Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

108Likes
227Kommentarer
62596Visninger
AA

23. Kapitel 21 - Rosenblade

Jeg trækker jakken tættere om mig og lader mit hår falde frem. Uanset hvor meget jeg fryser, så nægter jeg at tage hjem endnu. Ashley kiggede ondt på mig, da jeg skred, men det skulle ikke stoppe mig, så nu kommer jeg ikke hjem, før hun er ude af mit hus. Nathan ved det godt, og da jeg gik, eller rettere kørte, hørte jeg også tydeligt hans stemme, der sagde: Det er okay.

Ashley har tilbragt det meste af weekenden i vores hus og nu trænger jeg ærligt talt til en pause. Den pige driver mig til vanvid.

Vinden har ikke rørt på sig, siden jeg kom herud, men alligevel har kulden bidt sig godt fast. Det er som at være i et køleskab. Altså, ikke fordi jeg ved hvordan det er at være i et køleskab, men den kulde der kommer ud af køleskabet, når man åbner det, kan nogenlunde sammenlignes med dette. Og i dette tilfælde kan jeg ikke bare lukke lågen og lade som om at det ikke eksisterer.

Jeg tørrer en vildtfaren tåre væk og retter blikket mod stjernehimlen. De mange tusinde stjerner blinker på skift og gør hele himlen magisk.

”Forstyrrer jeg?” Lyder det pludselig bag mig.

”Det kommer vel an på hvordan du definerer forstyrrer?” Jeg drejer hovedet og møder hans varme blik. Det er sjovt som hans øjne kan skifte temperatur. Det må være noget med hans humør.

”Jeg vil gætte, på at det betyder nej?” Hans læber trækker op i et smil, og efterlader et glimt i hans øjne. Og som sædvanlig sidder hans halvlange hår perfekt.

Hvorfor skal han også være så forbandet perfekt? Alt ved ham er som en drøm, og jeg kan jo lige så godt indrømme, at jeg kan lide ham. Jeg kan lide ham, også selvom han har de sygeste humørsving. Det ville egentlig også være mærkeligt hvis ikke, for jeg har dem jo selv.

”Nej, du forstyrrer ikke.”

Jeg retter blikket mod stjernerne. Det gør ondt, at se på ham for længe. Hans blik der brænder sig fast, hans fortryllende stemme, alt. Han er alt en pige kunne ønske sig, men sådan som jeg har opført mig i fredags, har jeg næppe en chance.

Og der noget ved hans øjne, jeg ikke kan finde ud af. Noget der får min nysgerrighed til at vokse. Men jeg kan jo heller ikke sidde og stirrer ind i dem indtil jeg får et svar. Eller, det kunne jeg godt, men så ville han nok synes, at jeg var sær, hvis tanken da ikke allerede har strejfet ham.

”Er du okay?” Han kommer tættere på, og den der kriblende, migræne lignende fornemmelse er tilbage. Jeg forsøger at glemme den, skubbe den til side, men den presser stadig på, og jeg må nok indse, at jeg ikke er stærk nok.

”Du går lige til sagen, hva’?” Jeg kigger ned, mens jeg overvejer hvad jeg skal svare.

Selvfølgelig er jeg ikke okay, men hvad rager det ham? Han kan alligevel ikke få det her til at holde op. Det er jo heller ikke hans skyld, at mit liv er noget lort. Aiden har bare været den heldige vinder af mig og mine humørsving.

”Jeg ser ikke nogen grund til at pakke det ind,” svarer han, som om det er det mest naturlige i hele verdenen. Og selvfølgelig kommer det fra ham, der ikke laver andet end være kryptisk i sine svar.

Nu gør jeg det igen. Lader mit usædvanligt dårlige humør gå ud over ham. Det er ikke fair, men jeg ved ikke hvordan jeg skal styre det.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, for uanset hvad, vil jeg være nødt til at forklare mig. Og lyve kan jeg heller ikke finde ud af. Desuden er Aiden jo ikke dum. Han vil gennemskue mig, omtrent lige så hurtigt som Nathan.

Når man tænker over det, minder de utrolig meget om hinanden.

”Men hvis du ikke vil snakke om det, så er det fint nok.” Skuffelsen i hans stemme er tydelig.

Hvad havde han regnet med? At jeg ville fortælle ham om alle mine følelser? Som om jeg har lyst til at fortælle noget som helst. Han vil jo tro at jeg er sindssyg.

Aiden går frem så han nu står ved siden af mig. Jeg skæver til ham, og håber at han ikke ser det, selvom jeg godt ved, at han selvfølgelig har set det. Hans ikke så diskrete selvtilfredse smil afslører ham. Men det ser alligevel ud til at more ham. Og bedst som jeg troede, at det ikke kunne blive mere underligt, dukker en stol op, og Aiden sætter sig ned.

”Seriøst?” Jeg løfter et øjenbryn og ser undrende på ham.

”Du forventer vel ikke, at jeg gider stå op resten af aftenen?” Han ser på mig med det der irriterende blik, der giver en lyst til at slå ham.

”Har du overvejet, at sidde på jorden? Det er altså ikke noget man dør af.” Jeg kan ikke andet end at trække læberne op til at forsigtigt smil.

”Hvis du ikke har bemærket det, så er der jo fyldt med snavs og …”

”Jord?” Jeg ryster på hovedet og laver himmelvendte øjne. ”Det er jo ligesom det der er meningen. Hvad havde du forventet? Rosenblade?”

”Ligner jeg typen der sidder på rosenblade?” Han vender sig og læner sig mod mig.

Jo nærmere han kommer, des flere af hans perfekte træk kommer til syne. Mit hjerte slår hårdere, jeg får lyst til at røre hans perfekte læber bare en enkelt gang, men jeg bevæger mig omtrent lige så meget som stenengelen hjemme i Penta.

”Det tror jeg ikke, at du vil have, at jeg svarer på,” siger jeg og sender ham blikket, der fortæller at han bare kan komme an. Han skal ikke tro, at han er noget. Og nu skal han også lige huske, at han ikke er den eneste med evner.

Aiden knipser med fingrene og stolen forsvinder i den blå luft. Han kigger lumsk på mig, og pludselig sætter han i bevægelse. Det hele går så hurtigt, at jeg knap nok kan nå at følge med. Det eneste jeg ser, er Aiden og hans perfekte øjne.

Da mine øjne igen kan følge med, ser jeg at han har hevet mig ud af min stol, og at vi nu sidder på den kolde, fugtige jord. Eller, det vil sige at jeg sidder på jorden, og Aiden sidder på hug, mens han ser udfordrende på mig.

Kylling.

”Hvordan føles det?” Han gør sig umage for ikke at røre jorden.

”Du kan jo selv komme og mærke efter,” svarer jeg og ser udfordrende på ham.

Han læner sig frem og ser på mig med varme i blikket. Og da jeg er sikker på, at jeg har hans opmærksomhed, hiver jeg ham i armen, så han mister balancen og ender ved siden af mig.

”Er det så så slemt?” Jeg ser afventende på ham. Hans blik har endnu ikke søgt væk, og varmen er ikke forsvundet. Han er åbenbart i sit gode hjørne lige nu.

”Måske.” Han sætter den ene hånd mod jorden og lægger hovedet en smule på skrå, mens hans øjne undersøger mine.

”Jeg troede egentlig heller ikke, vi bare skulle bruge vores evner i al offentlighed? Var det ikke det du sagde, jeg skulle passe på?” Jeg nikker mod stedet hvor stolen stod.

”Hvilken offentlighed? Så vidt jeg kan se, er her ikke andre end os.” Han rykker tættere på mig, og jeg kan mærke hvordan det kribler i hele kroppen. Hans blik viger ikke et eneste sekund, og jo tættere han kommer, jo mere går tiden i stå.

Langsomt bevæger han sin anden hånd op ad min arm og videre mod halsen. Den kriblende, sitrende fornemmelse følger hans lette berøring. Hans hud føles blød og varm mod min kolde, og i stilhed ønsker jeg, at det aldrig stopper.

Jeg lader mig selv nyde hver en berøring, og jeg gør ikke det mindste for at trække mig. Hans ansigt kommer tættere og tættere på. De perfekte, bløde læber er nu ikke længere end få centimeter fra mine. Mit hjerte pumper hurtigere.

Han kysser mig.

Det sitrer i mine læber som går der en stille strøm igennem dem, men jeg trækker mig ikke. Han tager næsten pusten fra mig, men jeg slipper ham ikke. Mine evner kan godt glemme alt om at ødelægge det her.

Jeg kan ikke lade være med at smile forsigtigt, da han trækker sig tilbage. Hans øjne udstråler stadig varme, men hvis jeg kender ham ret, så ændrer de sig snart. Aiden er ikke ligefrem typen, der plejer at være åben i længere tid af gangen.

I noget der føles som evigheder sidder vi tavst og kigger på hinanden. Han skubber mit hår væk fra mine øjne.

Det har været underlig aften, men alligevel også god. Okay, jeg havde ikke regnet med, at Aiden ligefrem ville kysse mig, og heller ikke at jeg ville kunne lide det. Det er så langt fra det jeg havde forestillet mig, men jeg må alligevel indrømme, at han er god til det.

Ja, jeg kunne lide det.

Det irriterer mig stadig at jeg ikke kan høre hans tanker, for jeg kunne virkelig godt tænke mig at vide hvad han tænker lige nu, men på den anden side vil jeg heller ikke kæmpe mig gennem muren lige nu, specielt ikke efter sidste gang. Jeg var totalt rundt på gulvet, og sådan skal han ikke se mig. Men nysgerrigheden vokser stadig i mig. En eller anden dag skal jeg nok finde et svar.

En puslen lyder fra buskene bag os, og Aiden drejer straks hovedet og ser mod dem som om noget farligt lurer derinde. Jeg følger hans blik, og lægger mærke til hvordan gløden i hans øjne forsvinder, men jeg kan ikke få øje på noget som helst der skulle være farligt.

”Jeg vidste det.” Han kommer hurtigt på benene, og før jeg ved af det, sidder jeg i min stol, og han er på vej væk. Jeg rækker ud efter ham, men når kun at strejfe hans hånd, der er blevet næsten brændende.

”Hvad sker der?” råber jeg, men han hører mig ikke.

Jeg overvejer at følge efter ham, men han er allerede væk.

Det sidste jeg opfanger er et undskyld fra hans tanker. Det er næsten som om, at han vidste, at jeg kunne høre ham.

Hvad var det lige der skete?

Jeg kaster blikket mod buskene en sidste gang for at konstatere, at der altså ikke er noget. Det må være ham, der har set syner. Selvfølgelig var der ikke noget derinde, måske en fugl, men det giver da ikke anledning til at stikke af? Medmindre han er bange for fugle, og det tvivler jeg på. Den store, stærke, mystiske Aiden kan ikke være bange for noget så harmløst som en fugl. Med de evner han har, tror jeg ikke han behøver at frygte noget som helst.

Er Ashley stadig i huset? Kulden er ved at tage fat, og jeg burde nok finde hjem, men kun hvis hun ikke er der. Jeg orker hende ikke.

Nej, hun smuttede for en time siden, så du kan roligt komme hjem.

Tak. Vi ses. Jeg ånder lettet op og sætter kursen hjem. Det har været en virkelig underlig dag, som vidst bare skal gemmes langt væk. Bortset fra kysset. Det slipper han ikke så let udenom. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...