Pentaclet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Færdig
Scarlett er en helt almindelig pige på 16. I hvert fald indtil hun flytter til Elentus sammen med sin bror Nathan, hvor mystiske ting begynder at ske. Gyldne øjne der både er kolde og varme, grønne øjne der kan rette op på alt og de tiltagende stemmer der ikke kan tæmmes, er bare noget af det Scarlett skal kæmpe med. Men hvad sker der når Scarlett finder ud af, at hun er mere end bare en pige? Hvem er ham med de gyldne øjne? Og vil Scarlett nogensinde slippe godt fra sine valg?

106Likes
227Kommentarer
61826Visninger
AA

21. Kapitel 19 - Kaos

Hvis jeg nogensinde hører: ”Du skal bare lytte til dit hjerte. Det skal nok vise dig vejen,” igen, så er der en eller anden der får med mig at bestille.

Jeg sætter mig op og kører fingrene igennem mit hår. Den forbandede drøm har fået mig til at ligge så uroligt, at mit hår nu er en stor hårboldt.

I nat udspillede drømmen sig ved den sø Aiden har vist mig, og det var da også rart at se mor igen, men jeg bliver vanvittig af at høre den samme sætning igen og igen. Jeg ved ikke hvad det betyder!

Vinduet åbnes med et brag.

”For helvede,” skælder jeg og knytter hænderne så mine knoer bliver hvide.

Jeg dumpede bagover og hiver dynen over hovedet for at sove videre, men opgiver hurtigt. Det er håbløst at gemme sig væk i det her hus. Det er faktisk umuligt at gemme sig nogen som helst steder. Og jeg som troede at jeg var en heks. Hvis jeg ikke engang kan gemme mig, så er det virkelig nogle dårlige evner jeg har.

Du kan ikke ligge der for evigt, siger Mitchell og jeg kan se for mig hvordan han må stå og ryste på hovedet af mig.

Det kan du jo se, at jeg kan.

Vi har haft den samme diskussion de sidste par dage, og jeg orker snart ikke mere. De alle mener at jeg bare skal i gang, og at jeg bare skal give det tid.

Hvad nu hvis jeg ikke har tid?

De kunne lære noget af Aiden. Han er den eneste der har præsteret at få mig til at føle mig nogenlunde normal. Han forstår mig og ved hvornår han skal stoppe. Det er mere end man kan sige om de andre.

Jeg svinger dynen af og hiver mig over i min kørestol, da jeg fornemmer Nathans energier komme mod mit værelse. Jeg ved at han vil tvinge mig alligevel.

Jeg trækker i et par cowboybukser og en langærmet, sort trøje og til sidst min halskæde. En børste bliver hurtigt kørt igennem håret, og så er jeg den der er smuttet.

Sidste dag inden weekend. Ikke fordi det er meget bedre at tilbringe tiden sammen med Nathan, men i det mindste kan jeg blive i min seng og samtidig undgå at støde på Ashley.

Hun var ikke i skole i går. Måske hun var bange for min reaktion? Selvom jeg inderligt har lyst til at slå hende, så er det måske bedst at hun bliver væk. Gerne for altid.

Lauren har gjort et ihærdigt forsøg på at gøre mig i bedre humør, men det er lidt som om at en tur ud at shoppe, ikke kan afhjælpe på du-er-en-heks-og-alle-ved-det. Det er ikke et problem der bare forsvinder.

Den eneste der for en stund kan få mig til at glemme er Aiden og jeg glæder mig allerede til igen at befinde mig ved siden af ham.

Ja, jeg er blevet afhængig.

”Hey!” kommer det fra Lauren da hun passerer mig på gangen. ”Du har ikke tilfældigvis set Ashley eller Michael, vel?”

”Nej,” svarer jeg og ryster på hovedet, mens jeg forsøger ikke at blive overvældet af det tankemylder der hersker omkring mig. Mine evner er ustyrlige. Igen.

Da Lauren går videre opfanger jeg at hun har planer om at invitere Michael med til festen, selvom hun godt ved at hun aldrig får ham overtalt. Det er så derfor, hun skal bruge Ashley.

Længere fremme får jeg øje på Aiden der står og læner sig op ad sit skab.

”Godmorgen.” siger han og samler hænderne på ryggen, mens han går mig i møde.

Jeg kan ikke lade være med at betragte hans øjne. Der er altid noget nyt og interessant ved dem. Noget der får mig til at ønske mere. Meget mere.

”Godmorgen.” svarer jeg og smiler. Endnu en dag hvor han ikke flygter ved synet af mig. Efter i onsdags har han været langt mere selskabelig.

Aiden kaster hovedet i retning af klassen, som tegn at vi skal videre.

”Klar til at få dagen overstået?” spørger jeg for at holde samtalen kørende. Hans stemme er det eneste der kan forhindre stemmerne i at invadere mit hoved.

”Jeg tager tingene som de kommer,” konstaterer han og fortsætter sin perfekte gang.

”Gid det var mig. Jeg har nu mest lyst til at få dagen overstået, så jeg kan komme væk herfra. Magter ikke mere lige nu.” Jeg sukker og retter blikket frem.

”Det må jeg nok sige. En ny der er ærlig.” Han ser ud til at more sig gevaldigt.

”Hvad er det sjove ved det?” Jeg ser uforstående på ham. Sig mig, er de ikke vant til ærlige mennesker? Dumt spørgsmål, selvfølgelig er de ikke det. Det har bitter erfaring lært mig. Man kan ikke stole 100 % på nogen.

”Det er bare ikke hver dag man hører tilflyttere sige sådan. De plejer altid at fedte sig ind  på folk. Dem der er her, er det nærmeste man kommer på liv. Så bliver man upopulær er man dømt til at være alene, indtil man en dag slipper herfra. Hvis man altså ikke gror fast.” Han ser undersøgende på mig, som om han venter på en bestemt reaktion.

”Du lyder som en der har boet her hele dit liv. Havde du ikke kun boet her i 1½ år?”

”1½ år gør meget. Bare vent til du har været her i et par måneder.” Han griner og får det til at lyde som en udfordring.

”Og du tror det der skræmmer mig?” Jeg løfter det ene øjenbryn og ser afventende på ham. Han kan tro nej. Jeg er jo ikke som andre, så hvorfor skulle jeg dog opføre mig som dem?

”Næ, jeg synes bare du skal have alle fakta. Så er der ikke noget der kan komme bag på dig.”

”Tak for info, tror jeg.” Jeg fremtvinger et smil.

Aiden holder døren for mig da vi når klassen, og jeg finder hurtigt ind på min plads. Han glider ned på stolen ved siden af, og giver sig så til at kigge på mig, som er han bange for at jeg forsvinder, hvis han kigger væk.

Hvad er det ved ham Nathan og alle andre ikke kan lide? Er det fordi de har set hvad hans tilstedeværelse gør ved mine evner, eller er det fordi de er bange for hans manifesteringer? For de skal ikke komme og fortælle mig, at de ikke kender til det.

Jeg ved ikke hvorfor de hader ham så inderligt, og er egentlig heller ikke sikker på at jeg har lyst til at vide det. Lige nu er det vigtigste, at Aiden aldrig kunne finde på at gøre mig fortræd. Det er en ting jeg er helt sikker på.

”Hvad skal du så tegne i dag?” Hans stemme hiver mig tilbage til virkeligheden.

”Det ved jeg ikke. Det plejer bare at komme til mig.”

Jeg åbner mappen og portrættet af mor, far, Nathan, vores hund Mystic og mig springer i øjnene af mig. Det er som at få en knytnæve i maven og jeg mister pusten. Drømmene indtager mit hoved og jeg ser gentagende gange hvordan mor og far forsvinder ud ad døren for aldrig at komme tilbage.

”Scarlett, se lige på mig.” Aiden læner sig frem så jeg næsten kan mærke hans ånde. Kan han ikke bare lade mig være? Jeg mærker hvordan følelsen og ubehaget langsomt vender tilbage. Det her er ikke rigtigt.

Jeg knytter hånden og fokusere på ikke at lade min telekinese lege med døren igen. Det skal til at stoppe.

”Hvad vil du?” får jeg presset ud over mine læber, mens jeg lukker fingrene om mit vedhæng.

Dybe indåndinger.

”Jeg kan se på dig at der er noget galt,” siger han og lægger sin hånd over min. ”Snak til mig.”

”Det er ikke noget,” vrisser jeg og ser op, håber at mit blik kan få ham til at stoppe inden jeg ødelægger noget.

Hvor meget jeg end gerne ville fortælle ham om drømmene, hvordan jeg er skyld i andres ulykke, og det faktum at jeg er en heks uden styr på noget som helst, så kan jeg ikke. En anden dag måske.

”Det ved vi begge to, ikke er sandt.” Hans blik borer sig dybt fast i mit. Jeg kan ikke lide den måde, det føles som om jeg snart mister kontrollen på. Hvorfor gør han det her? Han kan sgu da være ligeglad.

Jeg kan mærke at min tålmodighed er ved at slippe op. Det bobler indeni mig og noget er ved at bryde løs. Jeg har ikke lyst til at slippe kontrollen over mine evner, men de er for stærke. De er umulige at holde tilbage, hvis de først får chancen for at bryde ud. Det kunne jeg jo tydeligt se første skoledag.

”Men hvad rager det egentlig dig? Kan man ikke have en dårlig dag i fred?” Jeg hiver hånden til mig. Det her er simpelthen for meget. Jeg bliver sindssyg!

”Jeg prøver faktisk at være sød.” Han rækker igen ud efter mig, men da jeg hiver armen væk med et ryk, flyver endnu et vindue op og splintres til atomer. Jeg hiver begge hænder tæt ind til kroppen, og vender blikket den anden vej. Se nu hvad han fik mig til!

”Jeg tvivler,” hvisker jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...