Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61483Visninger
AA

25. Kapitel 23 - Partner

Et øjeblik sidder jeg tavst og stirrer på ham. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare, og i et kort sekund har jeg det som om tiden er gået i stå. Hvad laver han? Det ligner ham ikke bare at komme masende, når jeg ikke er alene. Har han mon lagt mærke til hvordan jeg har siddet og kigget på ham?

”Aiden?” Jeg går i stå, og ved ikke hvordan jeg skal fortsætte.

Michael kigger også kort op, og jeg mærker med det samme hvordan hans humør ændrer sig. Det er tydeligt, at han ikke bryder sig om Aidens tilstedeværelse, og lige nu må jeg nok give ham ret. Den måde Aiden sagde ”vi to skal snakke” på, gør mig ikke ligefrem i humør til at snakke.

Jeg kommer til at tænke på den aften, hvor Aiden kyssede mig, og hvordan han bare stak af kort tid efter for så at undgå mig i en uge.

Mit hjerte slår et ekstra slag ved tanken om kysset, og alt derefter bliver overflødigt. Uroen i min krop forsvinder, og jeg beslutter mig for at følge med ham. Der er jo ikke noget at være bange for?

Michael ser kort op, men nikker bare da jeg peger mod Aiden der allerede er flere meter væk.

Ude på gangen står Aiden lænet op ad væggen, mens han smiler tilfredst. Han virker slet ikke så skræmmende som inde i kantinen, så hvorfor skulle han så spille cool? Var det fordi hans image skulle bevares?

”Hvad så?” spørger jeg, da jeg kommer tættere på. Hans øjne stirrer indtrængende på mig, men jeg stopper ikke op. Nu er jeg endelig kommet så langt, og så må jeg vel bare tage mig sammen og vise at jeg godt kan styre mine evner. Og han har jo for helvede kysset mig, så mon ikke jeg overlever denne gang også?

”Jeg ville bare snakke.” Han trækker let på skuldrene. ”Vil du med ud?”

”Det er jo snart time.” Men han er allerede på vej mod udgangen, og jeg bliver nødt til at følge efter ham, hvis jeg ikke vil overlades til mig selv. ”Vi kan sgu da ikke bare pjække?”

”Vi kan gøre præcis som det passer os.” Han skubber døren op og venter på at jeg følger efter.

Hvad vil Nathan ikke sige, hvis han finder ud af det? Ikke nok med at han i forvejen hader Aiden, så vil han med garanti give mig forbud mod at forlade huset, når han hører at jeg har pjækket sammen med Aiden. Det sjove er at hvis jeg havde pjækket sammen med Ashley, så ville det sikkert have været helt okay.

”Du er ikke bange for at blive opdaget?” Jeg kører modvilligt gennem døren, og han lukker den efter mig.

Solens stråler kærtegner min kind, og i et kort sekund er jeg faktisk klar til at stikke af med ham, men jeg kan allerede forestille mig hvor galt det kan gå, når Nathan finder ud af det.

”Jeg er Aiden Viae Warner, og jeg gør som der passer mig,” svarer han og retter sig op. ”Kommer du, eller har du tænkt dig at sidde der hele dagen, mens du overvejer hvad der kunne ske, hvis du pjækkede?” Han tager langsomt et par skridt bagud, og hans øjne kalder på mig, beder mig om at følge efter.

Det gør jeg.

Vi forlader skolens parkeringsplads og i det samme dukker den ukendte stemme fra tidligere op igen, og jeg er ikke i tvivl om, hvem den henvender sig til. Aiden.

Du kan lige vove på at gå. Vi var ikke færdige med dig.

Men Aiden ser ikke ud til at reagere på det. Han fortsætter som han plejer, og pludselig hører jeg hans dybe latter og kommer i tanke om at jeg er gået i stå.

Det må være mig der er blevet skør. Selvfølgelig talte den ikke til ham. Og hans stemme var heller ikke blandt dem der diskuterede inde i kantinen, så han kan umuligt have noget at gøre med dem. Det er i hvert fald det jeg vælger at tro på, i håb om at det er sandt.

Det har det bare af at være, for de andre skal ikke have ret i deres påstand om, at Aiden er farlig.

”Man skal da også gøre alt selv,” beklager han sig, og kommer hen til mig for at skubbe stolen.

Jeg smiler for mig selv. Han er faktisk meget sød, når det bare er os. Nu skal jeg bare have lært ham også at være det når der er andre til stede.

”Men hvorfor fik du det til at lyde så alvorligt, at vi skulle snakke sammen?” Jeg forsøger at imitere ham på det sidste, men opgiver halvvejs, da jeg alligevel ikke kan holde masken.

Han sukker højlydt, og jeg kan næsten forestille mig, hvordan han ryster på hovedet. Mon det er ved at gå op for ham at jeg bare er uforbederlig?

”Hvis du ikke har lagt mærke til det, så er jeg ikke ligefrem typen der er kendt for at henvende mig på den venskabelige måde, og folk behøver ikke ændre deres opfattelse nu. Jeg foretrækker at passe mig selv.”

”Og alligevel hænger du ud med mig?” griner jeg.

”Du er anderledes,” konstaterer han for jeg ved ikke hvilken gang. Så er spørgsmålet bare om man skal tage det som et kompliment?

”Det har du nævnt tidligere, men jeg fatter stadig ikke hvor du vil hen med det?” Jeg drejer hovedet mod ham, men hans blik er rettet stift fremad. Ingen øjenkontakt.

Han skal virkelig have lært at føre en samtale uden at være halvt fraværende.

”Det vigtigste er vel også, at vi er her nu, ikke? Og lad nu være med at bryde dit kønne, lille hoved med hvad jeg har sagt. Det er godt at være anderledes.”

”Hvis du siger det.” Jeg retter blikket frem og følger bare med.

Hvis Nathan nogensinde finder ud af det her, er jeg så godt som død. Jo mere jeg tænker over det, jo mere har jeg lyst til at vende om, og glemme at jeg nogensinde har gjort det. Men det er sgu nok alligevel for sent at gøre noget, for Ashley har med garanti allerede sladret til ham.

Jeg beslutter mig for at lytte med hos Nathan.

I lang tid er der fuldkommen stille, men så sker der endelig noget. Men det er ikke Ashley, der dukker op. I så fald skulle hun være blevet til en fyr og samtidig være ufattelig god til at imitere Mitchell hvilket jeg tvivler på. Meget kan lade sig gøre i den her underlige verden, men der må alligevel være grænser.

Jeg kan ikke finde Scarlett. Har du hørt fra hende? Mitchell pruster og stønner som om han lige har været ude at løbe et maraton.

Jeg troede ikke at man kunne være stakåndet i tankerne.

Ashley har sagt, at Scarlett er sammen med Aiden et eller andet sted.

Jeg havde ret! Selvfølgelig havde hun fortalt det til Nathan. Men den samtale er jeg åbenbart gået glip af, hvilket faktisk irriterer mig grænseløst. Jeg ville gerne have hørt, hvad Ashley havde sagt, og jeg kunne virkelig også godt tænke mig at vide, hvordan hun bærer sig ad med at vide hvor jeg er. Men vigtigst af alt, hvorfor lyder Nathan ikke sur?

Og det bekymrer dig overhovedet ikke? Mitchell lyder chokeret.

Hun kommer vel hjem på et tidspunkt, konstaterer han koldt. Jeg bliver faktisk selv en smule bekymret for ham. Hvor er ham der plejer at hade Aiden blevet af?

Og hvad har du tænkt dig, at jeg skal gøre nu? Jeg er hendes Beskytter, og jeg kan ikke komme i kontakt med hende. Er du klar over hvor frustrerende det er?

Jeg får lyst til at blande mig og fortælle ham, at jeg er okay, men så vil jeg skulle indrømme at jeg har lyttet med, og det kommer ikke til at ske.

Det ved jeg ikke. Hun er dit ansvar, hvad angår det der.

Jeg bryder mig ikke om din attitude lige nu. Jeg fornemmer, at Mitchell er ved at blive godt og grundig sur. Og jeg forstår ham godt.

Hun kommer hjem på et tidspunkt, og jeg har ikke længere tænkt mig at skælde hende ud - hun må selv finde ud af, hvilke konsekvenser hendes valg har.

Aiden rømmer sig og hiver mig tilbage til virkeligheden. Nathan og Mitchell forsvinder fra mit hoved, og lyden af fuglesang tager over. Jeg ville ellers gerne have hørt resten, men jeg fornemmer også at Aiden måske synes at jeg er en smule for fraværende.

Jeg ser mig omkring, men synes ikke at kunne genkende stedet. Store træer over alt, og en vej der snor sig mellem dem. Jeg må have været meget langt væk, for jeg aner virkelig ikke hvor vi er, eller hvor vi er på vej hen. Måske ikke så smart. Det mindsker lidt mine muligheder for at finde hjem, hvis der sker noget, og af en eller anden grund kan hverken Mitchell eller Ashley komme i kontakt med mig, selvom jeg tydeligt kan høre dem. Måske er der bare noget ved Aiden, der får folks evner til at svigte?

”Hvor er vi på vej hen?” Jeg drejer hovedet og møder i det samme hans varme, kærlige blik.

Det er lige præcis det der minder mig om hvorfor jeg kan lide ham. Det gør ham spændende og anderledes, hvilket ikke gør mig noget. Anderledes er vidst bare en del af mig.

Nogle vil måske synes at jeg er underlig, når jeg siger at jeg kan lide ham, men det kan jeg. Og selvom jeg hårdnakket har afvist at jeg skulle være interesseret i ham, så har det ikke været sandheden. Kysset gav mig det sidste skub.

”Vi er på vej hjem til mig,” svarer han som om det er det mest naturlige. Jeg kigger en ekstra gang på ham. Hørte jeg virkelig rigtigt?

”Okay,” svarer jeg bare i mangel på noget bedre.

Et stort, sort hus dukker op bag træerne. Jeg taber næsten kæben, og det eneste der kommer ud af min mund, er et ”wow”. Aldrig har jeg set noget så stort og smukt. Huset er omringet af alle mulige slags træer, store som små. Huset i sig selv stråler, der hvor solens stråler rammer, og store vinduer får det til at se åben ud. En sort marmortrappe med 6 høje trin fører op til huset.

 ”Hvad synes du?”

Vi stopper op foran trappen, og det er først der det går op for mig, hvor stort det egentlig er. Jeg er nødt til at læne hovedet tilbage for overhovedet at kunne se taget. Huset har to etager, og vinduerne øverst ser ud til at være en smule mindre.

”Jeg har aldrig set noget lignende.”

Jeg tager mig selv i at sidde med åben mund, og inden jeg når at lukke den, har Aiden allerede opdaget det, og står nu og kæmper for ikke at komme til at grine. Jeg giver mig til at pille ved en hårtot, og forsøger at undgå øjenkontakt. Det kan ikke blive mere pinligt.

”Undskyld.” Han rømmer sig og finder sin sædvanlige, ranke, seriøse holdning frem, men jeg kan stadig se hans muntre side. ”Vil du med ind? Mine forældre kommer først hjem sent i aften.”

Jeg overvejer kort for og imod, og for vinder stort. Vi er stukket af fra skolen, og jeg kan ikke tage hjem nu. Ashley venter garanteret på mig, og Mitchell er med garanti heller ikke i godt humør. Aiden er faktisk et godt skjold at have med sig, når mine evner altså ikke går amok i hans nærvær.

”Øhm, det ville gerne,” fumler jeg, ”men du ved vel godt at der er trapper?”

”Jo, jeg har skam øjne i hovedet.” Hans øjne glimter da en solstråle rammer dem, og han trækker let på smilebåndet.

”Og du har lagt mærke til at jeg har hjul?”

”Også det.” Han går op ad trappen og låser døren op, og kommer så igen ned til mig. ”Hvad regner du mig egentlig for?”

”At være blind?” Jeg ser uskyldigt på ham. ”Nej, men hvordan har du tænkt dig, at jeg skulle kunne komme derop?” Jeg flytter blikket op ad trappen. Der er virkelig langt der op. ”Det er jo ikke fordi jeg bare kan telepatere mig selv der op.” Eller kan jeg? Tanken strejfer mig kort, men jeg skubber den hurtigt til side. Det vil jo være det rene selvmord med mine uduelige evner.

”Det kunne du nok godt, men det virker ikke til at du har fuld kontrol over dine evner, så det kan jeg ikke tillade.”

Jeg fnyser fornærmet. Han kan ikke tillade det? Hvem tror han, han er? Min far? Jeg har ikke brug for hans tilladelse - jeg gør hvad der passer mig, når det passer mig, hvilket Nathan også efterhånden har fundet ud af. Alligevel gør jeg ikke noget denne gang, for teknisk set har han ret, og lige nu må jeg ikke kvaje mig.

”Hvordan vil du så få mig derop?” Jeg løfter et øjenbryn og ser afventende på ham.

”Stoler du på mig?” Han er gået om bag mig og læner sig frem mod mit øre. Jeg kan mærke hvordan huden begynder at krible i hans nærvær, og jo længere tid der går, jo nemmere bliver det at skubbe til side. Jeg kan faktisk lide det.

”Kun hvis du lover ikke at forsvinde igen og efterlade mig her.”

”Det lover jeg,” hvisker han.

”Så stoler jeg på dig,” svarer jeg og beder til at det her ikke går galt.

”Luk øjnene,” beordrer han med sin dybe, rolige stemme der får mig til at slappe af, og jeg gør som han siger.

Jeg har egentlig mest af alt lyst til at omfavne hans silkebløde læber, når han er så tæt på, men jeg må hellere lade være. Han skulle nødig finde mig for påtrængende.

”Okay,” hvisker jeg til sidst, og mærker så vinden der suser forbi. Jeg overvejer at smugkigge, men kommer hurtigt frem til at det ikke er nogen god idé. Jeg vil ikke ødelægge hans gode humør, og slet ikke når vi er et sted, jeg ikke aner hvor jeg er. Her er jo ingen jeg kan bede om hjælp.

”Du må godt åbne dem igen.”

Jeg åbner øjnene og vender mig rundt, og det første jeg ser, er Aiden der står og smiler med hånden rakt mod døren, mens han siger ”damerne først”. Nogle gange er han altså utrolig gammeldags. Den måde han går, står og taler på, og alt andet ved ham.

”Det er stort,” konkluderer jeg mest for mig selv.

Han lukker døren bag os og viser mig ind i stuen, hvor jeg fuldstændig bliver overvældet.

En stor lædersofa formet som en halvcirkel, med plads til mindst 10 personer, et kæmpe fladskærms tv og en pejs i midten af rummet. Væggene er af grå, usymmetriske sten, og det samme er pejsen.  I den anden ende af stuen står en lang og høj bogreol proppet med bøger af alle størrelser. Det eneste de har tilfælles er deres slidte rygge.

Jeg må indrømme, at jeg ikke havde forestillet mig Aiden som tilhænger af bøger, men det ellers stilfulde look passer meget godt.

”Kan du lide hvad du ser?” Han trasker rundt som om det også er første gang han er her, men langsomt ser det ud til at han finder sig til rette.

Gad vide om det er på grund af mig? Lige så vel som han kan gøre mig rundt på gulvet, så kan jeg sikkert også gøre noget ved ham.

”Bestemt.” Jeg nikker og kigger så rundt igen.

Der er så mange nye indtryk der lige skal synke ind, og denne gang får jeg øje på endnu flere ting. Et par store lamper hænger ned fra loftet, og der er ild i pejsen. Sagde han ikke lige at der ikke var nogen hjemme? Man kan da ikke holde liv i ilden, hvis der ikke er nogen der passer den?

Flammerne danser stille mellem hinanden, og får mig til at glemme alt om hvordan det kan lade sig gøre. Det føles som om at hele verden forsvinder omkring mig. Kun mig og flammerne. Jeg er så fokuseret, at da Aiden rømmer sig, er jeg ved at hoppe ud af stolen af forskrækkelse, men hellere det end at jeg springer et eller andet i luften.

”Kan du lide bøger?” Han stryger fingrene let hen over nogle stykker, før han tager en brun, slidt bog ud og slår op på første side.

”Jeg ser ingen grund til at læse bøger.” Jeg trækker på skuldrene og lader blikket glide hen over den enorme reol.

Den eneste bog jeg nogensinde har fundet interessant, er min elskede Skyggernes Bog, men den er nok ikke på læselisten over almindelige kendte bøger, så jeg må nok hellere holde det for mig selv.

”Hvad har de da gjort dig?” Han sætter bogen på plads og vender sig mod mig.

”De interesserer mig bare ikke. Spild af tid.” Jeg kigger igen rundt og venter på at de rigtige ord skal komme til mig, så jeg kan sige et eller andet klogt, der kan få ham til at se hvad jeg mener, men der sker intet.

”Har du ikke hørt at man får lov til at leve mange liv ved at læse?” Aiden læner sig afslappet mod reolen og støtter hovedet mod bøgerne, mens han nøje studerer mine øjne som kan han finde svaret der.

”Jeg ved virkelig ikke hvad du har røget, men man lever altså ikke flere liv, bare ved at læse.” Jeg ryster på hovedet. ”Desuden tror jeg ikke på genfødsel.”

”Jeg mente det jo ikke bogstaveligt.” Han tager sig til hovedet før kort efter at slå ud med den samme hånd. ”Kan du slet ikke forstille dig, at leve dig fuldstændig ind i en anden verden, og nærmest føle at du selv er hovedpersonen?”

”Nix.”

Nu skræmmer han mig altså lidt. Og det er faktisk også løgn, at jeg ikke kan forestille mig det, for selvfølgelig har jeg læst bøger, og dengang jeg læste de store fantasy-serier, drømte jeg da også om, at det var mit liv. At det så rent faktisk er gået hen og blevet virkeligt, betyder ikke at jeg bryder mig det. Det med at have evner og det at være anderledes, er stærkt overvurderet.

”Hvorfor tror jeg ikke på dig?” Han bevæger sig en ved siden af pejsen og jo længere tid han bliver stående der, minder hans øjne mig mere og mere om ilden i pejsen ved hans side.

”Jeg er ikke tankelæser, så det ved jeg ikke,” svarer jeg og beder til, at han ikke ved, at det er lige netop det jeg er, og at jeg har forsøgt at bryde ind i hans hoved et par gange, selvom det ikke er pænt gjort. Men han fristede mig.

Jeg ryster tankerne ud af hovedet og kører tættere på ham, mens jeg fortsætter: ”Hvorfor tror du ikke på mig?”

”Alle har drømt om et eller andet, de har læst. Også dig.”

Jeg fatter ikke, at han overhovedet gider fortsætte den diskussion. Han kommer ingen vegne med det, for jeg giver mig ikke. Bøger er spild af min tid, og han kan ikke få mig til at ændre mening.

”Skal vi ikke bare sige, at jeg også er anderledes på dette punkt?” prøver jeg og håber at han vil lade det ligge.

”Du ved godt, at jeg ikke giver mig, gør du ikke?” Han rækker en hånd let frem og en bog fra øverste hylde kommer ned til ham.

Jeg stopper med at trække vejret og bliver bare ved at stirre på ham. Det var ikke mig det gjorde det det der.

”Hvad i …” Jeg går i stå. Selv mine tanker går i stå et kort øjeblik.

Han griner let før han kigger op.

”Du troede da vel ikke, at du var den eneste med telekinetiske evner?”

”Jeg ved ikke, hvad jeg troede,” svarer jeg langsomt og river blikket væk.

Det kan ikke passe. Hvad er sandsynligheden for at møde en med samme evner i samme by? Gad vide om han også har telepatiske evner?

”Jeg havde nok bare forventet at være den eneste med evner i miles omkreds. Det er jo ikke ligefrem normalt,” svarer jeg, da jeg igen kan finde ud af at sammensætte en sætning.

”Siger hvem?” Han smækker bogen sammen og sender den på plads. Elegant som altid. Det er altså ikke fair.

”Alle,” konstaterer jeg som om det burde være åbenlyst. ”Hvad tror du ikke folk ville sige, hvis de vidste, at jeg er årsagen til samtlige ulykker?”

I det sekund ordene har forladt mine læber, kommer jeg til at tænke på mine forældre. Det er nok en af de ting jeg aldrig bliver fri for. Jeg bringer uheld, med døden til følge. Sådan er det bare.

Det er et held at Aiden også har nogle temmelig gode evner. Han har i det mindste en chance for at forsvare sig selv, hvis jeg pludseligt ikke kan styre mine evner.

”Scarlett?” Aiden er kommet helt tæt på, uden at jeg lægger mærke til det før nu. Han lægger en hånd på min skulder, og denne gang uden den kriblende fornemmelse. Det eneste jeg mærker er en varm og rolig hånd.

 ”Ja,” svarer jeg stadig en smule fraværende.

”Er du sød ikke at tabe den der? Det har været min tip-tip-tip oldefars.” Han peger op mod loftet på et punkt bag mig og da jeg drejer hovedet får jeg øje på en stor, sort marmorvase med hvidlige streger tilfældige steder.

Af ren forskrækkelse er jeg ved at tabe den, og Aidens energier fortæller mig at han er lige ved at gå i panik. Vent, kunne jeg lige mærke hans energier? Og hvorfor griber han den ikke selv? Jeg ryster tankerne ud af hovedet, rækker hænderne frem og får det under kontrol, og vasen bliver ret så elegant sat på plads.

”Undskyld. Det var virkelig ikke min mening,” siger jeg og krymper mig. Følelsen af uduelighed blusser op igen. Jeg havde nær ødelagt Aidens vase, men det er jo det jeg hele tiden har sagt - jeg bringer uheld. Og hvordan kunne det overhovedet ske, når jeg ikke havde hænderne fremme?

”Lad os bare glemme det.” Han lægger en arm bag mig, og fører mig hen til sofaen, så langt væk fra vasen som muligt. Det ville jeg nok også have gjort, hvis jeg var ham. ”Hvad siger du til noget at drikke eller spise?”

”Et glas vand er fint.” Jeg trækker let på skuldrene og er stadig en smule forvirret over mine evners eget liv. Hvorfor gjorde jeg pludselig det? Virkelig dårligt indtryk. Og havde jeg ikke allerede fortalt Aiden om mine evner, så havde jeg virkelig været på spanden.

”Bare bliv siddende, så henter jeg det straks.” Han drejer elegant om, og går mod det der må være køkkenet.

Jeg får pludselig lyst til at sige: ”Jeg havde nu heller ingen planer om at rejse mig,” men jeg lader være. Det vil helt sikkert lyde dumt, når det først kommer ud.

Jeg ser mig omkring og får øje på et maleri på størrelse med et puslespil med 1000 brikker på væggen bag sofaen. Først kan jeg ikke se hvem det skal forestille, men da jeg drejer stolen og kigger nærmere, kan jeg se Aiden stå i midten. Han ligner sig selv på en prik, selv frakken ser ud til at være den samme som den han går med.

Der er fire på billedet, og Aiden ser ud til at være den eneste der ikke er der frivilligt. Den sædvanlige glød i hans øjne er ikke at se, og han ligner mest af alt en der burde være blevet i sin seng.

De fire andre smiler, men det ser ikke ægte ud, hvilket også er svært på kommando. Personligt har jeg heller aldrig været den store tilhænger af familiebilleder og den måde det hele er så opstillet på, men efter jeg mistede mine forældre, har jeg lært at sætte pris på de billeder vi fik taget.

Udover at Aiden skiller sig ret meget ud, så synes jeg, at det er et godt maleri. De har alle samme gyldne øjenfarve, perfekte ansigtstræk og meget fine i deres holdning. Det er tydeligt at de er i familie med hinanden.

Det eneste der får mig til at kigge en ekstra gang er de andres påklædning. For mig ser det ufattelig gammelt ud, med store lettere puffede kjoler på kvinderne og fine, stive jakkesæt på mændene. En helt anden tidsalder. Også her skiller Aiden sig voldsomt ud. Han er ikke helt så fin som de andre. Under frakken kan man ane et finere jakkesæt, og hans sko ser nye ud, men med frakken på ser det bare ikke rigtigt ud.

Måden det er lavet på, de grumsede men nøjagtige penselstrøg, får det også til at se gammelt ud. Jeg kan ikke helt gennemskue hvordan det er lavet, men det må have taget en evighed at lave. Og hvis jeg skulle stå model så længe, så havde jeg nok også tabt gløden, hvis jeg da ikke allerede var gået min vej.

Tålmodighed er ikke noget jeg ejer.

”Du interesserer dig for billeder?” Aiden kommer hen ved siden af mig. Han sætter glasset med vand på bordet, og sætter sig på kanten af sofaen.

”Selvfølgelig. Jeg tegner jo selv,” svarer jeg som om det burde være indlysende.

”Det er ikke ensbetydende med at du interesserer dig for det. Det på skolen var en bunden opgave, så det tæller ikke rigtigt.” Han retter blikket mod billedet.

”Ved du godt, at du er en smule irriterende, når du gør det der?” Jeg vender mig mod ham, men han bliver bare siddende med blikket frosset mod billedet.

”Gør hvad?”

”Forsøger at modargumentere mig konstant.”

”Det er vel bare sådan jeg er.” Et selvtilfredst smil kommer over hans læber. ”Jeg antager at du gerne vil vide hvem de andre er?” siger han og skifter emne. Han ser kort på mig, og kører så en hånd gennem sit hår.

Jeg nikker bare. Alt han vil fortælle mig, er jeg interesseret i at høre.

”Kvinden med det mørkerøde, krøllede hår til brystet er min mor, Bree.” Han peger på den næste kvinde. ”Og hende med det lyse, glatte hår til lænden er min søster, Alexis.”

Jeg kan ikke lade være med at kigge en ekstra gang. Hun er utrolig smuk. Det er de alle, så jeg forstår slet ikke at han overhovedet gider bruge tid på mig.

”Det er min bror, Joshua.” Han peger mod fyren der står ved siden af ham selv. ”Og den sidste er min far, Caleb.”

”Stor familie,” konstaterer jeg.

”Du skulle bare vide.” Han rejser sig fra kanten, og sætter sig ned i sofaen. ”Men føl dig endelig hjemme.” Han rækker mig glasset, og jeg tømmer det hurtigt. Jeg må have været mere tørstig end jeg havde troet.

Da jeg rækker ham det tomme glas, kan jeg ikke lade være med at bemærke hvordan han intenst stirrer på mig, som leder han igen efter noget, og idet det går op for ham at jeg har set det, tager han glasset og med et forsvinder det.

”Det er altså en sej evne det der.” Jeg prøver at forestille mig hvordan det må være, men det kan jeg ikke. Det eneste jeg kender til, er telekinese, telepati og det med vejret. Sidstnævnte har jeg dog ingen anelse om hvordan sker. Det sker bare.

”Måske.” Han stirrer tomt ud i luften. ”Men det kræver også en del arbejde.”

”Du ser ellers ikke ud til at anstrenge dig.” Hvis bare jeg kunne få mit til at se halvt så elegant ud som hans, så ville det være perfekt.

”Jeg har øvet mig.” Han trækker let på skuldrene. ”Og måske burde du også øve dig.”

”Og hvad mener du med det?” Jeg ser fornærmet på ham. Det er anden gang i dag, at han hentyder til min manglende kontrol over mine evner. Faktisk ikke særlig sødt.

”Kom ikke og sig at du ikke ved hvad jeg snakker om.” Hans blik fanger mit. Jeg bliver helt væk i hans øjne, og da jeg endelig skal til at sige noget, afbryder han mig; ”Du ved godt, at det kan være farligt, ikke at have styr på sine evner, gør du ikke?”

”Jeg har da styr på dem,” svarer jeg stadig fornærmet. Bare fordi han har fuld kontrol over sine egne evner, behøver han ikke belære mig om mine - det har jeg andre til.

”Hvis du virkelig har styr på det, hvorfor svæver den så igen?” Han peger på noget bag mig, og da jeg får øje på marmorvasen, går mit hjerte i stå. Hvordan kan det gå til? Jeg har ikke bedt den om det, og jeg har stadig ikke brugt mine hænder.

”Undskyld,” svarer jeg og krymper mig, da den igen står på sin plads. Pinligt.

”Fair nok hvis du ikke vil snakke med mig om det, men er du sød at undgå at gøre det igen? Min far tager livet af mig, hvis den går i stykker.”

”Selvfølgelig.” Jeg giver mig til pille ved mit hår, mens jeg forsøger at undgå hans blik. Det var jo ikke med vilje, men jeg kan jo heller ikke fortælle ham at jeg er en uduelig heks. Jeg har virkelig dummet mig, og har med garanti også ødelagt enhver chance for at han skulle kunne lide mig.

”Tak.” Han lægger en hånd på min arm, og får mig til at kigge op. Gløden i hans øjne er stadig tydelig, og noget siger mig, at jeg måske ikke har noget at frygte alligevel. Måske har jeg en chance, hvis jeg altså ikke laver rav i den igen?

”Så jeg er tilgivet?” spørger jeg forsigtigt.

”Selvfølgelig, Scarlett. Du tror da vel ikke at jeg bare smider dig ud? Tro mig, jeg har selv været der, og jeg ved godt hvor svært det er, men du skal nok få styr på det før eller siden.” Han lader hånden ligge på min arm, og selvom det prikker synes jeg det er rart.

Mine tanker finder igen hen til den aften, hvor Aiden kyssede mig. Det føltes så rigtigt, selvom jeg tidligere har benægtet enhver følelse for ham. Fyren med de mystiske øjne, ham der gjorde mig fuldstændig rundt på gulvet, når han var i nærheden og ham det fik mine evner ud af kurs. Ham jeg hadede den første dag, fordi han stødte ind i mig uden at undskylde.

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle falde for ham, men det gjorde jeg. Nu handler det bare om, ikke at ødelægge chancen.

”Er der noget du har lyst til, eller skal vi sidde her og stirre på hinanden resten af dagen?” Han tager hånden til sig, og rejser sig op.

”Hvad synes du?” Jeg kan se på ham, at han har noget i tankerne, så jeg lader ham bestemme.

”Jeg ville gerne vise dig resten af huset, men trapperne er for mange lige nu. Det kræver faktisk en del. Ikke fordi du er tung, men …” Han går i stå og kigger rundt for at lede efter noget at sige, der ikke lyder som en fornærmelse, men der kommer ikke noget. I stedet skifter han emne og siger: ”Men hvis du har lyst, kan vi sætte os i sofaen og se en film, eller interesserer du dig heller ikke for det?”

”Film er altid gode.” Jeg nikker bare. Flot redning - næsten. ”Men jeg kan stadig ikke gå.”

”Husk nu lige hvem du er sammen med.” Han smågriner, mens han ryster på hovedet, så en flygtig tot hår falder ind foran hans øje. ”Jeg fik dig op af trapperne, og jeg har også båret dig hjem, så mon ikke jeg kan klare dette også?”

”Okay, du vinder,” svarer jeg.

Han smiler tilfreds på en måde kun han kan gøre det, og finder så en tilfældig film på den aflange hylde der hænger under tv’et, for så at sætte den på.

Jeg lægger en arm om hans nakke, mens han tager den ene arm om ryggen på mig og med den anden under mine ben og snart sidder vi begge i sofaen. Den er blød, og jeg kunne nemt vænne mig til at sidde her.

”Men hvorfor gør du egentlig det her?” Jeg drejer ansigt mod ham og møder hans varme blik.

”Gør hvad?

”Hjælper mig så meget?”

”Måske fordi jeg har lyst?” Han lægger en arm bag mig og lader sit blik glide ned over mig og op igen.

”Jeg troede ellers ikke, at du ville have noget med mig at gøre?” Jeg ved egentlig ikke hvor det kommer fra, men på den anden side fortryder jeg heller ikke. Måske vil han synes at jeg stiller for mange spørgsmål eller er for negativ, men jeg er nødt til at spørge.

”Man har vel lov til at ombestemme sig?” Han lægger hovedet let på skrå, og ser indtrængende på mig.

”Det har man vel. Men hvad fik dig til at skifte mening?” Jeg håber inderligt at han forbliver i sit snaksalige humør.

”Kald mig mærkelig, men jeg bryder mig ikke om andre mennesker og de bryder sig heller ikke om mig. Jeg er ikke som de andre.”

”Det kan jeg da godt se, men det besvarer ikke mit spørgsmål.”

”Du er anderledes, Scarlett. Du gjorde noget ved mig, fik mig til at føle noget jeg aldrig har følt før, og jeg kan lige så godt være ærlig og sige at jeg virkelig har forsøgt at benægte det. Hvordan det er gået, kan du så selv bedømme.” Han presser læberne sammen og kigger ned i gulvet.

”Aiden,” siden jeg svagt og lægger blidt hånden på hans kind. ”Du behøver ikke kigge væk. Hvis du ikke har bemærket det, så er jeg her fordi jeg har lyst, så noget må du have gjort rigtigt.”

”Jeg kørte dig, så helt frivilligt er det ikke.”

”Stop med at modargumenter.” Jeg læner mig tættere på ham. ”Jeg kunne have valgt at køre tilbage, men det gjorde jeg ikke. Desuden er du ikke den eneste der har forsøgt at benægte det.” Jeg kan ligeså godt være ærlig, så der ikke er flere hemmeligheder end højst nødvendigt. ”Men du gør det ret svært at holde op med at kigge på dig.”

”Jeg …”

Mere når han ikke at sige, før jeg læner mig frem og forener vores læber. Det kilder svagt men føles alligevel mere naturligt end sidste gang.

Han lægger en hånd om min nakke, mens jeg smager på hans dugfriske læber. Hver en celle i min krop skriger på mere, men det lykkes mig at dæmpe dem. De skal absolut ikke tage styringen, og eftersom mine evner er påvirket af mine følelser er det for farligt lige nu. Jeg har aldrig været sammen med en fyr, men jeg ved at kærlighed og had er de stærkeste følelser der findes. Det er dømt til at gå galt.

Da han let trækker sig tilbage, kan jeg ikke slippe hans blik, og en del af mig ville ønske, at vi kunne blive her for evigt.

”Jeg har tænkt på noget,” begynder han og hiver mig ud af min lille drømmeverden. ”Du har sikkert hørt, at der snart bliver holdt forårsfest her, og jeg tænkte på om du ville være min partner?” Han manifesterer en rose med dugperler og giver den til mig.

”Er du sikker på at du vil have mig med?” Mine fingre piller ved min halskæde, ikke fordi jeg hører stemmer eller bliver overfaldet af migræne, men fordi han for tredje gang i dag minder mig om, at jeg ikke kan bruge mine ben. ”Jeg er ikke ligefrem den bedste dansepartner,” svarer jeg og kaster blikket mod min kørestol.

”Ja, Scarlett, jeg er sikker. Du er den perfekte partner.” Han stryger kærligt mit hår til siden, så han kan se mig i øjnene. ”Hvis jeg ikke mente det, ville jeg ikke sige det.”

”Tak, Aiden.” Varmen blusser op i mine kinder og jeg giver ham et hurtigt kys. Hvordan han kan præstere at vende mit humør så hurtigt, ved jeg ikke, men det er rart. At jeg så vil komme til at hade mig selv senere, fordi jeg ved at jeg er en frygtelig dansepartner, er en helt anden side af sagen.

Jeg mærker hvordan min krop bliver tung som bly, og jeg kan ikke holde øjnene åben. Jeg falder mod Aiden og mærker nu hvordan han tager om mig for at jeg ikke skal ryge videre mod gulvet.

”Scar?” Panikken i hans energier skriger. ”Kan du høre mig?” Han mærker febrilsk efter min puls. ”Vær’ sød ikke at gøre det her mod mig.”

Jeg vil gerne svare, men det er som om at jeg ikke er en del af kroppen. Den er væk.

Han tager om mig og løfter mig op, så mit hoved ligger ind mod hans bryst og jeg kan høre hvordan hans hjerte galoppere som ti heste på en væddeløbsbane.

”Det her sker bare ikke!” er det sidste jeg hører, før alt bliver sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...