Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61485Visninger
AA

34. Kapitel 32 - Afhængighed

Hvor bliver du af? Jeg fokuserer på Aidens energier, men det er utrolig svært at holde fast. Lidt som at holde en fisk stille i vandet med én hånd.

I går lovede han mig, at vi skulle mødes ved parkeringspladsen i dag, men han dukkede ikke op. Jeg kom næsten for sent til time på grund af ham. Havde det ikke været for Michael, var jeg sikkert også blevet stående, for det kunne jo være, at han kom om lidt.

Aiden lovede mig at komme …

Han svarer mig selvfølgelig ikke. Heller ikke de andre 117 gange jeg prøver. Jeg burde lade det ligge, men det kan jeg ikke. Jeg ved ikke, om det er på grund af mig, at han bliver væk, eller om det er ham der er kommet noget til.

Jeg ved ikke, hvorfor det skulle være min skyld, for jeg kan ikke mindes at have gjort noget. Det kan selvfølgelig være, at jeg har sagt et eller andet uden at tænke. Det ville ikke være første gang. Eller måske har han bare fundet ud af at jeg ikke er god nok alligevel.

Lauren skubber til mig et par gange i løbet af dagen, da hun synes jeg er for fraværende. Og hver gang lover jeg at tage mig sammen. Det lykkes bare ikke særlig godt. Det eneste jeg dog opfanger er, at Lauren har fundet ud af hvordan hun forvandler Tobias fra not til hot. Godt for hende, er det eneste jeg kan tænke om det.

Det eneste jeg kan tænke på er Aiden, og jeg kan mærke på Ashley, at hun ikke bryder sig om det.

Selvfølgelig aflytter hun mine tanker.

Når jeg engang får fat på Aiden, skal han altså lære mig hvordan man lukker af, for det er ikke fedt, at man ikke kan have noget som helst for sig selv. Og han skal også fortælle mig, hvorfor fanden han ikke har svaret mig.

Efter sidste time kører jeg ud på toilettet. Jeg har sagt til de andre, at jeg har planer i dag, så de ikke står og venter på mig.

Det er løgn, at jeg har planer, men jeg trænger bare til at være alene. Den sidste times tid har mine fingre svedt, så det halve kunne være nok, og mit hjerte har banket hårdere end sædvanligt, og jeg ved at det ikke har noget at gøre med mine evner. Jeg ved ikke, hvad det præcis er, og jeg har heller ikke lyst til at snakke med andre om det.

Ashley vil fryde sig, hvis jeg beder hende om hjælp. Hun ved godt at jeg har brugt Aiden til at hjælpe, og at jeg egentlig er en smule på spanden, når han ikke er her. Så hvis jeg spørger hende om hjælp, vil jeg bare få en lang prædiken om at det er skidt, at jeg er så afhængig af Aiden.

Måske, og kun måske, er der en vis form for sandhed i det hun siger. Jeg er en heks, og det er mit job at holde de der dæmoner væk, og generelt bare træne mine evner, og uden ham kan jeg ikke styre det. Er det ikke betryggende?

Jeg tænder for det kolde vand og lader det bare løbe. Lyden får mine tanker til at slappe af. Ligesom når folk lytter til musik for at få styr på deres tanker og følelser. For mig har vandet samme effekt. Naturen i det hele taget.

Det er nok også derfor vejret har det med at følge mit humør. Det er sådan jeg udtrykker mig. Jeg kan godt se, at det ikke er særlig smart, at vejret bliver ustabilt, hvor end jeg befinder mig, så jeg er også glad for at jeg har lært at styre det. Nu nøjes jeg med udelukkende at lytte til og observere det, der i forvejen er eksisterende.

Mine øjne er blanke, da jeg ser mig i spejlet. Ikke fordi jeg er ked af det. Jeg føler faktisk ikke noget lige nu. Ikke andet end skuffelse.

En del af mig håber så inderligt at Aiden snart kommer tilbage, mens en anden del efterhånden har opgivet at håbe. Det gør mindre ondt hvis jeg ikke håber for meget.

Jeg tager en dyb indånding og fremtvinger så et smil. Det ser næsten ægte ud. Og det skal alligevel kun holde til jeg kommer hjem. Så kan jeg låse mig inde på mit værelse og give mig til at banke hovedet mod væggen.

Mon der er noget i Skyggernes Bog om hvordan man løsriver sig fra andre? For det er nok det der i virkeligheden plager mig. Min afhængighed af Aiden.

Aiden er fantastisk og spændende, men jeg må ikke lade mig styre. Ikke længere. De andre skal få at se at jeg ikke er afhængig.

Mor popper op i mine tanker, og jeg kan se for mig hvordan hun smiler. Det er længe siden jeg har set hende i en af mine drømme, men jeg ved at hun stadig kigger med. Hun lovede mig altid at være her, og hvis der er nogen der holder sit ord, så er det hende.

Med en følelse af ny styrke forlader jeg toilettet og kører mod udgangen. Her er tomt for mennesker og minder mest af alt om en gyser, hvor der pludselig kommer en mand med en motorsav løbende.

Paranoid som jeg er, kan ikke lade være med at kigge bagud en ekstra gang. Med de evner jeg har, kan jeg sikkert godt trylle en massemorder frem, uden at vide hvordan.

Jeg kan huske fra dengang jeg var lille, hvordan jeg altid troede at nogen fulgte efter mig, og det blev absolut ikke bedre, hvis jeg begyndte at tænke på, hvad eller hvem det kunne være. Lad os bare sige, at jeg altid har haft en meget levende fantasi.

Udenfor skinner solen og jeg kan mærke en kølig brise, da jeg kommer helt ud. Fuglene kvidrer på livet løs, og jeg kan ikke undgå at lægge mærke til duften af nyslået græs.

Da jeg når ud på parkeringspladsen og ser mod vejen, opdager jeg at der holder en sort bil. En Ford Mustang. Det er Aidens.

Jeg bevæger mig tættere på, uden at fjerne blikket. Hvad nu hvis den bare er et produkt af min fantasi, og forsvinder i samme sekund jeg kigger væk?

Der sidder ingen i bilen, kan jeg konstatere da jeg kommer tættere på. Selvfølgelig gør der ikke det. Det er sikkert ikke engang hans bil.

Jeg ryster på hovedet og beslutter mig så for at tage hjem, og glemme alt om den bil. Aiden kommer ikke.

”Undskyld mig,” rømmer en blød, dyb stemme sig bag mig idet jeg passerer grænsen mellem skolens grund og friheden. ”Du kan vel ikke fortælle mig, hvor jeg finder en pige ved navn Scarlett?”

Det lyder som Aiden, men det kan ikke passe. Her er ingen, og Aiden kommer ikke. Det må være min fantasi der spiller mig et puds.

Jeg beslutter mig for at køre videre.

”Jeg har den her gave til hende, og …”

Inden han når at tale færdig, vender jeg mig om, og det første jeg møder er hans perfekte gyldne øjne.

”Please, sig at jeg ikke drømmer,” hvisker jeg af skræk for at det ikke er virkeligt og at jeg vil vågne hvis jeg råber for højt.

Langsomt flytter jeg blikket ned og ser ikke bare én, men en hel buket røde roser.

”Altså, sidst jeg tjekkede, var jeg yderst vågen, så jeg går ud fra at det stadig er tilfældet.” Smilet på hans læber og det specielle blik i hans øjne fortæller mig, at det ikke er en drøm.

”Aiden …” Jeg lyder som en lille pige der lige har fået øje på en pony. Virkelig pinligt.

Han rækker mig buketten, og bukker sig så ned for at give mig et kram.

Jeg holder fast om ham længe. Indånder hans duft af … Aiden. Han må ikke forsvinde fra mig igen. Og hvis det bare er en drøm, må den gerne fortsætte lidt endnu.

”Der er nok nogen der har savnet mig.” Han hiver sig fri af mit greb, og retter sig op.

”Havde du ikke regnet med det?” Jeg ser uforstående på ham, kun afbrudt af menneskets trang til at blinke.

”Nej, jeg er ikke vant til at være savnet. Jeg er ham enspænderen, husker du nok.”

”Så derfor har du overhovedet ikke skænket mig en tanke?” Det er faktisk ret fornærmende. Her har jeg gået og tænkt på ham, og så har jeg bare været luft for ham.

”Nej,” svarer han som om det ikke betyder noget. Jeg kigger væk.

”Selvfølgelig ik…”

Jeg kan mærke en tåre presse sig på, men jeg slipper den ikke fri. Han skal ikke have lov til at se mig græde over ham.

”Scarlett, jeg har ikke skænket dig en tanke,” begynder han, men jeg afbryder ham.

”Jeg hørte dig godt første gang.” Jeg vender ansigtet væk og gør mig klar til at køre. ”Men jeg troede ærligt talt, at vi havde noget, også selvom du bare skred i en hel uge. Og hvorfor alle roserne?” Jeg presser læberne sammen.

Han kommer sætter sig på hug foran mig. Jeg kigger ikke på ham, men da han forsigtigt kører en finger under min hage, kan jeg alligevel ikke lade være.

”Scarlett, hør lige på mig.” Modvilligt ser jeg ham i øjnene. ”Uden at afbryde.”

”Fint,” sukker jeg. Det har bare at være godt.

”Jeg har ikke skænket dig én tanke - jeg har skænket dig alle. Du har været det eneste jeg har kunnet tænke på. Og roserne er kompensation for den tid jeg ikke har været tilstede.”

Mit hjerte går i stå.

Han har tænkt på mig, og nu er han tilbage.

”Jeg …” Jeg dropper at sige noget, og kysser ham i stedet.  

”Jeg er tilgivet, kan jeg regne ud.” Han skubber en tot væk fra mit ansigt, da han forsigtigt trækker sig tilbage. Jeg nikker bare.

Selvfølgelig er han tilgivet. Okay, jeg er afhængig, men lige nu gør det mig ikke noget, for jeg har ikke ventet forgæves. Han kom tilbage til mig.

Mens jeg sidder og studerer hans perfekte træk, lægger jeg mærke til en mørk plet ved hans ene øje. Den er godt gemt under hans pjuskede hår, men jeg kan tydeligt se den. Jeg kan godt huske hvordan han plejer at se ud, og det er i hvert fald ikke sådan der.

”Hvad har du lavet?” Jeg skubber forsigtigt hans hår til side, og den er større end jeg forventede. På størrelse med en tennisbold.

”Ikke noget.” Han tager min hånd væk.

”Har du været oppe at slås med nogen?” Jeg skal lige til at række hånden frem igen.

”Nej.”

Det er tydeligt, at han ikke vil snakke om det, og vi plejer heller ikke at presse hinanden til at sige noget, men jeg kan ikke lade være. Hvis det havde været mig, ville jeg håbe at han blev ved til jeg svarede.

”Aiden, vær’ sød ikke at holde mig udenfor. Hvis nogen har gjort dig noget, så skal jeg med glæde give dem tæsk.”

”Scarlett, jeg har evner der kan give tæsk. Du behøver ikke udsætte dig selv for unødig fare.” Han rejser sig op og træder et skridt tilbage.

”Og alligevel har du fået et blåt mærke?” Jeg kommer til at tænke på det jeg hørte lørdag nat. Det var helt sikkert en diskussion der kunne have udviklet sig til en slåskamp.

”Vil du virkelig vide, hvad der er sket?” Han bruger sin pas-på-hvad-du-ønsker-dig stemme.

”Ja, det vil jeg faktisk.” Jeg ser afventende på ham.

”Jeg har testet tyngdekraften,” kommer det så, som om det er det mest almindelige svar i hele verdenen.

”A’ hvad? Hvorfor?” Jeg fniser. Det ligner slet ikke Aiden. Jeg derimod kunne nok godt være klodset nok til at det svar ville kunne bruges.

”Fordi jeg godt kan lide at teste videnskabens påstande. Jeg går i forvejen ikke under kategorien ”videnskabeligt muligt”, så hvorfor ikke finde ud af hvor meget der egentlig er rigtigt?” Den måde han siger det på, som om han selv en eller anden fysiknørd, får mig næsten til at købe historien.

Næsten.

Han minder mig lidt om dem fra MythBusters. De har også altid gang i nogle underlige forsøg.

”Hvad fandt du så ud af, min kære videnskabsmand?” Jeg kan ikke tage det seriøst. Det er simpelthen det mest underholdende, jeg har hørt længe.

”At tyngdekraften er yderst virkelig.” Han retter sig stolt op, som havde han netop besvaret spørgsmålet til 1 million kroner.

”Du er ikke rigtig klog.” Jeg ryster på hovedet og lader mine læber trække op til et smil.

”Måske ikke, men du kan lide mig alligevel.”

”Endnu en af dine videnskabelige teorier?” Jeg sender ham et drillende blik.

”Almen observation,” konstaterer han.

Jeg mærker hvordan hans varme energier trænger sig på, og hvordan længslen langsomt kommer snigende. Det er umuligt at benægte, at jeg er forelsket i ham, og måske også at jeg er en smule afhængig. Sidstnævnte er dog noget jeg skal arbejde på. Jeg gider ikke være en af de piger, der ikke kan klare sig selv.

”Hvad observerer du så lige nu?” Jeg forsøger at holde hans blik fast uden selv at miste jordforbindelsen.

Han læner sig frem så hans ansigt kun er få centimeter fra mit.

At jeg også kan lide dig. Og så kysser han mig.

 

”Hvor har du egentlig været den sidste uge?” Jeg lukker forsigtigt døren til mit værelse, så vi kan tale i fred.

”Rundt omkring,” svarer han mens han studerer mit makeup-bord og det tilhørende spejl, for til sidst at sætte sig ned ved mit skrivebord.

”Det må have været spændende, siden du ikke har haft tid til at svare.” Jeg graver en blå vase frem af en skuffe, og sætter så roserne i. Vandet manifesterer han.

”Tro mig, jeg ville langt hellere have været hos dig.”

”Hvorfor var du så ikke det?” Jeg sætter roserne på mit natbord, og kører så hen til ham.

”Du spørger meget, ved du godt det?” Han læner sig let mod skrivebordet og giver sig til at pille ved en rubriks terning jeg opgav for år siden. Hvordan den er havnet der, ved jeg ikke.

”Fordi jeg gerne vil have svar, og det får jeg jo ikke hvis jeg ikke spørger.” Jeg ser hvordan han med en sikker hånd kommer tættere og tættere på at få den til at gå op.

”Men det får du, hvis du spørger?” Han drejer på terningen en sidste gang, og så passer alle siderne.

”Chancerne er større,” konstaterer jeg og tager terningen med telekinese. Hvordan gjorde han det? Jeg har prøvet i en evighed, og det lykkedes aldrig.

”Du er godt nok blevet stædig. Det var sjovere da du bare accepterede et svar.” Han rykker sig let på stolen.

”Det mener du ikke.”

Jeg kan nu godt lide, at jeg er blevet mindre bange for mig selv. Det gør det ligesom lidt lettere at stå op hver dag, når jeg ved, at jeg ikke er til fare for andre.

”Nej, det gør jeg måske ikke.” For første gang siden vi forlod skolen, ser han mig i øjnene. ”Men det var nemmere at være mig.” Han griner let. ”Jeg er ikke typen folk har snakket til, og slet ikke stillet spørgsmål til - men så kom du.”

”Man skal udfordres engang imellem, har du ikke lært det?” Jeg smiler og lægger hovedet let på skrå.

”Tror efterhånden det er ved at gå op for mig.” Han retter sig igen på stolen.

”Så hvorfor har du ikke været her i en hel uge?” Jeg rykker tættere på, og fanger hans blik, der straks fortæller mig, at det ikke er for sjov, han holder det tilbage.

”Hvis du virkelig gerne vil vide det, så har der været problemer derhjemme.” Han sukker.

”Noget alvorligt?”

”Altså, det er ikke alvorligt som i at nogen er død.” Jeg sender ham et spørgende blik. ”Min far synes vi skal flytte, eftersom han har fået tilbudt en opgave langt herfra.”

Jeg taber kæben og sidder bare og glor dumt ud i luften. Han sagde ikke lige at han skulle flytte, vel? Nej, jeg må have hørt forkert.

”Du … flytter?” Jeg kan næsten ikke få ordene ud. Det må ikke være sandt.

”Rolig nu, Scarlett.” Han tager fat om min hånd og jeg mærker straks varmen. ”Jeg flytter ikke. Min mor, søster og jeg ville ikke flytte, så min far skal nu rejse frem og tilbage. Han ville have opgaven uanset hvad.”

”Hvorfor blive? Jeg mener, er det ikke alles drøm at komme væk herfra?” Jeg holder fast om hans hånd. Det er for godt til at være sandt.

”Jo, det er alles drøm, men tror du virkelig, at jeg kunne finde på det?” Han retter sig op og jeg kan mærke hvordan han undersøger mine øjne.

”Finde på at flytte?”

”Finde på at efterlade dig.”

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Sagde han lige, at han havde sagt sin far imod på grund af mig?

”Men jeg er jo bare hende den nye. Du kunne sikkert hurtigt finde en ny og bedre.” Jeg kan mærke hvordan jeg langsomt kravler indad i mig selv.

Han slår den ene hånd i bordet og rejser sig op, og jeg er nær ved at hoppe ud af min stol af forskrækkelse.

”Kan du ikke se det?” Han går om bag mig, og jeg drejer med rundt. ”Kan du virkelig ikke se, hvor fantastisk du er?”

Ærligt talt så nej, jeg kan absolut ikke se hvordan jeg kan være bedre end alle de andre. Jeg er bare mig.

”Nej,” er det eneste jeg kan sige.

Aiden ryster på hovedet og skubber mig så over til mit spejl. Han sætter sig på hug på bag mig og trækker mit hår væk fra mit ansigt.

”Se på hende, se pigen i spejlet.”

Jeg kan mærke hans hånd på min skulder og har mere lyst til at se på ham end mig selv. Til sidst gør jeg det dog alligevel.

”Det er hende jeg kan lide, og sådan vil det altid være. Hendes to fortryllende øjne, og perfekte træk. Alt.” Han ser på mig i spejlet og jeg på ham.

Aiden vil altid være mere perfekt. Det kan han ikke få mig til at ændre mening om.

Jeg ser forsigtigt på mig selv.

En tåre sniger sig ud af min øjenkrog. Jeg er slet ikke god nok til ham, og jeg forstår stadig ikke hvorfor han har valgt at blive.

Lad være med at tænke så meget, Scarlett. Han drejer mig om mod sig, og tørrer tåren væk.

Jeg lægger armene om ham og krammer ham ind til mig. Ordene er fuldstændig væk, og jeg er stadig ved at bearbejde det hele.

 

Om aftenen ligger vi begge i min seng og kigger på stjerner. Det har været noget af en dag med alt for mange humørsving fra min side. Det er et helt under at Aiden ikke er gået for længst.

Jeg har efterhånden vænnet mig til tanken om at han har valgt at blive for min skyld. At han faktisk kan lide mig.

Aiden har en fantastisk tålmodighed. Han har endnu ikke givet op, når jeg ikke har kunnet se det samme som ham.

Måske er det en af grundene til at jeg er så inderligt forelsket i ham? Den måde han altid kan få mig til at slappe af, og når han får mig til at se at jeg er god nok. Alt sammen følelser som jeg ikke har haft siden mor og far døde.

Jeg ved ikke hvordan han gør, men jeg er ham evigt taknemmelig.

”Vi burde lægge os udenfor en nat, når det bliver lidt varmere.” Aiden vender sig mod mig og jeg løsriver blikket fra stjernerne for at blive optaget af ham i stedet.

”Hvorfor vente?” Temperaturen har aldrig været et problem for min mor og jeg. Selv om vinteren var vi ude. Mine læber trækker let op til et smil.

Jeg husker hver eneste gang. Historien om Luna blev fortalt, vi varmede os med kakao eller the og mine evner med vinden blev brugt flittigt. Blade, jord, sne, alt kunne jeg få til at danse omkring os. Det var det bedste jeg vidste.

Det var tider.

”Fordi det er for koldt.” Han har fundet frem til min hånd og har taget den kærligt i sin.

”Jeg troede ikke du kunne fryse?” Jeg lægger mig helt om på siden, så jeg bedre kan se ham. Selv i halvmørke er hans øjne tydelige.

”Det er heller ikke mig jeg tænker på.” Han ser på mig med et blik der udstråler mere kærlighed end jeg nogensinde har set.

Når man tænker på hvordan hans øjne førhen kunne brænde som var de fulde af had, eller når de var kolde og tomme som om han havde lukket sig inde i sin egen verden, så er det helt utroligt at se hvordan livet er blomstret i dem.

”Jeg kan altså godt klare kulden,” hvisker jeg kærligt, for jeg vil ikke lyde anklagende. Han forsøger bare at passe på mig, og denne gang er det okay.

”Det ved jeg godt.” Han stryger mig kærligt på håret. ”Ved næste fuldmåne tager jeg dig med. Uanset vejret.”

Jeg kommer til at fnise. Han ser først undrende på mig, og da det så går op for ham, at jeg griner, fordi jeg næsten er vejret, kan jeg høre latteren fra hans bryst.

”Er næste fuldmåne ikke til din fest?” spøger jeg, da jeg har talt dagene i hovedet et par gange.

”Lige præcis,” svarer han tilfreds.

Jeg vælter igen om på ryggen og kigger ud af vinduet. Der er mange skyer på himlen, men jeg kan alligevel ane den tiltagende måne. Jeg har lyst til at viske dem væk, så jeg kan komme til at beundre den fuldt ud, men har lovet ikke at lege vejrgud hver dag.

Desuden vil jeg også hellere gemme kræfterne til fuldmånen. Den har noget helt specielt over sig. Alle dens aftegninger og farver, og den helt specielle følelse jeg får i kroppen. Jeg kan ikke sætte ord på hvad det er, for jeg ved det ikke selv. Det er blanding af tryghed, styrke, hjemlighed og sårbarhed.

En karrusel af følelser der til tider gør mig utrolig svimmel, men samtidig også får det hele til at falde på plads. Det giver mig sommetider et nyt syn på tingene, og jeg kan huske hvordan mor altid sagde, at man også ved fuldmånen kunne se ting, sandheder, som ellers har gemt sig i mørket.

”Scarlett?” Aiden har halvvejs sat sig op, som skal han til at rejse sig, men han bliver siddende.

”Ja?” Jeg hiver mig op mod hovedgærdet.

”Har du lyst til at komme til middag hos mig lørdag aften?” Det ligner han er en smule nervøs, sådan som han ikke kan finde ud af at sidde stille.

”Om jeg har lyst?” Jeg støtter på min arm og læner mig frem mod ham. ”Er det virkelig nødvendigt at spørge?”

”Hvis jeg nu siger, at min familie er hjemme?” Han smiler skævt.

Jeg tøver. Altså jeg vil da gerne møde hans familie, og de er sikkert også super søde, men jeg må nok indrømme, at jeg ikke ved hvordan jeg har det med hans far. Det er ikke pænt af mig at jeg dømmer på forhånd, men når faren møder mig, pigen der har fået Aiden til at blive, er jeg ikke sikker på at jeg vil føle mig særligt velkommen.

”Er du sikker på, at det er nogen god idé?” spørger jeg da jeg endelig finder ordene.

”Min far er ikke hjemme, så Joshua er den eneste i huset, der har et problem. Men både min mor og Alexis er vilde efter at møde dig. Lyder det ikke bare en smule tiltalende?” Jeg kan godt se at han selv kæmper for at finde de helt rigtige ord.

”Det der lyder mest tiltalende, er det faktum at du er der.” Jeg lægger min hånd over hans, og kan se hvordan han igen slapper af.

Den side af ham kommer jeg aldrig til at vænne mig til. Han er blevet virkelig blød, næsten som om han er bange for at jeg skubber ham væk, hvis han er for hård.

”Så det er et ja?”

”Med glæde,” svarer jeg og kysser ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...