Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61824Visninger
AA

26. Kapitel 24 - En dråbe blod

”Han slår mig ihjel,” mumler Aiden for sig selv.

Jeg har det som om jeg befinder mig på en karrusel og min krop nægter stadig at reagere. Hvad er det der sker? Det eneste jeg husker er, at jeg blev slap mens vi sad hjemme hos Aiden.

Det er anden gang at han er nødt til at bære mig hjem, og det er ikke fordi jeg ikke kan lide at være tæt på ham, men måden fungerer ikke. Hvem vil overhovedet være sammen med en der besvimer hver gang man er i nærheden af hinanden?

”Lov mig at du klarer det, Scarlett.” Han strammer grebet om mig og kysser mig på håret. Jeg kan mærke hvordan hans energier sitrer omkring os, samler sig om mig.

Det er sjovt hvordan han kan være så kærlig når vi er alene, og kold som Antarktis når der er andre til stede. Han er virkelig god til at virke skræmmende, og jeg kunne heller ikke lide ham i starten, men der var alligevel noget der fik ham til at åbne op.

Jeg er anderledes, plejer han jo at sige.

”Ikke dig igen!” hører jeg Nathan råbe, og jeg hører hvordan hans fødder hamrer mod jorden og mærker hans glohede energier kommer nærmere.

Vi må være hjemme.

”Hvad har du gjort ved hende?” Nathan stryger mig på håret og stopper ved halsen for at finde en puls. Han griber om mig, men Aiden giver ikke slip.

”Rolig nu.” Aiden holder mig tæt ind til sig. ”Hun er okay. Og til mit forsvar har jeg intet gjort.”

”Og hvad kalder du så det der?” Nathan lægger en hånd på min pande, og det føles som om at hans hånd brænder.

”En bivirkning,” svarer han koldt.

”Du har ingen anelse om hvad jeg gør ved dig, hvis der sker hende noget.”

”Lad nu være med at drage forhastede konklusioner. Hun er i sikkerhed, og jeg vil aldrig gøre hende fortræd, det ved du også godt.” Han kysser mig let på håret, sandsynligvis mest for at provokere Nathan.

”Du har ikke …”

”Jo, det har jeg.”

”Og nu er hun døden nær, hvis vi ikke passer på.” Nathan er rasende. ”Jeg sværger, at hvis hun ikke vågner op igen, så er du en død mand. Forstået?”

Jeg ville ønske at jeg kunne blande mig, og fortælle dem at jeg er okay, og at de skal stoppe med deres skænderi. Det er ikke til at holde ud, og jeg kan ikke lide at de er sådan. Ingen af dem må komme noget til, for jeg kan ikke undvære nogen af dem. Nathan er det sidste familie jeg har, og Aiden er den eneste der kan gøre mig oprigtigt glad. Han kan aflede mine tanker, så jeg ikke konstant tænker på mor og far.

”Jeg tillader ikke at der sker hende noget.”

Du tillader ikke?” fnyser Nathan.

”Nej.” Han tager bedre fat om mig.

Jeg har ikke lyst til at være en del af dette længere, og endelig bliver mine bønner hørt, da Mitchell dukker op.

”Stop!” Hans stemme runger i luften og får Nathan og Aiden til at stoppe deres skænderi. ”Hvad i alverden foregår der her?”

Hvis bare jeg kunne åbne øjnene, og se hvordan han ser ud.

Mitchell tager om mig, og Aiden giver modvilligt slip.

”Aiden er såmænd bare ved at tage livet af Scarlett,” siger Nathan straks. Selvfølgelig skyder han skylden på Aiden.

”Jeg forsøgte at beskytte hende, og bivirkningerne kendte jeg ikke.” Aiden anstrenger sig for ikke at gå til angreb, jeg kan mærke det på hans energier, der krampagtigt trækker sig sammen som for at samle sammen til et udbrud. I det mindste gør han da et forsøg på at opføre sig ordentligt.

”Hvad gjorde du helt præcist?” Mitchell lyder fattet, men jeg kan alligevel høre på hans stemme, at han er vred. Hans eksploderende energier bekræfter det.

”Jeg … gav hende en dråbe af mit … blod,” kommer det fra Aiden.

Jeg kan se for mig hvordan han kæmper for at sige det. Mitchell må have nogle kræfter der virkelig kan bruges til noget, siden han kan få Aiden til at tale. Så nemt går det i hvert fald ikke når jeg prøver.

”Er du klar over hvor farligt det er?”

”Du vil måske hellere have hende til at gå ubeskyttet rundt i byen? Du har intet der kan beskytte på samme måde. Og jeg ved godt, at det ser skidt ud, men jeg ved hun kommer sig. Hun er stærk.” Jeg kan mærke Aiden komme tættere på, og hvordan Mitchell trækker sig tilbage.

”Ingen af jer rører hende lige nu.” Han tager en dyb indånding. ”Hold jer væk, mens jeg gør mit job. Det er i forvejen farligt nok, at jeg er her.” Det runger så kraftigt at der bliver fuldstændig stille. Mitchell vender rundt og jeg hører døren smække bag os.

Han lægger mig på min seng, og sætter sig på kanten og lægger en hånd på min pande.

”Du er jo helt kold.” Han mærker efter pulsen på min hals, og ånder lettet op. ”Hvad tænker de også på? Jeg ved ikke om du kan høre mig, men jeg er her, og jeg passer på dig.” Han tager min hånd og holder den med begge hænder. ”Men du må undskylde at jeg ikke fandt dig noget før. Det er mit job som Beskytter, at sørge for at ting som dette ikke finder sted, og jeg har svigtet dig.”

Hvis jeg ikke tager helt fejl, lyder det som om, at han græder. Hvorfor? Jeg er jo ikke død?

Jeg kan mærke hvordan hans energier ændres konstant mellem sorg og vrede. Hvis bare jeg kunne sige til ham, at han ikke skal være ked af det. Jeg er okay, selvom jeg ikke kan bevæge mig.

”Hvis jeg ikke fikser det her, så kommer jeg til at leve med skylden resten af livet, hvilket er meget længere end du kan forestille dig. Men jeg ved at du nok …” Han stopper da tårerne presser på.

Nej, jeg er nødt til at finde kontrollen, så jeg kan fortælle ham at jeg er okay. Det kan ikke være rigtigt at jeg intet kan.

Jeg er her, tænker jeg målrettet, men han reagerer ikke, så jeg prøver igen. Jeg er lige her!

”Scarlett?” Han kører hånden over mit hår. ”Er du okay?”

Det kommer an på hvordan man ser på det.

Men du kan telepatere.

Hvad fanden hjælper det? Jeg kan intet udover det, og er du klar over hvor hårdt det er?

Og netop derfor bør du slappe af. Han mærker igen efter min puls.

Hvorfor er det helt præcist I har så travlt med min puls?

Det er det eneste der kan fortælle os, om du er i live eller ej. Han tager hånden til sig.

Det er præcis det jeg mener. Hvad er det der sker? Jeg ville ønske at jeg kunne se ham i øjnene, mens jeg fik et svar. Mens jeg fik sandheden.

Jeg tror ikke vi skal have den snak lige nu. Du skal først blive rask. Han tager min hånd og holder den med begge hænder. Jeg kan mærke på ham, at han ikke er okay.

Jeg kommer igen til at tænke på Aiden. Der var ingen hemmeligheder eller mystiske forklaringer i hans nærvær. Han var bare Aiden.

Mon han kan lære de andre det?

”Scarlett? Jeg er nødt til at fikse det her nu, for hvis jeg venter meget længere, er det ikke sikkert, at mine evner er nok.” Han holder en kort pause som ved han ikke hvordan han skal fortsætte. ”Men jeg kan ikke gøre noget, så længe du har din kæde på. Den beskytter mod magisk indgriben, med mindre du selv giver lov, og jeg er nødt til at tage den af dig, for overhovedet at turde.”

Du er altså bange for mig? Jeg kan ikke lade være med at grine.

”Nej, jeg tør bare ikke tage chancen.”

Hvorfor tager du den så ikke bare af? Og hvorfor telepaterer du ikke?

”Jeg telepaterer ikke om dette, da nogle kunne lytte med, men det er ikke noget du skal bekymre dig om - ingen kan trænge gennem dit skjold uden tilladelse. Og for at svare på det første, så kan intet magisk væsen røre en heks’ amulet uden at få lov.” Han lægger min arm blidt i bøjet stilling og uden at give slip.

Tag kæden og gør det du nu skal gøre. Jeg håber virkelig, at han ved, hvad han laver. Men jeg vil have den tilbage, når du er færdig.

”Tak, Scarlett. Og jeg beklager hvis det kommer til at gøre ondt.” Han slipper forsigtigt min hånd, og tager min kæde. Jeg ved ikke hvorfor, men det er som om jeg kan mærke den kalde på mig.

Da hører jeg mig selv skrige.

Scarlett! Aidens stemme lyder klart i mit hoved, og idet samme mærker jeg Mitchell der lægger en hånd på mit bryst og den anden hånd på min pande, og det hele bliver sort.

 

Fuldstændig rundt på gulvet sætter jeg mig op i sengen, og bliver mødt af solens skarpe stråler. Jeg ser ned ad mig selv, uden at finde en eneste skramme. Min kæde hænger igen om min hals, og jeg ånder lettet op.

Det var virkelig som at få hjertet revet ud, da Mitchell fjernede kæden. Aldrig har jeg prøvet noget så smertefuldt, og jeg håber at det aldrig bliver nødvendigt igen.

Jeg trækker håret væk fra mit ansigt, og retter blikket mod mit natbord og Skyggernes Bog. Uden at være her, kan han stadig få mig til at smile. Ved bogen ligger den yndigste rose og venter kun på mig. På stilken hænger en lille seddel hvorpå ”undskyld” er skrevet med kalligrafi. Jeg sætter rosen op til næsen og nyder roen.

Mens jeg sidder i min egen verden, bliver døren til mit værelse åbnet og ind træder Aiden. Hans ansigt er fyldt af bekymring, og aldrig har jeg set ham være så langt nede. Han ser igennem mig, registrerer mig ikke og går så hen mod vinduet for at åbne det på klem.

”Hej,” får jeg fremstammet, mens jeg skubber mig op mod væggen. Han stivner, og drejer så langsomt hovedet. Hans øjne får straks liv, da han ser mine.

”Jeg ser ikke syner?” udbryder han og kommer hurtigt hen til mig. Han sætter sig på sengen og kærtegner min kind, før han kysser mig blidt på panden. ”Du må aldrig skræmme mig på den måde igen.”

Jeg kan ikke andet end at blive væk i hans øjne. De er det eneste jeg kan tænke på, og nu er de endelig tilbage.

”Hvor længe har jeg været væk?” Jeg ser mig omkring, men uden at få øje på noget der kan fortæller mig en dato.

”Fire dage.” Han skubber mit hår bag mine ører, mens han fastholder mit blik, som om han er bange for at jeg pludselig forsvinder igen.

 ”Hvad skete der?” Da ordene har forladt mine læber, håber jeg inderligt, at han vil svare mig ærligt, uanset hvor langt ude det så end er. Jeg ved at det er langt ude, for jeg hørte det tidligere, men jeg vil høre ham sige det direkte til mig. Jeg vil vide om jeg kan stole på ham.

”Jeg bør ikke …” Han bider sig selv i læben og ser ned.

Jeg tager hans hånd i min og ser bedende på ham.

”Jeg fortjener sandheden, Aiden.”

Hvorfor skal han absolut være i mit hus? Jeg bliver afbrudt af Nathan der tydeligvis er utilfreds, og som heller ikke har lagt mærke til at jeg er vågen og kan høre ham.

Fordi hun har brug for ham lige nu. Mitchell bruger stadig sin hårde stemme, men den er ikke så kraftfuld inde i huset, som den var udenfor. Måske fordi huset tilhører os og vores kræfter er stærkest her?

Hun er stærk nok til at klare sig uden ham.

Hun har brug for Aiden, om du vil det eller ej. Men hvis du er klar til at se hende lide, så er du velkommen til at smide ham ud.

”Jeg ved ikke hvordan, jeg skal sige det.” Aiden fumler efter ordene og hiver mig tilbage til samtalen. ”Du besvimede hjemme hos mig, og jeg bar dig hjem. Og jeg ved ikke hvor meget du har hørt, men Mitchell og jeg har været her siden, og din bror er ikke ligefrem glad - han mener det er min skyld.”

”Er det din skyld?” Jeg ser indtrængende på ham, men han er svær at læse.

”Ikke direkte nej.” Han tager fat om min anden hånd. ”Jeg kunne aldrig finde på at gøre dig ondt med vilje. Sådan er jeg ikke. Jeg har evnerne til det, og de fleste ville holde sig på afstand af mig, men ikke dig.” Et forsigtigt smil kommer over hans læber.

”Hvad var det du gjorde?” Jeg kan se på ham at det er et ømt punkt. Den måde hans blik søger væk på, som om han skammer sig over det eller er bange for hvordan jeg vil reagere. Til sidst åbner han munden, og et svar jeg ikke havde forventet kommer over hans læber.

”Jeg ved at du er en heks.” Mit hjerte hopper et slag over. Det kan ikke være rigtigt. ”Jeg havde næsten gættet det, og da jeg kom med dig, bekræftede Mitchell. Men altså, hjemme hos mig gav jeg dig en dråbe af mit blod.”

”Du ved godt hvor frastødende det lyder, ikke?” Jeg ved ikke hvad jeg skal mene. En del af mig siger, at jeg skal se at komme væk i fart, mens anden og mere dominerende side af mig siger at det er okay. Han gør mig ikke noget. Der er intet at være bange for.

”Det er ikke et drømmescenarie at indtage andres blod, det ved jeg godt, men det var for at beskytte dig. Heks eller ej, så var jeg nødt til det.”

Jeg kan ikke tro mine egne ører. Hvordan kan han vide hvad jeg er, og hvor længe har han vidst det? Mit blik søger mod hans og mit hjerte slår et ekstra slag. Mit hoved er fyldt med spørgsmål som hvem, hvad, hvor, hvorfor, hvordan, og jeg ved ikke hvor jeg skal starte. Hvad ville mor have gjort i sådan en situation? Fortalte hun bare far hvad hun var?

”Jeg forstår godt, hvis du ikke vil se mig igen.” Han skal til at rejse sig, da jeg griber fast i hans arm og hiver ham tættere på.

”Jeg synes du skal blive.”

Gløden i hans øjne blusser op, og jeg læner mig langsomt frem mod ham. Han skal ikke have lov til at flygte denne gang. Jeg ved ikke hvad mor ville have gjort, men jeg er sikker på, at hun ville have kunnet lide Aiden, også selvom Nathan ikke kan holde ham ud. Og i sidste ende er det vel også mit eget valg?

”Så du slår mig ikke ihjel?”

”Selvfølgelig ikke.” Jeg lægger armene om hans nakke og holder ham fast. ”Du fik mig hjem, og jeg er stadig i live, og jeg kan garantere dig, Aiden Warner, at når man først har mødt en Whitefeather, slipper man ikke bare fri.” Jeg kysser ham blidt. ”Uanset hvad andre siger, så stoler jeg på dig.”

”Jeg takker for tilliden.” Han holder om mig og kysser mig på håret.

”Det eneste jeg gerne vil vide, er hvorfor jeg skulle have dit blod? Hvad skulle det gøre godt for?” Jeg trækker mig tilbage for at kunne se ham i øjnene.

”Mit blod kan beskytte mod mange af de farer der lurer i mørket. Jeg ved ikke hvordan eller hvorfor, men det virker.” Hans energier flakker og jeg beslutter mig for at lade det ligge for nu. Det vigtigste er at vi er sammen.

Jeg læner mig mod væggen og retter blikket mod vinduet og den blå himmel. Jeg får vinduet til at åbnes, og trækker den friske luft dybt ned i lungerne. Fem dage er lang tid. Hvad mon de andre har lavet? Jeg ved at Aiden, Mitchell og Nathan har været her, og jeg ved at Aiden har holdt øje med mig i døgndrift, selvom han kunne have valgt at forsvinde igen.

Nathan har med garanti ikke brudt sig om ideen, og jeg vil næsten væde med at Mitchell har haft noget af en kamp, for at få ham til at give efter, for er der noget jeg ved om min egen bror, så er det, at han aldrig vil tillade Aiden og jeg sammen.

Hvor mon Ashley er blevet af? Det er helt underligt, at være fri for hende i så mange dage. Mon det er fordi Aiden er i huset?

”Hvad tænker du på?” Aiden skubber igen mit hår væk fra mine øjne.

”Ikke noget særligt,” svarer jeg halvt fraværende. ”Det er bare ikke til at fatte, at der er gået så lang tid. Og hvad med dig? Du er jo gået glip af skolen.” Jeg nævner ikke at jeg er overrasket over at han har fået lov til at være i huset.

”Jeg tror ikke du skal bruge din energi på den slags. Jeg tog et valg, og blev hos dig.” Jeg mærker hvordan mine kinder blusser op, så skynder mig at kigge ned. ”Må jeg sætte mig ved siden af? Vi kan kigge på himlen sammen.” Jeg hiver mig ind og lader ham sætte sig. Han lægger en arm om mig, og jeg lægger hovedet mod hans skulder.

Det hele er gået så hurtigt. I starten ville han ikke være for tæt på og da slet ikke have fysisk kontakt, og nu kan han ikke lade være. Ikke at den forandring gør mig noget.

Jeg ved ikke om det bare er indbildning, men efter at have brugt så meget tid sammen med ham, er det som om at mine evner fungerer bedre i hans nærvær, bortset fra da vi var hjemme hos ham.

Det får mig til at rødme. Det var ikke meningen at jeg skulle bruge mine evner, og hvis den vase var gået i stykker, er jeg sikker på at han aldrig nogensinde ville se mig igen.

Jeg ved ærligt talt ikke, hvad der sker med mine evner. Det ene øjeblik fungerer de nogenlunde, så møder jeg Aiden, og de bliver slået ud af kurs, så begynder vi at se mere til hinanden, og pludselig fungerer de igen. Skal man virkelig vænne sig til at være sammen med andre der har evner?

”Hvordan vidste du egentlig, hvad jeg var?” spørger jeg fortsat med blikket rettet mod himlen og fuglene der flyver frem og tilbage.

”Din halskæde,” svarer han som om det ikke kan blive mere åbenlyst.

”Ikke andet?” Man kan vel godt gå med sådan en halskæde, uden at være en heks?

”Dine evner.” Jeg vender ansigtet mod ham og sender et spørgende blik. ”Man behøver selvfølgelig ikke at være en heks, for at have evner. Men hvis man ved lidt om den verden, så er det ikke svært at lægge to og to sammen. Og Mitchell bekræftede bare.”

”Men hvordan?”

”Jeg ved mange ting, Scarlett. Og lige nu synes jeg ikke at du skal bruge dine kræfter på at tænke så meget. Det vigtigste lige nu er at du bliver frisk.” Han kærtegner min kind. ”Men når du er blevet mere frisk, vil jeg gerne hjælpe dig med at få kontrol over dine evner.”

”Nu er det ikke for at være lyseslukker, men jeg tror ikke at Nathan synes om ideen. Og heller ikke Ashley for den sags skyld.” Jeg læner hovedet mod væggen, og kommer først i tanke om bagefter at jeg måske ikke skulle have nævnt Ashley. På den anden side ved han det nok alligevel.

”Der er ikke mange, der kan lide mig.” En dyb latter lyder fra hans bryst. ”Men jeg tror, at man vænner sig til den slags.”

 

Da vi har siddet op ad hinanden i noget der føles som timer og bare snakket om alt og ingenting, beslutter jeg mig for, at jeg nok bør komme ud herfra. Den trykkende og indelukkede luft er ikke til at holde ud og et enkelt åbent vindue er ikke nok.

Aiden rejser sig, og jeg skubber dynen til side, og først nu opdager jeg, at jeg ikke har andet på en min blå bh og et par natbukser på. Aiden griner, da han ser mit ansigtsudtryk, men vender hurtigt blikket væk. Det er egentlig ikke fordi jeg er særlig blufærdig, men det er stadig en smule akavet, når en man er vild med står lige ved siden af. Og det bliver ikke mindre akavet af at tænke på, hvem der har taget tøjet af mig, mens jeg har været uden for rækkevidde.

”Hvorfor har jeg ikke noget tøj på?” Jeg trækker dynen til mig igen og rækker en hånd frem mod skabet med tøj, men i stedet for en enkelt trøje kommer hele stakken væltende ud. Aiden samler en tilfældig sort tanktop op og smider den hen til mig.

”Din temperatur har været meget svingende, og på et tidspunkt brændte din hud, så vi var nødt til at gøre noget.” Jeg trækker trøjen over hovedet, og giver så Aiden lov til at kigge igen.

”Vi?” Jeg ser spørgende på ham, mens jeg skubber benene ud over kanten på sengen.

”Eller rettere Mitchell.” Som om det gør det mindre mærkeligt? En fyr jeg aldrig har set, har taget tøjet af mig. Jeg forsøger at ryste tanken ud af hovedet, for det er bare så forkert. ”Jeg mente at Nathan skulle gøre det, eftersom I jo er i familie, men han har ikke kunnet holde ud at se dig sådan. Og ja, jeg fandt det upassende, at jeg skulle gøre det uden din tilladelse.” Han sætter sig på hug foran mig, og jeg lader mine fingre følge hans ansigtsformer og videre ned til hans hals for til sidst at kysse ham.

”Hvor er min stol?” spørger jeg, da jeg let trækker mig tilbage.

”Stadig hjemme hos mig.”

”Og hvorfor så det?”

”Jeg har været ved din side siden den dag, husker du nok. Og din bror har svært nok ved at acceptere mig i huset, så at få Joshua eller Alexis til at komme med den, er nok heller ikke nogen god idé.” Han smiler, mens han tager fat om mig og løfter mig op. ”Men hvad skal du også med en kørestol, når du har mig?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...