Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61808Visninger
AA

32. Kapitel 30 - En helt normalt fredag

For første gang i lang tid er jeg glad, da jeg vågner. Sådan rigtig glad.

Aiden har jeg stadig ikke set noget til, men jeg er blevet enig med mig selv om ikke at bryde mit hoved med det. Han dukker vel op på et tidspunkt?

I mellemtiden bruger jeg tiden sammen med Lauren, Ashley og Michael. Specielt Michael. Jeg vidste ikke at vi havde så mange ting tilfælles, men efter at have været sammen med ham i et par dage i skoven, er der helt klart sket noget. Han er ikke længere mystisk, og jeg beundrer virkelig hans afslappede holdning til min kørestol.

Mens jeg sætter et sølvspænde med en blå sten i håret, kan jeg ikke lade være med at smile. I næsten en uge har jeg fået lov til at være en ganske almindelig teenagepige. Træningen har selvfølgelig ikke været på standby, men alligevel heller ikke helt så seriøs som tidligere.

Der er efterhånden kommet en meget god balance i tingene. I skolen tænker jeg ikke længere på mine evner - bortset fra telepatien - og hjemme træner jeg ved bare at bruge mine evner. Det er som at være hjemme i Penta igen.

Jeg havde aldrig troet, at det nogensinde skulle blive sådan igen. Det er ikke fedt at være i besiddelse af evner der kan skade alle omkring mig. Og jeg har altid været bange for at være skyld i Nathans død, men nu ved jeg at det ikke kommer til at ske. Jeg har styr på det.

Håber jeg.

Hvis der sker ham noget, vil jeg aldrig kunne tilgive mig selv. Mine forældre er døde på grund af mig. Jeg har ikke brug for flere liv på samvittigheden.

Jeg ryster tanken ud af hovedet og ser mig en sidste gang i spejlet. Halskæden hænger stadig perfekt. Jeg tager den ikke længere af. Det har jeg faktisk ikke gjort siden den dag Mitchell var nødt til at tage den af. Den smerte var ikke til at holde ud.

Hvad det helt præcist var han gjorde, ved jeg ikke.

”Godmorgen.” Nathan er i fuld gang med at lave morgenmad, da jeg kommer ud i køkkenet, men alligevel hører han mig komme.

”Godmorgen,” svarer jeg, og begynder så at sætte de sidste ting på bordet.

”Du virker glad,” konstaterer han, da han slukker for komfuret og tager pandekagerne med hen til bordet.

”Må jeg da ikke være det?” Jeg lader en pandekage svæve hen på min tallerken.

”Selvfølgelig må du det.” Han glider ned på stolen. ”Det er bare ikke noget jeg har set længe.”

Da Michael kommer forbi for at følges i skole, ånder jeg lettet op. Endelig en der kan befri mig for Nathan. Jeg er godt klar over at det er længe siden, at jeg har været i så godt humør at solen står alene på himlen og næsten føles varm, men det betyder ikke at han skal kommentere på det.

 

Det er efter skole lykkes Lauren at lokke mig med til sin fest i aften. Det var en spontan idé hun havde fået midt i sidste time.

”Det er fredag,” sagde hun som om at det var grund nok i selv.

Michael takkede straks ja, mens Ashley sendte mig et bedende blik efterfulgt af: Vil du ikke nok tage med? Jeg gider ikke være alene i anti-alkohol-hjørnet.

Jeg har drukket en enkelt gang, og det kommer aldrig til at ske igen. En fuld heks er virkelig en dårlig idé. Det kan Nathan i hvert fald bekræfte.

Vi var lige kommet hjem fra en fest, hvor jeg havde fået lidt for meget at drikke. På det tidspunkt havde jeg også noget med at åbne og lukke døre med mine evner, og den aften var selvfølgelig ingen undtagelse.

Da jeg skulle lukke døren, tænkte jeg ikke over hvor mange kræfter jeg brugte, så jeg hev døren af hængslerne og den ramte Nathan. Han brækkede både næsen og den venstre arm. Siden da har det altså været forbudt at være fuld, når man er mig.

Jeg tager med Lauren hjem, telepaterer jeg til Nathan, da vi forlader skolen.

Ashley er alt for god til at overtale.

Okay. Kommer du hjem til aftensmad?

Nej. Lauren har spontant arrangeret en fest.

Husk nu …

… ingen alkohol. Jeg ved det.

”Kan I to ikke smutte ned og hente en kasse øl?” Lauren kaster et hurtigt blik på Michael og jeg, mens hun tydeligt gennemgår sin liste i hovedet. Både Ashley og jeg kan høre det, og vi udveksler et indvendigt suk.

Det er godt nok en lang liste, bare for at holde en lille fest, beklager jeg mig.

Du skulle bare vide. Den kunne være meget længere. Ashley står og tripper.

”Jo, selvfølgelig.” Michael giver mig et klap på skulderen, og gør så klar til at gå. Jeg smiler bare og følger pænt efter.

Da vi når uden for de andres hørevidde, bryder jeg tavsheden.

”Er hun altid så spontan?”

”Lauren er indbegrebet af spontan.” Michael griner af mig.

”Så det her er helt normalt?” Jeg ser undrende på ham, men retter hurtigt blikket frem for ikke pludselig at køre nogen ned.

”En helt normal fredag i Elentus,” konstaterer han.

 

Det er den mindste fest jeg nogensinde har været til.

Jeg har slået mig ned ved et bord i et hjørne sammen med Ashley. Vi sidder med en flaske sodavand og en skål chips til deling.

Musikken er så høj at man knap kan høre hvad man selv tænker. Det vil altså sige at det med at kunne føre en samtale, er mere eller mindre umuligt. Også telepatisk.

Jeg ser rundt i stuen hvordan folk danser rundt mellem hinanden, og hvordan de langsomt slipper alle deres hæmninger.

Når jeg ser andre danse, kommer jeg ofte til at ønske at det var mig. Mig der kunne danse rundt med en fyr.

Det er et dumt ønske.

Man skulle tro at jeg efterhånden havde lært at leve med det, men engang imellem kommer savnet altså snigende.

Jeg lover at byde op til dans, når vi engang mødes. Mitchells stemme er tydelig i larmen.

Lytter du altid til andres tanker? Jeg smiler for mig selv.

Bestemt ikke, men jeg kom lige forbi, og ville egentlig bare være sikker på at du havde det godt.

Tak for omsorgen. Jeg rækker ud efter et af de mange stykker chokolade der er ved siden af chipsene. Og jeg har det ganske glimrende bortset fra at jeg aldrig kommer til at danse.

Man skal aldrig sige aldrig.

Jeg bliver hevet tilbage til festens larm, da Michael prikker mig på skulderen.  Da jeg kigger op ser jeg hans hånd der byder op til dans. Først forsøger jeg at sige nej, men der går ikke lang tid før jeg giver op.

Det bliver ikke noget kønt syn. Min kørestol er på ingen måder elegant, og jeg føler mig lidt som Bambi - absolut ingen kontrol over mine ben, eller hjul for den sags skyld.

Michael har ført mig over til et hjørne, hvor der er lidt bedre plads. Her burde det ikke være muligt at køre nogen ned.

Han tager forsigtigt min hånd og vi rykker os langsomt frem og tilbage. Det føles en smule akavet, for jeg kan mærke hvor meget stolen begrænser.

Da musikken skifter tempo til en smule mere rytme, tager han min hånd og svinger mig rundt en enkelt gang. Det giver et sus i maven, og en del af mig vil prøve igen, og jeg giver mig selv lov. Bare én gang til.

Smilet på Michaels læber vokser i takt med musikkens skift over i de bløde toner. Hans varme grønne øjne minder mig om mors. Fulde af glæde, omsorg og næstekærlighed.

Jeg hader at danse, men alligevel kan jeg ikke lade være med at nyde det. Drømmescenariet vil selvfølgelig være, at jeg dansede med Aiden, men jeg tror slet ikke han er den type. Og hver gang han rør ved mig, mister jeg fuldstændig fokus.

Michael svinger mig rundt en sidste gang, og bukker pænt da musikken stopper. Jeg smiler og takker for dansen.

Hvad sagde jeg? Jeg er kun lige nået tilbage til min plads, da Mitchell dukker op igen.

Whatever.

Det var ikke i nærheden af at være en rigtig dans, og det bliver det heller ikke så længe jeg ikke kan gå. Konklusion: Det kommer aldrig til at ske.

Selvfølgelig nød jeg det, men det vil aldrig være det samme. Heller ikke med Aiden. Hvis han på mystisk vis kunne manifesterer et par velfungerende ben, så kunne det godt være, at jeg ville synes, det var fedt at danse, men det er nok ikke tilfældet.

Lauren kommer væltende kort tid efter og lander ved siden af Ashley. Hun stinker langt væk af øl, og ingen af os bryder sig om at være for tæt på hende. Med et enkelt blik beslutter vi os for at få hende i seng og stoppe festen inden folk begynder at brække sig.

Hun er tydeligvis ikke tilfreds med vores beslutning, for i starten stritter hun voldsomt imod og gentager konstant, at hendes forældre har sagt, at de gerne måtte feste hele natten. På et tidspunkt overvejer jeg at bruge min telekinese, til at smide hende i seng, men Ashley sender mig et blik der siger, at jeg lige kan våge på at prøve.

I stedet tager jeg fat i Lauren og hiver hende i seng, mens Ashley sørger for at få smidt alle gæster ud.

”I er kedelige!” beklager hun sig, da hun rammer sengen.

”Vi er ansvarlige,” retter jeg hende.

Jeg forlader et kort øjeblik værelset for at hente en spand hun kan kaste op i, hvis det bliver nødvendigt, og da jeg kommer tilbage, sidder hun op igen.

”Skulle du ikke sove?” Jeg sætter spanden på gulvet.

”Dig og Michael så ud til at hygge jer.”

”Sov.” Jeg ryster bare på hovedet. Vi skal overhovedet ikke snakke om fyre lige nu.

”Hvordan var det at danse med ham?” Hun bliver ved, og selvom jeg godt ved, at det er alkoholen der taler lige nu, så skal jeg koncentrere mig for ikke at pande hende en.

Det burde ikke genere mig, at hun er så nysgerrig. Det er jo bare Michael? Alligevel kan jeg mærke noget inden i. Jeg dansede med ham …

”Det var bare en dans.” Det var ikke andet. Jeg kan godt høre, hvad det er Lauren vil frem til, men hun kan godt glemme det. Jeg har noget kørende med Aiden, og jeg er altså ikke typen der har gang i flere fyre på samme tid.

”Jeg tror ikke på dig.” Hun ser på mig med et stirrende blik.

”Det behøver du heller ikke.” Og derpå forlader jeg værelset og lukker døren. Frihed.

Inden jeg forlader huset, kører jeg ud på badeværelset for at smide koldt vand i hovedet. Jeg må ikke lade følelserne tage over, for hvis jeg først mister kontrollen, kan mine evner gå amok. Og uden Aiden kan jeg ikke stoppe det igen.

Det er ikke godt, at jeg er blevet så forbandet afhængig af en enkelt person, men jeg kan ikke rigtig gøre noget ved det lige nu.

Kan du ikke for en gangs skyld være glad på mine vegne?! Det er Aiden. Jeg ånder lettet op ved lyden af hans stemme. Men hvorfor råber han?

Fordi der er det dummeste du nogensinde har gjort. Endnu en ny stemme. Men noget er anderledes. Det føles ikke som telepati.

Kan jeg nu også høre andres samtaler, når de ikke telepaterer? Hvordan i alverden er det gået til?

Jeg ser mig i spejlet og det er først der jeg ligger mærke til hvor træt jeg egentlig ser ud. Jeg tænker for meget. Det er den eneste forklaring. I hvert fald den eneste logiske.

Hvis det viser sig at være endnu en evne, så må den gerne holde sig i ro indtil jeg har fået styr på alt andet. Indtil da må jeg bare overbevise mig selv om, at det selvfølgelig var telepati, og at det bare er mig der er overtræt.

Er du der Mitchell? Jeg har brug for en der hurtigt kan bekræfte, at det bare er mig der er træt.

At være eller ikke at være. Det kommer an på hvordan du definerer det.

Har du drukket? Jeg sukker opgivende. Min såkaldte Beskytter er stang stiv.

Kun lidt.

Han benægter det ikke engang? Nogle gange gad jeg altså godt at vide, hvor fanden han opholder sig.

Ashley råber ude fra hoveddøren og hiver mig tilbage til virkeligheden.

Jeg kører ud til hende, og det første jeg ser, er Michael der ligger på alle fire og er i gang med at kaste op.

”Kan du give mig en hånd med at få ham hjem?” Ashley sidder på hug ved siden af ham, og ser bedende op på mig.

”Selvfølgelig.” Svarer jeg og rækker en hånd frem så vi kan hive ham op at stå. Han vælter rundt, men til sidst får vi så godt styr på det, at vi skynder os af sted, inden han endnu engang mister balancen.

Jeg hader fulde mennesker!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...