Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61815Visninger
AA

29. Kapitel 27 - Helt tæt på

”Er du sulten?” spørger Aiden da vi kommer tilbage til hytten, efter at have gået rundt i et par timer eller mere.

”Ikke rigtigt,” svarer jeg og strækker armene frem for mig og får fingrene til højlydt at sige knæk. Nathan hader når jeg gør det, men det ser ikke ud til at røre Aiden det mindste.

Aiden finder endnu en flaske juice frem, men denne gang tømmer han den ikke. Jeg fatter ikke at han kan. Bare tanken gør mig dårlig.

Jeg kigger på det sorte ur på væggen ved køleskabet. Klokken er otte.

”Hvad siger du så til at vi slår os ned i sofaen?” For første gang smider han den hæslige frakke, og en sort skjorte kommer til syne. Hvis han droppede frakken, ville pigerne sværme om ham som bierne om deres honning.

”Men hvad med klokken? Burde vi ikke tage hjem?” Nathan vil nok sætte pris på at jeg snart kommer hjem.

”Jeg er sikker på at Nathan ikke har noget imod det. Han ved jo at du er sammen med mig.”

 Og netop derfor tror jeg, at han gerne vil have mig hjem, tænker jeg for mig selv.

Det er egentlig ikke fordi jeg har lyst til at tage hjem, men jeg ved bare hvordan Nathan har det, og selvom at det egentlig ikke er mit problem, så ved jeg at Nathan hurtigt kan lave om på den opfattelse.

”Du vinder,” siger jeg til sidst.

Han smiler tilfreds, da han tager om mig og løfter mig op som var jeg let som en fjer.

Jeg studerer hans gyldne, varme øjne, og prøver at regne hans næste træk ud, men hvad angår hans tanker, er han stadig som en lukket bog.

Jeg kommer igen til at tænke på de få gange hvor jeg har hørt ham. Forsøger ihærdigt at regne ud hvad jeg gør forkert. Han har evner og er tydeligvis stærkere end mig, men det burde ikke være derfor.

Jeg har aldrig haft problemer med at høre andre. Det eneste der sommetider går galt, er når stemmerne kommer væltende, og jeg ikke kan få dem ud. Aldrig omvendt.

Af en eller anden grund strejfer Ashley mine tanker, og der finder jeg svaret.

Et skjold.

Hvis hun kan have et skjold, så kan Aiden vel også? Og hvis jeg kunne bryde gennem hendes, så kan jeg også med ham. Det kræver bare en pokkers masse træning og energi fra naturen som jeg kan trække på.

”Hvad tænker du på?” Aiden sætter mig forsigtigt i sofaen, for derefter selv at glide ned ved min side.

”Ikke noget særligt.” Jeg læner hovedet med sofaryggen og kigger på ham. En del af mig har lyst til at fortælle ham, hvad jeg i virkeligheden tænkte på, men jeg kan ikke, vil ikke. Jeg har haft en vidunderlig dag med Aiden, og hvis han bliver sur og går fra mig, så vil jeg bare bebrejde mig selv for det.

”Er du sikker på det?” Han ser undersøgende på mig.

”Ja.” Jeg lægger min hånd over på hans. ”Jeg er bare glad for at du tog mig med.”

Han smiler let, og læner sig så mod mig, for at kysse mig. Jeg gengælder det.

”Så du vil ikke have noget imod at tage med mig en anden gang?” spørger han, da han slipper mine læber.

”Jeg vil hellere end gerne med.” Jeg læner mig ind til ham, og han lægger en arm omkring mig.

Sådan sidder vi i et par timer, mens vi kigger på de sidste flammer, der stille danser fra side til side.

Varmen fra Aidens krop gør næsten ilden overflødig. Så længe jeg sidder her, er der vidst ingen risiko for at komme til at fryse.

Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro at hans hud brændte - noget jeg aldrig har lagt mærke til før. Alligevel beslutter jeg mig for at kaste det væk. Det er nok bare mig.

Langsomt mærker jeg hvordan trætheden kommer snigende, og jeg tror også Aiden mærker den, for han lægger hovedet mod mit, og hans vejrtrækning bliver dyb. Jeg tillader mig selv at lukke øjnene, og falde hen ved hans bryst.

 

Det er mørkt, da jeg vågner.

Først kan jeg ikke huske hvor jeg er, men da jeg ser de sidste gløder i ildstedet, husker jeg det. Aidens hytte. Det får mig til at smile.

Jeg sætter mig op, og opdager at jeg har et tæppe, i samme farve som Nathans ametyst, over mig. Det var da ikke sådan jeg faldt i søvn?

Forvirret lægger jeg mig igen.

Det sidste jeg husker, er at jeg sad tæt med Aiden, og at det var der vi begge faldt i søvn.

Apropos Aiden hvor er han så blevet af?

Jeg skubber mig om på siden, så jeg har ryglænet som støtte, og en hånd under hovedet. Han må vel snart komme tilbage fra hvor end han nu er?

Ved ildstedet får jeg øje på en madras med et krøllet lagen, hvor Aiden må have sovet. Skal jeg være ærlig, havde jeg troet, at han ville være blevet sammen med mig, bare i nat. Det ville have været oplagt, når vi nu alligevel var alene, for hjemme i huset ville Nathan selvfølgelig ikke have accepteret det.

Kort tid efter hører jeg hoveddøren der næsten lydløst åbnes og lukkes. Da han kommer ind, er det tydeligt at det er Aiden. Selvom her er forholdsvis mørkt, lyser hans øjne som små flammer.

”Vækkede jeg dig?” spørger han, da han ser at jeg er vågen.

”Nej. Hvor har du været?”

”Jeg havde lige brug for lidt frisk luft,” svarer han og kommer hen til mig, da han har smidt frakken.

Da han sætter sig på kanten af sofaen, mærker jeg straks den velkendte varme, og først der går det op for mig at jeg har frosset.

Jeg har lyst til at kaste mig i armene på ham for at varme mig, men det kan jeg ikke få mig selv til at spørge om. Det kommer bare til at virke utroligt påtrængende.

Han aer mig kærligt på kinden, og der opdager han selv hvor kold jeg er.

”Hvorfor har du ikke sagt, at du fryser?” Han løfter forsigtigt op i tæppet, og lægger sig helt ind til mig.

Her er ikke meget plads, men med hans perfekte bevægelser, kan hvad som helst lade sig gøre.

Det er underligt at ligge så tæt på en anden, også selvom det er Aiden. Jeg har siddet op ad ham, og han har båret mig rundt, og uden at det har føltes forkert. Det har faktisk føltes skræmmende naturligt. At ligge op ad ham er noget helt andet. Ikke fordi det føles forkert, jeg troede bare aldrig at det skulle ske.

”Jeg ville ikke være påtrængende.” Jeg kigger ned og presser læberne sammen..

”Det er du heller ikke, Scarlett.” Han skubber mit hår væk og kysser mig på panden. ”Du skal bare sige hvis der er noget, jeg kan gøre. Jeg vil gøre alt for dig.”

”Tak,” hvisker jeg og flytter blikket op og møder hans. Jeg forsvinder i hans øjne og jeg lader mig opsluge.

”Ved du godt, at du har nogle fortryllende øjne?”

Jeg rødmer, da han siger det, og straks overtager min pessimistiske side. Det er bare noget han siger. Aiden giver aldrig komplimenter af den slags.

”Dine er kønnere. De har samme farve.” Jeg mærker hvordan mit hjerte galopperer afsted. Det er jo sandt. Alt ved ham er langt mere perfekt end jeg nogensinde bliver.

”Lad være med det der, Scarlett.” Han fastholder mit blik. ”Du kommer ikke udenom, at du er køn, uanset hvor meget du påstår det modsatte. Du er unik.”

”Jeg er jo ingenting i forhold til dig.”

”Lad være med at kæmpe imod. Du ved, at jeg har ret.” Han stryger mig kærligt på kinden, og fortsætter ned ad min hals. Jeg mærker hvordan varmen spredes, og da mit hjerte springer et slag over, kysser jeg ham.

Mine hænder finder hans nakke og jeg hiver ham helt ind til mig, smager på hans bløde læber og lytter til hans vejrtrækning.

Det prikker i min hud og flammer skyder gennem min krop, men jeg undertrykker det. Mine evner skal ikke ødelægge det nu.

Han skubber mig om på ryggen og ligger nu over mig. Hans arme er solidt placeret på hver side af mig, og vores læber smelter sammen.

Mine fingre finder frem til knapperne i hans skjorte, og jeg knapper hver og en op for til sidst at hive den af ham.

Det er først nu jeg lægger mærke til hvor mange muskler han egentlig har. Han kunne med lethed knuse hver en knogle i min krop, men alligevel er han utrolig blid. Endnu et bevis på at han ikke er til fare for mig.

Hans hænder finder op under min top og på ingen tid får han den hevet af mig.

Jeg mærker hans muskuløse overkrop og lader mine hænder arbejde sig mod hans nakke.

Aidens hænder kærtegner min hals og hele vejen ned ad min krop. Han lægger sin krop mod min og kysser mig så jeg er ved at miste pusten, men jeg stopper ikke.

Jeg forsøger at tage et par dybe indåndinger, men kroppen lystrer slet ikke.

Han løfter let hovedet og fanger mit blik, inden han igen kysser mig.

En del af mig er allerede klar til at tage sidste skridt, og forstår ikke hvorfor Aiden ikke gør noget, mens den anden del af mig er glad for at vi endnu ikke har gjort dét. Jeg er ikke klar og Nathan ville slå os ihjel, hvis han fandt ud af det

Da jeg kysser ham igen mærker jeg en ny følelse i kroppen. Det er som om der åbnet for en sluse i mit indre, og pludselig kan jeg høre Aiden i mit hoved.

Han taler til mig.

Jeg elsker dig, siger han.

Det lyder helt forkert, for han virker slet ikke som typen der kan snakke om følelser. Men alligevel er der noget i mig der siger at det er sandt.

Han mener det.

Jeg kysser ham igen.

Er det nu jeg skal fortælle ham om mine telepatiske evner? Dem jeg endnu ikke har fuld kontrol over.

Jeg elsker dig, Scarlett Whitefeather.

Jeg hørte dig godt, Aiden Warner.

Han ser mig kort i øjnene og jeg ser hvordan han smiler indvendigt, indtil han igen kysser mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...