Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61851Visninger
AA

37. Kapitel 35 - I et forhold

”Du tænker for meget.” Aiden kommer op på siden af mig, og vi følger strømmen mod kantinen.

”Og du lytter for meget.” Jeg skæver til ham.

”Faktisk ikke. Du tænker bare usædvanligt højt.”

”Så brug ørepropper?”

”Som om det skulle hjælpe.” Han tager hånden op af sin lomme og lægger armen om mig, og sådan følges vi ind i kantinen.

Vi tager et af bordene tættest ved vinduet med udsigt til skoven. Ikke fordi den er særlig pæn, men siden jeg var hjemme hos Aiden, har jeg haft brug for konstant at være i nærheden af et element. At der så stadig er et vindue mellem skoven og mig, betyder ikke så meget. Jeg kan stadig føle energien.

De stearinlys må have vækket noget i mig, for jeg aldrig prøvet noget lignende. Det føles godt, så jeg er for første gang ikke bange for at det er farligt. Det ville måske bare være rart hvis jeg vidste hvad det betød.

”Bliver det i dag?” Aiden læner sig mod bordet, og ser afventende på mig. Jeg fornemmer samtidig at en masse blikke har fundet deres vej mod os.

”Undskyld, hva’?”

”Skal jeg tage noget med til dig?”

”Bare vælg et eller andet,” svarer jeg halvt fraværende.

Hans mundvig trækker op til et smil, og hans øjne er fyldt af liv. En side man sjældent ser her i skolen, men jeg skal vidst nødig snakke.

Da han går forbi mig, bøjer han sig let frem og kysser mig på kinden, og fortsætter så mod maden.

Langsomt går det op for mig hvad der er sket, og jeg kan næsten ikke tro det. Enspænderen Aiden har lige offentliggjort, at jeg er hans kæreste.

Folk har allerede vendt blikket tilbage mod deres eget bord, men ingen er vendt tilbage til deres oprindelige samtaleemne. Men specielt to stemmer når mine ører. Lauren og Ashley.

Endelig! Jeg vidste bare at det skulle være de to! Det overrasker mig ikke at hun er helt vild med at Aiden og jeg har fundet sammen. Hun har jo nærmest ikke snakket om andet siden jeg kom.

Ashleys tanker er derimod ikke i nærheden af at være glade. Det har de selvfølgelig aldrig været, men det her er værre. Lige nu kunne jeg faktisk godt bruge de der ørepropper.

Det gjorde du ikke.

Jo, det gjorde jeg.

Du ved godt, at jeg ikke kan lide ham.

Så er det da heldigt, at han ikke er sammen med dig. Jeg vrisser af hende, men det føles ikke lige så hårdt, som hvis hun sad foran mig.

Men kom ikke og sig at jeg ikke har advaret dig. Hun rejser sig og forlader kantinen med hårde skridt.

Jeg er ærligt talt ved at være træt af Ashley og hendes jeg-kan-ikke-lide-Aiden-pis. Det kan ikke være rigtigt, at hun skal blande sig, når det ikke har noget med mine evner at gøre. Han er bare en fyr som jeg tilfældigvis kan lide, og bare fordi han også har evner, betyder det ikke, at hun har ret til at blande sig.

Kan hun ikke prøve at gøre som Nathan - acceptere virkeligheden? Jeg forlanger ikke at hun skal blive bedste venner med ham, men hun kunne i det mindste prøve at lade være med at hade ham. Han har ikke gjort nogen fortræd.

”Er du okay?” Aiden glider ned på stolen ved siden af mig og skubber så et stykke pizza og en kakao hen foran mig.

”Ja, sad bare i min egen verden.” Jeg kører hånden igennem håret og tvinger mig selv til at være til stede.

”Sig til hvis der er noget,” siger han og sørger for at fange mit blik.

”Selvfølgelig.”

Vi spiser i tavshed. Det er første gang vi spiser sammen i skolen, og det er underligt at der ikke sidder andre ved bordet. Siden jeg startede på skolen har Lauren, Ashley og jeg siddet sammen, og sommetider har Michael sluttet sig til os. Nu er der bare stille.

Det gør mig ikke noget at sidde sammen med Aiden, men på et eller andet tidspunkt er han altså nødt til at lære hvordan man er social. Ashley vil med garanti hade mig for det, men det er der ikke noget at gøre ved.

Jeg kaster et blik over skulderen og får øje på Michael der sidder og stirrer på mig, mens Lauren snakker til ham. Hun har bare ikke opdaget at han ikke hører efter.

”Det er okay hvis du gerne vil over til dit sædvanlige bord.” Han tømmer sin flaske med det der røde snask. ”Jeg vil ikke være skyld i at du ender som en enspænder.”

”Hvis jeg nogensinde gør det, så er det ikke din skyld, men du vil altså ikke tage skade af at være lidt mere social.” Jeg tømmer min kakao og skubber bakken til side.

”Jeg har et image, Scarlett.”

” Du tager ikke skade af at få et par venner.”

Han rækker ud efter bakkerne, tydeligvis for at undgå at svare. Han hader konfrontation lige så meget som jeg gør, men det er nødvendigt.

”Jeg har det fint med at være asocial.” Han rejser sig og tager bakkerne med. Jeg lader mit blik følge ham hele vejen, mest for at sikre mig, at han ikke pludselig forsvinder.

”Hey Scarlett.” Laurens stemme får mig til at være uopmærksom, og da jeg igen kigger efter ham, er han forsvundet.

Han må have en ufattelig god hørelse, for ellers kunne han ikke vide, at jeg ikke holdt øje med ham.

”Hey.” Jeg sukker og vender mig mod hende. ”Hvad så?”

”Ikke så meget udover det faktum at du ikke har fortalt mig om dig og Aiden.”

”Det er ikke noget.” Jeg trækker let på skuldrene. Altså, Lauren er super sød, men lige nu har jeg svært ved at tænke på andet end Aiden.

”Åh jo det er. Du glemmer at jeg er ekspert på det område.” Hun glider ned på stolen og ser afventende på mig. ”Det kys var noget.”

Hvad skal jeg fortælle? At jeg har en kæreste med evner og speciale i at forsvinde som det passer ham?

Nej.

 

Hele eftermiddagen har Lauren fisket efter alle detaljerne, og det er faktisk utroligt svært at snakke uden om, men det er lykkes mig at tie.

Det der typiske sladder er ikke noget jeg har tænkt mig at deltage i. Hvad jeg laver med Aiden kommer ikke hende ved. Desuden kan jeg heller ikke risikere at hun siger noget videre til Ashley.

”Er han virkelig så dyster i virkeligheden?” Lauren smider sig på min seng. Hun valgte at følge efter mig hjem, og jeg orkede ikke at bede hende om at smutte, for hun ville med garanti ikke høre efter alligevel.

”Nej.”

Jeg lukker forsigtigt døren til mit værelse, og kaster kort et blik rundt for at være sikker på at der ikke er noget hun ikke må se.

Skyggernes Bog ligger på natbordet, og for en sikkerheds skyld flytter jeg den. Det ville ikke være godt, hvis den pludselig besluttede sig for at bladre af sig selv. Det er ikke noget jeg ville kunne bortforklare.

”Kysser han godt?”

”Det gør han vel.” Selvfølgelig kysser han godt, men det er ikke noget jeg vil snakke om.

Kan du så ikke også lade være med at tænke på det? Mitchells stemme er tydelig, og jeg har nær vendt øjne af ham, da jeg kommer i tanke om at Lauren stadig er her.

Du kan bare lade være med at lytte. Jeg tænker mere på Aiden, mest for at irritere. Sådan går det når man blander sig i mine tanker.

Jeg er din Beskytter, så det er faktisk mit job.

”Nå, men nu hvor jeg ikke kan få flere detaljer ud af dig, så kan jeg fortælle dig om Tobias.” Hun hiver mig tilbage til virkeligheden, og befrier mig samtidig fra noget der hurtigt kunne udvikle sig til en længere diskussion.

”Hvorfor vil du overhovedet have ham som partner, hvis du alligevel ikke kan lide ham?” flyver det ud af munden på mig.

”Fordi det ikke er fedt at komme uden partner, og slet ikke med min status.” Hun ser på mig som om det er det dummeste spørgsmål hun længe har hørt.

”Men det er godt for din status at komme med en der er under dig?”

”Ja, for når jeg viser andre at jeg kan forvandle not til hot, så vil folk samles for at høre min hemmelige opskrift.”

Hun er altså for meget en gang i mellem. Alt det der popularitetshalløj er virkelig langt ude, og det er en skam, for Lauren kan faktisk være utrolig sød.

Det er vel egentlig også lige meget hvad hun laver? Det er ikke mit job at dømme hende. Hun er Lauren som ingen andre kan være det.

”Er du ellers klar til festen?” Hun sætter sig op og lægger benet over kryds.

”Det tror jeg.” Så klar som man nu bliver. Jeg har kjolen og skoene, men hvad hjælper det, når jeg ikke kan danse? Jeg kommer til at sidde i et hjørne, hvor ingen ser mig alligevel. Og vigtigst af alt skal jeg undgå Joshua og sandsynligvis også Caleb.

”Jeg er sikker på at du vil elske det.”

 

Efter aftensmad beslutter jeg mig for at gå en tur for at få noget frisk luft. Nathan er ikke hjemme, så jeg har bare lagt en seddel. Han sagde ikke hvad han skulle, men han kommer nok hjem før jeg gør.

Om to dage er månen fuld og festen vil være i fuld gang. Og mens folk drikker hjernen ud vil Aiden og jeg være ude at se på månen. Det lovede han mig.

I aften er himlen skyfri, så jeg kan allerede nu nyde synet af den næsten fulde måne. Den er stor denne gang.

Jeg kan huske når mor og jeg engang imellem gik lange ture om aftenen. Og månen i aften minder mig om en af gangene.

”Den er stor!” Jeg pegede mod månen der var så tæt på, at jeg næsten kunne røre den.

”Ved du hvad det betyder?” Mor satte sig på hug ved siden af mig, og strøg kærligt min arm.

”At det snart er fuldmåne.”

”Ja, men det er ikke hvilken som helst fuldmåne. Det der er en supermåne.”

Vi fortsatte vores tur, mens jeg tænkte og tænkte på hvad det kunne betyde. Og hvorfor var den ikke altid så stor?

”En supermåne er når månen er tættere på jorden end normalt.” Hun gik stadig i et roligt tempo, og jeg kunne se hvordan hendes blik blev mere og mere drømmende. ”Fuldmånen er altid speciel for os, og den giver gode energier, men supermånen er noget for sig selv. Den kan afsløre ting der gemmer sig under overfladen.”

Jeg fandt aldrig ud af hvad hun mente, men hun har ret i at den er speciel. Hele min krop længes efter den og spændingen føles som tusind popkorn der popper.

Klippeudspringet er få meter fremme og jeg kører helt hen til kanten. Det er sjovt som jeg altid ender her, når jeg bare kører uden noget bestemt mål, men det er vidst bare blevet mit fristed.

”Scarlett?” En stemme hiver mig ud af min egen verden.

”Michael?” Jeg kaster forskrækket et blik over skulderen. ”Hvad laver du her?”

”Jeg kunne spørge dig om det samme.” Han stiller sig hen ved siden af mig, med blikket rettet mod horisonten.

Det er første gang jeg lægger mærke til hvordan foråret har sat sit præg på den før så nøgne natur. Det får mig til at længes efter sommeren.

”Jeg trængte til frisk luft.”

”Det gjorde jeg også.”

Han overrasker mig stadig. Vi har samme interesser, døjer begge med migræne og har nu også samme sted vi søger hen. Sommetider har jeg det altså som om der er mere jeg ikke ved om ham. Ikke fordi jeg tror han med vilje har hemmeligheder eller noget, men der er noget ved ham der gør mig nysgerrig.

Hvordan bærer han sig ad med altid at dukke op på de rigtige tidspunkter, og altid med en løsning på mine problemer? Jeg kan ikke forestille mig at han også har evner, det ville være for underligt. Og det kan heller ikke passe at den eneste ikke-magiske person i min omgangskreds er Lauren.

Jeg tænker for meget, det må jeg give Aiden ret i.

”Månen er enorm denne gang.” Michael sætter sig på jorden og lader benene dingle ud over kanten.

”Ja,” svarer jeg og retter atter blikket mod den.

Michael minder mig stadig om mor. Hans grønne øjne og den ro han altid har over sig. Og nu hvor jeg næsten lige har set hende, er lighederne kun blevet flere. Det eneste de ikke har til fælles er evnerne.

Jeg lukker øjnene og lader energien flyde gennem mig. Det er ikke farligt selvom Michael er her, for det er ikke noget der er synligt. Og så længe jeg sørger for ikke at bruge mine evner, så sker der ikke noget.

Vinden tager en runde, men da jeg åbner øjnene ser det ikke ud til at have påvirket Michael. Han sidder stadig med benene dinglende ud over kanten og blikket rettet frem.

”Hvad i …”

Jeg vender mig forskrækket om og får øje på Aiden der står bag mig. Hans blik udstråler en blanding af sorg og vrede.

Michael rejser sig hurtigt men træder forkert så han mister balancen. Uden at tænke griber jeg ud efter hans arm, og snart har vi begge fat i hinanden. Min stol glider langsomt mod kanten, og i mangel på bedre løsning bruger jeg mine evner til at holde den fast.

Aiden står som forstenet bag mig. Hans energier fortæller mig tydeligt at han ingen intentioner har om at hjælpe.

Da jeg er helt sikker på at mine evner gør som de skal, rækker jeg også den anden hånd frem og får til sidst hevet Michael op.

”Tak.” Han støtter sig til min stol og kæmper for at få pusten igen.

”Selvfølgelig. Til hver en tid.” Jeg giver ham et hurtigt kram og tager så armene til mig.

”Nå, jeg skal vidst også til at vende næsen hjem. Men vi ses nok i morgen.” Han retter kort på sit tøj og jeg når lige at se et sidste glimt i hans øjne, da han vender sig mod mig: ”Og tak igen.”

Da han er gået vender jeg mig mod Aiden og ser afventende på ham. Den opførsel kræver en virkelig god forklaring. Hvis Michael var gledet fra mig, så ville jeg have endnu en død at bebrejde mig selv. Mine evner ville måske kunne have reddet ham, men så skulle jeg til at forklare mig, og det kommer ikke til at ske.

Det er slemt nok at jeg faktisk var nødt til at bruge mine evner, og selvom han ikke opdagede det, så kunne det lige så vel have været endt med det.

”Jeg kan bare ikke lide ham, og jeg er ikke typen der bare springer til.” Han siger det uden nogen som helst form for følelse.

”Du sprang da til dengang jeg forlod skolen i raseri. Kan du huske det? Det regnede, og så vidt jeg husker, så bad jeg dig om at lade mig være, men du valgte at følge efter alligevel.” Jeg lægger armene over kors.

”Det var en helt anden situation.”

”Princippet er det samme.” Jeg fastholder hans blik, og efter et par minutter kan jeg se hvordan hans øjne får en smule liv.

”Jeg hjalp dig fordi jeg ville lære dig at kende, og fordi jeg havde fornemmelsen af at du ikke var som de andre.” Hans hår falder ned foran hans øjne, da en vind igen kommer forbi.

”Og du mener ikke at Michael er noget værd? Hvis jeg havde tabt ham, så kunne det have været endt galt.”

”Vil du virkelig kende svaret?” Han træder et skridt frem mod mig, mens han med sit blik forsøger at få mig til at sige nej.

”Ja, det vil jeg faktisk.”

”Fint. Michael har altid haft et problem med mig, og når han finder ud af hvordan man kan pisse mig af, så gør han det.” Hans hænder er knyttede og knoerne helt hvide. ”Jeg holder mig helst for mig selv, men han kan trykke på nogle knapper jeg ikke kan styre.”

”Og hvad er det så han har gjort?”

”Han mener at I to er ved at skabe et bånd, og så nævnte han også noget med en dans.” Sorgen i hans blik skinner klart igennem.

”Vi er bare venner.” Hvordan kan han overhovedet tro andet? ”Og den dans betød ikke noget. Han var fuld og jeg nænnede ikke at sige nej.”

Jeg kan tydeligt mærke på hans energier, hvordan han koger indvendigt. Hvis jeg dog bare kunne høre alle hans tanker.

”Det er vidst ikke sådan han ser på det.”

”Du ved da godt at det er dig jeg elsker.” Jeg griber ud efter hans arm, og det giver et voldsomt stød, som om han afviser mig, men jeg slipper ikke.

”Og alligevel finder jeg ham altid i nærheden af dig,” svarer han med bebrejdelse i stemmen.

”Han er ikke andet end en ven.” Han prøver at vriste sig fri, så jeg strammer grebet. ”Jeg stoler på dig, og jeg håber at du gør det samme med mig, når jeg fortæller dig, at du er den eneste jeg elsker.”

Jeg giver langsomt slip fra hans arm, og håber bare at han ikke vender sig om og går. Men hvis han gør, så må jeg bare acceptere hans valg. Han har hørt min side af sagen.

Han træder et skridt tilbage og jeg kan se hvordan en mørk skygge trækker sig over hans ansigt. Hvis jeg kunne høre hans tanker, ville det have lydt som en hær der gik til angreb.

Hvad jeg ikke forstår er hvorfor Michael skulle sige sådan? Der er intet mellem os. Vi har danset en enkelt gang, men det betyder bestemt ikke at vi er mere end venner.

Aiden har drejet ansigtet væk.

Jeg har lyst til at give ham noget der kan bevise at jeg taler sandt, men jeg ved ikke hvad det skulle være. Desuden er der heller ikke noget værre end anmassende kærester, så det er nok også bedst at jeg lader være.

En del af mig har lyst til at blive siddende og vente på hans næste træk, men samtidig er der noget i mig som ikke har lyst til at blive. Jeg troede vi stolede på hinanden. Jeg har i hvert fald aldrig tvivlet på ham, selvom han har en meget speciel måde at være på, så hvorfor tvivler han på mig, når jeg siger at der intet er mellem Michael og mig?

Til sidst beslutter jeg mig for at gå, eller rettere køre.

Du kan finde mig derhjemme, tænker jeg så tydeligt jeg kan, i håb om at nå ind til ham. Så kan han i hvert fald finde mig når og hvis han får lyst.

Jeg lukker øjnene og vender mig om, og da jeg åbner dem og skal til at køre, står Aiden foran mig og spærrer vejen. Inden jeg når at sige noget, lægger han hænderne kærligt på hver sin side af mit ansigt og trækker mig ind til et kys.

Det føles varmt og hver en celle i min krop giver efter. Jeg lægger armene om ham, og lader kysset fortsætte. Og før jeg ved af det, har han hevet mig op at stå.

Han er et halvt hoved højere end mig.

”Jeg har fat.” Han holder mig helt ind til sig, og må kunne mærke hvordan jeg spænder i hele kroppen.

”Der er langt ned.” Jeg har aldrig været oppe at stå, så en smule højdeskræk er vidst ikke ualmindeligt.

Selvom jeg ved at han har fat, så føles det stadig som om jeg kunne falde hvornår det skulle være. Usikkerheden i min balance tager det meste af mit fokus, og jeg opdager først at mine hænder er svedige, da jeg mister grebet om ham.

Jeg er lige ved at skrige, og mit hjerte sidder helt oppe i halsen, men da jeg opdager at Aiden stadig har fat i mig, og at jeg ikke er ved at falde ned, begynder min krop langsomt at slappe af.

Selvfølgelig har han fat. Hvordan kunne jeg overhovedet tvivle på ham?

”Stoler du på mig?” Han flytter den ene hånd op og skubber håret væk fra mit ansigt.

”Stoler du på mig?” Jeg ser ham i øjnene, og holder næsten vejret mens jeg venter på svar.

”Det vil jeg altid gøre.”

”Så er svaret også ja herfra.” Mine læber trækker op til et smil, og da jeg strækker mig for at kysse ham, mødes vores læber og den prikkende fornemmelse tager en tur gennem hele min krop.

Vi ender i græsset, hvor vi let tumler rundt. Græsset kilder mig i øret og Aiden ligger ovenpå mig, så jeg ikke kan bevæge mig. Hans øjne gløder som et bål en sensommeraften. Det er helt rart at se hvordan livet er vendt tilbage i hans øjne, og hvordan han ikke længere er bange for at få snavs på fingrene.

Hvis jeg kunne bestemme, så blev vi liggende her for evigt. Øjeblikket hvor alt er i skønneste orden og hvor evnerne ikke betyder noget. Ingen familier der kæmper for at ødelægge det vi har.

Ingen Ashley.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...