Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61815Visninger
AA

38. Kapitel 36 - Supermånens magt

Nogle gange ville det altså være rart at have sin egen bil. Specielt når ens kæreste er vært og derfor ikke kan hente en, hvilket betyder at jeg skal finde en anden at køre med. Jeg kunne også bare have valgt at køre i min stol, hvis det altså ikke var fordi vejrudsigten meldte om regn.

Nathan er ikke hjemme, så han kan ikke køre, og Lauren har ikke plads til min stol i sin bil, så jeg må nøjes med Ashley. Det er ikke med min gode vilje, men det er enten det eller risikere at ligne en druknet mus, når jeg engang når frem.

Heldigvis for mig har Ashley sagt at hun ikke har tid til at komme før vi skal køre.

Jeg er stadig iført nattøj, for så klodset som jeg er, så er det ikke smart at tage kjolen på før jeg skal af sted. Til mormors 80 års fødselsdag forrige år havde jeg taget kjolen på fra morgenen, og præcis en time senere var den i hvert fald ikke hvid længere.

Er du klar til i aften? Mitchells stemme trænger klart igennem.

Det tror jeg. Er bare spændt på om Joshua kan lade mig være. Jeg finder en kop og noget kakao frem, og denne gang udelukkende med mine evner. De har brug for at blive luftet lidt.

Ja, jeg har godt hørt hvordan det gik sidste gang. Han holder en pause men fortsætter så: Men jeg er sikker på at Aiden har snakket med ham.

Et øjeblik lyder det som om at han faktisk ikke har noget imod Aiden længere, men det kan vidst ikke være rigtigt.

Hvordan kan du være sikker på det? Jeg sætter koppen i mikroovnen og tænder.

Var det ikke det han lovede dig?

Jo.

Så tror jeg også godt du kan regne med at han har gjort det.

Jeg kan næsten ikke tro mine egne ører. Forsvarede han lige Aiden?

Så du stoler faktisk på ham? Jeg tager kakaoen med ind på værelset og kommer til at smække med døren.

Jeg vil ikke sige at jeg stoler på ham, men du har valgt at stole på ham, så jeg accepterer dit valg. Og desuden er jeg altid i nærheden, så hvis der skulle ske noget, er jeg ikke længere end et kald væk.

Fair nok. Og tak. Endnu en der accepterer mit valg.

Det jeg frygter mest ved at skulle køre med Ashley, er at hun pludselig beslutter sig for at køre mig et helt andet sted hen. Det kunne hun godt finde på.

Jeg åbner vinduet og giver mig til bare at lytte. Der er ingen stemmer i mit hoved, så alle andre lyde er mere tydelige.

Fuglene kvidrer let og vinden får træernes blade til at spille naturens melodi. Jeg lukker øjnene og lader alle sanserne tage over.

Duften af nyslået græs hænger i luften, og en fjern duft af grill glider også forbi. Den får mine tænder til at løbe i vand og maven til at rumle.

Jeg tømmer min kop og prøver så for sjovs skyld at manifesterer den ud i køkkenet. Det kan simpelthen ikke passe at jeg ikke kan finde ud af det.

Da jeg igen åbner øjnene er koppen forsvundet, så jeg skynder mig ud i køkkenet for at se om den er ved siden af køkkenvasken som jeg bad den om.

Den er der ikke, men jeg går ikke i panik, for jeg ved, at den er her. Jeg kan mærke den. Spørgsmålet er bare hvor?

Jeg lader blikket glide rundt og forsøger at finde dens energier. Den er ikke at se nogen steder, så jeg tager en runde og mærker efter et tegn.

Da jeg nærmer mig køleskabet er det som en magnet der trækker i mig. Jeg åbner køleskabet, og ganske rigtigt står koppen lige midt i.

Jeg tager den ud og sætter den i opvaskemaskinen.

Du er ved at have styr på det. Mitchell lyder oprigtigt begejstret.

Den hører ikke til i køleskabet, beklager jeg mig og kører tilbage til mit værelse, hvor jeg begynder at finde tingene til festen frem.

Nej, men du flyttede den med dine egne evner. Desuden har du kun prøvet det et par gange, så jeg synes egentlig at du gør det godt.

Et smil breder sig på mine læber og min egen indre stemme giver ham ret. Selvfølgelig kan jeg.

Er du sød ikke at kigge på mig, mens jeg tager kjolen på? spørger jeg og ved ikke hvor jeg skal kigge hen.

Hans ”Jeg er her skam. Du kan bare ikke se mig,” tale fra en af de første dage, hænger stadig fast i mig. Det er så forkert.

Jeg trækker i den mørkeblå kjole Lauren meget nøje har udvalgt til mig. Stroppen over den ene skulder sidder perfekt, og kjolen går mig til lidt under knæene. Den sidder tæt over brystet og fra taljen og ned er den løs og falder i flotte bølger.

Sølvskoene, som Lauren også har købt til lejligheden, har jeg også fundet frem. Det virker en smule overdrevet, men jeg ved også godt at det bare er mig. Lauren har valgt det her outfit, og hvis nogen har styr på sådan noget, så må det være hende.

Jeg placerer skoene på gulvet lige foran mig, og med begge hænder løfter jeg et ben ad gangen så jeg kan få fødderne til at glide ned i skoene. Jeg lukker dem med min telekinese.

Det ville være nemmere hvis man bare kunne trylle tingene på.

Jeg ser mig i spejlet og lægger en let makeup bestående af en varm, brun øjenskygge og min mascara. Håret bliver redt hurtigt igennem og derefter sat op i en løs knold, dog stadig med et par let krøllede totter hængende ved mit ansigt.

Jeg piller elastikken ud igen og lader håret hænge løst. Det andet er ikke mig.

Piger og deres udseende. Mitchell ler og jeg kan næsten se for mig hvordan han står og ryster på hovedet.

Drenge og deres …

Vores hvad?

Jeres alt for store ører.

Du kan bare lade være med at tænke så højt.

Jeg ryster opgivende på hovedet, mens et lille smil sniger sig frem. Han er ikke nem at diskutere med, og lige i dag får han lov til at vinde. Men kun i dag.

Igen kigger jeg i spejlet og retter let min halskæde. Den passer perfekt til kjolen. Farven er dybhavsblå og minder mig om nattehimlen.

Mor ville have elsket det, og jeg håber at hun kan se mig fra hvor end hun er.

Jeg finder et par sølvøreringe frem og sætter dem i. Det forestiller stjerner der hænger i forskellige længder.

En vind får mit hår til at flyve let hen foran mit ansigt, og jeg kommer i tanke om at vinduet står åbent.

Jeg lukker vinduet og retter håret en sidste gang.

Der er stadig et kvarter til Ashley henter mig, så jeg beslutter mig for at sætte mig hen til skrivebordet med Skyggernes Bog. Det er noget tid siden jeg sidst har læst i den.

Med en blid bevægelse åbner jeg bogen på første side.

Jeg vil altid se efter dig, står der nederst på siden, og lige der ved jeg at det er rigtigt. Hun er her.

En bil dytter og hiver mig tilbage til virkeligheden. Det må være Ashley.

Jeg lukker bogen og idet jeg flytter hånden åbnes den igen med et brag. Forskrækket ser jeg på siden. ’VIUX’ står der med store bogstaver.

Var det ikke det Ashley kaldte dæmonerne?

Jeg lader blikket glide ned over siden. Ord som blod, energikugler, ond og død, er det første der springer i øjnene på mig.

Viux er navnet på verdens ældste dæmoner … begynder jeg at læse lavmælt for mig selv.

Ashley dytter igen.

Gud hvor er hun dog utålmodig.

Jeg lukker bogen og forlader huset. Det må vente til jeg kommer hjem. Jeg må ikke komme for sent til festen, og selvom jeg er nysgerrig efter hvad bogen vil fortælle mig, så kommer Aiden altså i første række i aften.

                

Aiden står allerede klar til at hjælpe mig ud af bilen, da Ashley slukker for motoren.

Hun smækker med bildøren, og forsøger at holde afstand. Ikke engang i to sekunder kan hun være glad på mine vegne.

”Du ser formidabel ud i aften.” Aiden retter sig op efter at have hjulpet mig ned i stolen.

”Du ser nu også selv ret godt ud,” siger jeg og smiler.

Han er iført en sort skjorte, et par mørke cowboybukser og i dagens anledning en ny læderjakke der går ham til hofterne.

Det er underligt at se ham uden sin sædvanlige frakke, men det klæder ham.

Jeg tror ærligt talt at han kan bære det hele. Han er jo pæn uanset hvad. Om han så tog klovnekostume på, så ville han stadig være lækker.

”Kan jeg byde på en velkomstdrink?” Vi bevæger os hen mod trapperne. Folk har samlet sig udenfor, og venter på at deres partnere kommer.

Indenfor er festen godt i gang, og i mængden får jeg også øje på Lauren og Tobias. Han ligner slet ikke sig selv, og jeg har faktisk ondt af ham.

”Jeg er ikke sikker på, at det er nogen god idé,” svarer jeg og trækker let på skuldrene. ”Mig og alkohol er en virkelig dårlig kombination. Folk kunne komme til skade.”

”Så er det nok bedst at du forbliver ædru.” Han lægger armen om mig. ”Vil du med ind?”

”Gerne.”

Da jeg ser mod trappen er jeg nødt til at blinke en ekstra gang.

I den ene side ligger der nu en lang, mørk rampe så jeg bare kan køre op uden besvær.

”Hvis nogen spørger, så har jeg købt den.” Han giver mig et skub op.

”Okay.”

Inde i gangen hænger der lys over alt. I dag er det bare ikke levende lys, men i stedet lyskæder der pryder husets rum. Det er nok meget godt, for ild og fordrukne teenagere kan kun ende galt.

Vi bevæger os ind i stuen og straks bliver jeg overfaldet af Alexis.

”Hvor er det godt at se dig igen.” Hun slår armene om mig.

”I lige måde,” siger jeg med den sidste luft hun endnu ikke har klemt ud af mig.

”Jeg skal lige ud og se efter Joshua, men jeg håber at du vil få en fabelagtig aften,” Hun er allerede på vej videre, så jeg når ikke at svare.

Her er ikke så mange mennesker som det så ud til udefra. Det er selvfølgelig også begrænset hvor mange her er plads til, men sommetider kan man blive overrasket over hvor meget man kan masse sig sammen.

Lauren og Tobias står over ved bøgerne, hvor det ser ud som om hun er ved at få ros over Tobias’ forvandling. Jeg fatter ikke at han gider.

Hvorfor sagde jeg ja? Det er hans tanker jeg kan høre. Hun lægger jo ikke engang mærke til mig.

”Dig har jeg vidst ikke hilst på.” En mand står pludselig foran mig og giver mig et chok.

Det er derfor jeg ikke skal bruge mine evner. Jeg glemmer virkeligheden.

”Mit navn er Scarlett,” siger jeg og rækker hånden frem.

”Caleb.”

Selvfølgelig. Aidens far.

Han tager min hånd og en brændende fornemmelse sendes gennem min arm. Jeg kæmper for at skjule det, og da han giver slip forsvinder det.

”Du må være ny her.” Han står meget ret, og jeg kan af en eller anden grund ikke læse hans energier, så jeg ved ikke hvad han mener om mig.

”Ja, det er jeg.”

Hans øjne skræmmer mig, så jeg forsøger ikke at kigge for længe.

”Jamen velkommen til, og du må have mig undskyldt, jeg skal lige snakke med min kone.” Og så vender han rundt og går mod køkkenet.

Jeg ånder lettet op da han er ude af syne. Han virkede ikke hadsk som Joshua, men alligevel var der noget uhyggeligt ved ham.

”Min far er en mand af få ord.” Aiden lægger igen en arm om mig, og jeg mærker straks den betryggende varm.

”Og det er ikke bare fordi han ikke kan lide mig?”

”Nej. Bare giv det tid, så skal han nok åbne op.” Han glider ned på sofaen og rækker ud efter en sodavand. ”Skal du også have?”

”Ja tak.”

Han rækker mig en almindelig cola.

Efterhånden kommer der flere mennesker og festlighederne tager til. Alkoholen er blevet indtaget i mængder der umuligt kan være sundt, og nogle er begyndt at danse. Resten står samlet i klaser og snakker bare. Jeg kan ikke længere hører hvad de hver især snakker om, eller tænker, for der er alt for mange, så jeg har i stedet lukket alt ude.

Aiden og jeg sidder bare her og morer os hver gang nogen er ved at skvatte over deres egne fødder. Det er simpelthen så underholdende.

Fordelen ved at sidde i kørestol er, at sådan noget aldrig kommer til at ske for mig. Det er nok egentlig også det eneste der er fedt ved det.

”Scarlett!” Lauren har fået øje på mig og er nu på vej gennem mængden. ”Du ser fantastisk ud!” Hendes stemme knækker som har hun råbt hele dagen.

”Tak,” svarer jeg bare.

Hun lugter langt væk af alkohol, og det kan umuligt kun være fra de få timer vi har været her.

Efter hun gentagne gange har forsøgt at smigrer sig ind på Aiden, som åbenbart er mere tiltrækkende med alkohol i blodet, vælger hun at vælte videre.

Tobias har hun efterladt i et hjørne for sig selv.

Senere på aftenen kommer der for alvor gang i festen, og folk danser som har de aldrig gjort andet. Nogle hopper livligt rundt mellem hinanden, mens andre slutter sig til de mere rolige danse.

”Må jeg få denne dans?” Aiden rejser sig fra sofaen og rækker en hånd frem mod mig, da en sang med blide toner bliver sat på.

”Jeg kan jo ikke,” svarer jeg og ser undskyldende på ham. Igen minder han mig om at jeg ikke er som alle andre. ”Det der med at have hjul, du ved.”

Det minder mig om festen hos Lauren. At danse i en kørestol fungerer ikke.

”Stoler du på mig?” Han rækker hånden frem på ny og forventer at jeg tager den denne gang.

”Selvfølgelig, men hvad har det med sagen at gøre?”

Han læner sig frem, lægger armene om mig og hiver mig ubesværet op at stå. Det giver et sus i maven, og jeg er tæt på at skrige. Ikke højt, ikke af frygt. Bare forskrækket.

”Er du klar?” Han flytter forsigtigt hænderne længere ned mod min lænd.

”Men hvordan?” Jeg ser forvirret på ham. Hvordan i alverden vil han bære sig ad med at danse, når jeg absolut ingen kontrol har over mine ben? Det kan jo ikke lade sig gøre.

Han bevæger sig let til musikkens toner. Jeg har begge arme låst om hans nakke af frygt for at han pludselig taber mig, men efterhånden som melodien trænger igennem lyden af mit hjerte, giver jeg slip. Jeg lægger hænderne blidt om hans nakke og lader et øjeblik mine øjne finde vej mod gulvet. Mine fødder står oven på hans og hver en bevægelse laver de sammen til perfektion.

”Hvordan er det muligt?” hvisker jeg, da mit blik møder hans.

”Endnu et af mine talenter.” Han svinger en omgang rundt og det giver et sus i min mave.

”Er der noget du ikke kan?”

”Masser.” Han lægger læberne tæt ned til mit øre og hvisker: ”Men lad os gemme den snak til senere.”

Jeg læner mit hoved mod hans bryst og lyden af hans hjerte får mig til at slappe af og bare eksistere i nuet.

Da den næste sang bliver sat på fortsætter vi dansen, og denne gang siger jeg ham ikke imod.

Indimellem mødes vores læber i et intenst kys, og hver eneste gang kan jeg mærke en brændende varme skyde gennem min krop. Det gør mere ondt end det plejer, men jeg overbeviser mig selv om, at det bare er mine evner der reagerer voldsommere fordi det er fuldmåne, supermåne.

Efter dansen bærer han mig tilbage til kørestolen. Jeg kunne ellers godt have vænnet mig til det. Bare danse natten lang med Aiden.

Kort efter at vi er vendt tilbage til sofaen, får jeg øje på Joshua, der kommer gående fra køkkenet. Jeg kan ikke lade være med at stirre, for han ligner ikke sig selv. Eller jo, hans udseende er det samme, og hans energier skriger langt væk af afsky, men han smiler. Selv hans øjne har liv.

”Bare rolig, jeg har snakket med ham.” Aiden tager min hånd. Han må kunne fornemme min frygt.

”Hans energier siger noget andet,” siger jeg lavmælt.

”Scarlett. Aiden,” kommer det monotont fra Joshua, da han går forbi os og fortsætter ud ad døren.

”I det mindste var hans mund ikke grov.” Jeg ånder lettet op og skæver let til Aiden.

”Jeg sagde jo, at jeg havde snakket med ham.”

Kort efter midnat er mængden af mennesker halveret, og tilbage er kun dem der i forvejen fester hver weekend. Ashley er her dog stadig, men det er kun på grund af hendes mistro til Aiden.

Alexis har jeg ikke set meget til, men hun må da være her et eller andet sted. Ikke fordi jeg har noget at snakke med hende om, men jeg kunne godt bruge nogle flere positive energier lige nu. Joshuas negativitet hænger stadig fast.

”Hvad siger du til at vi smutter?” hvisker Aiden i mit øre.

”Hvorhen?”

”Vent og se.”

 

”Hold øjnene lukkede indtil jeg siger, at du må åbne dem,” siger Aiden og tager om håndtagene på min kørestol.

Vinden suser omkring os mens vi bevæger os fremad. Det er som om den prøver at fortælle mig noget, men jeg kan ikke tyde den.

Vi stopper op, og jeg mærker hvordan lette, kølige regndråber lander på min hud.

”Du må gerne åbne øjnene.” Hans varme stemme afbryder mine tanker.

”Wow,” er det eneste jeg kan sige.

Vi befinder os på en bakke med fantastisk udsigt til månen der nu er hel. Bag os er en masse træer og i det fjerne kan jeg stadig høre musikken fra hans fest.

”Jeg har nu holdt mit løfte til dig.” Han kommer op på siden af mig og lægger en arm om mine bare skuldre. ”At se fuldmånen sammen.”

”Tak.” Jeg trækker ham ned til mig og kysser ham.

Det føles som om jeg næsten kan røre månen. Den er så tæt på og alligevel så langt væk. Jeg vil aldrig nogensinde komme til at nå den, men den vil altid kunne nå mig. Dens energier rækker ud efter mig, og jeg skal bare tage imod.

En tung, sort sky trækker langsomt over himlen og bevæger sig ind foran månen og afbryder forbindelsen.

”Nu skal jeg.” Aiden har sat sig på hug og rækker nu en hånd frem med håndfladen mod himlen. Med et vender vinden og på ingen tid er himlen skyfri.

”Du har virkelig styr på det der,” siger jeg og læner hovedet mod hans skulder.

”Jeg har øvet mig.”

Vi sidder længe med blikket mod himlen. Jeg kan mærke energierne som varme stråler i hele min krop, og uden at tænke over det får jeg træernes blade til at spille i vinden.

”Undskyld.” Jeg trækker hænderne ind til mig.

”Du skal ikke undskylde. Her er ingen.” Han kærtegner min kind mens han længe sidder og ser undersøgende på mig.

Igen rækker han hånden frem og denne gang manifesterer han en rose. Det er efterhånden noget tid siden jeg sidst har set sådan en.

Jeg sætter den op til næsen og indånder dens søde duft. Ligesom den første rose han gav mig, minder den mig om mor og roserne hjemme fra haven i Penta.

Hvis bare hun også var her, så ville alt være perfekt.

”Skal vi ikke bare blive her for evigt?” Jeg har stadig blikket rettet frem.

”Det er nok ikke nogen god idé.” Han smiler, nærmest griner, som om jeg har sagt noget morsomt. ”Men vi kan blive her i nat hvis du har lyst?”

”Behøver du spørge?” Jeg skæver til ham.

 

Jeg lægger armene om mig selv, mens jeg forsøger at gnubbe noget varme i kroppen. Det var dumt ikke at tage en jakke med.

”Hvad er det jeg har sagt om at sige til når du fryser? Jeg vil ikke have at du bliver syg,” siger Aiden og tager om mig, for at løfte mig op til sig.

”Jeg føler mig besværlig,” svarer jeg og kigger væk.

”Stop med det,” beordrer han og sætter sig på jorden og mig ved sin side. ”Du er alt andet end besværlig, Scarlett. Jeg vil gøre alt for dig, det ved du også godt.”

Jeg giver mig selv lov til at putte mig ind til ham. Hans varme omfavner mig og jeg lukker øjnene for at mærke det helt. Hvad skulle jeg gøre uden ham?

”Hjælper det?” spørger han, mens han aer mig på armen.

”Lidt,” svarer jeg denne gang med mere varme i stemmen.

Jeg vil ikke have at han skal slippe mig. Aldrig nogensinde. Vi skal bare sidde her og se himlens uendelige liv, mens vi nyder hinandens nærvær.

I det mindste bare i nat.

Han kysser mig på panden.

”Vi må hellere sørge for at du får varmen helt,” hvisker han og vender sig mod mig.

Han har en hånd på min ryg og den anden til at støtte mod jorden. Mit hjerte er nær ved at springe ud, da hans læber møder mine.

Jeg mærker græsset kilde min bare hud. Aiden ligger ovenpå mig og slipper på intet tidspunkt mine læber.

Varmen brænder igen i hele min krop, men jeg stopper ham ikke. Jeg må bare lære at leve med det, for det er ham jeg skal være sammen med resten af livet. Den ene ting får mine evner ikke lov til at ødelægge.

Jeg kan stadig smage hans salte læber, da han kysser mig på halsen og videre ned mod kravebenet. En fjern del i min hjerne bemærker hvordan han nøje undgår at røre vedhænget i min halskæde, men jeg vifter hurtigt tanken væk. Han er ikke farlig. Ikke min Aiden.

”Jeg …”

”Shh,” afbryder han og løfter hovedet for at se ind mellem træerne.

Aiden hiver mig op i kørestolen med en sådan fart at verden et øjeblik snurrer rundt. Da jeg får synet tilbage ser jeg Aiden stå foran mig som en statue.

”Kan du høre det?” Han peger mod skoven, og nu han siger det, så kan jeg faktisk høre noget.

Vinden rusker i træerne og jeg mærker hvordan jorden ryster. Det bevæger sig hastigt nærmere, og da jeg får øje på en skikkelse, ved jeg at det ikke er mine evner der er gået amok.

Hvad sker der? Jeg kører tættere på Aiden og af ren refleks griber jeg ud efter ham, men bliver nødt til at give slip da hans hud brænder.

”Scarlett, du bliver bag mig,” kommanderer han.

”Nej.”

Jeg kører frem og rækker den ene hånd frem for at lave et skjold, ligesom den dag Ashley og jeg blev angrebet. Vi må kunne gøre noget.

”Jeg vil ikke have at der sker dig noget.”

Han rækker også hånden frem for at blokere for skikkelsen, men den kommer stadig nærmere. Det samme gør uvejret.

”Giv mig din hånd!” råber jeg.

”Det er for farligt!”

”Nu, Aiden!”

I det samme hans hånd lukkes om min, mærker jeg hvordan hans energi flyder gennem mig og hvordan skjoldet bliver stærkere. Det bevæger sig længere og længere ud, men ikke uden modstand.

Til sidst er modstanden så stor at jeg ikke længere kan holde den ud. Det er som at løbe ind i en mur med strakte arme.

Jeg slipper Aiden, og uvejret vælter ind over os.

Skikkelsen kommer tættere på, og da en månestråle rammer hans grønne øjne og får dem til at lyse som katteøjne i mørke, bliver luften slået ud af mig.

Michael?

Spørgsmålene vælter rundt i mit indre, som blade og jord hvirvler omkring os.

Et øjeblik overvejer jeg at flygte og lade som om at jeg aldrig har været her, men da jeg ud af øjenkrogen ser noget blåt lys blive kastet mod Michael, reagerer jeg straks. Jeg ændrer dets retning og den rammer i stedet et træ.

Jeg retter blikket mod Aiden, og da jeg ser endnu en blå kugle i hans hånd, taber jeg den sidste smule luft der er tilbage i lungerne.

”Du …” Mit blik flakker mellem hans øjne og hans hånd.

Han ser forskrækket ned og vifter så kuglen væk.

”Jeg kan forklare,” siger Aiden og træder tættere på og jeg giver mig til at bakke.

”Lad mig være,” svarer jeg og synker.

”Du hørte hende. Skrid,” knurrer Michael og går tættere på mig.

”Jeg …” Det kører rundt i mit hoved. Aiden er … og Michael? Nej, det kan ikke passe. Det … De havde ret.

”Kom, Scarlett.” Michael rækker hånden frem.

”I holder jer … væk,” siger jeg bakker væk fra Michael.

”Jeg er ikke en dæmon,” kommer det fra ham.

”I holder jer væk,” gentager jeg.

”Scarlett, hør på mig,” prøver Aiden og holder hænderne så jeg kan se dem.

”Lad hende nu være,” afbryder Michael. ”Hun vil tydeligvis ikke have noget med dig at gøre.”

”Bland dig uden om,” hvæser Aiden og vender sig så mod mig og fortsætter i en blidere tone: ”Scarlett, det var ikke meningen at det skulle ske sådan her.”

Tårer brænder sig ned ad mine kinder og jeg mærker hvordan et tomt hul vokser i mig.

”Du er en Viux,” siger jeg grådkvalt. ”Jeg … jeg stolede på dig, fortalte dig mine følelser, viste dig mine evner.” Jeg kigger væk.

”Havde du spurgt mig, ville jeg have svaret ærligt.” Han manifesterer en rose som han rækker mig, men jeg sender den bare en tur gennem luften.

Jeg vil ikke have noget med den at gøre.

Flere tårer løber ned af mine kinder, men jeg er ligeglad med at de kan se det. De må hjertens gerne se hvor meget smerte de forårsager.

”Alle i min familie er Viux,” svarer han inden jeg har formuleret et sammenhængende spørgsmål. Han ser mig dybt i øjnene men han trænger ikke igennem. Jeg har allerede lukket ham ude.

”Scarlett, kom.” Michael rækker en hånd frem. ”Vi bør ikke være her længere.”

”Du skal overhovedet ikke fortælle mig, hvad jeg skal.” Jeg slår hans hånd væk og retter så opmærksomheden tilbage mod Aiden.

Jeg ville aldrig gøre dig noget. Stemmen der fra første dag prædikede om død, er nu tilbage, og jeg burde have vidst at den tilhørte ham.

”Så du har hele tiden været i mit hoved?” spørger jeg og mærker vinden tage til i styrke.

”Jeg er ikke en af dem, Scarlett.” Aiden træder helt tæt på og jeg lader være med at bakke. ”Uanset hvad du hørt af knap så pæne tanker, så har du vel også hørt hvor meget jeg har risikeret for at være sammen med dig?”

”Det var et ualmindeligt dumt valg.” Jeg og sender ham en tur mod jorden.

”Lad nu være.” Han rejser sig let som ingenting. ”Jeg elsker dig, Scarlett.”

”Du har aldrig elsket mig,” svarer jeg og strammer grebet om mine hjul.

Et lyn zigzagger hen over den ellers så fredelige himmel.

”Har jeg måske forsøgt at slå dig ihjel?”

Du kan jo nå det endnu.”

Endnu gang forsøger jeg at skubbe ham væk, men han blokerer angrebet let som ingenting.

”Jeg er langt stærkere end dig, Scarlett. Du kan kun smide rundt med mig, når jeg ikke blokerer for angreb.” Han kommer tættere på. ”Hvis jeg havde intentioner om at slå dig ihjel, så havde jeg allerede gjort det.”

”Så er det godt!” Michael træder imellem os.

”Du har allerede slået mig ihjel,” hvisker jeg med gråd i stemmen, for derefter at vende mig om og kører tilbage mod skoven.

”Hvad fanden laver du?” råber Aiden.

”Sørger for at hun forbliver i sikkerhed,” råber Michael.

”Hun har aldrig været i fare.”

Jeg stopper ikke op. Skal bare væk.

”… død.”

”… skæbnen.”

”Det er f…”

Jeg hører ikke mere.

Rødder stikker op over alt, og jeg har ingen anelse om hvor jeg befinder mig. Det var garanteret derfor at Aiden ikke ville have at jeg så det. Så jeg ikke kan finde tilbage.

Alle træerne ligner hinanden, og jeg fortsætter i blinde.

Jeg skubber mig frem og overser en trærod og hamrer direkte ind i den så jeg vælter og ryger ud af min kørestol.

Lugten af muld kravler op i min næse og jeg kan ikke flytte mig. Fanget i mørket mærker jeg tomheden indtage mig.

Hjælp, hulker jeg og lader mørket omslutte mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...