Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61538Visninger
AA

31. Kapitel 29 - I skoven

I fire dage har jeg intet hørt fra Aiden, og det er ved at drive mig til vanvid. Han kommer ikke i skole, manifesterer ingen roser og svarer ikke når jeg telepaterer til ham. Jeg ved at han kan høre mig, for jeg møder ikke hans mur.

Han undgår mig med vilje. Spørgsmålet er bare hvorfor?

Engang imellem er han altså ikke til at blive klog på. Jeg ville virkelig ønske at jeg kunne høre hans tankestrøm, finde ud af hvad der foregår. Jeg savner hans nærvær, hans væsen, og selvom jeg tit ikke forstår hvad han ser i mig, forsøger jeg konstant at overbevise mig selv om at det ikke er en indbildning. Det er bare svært når han pludselig forsvinder og ikke svarer mig.

Jeg håber ikke at han er på vej væk.

Heldigvis har jeg stadig Lauren og Ashley. De sidste par dage har de virkelig fået mig tilbage til virkeligheden, der hvor magien ikke eksisterer. Vi har været på shopping - surprise - og en tur i biografen. Jeg vidste ikke engang at byen havde en biograf, men det fandt jeg da så ud af.

Lauren var også ved at lokke mig med i byen en aften, men den idé blev hurtigt nedstemt. For det første er jeg ikke typen der går i byen, og for det andet kommer det aldrig til at ske på en hverdag.

Udover telepati har jeg ikke brugt mine evner, og selvom telekinese og besværgelser kan være ret så underholdende, så har det været en sand befrielse at være fri. At få lov til at være en helt almindelig teenagepige, hvis man altså ikke tæller kørestolen med, er det eneste jeg har ønsket mig.

Forstyrrer jeg? Mitchell hiver mig tilbage til den faldefærdige bænk der solidt er gjort fast i jorden. Gudskelov at jeg har min egen stol.

Nej, jeg sidder bare og venter på at Michael får fri.

Lyder hyggeligt. Jeg ville egentlig bare fortælle dig lidt om tegnet på din halskæde og dens betydning. Jeg ved, at du har trænet meget på det sidste, og at du har trænet med Aiden, og jeg tænkte egentlig at det var ved at være tid til lidt mere basisviden.

Hvordan kan du…

… vide det? Det er sådan noget jeg kan. Men som din Beskytter siger jeg selvfølgelig ikke noget videre om du og Aiden.

Jeg mærker tydeligt hvordan varmen spredes i kroppen. Mest fordi det er utrolig akavet at han ved hvad Aiden og jeg har lavet, men også fordi jeg har en jeg kan stole på. Og det bedste er, at han er årsagen til at jeg må være sammen med Aiden.

Tak.

Du kan altid regne med mig.

Hvad var det du ville fortælle mig om halskæden?

Som jeg tidligere har fortalt dig, så hedder det et pentacel, og det symboliserer hvid magi for hekse. Den er formet som en fem-takket stjerne med en cirkel omkring, og i din kæde er der en blå sten i midten. Hver af takkerne har selvfølgelig hver deres betydning, eller element som det hedder: Det spirituelle, Vand, Ild, Jord og Luft. Den store ring er det der binder det sammen. Og til sidst har vi den blå sten, som selvfølgelig også har betydning. Den er blå fordi hekse arbejder med månen - der sommetider kan se ud til at være blå - og fordi den giver gode energier, såsom kærlighed, spiritualitet og sandhed.

Det lyder indviklet, konstaterer jeg.

Jeg forventer heller ikke at du kan huske alt endnu. Det vigtigste er essensen af det. En dag vil det komme dig til gode.

Klokken ringer ud for sidste gang i dag, og folk strømmer ud ad hoveddøren. Jeg sidder og holder øje med hvornår Michael dukker op. Jeg glæder mig egentlig til at tilbringe eftermiddagen med ham, men jeg har svært ved at vænne mig til at der er nogen der vil have min opmærksomhed, uden at det har noget med mine evner at gøre.

”Er du stadig frisk?” Han kommer mod mig med raske skridt.

”Ellers sad jeg ikke her,” svarer jeg.

”Kan du selv køre, eller skal jeg hjælpe?”

”Så jeg har faktisk et valg den her gang?” griner jeg.

”Jeg gjorde det faktisk for at være sød,” siger han og peger på mig.

”Det ved godt, og tak.” Jeg smiler for mig selv og kaster så let hovedet bagud som tegn til at han gerne må kører mig.

Han tager fat om håndtagene og sammen forlader vi skolens grund.

Det er først da vi når skoven, at vi igen begynder at snakke.

”Det er så her jeg plejer at gå.” Han afbryder lyden af fuglesang. ”Her er meget stille og roligt, og naturen er fantastisk.”

Jeg har været her masser af gange, og jeg ved godt hvor skønt her er, men jeg siger det ikke højt. Det er bedst ikke at nævne Aiden. Jeg glemmer aldrig billedet af deres slåskamp, og jeg vil nødig give dem grund til at starte endnu en.

”Er du her tit?” spørger jeg nysgerrigt.

”Mere eller mindre hver dag. Det er med til at rense tankerne.”

Vi følger stien rundt og det går hurtigt op for mig, at det er den samme sti som Aiden og jeg plejer at bruge. Vores sted.

Jeg håber inderligt ikke at Aiden er herude. Han vil sikkert ikke bryde sig om, at andre kender vores sted, og skal jeg være ærlig, har jeg heller ikke lyst til at andre skal kende til det. Det er her jeg plejer at kunne bruge mine evner frit, men nu hvor jeg ved, at Michael også kender stedet, skal jeg til at passe på.

Mon han kender til søen i den anden ende? Hvis han gør, har jeg ikke længere nogen steder, hvor jeg kan bruge mine evner. Og hjemme tæller ikke. Der er selvfølgelig Aidens hytte, men eftersom den ikke just er inden for gåafstand, kan jeg heller ikke bruge det til noget.

”Tro det eller ej, men jeg kender det godt.”

Jeg beslutter mig for at droppe bekymringerne for nu. Der er alligevel ikke noget jeg kan gøre, andet end at håbe på at han ikke har set mig herude før.

”Du er måske også glad for naturen?” spørger han og jeg lægger mærke til den begejstrede tone i hans stemme.

”Det kan man godt sige. Jeg er vokset op med meget mere natur end der er heromkring. Penta var ikke meget større end Elentus, men vi havde mere skov end du nogensinde har set.” Jeg smiler ved tanken.

”Der er ikke meget skov heromkring, det vil jeg godt give dig ret i. Men når man ikke har oplevet noget større, så gør det ikke så meget. Jeg er bare glad for at her er noget. Det er fordelen ved ikke at bo i en storby.”

Jeg kan kun give ham ret.

Vi stopper først op, da vi når til klippeudspringet. Jeg bryder mig ikke om at være her, når Aiden ikke er her. Det er jo vores sted.

Michael graver to flasker kakao frem af sin taske, og kaster den ene til mig.

”Tak.” Jeg tager straks en mundfuld. ”Må jeg spørge, hvorfor du altid går rundt med chokolade eller kakao?”

”Jeg sørger for at holde mit blodsukker oppe, og det holder samtidig mit migræne på afstand.” Han drikker langsomt denne gang. ”Og da jeg så dit migræneanfald den første dag, tænkte jeg, at du måske havde det på samme måde som mig.”

Jeg glemmer aldrig den første dag. Det migræneanfald var det værste jeg nogensinde har oplevet. At det i virkeligheden skyldes Aidens tilstedeværelse, og at kakao tilfældigvis er det eneste der virker, er mere held end forstand.

Michael skulle bare vide, hvad der egentlig foregår omkring ham. Måske jeg kan fortælle ham det en dag?

”Har jeg ikke ret i at det virker?” Han står rank ved siden af mig med blikket rettet fremad.

”Jo,” bekræfter jeg. ”Jeg har faktisk ikke haft migræne i noget tid efterhånden.” Det er egentlig meget rart, at kunne bevæge sig rundt uden frygt for at blive fanget i et anfald.

”Altid til tjeneste.” Han drejer ansigtet mod mig, og rækker sin kakao frem. ”Og skål på det.”

”Skål på det.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...