Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61503Visninger
AA

33. Kapitel 31 - Fester og fyre

Lørdag eftermiddag beslutter Ashley og jeg os for at tage hjem til Lauren, for at sikre os at hun ikke er blevet kvalt i sit eget bræk. Laurens forældre kommer først hjem i aften, og de vil nok sætte pris på at alle er i live.

Michael havde tydeligvis også fået for meget at drikke. Han brækkede sig mindst fem gange på vejen hjem, og hvis der er noget jeg ikke kan klare, udover tyggegummi, så er det når folk kaster op overalt. Det resulterede også i at Ashley var nødt til at fortsætte alene.

Jeg er for en gangs skyld glad for at jeg ikke kunne se Mitchell i går. Han lød virkelig som om han også havde fået alt for meget. Ham og Michael ville have været et yndigt par.

Det giver ikke mening, hvorfor Mitchell var fuld. Jeg troede at Beskyttere skulle passe på sådan nogle som mig, og ikke omvendt. Altså hvis der var dukket en dæmon op, og jeg ikke havde kunnet klare den, så havde jeg virkelig været på spanden.

”Det var en god fest,” siger Lauren og inviterer os straks indenfor.

Vi slår os ned i sofaen, eller rettere de andre gør. Jeg bliver siddende i min stol..

”Det var da i hvert fald en fest,” svarer jeg og kigger på Ashley. Hun ved godt hvad jeg synes om den fest, og også at jeg helst ikke vil snakke om det.

Jeg ved godt, at en dans ikke behøver at betyder noget, men det føles stadig forkert. Det skulle have været Aiden der havde haft æren.

Michael er da sød, men det er også det. Jeg ser ham som en god ven og håber at han ser mig på samme måde. Noget siger mig alligevel, at han håber på mere. Den måde han nærmest var nervøs på, og så det Lauren nævnte om dansen.

Lauren har indtil videre haft ret hvad angår fyrene. Aiden har hele tiden set efter mig, og han har faktisk inviteret mig med til festen. Da Lauren bragte det op, troede jeg ikke på hende, for hvad i alverden skulle Aiden kunne se i mig?

Jeg håber bare, at hun tager fejl med hensyn til Michael.

”Er du så klar til Aidens fest om fjorten dage?” Lauren har hentet en flaske sodavand og er nu i gang med at hælde op til os alle.

”Det er jeg vel.” Jeg trækker let på skuldrene. ”Plejer det også at gå op i druk?”

”Familien Warners fester er langt over det sædvanlige. Se det som en slags galla. Alle kommer i pænt tøj, og man har selvfølgelig en partner.” Hun læner sig afslappet tilbage.

”Hvem er din partner så?” skynder jeg mig at spørge, så vi kan snakke om hende i stedet for mig.

”Eftersom Michael nægter, har jeg spurgt Tobias, du ved ham der sidder bagerst i fysik. Med en hurtig makeover kan han faktisk blive nogenlunde acceptabel.” Hun gennemgår hele listen inde i sit hoved: En omgang voks i håret, et jakkesæt, og for Guds skyld ud med de briller. Han ligner en gal videnskabsmand. Jeg kæmper for ikke at komme til at kommentere på det.

”Men man behøver altså ikke have en partner,” indskyder Ashley. ”Jeg kommer alene.”

”Du ved ikke hvad der er godt.” Lauren ryster let på hovedet. ”Men du har vel fundet en partner, Scarlett?”

Selvfølgelig skulle hun spørge. Jeg har ikke lyst til at snakke om ham lige nu, og Ashley vil med garanti ikke bryde sig om svaret. Og hun vil selvfølgelig straks fortælle det til Nathan.

I virkeligheden er det ikke Nathan jeg er bange for. Han har lovet mig, at jeg må være sammen med Aiden, så længe jeg passer på og stadig træner. Nej, jeg er bange for at Mitchell lytter med, og at ham og Ashley laver en eller anden sammensværgelse. De vil ikke lade mig ude af syne.

”Aiden,” svarer jeg til sidst.

”Jeg sagde det jo!” Lauren skubber kærligt til mig. ”Det er godt at vi allerede har købt kjole og sko.”

Ashley ser uforstående på mig.

Hvorfor har du ikke fortalt mig det? Hun lyder bebrejdende.

Betyder det noget? Jeg tager en mundfuld af min sodavand.

Ja, det gør det faktisk. Som din Vejleder vil jeg råde dig til ikke at gøre det.

Jeg har fattet at du ikke kan lide ham, men betyder det slet ikke noget, at jeg kan? Han har jo aldrig gjort mig noget? Jeg sukker højlydt indvendigt. Det lyder så højt, at jeg et kort øjeblik bliver bange for at det ikke er telepatisk, så jeg skæver til Lauren, for at sikre mig at hun ikke har hørt noget. Hun sidder heldigvis med næsen dybt begravet i en sms, der netop er kommet ind.

Det kan godt være, at han ikke har gjort noget endnu, men det kan komme.

Og hvad skulle han kunne gøre mig? Jeg kan mærke hvordan vreden langsomt bobler indeni mig, som vand der snart koger.

Du ved godt hvad der sker med dine evner, når du er i nærheden af ham. Hvordan vil du rode dig ud af det, hvis det sker til festen? Hun rækker ud efter sit glas og forsøger at virke tilstedeværende i Laurens verden.

Jeg har lært at styre det.

Men nu har jeg advaret dig. Jeg kan ikke bestemme over dig, men kom ikke og sig at jeg ikke har gjort mit job.

”Undskyld, jeg skulle lige svare på en sms.” Lauren afbryder vores mentale diskussion. ”Men hvor er jeg glad for at du har fundet en partner. Jeg er også sikker på at han nok skal være den perfekte.”

”Det må vi se.” Jeg fremtvinger et smil.

 

Der hænger en skærende tavshed i luften resten af eftermiddagen.

Ashley er blevet så fornærmet over at jeg ikke har fortalt hende om min aftale med Aiden, at hun nu hverken vil snakke eller telepatere.

Jeg kan kun tænke på Aiden. Han er overalt i mine tanker, og det irriterer mig grænseløst, at jeg ikke kan få fat på ham. Hvad laver han?

Ind imellem hører jeg Mitchell grynte i mit hovedet. Han må godt nok have hygget sig i går, siden han stadig kan ligge og sove. Kan han mon have været med til festen uden at jeg har vidst det? Der har jo ikke været andre fester?

Da klokken bliver tre, beslutter Ashley sig for at tage hjem til Michael for at se hvordan han har det.

Jeg kan godt se på Ashley at hun mest af alt bare gerne vil på afstand af mig. Det er nok også det bedste for os begge. Vi ved begge hvad jeg er i stand til, hvis jeg bliver sur, og det er i sidste ende ikke mig der kommer til skade.

”Så kan vi da bare hygge videre.” Lauren dumper ned i sofaen.

”Det er nemlig det vi kan.”

Jeg beslutter mig for at pakke alle andre tanker ned for en stund, og så nyde Laurens selskab. Det nytter ikke noget at lade mig påvirke af Ashleys dårlige humør.

Lauren kan også godt være uudholdelig at være i nærheden af, men for det meste er hun egentlig meget sød, og sommetider ville jeg ønske at jeg kunne fortælle hende min hemmelighed. Det kunne være rart at dele den med nogen, men samtidig vil jeg heller ikke udsætte hende for unødig fare. Nej, det bedste er nok at lade hende leve i troen på at jeg bare er en pige med absolut ingen sans for mode.

”Jeg har lige fået en fantastisk idé!” udbryder hun.

”Hvad?” spørger jeg, selvom hendes tanker allerede har skreget det, som hundrede piger til en Justin Bieber koncert. Præcis samme begejstring.

”Lad os holde en filmaften. Du kan sagtens overnatte her.”

Og det gør vi så.

 

Jeg vågner ved at nogen svinger en arm i hovedet af mig. Jeg udstøder et halvt skrig, da jeg i et kort sekund tror at nogen angriber mig, men det går hurtigt op for mig at jeg stadig er hos Lauren.

Utrolig nok vågner hun ikke. I stedet vender hun sig om på den anden side og snorker videre.

Jeg løfter mig let op på albuen og kigger på klokken. Den er kun 07:15. Lysvågen ligger jeg mig igen, og giver mig til at tælle bjælkerne i hendes loft.

Da jeg har nået det samme antal en snes gange, og klokken kun er 07:30, bliver jeg enig med mig selv om at det simpelthen er for kedeligt. Jeg kan dog heller ikke få mig selv til at vække Lauren, bare fordi jeg ikke kan sove.

Til sidst beslutter jeg mig for at lukke øjnene og se om jeg kan finde nogen at telepatere med.

Beklager at jeg glemte at give besked i går aftes.

Ashley fortalte mig hvor du var. Nathan lyder helt frisk.

Okay.

Kommer du hjem i dag?

Selvfølgelig, svarer jeg og smiler for mig selv.

Jeg giver mig til at lytte efter Mitchell. Han kan da ikke blive ved med at sove, specielt ikke når man tænker på at han normalt ikke sover.

Det eneste jeg hører er vinden der suser forbi og et ulvehyl i det fjerne.

Er der ulve i Elentus? I så fald skal jeg aldrig i skoven alene igen. Ikke nok med at den i forvejen er uhyggelig, men nu er der også mulighed for at blive spist? Sikke et hyggeligt sted.

Jeg skubber tanken til side. Selvfølgelig er her ikke ulve. Sådan noget ville jeg have hørt for længe siden.

Hvor er du? Tænker jeg i stedet til Aiden. Jeg savner at høre hans stemme, og føle hans berøring. I en hel uge har jeg undværet ham, og jeg ved ikke hvor længe jeg kan holde det ud.

Denne uge er såmænd gået meget godt og mine evner har opført sig pænt, men det er altså ikke det samme uden ham. Desuden er det heller ikke fair, at han ikke svare mig, efter den nat i hytten. Man kysser ikke bare en Whitefeather, for derefter bare at gemme sig.

Hjemme.

Jeg får næsten et chok, da han endelig svarer.

Hvorfor har du ikke svaret mig hele ugen?

Scarlett, jeg kan ikke snakke lige nu. Det er tydeligt at han kæmper for at holde forbindelsen.

Er der sket noget? Jeg får lyst til at springe ud af sengen og styrte hjem til ham.

Nej. Men vent på mig ved parkeringspladsen i morgen. Jeg er der. Og så lukker han forbindelsen.

Senere da Lauren vågner bevæger vi os ud i køkkenet, hvor duften af bacon overfalder mig.

Jeg havde helt glemt at Laurens forældre kom hjem sent i går aftes.

”Godmorgen I to,” siger hendes mor og sætter kanden med vand på bordet.

”Godmorgen,” svarer jeg og smiler til hende.

Vi sætter os ved bordet, og jeg kan ikke lade være med at bemærke hvordan hendes mor kigger på mig, som om hun allerede kender min hemmelighed. Og hvorfor kommer hendes tanker ikke flyvende?

Nej, det er ikke noget. Jeg tænker for meget.

”Jeg hedder Caroline, og det her er Fred,” siger hun og rækker hånden frem. ”Du må være Scarlett.”

”Ja, det er mig,” svarer jeg og giver hende hånden. ”Godt at møde jer.”

Fedterøv, tænker Lauren og jeg skal lige til at give hende blikket eller smide en sofapude efter hende, da jeg kommer i tanke om at hun ikke sagde det højt.

Vi spiser i stilhed og efterfølgende tager jeg hjem.

”Tak for nu,” siger jeg på vej ud ad døren.

”Selv tak,” svarer Caroline. ”Vi ses nok igen.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...