Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61808Visninger
AA

22. Kapitel 20 - Vejleder

”Scarlett, er det dig?” lyder det inde fra stuen, da jeg smækker døren bag mig.

 ”Kender du andre der får døre til at smække?” råber jeg tilbage og smider jakken på bordet, for så at køre mod stuen.

Det kribler stadig i mine fingre, og jeg tvinger mig selv til at tage nogle dybe indåndinger. Der er ikke flere ting der skal gå i stykker på grund af mig.

Hvorfor stoppede Aiden ikke? Han ved hvad jeg er i stand til, og en som ham burde vide, at det kan gå galt når man er i dårligt humør. Medmindre det kun gælder for mig. Men alligevel burde han have ladet mig være i fred.

Nathan står ved det store vindue og vender sig først da gulvet knirker under mine fugtige dæk.

”Kan du ikke bare se at komme med prædikenen om at jeg burde være i skole, så jeg kan fortsætte ind på mit værelse for aldrig at komme ud igen?” Jeg tvinger mig selv til at kigge op.

”Ikke i dag,” svarer han bare, uden undertonen af vrede. Hvad er det han ikke fortæller mig denne gang?

”Du ved måske hvorfor jeg er hjemme?” spørger jeg og lægger armene over kors, mens jeg stirrer ham dybt i øjnene. Det er fristende at kigge i hans tanker, men jeg kan ikke. Det er forkert, også selvom jeg har forsøgt at gøre det på Aiden, men hvad han ikke ved, har han ikke ondt af. Desuden fandt jeg heller ikke andet end en rose. Hvis jeg nogensinde forsøgte på Nathan, ville han vide det med det samme.

”Måske.” Han bliver stående i den afslappede stilling. Det rør ham tydeligvis ikke, at jeg er i dårligt humør.

”Nathan, stop det der.” Jeg knytter mine hænder men holder dem nede. En kølig vind glider forbi, selvom hverken døren eller vinduerne er åbne. ”Hvorfor er du ikke oppe at køre? Du har ikke været i nærheden af mine tanker, så hvorfra ved du, hvorfor jeg er hjemme?”

”Måske har jeg ikke brugt telepati. Du ved da godt, at man ikke altid behøver at bruge telepati?” Hans læber trækker sig i et smil, mens han roligt bevæger sig tættere på. Han er den eneste der kan se det sjove i det.

”Hvem har du snakket med?” Jeg skuler til ham. Det er ikke nu han skal lege gætteleg.

”Mig,” lyder det fra køkkendøren, da en pige med lyst hår og en pink stribe i venstre side træder frem.

Ashley.

Jeg forstår ikke at hun overhovedet tør at vise sig her. Det havde jeg ikke gjort.

”Hvor vover du at komme her?” knurrer jeg, mens jeg langsomt løfter hånden frem. Gad vide hvor hurtigt hun kan reagere?

”Lad være,” siger Nathan og lægger hånden over min. Den kriblende fornemmelse holder inde, men hun skal ikke et sekund tro at jeg er færdig.

”Jeg kom for at være sikker på, at du var okay. Jeg så godt hvad Aiden fik dig til, og det var ikke i orden. Men jeg kunne ikke gøre noget på det tidspunkt.” Det lyder næsten som om, at hun rent faktisk ville have hjulpet. Men jeg tror hende ikke. Hun har jo ikke lavet andet end at lyve for mig.

”Kan du ikke bare pille af? Jeg har virkelig ikke brug for det der.”

Hun skal overhovedet ikke tro at hun er velkommen her. Ingen skal gå bag min ryg. Nathan gør det godt nok også, men jeg kan jo ikke smide min bror ud af huset, selvom det tit er fristende.

”Jeg har altså ikke hele dagen,” beklager jeg mig højlydt.

”Jeg er nødt til at fortælle dig noget,” rømmer Ashley sig og kigger op. Hendes dybblå øjne glimter i en solstråle fra vinduet. ”Jeg er en Vejleder.”

Det er det dummeste jeg nogensinde har hørt. Vejleder. Jeg har aldeles ikke brug for en Vejleder. Og da slet ikke en der har hemmeligheder for mig. En virkelig dårlig Vejleder må jeg sige.

”Det forklarer jo en masse,” konstaterer jeg og slår hånden ud.

”Jeg er ikke en hvilken som helst Vejleder - jeg er din personlige Vejleder.” Hun nikker bekræftende.

”Hvordan i alverden skulle du kunne hjælpe med noget som helst? Du kan jo ikke engang finde ud af at overholde reglerne.”

Små svedperler glimter fra hendes pande og hendes hænder fumler rundt. Jeg synes, jeg kan lugte nervøsitet. Det havde jeg ikke troet. Ashley kan umuligt være bange for mig. Eller hvad?

”En Vejleder skal hjælpe magiske folk på vej. De skal stå ved ens side, og det er deres fornemmeste opgave at sørge for at man når målet.” Nathan tager over, mens Ashley krymper sig i sofaen. Hun ved tydeligvis godt, at hun har gjort noget forkert. Men jeg har ikke ondt af hende. Det er hendes egen skyld. ”Og Ashley er ny, så det er derfor, tingene er gået skævt.” Han giver hende et puf i siden, så hun rødmer.

Det her er ved at være for langt ude. Det jeg troede skulle være en ny start, blev til et nyt helvede. Nu skal jeg så både leve med skylden over mine forældres død og have folk til at rende mig i røven, fordi jeg er en heks.

Udenfor trækker det op til uvejr. Der bliver mørkt i rummet og jeg skal anstrenge mig for ikke at give hende et par på hovedet.

”Rolig nu, Scarlett.” Nathan rækker et par fingre frem og vifter en enkelt gang mod vinduet og pludselig forsvinder alle skyerne. Men hvis han også har evner, og i øvrigt har fuld kontrol over dem, hvorfor i alverden er det så mig der skal passe på ham?

”Det kan du sagtens sige,” vrisser jeg.

”Jeg ved godt det er svært lige nu, men …” begynder Ashley, men når ikke længere før jeg afbryder hende. Jeg ved allerede hvad hun skal til at sige.

”Ikke noget men. Du har ingen anelse om hvordan jeg har det!”

Hvordan kan hun dog nogensinde tro, at hun ved hvad der foregår i mit hoved? Hun kan ikke bare komme masende på den måde, og tro at vi er bedste veninder. For det er vi ikke. Langtfra.

”Jeg er selv ny i det her, Scarlett.” Hun ser indtrængende på mig. Hendes øjne siger det hele. Hun taler sandt. Men det ændrer ikke på min opfattelse af hende. Uanset hvor ny hun er, så giver det hende ikke ret til at lyve.

”Det giver dig stadig ikke ret til at komme masende på den måde. Spille veninder med Lauren, dit had til Aiden og du snakker til Nathan som om du har kendt ham i flere år. Det er ikke okay!” Jeg lægger armene over kors.

”Det er ikke hendes skyld.” Hvor ynkeligt at Nathan er nødt til at forsvare hende. ”Hun har ikke lært alt endnu.”

”Nej, tydeligvis ikke,” konstaterer jeg. ”Hvis hun ikke havde presset på og blandet sig, så havde jeg været fri for at have ordet ”heks” hængende over hovedet.”

”Du ville finde ud af det før eller siden. Det er den du er. Accepter det.” Hun lyder irriteret.

”Det kommer ikke til at ske, før du begynder at være ærlig.” Jeg ser skiftevis på Ashley og Nathan.

”Jeg er ærlig. Spørgsmålet er bare, om du er klar til sandheden.” Hun ser på mig, som om hun leder efter noget i mit ansigt. En bestemt reaktion. Men jeg giver hende ikke noget at finde. Kun et blik der fortæller dem at de gør klogt i at passe på.

Jeg stirrer stift på dem uden så meget som at blinke. De kan tro nej. Jeg bliver siddende lige her, indtil en af dem siger sandheden. Om det så skal tage flere dage, så gør jeg det. Tid har jeg pludselig nok af.

 

Vi ender med at træne min telekinese. Det er Ashleys idé og Nathan bakker hende op, så jeg har absolut intet at skulle have sagt. Overrasket? Overhovedet ikke.

Nathan står og læner sig op ad dørkarmen til køkkenet, mens Ashley styrer showet, eller i hvert fald forsøger. Han vil åbenbart ikke blande sig denne gang, hvilket også er grunden til, at han står hvor han står. Det er det eneste sted, hvor han hurtigt kan undvige mine flyvende UFO’er.

Ashley skal være glad for at her kun er puder og tæpper jeg kan kaste efter hende. Alt andet er for tungt. Endnu.

Til sidst beslutter jeg mig for at det er meningsløst at træne i hendes selskab, så jeg kører direkte forbi hende og ind på mit værelse for så endnu engang at smække døren.

Jeg sætter mig ved mit skrivebord og giver mig til at pille ved en af knasterne, mens jeg stirrer ud ad vinduet.

Hjemme i Penta ville situationen have været en hel anden, end den er her i Elentus lige nu. Altså, for det første ville jeg stadig have haft begge mine forældre, som jeg sjældent diskuterede med. Far passede for det meste sig selv, og ellers var han sammen med Nathan. Mor var helt og holdent min. Hun fik mig til at værdsætte mine evner, eller gaver som hun kaldte dem. Og for det andet var der ikke alt det drama.

Mor forstod hvordan det var og hun rystede aldrig på hovedet af mig, når vi trænede.

Nu er det bare som at jeg ikke længere kan huske noget som helst af det. Jeg har fået mange flere kræfter og de er ikke til at styre. Og at Ashley så pludselig kommer vadende og tror at hun har styr på det hele, gør det absolut ikke lettere.

Jeg forstår virkelig ikke hvad jeg skal bruge mine evner til. De siger godt nok at det er min opgave at beskytte andre mod dæmoner, men hvem siger at jeg har lyst til at sætte livet på spil? Hvad nu hvis jeg bare er en af den slags mennesker der har det bedst med at være i baggrunden?

Hvad blev der af et helt almindeligt teenageliv med alt der hører til? Blive kærester med samtlige lækre fyre, savle over de lækre skuespillere, gå til diverse fester og ellers bare et normalt liv?

Jeg er heldig hvis Aiden nogensinde vil se på mig igen. Det er jo ikke ligefrem noget der tiltrækker folk, at have en kæreste der kan smadre alt omkring hende, uden så meget som at røre en finger. Det er ikke normalt. Og Nathan hader ham af grunde jeg ikke kender. Det gør det altså ikke nemmere.

Skyggernes Bog flyver over til mig og lander med et bump. Den slår op på en side hvor der med store sirlige bogstaver står Vejledere.

”Jeg skal åbenbart ikke have et normalt liv,” mumler jeg for mig selv og stryger fingrene ned over siden.

 

En Vejleder er en person som har én bestemt heks, de skal følge, indtil målet er nået. Det er deres opgave at vejlede heksen i den rigtige retning, uden at det bliver personligt, og sørge for at hun altid kender alle konsekvenserne. Det er ikke en Vejleders opgave at beskytte - det har vi Beskyttere til. En Vejleder må ej heller forhindre kærlighed mellem en heks og hendes kommende partner.

Din Vejleder vil hurtigt gå hen og blive din bedste ven eller veninde og du vil snart se, at I vil blive uadskillelige. Selv den dag hvor målet er nået, vil det ikke være slut med jeres venskab.

 

Det er lige før, at jeg ikke kan lade være med at fnise. Mig og Ashley, bedste veninder? Det kan jeg ikke forestille mig. Men alligevel en sjov tanke. Hvorfor dog skrive noget der er så langt ude? Det er umuligt at blive veninder med en som hende.

Jeg sukker opgivende og lukker bogen. Mine fingre stryger blidt over det indgraverede tegn på forsiden. Vores tegn.

Bogen flyver tilbage til sin plads på natbordet ved siden af sengen. Den kender næsten vejen selv, så det er ikke mange kræfter jeg skal bruge på det.

Mens jeg sidder og stirrer ud af vinduet, stirrer mod de vattede skyer, ser jeg ud af øjenkrogen, at noget bevæger sig ved min seng.

Er jeg nu også begyndt at se syner? Der er ikke noget herinde der kan bevæge sig, jeg er jo den eneste der er her. Er jeg ikke?

Langsomt drejer jeg hovedet og gør klar til at angribe, i tilfælde af at det er en dæmon. Nej, jeg er ikke ved at blive paranoid, men jeg vil hellere være på den sikre side.

I det jeg ser rosen på mit skrivebord, falder jeg hurtigt ned. Ingen farer på færde, med mindre Aiden er farlig, og det tvivler jeg sgu på.

Han er irriterende, ikke morderisk.

Rosen svæver direkte i hånden på mig, og jeg sætter forsigtigt næsen ned til den. Dens sødlige duft fylder min næse. Jeg har savnet den. Ham.

Jeg lægger mærke til en lille seddel der er bundet til stilken.

Er jeg tilgivet? står der med noget der minder om kalligrafi.

Det er ikke fair at han har fået alle de talenter. Han kunne godt tage at dele dem. Med mig for eksempel.

Du er tilgivet, telepaterer jeg selvom jeg tvivler på at han kan høre det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...