andres privatliv.

Det kan ikke passe at hun ikke ved det. Alle ved da, at læresætningen kom fra Pythagoras.

”Øhh … Pythagoras?” svarer jeg.

”Tak. Godt at nogen har hørt efter.” Han går tilbage til tavlen og vender sig så mod os. ”Og kan vi så få opmærksomheden tilbage til ligningen på tavlen.”

Jeg ånder lettet op, da han atter vender blikket væk fra os, fra mig. Uden mine evner havde jeg virkelig været på spanden.

Normalt er jeg ikke typen der ikke hører efter, men lige nu er det lidt som om, at jeg har vigtigere ting at tænke på. Ting der kræver min fulde opmærksomhed. Så som at Aiden ikke er her.

Det er egentlig meget rart at han ikke er her, for bare tanken om ham giver mig kvalme. Alligevel er der noget jeg ikke kan lide ved tanken. For hvis han ikke er her, hvor er han så? Måske hjemme og planlægge min død sammen med sin far?

Nathan var heller ikke glad for at jeg allerede begyndte i skole i dag, men jeg forsikrede ham om at det nok skulle gå. Jeg kan godt forsvare mig selv, og Aiden har ikke tænkt sig at gøre noget i fuld offentlighed. Han ved bedre.

Lauren sidder ved siden af mig, og ikke på noget tidspunkt har hun fjernet blikket fra mig. Det er som om hun forsøger at læse mine tanker. Hun ved at der er noget jeg ikke fortæller.

Jeg hader det. Hvis hun dog bare kunne lade mig være i fred! Jeg kan alligevel aldrig fortælle hende sandheden, og i sidste ende er det nok også bedst at hun er uvidende. Så kommer hun ikke i klemme.

Da klokken ringer ud har jeg allerede pakket sammen og er på vej mod døren.

”Vent på mig!” råber Lauren bag mig, men jeg fortsætter bare. Skal videre til næste lektion, og på et eller andet tidspunkt er dagen overstået og så kan jeg tage hjem, låse døren og bare forsvinde.

Jeg støder direkte ind i Michael, da jeg drejer om et hjørne. Typisk mig ikke at være opmærksom, og selvfølgelig skulle det lige være Michael.

Han har sikkert planlagt det.

Jeg strammer grebet om mine hjul og kanter mig udenom uden at snakke til ham, og ligesom jeg tror, at det er lykkes mig at slippe forbi ham, griber han fat om min arm.

”Slip mig!” skælder jeg og hiver armen til mig.

”Nej.” Han rækker igen ud efter mig, men jeg undgår ham med nød og næppe.

”Som om du ikke allerede har ødelagt nok,” hvæser jeg.

”Du ved slet ikke hvad der foregår, gør du?” Han træder tættere på, og jeg fornemmer hvordan jeg langsomt bliver trængt op i en krog.

”Jeg kan se at du har ødelagt et forhold og mistet en ven.” Jeg retter mig op og lader ham mærke at jeg ikke er bange for ham. For det er jeg ikke.

”Jeg reddede dit liv. Tæller det ikke for noget?”

”Dagens joke,” fnyser jeg. ”Uden dig havde alt stadig været perfekt.”

”Uden mig havde du været død.”

Hvad er der med folk og Aiden? Nej, han var ikke ved at tage en bid af mig, og jeg kunne sagtens forsvare mig selv hvis der skulle ske noget.

”Kan du ikke bare lade mig være?” vrisser jeg og forsøger endnu engang at slippe forbi ham, men uden held.

”Scarlett,” siger han med kraft i stemmen og får mig til at stoppe op. ”Jeg kan ikke bare lade dig være. Du er nødt til at lytt…”

”Jeg er aldeles ikke nødt til noget som helst,” hvæser jeg. ”Og nu må du have mig undskyldt, jeg skulle nødig komme for sent til time.”

 

Til time er lige præcis det jeg ikke kommer.

Jeg sidder på klippen med blikket låst i horisonten. Ser intet - er bare.

Måske var det dumt at tage herude alene. Det er Aidens sted lige så meget som det er mit, og vi plejede altid at mødes herude.

Jeg må bare håbe at det ikke er tilfældet denne gang. Ellers kommer han til at fortryde det.

Jeg samler en sten op med min telekinese og kaster den så alle kræfter. Lader vreden komme ud.

Gør det igen.

Og igen.

”Jeg hader ham!” skriger jeg så højt, jeg kan. ”Håber han ender i helvede.”

”Det kan du godt regne med at han gør.”

Jeg vender mig med et chok og et brag lyder over os.

”Jeg troede, jeg havde bedt dig om at lade mig være?”

”Det kan jeg ikke, Scarlett. Du er til fare for alle, når du er i det humør.” Michael kommer forsigtigt tættere på, men holder alligevel en sikker afstand.

”Nå ja, du kender mig jo også helt vildt godt,” svarer jeg med sarkasme i stemmen.

Han har intet at gøre her, og jeg er aldeles ikke til fare for nogen. Jo, ham og Aiden, men ellers ikke.

”Hold nu op. Du kommer ingen vegne med det der.”

”Gå.”

Det bobler indeni mig, og jeg mærker hvordan neglene borer sig helt ind i mine håndflader.

”Du gør skade på dig selv.” Han ser kort på mine hænder. Ved at der snart drypper blod.

”Kan du ikke være ligeglad?” Jeg løsner grebet og ser hvordan neglene har lavet en perfekt aftegning i mine håndflader. Små huller.

Han bevæger sig tættere på, og hans energier trænger sig på og tvinger mig til at reagere.

Med telekinese sender jeg ham mod jorden og han lander med et bump ikke langt fra kanten.

Han rejser sig uden besvær.

Han lod mig gøre det? Ligesom Aiden.

”Hvad skulle det til for?” Han børster jorden af hænderne.

”Jeg sagde jo, at du skulle lade mig være.” Jeg trækker på skuldrene. ”Og når man ikke vil høre, så må man føle.” Det sidste lægger jeg tryk på.

”Hvad skal der til for at du vil lytte?”

”At du går,” svarer jeg koldt.

”Det kommer ikke til at ske, Scarlett.” Han træder igen tættere på, og jeg løfter advarende hånden. ”Hør nu her, jeg er her ikke for at gøre dig ondt. Jeg er din ven, og …”

”Du er overhovedet ikke min ven,” knurrer jeg og han træder et skridt tilbage.

Klogt træk.

”Men som jeg var ved at sige,” rømmer han sig, ”så er jeg her for at hjælpe. Og uanset hvad, så kan du ikke gøre mig noget, for som den eneste i din omgangskreds, bortset fra Aiden, så er jeg stærkere end dig.”

Jeg vidste det.

Han slipper ikke godt fra det.

”Jeg vil sgu da skide på dig og dine evner - jeg vil bare gerne være i fred.”

Vinden tager til i styrke og jeg kan mærke hvordan kontrollen glider fra mig. Han er alt for tæt på, og jeg kan snart mærke hans energier komme væltende igen som en flodbølge. Kan ikke holde verden på afstand meget længere.

”Er du ikke det mindste interesseret i, hvad jeg er?”

”Nej.”

Det passer ikke. I virkeligheden vil jeg hellere end gerne vide det, men lige nu er ikke tiden.

”Jeg er en Terranoz,” siger han alligevel. Jeg ser uforstående på ham. Jeg ved da ikke hvad en Terranoz er. Det lyder som en eller anden gammel plante, hvilket nok ikke er sandsynligt.

Jordbetvinger, hører jeg Mitchell hviske.

Så en eller anden jord-dude tror at han er stærkere end mig? Jeg kommer til at fnise, og denne gang er det Michaels tur til at være forvirret.

”Hvis du siger det.” Jeg tager en dyb indånding. ”Men tror du ikke at du skulle tage og smutte, inden du kommer til skade? Hjem og lege med jord.” Det sidste mumler jeg.

”Ingen grund til at være led. Det klæder ikke en heks.”

Jeg gider snart ikke høre på hans ævl længere. Hvad er det han ikke forstår ved ’lad mig være’?

Før jeg ved af det, ryger kontrollen og jeg sender ham gennem luften. Denne gang på benene og fuldstændig upåvirket.

Han rækker en hånd frem og jeg ser hvordan han hastigt får jord, blade og grene til at hvirvle op som et skjold foran sig. Det er præcis det samme jeg kan med min telekinese. Intet specielt.

I et øjebliks uopmærksomhed sender han skyen af jord mod mig, og først i sidste øjeblik når jeg at sende det væk.

Jeg ser irriteret på ham. Var det ikke meningen at han ikke skulle gøre mig noget?

”Hvad laver du?” råber jeg.

”Når man ikke vil høre, må man føle,” svarer han og sender endnu en sky mod mig. Heller ikke denne gang rammer han.

Vreden koger indeni mig og et brag lyder over os.

Tunge, sorte skyer er trukket ind over os, og et normalt menneske ville sige at en storm er på vej, men de ved ikke, at stormen er mig.

”Hvad er det du ikke fatter?” Jeg har begge hænder knyttet og min vejrtrækning bliver hurtigere og hårdere. ”Jeg sagde, at du skulle lade mig være.”

”Det kommer ikke til at ske, Scarlett.” Han kommer nærmere stadig med sit såkaldte skjold foran sig.

Jeg forsøger at skubbe ham baglæns både med telekinese og vinden, men han er urokkelig.

Han er stærkere.

Hvad kan jeg som han ikke kan? Han er jo åbenbart forberedt på alt der omhandler hans jord, og uheldigvis for mig, så kan jeg ikke kæmpe imod. Han bruger også vinden og så kan jeg intet stille op.

Tænk. Der må være noget jeg kan gøre, og jo hurtigere jo bedre. Jeg skal væk herfra. Hjem hvor ingen kan nå mig.

Selvfølgelig! Min besværgelse. Den burde kunne redde mig.

Jeg rækker hænderne frem og afværger endnu en sky. Bliver han aldrig træt af det der?

”Peduri surax tempoxia!” råber jeg af mine lungers fulde kraft, og i det samme bliver hans angreb sendt direkte tilbage mod ham selv, og han flyver tilbage.

Skjoldet forsvinder få sekunder senere, men det virkede til formålet. Jeg må bare træne det noget mere.

”Hvad fanden?” skælder han mens han kæmper sig på benene.

”Jeg sagde det jo,” griner jeg hoverende. ”Og smut så inden jeg gør det igen.”

”Hør lige dig selv. Hvor er den Scarlett jeg kender?”

”Død og begravet,” hvæser jeg.

I et sekunds uopmærksomhed lykkes det Michael at komme tæt nok på til at gribe fat om mine håndled.

Jeg hiver alt hvad jeg kan, men det rører ham ikke det mindste. Han strammer grebet og et øjeblik føles det som om armene er ved at brække. Jeg kæmper for ikke at skrige af smerte. Den fornøjelse skal han ikke have.

”Slip mig!”

”Ikke før du holder op med at opføre dig som et barn,” svarer han og fanger mit blik. ”Hør, jeg prøver at hjælpe dig.”

”Jeg har aldeles ikke brug for din hjælp,” knurrer jeg og endnu et brag lyder over os.

Tunge dråber falder fra himlen og der går ikke længe før vi begge er gennemblødte.

”Se nu hvad du har fået mig til,” beklager jeg mig.

”Det der er ikke min skyld,” svarer han og kommer til at løsne grebet.

Jeg vrider mig fri og tvinger ham væk. Han glider, da han forsøger at kæmpe imod, og han ryger ud over kanten, mod afgrunden.

”Scarlett,” kalder han med frygt i stemmen. Det er en fryd for mine ører.

”Er du færdig nu?” Jeg kører tættere på og kan nu se hans hænder der kæmper for at holde fast.

”Hjælp mig, så er du sød,” beder han og ser op på mig med sine grønne øjne.

”Mig, sød? Det tror jeg ikke. Forkert heks.” Jeg trækker mig let tilbage og smiler for mig selv.

Nu skal du ikke være ondskabsfuld, hvisker Mitchell blidt i mit hoved.

Han kan bare lære at høre efter. Jeg trækker på skuldrene. Og hvis du har ondt af ham, så kan du jo selv komme og hive ham op.

Du ved godt, at det ikke fungerer sådan. Det er kun dig, der kan hjælpe ham.

Jeg sukker opgivende og ryster på hovedet. Jeg gider sgu da ikke hjælpe ham, når det er hans egen skyld. Jeg havde jo advaret ham.

”Scarlett, hjælp. Jeg ved at du er bedre end det.”

Jeg er ved at brække mig over hans klagesang. Hvis han virkelig har så mange evner, så kan han da for pokker også selv komme op.

Lydløst vender jeg rundt og bevæger mig tilbage mod skoven. Væk fra ham.

”Du kan ikke efterlade mig her,” råber han bag mig.

”Åh jo jeg kan,” mumler jeg for mig selv.

Jeg ser mig over skulderen og kan se hvordan hans fingre glider mere på den mudrede jord, og det er tydeligt for enhver at det kun et spørgsmål om tid, før han mister grebet og falder mod afgrunden.

”Undskyld,” hører jeg ham råbe, inden han mister grebet og falder.

Et øjeblik sidder jeg bare og stirrer på der hvor hans hænder var for få sekunder siden. Til sidst beslutter jeg mig alligevel for at hive ham op. Man har jo ikke telekinetiske evner for ingenting.

Han kommer svævende og lander på jorden med et bump.

Jeg når kort at se hans sårede blik inden jeg atter retter blikket frem og begynder at køre.

”Og husk det nu; gør aldrig en heks vred.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...