Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61846Visninger
AA

39. Kapitel 37 - Beskyttelse

”Scarlett?” Det er Nathan der kalder. ”Hvor er du?”

Jeg løfter hovedet og ser træer over alt. Først da jeg ser min kørestol ligge nogle meter fra mig, husker jeg hvor jeg er.

Her er stadig mørkt.

”Nath…” Min stemme knækker, som havde jeg råbt i flere timer.

Jeg skubber mig med besvær op på albuen, for bedre at kunne se efter ham. Han må være tæt på.

”Scarlett?” kalder han igen.

Længere fremme får jeg øje på en skikkelse, og da en enlig månestråle rammer hans blå øjne, kan jeg straks genkende ham.

Nathan.

Endnu engang forsøger jeg at råbe, men det bliver ikke til andet end en hvisken. Hvordan skal jeg så få ham herhen? Telepati vil ikke hjælpe, for jeg ved ikke engang selv hvor jeg er. I skoven, men det er jo et vidt begreb.

”Scarlett? Hvor er du?” Han er på vej i den forkerte retning. Jeg må gøre noget.

Han skal kunne se mig. Jeg må give ham noget at følge. Et tegn.

Selvfølgelig!

Mine hænder ryster, men det lykkes mig at danne en skål med hænderne, præcis som mor har lært mig. En lille lys kugle kommer til syne, og med den sidste energi jeg har tilbage, sender jeg et par lys i vejret og telepaterer: Jeg er her.

”Jeg kommer!” er det sidste jeg hører før jeg igen falder sammen.

 

Jeg vågner kort før vi er hjemme. Min krop er helt slap og jeg kan kun lige åbne øjnene. Jeg har hovedet mod hans bryst, og han holder resten af mig tæt ind til kroppen.

”Bare slap af. Jeg har dig.” Nathans beroligende stemme er den eneste lyd jeg kan høre. Ikke engang hans hjerte kan jeg hører. Det er som om alt i mig er svækket.

Da vi kommer hjem, lægger han mig på sofaen i stuen, så han hele tiden kan holde øje med mig.

”Min stol?” mumler jeg hæst.

”Den kommer Ashley med senere.”

Han lægger et tæppe over mig og sætter sig så med mit hoved i sit skød.

Jeg vipper hovedet til siden så han ikke kan se de smertende tårer der triller fra min øjenkrog og trækker spor.

Han lægger armene om mig og jeg mærker hvordan varmen vender tilbage i min krop.

”Det skal nok gå,” hvisker han og tager min hånd.

”Han er en Viux,” hulker jeg.

Det føles som om hele min krop slår knuder og tårerne bliver hastigt flere. Jeg kan ikke få luften helt ned i lungerne, så det ender med at jeg må hive luften ind mellem anfaldene.

”Og han får aldrig lov til at røre dig.” Nathan aer mig på håret og fjerne tårerne.

”Hvordan kunne han gøre det mod mig?”

Et brag lyder over huset og selv Nathan giver et hop.

”Det ved jeg ikke, men det vigtigste er at du er her endnu.”

Jeg lægger mig om på siden og skjuler mit ansigt. Knuden i mit bryst vokser sig stadig større og jeg kryber mere og mere sammen. Kan ikke holde det ud mere.

”Hjælp,” skriger jeg af smerte og krøller mig sammen.

”Jeg går ingen steder.” Han lægger igen armen om mig. ”Jeg vil altid være her.”

 

”Godmorgen,” lyder det bag mig, da jeg vågner, og jeg giver et spjæt. ”Du er godt nok nem at forskrække.”

Jeg tager en dyb indånding. Det ligner mig ikke at blive forskrækket over min egen bror. Jeg plejer at kunne mærke ham, men sandheden er at jeg intet kan mærke lige nu, udover trykket i mit bryst.

Nathan sætter sig ved siden af mig og rækker mig et krus med varm kakao, som let glider ned i min hals.

Trykket for mit bryst letter kort tid efter, og efterhånden begynder tingene igen at føles normale. Nathans energier er rolige. Jeg kan mærke ham.

Chokolade er åbenbart et mirakelmiddel for hekse.

”Hvordan har du det?” Nathan tager kruset igen.

”Okay,” svarer jeg bare og trækker på skuldrene. Hvad skal jeg ellers sige? At jeg er alt andet end okay, at jeg ville ønske at det aldrig var sket? Det kunne jeg godt, men det ville alligevel ikke ændre noget.

”Sig til hvis du har brug for noget,” Han fanger mit blik og ser kærligt på mig. ”Jeg er her for dig.”

”Tak.”

Hvis jeg kunne, så havde jeg spolet tiden tilbage til før vores forældre døde. Så ville jeg aldrig have mødt Aiden, og måske kunne jeg have haft et almindeligt liv? Mor ville have passet på mig, og hjemme i Penta havde jeg aldrig problemer med mine evner, så frygten for at skade folk ville være lig med ikke eksisterende.

 Her i Elentus har der aldrig været andet end problemer. Jeg er håbløs. Mine evner er ustyrlige. Og dum som jeg er, faldt jeg for en Viux.

Et brag lyder over huset og solen forsvinder.

”Scarlett,” hvisker han og lægger en hånd over min. ”Du er nødt til at tale om det i stedet for at lade det gå ud over vejret.”

”Hvad vil du have jeg skal sige?” vrisser jeg af ham. ”I havde ret i at jeg skulle have holdt mig langt væk fra Aiden, men hvad skal jeg gøre ved det nu?” Tårerne presser sig på, men jeg fortsætter med at se ham i øjnene.

”Jeg ville ønske, jeg havde opdaget det før,” siger han med ærlighed i stemmen.

”Så du vidste ikke, at han var en Viux?”

”Nej. Det eneste jeg vidste var, at han aktiverede dine evner på en uheldig måde, og han havde øjenfarven til det. Jeg burde have set det komme.” Han retter blikket væk. ”Undskyld, Scarlett.”

”For hvad?” Jeg ser undrende på ham. Det er jo ikke hans skyld at Aiden er en dæmon, eller at jeg er håbløs. Han kunne have trænet mig noget før, men jeg tror ærligt talt ikke at det ville have gjort den store forskel.

”At jeg ikke kunne beskytte dig.” Han ser mig atter i øjnene, og jeg kan se hvor meget hele situationen piner ham.

”Det er ikke din skyld. Jeg er heksen her, og hvis nogen skulle beskytte nogen, så burde det være mig der passede på dig.”

”Jeg er ældre end dig, og du er ikke myndig, så jeg har ansvaret.” Han forsøger at sige det med stor overbevisning i stemmen, men jeg hopper ikke på det.

Det vil altid være mig der skal passe på ham. Sådan er det bare.

”Er min kørestol egentlig kommet?” spørger jeg efter lang tids tavshed.

”Ja.” Han løfter mig op i den og jeg forsvinder ind på mit værelse.

Døren smækker bag mig og igen mærker jeg hvordan det trykker for brystet. Jeg kan hverken græde eller grine. Kan ikke trække vejret.

Det er som om jeg intet kan andet end at krølle mig sammen og lade tårerne vælte frem. Jeg ved ikke længere hvad jeg skal gøre.

Hvis Michael ikke var dukket op, var det her aldrig sket. Aiden og jeg kunne have været sammen endnu.

Mine hænder knyttes så hårdt at knoerne bliver helt hvide, og jeg giver først slip da det begynder at tordne igen.

Aiden og jeg har bygget vores forhold på tillid, og det har været vigtigt for os begge, at vi har kunnet tage tingene i vores eget tempo. Han skulle nok have fortalt mig sandheden når han var klar.

Men det er ligegyldigt nu.

Regnen slår hårdt mod ruden, og først her letter trykket langsomt.

Det er lettere at lade følelserne komme ud gennem mine evner.

Da jeg igen kan få luft, retter jeg mig op, og finder straks Skyggernes Bog. Nu skal det være slut! Jeg vil ikke have flere overraskelser, og jeg vil aldrig se Aiden og Michael i det her hus igen.

Bogen åbner af sig selv da jeg lægger den på bordet. BESKYTTELSE står der øverst på siden. Jeg begynder at læse:

 

Med denne besværgelse kan du forhindre nogen i at komme ind. Det kan være praktisk når du besøger nogen på den anden side, eller hvis du vil forhindre bestemte væsner i at komme ind i dit hus.

For at kunne lave denne besværgelse kræver det et tændt stearinlys og disse ord: Peduri surax tempoxia.

Det er vigtigt at du virkelig ønsker det, og at du er meget præcis i forhold til hvor meget der skal beskyttes, da besværgelsen ellers vil slå fejl.

For at ophæve beskyttelsen, skal du bare give tilladelse til at folk kan komme ind.

 

Jeg åbner skuffen ved skrivebordet og graver så lidt rundt for til sidst at finde et lys, eller i hvert fald resterne af et. Jeg finder også en æske tændstikker og tænder så lyset.

Flammen vokser sig langsomt større og da den ser ud til at tage fat, sætter jeg stearinlyset på bordet ved siden af Skyggernes Bog.

”Peduri surax tempoxia,” siger jeg stille, mens jeg fokuserer på husets energier, men der sker ikke noget.

Hvad laver du? Mitchell afbryder min koncentration.

Sørger for at Aiden, hans familie, Michael og alle andre med evner aldrig kommer ind uden min tilladelse.

Er du klar over hvor meget det kræver at udføre en sådan besværgelse? Han lyder som om han ikke tror, jeg kan.

Jeg ved godt hvordan man gør, vrisser jeg af ham og prøver så igen. Denne gang med mere kraft i stemmen: ”Peduri surax tempoxia!”

En varme strømmer gennem min krop, trykket fra mit bryst forsvinder, og jeg ved med det samme, at det virker.

Tilfreds lukker jeg bogen og puster lyset ud. Nu er der ingen der kommer ind.

Hvor var du egentlig, da jeg havde brug for dig? Jeg giver mig til at stirre ud gennem vinduet, og ser hvordan skyerne langsomt er på vej væk.

Jeg var der, men jeg kunne ikke komme igennem. Jeg var hele tiden hos dig, du kunne bare ikke høre mig. Det må have været fuldmånen, der har forstyrret signalet. Han holder en kort pause, inden han fortsætter: Hvem tror du, fortalte Nathan hvor du var?

Men hvorfor kom du ikke bare selv?

Det er stadig ikke sikkert at vise mig.

Du er godt nok en køn Beskytter, hva’? Bange for farer. Jeg ryster opgivende på hovedet og lukker ham så ude.

Lige nu har jeg mest af alt lyst til at gemme mig væk og aldrig mere bruge mine evner. De gør alligevel ingen gavn, og så længe besværgelsen holder, er der heller ikke noget at frygte.

Jeg skal bare blive i huset.

”Hvad laver du?” Nathan banker på døren og stikker hovedet ind.

”Sørger for at Aiden aldrig kommer ind.”

”Hvordan går det med det?”

”Det går fint.” Jeg ser på ham med et træt blik.

Den besværgelse har åbenbart taget en del på mine kræfter.

”Okay.” Han lyder ikke overrasket over at jeg sidder og kaster besværgelser på huset. Som om det er lige så normalt som at trække vejret. ”Men jeg ville egentlig bare sige at der er frokost.”

 

Ingen af os taler. Sidder bare og passer vores egne tanker. Hvad skulle vi også snakke om? At jeg er en ynkelig heks, at min ex er en dæmon, som jeg var dum nok til at stole på, og Michael der er … ja, hvad end han så er?

Ikke rigtigt.

Jeg hjælper med at tage af bordet på gode gammeldags manerer. Ingen evner. De er pakket langt væk og bliver kun fundet frem hvis det er livsnødvendigt.

Jeg er ikke deres heks.

Mor er garanteret skuffet, men jeg håber alligevel at hun vil forstå det. Jeg kan ikke være den store, stærke heks der skal bekæmpe ondskaben og beskytte de almindelige, uvidende mennesker. Det ender bare med at jeg tager livet af en uskyldig.

Jeg må være en almindelig pige for at passe på dem omkring mig. Det er den eneste måde at gøre det på.

”Jeg åbner.” Det banker på døren og Nathan går hen for at åbne.

Jeg bliver i køkkenet og sætter det sidste i opvaskemaskinen. Lytter ikke engang til hvem det er. Det er lige meget. Uvelkomne kan alligevel ikke komme ind.

”… komme ind?” hører jeg alligevel en pigestemme sige, da jeg har sat den sidste tallerken i.

”Hun virker ikke just i humør til andre mennesker lige nu.”

”Hun har brug for en pige, Nathan. Kærestesorger er ikke noget man bare snakker med sin bror om, ikke noget personligt men sådan er det at være pige.”

”Du ved da godt at det ikke er almindelige kærestesorger. Det er noget andet at finde ud af at ens kæreste er dæmon - specielt når det er en Viux. Du ved hvordan de påvirker.” Han lyder irriteret.

Jeg kører tættere mod køkkendøren, så jeg bedre kan høre dem.

”Scarlett er først og fremmest en pige med følelser, og derfor skal hun også behandles som en.” Stemmen lyder som Ashleys, og da jeg kører længere frem kan jeg også se hendes pink striber.

Hun har endnu ikke fået øje på mig, så jeg skynder mig at trække mig tilbage.

”Men hun er også en kraftfuld heks, og hendes evner kan ødelægge en hel by hvis hun lader følelserne tage over.” Nathan forsøger at lyde overbevisende.

”Netop. Og derfor er det vigtigt at hun ikke er alene med dem. De vil fortære hende og så kan jeg garantere dig for at det vil ende i død.”

Tårerne triller og jeg tager hånden for munden for ikke at bryde ud i højlydt gråd. Ashley har ret i at det ikke er noget man snakker med sin bror om, og at jeg ikke kan være alene med følelserne.

”Det eneste problem er at jeg kan ikke komme igennem hendes skjold. Hun har lavet det meget stærkt.”

”Fordi hun er såret. Hendes evner afhænger af hendes følelser.” Han sænker stemmen. ”Hun lukker ikke nogen ind.”

Jeg kører frem svedige hænder, og da Ashley ser mig i øjnene nikker jeg monotont og hun løber straks ind.

Ashley lægger en arm om mig, og sammen begiver vi os ind på mit værelse.

Døren smækker med et brag, og jeg mærker hvordan smerten kommer væltende ind over mig. Det trykker for brystet og min mave slår knuder.

”Jeg … kan ikke,” hulker jeg og krøller mig sammen.

”Det er okay, Scarlett. Ud med det.” Hun hiver mig ind til sig og kører roligt hånden op og ned på min ryg.

Jeg har lyst til at skrige og kaste med alting. Har lyst til at samle alle mine evner og gøre en ende på dette helvede. Så kan de da bruges på noget nyttigt for en gangs skyld. Og der vil ikke være noget ”bagefter”, så konsekvenserne behøver jeg ikke at være bange for.

”Få det til at holde op!” skriger jeg og presser hænderne mod mit bryst. ”Det gør ondt.”

”Jeg ved det, Scarlett.” Hun holder stadig om mig. ”Det gør sådan noget, men du må ikke lade ham vinde. Du er stærk. Lad det ikke styre dig.” Det ender galt.

”Du er bange for mine evner?” spørger jeg og trækker mig tilbage, da jeg igen kan trække vejret. Jeg tørrer tårerne væk med bagsiden af hånden.

”Ja,” svarer hun uden at tøve. ”Du er stærkere end du tror.” Hun glider ned på kanten af min seng.

Jeg flytter blikket rundt og undgår øjenkontakt. Det her er ikke virkeligt. Det kan det ikke være. Kærestesorger gør ikke ondt på den måde.

”Det er heller ikke en normal verden du lever i,” svarer hun som om at jeg igen har tænkt højt. ”Og du har været uheldig.”

”Hvad mener du?” Det har sgu da intet med uheld at gøre.

”Det gør ondt at falde for de forkerte, men at falde for en Viux gør det ikke bedre. Det har udløst dine evner i langt højere grad end det var meningen.” Hun tager fat i min hånd og smiler forsigtigt. ”Men hvis det kan hjælpe på humøret, så synes jeg, at du har klaret det rigtig godt alt taget i betragtning.”

”Det synes jeg ikke.”

”Jeg lover dig, at det bliver bedre.”

Man skal være idiot for at tro at det bliver godt igen. Ingen kan ændre på det faktum at jeg er en håbløs heks der er tvunget til at se min dæmoniske ex hver eneste dag i skolen. Og Michael slipper jeg heller ikke for. Så medmindre vi flytter til en ny by, måske endda et andet land, så bliver det aldrig godt.

”Hvorfor advarede du mig egentlig ikke?” Jeg tørrer de sidste tårer væk og ser på hende med røde øjne.

”Om hvad?”

”Du har jo tydeligvis aldrig kunnet lide Aid…” Min stemme knækker, men jeg kæmper alligevel for at fuldføre sætningen: ”… Aiden. Hvis du vidste at han var en dæmon, hvorfor sagde du så ikke noget?”

”Ville du have troet på det?” Hun ser spørgende på mig.

Okay, indrømmet, jeg ville ikke have troet på det. Aiden kunne ikke være ond. Eller det kunne han så godt, men jeg ville aldrig have troet det uden beviser. I stedet ville jeg være blevet ekstremt paranoid, og det havde næppe været bedre.

”Sikkert ikke,” mumler jeg til sidst.

”Desuden er vi magiske væsner bundet af en pokkers masse regler. De Gyldne Fem. Dem må du næsten have læst.” Hun retter sig let op. ”Tro mig, hvis jeg ikke var bundet af de forbandede regler, så havde jeg fortalt det for længe siden.”

Jeg kan udmærket godt huske De Gyldne Fem, og jeg kan hurtigt komme i tanke om flere brud hun er indblandet i.

”Det har du jo ikke overholdt tidligere, så hvorfor nu?” spørger jeg og giver mig til at pille ved halskæden for ikke at komme til at smide noget efter hende.

”Konsekvenserne af at komme på tværs af Aiden og hans familie er der ingen der ønsker,” svarer hun og jeg mærker hvordan hendes energier bliver mere flyvske.

”Hvad snakker du om?”

”Den samtale tager vi når dine evner er faldet til ro.”

”Alle de hemmeligheder driver mig til vanvid,” hvæser jeg sammenbidt. ”Jeg vil ikke mere. Jeg vil kun have sandheden.”

”Den er lige for næsen af dig.” Ashley retter blikket mod Skyggernes Bog, og jeg ser uforstående på hende.

”Min bog?”

”Både i den men også i dit hjerte finder du svaret.” Hun slår let ud med hænderne. ”Du lever i en verden af magi, og den lever i dig - du skal bare lukke den ind.”

”Jeg kan ikke,” beklager jeg mig.

”Selvfølgelig kan du det. Du er Scarlett Whitefeather - den mest kraftfulde heks verden har set.”

”Har du mødt mig? Jeg kan knap nok trække vejret uden at gøre noget forkert.”

”Det passer ikke, det ved du også godt.”

”Jeg kan ikke, Ashley,” siger jeg en smule hårdere. ”Jeg er færdig med at være heks.”

”Hvad kalder du så skjoldet?”

”Beskyttelse.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...