Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61842Visninger
AA

30. Kapitel 28 - Vores hemmelighed

Vi sidder i Aidens bil og er på vej hjem mod Elentus. Vi sidder tavst og udveksler knap nok blikke.

Tavsheden æder mig op, men jeg ved ikke hvad vi skal snakke om, og om vi overhovedet skal snakke.

Jeg læner hovedet mod vinduet og lader blikket glide over de mange træer. Vi er snart hjemme. Jeg kan tydeligt genkende det grimme skilt hvor der står ”Elentus - 10 km”.

Genspejlingen i ruden viser mit uglede hår som jeg har forsøgt at sætte i en knold, men det ligner mere en hårbolle fra en kat. Hvis Ashley eller Lauren nogensinde ser mig sådan, så ved de godt hvad jeg har lavet. Eller, de vil tro at jeg har været i seng med Aiden, men det har jeg altså ikke.

Vi havde gang i noget ja, men det var ikke sex.

Jeg ved ikke engang hvordan det kom der til, og så lige midt om natten. Hvis det ikke var fordi Nathan var i mit baghoved konstant, så kunne jeg sagtens være blevet ved hele natten.

Inden vi forlod hytten blev vi hurtigt enige om, at hvad der var sket i den hytte, blev i den hytte. Det var egentlig ikke fordi det var forkert, det er sådan kærlighed fungerer, men vi vidste begge, at der ville komme for mange spørgsmål, hvis det kom ud.

Aiden havde taget mig med for at komme væk fra træningen - det var i hvert fald det der var planen. At vi så alligevel har brugt vores evner, er en helt anden side af sagen. Men igen, det har teknisk set heller ikke været træning. Vi kalder det almen brug, men Nathan, Ashley og sandsynligvis også Mitchell, vil nok kalde det leg.

Det er altså virkelig irriterende, at man ikke bare kan få lov til at være en ganske almindelig teenagepige med almindelige problemer. Nej, der følger et ansvar med at være en heks, og med ansvar mener jeg at folk forventer at jeg sætter livet på spil for dem. De er heller ikke glade for at jeg er sammen med Aiden, så de holder yderligere øje med mig.

Så hvis nogen spørger hvad vi har lavet, så har vi kun gået ture i skoven. Ikke noget der ligger op til yderligere afhøring.

En del af mig elskede virkelig at komme lidt væk, også selvom det kun var et døgn. Som jeg sagde til Aiden, så ser jeg ikke Elentus som et hjem. Intet vil kunne erstatte Penta, og sådan er det bare.

Og så alligevel. Altså Penta vil altid være mit rigtige hjem, mit fysiske hjem, men når jeg er sammen med Aiden, føles det også en smule som hjem.

”Ses vi på mandag?” spørger jeg, da han har hjulpet mig ud af bilen.

”Selvfølgelig.” Han kysser mig kort på panden, og træder så et skridt tilbage i samme øjeblik som Nathan åbner hoveddøren.

”Velkommen hjem,” siger Nathan og træder ud med åbne arme. Jeg kører hen og giver ham et kram.

”Jeg vil tage hjem og lad jer to være alene.” Aiden tager elegant et par skridt bagud inden han drejer rundt på hælene og går om på den rigtige side af bilen. ”Vi ses i morgen, Scarlett.” Og så kører han.

Nathan tager min taske, og vi går ind, og lige inden jeg får døren til at lukke, hører jeg Aiden klart og tydeligt i mit hoved.

Husk nu at min telepatiske evne er vores hemmelighed. Jeg kan virkelig ikke overskue, at skulle forklare mig lige nu, og mine forældre kan ikke lide, når jeg afslører mine evner. Men jeg stoler på dig, Scarlett. Din hemmelighed er selvfølgelig også i sikkerhed hos mig.

Nathan kan heller ikke lide at jeg har vist mine evner til dig, så jeg ved hvad du mener, og selvfølgelig er det vores hemmelighed. Jeg stoler også på dig, Aiden. Tak fordi du lukkede mig ind.

Du brød dig ikke om at være udenfor mit hoved? Han griner let. Jeg skal virkelig anstrenge mig for ikke at komme til at grine.

Nej, det gjorde jeg faktisk ikke. Men du skal altså lære mig det der. Jeg kører ind på mit værelse og giver mig til at pakke ud, mens Nathan går i køkkenet for at lave kakao.

Det må vi se til. Jeg synes, at du skal slappe lidt af. Du ender bare med at blive afkræftet, og jeg kan ikke tillade at du kommer galt afsted.

Nu er der altså meget stor forskel på hvad du synes og hvad jeg synes. Desuden kan jeg godt finde ud af at passe på mig selv. Jeg åbner vinduet på klem og lader den friske luft tage en runde. Her lugter indelukket og svedigt.

Den diskussion kan vi tage når vi ses igen.

 

Hele eftermiddagen går med at Nathan holder krydsforhør, men uanset hvad jeg svarer, så er det ikke godt nok.

Hvis Nathan virkelig ikke stoler på ham, hvorfor bliver han så ved med at lade som om at alt er i skønneste orden?

 Det er så typisk. Nathan og Ashley har simpelthen så mange hemmeligheder at man engang imellem skulle tro at det var dem der var skurkene. Det er måske også derfor at de hele tiden skyder skylden på Aiden? Han er et let offer.

Jeg ved godt, at der også er ting jeg ikke fortæller, men det er jo ikke det samme. Min hemmelighed, vores hemmelighed, har ingen betydning for andre end os. Deres hemmeligheder omfatter mig. Havde jeg vidst fra starten, at jeg ikke var alene med mine evner, ville jeg måske have taget hele situationen anderledes.

Om aftenen kommer Ashley forbi og befrier mig fra Nathans vanvid. Vi sætter en film med Eddie Murphy på, laver en stor skål med popkorn og lader os så opsluge.

Aldrig har jeg grinet så meget, og Ashley ser også ud til at være underholdt. Jeg troede aldrig at jeg skulle se den side af hende igen. Siden jeg afslørede hende, har hun været Vejlederen Ashley, og mildest talt været en pestilens. Men i aften er hun bare Ashley.

Når hun ikke snakker om evner eller Aiden, så er hun stadig den pige jeg mødte den første dag. Den pige jeg kunne kalde min veninde. Det kan jeg måske også nu, men jeg ved ikke om jeg faktisk kan stole på hende. Jeg håber, at jeg kan.

”Tak for i aften,” siger Ashley, mens hun tager sin sort- og pink ternede jakke på. ”Det må vi snart gøre igen.”

”Selv tak. Det har været hyggeligt.” Jeg giver hende et kort kram. ”Vi ses.”

Jeg lukker stille døren, så jeg ikke vækker Nathan.

Da jeg kort efter ligger i sengen kommer hele verden væltende ind over mig og drukner mig i død og ødelæggelse. Hullet i mit indre vokser for hvert øjeblik jeg ikke er sammen med ham. Det er værst nu hvor jeg er alene i nattens mørke.

Stjernerne blinker til mig gennem vinduet og halvmånen sender rolige energier mod mig. Jeg lukker øjnene og forestiller mig hvordan månens energier flyder gennem mine blodårer og bliver en del af mig.

Aidens energier blander sig med mine, og i et kort sekund kan jeg ikke finde ud af om det er virkelighed eller om jeg allerede er begyndt at drømme.

Det er alt andet end en drøm.

Skulle du ikke sove? Jeg holder øjnene lukkede og ser ham for mig.

Det der med at sove er overvurderet. Spild af tid. Han griner let.

Jeg gaber højlydt og trækker dynen op. Det er typisk mig at komme til at fryse om natten, og nu hvor Aiden ikke er fysisk til stede, er jeg jo nødt til at gøre noget selv.

Søvn er desværre en nødvendighed, konstaterer jeg og gaber igen.

Tja, det kommer vel an på så meget.

Du er måske en af dem der aldrig sover? Jeg kommer til at tænke på Mitchell.

På en måde. Altså, jeg kan godt sove, men jeg behøver ikke. Endnu en der kan lave noget døgnet rundt. Skønt.

Kæft jeg føler mig udenfor.

Så spændende er det altså heller ikke. Han griner let.

Laver du da ikke noget om natten?

Ser på stjerner, men ellers ikke. Som sagt er det ikke særlig spændende. Ingen andre er vågne, så man bliver temmelig ensom i længden.

Jeg gad stadig godt være vågen en hel nat. Jeg sukker. Kan allerede forestille mig hvor smukt det må være.

En dag kan vi måske arrangere et eller andet. Men jeg synes du skal lægge dig til at sove. Vi kan fortsætte i morgen.

Jeg mærker hvordan han langsomt trækker sig væk.

En sidste ting. Jeg giver næsten et helt hop af bare iver.

Ja?

Hvordan vidste du egentlig, at jeg ville kunne høre dig? Jeg har jo ikke brugt min telepati?

Jeg ved mange ting.

Så forsvinder han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...