Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61494Visninger
AA

28. Kapitel 26 - Frihed

En uge senere tager Aiden mig med ud af huset. Han mener at jeg er ved at gro fast. Jeg er absolut ikke groet fast, jeg har trænet. Den sidste uge har jeg studeret Skyggernes Bog igen og igen, og har forsøgt mig med nogle simple besværgelser, der endelig har hjulpet mig til ikke at påvirke vejret hver gang jeg har et humørsving. At det så har kostet nogle ekstreme vejrudsigter de første par dage, er en helt anden side af sagen.

”Jeg synes du skal tage med Aiden,” var det eneste Nathan kunne sige, og så var der ligesom ikke noget at diskutere.

”Men hvad med træningen?” Jeg forsøgte alligevel, for det kunne jo være, at han ville give mig ret, hvis jeg bare virkede overbevisende?

”Det kan vente til i morgen.” Og så gik han.

Nu sidder jeg så i Aidens sorte Ford Mustang på vej mod … et eller andet sted jeg ikke ved hvor er, med hovedet mod vinduet og blikket rettet mod vejen, og kan kun tænke på mine evner. Lige siden jeg for alvor lukkede dem ind og Nathan accepterede Aiden i huset, har jeg ikke kunnet lade være. Det er som de konstant kalder på mig.

Det er ikke fordi jeg ikke vil være sammen med Aiden, vi trænger faktisk til at have noget alene-tid, eftersom Nathan ikke har lavet andet end at holde øje med mig konstant, men hvad nu hvis jeg bare ikke har lyst til at være social lige nu?

Jeg forstår heller ikke, hvad der har fået Nathan til at ændre mening om Aiden midt i det hele. Eller, det har han ikke, men han forsøger ihærdigt at lade som om. Men hvorfor?

Da Aiden kom tilbage med min kørestol, hørte jeg et brudstykke af en samtale mellem ham og Nathan. De stod lige på den anden side af døren til mit værelse, egentlig virkelig dumt.

”Du skal vide, at jeg på ingen måde gør det her for at være venlig mod dig. Det er udelukkende for Scarletts skyld.” Nathan lagde ekstra tryk på mit navn.

”Det ved jeg godt.”

”Og hvis du så meget som tænker på at gøre hende fortræd,” jeg kan se for mig, hvordan han truende løfter sin finger, ”så er det slut med at være i mit hus. Er det forstået?”

”Helt og aldeles.” Og så kom han ind til mig, men opdagede heldigvis ikke at jeg var vågen.

Det er åbenlyst at han ikke kan lide Aiden, men alligevel bliver han ikke smidt ud. Havde det været for en måned siden, vil jeg væde med at Aiden ikke engang havde fået lov til at nærme sig vores indkørsel.

”Smil nu lidt.” Aiden har den ene hånd solidt plantet på rattet, mens den anden trækker mit hår væk fra ansigtet. For første gang siden vi forlod huset, vender jeg hovedet mod ham og møder hans fortryllende øjne.

Hver gang jeg ser dem, fremkalder de en ny følelse i mig. I dag er det kærlighed.

”Hvor skal vi hen?” Jeg kan ligeså godt starte en samtale, eftersom jeg alligevel ikke kan få fred lige foreløbigt.

”Det er en overraskelse.” Han smiler igen på den der selvglade måde, som kun han kan gøre det.

”Og vi kunne ikke finde et sted tættere på?”

”Du er godt nok en plage, ved du godt det? Her prøver man at være sød, og så vil du hellere være hjemme. Det er altså ikke særlig sødt.”

”Hvad er der nu i vejen med at være hjemme?” Jeg ved ikke engang hvorfor, jeg overhovedet prøver, for jeg ved allerede hvad hans svar er.

”At du ikke kommer ud,” svarer han bare og fortsætter fremad.

Vi kører på en vej der ligner præcis den samme som den vi kørte på for en time siden. Tårnhøje træer i alle afskygninger på begge sider af den ensformige vej og en lyseblå himmel med enkelte tunge skyer over os.

Jeg opgiver hurtigt at diskutere, da jeg alligevel ikke kan finde nogle holdbare modargumenter.

Det med at jeg ikke kommer ud passer ikke. Jeg har da været i skole, og Lauren hev mig da også med på shopping for et par dage siden. At jeg så ikke har været mentalt tilstede, er jo så en helt anden side af sagen.

Lauren insisterede på at jeg skulle med ud og se på kjoler til festen, også selvom hun mener at jeg ikke ved hvad der er moderne. Måske var det i virkeligheden derfor hun ville have mig med? Efter hun havde fundet en til sig selv, kom turen nemlig til mig.

Det tog en evighed, men endte til sidst med at jeg valgte en mørk himmelblå med en strop der var snoet og gik over den venstre skulder. Egentlig meget pæn, men jeg er ærligt talt ikke typen der går med kjole.

Ashley forsøgte også gentagne gange at få mig væk fra Aiden. Hendes mund sagde, at hun savnede vores venindehygge, men hendes tanker fortalte en helt anden historie. Man skulle være dum for ikke at opdage, at hun udelukkende ville have mig på afstand af Aiden. Hun mener stadig at han er dårligt selskab.

Jeg tror ærligt talt ikke, at vi nogensinde bliver enige på det punkt. Hun ved tydeligvis ikke hvordan det er at være forelsket. Og hun glemmer også, at jeg har evner, og derfor godt kan passe på mig selv.

”Så er vi her.” Aiden afbryder mine tanker.

Jeg ser ud af forruden og opdager at vi holder foran en lille træhytte, omgivet af en kæmpe skov, og en lille å der løber bag huset.

Aiden stiger ud af bilen, finder min kørestol frem og hjælper mig over i den.

”Det er familiens hytte, og i dag er den kun vores.” Vi går mod døren, eller rettere Aiden gør. Jeg er stoppet op, overvældet af synet af de mangfoldige træer hvis kroner lukker sammen som et spindelvæv over os. Jeg kan høre enkelte fugle synge, og duften af jord og let fugt kravler op i min næse.

Det hele minder mig om mit rigtige hjem, Penta.

”Kommer du, eller har du tænkt dig at sidde herude og vente på at det begynder at regne?” Han læner sig op ad døren og venter på at jeg vender tilbage til Jorden.

”Er du sikker på at det er okay, at jeg er her? Din familie har jo ikke mødt mig.” Jeg løsriver mig fra fortryllelsen og kører mod hytten.

”Selvfølgelig er jeg sikker.” Han viser mig indenfor og lukker døren bag os. ”Og min familie glæder sig til at møde dig, men de er ikke bange for at lade mig være alene med andre. Jeg har evner, husker du nok.”

”Det har jeg så også,” minder jeg ham om.

Jeg giver mig til at se mig omkring. Det er ikke i nærheden af at være lige så stort som hans hus. Her er ikke andre møbler end et spisebord af mahogni med matchende stole, en lille, sort sofa med plads til to, et ildsted overfor sofaen, et stort vindue bag sofaen og som strækker sig mod køkkenet. Meget nede på jorden og slet ikke i stil med hans ellers luksuriøse hjem.

Han tænder op i ildstedet, eller han prøver i hvert fald. Flammerne tager ikke fat i træet og dør ud hver gang han tager en indånding for at kunne puste til dem. Jeg kommer til at grine. Der er faktisk noget han ikke er god til.

Jeg rækker hånden let frem og ser for mig hvordan vinden bevæger sig mod de spæde flammer og snart begynder de at vokse og æde sig fast i træet.

”Du er ved at have styr på vinden,” konstaterer han og nikker tilfredst.

”Jeg har også øvet mig.” Jeg lægger tryk på ”øvet”, og håber at han fanger min hentydning.

Han ryster bare på hovedet.

Mit blik glider ud gennem vinduet og jeg får igen øje på åen. Den er helt klar, og på den anden side tårner skovens træer mod himlen men de står ikke så tæt som foran huset, og her er garanteret også en fantastisk udsigt til solnedgangen et eller andet sted.

Aiden har fundet en kakao frem som han kaster til mig, da jeg løsriver mig fra udsigten. Jeg åbner og tager en slurk.

”Hvad er der med folk og kakao? Har I aldrig hørt om vand?”

”Det hjælper magiske væsner, og er specielt godt for nye som dig.” Han tager en flaske med noget rød, tyk væske ud af køleskabet.

”Er Michael så også magisk, siden han altid render rundt med chokolade eller kakao?”

”Der er forskel på at have brug for det, og så bare at kunne lide smagen, og jeg tror Michael hører til kategorien ”afhængig”. Jeg skal i hvert fald være gået glip af noget, hvis han har evner.” Han tager en slurk af … hvad end det nu er.

”Hvad er det der?” spørger jeg og peger på hans flaske.

”Hjemmelavet juice. Vil du smage?” Han rækker den frem mod mig og jeg kommer til at bakke med min telekinese.

”Ellers tak,” svarer jeg og mærker min mave vende sig. Juice skal ikke være tykt. Jeg glemmer aldrig dengang min mormor lavede juice og tvang mig til at smage på det. ”Det er sundt med frugter,” sagde hun altid og rakte mig et glas med dagens overraskelse. Hun kunne lige så godt have givet mig en ske også.

”Hvordan kan chokolade hjælpe?” Jeg tager endnu en slurk af min kakao, mens jeg forsøger at ryste mindet ud af hovedet.

”Jeg ved det ikke, Scarlett. Det er bare sådan det er.” Han tømmer sin flaske og smider den i skraldespanden.

Jeg tømmer min kakao og får den til at svæve ned i skraldespanden. Når man nu har evnerne, kan man jo lige så godt bruge dem. Desuden er jeg virkelig dårlig til at kaste og rent faktisk ramme.

Aiden står og smiler selvtilfreds, og da han opdager at jeg kigger på ham, skynder han sig at se alvorlig ud, men han taber hurtigt masken.

”Hvad smiler du for?” Jeg kører tættere på ham.

”Jeg kan bare godt lide, at du ikke længere er bange for dine evner. Det vil komme til at gavne dig på et tidspunkt.” Han kommer tættere på, og står nu foran mig.

”Hvorfor tror du så det?” Jeg løfter let det ene øjenbryn og ser spørgende på ham.

”Det er ikke ufarligt at være en heks, det ved du også godt,” siger han og går hen til ildstedet. Han trækker sig væk, og da jeg spørger ind til det, svarer han ikke.

Jeg troede vi efterhånden var over det der med ikke at svare hinanden, men jeg har åbenbart taget fejl. Det er bare lidt et problem, for hvis han beslutter sig for at forsvinde og efterlade mig herude, så er jeg en smule på spanden, for jeg aner ikke hvor jeg er, og jeg nægter at spørge Ashley om hjælp.

”Men hvad skal vi lave?” Jeg er nødt til at få en samtale i gang, inden stilheden bliver for øredøvende, og inden han bliver væk for mig.

”Altså jeg havde egentlig tænkt, at det skulle være op til dig. Vi kan træne, eller vi kan gå en tur. Du bestemmer.” Han vender sig mod mig og hans øjne udstråler stadig varme.

Han er altså ikke helt på vej væk.

”Du siger, at du har taget mig helt herud, uden at have noget som helst planlagt?” Jeg tror ham ikke. Han plejer altid at have et eller andet i tankerne.

”Præcis.” Han kommer helt tæt på. ”Så hvad har du lyst til?”

 

Vi går en tur i skoven, og jeg får vinden til at bære de mørke skyer væk.

Aldrig har jeg set noget lignende. Lige træer, krogede træer, tykke, tynde, nogle med kæmpemæssige kroner, andre kun på vej op ad jorden. Tænk at noget så vidunderligt kan eksisterer andre steder end Penta.

Aiden insisterer flere gange på, at han vil have mig med herud noget oftere. Min mund siger at det ikke er noget han behøver at gøre for min skyld, men han må kunne læse mig. Mit lysere humør bliver i hvert fald påpeget, og et eller andet sted har han jo ret. Skoven har altid haft en beroligende effekt på mig. Den minder mig om mor, og alt det vi plejede at lave sammen.

Jeg er fri.

Da vi har gået i tavshed i noget der føles som en evighed, kommer vi til en lysning, og da jeg kigger nærmere, kan jeg se noget der ligner en picnickurv. Og han havde ingen planer?

Jeg skæver mod Aiden, men han gengælder ikke. Hans læber der er trukket op til hemmelighedsfuldt smil, er det eneste der afslører, at han har set mig kigge.

”Hvad er det her?” spørger jeg, da vi kommer tættere på.

”En picnickurv.” Han stiller sig foran mig med hænderne på ryggen, og med et enkelt, men fokuseret blik, begynder tingene at pakke sig selv ud.

”Det kan jeg godt se.”

Jeg er fuldstændig fortryllet af at se hvor elegant han gør det. Det sker bare, og han bruger ikke engang hænderne. Det er snyd.

Jeg ser ned på det røde tæppe, hvor alle tingene står, og hvor det er meningen at vi skal sidde. Det er sjovt som han hele tiden skal finde på ting, der indebærer at jeg skal ud af min kørestol. Jeg vil næsten væde med at han udelukkende gør det for at komme tæt på mig. Men det gør mig ikke noget.

”Må jeg?” Han står ved siden af mig, og endnu engang bliver jeg fanget af hans blik.

Jeg nikker som svar, og han tager forsigtigt om mig. Jeg lægger en arm om hans nakke og han løfter mig op.

Hans berøring sender bølger af varme gennem min krop, og jeg giver ham et hurtigt kys. Jeg kan ikke lade være. Og for hver gang vil jeg have mere. Ligesom Michael er afhængig af chokolade, så er jeg afhængig af Aiden.

Forsigtigt sætter han mig, for derefter selv at slå sig ned ved siden af mig.

Han rækker ud efter kurven og hiver en flaske champagne frem. Jeg kan næsten ikke tro det. Hvorfor, og hvordan? Vi har jo været sammen hele tiden.

”Hvis du ikke har planlagt det her, hvordan har du så arrangeret alt det?” Jeg tager imod glasset.

”Behøver jeg minde dig om, at jeg har evner?” Han rækker sit glas frem for at skåle. Jeg skåler, og tager forsigtigt en mundfuld. Det smager lidt af sure tæer, men jeg siger ikke noget.

”Har du aldrig fået champagne før?” Han griner let.

”Nej,” indrømmer jeg. ”Men hvordan i alverden gør du det der?”

”Det er en del af mine evner, Scarlett.” Han lægger en rose i min hånd. ”Jeg er vokset op med dem, og har bare lært at styre dem. Det skal nok ske for dig også.”

”Hvordan kan du være så sikker?” Jeg stiller glasset fra mig og ser spørgende på ham.

”Fordi du er en heks. Men nu synes jeg, at vi skal snakke om noget andet.”

”Og hvad skulle det så være?” Jeg støtter på min arm, mens jeg undersøger hans øjne.

”Hvordan var Penta?”

Jeg mærker en klump i halsen. Det var ikke det jeg havde forventet, da jeg spurgte. Penta er alt det jeg har mistet, det jeg aldrig får tilbage. Vi flyttede til Elentus, for at starte på en frisk, men jeg kan ikke bare glemme mit liv, mine forældre.

Penta er faktisk ikke noget jeg rigtig har snakket med andre om. Jeg har selvfølgelig fortalt, at jeg kommer derfra, og også at mine forældre er døde, men aldrig i detaljer. Det gør for ondt.

”Det var ikke for at presse på.” Han lægger en hånd på min.

”Det er okay.” Et eller andet sted har han jo ret. Jeg er jo nødt til at snakke om det før eller siden, og hvem er bedre end Aiden til at lytte?

Mitchell, Nathan og Ashley vil selvfølgelig også gerne lytte, men det er alligevel ikke det samme. De presser alle for hårdt på, og tit føles det også som om, at de har nok i deres egne hemmeligheder.

”Penta var rart,” begynder jeg. Mit blik søger ned og fokuserer på en myre der kravler på tæppets kant. ”Det var et hjem, og jeg havde nogenlunde styr på mine evner.”

”Du ser ikke Elentus som et hjem?” Han lægger hovedet let på skrå.

”Det er ikke det samme. Her er ingenting, og jeg har ikke nogen udover Nathan. Det er svært at forklare.” Jeg mærker hvordan tårerne presser på, men alligevel fortsætter jeg. Det kan lige så godt komme ud. ”Penta er mit hjem.”

”Så jeg er altså ’ingen’?”

”Jeg mente det ikke …” begynder jeg, men bliver afbrudt da han kører en finger under min hage og får mig til at kigge op.

”Jeg ved det godt.” Jeg kan ikke andet end at stirre ind i hans øjne. Der er noget ved dem jeg ikke kan slippe. ”Og du behøver ikke sige mere, hvis du ikke har lyst. Du skal tage tingene i dit eget tempo. Det var virkelig ikke for at presse dig.”

”Det jeg husker bedst fra Penta er haven bag vores hus,” fortsætter jeg. ”Den var kæmpe, og der var roser overalt. Mor sagde altid, at hun fik kræfterne fra naturen.” Jeg tørrer et par tårer væk og kigger så op.

Han siger ikke noget, nikker bare. Jeg mærker hvordan trykket fra mit bryst langsomt forsvinder.

”Din tur,” siger jeg stille.

”Jeg har boet flere steder end jeg kan tælle til. Mine far har været nødt til at flytte meget i forbindelse med sit arbejde, og min mor elsker at rejse, så det er sådan det blev. Indtil videre er Elentus det sted jeg har boet længst.”

”Vildt.” Jeg var blevet sindssyg, hvis jeg skulle flytte konstant.

”Men det er jo egentlig heldigt, at jeg stadig er her, når du nu er kommet til byen.” Han rykker tættere på.

”Der er sikkert mange der er bedre end mig.” Jeg trækker let på skuldrene. Han kunne lige så godt sige det fordi han har ondt af mig.

”Det tror jeg ikke.” Og så kysser han mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...