Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61815Visninger
AA

4. Kapitel 2 - Elentus High

Hvis det ikke var fordi jeg havde set hvor skolen lå, da vi kom til byen, så ville jeg tro at jeg var kørt forkert. Den lille røde, firkantede bygning, med kortklippet græs omkring, siger ikke ligefrem at det er en skole. Og skoven bag får den ikke just til at fremstå indbydende. Det nærmest skriger til en, at man skal vende om, mens man kan. Jeg gyser ved tanken.

Ved skolens halvt fyldte parkeringsplads ligger hovedindgangen. To store døre der begge ser ud til at åbne udad. Over døren står der med store fede bogstaver: ELENTUS HIGH. Man skal jo nødig være i tvivl om, hvilken skole man er på. Som om der ligger andre i miles omkreds?

Her er ikke en sjæl at se nogen steder, og blade og knækkede grene bliver flyttet af en forbipasserende vind. Mon her overhovedet er liv?

Jeg tager en dyb indånding og bevæger mig så mod døren. I samme øjeblik jeg åbner og kører indenfor, bliver jeg mødt af et hav af stemmer. Både almindelige, men også alt det de tænker.

Folk myldrer frem og tilbage mellem hinanden, som myrer i en myretue, andre der går i flok når de skal på toilettet og så alle de andre, der enten hænger ud ved skabene eller står alene og forsøger at se ud som om at det ikke gør dem noget. Jeg kan slet ikke koncentrere mig. Stemmerne i mit hoved er alt for mange, og næsten umulige at sortere, når jeg ikke kender dem.

Det er bare en af de ting, jeg hader ved at være uden for huset. Mit hoved er ved at eksplodere. Men så slemt plejer det alligevel heller ikke at være. Måske er det bare fordi det er nyt?

Jeg ser mig omkring og længere fremme får jeg øje på et skilt hvor der med store bogstaver står: KONTOR. Det må være der jeg skal møde for at få mit skema.

Hvem er hun?

En i rullestol? Seriøst?

Hun er nu egentlig meget lækker.

Jeg bider tænderne sammen og prøver at fokusere på noget andet. Et par gange er jeg tæt på at vende mig rundt for at råbe et eller andet, men hvad skulle jeg sige, og hvem skulle jeg overhovedet råbe af? Der er et par hundrede at vælge mellem.

Da jeg næsten er henne ved døren til kontoret, mærker jeg et hårdt bump bagfra. En fyr med lettere pjusket, mørkt hår og en lang sort frakke stormer fordi mig.

”Se dig for!” råber jeg efter ham, men han reagerer ikke. Først nogle sekunder senere mærker jeg at han har ramt min skulder.

Han må virkelig have haft en dårlig start på dagen. Ikke at det er nogen undskyldning for ikke at se hvor man går.

Jeg begiver mig ind på kontoret og det første jeg møder er en tæt sky af parfume og ikke bare én slags. Mindst tre vil jeg væde med. Min mave er tæt på at vende sig, men det lykkes mig til sidst at få styr på det.

Bag et skrivebord sidder en lettere buttet kvinde, sidst i 50’erne vil jeg tro, med næsen dybt begravet i en stak papirer.

”Undskyld?” rømmer jeg mig,

”Ja?” Hun ser på mig henover sine bedstemorbriller.

”Jeg er ny,” siger jeg, men da hun ikke svarer, fortsætter jeg: ”Jeg vil gerne have mit skema.”

”En ny?” Hun ser på mig med sammenknebne øjne. ”Lige et øjeblik.” Hun rejser sig og trækker fødderne hen ad gulvet, over mod en dør hvor hun går ind. Kort efter kommer hun tilbage med en stak bøger og en seddel med mit skema.

”Scarlett Whitefeather, 16 år, er det dig?” spørger hun med øjnene rettet mod papiret.

”Ja,” svarer jeg og venter på at hun kigger op.

”Værsgo,” siger hun og lader bøgerne dumpe ned på bordet, for så at gå hen til en skuffe hvor hun finder en nøgle til mig. ”Til skab nummer 55.”

Jeg tager imod nøglen og sukker så inden jeg løfter bøgerne over på mine ben. Jeg kigger ned på skemaet der siger ’Engelsk klokken 8.00.’ Der er kun fem minutter til.

”Tak,” siger jeg og forlader kontoret så hurtigt jeg nu kan med kun en hånd fri til at køre.

Jeg lukker forsigtigt døren og da jeg skal til at køre, støder endnu en ind i mig, og bøger flyver en tur.

”Kan folk for pokker ikke snart lære at se sig for?” udbryder jeg og bukker mig for at samle mine ting op.

”Det må du altså virkelig undskylde,” svarer en fyr og giver sig straks til at samle det hele op. Hans skulderlange, mørkeblonde hår dækker for hans ansigt, men noget ved ham fanger alligevel min opmærksomhed. Jeg kan ikke høre hans tanker. Der er helt stille.

Han rækker mig alle tingene, og først nu får jeg et glimt af et par intense, grønne øjne.

”Du må være ny? Jeg synes ikke at jeg har set dig før.” Han stryger håret bagover og smiler let.

”Det kan man vidst godt kalde mig,” svarer jeg og venter på at han flytter sig, så jeg kan komme videre.

”Mit navn er Michael,” siger han og rækker hånden frem.

”Scarlett,” svarer jeg og rækker ham hånden.

”Velkommen til. Skal du have en hånd til at finde dit skab? Så kan jeg også vise dig hvor du skal have time?”

”Så kommer du jo selv for sent?” svarer jeg og rynker brynene.

”Det er ikke første gang,” griner han. ”Desuden begynder timen om et minut, så uanset hvad kommer vi begge for sent. Så hvad siger du?”

”Okay,” svarer jeg og trækker på skuldrene. Det er tydeligt, at jeg ikke bare lige slipper af med ham. Han er egentlig også flink nok, men jeg er virkelig ikke i humør til det her.

”Super. Lad mig køre dig, så sørger du for at holde fast i bøgerne.” Han tager fat i håndtagene og straks bevæger vi os ned ad den lange gang. Vi passerer toiletterne, kantinen og en pokkers masse sorte metalskabe der for mig er fuldstændig ens. Jeg lærer aldrig at finde mit skab.

”Nummer 55 er lige her,” siger Michael og har allerede taget nøglen for at låse det op. Han hjælper med at få alle bøgerne, undtagen engelsk, ind og lukker så atter skabet.

”Tak,” svarer jeg og et let smil tegnes på mine læber.

”Og lad os så få dig til time.”

Han fører mig halvvejs tilbage ad gangen og stopper op ved en brun trædør med glas foroven.

Jeg mærker hvordan en underlig, prikkende fornemmelse i mit bryst melder sig. Noget i mig beder mig inderligt om at vende om, men jeg forsøger at skubbe det til siden. Det er nok bare fordi jeg er nervøs.

Michael banker kort på og åbner så døren. Folk sidder på deres pladser og laver alt andet end at høre efter, og da Michael rømmer sig retter alle deres blikke mod os, bortset fra en fyr med mellemlangt, pjusket, mørkeblondt hår og en sort frakke, der sidder længst mod vinduet. Er det ikke ham der stødte ind i mig tidligere?

”Du må være Scarlett Whitefeather? Jeg er Fru Bayes,” siger læreren, da hun ser mig. Hun kigger hurtigt ud over klassen. ”Du kan bare tage plads ovre ved vinduet. Den er ledig. Og Michael? Tak for at du kunne vise frøken Whitefeather her hen.”

”Velbekomme,” svarer han og pludselig mærker jeg noget ved ham der ændrer sig. Som om hans humør ændrer sig og på en eller anden måde også påvirker mig. ”Jeg må hellere se at komme til time. Vi ses.”

Jeg når ikke at sige tak før han forsvinder. Hvorfor havde han så travlt?

Fedt! En ny pige i klassen.

Åh nej. Ikke en ny. Hun kan lige våge på at tage min plads.

Gad vide hvor hun er fra?

Stemmerne kører rundt i et stort virvar, da jeg bevæger mig mod min plads. De er ikke til at lukke ude, uanset hvor meget jeg prøver.

Hvis bare Nathan havde været her, så ville det have været nemmere at styre. Jeg ved ikke hvorfor eller hvordan, men min bror har bare et eller andet over sig, der gør at jeg mere eller mindre kan alt - bortset fra at gå. Jeg har ellers forsøgt at bruge telekinesen til at styre mine ben, men det er aldrig gået godt. Det er nok bare ikke meningen at jeg skal kunne gå.

Ti stille! Forsøger jeg og straks holder stemmerne op.

Den prikkende fornemmelse i mit bryst trænger sig yderligere på, da jeg kommer tættere på ham den mystiske fyr. Der er noget ved ham jeg ikke kan finde ud af, og det gør mig ikke mindre nysgerrig. Hvorfor ignorerer han mig?

Jeg ved ikke hvad hans problem er, men jeg synes alligevel at han i det mindste kunne kigge på mig, i stedet for at ligne en der er ved at ligge en flugtplan. Det er altså ikke særlig venligt først at støde ind i nogen uden at sige undskyld, for derefter fuldkommen at ignorere dem.

I det jeg kører forbi ham, kigger han kort op og vores øjne mødes. Mit hjerte springer et slag over, men jeg stopper ikke op. Jeg kører ind til mit bord, der står lige bag hans, tager jakken af og hænger den bag på stolen og forsøger at følge med i resten af timen, men jeg hører intet af det læreren siger. Kun stemmerne der atter er vendt tilbage. Og billedet af hans øjne er det eneste jeg ser. Gyldenbrune øjne der både er varme og kolde på samme tid.

Hans stemme har jeg heller ikke hørt. Det er som om, jeg ikke kan komme igennem. Jeg ryster ham ud af hovedet og fokuserer på undervisningen, eller rettere det der er tilbage af den.

”Til i morgen skal I læse side 158 til 188. Husk det nu.” Men de fleste er allerede gået. Fyren foran mig er en af de første til at forlade lokalet, og ikke en eneste gang ser han sig tilbage. For min skyld behøver han heller ikke at se på mig igen. De øjne giver mig myrekryb.

 

Den efterfølgende time forløber mere nede på jorden. Jeg fandt mit skab, byttede engelsk ud med matematik og fandt lokalet uden at komme for sent.

Stemmerne har også holdt sig i ro, og den prikkende fornemmelse er forsvundet, så har faktisk kunnet koncentrere mig. Ham den mystiske har heller ikke været her, måske fordi han ikke har matematik på samme niveau? I hvert fald er det rart at han ikke er her.

I timen bliver vi sat til at arbejde i tomandsgrupper, og en pige ved navn Lauren, der sidder foran mig vender sig straks mod mig, og så ender vi i gruppe sammen. Hvorfor hun lige vælger mig, ved jeg ikke, for umiddelbart ligner hun ikke typen der vælger hvem som helst. Men jeg skal selvfølgelig ikke dømme på udseendet.

Lauren og jeg er det første hold der finder ud af at svaret er 27, og vi får derfor lov til at gå fem minutter før alle andre. Jeg hører hvordan folks tanker skriger af misundelse, men jeg kan ikke andet end at trække på skuldrene og tænke: Bedre held næste gang.

Vi forlader klassen og Lauren hiver mig med ud på pigernes toilet. Vægge der engang har været hvide og båse der er fyldt med skrift, er det første der fanger mit blik. Sådan så det bestemt ikke ud hjemme i Penta. Der gik man meget mere op i at tingene så ordentlige ud.

”Hvad synes du så om det hele indtil videre?” Lauren ser staten i det store spejl på væggen, mens hun smider sit kastanjebrune hår op i en høj hestehale, for så at rette sine blågrå øjne mod mig.

”Det er vel okay,” svarer jeg og trækker let på skuldrene. Hvad skal jeg sige? Det er ikke fordi jeg har lyst til at være her, men jeg har jo ikke andre muligheder. Desuden kan jeg ikke rigtig tillade mig at sige noget negativt om stedet endnu.

”Seriøst?” Hun løfter et øjenbryn, ”Det er første gang jeg har hørt nogen sige det. De fleste plejer at flygte så snart de kan. Ingen har lyst til at ende sammen med sådan en som bumse John og rådne op i det her hul.” Men sådan en som Michael kunne jeg godt. Jeg anstrenger mig for at lade som om, at jeg ikke har hørt det sidste.

Hun vender sig igen mod spejlet og retter på et par vildtfarende hår. Et smil breder sig over hendes læber, men forsvinder inden hun igen kigger på mig. ”Men hvorfor er du flyttet til byen? Jeg mener, hvorfor ikke tage til nogle af de større byer?”

”Vi har arvet mine bedsteforældres hus her i byen, så det blev her vi flyttede hen.” Jeg trækker på skuldrene. Hun kigger på mig og nikker.

”Ja okay. Det gør mig ondt med dine bedsteforældre. Håber du er ok. Og ellers kan du altid komme til mig. Jeg er der altid for mine veninder,” svarer hun og smiler kort.

Det var hurtigt jeg blev hendes veninde, men måske er det heller ikke så skidt? Men jeg har endnu ikke hørt nogle underlige tanker fra hende, bortset fra det om Michael.

På en eller anden måde er det rart at kunne føre en normal samtale, med et normalt menneske uden at skulle høre alt hvad vedkommende tænker. Ikke fordi jeg ikke kan høre hendes tanker, ligesom ham fyren der giver mig myrekryb, men de er så rolige og kontrollerede at de er nemme at holde ude. Hun må have virkelig godt styr på sig selv, siden hendes tanker ikke flyver til højre og venstre.

”Må jeg egentlig spørge om noget?” udbryder hun. ”Du behøver ikke svare, hvis du ikke vil.” Hun kæmper pludselig med at se mig i øjnene, som om jeg har gjort noget der skræmmer hende. Jeg retter mig let op og smiler.

”Selvfølgelig Lauren. Bare spørg løs.” Hendes øjne flakker en smule. Bare det ikke lyder forkert...

”Hvorfor sidder du egentlig i den der … rullestol?” Hun peger mod min stol.

”Kørestol,” retter jeg og kommer til at fnise. ”Ej, undskyld. Det var ikke med vilje. Jeg er lam i benene.”

Jeg er overrasket over hvor let det kommer ud. Både det med mit handicap, men specielt også det med mine bedsteforældre. Det ligner mig ikke at være så åben. Og slet ikke over for nye mennesker.

Mine tanker kredser igen om mine forældre. Tårerne presser på indefra, men det lykkes mig at holde dem inde. Det er ikke nu nogen skal vide noget som helst. Det rager ikke dem!

”Cool. Eller, nej, det er selvfølgelig ikke cool. Lød det forkert?” Hun piller ved en tot hår og får igen smilet frem på mine læber.

”Det gør ikke noget,” forsikrer jeg hende. ”Jeg tror godt jeg ved hvad du mente.” Jeg smiler og det samme gør hun.

”Godt. Det skulle ikke have lydt sådan. Det sværger jeg.”

”Det går nok. Vi glemmer at du sagde det.” Jeg læner mig afslappet tilbage og smiler.

”Fantastisk!” Hun rejser sig op og fortsætter: ”Men for at vende tilbage til det vi snakkede om før, så er det godt du ikke er blevet skræmt helt væk endnu. Det plejer ellers at være typisk for tilflyttere, at de skal herfra hurtigst muligt.” En fnis undslipper hendes læber. ”Hvor er du egentlig fra?”

”Penta. Det er langt væk herfra.” Jeg trækker på skuldrene og kigger væk. Det er ikke noget jeg har snakket om længe. Der er alt for mange minder forbundet med Penta. Minder der gør ondt at tale om. Jeg tager en dyb indånding og kigger igen i hendes retning.

”Cool. Nå, skal vi smutte videre til næste time?” Hun går hen mod døren og drejer hovedet idet hun åbner den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...