Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61831Visninger
AA

24. Kapitel 22 - Helt væk

”Jorden kalder Scarlett.” Lauren vifter hånden forbi mine øjne, og havde det ikke været fordi, jeg straks kom i tanke om, hvor jeg befandt mig, så havde hun fået en tur tværs gennem kantinen. Det er ikke noget ondt om Lauren, eller andre der ikke aner en skid om den syrede verden der gemmer sig under overfladen, men med de ting jeg har oplevet i løbet af sidste uge, er jeg ikke den rigtige at forskrække.

”Ikke nu.” Jeg kører et par fingre gennem håret, og begraver så næsen i en bog vi fik tidligere på dagen, mens jeg nipper til min pastasalat. Ikke fordi bogen er særlig interessant, men den er en fantastisk undskyldning, for ikke at deltage i samtalen. Desuden behøver jeg ikke at læse den. Romeo og Julie er ikke ligefrem nogen ny fortælling, og det er ikke første gang, en lærer har smidt den i hovedet på mig. Jeg kan den forfra og bagfra, og jeg behøver virkelig ikke lære den ordret.

”Det må du selv om.” Hun vender sig atter mod Ashley og Michael for at plapre videre.

Jeg har på intet tidspunkt hørt efter, og at dømme ud fra Ashleys ansigtsudtryk er jeg ikke gået glip af noget. Michael hører tydeligvis heller ikke efter, men han gør i det mindste et ihærdigt forsøg på at lade som om. Det er vidst mere end man kan sige om mig.

Er du okay? Ashley lader blikket køre let forbi mig, hvorefter hun igen kigger på Lauren.

Jeg tvivler på hvor meget hun egentlig hører af Laurens uendelige en-mands-samtale, når hun også sidder og kommunikerer med mig. Det kunne faktisk være sjovt, hvis Lauren opdagede det. Men med den ensporede tankegang hun holder sig, er der vidst ikke den store chance for, at det nogensinde vil ske.

Det kommer vel an på hvordan man ser på det. Jeg løfter kort blikket, men hun ser ikke på mig.

Du ved godt, hvad jeg mener. Jeg troede, vi var over det der med at ignorere hinanden. Og hvis jeg har gjort noget, så synes jeg, du skal sige det.

Hun giver sig til at pille ved sin muffin. Først slikker hun glassuren af, og spiser så til sidst muffinen fra bunden. Det ser spøjst ud, men så længe jeg ikke skal overslikke min muffin, inden jeg spiser den, så må hun hjertens gerne fortsætte.

Det er ikke noget med dig, og jeg har jo lovet, at jeg nok skal tilgive dig. Det er bare noget af en mundfuld. Og hvis du havde været mig, havde du haft det på samme måde.

Jeg kaster et blik over skulderen, mest for at undgå øjenkontakt, og selvfølgelig får jeg øje på Aiden, der sidder ved det fjerneste bord. Hans blik er frosset mod vinduet, eller noget på den anden side af det, og solen rammer hans øjne, så det ser ud som om, at de står i flammer.

Skør må være det rigtige ord. Selvfølgelig er der ikke ild i nogens øjne. På den anden side, hvorfor så ikke? Jeg mener, med alt det der rent faktisk eksisterer, hvorfor så ikke også dette? Det er da ikke mere underligt, end at jeg er en heks.

Hvad er det han kigger på? Eller, jeg burde nok nærmere spørge, hvorfor han har forsøgt at undgå mig i en hel uge? Man kan da ikke bare kysse nogen og så bagefter ignorere dem.

Jeg har ikke kunnet få øjenkontakt med ham en eneste gang, og tale vil han heller ikke. Ashley har frydet sig over det, lige siden hun opdagede det. Altså, hun ved ikke at jeg har kysset ham. Kun at han undgår mig.

Lov mig at sige til, hvis der er noget. Det er det …

… Vejledere er til for, afbryder jeg hende. Det har jeg efterhånden fanget. Og nu er det ikke for at være led eller noget, men jeg orker virkelig ikke det der lige nu. Kan du ikke gøre mig den tjeneste, at tage Lauren med ud på toilettet, eller … bare væk herfra! Jeg ser bedende på hende. Hendes tankestrøm driver mig til vanvid.

Jeg ved ikke, hvad der går af mig lige nu, men Laurens evige tankestrøm om drenge og fester, er til at blive skør i hovedet af. Hvis jeg ikke allerede var klar til Den Lukkede, så ville jeg i hvert fald hurtigt blive det.

Selvfølgelig. Men husk nu vores aftale.

Ja ja. Jeg ved det godt. Se nu bare at komme væk, inden hun får en tur. Du ved godt, at jeg ikke kan styre det. Hendes analyserende blik glider langsomt over mig. Det er tydeligt, at hun ikke kan lide ideen om, at jeg skal være alene. Hun er overbevist om, at jeg ikke kan klare mig selv, men der tager hun fuldstændig fejl. Hvis jeg kunne klare mig selv, før hun kom, ja så kan jeg også nu.

Hvad angår alene-delen, så tror jeg ikke hun har noget at frygte. Michael sidder her stadig, Mitchell er ikke længere end et kald væk, og selvom hun ikke kan lide det, så har jeg altså også Aiden, også selvom han ikke vil være i nærheden af mig lige nu. Han er ligeså meget min ven som enhver anden, og han er på ingen måde en trussel.

Verdenen er fyldt med trusler. Det er sådan cirka det Ashley har brugt hele sidste uge på at prædike om. Hun går alt for meget op i der Vejleder fis.

Der kom også en dæmon forbi, bare for at understrege pointen om at jeg altid er nødt til at være forberedt.

Jeg er tydeligvis blevet stærkere, for sekundet efter var der ikke andet end støv tilbage. Jeg husker stadig den måde Ashley nikkede tilfreds på. Hun havde med garanti planlagt det, for jeg blev tydeligvis mere forskrækket end hende. Der skal selvfølgelig heller ikke meget til, men alligevel.

Aiden var også et af de store emner. Han er typen jeg ikke bør omgås. Og efterfølgende kom der en masse grunde til, hvorfor jeg skulle finde mig en ny omgangskreds, men jeg må indrømme, at jeg ikke rigtig hørte efter. Det korte af det lange var, at jeg bare skulle holde mig fra ham.

Jeg synes stadig, at det er latterligt. Aiden er ikke i nærheden af at være farlig, selv ikke med hans evner. Hvis han virkelig ønsker at gøre mig noget, så tror jeg, at han havde gjort det for længst. Han har da i hvert fald haft muligheder nok.

Ashley var også virkelig god til at skifte emne, hvis jeg spurgte om noget, hun ikke ville svare på. Specielt når det omhandlede Aiden. Hun nægtede simpelthen at fortælle mig, hvorfor hun ikke kunne lide ham.

Det er tydeligt, at ingen vil fortælle mig noget, ikke engang Mitchell. Han har generelt været meget fraværende de sidste par dage. Men det skal bestemt ikke forhindre mig i at finde et svar. Jeg er mindst ligeså stædig som Ashley, hvis ikke mere.

Jeg må bare gøre det rigtigt, og uden at jeg pludselig har Ashley hængende efter mig. Hun har knap nok ladet mig ude af syne, siden jeg gav hende lov til at være i huset. Men jeg var jo nødt til det, hvis vi nogensinde skulle komme videre.

”Er du okay?” Michael lægger en hånd på min skulder, og hiver mig tilbage til virkeligheden. Jeg trækker den ene mundvig op til et smil, men det føles som om jeg stadig befinder mig halvt i min egen verden. 

”Bare træt,” er hvad der kommer ud af min mund. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal sige. Det er jo ikke fordi jeg bare kan fortælle ham sandheden. Han vil jo tro, at det rabler for mig. Nej, det er nok bedst, hvis jeg holder ham ude af det. Og det er nok også godt at have en ven, som ikke kender til den syrede del af mit liv. Bare en helt almindelig ven.

Lauren er selvfølgelig også en almindelig veninde, men alligevel. Hendes tanker kredser om diverse drenge og lækre skuespillere. Hun er sød nok som person, og det er på en måde også hende der har ført mig sammen med folk. Uden hendes åbenhed ved jeg ærlig talt ikke hvor jeg så var endt, men jeg har også bare brug for en der er en smule nede på jorden, og til det er Michael den perfekte.

”Det kan jo ske for selv den bedste.” Han smiler og tager så en slurk af sin kakao.

Den dreng har altså noget med chokolade. Hvis det ikke en chokoladebar, så er det kakao eller noget der overtrukket med chokolade. Man kan vel sige, at det er en del af ham. Og til held for mig har det hjulpet mig af med migrænen. Hvor han ved det fra, ved jeg ikke, men et eller andet sted er jeg også ligeglad. Det vigtigste er, at det faktisk virker.

”Jep. Nå, men har du haft en god weekend?” Jeg retter min fulde opmærksomhed mod ham, i et forsøg på at skubbe Aiden og en lang, rodet weekend lidt på afstand.

”Stille og rolig. Har nydt det gode vejr og gået ture i skoven.”

Det var ikke det svar jeg havde forventet, ville komme ud af hans mund. Uden bevidst at have lyttet fornemmede jeg noget natur i hans tanker, men jeg troede ikke at det var sådan noget han gjorde. Altså, han ligner ikke et naturmenneske, og jeg troede egentlig heller ikke, at nogen her omkring kunne lide skoven. Den er altså en smule skræmmende, specielt hvis man er alene. Jeg ved godt, at man skal gennem noget af den for at komme til klippeudspringet, men det betyder ikke at jeg kan lide turen. Desuden kunne jeg aldrig finde på at gå en tur gennem den, bare for sjov. Så hellere gå langs vejen og se hvor man ender.

”Det lyder …  afslappende?”

”Det kan man godt kalde det. Du har måske lyst til at komme med en dag?” Han tømmer sin kakao, og kaster dunken mod skraldespanden, og utrolig nok lander den deri.

”Øh, tjo, hvorfor ikke?” Jeg smiler bare.

Han kan da ikke mene det helt seriøst. Det eneste sted jeg virkelig har lyst til at gå hen, er klippeudspringet med den fantastiske udsigt, men eftersom Aiden har det med at dukke op, hver gang jeg er der, så tror jeg ikke, at det er nogen god idé, at tage Michael med. Aiden er lidt af en enspænder. Og jeg forstår ham egentlig godt.

Hvis jeg havde været hende, folk tog afstand fra. Hende som folk snakkede ondt om. Ja, så havde jeg nok også valgt at passe mig selv. Måske havde jeg valgt at opføre mig på anden måde, eller i hvert fald bare falde bedre ind i mængden. Aiden er jo tydelig at få øje på. Men ja, generelt set så forstår jeg godt, hvorfor han er, som han er.

”Så er det en aftale.” Han rækker hånden frem, og gør tegn til at jeg skal gøre det samme.

”Det er det vel.”

Han tager hånden til sig, og kører fingrene let gennem håret.

Som om det ikke sad perfekt i forvejen.

Jeg retter hurtigt blikket mod bordet, og priser mig lykkelig over at jeg ikke sagde det højt, og håber ligeledes at ingen hørte den tanke. Det var overhovedet ikke meningen at det skulle have været tænkt til ende. Jeg tror seriøst, at jeg er ved at blive skør. Jeg må have et eller andet med drenge lige for tiden, og Nathan hader mig for det. Eller, han hader Aiden, det er tydeligt, men han har aldrig mødt Michael, så det kunne være at jeg ville være heldig?

Ej, okay, jeg vil ikke vide mere. Mitchell afbryder min tankestrøm, og jeg har nær fået et eller andet til at springe i luften af bare skræk.

Hvad fanden laver du? Det kunne have gået galt. Jeg giver mig til at stikke i min pastasalat og kaster et hurtigt blik på Michael, der er optaget af sin mobil og ikke har opdaget noget som helst. Hvor i alverden har du været?

Jeg holder dig med selskab, og sørger for at du har det godt. Dyb stilhed. Han elsker virkelig at trække tiden ud, så han kan finde en vej udenom mit egentlige spørgsmål. Jo ser du, jeg har været i Paris, New York, Firenze, Zimbabwe …

Stop nu! Jeg bad ikke om hele din livshistorie. Jeg mente, hvor du har været, siden du har været så tavs? Der bliver stille et kort øjeblik, og jeg benytter lejligheden til at kaste et hurtigt blik rundt. Michael sidder stadig min sin telefon og Aiden er som frosset til stolen, og hans blik har endnu ikke været rettet mod mig. Altså ingen der stirrer underligt på mig.

Rundt omkring. Og jeg kan altså ikke være her 24/7, medmindre det er en nødsituation. Jeg er din Beskytter - ikke babysitter.

Siden hvornår er han blevet så negativ?

Wow mand! Fald lige ned på jorden.

Jeg er nede. Men det kan da være, at jeg bare skal smutte igen? Og så forsvinder han.

Jeg ved ikke hvad der går af ham. Sådan har jeg aldrig hørt ham. Og hvorfor lød han som om at det var en fuldstændig forfærdelig tanke jeg havde fået? Kan de heller ikke lide Michael?

Det kan da også være at jeg bare skal holde mig fra fyre generelt? Så slipper jeg da for konstant at høre på at jeg har valgt den forkerte.

En kølig vind strejfer mig, og jeg ved straks, at det ikke var mig. Jeg vender forsigtigt hovedet, men der er ingen. Folk forsætter med at storme frem og tilbage, og intet har ændret sig. Jeg retter opmærksomheden mod Michael, der nu sidder og piller en appelsin.

”Lidt sund skal man jo være,” siger han og trækker på skuldrene, da han opdager, at jeg sidder og kigger på ham.

”Selvfølgelig,” er det eneste jeg svarer. Jeg tager en mundfuld vand, og i det jeg sætter flasken, kommer stemmerne snigende.

Højlydt og truende.

Du kan lige vove på, at fortsætte med det du har gang i!

Jeg gør præcis som det passer mig! brøler han. Jeg genkender stemmen som ham der hjemsøgte mit hoved før jeg fandt ud af at jeg var en heks.

Der havde ellers lige været så dejligt stille, men nu er han tilbage.

Det er for farligt. Alt vi gør har konsekvenser.

Konsekvenserne kan bare komme an!

Du er dødsdømt. Arketah kommer, og det ved du godt.

Jeg lukker fingrene stramt om vedhænget og koncentrerer mig om at trække vejret dybt. Nu skal jeg altså have ham ud af mit hoved en gang for alle.

Forsvind! knurrer jeg og bliver straks smidt tilbage til virkeligheden. Jeg er lige ved at skvatte ned, men får mig taget sammen, inden Michael kigger op og smiler. Jeg tvinger mig selv til at smile tilbage.

I det samme jeg læner mig ind over bordet for at kigge videre i bogen, eller i hvert fald lade som om, mærker jeg nogen nærme sig bag mig. Jeg drejer hovedet, og det første jeg møder, er hans gyldne øjne, og en stemme der siger: ”Vi to skal snakke.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...