Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61843Visninger
AA

36. Kapitel 34 - Familien Warner

”Er du sikker på, at du er frisk nok til at tage af sted?” Ashley sidder på min seng og iagttager hver en bevægelse jeg laver.

”Ja.” Jeg sukker opgivende, og kører så hårbørsten igennem håret for tredje gang.

Jeg har fundet en blå og hvid sommerkjole i bunden af mit skab, som jeg kun har taget på for Aidens skyld. Han kan godt lide, når jeg gør en smule ud af mig selv, og et eller andet sted er jeg jo også nødt til at gøre et godt indtryk på hans familie.

”Det er okay at være træt efter det angreb. Sådan nogle Viux’er er altså ikke at spøge med.”

”Tak for info, men jeg har det altså fint.”

Jeg ser mig i spejlet en sidste gang og nikker så tilfreds. Min halskæde hænger hvor den plejer, og i dagens anledning har jeg fundet et par øreringe. Det er bare et par blå sten der hænger lidt ned fra øret. Jeg har fået dem af min mor sidste år.

”Jeg kan godt køre dig. Og selvfølgelig også hente dig.” Hun forsøger at finde den rigtige grimasse, men jeg kan let se igennem den.

”Okay, gider du godt lade være med det der? Du har ikke lyst til at køre mig ud til Aiden, og du er ikke bekymret for om jeg er træt.” Irriteret vender jeg mig mod hende.

”Du har ret.” Hun sukker. ”Men jeg har vel lov til at prøve.”

”Jeg er bare ved at være træt af det der. Aiden gør mig ikke noget, og jeg kan i øvrigt godt forsvare mig selv.”

”Som din Vejleder kan jeg kun fortælle hvad jeg anbefaler, og det er at du finder et andet selskab. Aiden er ikke noget for dig.” Hendes tone er hård.

”Så vidt jeg ved, skal du kun hjælpe med ting, der er relateret til mine evner og ikke min kæreste.”

Vinduet smækker, og jeg tvinger mig selv til at genfinde kontrollen.

”Du kan kalde, når du får brug for mig.” Hun forlader mit værelse med bestemte skridt.

Nogle gange forstår jeg altså ikke at hun gider. Aiden og jeg kan lide hinanden, og sådan er det bare. Og når nu Nathan har accepteret det, så kan det da ikke være så slemt som Ashley får det til at lyde?

Der er ingen der kan lide Aiden, og heller ingen der vil fortælle mig hvorfor. Men hvis ingen kan give mig en god grund til at holde mig væk, så kan han ikke være særlig farlig.

Jeg kommer et øjeblik til at tænke på de gyldne øjne jeg så hos de to Viux’er. De var magen til Aidens. Måske det er derfor de andre ikke kan lide ham? Hvis han nu i virkeligheden er en af dem?

Nej! Det må være et tilfælde, for han er med garanti ikke en af dem. Han udstråler ikke den samme form for had. Faktisk har jeg ikke set noget lignende hos ham. Aiden har en tendens til at være hemmelighedsfuld, men det er ikke nok til at jeg vil kalde ham ond.

Mor ville også have advaret mig, hvis Aiden havde udgjort en trussel. Men det gjorde hun ikke. Hun virkede faktisk til at være ganske rolig, så det bør jeg også være. Aiden er ikke en af dem.

Med fornyet ro forlader jeg huset og begiver mig mod Aiden.

På hele turen minder jeg mig selv om at slappe af, så jeg bedre kan styre mine evner. Diskussionen med Ashley fik det hele til at røre på sig, og jeg er ærligt talt en smule bange for hvad der sker, hvis mine evner ikke forbliver under kontrol.

Aiden bliver rasende.

Jeg er nok i virkeligheden mest bange for at han vil smide mig ud og aldrig tale til mig igen. Så vil jeg igen være alene. Måske ikke rigtig alene men noget ville med garanti mangle.

Da jeg er fremme ved hans hus, står han allerede nedenfor trappen og venter på mig. Han er iført en sort skjorte og et par mørke cowboybukser. De sædvanlige sorte støvler er skiftet ud med et par lædersko, og hans frakke er ikke at se.

”Ny stil?” Jeg gør mig umage for at køre hele vejen med håndkraft og ikke telekinese.

”Jeg kunne spørge dig om det samme.” Han går mig i møde, mens han smiler let. ”Du ligner jo næsten en pige.”

”Jeg prøver bare at gøre et godt indtryk.”

”Det er lykkes temmelig godt.” Han bukker sig frem og giver mig et hurtigt kram, for derefter at rette sig pænt op.

”Du er nu også ret pæn.”

”Jeg ved det. Er det ikke også derfor du kan lide mig?” Hans ene mundvige trækker op til noget der minder om et smil.

”Du kan bare ikke lade være, kan du vel?” Jeg ryster på hovedet.

”Nej.”

Han stikker en hånd i sin lomme, og jeg fornemmer at han leder efter noget. Til sidst hiver han hånden op og sætter sig på hug. Han kaster hurtigt et blik over skulderen, før han åbner hånden.

Noget der ligner en gammel sølvring kommer til syne. Den er mat i farven og måske også en smule bredere end almindelige ringe. I midten er en stor, blå sten.

”En ring?”

”Det var hvad jeg lige havde ved hånden.” Han tager den mellem fingrene og drejer den lidt rundt. ”Men det er ikke bare en ring. Den har et formål.”

”Ikke for at være lyseslukker, men jeg er ikke god til det der med gaver.” Han skulle bare vide hvor længe det tog Lauren at overtale mig sidste gang.

Gaver er forfærdelige, for folk forventer altid at få noget igen.

”Så det er det godt, at det ikke er en gave. Jeg skal have den tilbage, når du tager hjem.”

”Hvorfor?” Jeg ser undrende på ham.

”Det er ikke bare en ring. Den hjælper med at holde evnerne under kontrol.”

”Stoler du ikke på mig?” Det kommer som en overraskelse, at de ord nogensinde skulle forlade mine læber. Jeg troede vi stolede på hinanden.

”Normalvis jo, men jeg kan ikke tage chancen.”

”Og hvis der findes sådan en ring, hvorfor kan jeg så ikke beholde den? Så ville jeg jo aldrig komme i problemer.” Jeg lægger armene over kors.

”Scarlett, det er ikke legetøj. Jeg har kun lavet den til i aften, og derefter vil jeg fjerne dens magi igen. Du er en fabelagtig heks, og du lærer også hurtigt, så jeg vil ikke fratage dig evnen til at være uafhængig.”

”Hvorfor så nu?”

”Fordi jeg stadig ikke har fundet ud af hvorfor du ikke kan styre det i mit hus. Og kan du huske hvordan dine evner reagerede, da du stødte på mig?” Jeg nikker bare. ”Nu skal du være i hus med 4 af os, og så længe jeg ikke kender årsagen, kan jeg ikke risikere noget.” Han rækker ringen frem, men jeg tager ikke imod den.

”Du har hele tiden vidst at jeg ikke kunne.” En klump i min hals samler sig, og tanken om at vende om strejfer mine tanker.

”Hvis jeg ikke mente at du kunne håndtere opgaven, tror du så selv, at jeg ville have brugt så meget tid på at træne med dig? Jeg kunne lige så vel have ladet dig passe dig selv, for hvad rager det mig, at du ikke kan styre det? Men det gjorde jeg ikke.” Han fastholder mit blik, og rækker forsigtigt ud efter min hånd. ”Jeg ved at du kan klare opgaven som heks, men lad mig hjælpe denne gang.”

Jeg hader at han er så forbandet god til at overtale en.

Langsomt løsner jeg grebet og rækker ham den ene hånd.

Ringen passer perfekt og den blå farve matcher min halskæde. I det mindste har han en god smag.

”Kun i dag.” Han læner sig frem og kysser mig på panden, før han rejser sig op, og rækker hånden mod døren. ”Skal vi gå ind?”

Han får med besvær hevet mig om trappen, og selvom jeg tilbyder at hjælpe, insisterer han på, at jeg bare skal slappe af.

Det er utroligt at han overhovedet gider en hel aften uden at bruge sine evner. Og når jeg så ovenikøbet har brug for hjælp.

Da vi endelig når toppen, holder han døren for mig, og jeg kører ind.

Det er lige så stort som jeg husker det, og alligevel er der noget anderledes over det. Belysningen er mere afslappet, og da jeg bevæger mig mod stuen får jeg øje på et hav af stearinlys. De er det eneste til at lyse op, men de gør det godt.

”Hyggeligt,” konstaterer jeg.

”Føl dig endelig hjemme.” Han lægger en arm om mig, og fører mig længere ind. Vi stopper op ved pejsen, og i et kort sekund lader jeg mig forføre af flammernes dans.

”Du må være Scarlett?” En kvindestemme afbryder mine tanker. Jeg ser i retningen af stemmen og får øje på en kvinde med mørkerødt, krøllet hår der når hende til lige under brystet, og selvfølgelig gyldne øjne.

”Ja, og du må være Fru Warner?” Jeg smiler let og rækker hånden frem, da hun er helt henne ved mig.

”Bare kald mig Bree.” Hun tager min hånd.

”Tak fordi jeg måtte komme.”

”Du skal altid være velkommen.”

Som hun står der, helt rank og med øjne så gennemtrængende, kan jeg godt se hvor Aiden har det fra. Og hun er virkelig pæn. Det ligner ikke at hun er blevet en dag ældre siden billedet er blevet malet.

”Aiden, kan du ikke vise Scarlett rundt, mens jeg går ud i køkkenet og bliver færdig? Joshua og Alexis kommer også snart.” Hun er allerede på vej væk.

”Jo, selvfølgelig.” Han vender sig mod mig. ”Hvad vil De gerne se?”

”Skal det opfattes som mobning?” Jeg puffer let til ham.

”På ingen måde. Det er bare sjovt at se nogen være så høflig.” Han kæmper for at holde et grin tilbage. Jeg sender ham et spørgende blik. ”Ja, jeg er stadig ham den mystiske fyr, med en familie der kun viser sig til den årlige fest, hvilket er lige så mystisk. Folk plejer knap nok at sige hej.”

”Jeg er anderledes, det har du selv sagt,” minder jeg ham om.

”Og aldrig har jeg haft mere ret.” Han ser drillende på mig, og jeg hiver ham tættere på. Idet vores læber mødes, hører jeg hoveddøren smække for derefter at blive åbnet igen.

Aiden trækker sig tilbage og retter blikket mod gangen. Selvom jeg har ringen på, kan jeg mærke hvordan hans energier ændres fra afslappet til anspændt.

”Kan du ikke for en gangs skyld lade være med at være så deprimerende? Du ødelægger det for alle!” Det er en pige der råber.

”Vi kan jo ikke alle sammen flyve rundt på små lyserøde skyer!” En drengestemme svarer igen. Den virker bekendt, og snart går det op for mig at det er den fra efter festen hos Lauren. Det var ham der diskuterede med Aiden.

”Gider I to godt finde et andet sted at diskutere?” Aiden står en smule foran mig.

En lyshåret pige stikker hovedet ind ad døren, og da hun får øje på mig, lyser hendes ansigt op.

”Du må være Scarlett, ikke?” Hun bevæger sig livligt mod mig og glemmer alt om drengen i gangen. ”Aiden har fortalt så meget om dig.”

”Alexis,” rømmer Aiden sig.

”Hvad? Det er jo rigtigt.” Hun trækker på skuldrene og vender så atter opmærksomheden mod mig.

”Det er okay,” indskyder jeg, men Aiden virker ikke tilpas ved situationen.

”Jeg ville elske at blive og snakke, men jeg er vidst nødt til at tage mig af Joshua. Men vi kan snakke når jeg kommer tilbage.” Hun smiler kort og går så mod gangen.

Mon det er en dårlig dag jeg er kommet?

”Nu holder du!” skriger Alexis, og kort efter hører vi igen døren smække.

”Beklager at du skulle være vidne til det her.” Aiden kigger rundt, som leder han efter noget.

”Det er okay. Søskende er noget jeg kender alt for godt. De kan være irriterende og pinlige, men det er familie.” Jeg smiler og rækker ud efter hans hånd. ”Familien er altid pinlig, men jeg lover, at jeg ikke løber skrigende væk.”

”Tak.”

Vi sætter os hen til sofaen og Aiden finder igen sin indre ro.

Jeg tror vi er forbundet på mange måder, for da han endelig er helt afslappet, mærker jeg hvordan min krop også slapper af. Normalt kan jeg mærke andres energier, men jeg bliver påvirket af hans, også selvom jeg har ringen på.

Hans humør kan jeg også mærke. Lige nu er det meget fredeligt, men når han bliver anspændt og vred, kan jeg mærke det som var det mine egne følelser.

”Aiden? Kan du ikke lige hjælpe med at dække bord?” Bree kalder ude fra køkkenet.

”Jeg er snart tilbage.” Han bukker sig ned og kysser mig kærligt på panden, før han forlader stuen.

Jeg kan ikke lade være med at studere de mange lys. Det er helt vildt, at man kan samle så mange i et rum. Her må være mindst 100.

De er alle hvide, men har forskellige højder. Nogle er mere nedbrændte, mens andre er nye.

Gad vide om det er en hverdagsting, eller om det kun er i dagens anledning? De ved selvfølgelig ikke at jeg er en heks, som har det bedst i nærheden af et element, så det kan ikke være derfor. Og hvis det er en hverdagsting, så må det være virkelig dyrt i længden.

”Hej igen.” Alexis hiver mig tilbage til virkeligheden. ”Ja, du må undskylde det tidligere. Joshua har bare en dårlig dag.” Hun glider ned på sofaen.

”Det er okay.”

”Men jeg håber ikke at vi har skræmt dig helt væk?” Hun ser undskyldende på mig.

”Slet ikke.” Jeg smiler let. ”Jeg har selv en bror, så der skal mere til at skræmme mig væk.”

Hun sidder tavst og undersøger mig med blikket, som om hun aldrig har set en kørestol før. Og da vores øjne mødes smiler hun igen.

”Ej, jeg er simpelthen så uhøflig.” Hun læner sig mod armlænet. ”Det var ikke for at stirre.”

”Selvfølgelig ikke. Jeg er ny, så det er vel tilladt.” Jeg trækker let på skuldrene, og lader mit blik søge væk i et kort øjeblik.

Jeg hader, når folk stirrer, og hendes blik minder alt for meget om det Aiden havde i starten. Dagens menu.

Det er nok bare mig der tænker sådan, for selvfølgelig er det ikke virkeligt. Der er ingen der havner på middagsbordet.

”Nej, det var ikke i orden.” Hun retter sig op og rækker hånden frem. ”Lad os starte forfra. Mit navn er Alexis, og jeg er Aidens storesøster.”

Jeg rækker hånden frem, og det giver et stød i min arm, men jeg forsøger at ignorere det.

”Scarlett, og jeg er Aidens kæreste.”

Det er første gang jeg siger det højt, og selvom det føles godt, så lyder det underligt. Ikke fordi det er skidt, men fordi jeg aldrig troede at jeg skulle sige det.

”I klæder hinanden,” konstaterer hun.

”Tak, tror jeg.”

”Du har det ikke fra mig, men jeg har aldrig set ham være så glad, som han er nu.” Hun læner sig frem mod mig. ”Og det er ikke løgn.”

”Det kan umuligt være på grund af mig.” Jeg giver mig til at pille ved min halskæde.

”Du skulle bare vide.”

”Alexis.” Aiden rømmer sig bag mig. ”Jeg havde ikke hørt du var kommet hjem.”

”Jeg har bare siddet her og snakket med Scarlett.” Hun rejser sig op, og ser på Aiden som om de har en telepatisk diskussion. ”Nå, men jeg må hellere hente Joshua. Maden er vidst ved at være færdig.”

Det er først nu jeg lægger mærke til duften af mad der fylder hele stuen. Mine tænder begynder at løbe i vand, og jeg mærker hvordan min mave rumler. Gudskelov at den gør det uden lyd.

”Hvad snakkede I om?” Spørger han, da hoveddøren smækkes.

”Bare pigeting.”

”Og mig?” Han læner sig mod armlænet på sofaen.

”Hvis du allerede kender svaret, hvorfor spørger du så?”

”Fordi jeg kan.”

”Men ja, også om dig. Og det var altså ikke noget negativt.” Han ser mistroisk på mig, og jeg kæmper for ikke at blive påvirket af hans energier. Jeg rækker ud og tager hans hånd. ”Hun sagde bare at vi klædte hinanden.”

”Ikke andet?”

”Nej.”

Indtil vi skal spise sidder vi bare og kigger på hinanden. Hans skiftende humør gør det svært at finde mit eget. Og selvom ringen stadig sidder på min finger, så føler jeg ikke at noget er under kontrol. Altså, min telekinese har ikke sit eget liv, men resten har.

Jeg forstår bare ikke, hvorfor jeg ikke er i stand til at styre det hele. Det burde jeg jo være. Og jeg kan ikke engang spørge Aiden, for jeg må heller ikke sige ordet.

Det er altså ekstremt irriterende. Hans familie må da for helvede være vant til at der er folk med evner? Og det er jo ikke fordi han har fortalt det til en uden evner. Jeg kan ikke se problemet.

Joshua kommer bragende, da vi er på vej ud i køkkenet som også er en spisestue. Han tramper i gulvet og støder hårdt ind mig da han går forbi.

”Hey!” råber Aiden efter ham. ”Sådan behandler man ikke gæster!”

”Whatever,” mumler han bare og forsvinder ud i køkkenet.

”Er du okay?” Aiden stopper mig og lægger blidt hånden på min skulder.

”Ja.” Jeg ømmer mig. ”Han kan bare ikke lide mig, det har jeg fattet.”

”Sådan er det ikke. Han er bare i dårligt humør.”

”På grund af mig.”

Selvfølgelig hader Joshua mig. Det er jo min skyld at Aiden vil blive her. Hvis jeg ikke havde været her, så var Aiden flyttet for længst.

”Scarlett,” Han sætter sig på hug og tvinger mig til at se ham i øjnene. ”Du må ikke tage skylden. At Joshua har et problem, er absolut ikke din skyld.”

”Lad være med det der, Aiden. Vi ved begge, at han har et problem med mig.”

”Jeg skal nok snakke med ham.”

”Tak.”

Jeg bliver overvældet ved synet af opdækningen. Hvide tallerkener med guldkanter, glas der glimter som krystaller, og som indeholder en rød væske, og selvfølgelig er der også fint sølvbestik.

Maden er også anbragt i forskellige skåle og fade med guldkanter. Kartofelbåde, kalkun, noget sauce og lidt blandede grønsager.

De har allerede fjernet stolen der hvor jeg skal sidde, så Aiden skubber mig ind til bordet som en gentleman, og tager derefter plads ved siden af mig.

Alexis sidder overfor mig, Joshua overfor Aiden og Bree sidder for bordenden ved siden af mig.

”I skal bare tage for jer.” Bree rækker hånden frem og smiler.

Aiden rækker mig de forskellige skåle, og jeg tager lidt af hvert. Jeg er ikke rigtig sulten, men lidt kan man vel altid få ned.

Da alle har taget, løfter Bree til en skål. Jeg har lyst til at række ud efter mit glas, men jeg kan ikke få mig selv til det.

”Jeg drikker ikke.” Jeg ser undskyldende på hende.

”Du har da rigtig fundet dig en lyseslukker, Aiden.” Joshua læner sig fornøjet tilbage, mens han lader vinen kører rundt i glasset.

”Så stopper du, Joshua!” Aiden slår hånden i bordet så det giver et brag. Hans kæbe spændes og knoerne på hans anden hånd bliver helt hvide.

”Ellers hvad?”

”Så I to.” Bree sætter igen sit glas og lade blikket glide mellem dem. ”Hvis Scarlett ikke drikker, så skal vi selvfølgelig respektere det. Aiden, kan du ikke hente noget andet?”

Jeg krymper mig under Joshuas blik. Det brænder og påvirker mit humør i en sådan grad, at jeg er bange for at kontrollen pludselig ryger. Og det vil ikke engang hjælpe at fokusere på Aiden, for han er ikke meget bedre lige nu.

Det er også dumt at jeg ikke drikker og måske heller ikke helt sandt. Til fester drikker jeg ikke, for folk kommer bare til skade, men jeg har et par gange drukket champagne med Aiden, og kun fordi han kan forsvare sig.

Jeg ved godt, at jeg ikke har noget at bruge mine evner til lige nu, men man ved aldrig hvad der kan ske.

”Hvad kunne du tænke dig?” spørger Aiden, da han får sig revet ud af sin vrede.

”Vand er fint.” Jeg smiler og kan mærke hvordan han også løsner op.

Kort efter kommer han tilbage med et vandglas der også glimter som krystaller. Vi skåler alle og giver os så til at spise.

Der er utrolig stille det første lange stykke tid. Aiden og Joshua har gang i en stirre-konkurrence, og man behøver ikke være tankelæser for at regne ud hvad der sker i hovederne på dem. Alexis har vidst opgivet at blande sig, og Bree har travlt med at sørge for mig.

Man kan godt sige jeg føler mig en smule malplaceret. Det er også derfor jeg konstant minder mig selv om, at jeg kun er her på grund af Aiden. Og når det er så tydeligt at Joshua ikke kan holde mig ud, så tør jeg slet ikke tænke på hans far.

”Hvor er du så fra?” Det er Bree, der bryder tavsheden.

”Penta,” svarer jeg kort.

”Og du er lige flyttet til Elentus, ikke?” Hun nipper til sin vin.

”Jeg har boet her i lidt over to måneder sammen med min bror.”

”Ja, det gør mig ondt med dine forældre,” siger hun og sender mig et varmt blik. ”Jeg håber at du er faldet godt til.”

”Tak.”

”Forældreløse tøs,” afbryder Joshua. ”Den perfekte titel til endnu en roman om teenageres ubarmhjertige rejse i livets uendelighed.”

Mit blod koger.

Jeg skal bare løfte hånden mod ham og se hvordan mine kræfter overtager styringen og sender ham en tur ind i stuen. Det vil være let som ingenting. Bare lige …

”Sådan skal du overhovedet ikke tale til mig.” Jeg holder hænderne knyttet på bordet. Han skulle bare vide, hvad jeg havde gjort, hvis jeg ikke havde fået forbud.

”Hvad vil du gøre ved det, darling? Du har ikke en chance mod mig, og jeg er ikke bange for en i kørestol.” Han læner sig tilbage og smiler hoverende. ”Selv i søvne vil jeg altid være et skridt foran.”

Aiden flyver op og kaster sig over Joshua. De havner begge på gulvet, og ligger nu og roder rundt.

”Sådan skal du ikke tale til Scarlett!”

”Stop så!” Bree slår hånden i bordet, og straks bliver der stille. ”Aiden, slip Joshua og sæt dig tilbage på din plads. Og dig Joshua, op på dit værelse, nu.”

Hun ser bestemt på dem, og de gør modvilligt som hun siger, uden at hun behøver rejser sig.

Skal jeg være ærlig, skræmte hun også mig en smule.

Tænk engang at kunne få to voldelige teenagere skilt ad uden så meget som at løfte en finger.

”Du må virkelig undskylde Joshuas opførsel. Det var ikke meningen at gøre dig ked af det.” Bree ser på mig med et omsorgsfuldt blik, og hendes energier er rolige.

”Jeg kan i hvert fald godt lide dig.”

Det er første gang Alexis siger noget, mens vi sidder her.

”Tak. Jeg skal nok klare det.” Jeg tager en mundfuld vand for at fjerne klumpen i min hals. Jeg er overhovedet ikke okay, men at give mig til at tude kan jeg heller ikke.

”Det er okay at være vred, Scarlett.” Aiden vender sig mod mig og tager min hånd.

”Vred kan ikke gøre det,” flyver det ud af mig. Jeg spænder i hele kroppen, og denne gang ved jeg, at det er mine egne følelser.

Han lægger armene om mig og hiver mig ind til sig. Hele min krop ryster og snart slipper tårerne fri. Det hele er bare for meget.

”Ud med det, Scarlett.” Han holder om mig og jeg lægger hovedet mod hans bryst.

Lyden af hans rolige hjerteslag får mig til at slappe af, og efterhånden får jeg styr på min vejrtrækning.

”Hvorfor går I to ikke ind i stuen, mens Alexis og jeg tager af bordet? Vi kalder når desserten er klar.” Bree rejser sig og begynder at samle vores tallerkener.

Aiden følger mig ind i stuen og vi slår os ned ved sofaen. Jeg tørrer hastigt tårerne væk, og forsøger at finde min indre ro.

”Det er altså okay at vise følelser.” Han kærtegner min kind og skubber en tot hår væk fra mit ansigt.

”Nej, det er et tegn på svaghed. Dårligt førstehåndsindtryk - tude prinsesse.” Jeg undgår hans blik.

”Det er et tegn på styrke, Scarlett.” Han hiver mig igen ind til sig, og kysser mig let på håret.

”Hvis Joshua havde set det, så havde han kørt på det resten af aftenen. Måske hver eneste gang jeg kom forbi.”

”Hør lige her,” Aiden tvinger mig til at møde hans blik, ”Joshua er en idiot, og man gør klogest i bare at ignorere ham.”

”Han laver jo ikke andet end at hakke på mig!” Det kommer hårdere ud end det var meningen.

”Og jeg skal nok gøre noget ved det.” Han aer mig på håret. ”Og kan jeg så ikke få dig til at smile igen? Jeg kan ikke lide når du er ked.”

”Det er nemmere sagt end gjort.” Jeg prøver, men det føles ikke rigtigt. Man kan ikke smile på kommando.

”Jeg kan hjælpe det lidt på vej.”

Et smil breder sig over hans læber, og han læner sig frem mod mig indtil vores læber mødes.

Hans kys sender varme igennem hele min krop, og jeg lader mig selv kysse tilbage. Et hav af følelser skyller ind over mig, og jeg glemmer fuldstændig verdenen omkring mig. Hans hånd kærtegner min hals.

”Mor har brug for dig i køkkenet.” Alexis er ved at skræmme livet af mig.

”Kommer nu.” Han kysser mig hurtigt på panden, inden han går mod køkkenet.

Jeg smiler. Aiden har en fantastisk evne til at ændre mit humør, og jeg ved ærligt talt ikke hvad jeg skulle gøre uden ham.

Og gudskelov for at jeg har ringen på, for med mit svingende humør kunne det have været gået grueligt galt.

”Er du okay?” kommer det fra Alexis, der åbenbart stadig står bag mig.

”Det går.” Jeg ser mig over skulderen, og møder hendes undersøgende blik.

”Joshua er et fjols.” Hun kommer hen til sofaen og glider elegant ned ved siden af mig. ”Men hey, det er ikke noget du skal tage så tungt. Han snakker som han har forstand til.”

Han har tydeligvis ingen forstand, men jeg kan ikke bare glemme hvad han har sagt. Det er ikke okay at tale sådan om mig og mine forældre. Det er ikke okay!

”Han kan bare ikke lide mig.”

”Så er det godt, at der er andre der kan.” Hun kaster et blik mod køkkenet, før hun fortsætter: ”Du ved vel godt at Aiden holder af dig?”

”Ja?” Jeg ser spørgende på hende. ”Men hvad har det med Joshuas had at gøre?”

”At du ikke må lade ham ødelægge det du og Aiden har sammen.”

Hvordan i alverden skulle han kunne ødelægge mit forhold til Aiden? Det er jo ikke Aiden der har gjort mig noget.

”Selvfølgelig ikke.”

”Godt, for endelig er der glæde i hans øjne igen.”

Det lyder underligt at det udelukkende er på grund af mig, at han smiler igen. Da jeg først mødte ham var der ikke meget glæde ved ham. Han var altid mystisk og indelukket, og han kom og gik som det passede ham. Men jeg kan ikke tro at jeg er den eneste grund til hans forandring.

Jeg kan derimod sige, at han er grunden til at jeg smiler igen. Han har taget sig af mig, også når jeg har afvist ham, og han har lært mig at bruge mine evner. Vigtigst af alt, så har han ikke blandet sig i hvad jeg gør og ikke gør.

Han vil nok også sige at jeg ikke kun smiler på grund af ham.

Desserten bliver spist i stilhed. Det føles underligt at sidde her, og jeg må nok indrømme at jeg hellere ville sidde derhjemme lige nu.

Aiden er det perfekte selskab, og han må også gerne være hjemme hos mig, men jeg trænger virkelig til at komme væk fra hans familie.

Jeg vidste, at det ikke var nogen god idé at tage med ham hjem til middag. Det var en fejl. Okay, Alexis og Bree er søde nok, men jeg skulle aldrig have mødt Joshua. Han har virkelig ødelagt min dag.

Det får mig til at frygte festen endnu mere, for ikke nok med at Joshua vil være der, så vil deres far Caleb også være der. Han må næsten hade mig endnu mere.

Efter desserten siger jeg tak for i aften, og Alexis giver Aiden en hjælpende hånd med at få mig ned ad trappen.

”Jeg håber, at du snart kommer forbi igen.” Hun giver mig et kram, der næsten er kvælende.

”Det skal jeg nok.”

Alexis forsvinder derefter ind i huset og efterlader Aiden og jeg til os selv.

Endelig.

”Skal jeg ikke give dig et lift hjem?” Han sætter sig på hug foran mig og fanger mit blik. Jeg nikker bare.

Han hjælper mig ind i bilen, og da han selv sætter sig ind og lukker døren, bryder jeg sammen. Han lægger en hånd i min og kører så ned ad den lange grussti.

Da vi når et stykke hen ad hovedvejen holder han ind til siden, og kravler tættere på mig så jeg kan læne mig mod ham.

Vi sidder bare uden at sige noget. Lyden af mine hulk og den pludselige regn mod forruden, er det eneste der afbryder stilheden.

Jeg kan ikke holde det ud!

”Tal til mig,” hvisker han ned i mit hår.

Jeg skulle ikke være kommet.

Det må du ikke sige, Scarlett. Du ved godt at jeg elsker dig, gør du ikke?

Hvad har det med sagen at gøre?

At det har betydet alt for mig, at du har været her i aften. Joshua er ikke værd at spilde energi på, og jeg håber inderligt ikke at han har skræmt dig helt væk. Han aer mig på håret og jeg putter mig længere ind til ham.

Hvis han havde skræmt mig væk, så sad jeg ikke her.

Da jeg igen får styr på mine følelser, fortsætter vi hjem til mig. Jeg tørrer tårerne væk på turen, og jeg får den meget lokale regnbyge til at forsvinde.

Hvad der er sket i dag bliver mellem os, og han har også lovet mig, at han nok skal få styr på Joshua inden festen.

”Må jeg få min ring?” Han lukker bildøren efter mig, og det er kun et spørgsmål om tid, før Nathan står i hoveddøren.

”Selvfølgelig.” Jeg trækker den af og lægger den i hans hånd.

”Og nu må jeg hellere fortælle dig sandheden.” Han kører ringen rundt mellem sine fingre. Hvilken sandhed? ”Den her ring har aldrig set skyggen af magi. Det er en ganske almindelig ring der har tilhørt min tip-tip-tip-oldemor.” Han smiler skævt.

”Så du har løjet for mig?”

Jeg ved ikke hvad jeg skal føle. Skuffet må være det rigtige ord.

”Nej. Jeg ville give dig en aften hvor du ikke skulle tænke på at holde dine evner i ro. Du skulle have mulighed for at opleve en almindelig, akavet middag. At det så nærmere endte med en katastrofe, er jo så den anden side af sagen.” En svag latter lyder fra hans bryst.

”Det er overhovedet ikke sjovt.” Jeg sukker og tager mig til hovedet. ”Jeg troede ikke du stolede på mig og mine evner, og er du klar over hvor sårende sådan en besked er?”

”Beklager, men det var nødvendigt.” Han putter ringen i lommen. ”Du tror ikke engang på dig selv, Scarlett. Men i aften er et tydeligt bevis på, at du sagtens kan. Det kan godt være at det stadig kræver en hel del træning, før det hele er under kontrol, men det skal nok komme.” Han manifesterer en rose og sætter den i mit hår.

”Jeg har lyst til at skælde ud. Jeg er træt af at folk altid har hemmeligheder for mig.”

”Undskyld, jeg …” Hans forpinte ansigt skjuler sig i mørket.

”… jeg var ikke færdig.” Jeg fanger hans blik. ”Jeg har lyst til at gøre de ting, men jeg gør det ikke. Vi har haft drama nok for i dag. Så denne gang synes jeg, at vi skal glemme det, men kun hvis du lover at være ærlig fremover.”

”Alt for dig, Scarlett.”

Jeg rækker ud efter hans arm og hiver ham ned til mig, og vores læber finder hurtigt hinanden.

Pas på hvad du lover. Jeg smiler og fortsætter kysset.

Jeg står ved mit ord.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...